Indholdsfortegnelse

Hans W. Freis filosofiske og teologiske kontekst 107
står som et "objektivt korrelat" (Fjord Jensen, s. 94) mellem forfatteren og læseren. Forfatterens
følelse objektiveres i værket, og gennem værket vækkes en tilsvarende følelse i læseren.
Wellek skriver "The view that the genuine poem is to be found in the intensions of an author
is widespread...However, for most works of art we have no evidence to reconstruct the intensions
of the author except the finished work itself." (Wellek, p. 148). Pointen er altså, at det er
meningsløs sprogbrug at tale om forfatterintentionen, hvorved forståes noget psykologisk
eller mentalt hos forfatteren, fordi vi kun har kendskab til denne gennem teksten. I det tilfælde
hvor forfatteren er nulevende, og en læser spørger ham: "Hvad betyder det, du har skrevet",
udtaler forfatteren sig ikke som forfatter, men som en læser af sit eget værk. Det kan også
tænkes, at den intention, forfatteren havde med sit værk, slet ikke lykkedes, at det, som han
ville udtrykke, ikke kom frem. I det tilfælde ville det være absurd at regne forfatterens intention
for værkets mening. Vi har da at gøre med to forskellige ting, og forfatterintentionen er
da ligegyldig for arbejdet med teksten (selvom vi af andre grunde kan have interesse i at vide,
hvad forfatteren intenderede).
I den vigtige artikel af W.K.Wimsatt og M.C. Bardsley: "The Intentional Fallacy", som har
givet begrebet navn, gøres der op med den "intentionale" fejlslutning, at søge efter forfatterens
intention. De henviser til en tidligere forfattet leksikonartikel: "We argued that the design
or intention of the author is neither available nor desirable as a standard for judging the succes
of a work of literary art..." (Wimsat, p. 3). De refererer det traditionelle synspunkt: "'In order
to judge the poet’s performance, we must know what he intended.' Intention is design or plan
in the author’s mind." (Ibid, p. 4), og afviser det, med digtet som case, ved at opstille følgende
indvending: Digtet fremkommer ganske vist ikke ved et "uheld" - men ved en forfatters digten
- men at sætte en forfatter som årsag er ikke at gøre hans intention til kriterium for digtets
mening. Forfatterintentionen kendes gennem digtet, og ellers ikke. Ligeledes tilhører digtet
ikke forfatteren, men offentligheden. I digtningsøjeblikket undslipper digtet nemlig forfatteren
og bliver autonomt: "The Poem is not the critic’s own and not the author’s (it is detached
from the author at birth and goes about the world beyond his power to intend about it
or control it). The poem belongs to the public." 43 (Ibid, p. 5). Således løsrives det litterære
værk fra dets oprindelse og fra en "genetisk" bestemmelsse af dets mening, men for at kunne
tale om fuld autonomi må det også vises, at værket som "objektivt korrelat" mellem forfatter
og læser er uafhængigt af læseren.
II Opgøret med reader-effect
Den læserafhængighed, der blev gjort op med i nykritikken, var tanken om en effekt hos læseren,
sådan som det var kommet til udtryk i den litterære impressionisme, som havde oplevet
43
Her genkendes med al tydelighed Ricoeurs tænkning om tekstens autonomi, som altså er udsprunget af nykritikken.