Indholdsfortegnelse

106 Hans W. Freis filosofiske og teologiske kontekst
teksten selv og hændelsesforløbet i denne, fremfor på forfatteren og dennes intention. Angrebet
blev ligeledes den positiviske kølige nøgternhed overfor den analyserede tekst, og dens
krav om objektivitet, der førte til en ren "atomisme", hvor kun enkeltdele kunne analyseres,
mens større sammenhænge lå upåagtet hen. En impressionistisk retning vægtlagde derimod
det indtryk, litteraturen gjorde på læseren.
Nykritikken fulgte op på dette opgør. En egentlig skole blev der aldrig tale om, og de personer,
som er blevet knyttet til navnet, har også afvist, at der skulle være tale om en bevægelse.
De første og måske største navne er T.S. ELiot og I.A.Richards, der i 1920 (The Sacred
Wood) og 1924 (Principles of Literary Criticism) udgav værker, som blev begyndelsen til et
nybrud i litteraturverdenen. Nykritikken udviklede sig i USA i løbet af trediverne og fremstod
som bevægelse fra omrking 1940. Den bevægede sig fra en sydstatsbevægelse med en stærk
traditionalisme til en æstetisk beskæftgelse med samtidens litteratur, og får dermed sin karakter
af ny kritik. De forfattere indeværende analyse bygger på, Wellek, Wimsat og Bardsley, er
alle forholdsvis sene repræsentanter for nykritikken, og hos disse finder kritikken et mere
afklaret udtryk, dels fordi den nu har fået tid til at modne og ikke længere har oprørets karakter,
og dels fordi vi her møder det akademisk systematiserende arbejde med bevægelsens tanker.
Efter en hurtig opblomstring til egentlig modefilosofi visnede nykritikken i løbet af halvtredserne
som "bevægelse", mens mange af dens tanker indgik som arvegods for dens successorer.
c) Den autonome tekst
To grundtanker er bærende for de mange forskelligartede bidrag indenfor nykritikken og udgør,
hvad der kan kaldes, dens "doktrin". "Denne doktrin rummer to aspekter. Den kan opfattes
dels som en 'autonomiteori', dels som en 'strukturteori'." (Fjord Jensen, s. 92). I dette afsnit
skal der ses på det litterære værk (teksten) som autonom størrelse. Tekstens autonomi hævdes,
som nævnt, overfor, hvad der betegnes som henholdsvis den intentionale og den affektive
fejlslutning, dvs. overfor både forfatterintentionen (romantisk hermeneutik) og læserreaktionen
(impresionismen) som tekstens mening.
I Opgøret med forfatterintentionen
Tekstens mening skal findes i teksten selv, ikke hos forfatteren eller i dens oprindelseskontekst.
Det litterære værk, i sig selv, er "sagen", og dette gør sig gældende allerede i produktionen
af værket. Poland citerer T.S. Eliot: "[T]he poet has not a personality to express, but a
particular medium, which is a medium and not a personality, in which expressions and experiences
combine in peculiar and unexpected ways." (The Sacred Wood, p. 56, citeret Poland
(1985b), p. 465). For Eliot er det vigtigt, at det litterære værk er noget impersonalistisk, at
værket består uafhængigt af den, som har skabt det, og af den kontekst, det er skabt i. Værket