Den antisemitiske diskurs i Danmark før og efter 1933 - DIIS

Den antisemitiske diskurs i Danmark før og efter 1933
"Jødespørgsmålet". Den antisemitiske diskurs i Danmark
før og efter 1933
Karl Christian Lammers, lektor
Institut for Historie, Københavns Universitet
Selv om antisemitismen forstået som modvilje og had mod jøderne har
en lang historie, især rettet mod dem som trossamfund, så var det først
fra slutningen af det 19. årh. at antisemitisme blev et politisk slagord
(1879) og også politisk program for den jødefjendtlige agitation i den
såkaldte politiske antisemitisme. Den moderne antisemitisme var således
en politisk antisemitisme, rettet mod jøderne som folk eller race. Og i alt
fald fra begyndelsen af det 20. århundrede, især fra 1. Verdenskrig blev
antisemitisme – begrundet ikke bare religiøst, men især politisk, socialt
og racistisk – mere gængs og udbredt, og den synes at have indgået som
en accepteret eller i det mindste tolereret del af den politiske kultur og
offentlighed i mange europæiske lande; den blev tit udtrykt sprogligt
barsk og militant, den tog undertiden voldelig form, og den lagde ikke – i
ytringer, tekster og karikaturer – fingrene imellem i skildringen af det,
der blev kaldt "jødernes skadelige indflydelse". 1 Hæftede der alligevel
noget odiøst ved den åbne antisemitisme og især ved den politiske antisemitisme,
så gjorde det sig i mindre grad gældende når antisemitismen
fremtrådte mere indirekte under betegnelser som "jødespørgsmålet", "det
jødiske spørgsmål" eller "jødeproblemet", hvor spørgsmålet om jødernes
stilling og indflydelse endnu i 1920erne pseudovidenskabeligt blev taget
1 Jf. hertil generelt min efterhånden noget ældre artikel "Det fremmede element. Om antisemitisme
i Danmark i mellemkrigstiden", der dog fortsat er den eneste, hvor dette tema er
taget op (Den jyske historiker, 40, 1987, s. 84-97); jf. endvidere Jacob Hanghøjs utrykte speciale,
Danskerne og antisemitismen, Aarhus Universitet 1998, der er en undersøgelse af danske
reaktioner på jødeforfølgelsen i Tyskland og John T. Lauridsen, DNSAP og "jødespørgsmålet",
i Johnny Laursen m.fl. (red.): Tradition og Kaos, Aarhus 2000, s. 117-149.
I opslaget om antisemitisme i Salmonsens Konversations Leksikon, der blev udgivet i 1915,
beskrives antisemitismen som en "social-politisk bevægelse", der især var fremtrædende i
Tyskland, Østrig, Ungarn og Frankrig og i mindre grad i USA; Danmark nævnes derimod
ikke (Salmonsens Konversations Leksikon, red. Af C. Blangstrup, København 1915, bind 1, s.
830f.).
91

Karl Christian Lammers
op i offentlighed, politik og videnskab. 2 Som sådan kan den eftervises i
bl.a. Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Østrig og også Danmark, som
det vil fremgå.
Udslaggivende blev derefter udviklingen i Tyskland, idet den politiske
antisemitisme der fra 1933 blev radikaliseret og tog en ny retning, da den
i det nazistiske Tredje Rige blev ophøjet til statslig ideologi og legitim
politik. "Jødespørgsmålet" formuleret som spørgsmålet om race og folk
blev derefter hurtigt sat højt på regimets dagsorden, og hvad der officielt
blev betegnet som en "løsning på jødespørgsmålet" blev i form af jøde- og
racepolitik politisk og praktisk et prioriteret mål. Men ikke nok med det;
den såkaldte "jødevidenskab", der bl.a. blev bedrevet i den nye "Forschungsabteilung
Judenfrage" under Walter Franks Reichsinstitut für die
Geschichte des neuen Deutschlands, skulle underbygge og legitimere en
sådan løsning "videnskabeligt". 3 At en løsning på "jødespørgsmålet" og
dermed raceproblemet ansås for nødvendig, blev begrundet med at det
af racemæssige årsager var umuligt at jøder og ikke-jøder, dvs. tyskere,
kunne leve sammen. 4 Denne version af antisemitismen nåede slutteligt
sin ultimative kulmination under 2. Verdenskrig i det nazistiske regimes
deportering af jøderne og forsøg på at udrydde Europas jøder i Holocaust.
Det blev karakteristisk nok i NS-regimets særlige kodesprog betegnet
som "den endelige løsning på det jødiske spørgsmål" (Endlösung
der Judenfrage), en betegnelse der for første gang blev anvendt i sommeren
1941.
2 Jf. til begrebets historie opslaget "Judenfrage" hos Cornelia Schmitz-Berning, Vokabular des
Nationalsozialismus, Berlin 1998, s. 330-333, opslaget "Antisemitism" i Israel Gutman (Hg.),
Enzyklopädie des Holocaust, bind I, München 1995, s. 51-68; jf. endvidere Karl Christian
Lammers, Die "Judenwissenschaft" im nationalsozialistischen Dritten Reich, i Freddy
Raphael (Hg.), "... das Flüstern eines leisen Wehens...". Beiträge zur Kultur und Lebenswelt
europäischer Juden, Tübingen 2001, s. 369-391.
3 Jf. hertil min undersøgelse over "Forschungsabteilung Judenfrage" (note 2). Herfra kom
flere publikationer om "jødespørgsmålet". I 1934 udkom således Gerhard Kittel, Die Judenfrage,
Tübingen 1934, og fra 1937 til 1943 udsendte Reichsinstitut für die Geschichte des
neuen Deutschlands den årlige publikation Forschungen zur Judenfrage, der i alt udkom i 7
bind inden udgivelsen ophørte.
4 Cit. efter Schmitz-Berning, s. 330.
92

Den antisemitiske diskurs i Danmark før og efter 1933
Påstanden om at der virkelig eksisterede et "jødespørgsmål" – det blev
også omskrevet som "den jødiske fare" 5 – synes at have været et gennemgående
træk ved antisemitismen i mange lande. Altså at jøderne angiveligt
besad en umådeholden indflydelse, især økonomisk. Det spørgsmål
som her i lidt bearbejdet form skal diskuteres, er hvilke konsekvenser
1933 fik for antisemitismen i Danmark, om hvad man kunne kalde den
antisemitiske diskurs i Danmark var konstant eller om den skiftede karakter
med 1933, da den blev åbent racistisk og kravet om en løsning på
"jødespørgsmålet" af nazisterne blev fremstillet som påkrævet.
Diskussionen om "jødespørgsmålet" i Danmark
Også i Danmark havde "jødespørgsmålet" været fremme i offentligheden.
I 1923 udsendte zoologen, dr.phil. Hans Jacob Hansen, der tidligere
havde været tilknyttet Zoologisk Museum, for den nationalistiske Foreningen
Dansker-Ligaen en lille pjece "Jødespørgsmaalet"; dens i alt otte
kapitler omhandlende "nutidens Jødespørgsmaal" havde tidligere været
aftrykt som serie i dagbladet Jyllands-Posten. 6 I pjecen mente H. J. Hansen
under henvisning til skrifter af Henry Ford og Hilaire Belloc at kunne
påvise at den "internationale jøde" var blevet et verdensspørgsmål af
første rang, især i USA, Tyskland og Storbritannien, men som han føjede
til, så var man i Danmark
ved Brandesianisme, radikal Politik og ikke faa mindre heldige jødiske Spekulanters
skadelige Færd kommen ganske godt med, langt mere og langt værre, end de
allerfleste af os havde tænkt sig Muligheden af for blot en halv snes Aar siden.
Thi der er en vis Lighed mellem Jødens Forhold til et nationalt Samfund og visse
Giftstoffer overfor vor Organisme; F.eks. Arsenik er meget nyttig til medicinsk
Brug for at fremkalde Appetit og bedre Huld, naar det vel at mærke kun bruges i
yderst smaa Doser, mens det i større Kvantitet er livsfarligt eller dræbende. 7
5 Således Aarhuus Stiftstidende 8. 11. 1919, cit. efter Lammers (note 1), s. 85.
6 H. J. Hansen, Jødespørgsmaalet, København 1923, 47 sider.
Foreningen Dansker-Ligaen havde tidligere udgivet piecen "Danskerne og de andre", der
angiveligt skulle få mennesker til at forstå, at "der er noget der hedder Jødespørgsmaalet
her i landet ogsaa"; den udgav desuden månedsskriftet Dansk Nationalt Tidsskrift, der
hævdede at være det eneste, der "bekæmper jøderne og andre unationale Folkeelementer".
Tekst fra bagsideomslaget.
7 Hansen s. 8.
93

Karl Christian Lammers
Noget tilsvarende gjaldt altså ifølge Hansen jødernes indflydelse i samfundet.
Pjecen bestod bl.a. i hvad Hansen betragtede som en påvisning af
jødernes rolle og en opremsning af deres indflydelse i flere europæiske
lande, herunder Danmark. Han talte om "det jødiske program" 8 til at
sikre jøderne kontrol i samfundet, og det var hans opfattelse at "Bolshevismen
fremstillede det jødiske Problem med en Voldsomhed og en
Nærgaaenhed, saa det ikke længere kunne benægtes hverken af den
blindeste Fanatiker eller den mest resolute Løgner". 9 Derfor var det kun
rimeligt at mange var besluttede på "at diskutere Jødeproblemet og
komme til et rimeligt og endeligt Resultat", hvad der så end skulle forstås
derved. 10 Mht. "Jødevæsnet" i Danmark mente H. J. Hansen at det spillede
en stadig voksende rolle i den danske "nedgang", og der var især fire
henseender hvor "jødisk Virken" i hans øjne havde "gjort Fortræd i større
Maalestok (…), nemlig på det litterære-moralske Omraade, i Politik, i
Hovedstadspressen (og en del Provinspresse), endelig ved storslaaet
Pengesvindel" 11 . Derfor krævede Hansen spørgende "kunde vi nu ikke
snart faa sagt stop (for jødernes indflydelse og virksomhed, kcl)"? 12 Noget
svar på hvordan, kom han imidlertid ikke med; men han mente at have
eftervist hvorfor "jødespørgsmålet" var et påtrængende problem.
Dette er ikke stedet mere udførligt at eftervise antisemitismen eller "jødespørgsmålets"
rolle i Danmark i mellemkrigstiden eller nazismens epoke
i den danske offentlighed, ej heller om H. J. Hansens røst og let racistiske
antisemitisme var repræsentativ. 13 Vigtigt er det bare at fastholde at det i
hvad man kunne kalde den antisemistiske diskurs var implicit at der
fandtes sådan noget som et "jødisk problem", et "jødespørgsmål", og at
det var et problem for de nationale samfund; det gjaldt også for Danmark.
8 S. 33.
9 S. 18.
10 S. 39.
11 S. 42.
12 S. 46.
13 Jf. note 1.
94

Den antisemitiske diskurs i Danmark før og efter 1933
Cæsur i 1933?
I det følgende skal det undersøges hvilke følger Hitlers magtovertagelse
30. januar 1933, der bragte partiet NSDAP til magten som i sin politik og
ideologi var stærkt antisemitisk, fik for "jødespørgsmålet" og dermed for
den antisemitiske diskurs i Danmark; det nazistiske regime slog jo som
bekendt ind på en racistisk antisemitisme og arbejdede for hvad det
betegnede som en "løsning af jødespørgsmålet". Hvad kom dette til at
betyde for antisemitismens karakter og påstanden om eksistensen af
"jødespørgsmålet"? Blev antisemitismen under disse forhold efter 1933
stadig betragtet som politisk og socialt acceptabel i Danmark, som politisk
"korrekt"?
I nogle kredse kunne de eksisterende antisemitiske holdninger endda
synes at føle sig styrket af udviklingen ude i Europa, der måtte synes at
have tydeliggjort "jødespørgsmålet". Der blev derigennem angiveligt sat
fokus på jødernes stilling og indflydelse i Europa. I alt fald konstaterede
Jyllands-Posten i en leder 30. marts 1933 om den nazistiske boykot-aktion
mod jødiske butikker og erhvervsvirksomheder, at "jødeproblemet igen
er rejst, og den nationale bølge der skyller henover landene, vil utvivlsomt
medføre, at der ikke bliver ro om det foreløbigt" 14 . Avisen henviste
bl.a. til udviklingen i Tyskland og Polen. Det fik Jyllands-Posten faktisk ret
i. Nazi-regimet havde ifølge avisen i al sin skarphed rejst "Jødeproblemet…igen".
15 Nazisterne ville dog mere end rejse "jødeproblemet", de
viste sig indstillet på at løse "jødespørgsmålet", løse de angivelige problemer
i forholdet mellem jøder og ikke-jøder dvs. tyskere gennem skabelsen
af et nyt nationalt (racemæssigt) fællesskab Volksgemeinschaft, der
skulle være forbeholdt personer af tysk eller arisk race og udelukke andre.
Det er opfattelsen her at den antisemitiske diskurs i det store perspektiv
blev en anden i løbet af 1933, da nazisterne gjorde "jødespørgsmålet" til et
raceproblem og gav det et racistisk indhold. Antisemitismen forsvandt
14 Jyllands-Posten 30. 3. 1933; det er muligvis H. J. Hansen der har skrevet denne leder
signeret 'x', jf. Lammers (note 1), s. 93f.
15 24. 8. 1933.
95

Karl Christian Lammers
ikke, men den blev mindre åben og mere indirekte. 16 Det var ikke så
meget følgen af Hitlers og nazisternes magtovertagelse i januar, ej heller
konsekvensen af især SA's udskejelser og overgreb mod jøderne i marts
eller af den nazistiske boykot-aktion mod jødiske forretninger og erhvervsdrivende
1. april, der uden for Tyskland, som følge af sin voldelige
form, vakte stor opsigt og forargelse. Men diskursen forandrede sig
først og fremmest som følge af at NS-regimet fra april 1933 gav antisemitismen
statslig legitimitet. Antisemitisme blev nu legaliseret og indledt
med en skelsættende lov gennemført 7. april om offentlig ansættelse,
Gesetz zur Wiederherstellung des Berufsbeamtentums, som den eufemistisk
blev kaldt. Med denne lov blev det muligt at afsætte tjenestemænd
og andre offentligt ansatte af racemæssige (som "ikke-ariske") og sindelagsmæssige
grunde og dermed at diskriminere bestemte borgere og
annullere deres lige rettigheder. Men loven gav dermed antisemitismen
officiel legitimitet, den gjorde den "lovlig", idet antisemitismen som
statsligt gennemført racistisk antisemitisme tog form af en decideret
jødepolitik omfattende jødelovgivning, der efterhånden kom til at bestå
af i alt mere end 2.000 love og dekreter, vendt mod de tyske jøder. 17
Det var den af staten iværksatte legale diskriminering og forfølgelse af
jøderne – ikke pga. deres tro og religion, men pga. deres "utyske" race og
blod – der reelt betød en cæsur, idet den brød med og annullerede jødernes
emancipation. Den standsede deres assimilation og deres ligestilling
som tyske statsborgere, gjorde dem til mindreværdige borgere og indledte
en stadig voksende diskriminering og udskillelse (segregation) af
de tyske jøder, fordi de tilhørte et andet folk, det "jødiske folk", ikke det
tyske. Det angivelige "jødiske spørgsmål" skulle tilsyneladende løses
16 Jf. eksempelvis en artikel af Benjamin Balslev, Racekampen i Tyskland, 1934, hvor talen er
om Tysklands "Jødespørgsmaal", cit. efter Thorsten Wagner, Fællesskabets nationalisering
og jødespørgsmålet i en liberal Kultur, i Cecilie Banke (udg), Folk og fællesskab, København
2001, s. 47.
17 I forordningen om lovens ikrafttræden 11. april blev arier-paragrafen defineret: "Ikkearisk
er den, der stammer fra ikke-ariske, særligt jødiske, forældre eller bedsteforældre. Det
er nok, at den ene af forældrene eller bedsteforældrene ikke er arisk", cit. efter Karl Christian
Lammers, Vejen til Auschwitz, København 2000, s. 58.
Jf. endvidere til regimets "jødelovgivning" Joseph Walk (udg), Das Sonderrecht für die Juden
im NS-Staat, 2. udg., Heidelberg 1996.
96

Den antisemitiske diskurs i Danmark før og efter 1933
gennem jødernes udskillelse af fællesskabet. De blev degraderet til andenrangs
borgere med stadig mere indskrænkede rettigheder. Derigennem
kom denne diskriminationslov begrundet i "forkert" race til at markere
et brud i den antisemitiske diskurs og give antisemitismen en ny
"kvalitet". Ikke kun i forhold til de tyske jøder, hvis rettigheder blev mere
og mere begrænsede, men også i forhold til den tyske befolkning, der
affandt sig med at antisemitisme var blevet statslig politik, og accepterede
dens konsekvenser, hvis det bare gik "lovligt" og "ordentligt til", altså
blev gennemført legalt i form af love, dekreter osv, også selv om de ramte
de tyske jøder hårdt.
Der kan efter 1933 tales om en kontinuitet i antisemitismen for så vidt
som den levede videre, men samtidig om diskontinuitet i den grad den
statslige raceantisemitisme legitimerede og legaliserede at staten gennemførte
overgreb på og diskriminering af de i Tyskland levende jøder.
Antisemitismen som den sås udfolde sig i Tyskland, var fra april 1933
blevet en anden.
Hvilke konsekvenser fik denne udvikling for antisemitismen i Danmark?
Var det for de antisemitiske holdninger acceptabelt, at den tyske vej til
løsning af "jødespørgsmålet" indebar ophævelse af jødernes ligestilling
som borgere, at den betød diskriminering og udelukkelse også af jøder
der var statsborgere? Mens de fleste danskere formentligt var chokerede
over den nazistiske jødepolitik og dens ofte brutale konsekvenser, er det
måske alligevel overraskende at konstatere at de dele af den danske
offentlighed der havde accepteret og var gået ind for antisemitisme, i
begyndelsen reagerede som det tyske folk. Nemlig ved at affinde sig med
diskrimineringen og indgrebene mod jøderne, så længe det bare foregik
"ordentligt", dvs. lovligt eller legalt. Således kunne Aarhuus Stiftstidende i
april 1933 godt affinde sig med at et land såfremt det havde et særligt
"jødeproblem", havde lov at ordne det, hvis det bare foregik på "basis af
lov og ret". 18 Men var "lovlig" diskriminering af jøder som race/folk
acceptabel, hvis den brød med de for det danske demokrati gældende
principper om ligestilling og retsstatslighed for alle?
18 Cit. efter Lammers (som anm. 1), s. 90.
97

Karl Christian Lammers
Denne udvikling i Tyskland synes for de fleste at have betydet en cæsur,
der gjorde at antisemitismen politisk ikke længere var acceptabel. Inden
for den danske presse og den demokratiske offentlighed var overskridelsen
af denne tærskel ikke længere acceptabel. Den just citerede Aarhuus
Stiftstidende sagde således fra over for etablering af racestaten i Tyskland,
navnlig i forbindelse med gennemførelsen af de såkaldte Nürnberg racelove
i 1935. Det gjaldt også andre dele af offentligheden. Naturligvis
ikke den nazistiske, heller ikke alle højreradikale dele og heller ikke
Jyllands-Posten, der helt frem til november 1938 fremturede og med god
grund bragte sig selv under kritik med sin beskæmmende leder 15. november
om "Jødeforfølgelserne i Tyskland", hvis mest diskutable passage
lød som følger: "Man kan indrømme Tyskland, at det har ret til at skille
sig af med sine jøder. Men til gengæld kan man stille det krav, at det sker
på anstændig vis". 19 Bladet syntes at udtrykke forståelse for at Tyskland
ønskede at "udskille jøderne af det tyske folkelegeme", og det omtalte
overvejelser om at overlade et koloniområde til jøderne; men avisen
krævede dog at Tyskland selv skulle bidrage til konsolidering af et nyt
"Jødeland". Det ville være en ideel løsning: "I alle tilfælde er det ikke nok,
at Tyskland skiller sig af med jøderne. Det må også gøres på en sådan
måde, at menneskehedens samvittighed ikke belastes for hårdt, og således
at Tyskland ikke taber noget af den respekt, som det har vundet i alle
lande og kredse. Som forholdene er nu, kan Tyskland løse sit jødeproblem
og endda beholde sin stormagtsstilling på basis af frygt". 20
Det var således for Jyllands-Posten acceptabelt at det nazistiske Tyskland
løste "jødespørgsmålet" på sin måde. Og Tyskland fik som bekendt slutteligt
løst sit "jødeproblem" med deportationer og i sidste ende den som
Endlösung formummede udryddelse af jøderne. Men var de konsekvenser
det som Jyllands-Posten havde tænkt på da den udtrykte sin forståelse
for NS-regimets jødepolitik? Det ville være urimeligt og ubegrundet at
hævde. Alligevel er avisens kommentar bemærkelsesværdig, også i et
samtidigt perspektiv. For var et begreb som "anstændigt" overhovedet
passende? Fandtes der overhovedet en "anstændig løsning af jødespørgsmålet",
når den nødvendigvis måtte indebære jødernes udskillelse
19 Jyllandsposten 15. 11. 1938, jf. Lammers (note 1), s. 90f.
20 Sammesteds.
98

Den antisemitiske diskurs i Danmark før og efter 1933
af Tyskland? Selvfølgelig gjorde der ikke det. Men fordringen om at
udføre det anstændigt mente SS-lederen og den praktisk ansvarlige for
Endlösung Heinrich Himmler at have imødekommet; som han udtrykte
det i sin berygtede tale til SS-folk i Posen i oktober 1943, hvori han bl.a.
fremholdt om udryddelsen af jøderne: "De fleste af Jer vil vide hvad det
betyder at 100 lig ligger samlet, hvis 500 ligger der eller når 1.000 ligger
der. At have gennemgået dette og bortset fra enkelte menneskelige svagheder
at være forblevet anstændig, det har gjort os hårde. Dette er en
aldrig beskrevet hædersbevisning i vores historie og en der aldrig vil
kunne skrives". 21
Sammenfatning:
Danmarks nabo i syd, det nazistiske Tyskland, fik således næsten "løst"
sit "jødespørgsmål"; men måden det foregik på fra foråret 1933 og formen
det fik, betød samtidig at så godt som enhver tale om "jødespørgsmålet"
som raceproblem ophørte, og at antisemitismen – bortset fra i mere marginale
og radikale miljøer – politisk og kulturelt mistede sin relevans og
legitimitet i de fleste demokratier herunder Danmark. At en løsning på
"jødeproblemet" kunne indebære statslig og lovlig diskriminering og
udskillelse af jøderne som race, men også voksende forfølgelse kom på
sigt til at medføre et brud i den antisemitiske diskurs. At staten på angivelig
"lovlig" vis indledte racistisk diskriminering og forfølgelse af sine
jødiske borgere, synes at have bidraget til at ændre antisemitismens
karakter uden for Tyskland. I alt fald i flere vesteuropæiske stater. Det
betød ikke at antisemitisme og antijødiske indstillinger forsvandt socialt
og kulturelt. Den fortsatte i form af de centrale argumenter, der indgik i
den historiske antisemitisme – eksempelvis mht. påstanden om jødernes
store økonomiske og kulturelle indflydelse. Men fra april 1933 blev antisemitismen
også i Danmark mere og mere forkætret, den kunne ikke
længere siges at være stueren og "politisk korrekt", og optrådte herefter
kun undtagelsesvis åbent og blev kun i begrænset omfang tolereret. I alt
fald når det drejede sig om de danske jøder. Nazisternes konsekvente og
brutalt gennemførte jødepolitik gjorde antisemitismen politisk uacceptabel,
selv om den og antisemitiske holdninger kunne leve videre mere
21 Aftrykt i Deutsche Geschichte 1933-1945. Dokumente zur Innen- und Aussenpolitik, Hg.
Wolfgang Michalka, Frankfurt 1999, s. 278.
99

Karl Christian Lammers
uudtalt som forbehold, som "moderate" antijødiske holdninger eller ressentimenter.
100