Indholdsfortegnelse

100 Delkonklusion
• Fortolkningens narcissistiske formål. Et vigtigt angreb mod Ricoeur i henseende til hans
teologiske anvendelighed er spørgsmålet om hans filosofiske udgangspunkt, hvorvidt dette
rummer en filosofisk antropologi og en implicit ontologi, som står i modsætning til et teologisk
/ bibelsk menneskesyn og verdensbillede. Det må overvejes, om ikke Ricoeurs stærke
fokusering på det enkelte subjekt, ikke blot som fortolkningens udgangspunkt men også
som fortolkningens endemål, bliver en narcissistisk antropocentrisme, som står i modsætning
til Ricoeurs egen tænkning om det decentrerede kommunikerende subjekt og den
kristne tanke om kærlighed til Gud og næsten. Det handler ikke om at forsøge at forstå den
anden, men altid om at forsøge at forstå sig selv. Når eller hvis Gud har åbenbaret sig, anvendes
dette ikke som en anledning til at lære Gud at "kende", men i stedet vendes det
straks til: Hvad kan jeg få ud af dette her? Dermed står Ricoeurs filosofi i fare for, trods intentionen
om det modsatte, at føre til en subjektets selvcentrering.
• Intellektualistisk optimisme-filosofi? Det er desuden, som det har været nævnt, et
spørgsmål om ikke den stærke fokusering på det poetiske sprog, med dens anderledes reference
til en tekstens verden, som kan blive læserens livsverden, fører læseren bort fra verden
til et intellektuelt elfenbenstårn, fremfor "ud til tingene". Ricoeurs filosofi fremstår i
hvert fald til tider som en optimismefilosofi snarere end en håbsfilosofi. Mens et håb altid
indebærer et moment af "på trods", f.eks. håb om liv på trods af døden, synes Ricoeur at
forudsætte, at mulighederne altid er der, blot læseren tilegner sig teksten og derigennem
griber mulighederne. Mulighederne er der, det gælder bare at se dem. En sådan tankegang
synes helt i modstrid med den erfarbare virkelighed præget af magtesløshed, hvor fremtidstroen
derfor altid må være et håb, et håb på trods.
• Negligering af forfatterintentionen? I Ricoeurs filosofi bliver teksten afgørende, fordi
den ved at viderebringe en mening, bliver anledning til berigelse og fornyelse for den læsende,
hvis livshændelser den giver helhed og dermed mening, idet dets livsforløb bliver et
forløb i en historisk og det vil sige menneskelig tid. Men den afvisning, som ligger heri af
forfatterens betydning, kan anklages for at være en disrespekt for forfatteren som "den anden",
teologisk: som næste. Ricoeur afviser heller ikke fuldstændig betydningen af, at netop
et menneske i første omgang var ophav til denne tekst, men han underbetoner for mig at
se i alt for høj grad, at når teksten har en mening, må det nødvendigvis hænge sammen
med, at et andet menneske har været anledning til en diskursbegivenhed, som nu møder
læseren fikseret i skriften.
• Naiv objektivisme? Ricoeur har på grund af sin tilslutning til strukturalismens metoder
kunnet anklages, fra en dekonstruktiv tekstteoris vinkel og fra readerrespons-filosofiens side,
for at have en naiv antagelse af muligheden af objektivitet i det forklarende arbejde.
Ricoeur synes i en vis udstrækning at have taget sådanne anklager til sig, idet han i firserne
bevæger sig fra tekstens sag i retning mod læseren og læsningen som begivenhed. Ricoeur