Indholdsfortegnelse

108 Hans W. Freis filosofiske og teologiske kontekst
en hvis opblomstring omkring første verdenskrig. Wimsat og Beardsley taler om "the affective
fallacy", den affektive fejlslutning. Hvor den intentionale fejlslutning bestod i en sammenblanding
af digtet og digtets årsager, sammenblander den affektive fejlslutning digtet med
digtetes resultater, sammenblander hvad digtet er, og hvad det gør. "The outcome of either
Fallacy, the Intentional or the Affective, is that the poem itself, as an object of specifically
critical judgment, tends to dissapear." (Ibid., p. 21).
I impressionismen var et digt læserens oplevelse af digtet. Wellek medgiver, at digtet kun
kan kendes gennem læserens oplevelse af det, men dette betyder ikke, at digtet er identisk
med denne. For hver oplevelse indeholder noget individuelt og er farvet af den enkelte læser.
Enhver læsning dermed både udelader noget og tilføjer noget i forhold til digtet selv. Wellek
konkluderer således: "A poem, we have to conclude, is not an individual experience or a sum
of experiences, but only a potential cause of experiences...In every individual experience only
a small part can be considered as adequate to the true poem. Thus the real poem must be conceived
as a structure of norms, realized only partially in the actual experience of its many
readers." (Wellek, p. 150). At sige, at digtet blot er oplevelsen af det, vil desuden, ifølge
Wellek, føre til skepticisme og anarki: "If we should take this view seriously, it would be impossible
to explain why one experience of a poem by one reader should be better than the
experience of any other reader and why it is possible to correct the interpretation of another
reader." (Ibid., p. 146). I. A. Richards forsøger en mellemvej ved at sige, at digtet er den rette
læsers oplevelse af digtet, men også dette afviser Wellek; for hvordan skal det afgøres, hvem
der er den rette læser? Objektet for en litterær kritik er det værk, som analyseres. Læserens
psykologi står atid udenfor det konkrete værk og dermed udenfor kritikkens interessefelt.
III Den autonome tekst
Wellek taler om det litterære værk som en struktur af normer. Disse normer er implicitte normer,
som udtrækkes af enhver individuel erfaring af et værk og tilsammen udgør det genuine
værk som et hele. Wellek mener, at sådanne normer i værket kan føres videre til en genrebestemmelse
og til teorier om litteratur generelt. Pointen er, at de normer, som bestemmer værket
og dets mening, ikke påførs udefra, men er tilstede i værket selv. Dette svarer til, at hele
Welleks Theory of Literature er opdelt i en "extrinsic approach", som han forholder sig kritisk
til, og et "intrinsic study", som udgør hans egen teori. Det som er kernen i denne skelnen mellem
ydre og indre tilgange er, at et litterært værk eller en tekst ikke er formidler af noget andet,
af en anden sag eller mening udenfor eller bagved teksten. Derfor bliver det også et diskussionspunkt,
hvorvidt en tekst kan parafraseres. For nykritikerne er det en vigtig pointe, at
dette ikke er muligt, for det ville være at forsøge på at sige det samme, som teksten siger, på
en anden (og kortere) måde. Men dermed forestiller man sig en mening, et det samme, som er
noget andet end teksten selv.