Den antisemitiske diskurs i Danmark før og efter 1933 - DIIS

More documents

Recommendations

Info

Karl Christian Lammers Denne udvikling i Tyskland synes for de fleste at have betydet en cæsur, der gjorde at antisemitismen politisk ikke længere var acceptabel. Inden for den danske presse og den demokratiske offentlighed var overskridelsen af denne tærskel ikke længere acceptabel. Den just citerede Aarhuus Stiftstidende sagde således fra over for etablering af racestaten i Tyskland, navnlig i forbindelse med gennemførelsen af de såkaldte Nürnberg racelove i 1935. Det gjaldt også andre dele af offentligheden. Naturligvis ikke den nazistiske, heller ikke alle højreradikale dele og heller ikke Jyllands-Posten, der helt frem til november 1938 fremturede og med god grund bragte sig selv under kritik med sin beskæmmende leder 15. november om "Jødeforfølgelserne i Tyskland", hvis mest diskutable passage lød som følger: "Man kan indrømme Tyskland, at det har ret til at skille sig af med sine jøder. Men til gengæld kan man stille det krav, at det sker på anstændig vis". 19 Bladet syntes at udtrykke forståelse for at Tyskland ønskede at "udskille jøderne af det tyske folkelegeme", og det omtalte overvejelser om at overlade et koloniområde til jøderne; men avisen krævede dog at Tyskland selv skulle bidrage til konsolidering af et nyt "Jødeland". Det ville være en ideel løsning: "I alle tilfælde er det ikke nok, at Tyskland skiller sig af med jøderne. Det må også gøres på en sådan måde, at menneskehedens samvittighed ikke belastes for hårdt, og således at Tyskland ikke taber noget af den respekt, som det har vundet i alle lande og kredse. Som forholdene er nu, kan Tyskland løse sit jødeproblem og endda beholde sin stormagtsstilling på basis af frygt". 20 Det var således for Jyllands-Posten acceptabelt at det nazistiske Tyskland løste "jødespørgsmålet" på sin måde. Og Tyskland fik som bekendt slutteligt løst sit "jødeproblem" med deportationer og i sidste ende den som Endlösung formummede udryddelse af jøderne. Men var de konsekvenser det som Jyllands-Posten havde tænkt på da den udtrykte sin forståelse for NS-regimets jødepolitik? Det ville være urimeligt og ubegrundet at hævde. Alligevel er avisens kommentar bemærkelsesværdig, også i et samtidigt perspektiv. For var et begreb som "anstændigt" overhovedet passende? Fandtes der overhovedet en "anstændig løsning af jødespørgsmålet", når den nødvendigvis måtte indebære jødernes udskillelse 19 Jyllandsposten 15. 11. 1938, jf. Lammers (note 1), s. 90f. 20 Sammesteds. 98
Den antisemitiske diskurs i Danmark før og efter 1933 af Tyskland? Selvfølgelig gjorde der ikke det. Men fordringen om at udføre det anstændigt mente SS-lederen og den praktisk ansvarlige for Endlösung Heinrich Himmler at have imødekommet; som han udtrykte det i sin berygtede tale til SS-folk i Posen i oktober 1943, hvori han bl.a. fremholdt om udryddelsen af jøderne: "De fleste af Jer vil vide hvad det betyder at 100 lig ligger samlet, hvis 500 ligger der eller når 1.000 ligger der. At have gennemgået dette og bortset fra enkelte menneskelige svagheder at være forblevet anstændig, det har gjort os hårde. Dette er en aldrig beskrevet hædersbevisning i vores historie og en der aldrig vil kunne skrives". 21 Sammenfatning: Danmarks nabo i syd, det nazistiske Tyskland, fik således næsten "løst" sit "jødespørgsmål"; men måden det foregik på fra foråret 1933 og formen det fik, betød samtidig at så godt som enhver tale om "jødespørgsmålet" som raceproblem ophørte, og at antisemitismen – bortset fra i mere marginale og radikale miljøer – politisk og kulturelt mistede sin relevans og legitimitet i de fleste demokratier herunder Danmark. At en løsning på "jødeproblemet" kunne indebære statslig og lovlig diskriminering og udskillelse af jøderne som race, men også voksende forfølgelse kom på sigt til at medføre et brud i den antisemitiske diskurs. At staten på angivelig "lovlig" vis indledte racistisk diskriminering og forfølgelse af sine jødiske borgere, synes at have bidraget til at ændre antisemitismens karakter uden for Tyskland. I alt fald i flere vesteuropæiske stater. Det betød ikke at antisemitisme og antijødiske indstillinger forsvandt socialt og kulturelt. Den fortsatte i form af de centrale argumenter, der indgik i den historiske antisemitisme – eksempelvis mht. påstanden om jødernes store økonomiske og kulturelle indflydelse. Men fra april 1933 blev antisemitismen også i Danmark mere og mere forkætret, den kunne ikke længere siges at være stueren og "politisk korrekt", og optrådte herefter kun undtagelsesvis åbent og blev kun i begrænset omfang tolereret. I alt fald når det drejede sig om de danske jøder. Nazisternes konsekvente og brutalt gennemførte jødepolitik gjorde antisemitismen politisk uacceptabel, selv om den og antisemitiske holdninger kunne leve videre mere 21 Aftrykt i Deutsche Geschichte 1933-1945. Dokumente zur Innen- und Aussenpolitik, Hg. Wolfgang Michalka, Frankfurt 1999, s. 278. 99
Page 1 and 2: Den antisemitiske diskurs i Danmark
Page 7: Den antisemitiske diskurs i Danmark

Den antisemitiske diskurs i Danmark før og efter 1933 - DIIS

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?