Indholdsfortegnelse

Hans W. Freis filosofiske og teologiske kontekst 105
Indledning
I modsætning til Ricoeur, hvis tænkning bevæger sig frem i en eksplicit debat med andre
sysnpunkter, er Frei i højere grad kritikeren af andre synspunkter. Hans argumentation for en
teologi, der ikke må være bestemt af nogen forudgående filosofi, synes at måtte gøre forholdet
til eventuelle filosofiske inspirationskilder og til den i synspunktet selv implicitte filosofi anspændt.
Ligheden mellem The New Criticism og Freis to bogudgivelser, som udgør hans "tidlige"
tænkning, er dog slående, og Frei forholder sig i en senere artikel positivt, men ikke
ukritisk, til denne. I firserne, den "sene" periode, bliver Freis delagtighed i den postliberale
teologi dog hans primære kilde til inspiration. Begge aspekter vil blive behandlet i det følgende.
The New Criticism
a) Indledning
Betegnelsen The New Criticism (herefter: nykritikken) knyttes især til en række af engelske
og amerikanske litterater og litteraturforskere fra 1920’erne til 1950’erne. Disse havde, uden
at danne en egentlig bevægelse, en fælles dagsorden, der kan beskrives med et citat fra
Wellek og Warrens "Theory of Litterature." Her hedder det: "The natural and sensible starting-point
for work in literary scholarship is the interpretation and analysis of the works of
literature themselves." (Wellek, p. 139). Denne rettethed mod teksten selv var et opgør mod
biografismen og den litterære impressionisme, der i stedet for at se på teksten selv rettede sig
mod tekstens oprindelse henholdsvis virkning. Fokuseringen på den autnome tekst som en
sluttet helhed førte i den nykritikken til udviklingen af en lang række nye analysemetoder,
som var bevægelsens egentlige nyskabelse og vedvarende virkning. Som litterær bevægelse
var det naturligvis litteraturen og indenfor denne særligt poesien, der taltes om, og i ganske
særlig grad den skrevne poesi, der kunne stå som selvstændigt værk og derfor også som en
tekst. Nykritikken som en tekstteori vil blive belyst nærmere nedenfor.
b) En litterær bevægelse
Nykritikken var en litterær bevægelse, som havde sit fødested, ikke på universitetet, men
blandt litteraturkritikere. Nykritikken løb parrallelt med og svarede til en modernistisk digtning,
som ikke passede til den traditionelle litteraurkritik og derfor krævede nye analyseredskaber
for at lade sig gribe. Indenfor litteraturforskningen havde der omkring århundredeskiftet
(1900) været et udbredt opgør med den litterære historisme, som denne kom til udtryk i en
romantisk spørgen til forfattergeniet, der udartede i den biografiske metode, der førte til en
lang række biografier, som tog overhånd over den faktisk foreliggende tekst eller litterære
værk. Den russiske formalisme fremstod ved århundredets begyndelse og lagde vægten på