Indholdsfortegnelse

112 Hans W. Freis filosofiske og teologiske kontekst
dømmes på dets evne til at udfylde denne funktion. Det litterære værk skal derfor ikke bedømmes
f.eks. på korrekt reference til historiske hændelser, for det ligger helt udenfor dets
funktion. Det skal i stedet vurderes på dets evne til at betage, fornøje, opsluge osv.. Denne
vurdering sker ved en sammeligning med andre værkers litterære evner. De som begrænser
sig til at bedømme ud fra æstetiske kriterier kaldes typisk "formalister", idet de hæfter sig ved
værkets særlige form. Men dette sker, som vi har set, ud fra den forudsætning, at der ikke
hermed afdækkes noget andet bag formen, men at indholdet er givet i formen. For andre bliver
værkets evne til nyskabelse et kvalitetskriterium. Wellek nævner som et tegn på kvalitet,
at læseren vender tilbage til værket igen og igen. Et andet tegn er inklusivitet: "imaginativ
integration" (ibid., p. 243), dvs. værkets evne til at integrere en stor mængde meget forskelligt
stof i en meningsgivende helhed. Jo større stofmængde og diversitet, jo højere er værkets kvalitet
47 .
f) Delkonklusion
Den nykritiske bevægelse er blevet heftigt kritiseret. Dels har dens objektiverende træk vakt
anstød, dels har man anklaget bevægelsen for, at ville universalisere en teori, som kun svarer
til den modernistiske digtning. Nykritikken er en specifik litterær bevægelse, og dens tænkning
gælder det litterære værk og særligt digtekunsten. De konklusioner, som drages, hæfter
således til netop disse tekster og ikke nødvendigvis til tekster som sådan. Teorierne har specifik
litterær og ikke principiel epistemologisk karakter. Dette afsvækker dog ikke det markante
i at ville indføre en objektiverende tilgang til netop de litterære tekster, som ellers måtte anses
for de mest følelsesbetonede og uobjektiverbare. Jeg skal ikke her give en selvstændig vurdering
af bevægelsen, idet målet alene har været at trække visse grundtræk ved denne frem, med
henblik på den anvendelse eller genkendelse af disse som knytter sig til Freis tekstfortolkning.
Frei og New Criticism
Ligheden mellem nykritikkens æstetiske tekstlæsninger og Freis insisteren på teksten selv er
slående og er da også gentagne gange blevet påpeget af både kolleger og kritikere. Frei opregner
selv i artiklen "Remarks in Connection with a Theological Proprosal" i Theology and
Narrative nogle af sine inspirationskilder. Med hensyn til litterærkritisk teori ser han sig selv
byggende på nykritikken, både i dens "gammeldags" udgave hos W. Wimsatt og i den mere
moderate udgave hos R. Wellek og A. Warren (Theology, p. 33). Men Frei forholder sig absolut
ikke ukritisk til denne arv, og i hans forfatterskab sker der efterhånden en gradvis nedtoning
af de specifikt nykritiske træk.
47 Jeg har her mest set på bedømmelsen af det litterære værk som helhed. Herudover bibragte nykritikken, som
nævnt, en lang række konkrete analysemetoder til arbejdet med stil, metaforer, fortællinger og meget andet.