Indholdsfortegnelse

e) Metoder og Kriterier
Hans W. Freis filosofiske og teologiske kontekst 111
Nykritikkens metode er tekstanalysen. Denne ses som et mål i sig selv og ikke som et middel
til f.eks. forståelse af en historisk periode eller lignende. Tekstanalysen er en nærlæsning af
teksten, og den har objektiv karakter. Nykritikerne "fremhæver nødvendigheden af denne evne
til at objektivere sine indtryk i en almengyldig tolkning af teksten." (Fjord Jensen, s. 132).
I analysen arbejdes der med de lingvistiske fakta i teksten, værkets semantik og dets syntaks.
Analysens objektiverende karakter følges af en tro på muligheden af en objektiv erkendelse
og bedømmelse af værket. "...we can distinguish between right and wrong readings of a
poem...by acts of comparison, by a study of different false or incomplete 'realizations' or interpretations."
(Wellek, p. 154). Et andet sted hedder det: "We shall never know an object in
all its qualities, but still we can scarcely deny the identity of objects even though we may see
them from different perspectives. We always grasp some 'structure of determination' in the
object which makes the act of cognition not an act of arbitrary invention or subjective distinction
but the recognition of some norms imposed on us by reality." (Ibid., p. 152). Dette sidste
gælder også det litterære værk, som alle andre erkendelsesobjekter. På denne måde anerkender
Wellek altså en erkendelsesvanskelighed, men afviser samtidig en skepticistisk relativisme.
Vurderingen af et værk er nemlig ikke en subjektiv, men en offentlig, sag: "The evaluation
of the work of art remains public; the work is measured against something outside the
author." (Wimsat, p. 10). Det er opgivelsen af forfatterintention, som bibringer muligheden
for alment erkendelige og objektive kriterier. Wellek vil mellem absolutisme og relativisme
finde en ny vej, en syntese, med et dynamiskt værdisystem. Han benævner denne vej "perspectivism",
og mener hermed "a process of getting to know the object from different points
of view which may be defined and criticized in their turn." (Wellek, p. 156).
Litteratur har med følelser at gøre. Det er en æstetisk erfaring at læse et litterært værk, idet
dette besidder en kvalitet af behagelighed og interessanthed. Literatur er således forbundet
med følelser og sanser, men objektiverer og artikulerer disse. Følelserne finder i kunstværket
et "objektivt korrelat" (Ibid., p. 241). For Eliot er den ideale kritiker den objektiverende kritiker
(Fjord Jensen, s. 97), der holder sin person tilbage og analyserer de følelser, som er objektiverede
i digtet. Kritikeren "må finde frem til de almene principper for sin oplevelse af den
tekst han har til analyse og beskrivelse." (Ibid.). Fremfor at hengive sig til oplevelsen må
kritikeren gå frem med en skolet og behersket modtagelighed overfor værkets påvirkning. Det
er altså ikke en afvisning af oplevelsesaspektet, men det analyserende arbejde består i en kritisk
forholden sig til netop dette aspekt ved litteraturen.
I nykritikken opstilles forskellige kriterier eller normer til bedømmelsen af det litterære
værk. Grundtanken er, at litteratur bør bedømmes på dets litterære værdi: "The nature, the
function, and the evaluation of literature must necessarily exist in close correlation." (Wellek,
p. 238). Et objekt fungerer i overensstemmelse med, hvad dets funktion er, og det må be-