Indholdsfortegnelse

110 Hans W. Freis filosofiske og teologiske kontekst
tanken om værket som en helhed, men først med nykritikken har det for alvor fået betydning
for det litterære arbejde og dets metoder. Der er helheder på en række niveauer, f.eks. sætnings
eller figurniveauer, som samles til større helheder. Værket, som sådan, er en samlet helhed
med én samlet overordnet mening. Disse helheder kan altså enten være meget komplicerede
helheder, hvor alt har sin mening i kraft af den samlede helhed, eller en mere løs samordning
af i sig selv meningsfulde dele.
De forskellige nykritikere har ganske forskellige opfattelser af, hvori tekstens helhed består,
men deler dog centralbegrebet struktur, og deres metoder er derfor samlet blevet betegnet
som "strukturalistiske". Strukturer skaber, ifølge J.C. Ransom, helhed, idet de søger mod
et centrum i værket. Wellek taler om en virkningsfuld enhed af enkelte ord, der i sig selv er
uvirksomme. Ordene er "materialet", og det er "stukturen", den samlende helhed, som giver
en æstetisk effekt. Sturkturen indbefatter her både form og indhold, eller man kunne sige:
strukturen er formet med indholdsmæssig hensigt. Den i nykritikken mest udbredte beskrivelse
er, at se værkets helhed som en enhed af modsætninger. Metaforen kan tages som et illustrerende
eksempel på denne enhed, fordi den samler modsætninger i en enhed, som kun er
mulig i digtningen og alle andre steder ville være nonsens. For eksempel kåbe og sorg i "en
kåbe af sorg". Poland betegner det som en skjult enhed under en modsætningsfuld overflade:
"Eliot’s simultaneous order is a revelatory event, a disclosure of a hidden unity underlying the
complexities and contradictions of the surface." (Poland (1985b), p. 473). Richards skelner
mellem inklusiv og eksklusiv digtning. I sidstnævnte skabes en enhed gennem forenkling,
således at det, som ikke passer ind, udelukkes. I den inklusive digtning skabes derimod, af
digterens fantasi, en enhed af det normalt uforenelige, som gør det litterære værk til en enhed
af modsætninger. Det er den spændning, som ligger mellem modsætningerne i det inklusive
værk, som gør det spændende, gør det til kunst. Værkets helhed skabes hos "den oplevende
læser" (Fjord Jensen, s. 106), hos hvem delene relateres og sammensættes til en meningsbærende
helhed; men det er værket selv, som sætter læseren i stand til dette. Den gode litteratur
gør læseren i stand til at forene det normalt uforenelige til en meningsbærende helhed.
Nykritikken hentede inspiration til sin strukturtænkning fra lingvistikken, hvor Saussure
havde indført en skelnen mellem det synkrone sprogsystem (langue) og den aktuelle tale (parole).
Nykritikkernes tilgang svarede til Saussures fremhævelse af det synkrone sprogsystem,
idet også de ville analysere det synkrone værk, som det foreligger nu og ikke som en tilblivelses-
eller tilegnelsesproces. På samme måde som Saussure analyserede sprogsystemets strukturer
analyserer nykritikerne værkets strukturer. Wellek parralleliserer langue og værket som
sådan, henholdsvis parole og den enkelte erfaring af digtet. (Wellek, p. 152). Nykritikkens
tekstanalyse gælder værket som en afrundet og meningsbærende helhed. At værket begynder
dér og slutter dér sætter konteksten for hvert led og hver figur i helheden.