Indholdsfortegnelse

Hans W. Freis filosofiske og teologiske kontekst 109
Hvis værket ikke er en repræsentation af noget uden for det selv, falder en eventuel reference
til historiske hændelser udenfor interessefeltet. 44 L. M. Poland siger om dette, med henblik
på bibelfortolkning: "What is commonly meant by the New Critics´ ahistoricism is their
rejection of historical criticism and their assertion that the literary artifact is nonreferential.
And surely another aspect of the attractivenss of the New Criticism for biblical interpreters
lies here, for many wish to oppose literary criticism to historical criticism and insist, like Frei,
that history not instantly be made the test of the meaning of the biblical narratives." (Poland
(1985b), p. 472). Når spørgsmålet om reference ellimineres berører dette også det litterære
værks sandhedsværdi: "There is factual truth, truth in specific detail of time and place - truth
of history in the narrow sense. Then there is philosophic truth: conceptual, proportional, general.
From the point of view of 'history', so defined, and philosophy, imaginative literature is
‘fiction’, a lie." (Wellek, pp. 212f.).
Ligeledes rammes den, siden Aristoteles, gængse skelnen mellem form og indhold 45 af tanken
om værkets autonomi, fordi der nu ikke er et motiv eller en sag, som eksisterer før værket
og derpå gives en form i værket. Teksten normeres ikke af en hændelse i virkeligheden eller
en tanke hos forfatteren, som er bragt til udtryk i værkets særlige form, og derfor er det ikke
sagssvarende at tale om form og indhold, men bedre i stedet om "materiale" og "struktur" i en
uadskillelig enhed (ibid., p. 141). Der er ingen sag eller kerne, som man kan nå ind til ved at
skære ind til benet. Denne tankegang er nemlig udtryk for en desavuering af det litterære, som
blot bliver til en mere omstændelig måde at udtrykke det, som kunne have været sagt mere
præcist. Men det er jo netop "omstændeligheden", der er den særlige kvalitet ved litteraturen
og giver læseren den litterære oplevelse 46 . Metodisk får opgivelsen af dikotomien mellem
form og indhold den konsekvens, at et litterært værk nu må analyseres som en enhed, og ikke
opslittet i en motiv- og formanalyse. Dermed afvises de klassiske opdelinger i bestemte almene
stilarter og stilfigurer. Istedet må det enkelte værk undersøges i sin helhed, hvor hvert led
får sin særlige betydning fra den afgrænsede kontekst, det indgår i. Der bliver derfor metodisk
tale om en tekstanalyse.
d) Teksten som en strukturel helhed
Værket er en helhed. Dette siger både, at værket indadtil udgør et samlet hele, og at det udadtil
er et afgrænset hele overfor forfatter, andre værker og læseren m.v. Der er ikke noget nyt i
44
Hvor afvisningen af reference i f.eks. poststrukturalismen bygger på en skepsis overfor teksters mulighed for
at referere til en ekstratekstlig virkelighed eller overfor eksistensen af en sådan, er der her primært tale om en
afgrænsning af et interessefelt for en litterær kritik.
45
Det er f.eks. i visse teologiske kredse almindeligt at tale om, at ville bevare indholdet, men forny formen;
modsat hævdes det, at "image is everything!".
46
Den litterære oplevelse afvises altså ikke som sådan, men kun som et kriterium for en vurdering af værket og
dets mening.