magt og afmagt - Århus Statsgymnasiums hjemmeside

Dimission 2004 – Århus Statsgymnasium
Kære studenter!
Tillykke med jeres studentereksamen!
Lige netop nu er verden enkel, stor og lys! – og livet ligger derude og venter
utålmodigt på jer.
Men inden I nu går ud og tager fat på det, lad os så lige kigge lidt tilbage.
For 44 dage siden sad de fleste af jer netop her i salen og havde lige fået udleveret
jeres danske stilesæt. Temaet var ”magt og afmagt” – den sidste følelse var vel
dominerende lige fra start, men så fik I alligevel magt over tingene og fik skrevet
jeres stil og de efterfølgende skriftlige opgaver. I magtede også de mundtlige
eksaminer. Det var en sidste uhyrlig acceleration af de tre år på gymnasiet - et inferno
af eksamenslæsning, roderi i bøger og noter, sort kaffe og kold te. Mange af jer har
siddet og boget den i nattetimerne og med undren pludselig hørt de første bløde
solsortefløjt og set op fra bøgerne for at konstatere, at dagens røde lys var på vej.
Og så op til feberstemningen på eksamensgangen.
– Én venter knuget på at komme ind.
– Én sidder ved eksamensbordet midt i det afgørende øjeblik, hvor tre års
arbejde skal formidles i et koncentrat på få minutter.
– Én er lige kommet eksalteret ud. Adrenalinen pumper stadig rundt i
kroppen – presset indefra truer med at sprænge øjnene ud af hovedet
– Én klarede det bedre end forventet og jubler
– Én er skuffet og må græde, hvad enten det er indvendigt eller udvendigt.
Forældre, søskende, venner og kærester har bakket jer op – giv dem et ekstra knus,
for også de har også måttet leve med flossede nerver i denne tid.
Kigger vi endnu længere tilbage, så ser vi 3 år med i alt 600 gymnasiedage (for nogle
enkelte af jer lidt færre), et fuldstændig astronomisk antal læste sider (for nogle
enkelte af jer lidt færre) og et hav af blytunge, skriftlige arbejder (for nogle enkelte af
blev det vist mere til – skal vi sige – ”en sø”).
Men I har også været lidt ude i verden: Ekskursioner til museer, virksomheder, ja ud i
den skinbarlige natur – og så er der studieturene, som I sikkert vil huske for altid. Og
verden har kigget forbi. På gæstelisten i jeres tid på skolen står f.eks.: Mexicanske
murmalere, Undervisningsminister Ulla Tørnæs, Statsminister Anders Fogh,
Teatergruppen Frueflæsk og Bøffer, Klüwers Big Band, Car Park North,
filminstruktøren Elisabeth Rygaard og forfatterne Carsten Jensen, Jan Kjærstad og
ikke mindst vores danske nationalskjald Benny Andersen.
Århus Statsgymnasium/KL 1

Ingen tvivl om, at I forlader gymnasiet med en stærk faglig ballast. I har arbejdet jer i
dybden på en række områder, og I har samtidig fået en bredde i jeres
orienteringsramme. Det konstaterer jeg, når jeg har haft lejlighed til at snakke med
nogle af jer om andet end lige skolehverdagen – og det konstaterer jeg, når jeg her i
sidste uge har haft lejlighed til at læse en række af jeres danske stile, der er kommet
tilbage fra censorerne. Jeg bliver glad og faktisk temmelig stolt over jer, når jeg ser
hvad I kan præstere – hvilke tanker I gør jer om tilværelsen. Jeg kan jo se, at det
billede, I har af verden, ikke er snævert, begrænset og fladt. Der er dybde, perspektiv
og horisont i billedet. Derfor bliver verden også spændende for jer at træde ud i!
I en af teksterne i stilesættet peger forfatteren Jens Christian Grøndal på, at afmagten
kan opstå, når man ikke kan se ud over sig selv og sin egne snævre omgivelser. ”Den,
der er omgivet af sig selv på alle sider, kan nemlig ikke se verden for sig selv. Selvet
ser ud til at fylde hele verden.” Og når det er tilfældet, magter man ikke verden.
Men jeg synes – på trods af de vanskeligheder, I hver især kan være udsat for – at I
magter verden. Ikke i den negative forstand, at det handler om at kontrollere, om at
have magten over – men i den positive forstand, at I er i stand til at bemægtige jer den
– tage verden til jer, indgå i et samspil med den.
At have blik for den store verden og dens kompleksitet er en vigtig kvalitet i en tid,
der ellers generelt er stillet ind på forsimpling. Vi er faktisk i færd med at udvikle et
pixi-samfund. I har garanteret også fået læst op af de små pixi-bøger, da I var ganske
små. Små overskuelige historier, som det lille barn elsker at få læst op igen og igen –
og snart kan udenad. Det er, som vi i den voksne verden også i stigende grad er
begyndt at læse op for hinanden af pixi-bøger. Når der f.eks. behandles et emne i
samfundsdebatten, kan det tage udgangspunkt i grundige rapporter og undersøgelser,
men i relation til sådanne rapporter udarbejdes der nu om dage næsten altid resumeer
– en slags pixi-udgaver, hvor man kort og letfatteligt kan sætte sig ind i
problemstillingen. Men det bliver netop kun ved overfladen – nuancerne,
kompleksiteten, dybden går tabt.
Pixificeringer breder sig til en række områder: politikerne har tendens til at basere
deres eksistens på enkeltsager – sager, som er letforståelige, og som man umiddelbart
og følelsesmæssigt kan identificere sig med. Men hvor er egentlig visionerne og de
principielle debatter? Indslagene i nyhedsformidlingen bliver stadig hurtigere. I
stadig færre og stadig kortere sætninger skal man fange befolkningens
opmærksomhed. Man har indført smileys i fødevarebranchen. Der er muligt, at man
her kan reducere fødevarehygiejnen til et stort smil, et lille smil, et mellemfornøjet
eller et surt ansigt – jeg ved det ikke - men når man også begynder at ville deklarere
f.eks. det psykiske arbejdsmiljø på en arbejdsplads med smileys, så må der være tale
Århus Statsgymnasium/KL 2

om en forsimpling af noget komplekst. Offentliggørelsen af karakterer i folkeskolen
og gymnasiet er et andet eksempel. Ikke at der er noget galt i at offentliggøre
karaktererne – men der er noget galt i tanken om, at en skoles kvalitet alene beror
herpå. Det er let, men forsimplet.
Og hvis vi som borgere ikke gider læse og sætte os ind i tingene – men i stedet hele
tiden kaster os over små overskuelige problemstillinger, hvad er det så for et
verdensbillede vi efterhånden får skruet sammen? Den engelske professor i
statskundskab, David Held, kan således i forbindelse med det forrige EUparlamentsvalg
undre sig over det paradoks, at kun 11 millioner englændere afgav
deres stemme, mens hele 23 millioner englændere ringede til elles sms’ede for at
stemme til TV-showet Big Brother.
Måske har vi et vanskeligt demokratisk paradoks her: jo mere indflydelse man får
som borger, jo mere uoverskueligt bliver det – og så vælger man det lette. Så bruger
man sin demokratiske energi til kåringer af årets dit og årets dat, ”Popstars”, ”Stjerner
for en aften”. Hat og briller. Please - - sørg for at det ikke bliver sådan! I har
forudsætningerne for det.
Nå, men for at jeg nu ikke skal gå helt i selvsving, lad mig så vende tilbage til jeres
gymnasietid:
Ud over det faglige så har I og vi jo også præsteret egne forestillinger som
teaterkoncerterne om Stewie Wonder og senere Paul Simon, musicallen Hair, Melodi
Grand Prix, sportsarrangementer, billedkunstudstillinger, drama og film-
forevisninger af egne produktioner. Sådan har der været en række lejligheder, hvor
skolen har sydet af ekstraordinær aktivitet, hvor I har haft glæde af hinanden, og hvor
vi (altså os skoleinventaret) har haft glæde af jer – og må jeg også helt personligt
takke for de gange, hvor en flok musikelever pludselig og fuldkommen uventet er
faldet ind på mit kontor og budt på medrivende a capella-sang. Sådanne dage
glemmer jeg aldrig.
Og så er der jo et brag af en 3g-revy. En let genkendelig inspektor fik her den
glimrende ide, at skolen i sine sparebestræbelser også skulle begynde at spare på
bogstaverne og på den måde skåne både stemmerne og kridtkontoen. I dette tilfælde
sparede man bogstavet S: Kolen udfoldede åledes et effektivt pareinitiativ, for at
producere uper tudenter til lavpri.
Det var helt nære fortid, men lad mig nu prøve at kigge endnu længere tilbage i et
forsøg på at beskrive jeres generation.
Århus Statsgymnasium/KL 3

I åbnede jeres øjne for første gang midt i 80’erne. Nok skar det overraskende lys lidt,
og I kneb øjnene sammen. Men lyset var dog mildt og venligt. Tiden var økonomisk
set måske ikke den gunstigste – nogle talte om fattigfirserne – men der var i vores
lille hjørne af verden tale om stabilitet. Og set fra jeres vugger var der i hvert fald
ikke problemer med forsyningssikkerheden. Hurtigt kom I på benene og stavrede af
sted på må og få – og hurtigt blev jeres pludren til ord og sætninger. I blev rigtig gode
til at tale – for det var en praktisk evne at have, når man skulle kaste sig ud i
uendelige forhandlinger med forældrene om temperaturen på frugtmosen, om hvad
der skulle på middagsbordet, hvornår I skulle i seng, hvilke TV-programmer I måtte
se, prisen på jeres skoletaske og hvilken bil familien skulle anskaffe sig. Jo I var
forbrugere fra starten. Reklameforskningen viser, at 5-7-årige børn har en
imponerende viden om forskellige forbrugsmærker: Inden for 33 produktkategorier
kender de 5-7-årige 150-200 mærker i alt. Det er utrolig mange, især når man tager i
betragtning, at deres ordforråd normalt siges at være på 500-1.000 ord.
Jeres ordforråd voksede hurtigt, og I udviklede og finpudsede evnen til forhandling
og er i dag nået det helt subtile på feltet. Jeg tænker blot på forhandlinger med
lærerne om lektielæsning og afleveringsfrister eller om forsømmelsestallene,
fritagelse i forbindelse med elevrådsarbejde, kvantum af øl til solderne.
Det verdenshistoriske symbol for tiden, som jeres barndom faldt i, er Berlinmurens
fald i november 89. I kan måske ikke selv huske festen, glæden og euforien. Den
kolde krigs opsplitning i et øst og et vest ned gennem Europa var med et slag ophørt.
Ingen havde forestillet sig, at det kunne ske – og slet ikke så hurtigt. Selvom I
dengang koncentrerede jer mere om cornflakes og cola end om storpolitik, så
voksede I op i en tid, hvor melodien var harmonisk og overvejende i dur. Lyset var
blødt og venligt. Optimisme, troen på fred og på nye uanede muligheder dominerede
livsfølelsen i det mindste på vores afdeling af kloden. Dette milde og venlige lys
varede ved i hele jeres folkeskoletid.
Og så kom I her på Statsgymnasiet - næppe havde I fået pakket tasken ud og fundet
jer tilrette på skolen, før lyset med et blev ulideligt skarpt og skærende. Melodien
fyldtes med dissonanser. I så ned i en ”kælder af blod og panik” (Malinowski) – Nej,
det var selvfølgelig ikke Statsgymnasiet eller dets lærere. Så slemme er vi trods alt
ikke. Jeg tænker på det næste verdenshistoriske symbol – de to tårne på Manhatton,
der på få øjeblikke styrtede sammen den 11 september 2001 og trak flere tusinde
mennesker med sig.
Dette billede sidder stadig brændt fast på nethinden - symbolet til en tid, hvor idyllen
blev brudt. Det lunende tæppe blev flået i stykker. Det trak pludselig ind i vores
velfærdssamfund.
Århus Statsgymnasium/KL 4

I og vi måtte spærre øjnene op – var verden gået af lave? Krakkede virksomheder.
Global opvarmning. Sarsepedemi. Krig i Afghanistan. Miltbrand-breve –
karakteristisk nok bliver det her i Danmark heldigvis kun til spøgefulde breve med
flormelis og mel. En uendelig række af rædselsvækkende terroraktioner. Forråelsen
vil ingen ende tage.
Hvorfor nu konfrontere jer med alt dette på denne dejlige dag?
Jo, det er for at prøve at forstå et fænomen, som jeg finder særlig karakteristisk for
jeres generation. I det omfang den store verden krakelerer i usikkerhed, søger i
sikkerhed i det nære fællesskab. Det sociale netværk er blevet vigtigt for jer. At I hele
tiden er omgivet af og i kontakt med et sæt af venner som giver tryghed. Samtidig er I
også rastløse. Er jeg opdateret? Er jeg online? Går jeg glip af noget?
Bare et eksempel:
Når I sidder derhjemme og skriver opgave, så vil en stor del af jer samtidig have
mailboksen åben, så I sideløbende kan se og svare på jeres kammeraters mails, der
løbende popper op. Og lige ved siden af ligger mobilen og bipper med sms’ere, som
man skal svare på med det samme. Der er prestige i at kunne svare hurtigt – for på
den måde bekræfter man fællesskabet – og bevarer sit medlemskab. For at det ikke
skal være løgn, så har I det vel også bedst, hvis I samtidig kan følge med på TV og
har jeres yndlingsmusik gående på CD-afspilleren.
Jo, I er sande multitaskere og netværkere. Det er sikkert en vigtig evne at have i
fremtidens samfund – en evne som er noget underudviklet i forældregenerationen, der
er langsomme som enter.
Den verdenskloge engelsk-polske sociolog, Zygmundt Baumann har i de seneste år
beskæftiget sig meget med det moderne fænomen, at eksistentiel usikkerhed fører
”over i en hektisk søgen efter sikkerhed i et fællesskab.” Der er tale om en slags
uforpligtede fællesskaber, nogle man selv vælger til og fra. Men de kan stivne. Jo
fastere man tømrer fællesskabet omkring sig, jo mere isoleret og ghettoiseret bliver
man. Vildnisset udenfor fællesskabet bliver fremmedartet og truende – næsten
dæmoniseret. Vi ser denne udvikling i f.eks. USA, hvor de velbjergede bosætter sig i
indhegnede boligområder med sikkerhedsvagter. Vi ser udviklingen i Europa som
fornyede nationalistiske strømninger. Og vi ser det også i Danmark, hvor
befolkningsgrupper frivilligt eller ufrivilligt samles i områder og gradvis opbygger en
stigende mistillid og nærmest fjendskhed over for hinanden – i en slags gensidig
fundamentalisme.
Jeres fællesskaber er heldigvis af en mere flygtig karakter. I kommer ikke sammen
for at være enige om at lukke andre ude. I er generelt åbne. Derfor kan I også hele
Århus Statsgymnasium/KL 5

tiden skifte mellem forskellige fællesskaber. Allerede i 60’erne beskrev forfatteren
Tage Skou Hansen det fænomen, som han kaldte det midlertidige fællesskab, nemlig
det forhold at man ikke længere bare er født ind i et fælleskab af familie, erhverv,
landsby eller bydel. Man hører ikke automatisk til et sted, men bevæger sig mellem
forskellige fællesskaber – og det er ikke skadeligt – det er bare betingelserne i vores
moderne tilværelse. Forfatteren Jens Christian Grøndal (ham fra stilesættet) siger et
sted i sin seneste roman, at mennesker hele tiden er travlt beskæftiget med ”at
etablere en skrøbelig orden i verdens omskiftelige kaos.” I investerer meget i
fællesskaberne, men de er flygtige.
Netop det flygtige i jeres livsbetingelser fremmer også en særpræget form for humor i
jeres generation. Der er tale om sådan en slags cool-ironisk distance til alt og alle. I
good old days udsprang humoren og satiren som oftest af en livsholdning. Var man
socialist, kunne man gøres sig morsom over kapitalismen. Gik man ind for progressiv
pædagogik, kunne man satirisere over den sorte, konservative skole som f.eks.
Scherfig i ”Det forsømte forår”.
Men jeres humor er næsten værdinihilistisk. Jeg har en stærk fornemmelse af, at I ser
”Bertelsens uaktuelle nyheder”, ”Langt fra Las Vegas” og ”Drengene fra Angora”.
Det er bare så irriterende! Når jeg ser ”Baunes brevkasse” eller ”Team Easy-on”, så
er jeg dybt forvirret, for jeg kan ikke finde ud af, hvad meningen er. Og det værste er,
at jeg morer mig inderligt – jeg ved bare ikke hvorfor – og det er svært for vores
generation.
Det er lettere for jer. I behøver ikke en fasttømret livsholdning at relatere tingene til.
Men midt i alt det absurd-komiske, så er der en spinkel undertone af noget tragisk.
Det er som klovnen, der græder bag masken.
Der er noget med jeres årgang her på skolen, som jeg bliver nødt til at nævne. Måske
nok tilfældigt, men alligevel sigende. Midt i 1.g var mange af jer – måske de fleste af
jer - i biografen for at se ”Eventyret om Ringen”, midt i 2.g var I igen inde og se ”De
to tårne” og midt i 3. g kom så ”Kongen vender tilbage”. Hermed falder Peter
Jacksons imponerende filmudgave af Tolkiens fantastiske trilogi ”Ringenes herre”
sammen med jeres gang her på gymnasiet. Tolkien er ikke en tilfældig forfatter. Hans
trilogi ligger i den engelsksprogede verden på en suveræn førsteplads som det 20.
århundredes mest læste og værdsatte værk overhovedet! Med filmatiseringen er
bekendtheden med Tolkiens univers formodentlig fordoblet flere gange.
Hvorfor fascinerer ”Ringenes Herre” det moderne menneske? Nogle mener, at
grunden er, at denne gigantiske historie tilbyder en flugt fra en kompliceret
virkelighed. Andre føler det som en befrielse fra parcelhusrealismen og værdsætter at
læse om figurer, som man ikke lige kan møde i Brugsen. Politikens anmelder, Kim
Skotte, skriver i sin anmeldelse af ”Kongen vender tilbage” om glæden ved at opleve
Århus Statsgymnasium/KL 6

”en verden hvor du kan være bedøvende ligeglad med, om orkerne har haft en dårlig
barndom.” Andre igen ser fortællingens kvalitet i den skarpe modstilling af godt og
onde – en kontrast vi har brug for i en verden, der ellers for det meste er temmelig
grumset.
Tolkien er for de fleste af hans læsere og seere fortolkningsfrit område. Her skal
dansklæreren pakke sine modeller sammen og lade eventyret i fred. Tolkien selv har
frabedt sig simple fortolkninger af Mordor og orkerne som nazismen, der truer den
frie demokratiske verden. Det er rigtigt. Eventyret bliver for simpelt, hvis man lægger
enkle politiske, psykologiske, sociologiske eller religiøse synsvinkler ned over det.
Eventyret fascinerer i første række ved en verden inspireret af oldengelske og
oldnordiske heltekvad og mytologier – et univers som for de fleste er ukendt og
derfor i sig selv spændende. Men det er ikke alene noget fremmed og eventyrligt. Der
er også en parallel til et moderne univers. Vi er i en verden, hvor ragnarok står for
døren. Den følelse kender også det moderne menneske. Vi har i det 20 århundrede
oplevet 2 verdenskrige, to store ideologiers sammenbrud: nazismen og
kommunismen. Auschwitz, den kolde krig og atombomben. Og i vores helt spæde 21.
århundrede ser vi en tiltagende optrapning af konflikter.
Anne Knudsen – chefredaktør på Weekendavisen - har gode pointer om trilogien i en
radioudsendelse ”Mytologi og modernitet”. I modsætning til de gamle sagn og myter
er personerne i ”Ringenes Herre” ikke entydige: Helten Frodo svigter i sidste øjeblik,
Skurken Gollum er en spaltet person, der også har en anden side, de onde orker
nedstammer i virkeligheden fra de gode elver. Sejren over Mordor og Sauron er
forbundet med store tab – også udover tabene i de gigantiske slag. Elverne må forlade
Midgård, Arven forbliver, men bliver dødelig, enterne er dømt til undergang, Frodo
mister sin livsglæde og må rejse bort med elverne osv.
Oplevelsen af en farefyldt omverden og af uafvendeligt tab er det, der gør "Ringenes
Herre" til et moderne og vedkommende eventyr.
Der er ikke noget håb om, at verden sådan bare kan frelses eller reddes. Her er man
afmægtig! Men man kan ikke bare give op eller gemme sig. Man må kæmpe sin
kamp og således får så alligevel magt over situationen.
Ringenes Herre ender med, at et broderskab opløses. Vores treårige fællesskab er jo
også flygtigt. Det kan virke utrygt, at om lidt er jeres fællesskab med lærerne løsnet.
(For nogle af jeg vil dette ophør dog tværtimod virke stærkt betryggende!) Det kan
virke utrygt at tænke på, at jeres klassefælleskab måske om nogle år er forduftet.
Århus Statsgymnasium/KL 7

I glæden er der også stemningen af tab. Vi deler jeres glæde over at være blevet
studenter. Men vi har været engagerede i jeres skæbne gennem de sidste tre år. Det
stikker ved tanken om, at I nu forlader os. Det gør også lidt ondt i jer at forlade os og
hinanden. Men der er eventyr, som venter forude, og som I skal være med til at
skabe. Så rejs nu ud og skab jer!
Hermed dimitterer jeg studenterårgang 2004 fra Århus Statsgymnasium.
Århus Statsgymnasium/KL 8