Hvidbog NCN-seminar i Uppsala 12.-14. maj 2013 - Nordic City ...

Hvidbog 

NCN-seminar i Uppsala 12.-14. maj 2013 

Den regionale netværksby

Indhold 

Indledning 3 

Program 8 

Deltagerliste 8 

Den regionala nätverksstaden 10 

Velkommen til Uppsala 12 

Den nordiske ramme - om balancerne 13 

Det store spørgsmål om identiteten 14 

Byens særlige rolle som netværksby: Case Uppsala 16 

Regionale straregier i NCNs byer 19 

Den politiske udfordring fra og i netværksbyerne 22 

De fire hovedstæder 23 

”Lederskab, samhällsplanering, och community-building i nätverksstaden” 25 

”det rullende stadsrum” 26 

NCNs konklusioner 26 

Exkurs: Om Uppsala- ”diskussionsunderlagat” og andre reflektioner 27 

To positioner fra det regionale og det urbane 28 

Paralleliteten 28 

Gensidigheden 30 

Begrebsafklaringer og -uklarheder 31 

Netværksbyen 32 

Megatrends mobilitet - og magt 34 

Øresundsregionen - i øjesyn 36 

Size matters? 37 

Udgiver Nordic City Network 

Tekst og redaktion Henrik Poulsen 

Opsamling m.m. Henrik Poulsen, Odense Kommune

Indledning 

Med titlen ”den regionale netværksby” for konferencen i Uppsala har Nordic City Network 

taget fat på et af de fem store spor i det charter, som blev formuleret sidste år, og 

som alle byer tilsluttede sig ved Nordic City Networks konference i Odense. 

Temaet dækker over en række sammensatte problemstillinger, der for fleres vedkommende 

er særligt komplekse, fordi de ikke begrænser sig til det, der foregår ”inden for 

murene” i det nære urbane fællesskab men derimod rækker langt ud over bygrænsen. 

Med andre ord er netværket ikke spændt ud i det geografiske og sociale rum, som dannes 

i selve byen. Der er tale om netværk, der rækker ud over det nære samfund, og 

det består af dynamiske aktører, der kan have forskellige rødder, forskellige værdier og 

ret forskellige livsformer. 

Netværkets tråde kan trækkes fra det overvejende agrare til det urbane og igen fra 

begge disse også til metropolens urbanitet, fordi netop hovedstæderne også er inviteret 

til denne konference. Deres byrum adskiller sig fra både de mellemstore byer og det 

opland, som de mellemstore byer er en del af. 

Og Uppsala som by er placeret således, at den rummer forbindelser til begge. Byen er 

både en del af en region med landbrug og smuk natur, og den har også nære relationer 

til Nordens største metropol Stockholm, der kun er godt en halv times kørsel væk. 

Med Hvidbogen fra denne konference håber vi endnu engang at kunne fastholde indtrykkene 

fra en lang række af indlæg og diskussioner og bidrage til den fortsatte dialog. 

God fornøjelse med læsningen. 

Mange hilsener 

Frederik Ahlstedt Christer Larsson 

Kommunstyrelsens ordförande Fmd. NCN

Den regionale netværksby blev defineret i Odense-chartret: 

Som NCNs direktør Per Riisom understregede i sin indledning, så er det her i Uppsala første gang, at 

vi går uden for vores domæne, det urbane fællesskab. Det helt afgørende for den regionale netværksby 

er ideelt set, hvordan vi kan definere ”partnerskabet” mellem byen og regionen? 

Program 

Den regionala nätverksstaden – myter, drömmar, verklighet 

I tre teman behandlas de utmaningar som ligger i att förverkliga den regionala 

nätverksstaden inom ramen för en nordisk välfärdsmodell och med ökad rörlighet samtidigt 

bli mer resurssnål och klimatsmart. 

Den regionala strukturen. Hur använder människor i vardagslivet den regionala 

nätverksstaden för arbete, service, boende och rekreation? Är stadsnätverk 

konkurrenskraftiga i den utvecklingsfas som nordiska länder befinner sig i? 

ii. Det regionala ledarskapet. Vilka samverkansformer och samverkansprocesser 

krävs mellan politiska företrädare på olika nivåer och mellan betydelsefulla 

institutioner som universitet, näringsliv mm. 

Den regionala identiteten. Vilken roll spelar kulturella och sociala aspekter för 

livet i nätverksstaden? Hur ser en trovärdig delaktighet ut när hembygden inte är en 

plats utan flera? 

Lokal och regionala beslutsfattare och planerare medverkar från såväl värdregionen som 

NCN-städerna. Forskare, kulturarbetare, branschföreträdare och ’verklighetens folk’ skapar 

perspektiv- och ögonblicksbilder av livet och utvecklingsmöjligheterna. 

Konferensen börjar söndagen den 12 maj kl 17 och avslutas tisdagen den 14 maj kl 15. 

Föreläsningar, panel- och plenumdiskussioner, studiebesök varvas under dagarna. 

Konferensen sammanfattas i en policydeklaration. 

4 

Uppsla Hvidbog 2013 - Nordic City Network

Söndag 12 maj 

Kl. 17.00 Välkommen till konferensen Per Riisom, vd NCN 

Carl-Johan Engström, prof KTH 

Välkommen till Uppsala Fredrik Ahlstedt, KS ordförande 

Städer i nätverk - utmaningar för samhälls- Carl-Johan Engström 

planering, politiskt ledarskap och livsformer 

Vad kan vi uppnå under seminariet? Per Riisom 

Kl. 18.15 Vad betyder kulturen för identitet, relationer Lena Andersson, författare 

i den regionala nätverksstaden Ola Larsmo, författare 

Magnus Bäckström, vd UKK 

Kl. 19.30 Middag 

Diskussion Carl-Johan Engström 

Uppsala Hvidbog 2013 - Nordic City Network 5

Måndag 13 maj 

Förmiddag: Case Uppsala 

Kl. 08.30 Uppsalas kända och okända utmaningar Göran Carlén, strateg 

Bengt Andrén, Samhällsbyggnadschef 

Uppsala 

Kl. 09.00 Uppsala med tre regionala glasögon Marie Wilén, K-råd Heby k:n 

Cecilia Forss, ordf. regionförbundet 

Uppsala län 

Joakim Larsson, ytterstadsborgarråd, 

Stockholm stad 

Kl. 09.45 Nätverksstaden utmanar det politiska systemet Stig-Björn Ljunggren, statsvetare 

Kl. 10.15 Fikapaus 

Kl. 10.45 Samarbete och konkurrens formar en flerkärnig Moderator Göran Cars, prof. KTH 

region, paneldiskussion med inledarna och 

Christina Frimodig, STUNS 

Kl. 11.45 Öppen diskussion och summering Göran Cars 

Kl. 12.00 Lunch 

Kl. 13.00 Guidning UKK (Uppsala konsert- och kongresshus) Cecilia Björkenå 

– en mötesplats lokalt, regionalt och nationellt 

Måndag eftermiddag: Regionale strategier i NCN byer 

Kl. 13.30 Om regional byudvikling Holger Bisgaard, kontorschef 

Naturstyrelsen Danmark 

Kl. 14.00 Regionale strategier i 4 byregioner 

15.30 Fikapaus 

16.00 Diskussion och summering Per Riisom 

16.30 Hovedstædernes regionale ansvar og roller 

Stockholm Susanne Lindh, Stadsbygg.dir. 

Oslo Ellen de Vibe, byplansjef 

Helsingfors Mikko Aho, stadsplanechef 

København A nne Skovbro, direktör 

17.30 ’Hard talk’ med storstadsföreträdarna Christer Larsson, ordf. NCN 

18.00 Middagsbuffet 

6 

Vasaa/Umeå Susanne Slotte-Kock, 

UtvecklingsdirektörVasa 

Trondheim Gerhard Dalen, direktör 

förinternationella relationer, Trondheim 

Malmö/Lund Johan Emanuelson, 

avdelningschef SBK , Malmö 

Odense/Fyn Jannik Nyrop, afdelingsarkitekt Odense 


Tisdag 14 maj . 

Mötesdeklarationen: 

Ledarskap, samhällsplanering och community-building i nätverksstaden 

Kl. 08.30 Inledning och återkoppling på dag 1 och 2 Per Riisom, Carl-Johan Engström 

Kl. 09.00 Livet i staden, verksamheter, möten, boende och moderator Lisa Thörn 

arbete – ett samtal mellan ’verklighetens folk’ 

/förortsbo, citybo, student, café-/butiksägare, 

mindre företag, företagskedjerepresentant 

Kl. 10.00 Stadsvandring i nätverksstaden mötespunkter,trafikknutpunkter, målpunkter, institutioner 

Kaffe vid start eller slut 

Kl. 11.30 Rörelser i den regionala stad, resans betydelse moderator Carl-Johan Engström 

ett panelsamtal med Helena Leufstadius, 

expertkonsult Sweco, Sören Bergerland, chef 

Karlstadbuss, Åsa Äretun, tekn.dr VTI 

Kl. 12.30 Buffet – mingling 

Kl. 13.30 Plenumdiskussion kring politiskt ledarskab, moderator Christer Larsson 

samhällsplaneringens utmaningar och möjligheter 

att skapa en ny regional identitet i nätverksstaden 

Kl. 14.30 Slutsatser / deklarationen Per Riisom, Carl-Johan Engström 

Kl. 14.45 Slut 


Deltagere 

8 

Carl-Johan Engström Prof, KTH 

Per Riisom Direktör, NCN 

Erik Möller Planlegger, Teknik och miljöförvaltningen Aalborg 

Jesper Schultz Civilingeniör, Teknik och miljöförvaltningen Aalborg 

Thorkild Green Jensen Afdelningsarkitekt, Byarkitektur Aarhus 

Marianne Groth Bruun Lektor, cand.mag. Marselisborg Gymnasium Aarhus 

Dag Johansson Stadsbyggnadschef, Stadsbyggnadsförv Eskilstuna 

Sheraz Iqbal Trafikplanerare, Planavdelningen, Stadsbyggnadsförv Eskilstuna 

Stine Degn Schölarth Planlægger, By og Erhverv Fredericia 

Mads Sand Erhvervskonsulent M.A. , By & Erhverv Fredericia 

Salla Ahokas Helsingfors 

Anne Skovbro Stadsbyggnadsdirektör Köpenhamn 

Marit Heiberg Prosjektleder för naeringsetablering Lillieström 

Boye Bjarkholt Politiker, Ordförer Lillieström 

Aarstein Rebne Politiker, Byggorganisasjonen Lillieström 2020 Lillieström 

Björn Sandberg Politiker, Byggorganisasjonen Lillieström 2020 Lillieström 

Oscar Lindgren Översiktplanerare Linköping 

Cecilia Hansson Översiktplanechef, Arkitekt SAR/MSA, Stadsbyggnadskont Lund 

Johan Lindström Samhällsplanerare Lund 

Mikko Ollikainen Kommundirektör Malax (FI) 

Christer Larsson Ordförande, NCN Malmö 

Josephine Nellerup Planchef Malmö 

Kerstin Torseke Programarkitekt Malmö 

Hulthén Planavdelningen, Stadsbyggnadskont Malmö 

Marianne Dock Programarkitekt, Stadsbyggnadskont Malmö 

Göran Rosberg Senior advisor, Stadsbyggnadskont Malmö 

Carina Svensson Stadsbygggnadsnämndens ordförande Malmö 

Senior advisor Göran Rosberg Malmö 

Helena Uesson F d kanslichef NCN Malmö 

Hannah Wadman Kanslichef NCN Malmö 

Bengt Cete Politiker, Kommunalråd Norrköping 

Eva Weibull Winter Översiktsplanerare Norrköping 

Ida Hansson Detaljplanerare Norrköping 

Linda Apelgren Processansvarig, Översiktplanering Norrköping 

Martin Heidesjö Detaljplanerare Norrköping 

Ulf Arumskog Utveckling/samordning Ostlänken, Kommunstyrelsens kontor Norrköping 


Ellen Devie Stadsbyggnadsdirektör Oslo 

Henrik Poulsen Kons. , Borgmesterforvaltningen Odense 

Jannek Nyrop Chefsarkitekt Odense 

Theresa Andersson tf. enhetschef, planeringsstrategier Region Skåne 

Christine Haver Regionplanesjef fylkeskommune Rogeland 

Susanne Lindh Stadsbyggnadsdirektör Stockholm 

Gunn Jourun Aasland Stavanger 

Martin Bach Sørensen Koordinator för plan och infrastruktur Trekantsområdet (DK) 

Erik Öwre Byutviklingssjef Tromsö 

Gerhard Dalen Direktör, internationella relationer Trondheim 

Ulf Bakke Leder teknisk hovedutvalg Skedsmo 

Carl Arnö Projektchef, Samhälllsbyggnad Umeå 

Isabella Forsgren Planeringschef Umeå 

Tomas Strömberg Planchef Umeå 

Bengt Andrén Direktör, kontoret för samhällsutveckling Uppsala 

Erik Pelling Politiker, Kommunalråd Uppsala 

Fredrik Ahlstedt Politiker, KSO Uppsala 

Göran Carlén Översiktsplanerare Uppsala 

Jenny Kihlberg Infrastrukturstrateg Uppsala 

Johan Wadman Chef kollektivtrafikförv, Landstinget Uppsala 

Karin Åkerblom Processledare stadsutveckling Uppsala 

Ola Kahlström Infratursstrateg, Regionförbundet Uppsala 

Sofia Gjerstad Projektledare KSU Uppsala 

Ulla-Britt Wickström Planeringschef, KSU Uppsala 

Susanna Slotte-Kock Utvecklingsdirektör Vasa 

Sture Eriksson Politiker Vasa 

Rune Rönn Politiker Vasa 


NCN Uppsalamötet 

Carl-Johan Engström 

Den regionala nätverksstaden – den nordiska välfärdsmodellens framtid 

Diskussionsunderlag till mötet i Uppsala 14 maj 2013 (udkast til policy deklaration) 

De nordiska stadsregionerna genomgår en dramatisk 

utveckling. Befolkningstillväxten är större än på 

decennier. Ju större region desto högre tillväxt. Till 

städerna koncentreras nya företag och verksamheter 

både kvalificerade och enklare. Det ger jobb, lägre 

arbetslöshet och konjunkturkänslighet. Folkhälsan är 

högre. Utbildningsnivån likaså. Men det är inte längre 

den enskilda staden som skapar de nya möjligheterna 

– utan städer i nätverk. Med ökade valmöjligheter till 

jobb, studier, aktiviteter och kultur är nätverksstaden 

det regionala rum där livet kan iscensättas och vidareutvecklas 

med stora möjligheter. Det ger konkurrenskraft 

i ett globalt perspektiv. 

Samtidigt uppstår problem och obalanser. Mellan 

stadsdelar – ibland hela städer – i regionen ökar 

olikheter i livschanser. I en välmående stadsdel kan 

livslängden i snitt vara tio år längre än i en utsatt. Det 

nätverk av orter, som skapar de nya möjligheterna 

för individer och företag, bidrar till ett ständigt resande. 

Vardagslivet fragmentiseras. Det nödvändiga 

tidspusslet kan reducera livskvalitet och begränsa 

handlingsfriheten. Det har vidare olika innebörd för 

män och kvinnor. Rörligheten – både påtvingad och 

självvald – späder på växthuseffekten. Transporter 

och infrastruktur skadar miljö och skapar barriärer för 

mänskligt liv och biodiversitet. 

Den regionala nätverksstaden är således behäftad 

med brister, men bär samtidigt på möjligheter att 

undanröja dem. Och här ligger fröet till framtidens 

nordiska välfärdsmodell. Nätverksstaden kan rätt 

utvecklad, underlätta för den enskilde att leva klimatneutralt 

och resurssnålt samt värna ekosystemtjänster 

och global solidaritet. 

Den tillväxt som nätverksstaden ger upphov till är 

själva nyckeln. De resurser som genereras, kan 

omfördelas så att varje individ får rätt möjligheter till 

livskvalitet och kan bli delaktig i utvecklingen. 

10 

Dock saknas ännu strategier med bred uppslutning 

som trovärdigt angriper problem och utmaningar. Vad 

fordras av politik och samhällsplanering för att de allra 

flesta ska kunna solidarisera sig med denna utveckling? 

Och vad fordras av den enskilda människan? 

Vi i NCN har genom diskussioner vid seminariet i Uppsala 

12-14 maj funnit att följande åtgärder är nödvändiga 

steg i en sådan utveckling: 

Politik för den regionala nätverksstaden 

- det regionala ledarskapet 

Det finns inte en samhällsnivå som meningsfullt kan 

ta ansvar för den regionala nätverksstaden. Den regionala 

nivån har ett givet ansvar för att kommunikationer 

fungerar för alla, för att verksamheter, kvalificerad 

service och kultur blir tillgänglig i hela regionen. Det 

grundläggande kommunala uppdraget kräver alltmer 

av ett regionalt perspektiv för de basala välfärdssystemen 

och för lokal utveckling. Men är fortsatt en 

viktig grund för självstyrelse på lokal nivå. Noder och 

omland ska fungera i nätverk. Den nationella nivån är 

för sin framtida ekonomi beroende av att nätverksstaden 

är drivkraften för framtidens jobb. Om välfärdssystemen 

ska vara likvärdiga över landet så måste 

varje region utifrån sina egenskaper – med stöd av 

nationella insatser – skapa denunika mix av åtgärder 

som bidrar till en långsiktigt hållbar utveckling i regionen 

och samtidigt till hög sysselsättning och konkurrenskraft 

för hela landet. Det är ett nationellt intresse 

att den regionala nätverksstaden kan utvecklas olika 

över landet – för att medborgarnas välfärd ska kunna 

bli så likvärdig som möjligt. 

NCN hävdar 

att det krävs en sammanhållen politik för den regionala 

nätverksstaden. En politik i för medborgaren 

tydliga och transparenta samverkansformer mellan 

politiska företrädare på alla nivåer. 


Samhällsplanering i den regionala nätverksstaden 

Det är starka drivkrafter som gör den regionala nätverksstaden 

konkurrenskraftig i den globaliseringsfas 

som nordiska länder befinner sig i. Men det är krafter 

som kan medverka i riktning mot en mer hållbar 

stadsutveckling. Utmaningarna för samhällsplaneringen 

ligger i att underlätta en regional integration 

genom förbättringar – inte bara av tillgänglighet i 

nätverket – utan också tydliggöra rummets betydelse. 

Regionförstoring innebär samtidigt koncentration till 

noderna – de historiska stadskärnorna. Samhällsplanering 

i regional skala behöver hantera lokalisering av 

samhällsfunktioner, organisering av tekniska system 

och hushållning med landskapets sociala och ekologiska 

värden. Samhällsplanering i lokal skala måste 

omsorgsfullt gestalta de gemensamma rummen för 

kommunikation, kommers, kultur, lek och samvaro för 

alla åldrar. 


att det krävs en initiativtagande samhällsplanering för 

den regionala nätverksstaden. En samhällsplanering, 

som är viljestyrd i stället för prognosstyrd och som 

därför bryter gamla mönster för nya spår. Som inte 

gör sig blind för vita fläckar utan vågar utmana rådande 

tankefigurer. 

Människan i den regionala nätverksstaden 

Människor väljer att söka sig till stadsregioner. Att 

familjebilda där. Det är inte det enskilda jobbet som 

utgör drivkraften utan de samlade möjligheterna att 

gestalta livet. Attraktiviteten bygger dels på att utbudet 

av arbete, service, kultur och fritidssysslor är stort, 

dels på att det är lättare att möta de individuella familjekraven 

genom att pendla än genom att flytta. I den 

regionala nätverksstaden ökar möten och mångfald. 

Kulturen blir mer storstadslik. Men samhällsbildning 

bygger inte bara på möjligheter och rättigheter för 

individen utan också på ansvar och skyldigheter gentemot 

det gemensamma. Hur skapas kittet – tillit och 

samverkan i ett regionalt nätverk? Vad tar individen 

ansvar för av det gemensamma? Finns en regional 

identitet? Om inte den enskilde ser sin roll – ser sig 

behövd i det regionala nätverket – försvinner hon kanske 

i det virtuella nätverket. Vad bekräftar henne där? 

och hur byggs då gemenskap i rummet? 


att det krävs ett nytt samhällskontrakt i den regionala 

nätverksstaden. Ett samhällskontrakt som värnar 

mångfald, tolerans och öppenhet men som också kräver 

deltagande i det gemensamma. Community Building, 

Empowerment – var finns de nordiska orden? 


Velkommen til Uppsala 

Uppsala er velvalgt som ramme til at diskutere den 

regionale netværksby. Kommunalstyrelsens ordförande 

Fredrik Ahlstedt slog fast, at for Uppsala, er 

”tilvækstbegrebet helt centralt”, og i Uppsalas tilfælde 

handler det især om uddannelse og forskning. Byen 

har Sveriges ældste universitet fra 1477, der bl.a. 

rummer en sølvbibel, der regnes for at være en af 

Europas ældste trykte bøger - og dernæst Sveriges 

Landbruksuniversitet med tilsammen næsten 45.000 

studerende, men hvad er det tredje universitet, 

spurgte ordförande? 

Ingen af deltagerne kendte vidst helt svaret, men det 

er et katolsk universitet Newmann-instituttet, som for 

nyligt er blevet etableret i Uppsala. Budskabet er klart 

set fra politisk hold: ”Byens fremtidige motor er, at den 

vokser sammen med sine universiteter”. Det kan og 

skal ikke være anderledes, når man regner med 200 

nye universitetsjob om året. Der er en enorm kraft i 

uddannelse og forskningsområdet, og Uppsala har 

for længst passeret, hvad man i den henseende kan 

betegne som kritisk masse. Koncentrationen af så 

stor viden trækker uvilkårligt nye centre og faciliteter 

med sig. Således er Uppsala også blevet centrum 

for f.eks. viden på klimaområdet især med fokus på, 

hvordan man skaber samarbejdsmodeller for bæredygtig 

udvikling, der tilgodeser både klima men også 

vækst og sociale balance. 

12 

Newman-instituttet i Uppsala, Sverige eneste 

katolske højere læreanstalt. Det er første gang en 

katolsk uddannelsesinstitution i Sverige får tilladelse 

til at udbyde uddannelser på akademisk niveau 

siden reformationen i 1500-tallet. Sidste gang en 

katolsk højere læreanstalt blev etableret i Sverige 

var, da Uppsala universitet blev grundlagt af pave 

Sixtus IV i 1477. 

Den nye læreanstalt drives af jesuittere. Newmaninstituttet 

erhvervede i 2005 den gamle fagskole på 

Slottsgränd 6 og har siden 2006 drevet virksomhed 

i huset. I april i år gav den svenske regering tilladelse 

til, at instituttet kan udbyde teologiske kurser 

på bachelor- og kandidatniveau. 

Den nye læreanstalt er opkaldt efter kardinal John 

Henry Newman (1801-1890), en toneangivende 

britisk teolog, der konverterede til katolicismen i 

1845. Han var en banebrydende og frygtløs person 

i den daværende kulturdebat og hentede inspiration 

fra både den antikke humanisme og fra Kirkens rige 

tradition, især fra Kirkefædrene og senere. 

Som Ahlstedt slog fast så er et ”katolsk” universitet 

måske også et billede på, at universitetsbegrebet 

og måske også vidensbegrebet i fremtiden skal ses 

i en mere dynamisk kontekst. 

Frederik Ahlstedt: 3 centrale udfordringer for vores by er: 

1. udnyttelse og håndtering af fortsat vækst 

2. fælles om at skabe en bæredygtig by 

3. at sikre den sociale bærekraft og undgå at skabe social isolation. 


Den nordiske ramme - om balancerne 

Det er ikke altid det lykkes, men det giver et stærkt afsæt 

for en kvalificeret debat, når man fra begyndelsen 

kan få defineret nogle rammer, som alle må anse for 

at være rigtige. Professor Carl Johan Engström tegnede 

skarpt linierne op for den regionale netværksby 

på svensk baggrund. 

Sverige er det land i Europa, der har den hurtigst 

voksende urbanisering p.t. Der finder en udpræget 

specialisering af byer sted, og disse byer opererer 

i stigende grad i et slags netværk. Det moderne 

menneske kan have tilknytning til flere byer og steder, 

fordi arbejde, dagligliv, kultur og fritid kan være 

spredt på flere lokaliteter. Det er imidlertid et åbent 

spørgsmål, hvad det betyder for det moderne menneskets 

identitet og tilhørsforhold. Hvordan udmøntes 

f.eks. scenarierne om øget engagement og ansvar 

i civilsamfundet, hvis det er koblet til en identitet og 

tilhørsforhold, der bliver stadig mere fragmenteret? 

Engström talte her om, hvad han kaldte for ”hverdagslivets 

infrastruktur”, og i praksis betyder det vel, 

at hvis tesen om balancen mellem by og region er en 

eksistentiel grundpræmis, da skal familiens og individets 

muligheder for at bevæge sig i hele det lokale/ 

regionale kosmos være så optimale som muligt. At 

skabe værdi er ikke længere spørgsmålet om rette 

sted på rette tid, men et spørgsmål om, at dynamiske 

relationer mellem byen og region skifter karakter fra 

”placing game” til ”development game”. 

Udviklingen kalder ifølge Carl Johan Engström på 

flere udfordringer, bl.a. også, hvordan man får skabt 

social og økonomisk balance mellem region og by. 

Det anses for uholdbart, hvis f.eks. alle jobmuligheder 

udelukkende lokaliseres i byen, og hvis prisniveauet 

på f.eks. boliger er langt højere end i byens opland. 

Det politiske spørgsmål er imidlertid, om disse balancer 

kan skabes via lokalt/regionalt engagement, 

eller det er et centralt politisk anliggende, især hvis 

det viser sig være nødvendigt at skabe omfordelinger 

af værdier/ressourcer for at opnå den nødvendige 

balance. Ingen er i tvivl om nødvendigheden af politisk 

lederskab lokalt og regionalt, men det er åbent 

spørgsmål, hvor langt det rækker i forhold til at klare 

udfordringerne. 


Det store spørgsmål om identiteten 

Denne konference tager udgangspunkt i en vigtig 

erkendelse: Alle netværkets byer har en rolle, der 

rækker ud over egne grænser – en økonomisk, 

politisk, kulturel og samlet identitetsmæssig. De har 

forbindelser til eller konsekvenser for den region, som 

de er en del af, og det, der foregår uden for byernes 

egen geografiske rækkevidde har tilsvarende betydning 

for og indflydelse på alt det, der finder sted inden 

for bygrænsen. 

Sammenhæng mellem region og by forudsætter ikke 

nødvendigvis ens liv og livsformer, men nok, at der 

skabes klarhed over, hvor de helt afgørende forskelle 

mellem det meget urbane og det mindre urbane. 

Journalist og kommentator Lena Andersson fra bl.a. 

Dagens Nyheter reflekterede over urbaniteten som 

et mentalt anliggende og uddybede i den forbindelse 

paradokset mellem, at byen på den ene side signalerer 

og bekræfter tæthed, nærhed og tillige en form for 

kontrolfølelse, fordi steder og pladser har bestemte 

formål, men alligevel konstituerer byen også en slags 

fremmedhed: ”I byen undrer man sig ikke”. Til gengæld 

er byen rodløs. Man bliver Stockholmer af at 

flytte til Stockholm. Man kunne gøre en hurtig exkurs 

her og se på det politiske liv, hvor det i hvert fald i 

Danmark ikke er usædvanligt, at fremtrædende politikere 

uden nogen som helst lokal tilknytning kan gøre 

politisk karriere i hovedstaden. Traditionelt betyder 

partiidentitet også langt mere end lokal tilknytning i de 

store byer end i de mindre samfund. 

I landsbyen eller det agrare samfund undrer man sig 

over hinanden. Her er fokus på den enkelte, især hvis 

man kommer ude fra og ikke er vokset op i det lokale 

fællesskab. Her kommer identiteten ikke pr. automatik. 

Den kan erhverves, men det kræver tid. 

14 

Forfatteren Ole Larsmo (f. 1957) henviste til digteren 

Göran Palms (f. 1931) digtsamling fra 1964 ”Världen 

ser dig” og digtet Spejlbilleder og slog fast, at byen 

består af ”gader og fortællinger” 

Og fortællingernes styrke er, at de kan vise alle sider 

af byens liv, også de mørke om antisemitisme og 

prostitution. Ofte forsøger byer jo at fortrænge de 

smertelige dele af deres historie, selv om også disse 

dele kan være stærkt identitetsskabende og også vise 

andre typer af mere eller mindre usynlige netværk, 

som alle byer har mange af. 

Fortællingerne om byen er simpelthen byens identitet, 

og disse fortællinger kan være med til at styrke 

borgernes tilknytning til deres by. Larsmos egen 

roman Den engelske park fra 1988 - som han hurtigt 

refererede til – handler faktisk om studentermiljøet 

i Uppsala, og dette tema er jo på mange måder ret 

fraværende i nordisk litteratur. 

Larsmo studerede i Uppsala og flyttede tilbage til 

byen i 2011 og har derfor både lidt historiske og nye 

briller til at betragte Uppsala med. 

Byen er en ramme om fortællinger, og det samme kan 

man med VD for UKK Magnus Backströms ord sige 

om Uppsala Koncert og Kongres – UKK kaldet. Huset 

er ladet med ”fysik, symboler og forventninger” og 

tegnet af den danske verdensarkitekt Henning Larsen, 

der også står bag operaen i København, udenrigsministeriet 

i Riyadh og række andre prægnante 

byggerier rundt omkring i Verden. 


Som en unik facilitet i hjertet af Uppsala har UKK 

både forvandlet byen men også billedet af byen. Et 

så stort sted med så mange og så mange forskellige 

musikbegivenheder bliver til en prisme for det lokale 

musikmiljø. 

Dets betydning rækker også langt ud over byens 

grænser, fordi store navne ofte trækker gæster langvejs 

fra – op til to timers transport frem og tilbage er 

ikke usædvanligt, når man skal til Uppsala for at høre 

og se noget særligt i UKK. 

Som Backström understregede så bidrager UKK 

antropologisk set til at skabe fællesskaber, fordi musikken 

er samlende: ”her blandes blod”, fordi mange 

genrer kan mødes her. Man kan få bekræftet sin identitet, 

men man kan også få den udfordret. Men den 

store fryd, som ikke kan skjules er, at Stockholmere 

drager til Uppsala UKK. Her er et eksempel på, at 

Uppsala ikke blot er omfavnet af Stockholm men også 

til tider selv omfavner hovedstaden, fordi rammen er 

stor og stærk nok til det. 

Som moderator på den efterfølgende diskussionen 

refererede Carl Johan Engström til historikeren og 

filosoffen Erik Gustaf Geijer (1783-1847) i spørgsmålet 

om identitets dobbelthed som en kraft, der både 

kan samle men også udelukke mennesker. Urbanitet 

er ikke altid åben. Den kan også være eksklusiv og 

afgrænsende sagde Engström og henviste til Wim 

Wenders berømte film Himlen over Berlin” fra 1987, 

hvor engle og mennesker på tværs af de det delte 

Berlin indfinder sig i hinandens liv. 

En summering 

Samlet set giver diskussionerne et indtryk af den 

regionale netværksbys særlige anatomi: 

• Byen vokser, men fortættes også. 

• Byens enkeltdele er fysisk adskilte men 

funktionelt sammenhængende. 

• Forskellene mellem by og region udviskes 

på alle planer. 

• Sociale forskelle spiller fortsat en – måske 

endog – stigende rolle. 

• Mobiliteten til og fra byen og byens 

tilgængelighed er fortsat meget vigtige. 

• Balancen mellem region og by – økonomisk, 

socialt og kulturelt er afgørende for 

Byens fortsatte udvikling. 


Byens særlige rolle som netværksby: Case Uppsala 

Mandag morgen slog Göran Carlén klart fast, at en 

by som Uppsala uanset de mere abstrakte betragninger 

om, hvad en netværksby er, har nogle konkrete 

udfordringer, der er et resultat af, at byen vokser i den 

region, som den er omdrejningspunktet for. 

En by i den situation skal have ”modtagelseskapacitet” 

i form af både boliger, infrastruktur og institutioner. 

Det skaber et konstant pres på byens funktioner, hvis 

indbyggertallet stiger med 2000-2500 årligt, og det 

kan kræve et temposkift, hvis Uppsala skal kunne 

imødekomme efterspørgslen i fremtiden. 

Udviklingen de senere år er klart gået i retning af, at 

Uppsala befinder sig på et bånd – ABC-stråket, der 

rækker ned over Arlanda og frem mod Stockholm. 

Pendlingen understreger denne udvikling, og det underbygger 

billedet af, at hele regionen skal ses som 

ét arbejdsmarked. 

Bengt Andréns hovedpointe var, at en by som Uppsala 

på den ene side var i gang med at transformere 

sig fra industristad til vidensby, men omvendt måske 

ikke helt havde taget mest akutte udfordringer op 

for at kunne styrke sin rolle som uddannelses- og 

kundskabsstad. F.eks. manglede der en mere samlet 

indsats på boligområdet for at skaffe gode boliger til 

et stigende antal studerende. Hvert år var der tilløb til 

kaos, når de mange studerende kom til byen. Til gengæld 

har Uppsala bevidst arbejdet med hele klima- og 

bæredygtigheds området og har gjort Uppsala meget 

cykelvenlig. Uppsala som ”klimasmart” er ikke alene 

et element i byudviklingen; det er i høj grad også et 

brand, der tiltaler studerende og arbejdstagere inden 

for vidensindustrien. 

Set fra en position nogle mil væk fra Uppsala kunne 

kommunalråd Marie Wilén fra Heby på den ene side 

iagttage en stærkere interaktion med Uppsala men 

på den anden også, at Heby som lokalitet har og skal 

have sin egen identitet og med nogle værdier som 

f.eks. nærhed, tryghed og livskvalitet. De afviger ikke 

nødvendigvis fra tilsvarende værdier ved at bo i Uppsala 

centrum, men alligevel har de en umiddelbarhed 

over sig, som man vil være tilbøjelig til i højere grad at 

knytte til et mindre samfund end et større bysamfund. 

16 

Eller som Marie Wilén sagde det på en lidt anden 

måde: Heby er byen med 2000 heste. Uppsala har 

muligvis flere, men som hun pointerede: de er ikke 

blevet talt – og det gør netop hele forskellen. 

Til det store billede om forholdet mellem Uppsala 

og de omkringliggende mindre byer hører også, at 

indbyggertallet i Heby på godt 13.000 i dag er nogenlunde 

det samme som i 1970. Byen er hverken 

vokset eller skrumpet, men måske som et godt tegn 

på moderne næringsliv har byen flere interessante 

virksomheder, bl.a. inden for e-handel m.m. 

Marie Wilén understregede også, at vi ofte er tilbøjelige 

til at se småbyerne i en region som isolerede enheder, 

men kendsgerningen er også, at mange små 

byer i den samme region kan have en stor interaktion 

med hinanden og dermed også bidrage til hinandens 

eksistens. Det er både i forhold til pendling, handel og 

foreningsliv. Der er faktisk også mange muligheder 

for at hænge godt sammen med den store videns- og 

forskningsby Uppsala. De små byer er billeder, måske 

endog idealer for det hverdagsliv og den empiri, som 

forskningen skal leve af. Men spørgsmålet er, om vi 

fuldt ud udnytter den mulighed for at bruge de små 

byers hverdagsempiri i et større teoretisk billede? 

Og det er jo en vinkel på hele dynamikken mellem 

byen og regionen, som ikke nødvendigvis udvikles, 

selv om mobilitetens værktøjer i øvrigt øges som 

f.eks. med nyt pendlertog i december 2012, hvis effekt 

man endnu mangler at analysere fuldt ud. 

Marie Wiléns ”Heby-historie” lagde fint op til Cecilia 

Forss hovedsynspunkt: ”man må tænke større i regionen”. 

Og at tænke større betyder her lidt abstrakt, 

at en region ikke kun skal være summen af områdets 

store og små byer, men relationerne og netværket 

mellem dem skal kunne skabe merværdi, der rækker 

ud over den enkelte. Uppsalas geografiske placering 

ligger perfekt i forhold til væksten omkring Stockholm, 

afstanden til Arlanda som et trafikalt knudepunkt for 

lufttrafikken etc. 


Men det skal – som Cecilia Forss understregede – 

også understøttes af nationale initiativer bl.a. på det 

digitale område. Det er vigtigt, at den helhedstænkning, 

som regioner og byer kan formulere i fællesskab 

også understøttes centralt, men budskabet er enkelt: 

hvad der er godt for regionen er også godt for den 

enkelte by og omvendt. 

Synspunktet om denne helt nødvendige sammenhæng 

blev fulgt op af Joakim Larsson, ytterstadsborgarråd 

fra Stockholm, der så Norden og nordiske 

byer som ”trygge havne” for udenlandske investorer, 

måske netop fordi vi i Norden har en samfundsmodel, 

der kan signalere, at vi planlægger i en sammenhæng 

mellem det lokale, regionale og nationale niveau. 

Det er til dels også baggrunden for Stockholm Business 

Alliance, hvor hovedstaden sammen med 

regeringen har taget initiativet til at skabe en stærkere 

relation til hele regionen og de byer, som er i oplandet 

til hovedstaden. 

51 kommuner og 7 len er med i dette initiativ, der 

foreløbig i perioden 2011-2015 markedsføres under 

den løfterige titel ”Stockholm – the Capital of Scandinavia” 

for at tiltrække udenlandsk kapital til de stærke 

vidensmiljøer, bl.a. inden for bioteknologi og informationsteknologi, 

der allerede er meget stærke i den 

svenske hovedstadsregion. 

Joakim Larsson funderede over, hvad der ville ske, 

om byerne ingen initiativer tog til samarbejde, men 

lod markedskræfterne bestemme. Svaret får stå hen, 

men i tilfældet med byen Uppsala og relationen mellem 

byen og dens historiske universitet gav Christina 

Frimodig fra STUNS et klart billede af, at markedet 

formentlig ikke nødvendigvis havde skabt det optimale 

samarbejde mellem by og universitet i dette 

tilfælde. 


STUNS er en stiftelse fra 1984, hvis formål er at 

skabe samarbejde mellem universitet og samfund, 

og dette samarbejde styres efter tre grundlæggende 

principper: 

• Det skal være værdiskabende 

(altså imødekomme efterspørgsel fra et marked) 

• Det skal være skalerbart (dvs. effekten skal kunne 

måles og evalueres) 

• Det skal være overførbart (dvs. den viden, som 

universitetet råder over i det konkrete tilfælde skal 

kunne overføres og bruges i samfundet). 

STUNS illustrerer også en bevægelse væk fra at 

tænke videnskab og samfund som primært fysisk 

forankret sammen i traditionelle forskerparker til at 

tænke mere i retning af innovationsmiljøer eller innovationsalliancer, 

hvor det er de lokale kompetencer, 

der finder sammen. 

Men hele initiativet er vel et billede på, at symbiosen 

mellem samfund og universitet ikke kommer af sig 

selv. Der skal skabes en ramme, der kan mobilisere 

den relation og det samarbejde, der kan være en fordel 

for begge, både samfundet og universitetet. 

I den afsluttende paneldiskussion om Case Uppsala 

modereret af prof. Göran Cars er det måske svært 

at udskille, hvad der virkelig er det mest centrale i 

interaktionen mellem region og by, men om man alligevel 

skal vove et øje, så gik tre faktorer igen i den 

efterfølgende diskussion: tilgængelighed/infrastruktur, 

gode boliger og skoler – hvis ikke disse tre faktorer 

fungerer i lokalsamfundet, vælger man oplandet fra 

til fordel for byen. Men som lokalsamfund kan man 

komme ud for den konflikt, at man kan blive tvunget til 

at vælge snævre lokale og måske kortsigtede hensyn 

fra til fordel for mere regionale hensyn, hvis effekt 

på lokalsamfundet man ikke umiddelbart kan se. Det 

kræver politisk mod og evnen til at erkende, at man er 

en del af en større helhed og handle derefter. 

18 


Regionale strategier i NCNs byer 

Fra Uppsala og Uppsala regionen som case bevægede 

vi videre mod regionale strategier i andre af NCNs 

byer repræsenteret ved fire steder: Vasa/Umeå, 

Trondheim, Malmø/Lund og Odense. 

På dansk baggrund tegnede Holger Bisgaard indledningsvist 

billedet op for Danmarks funktionelle 

byregioner, som ikke er i overensstemmelse med de 

politiske: 

• København 

• Øvrige Sjælland 

• Århus, Odense og Ålborg 

• Omegnskommunerne til de store byer 

• Trekantområdet 

• De mellemstore byregioner 

• Yderområderne 

Man vil formentlig altid kunne diskutere de præcise 

skillelinier i typologien men uanset hvilke, der vælges, 

følger de en egen logik bestemt af det socioøkonomiske 

landskab og ikke de politiske beslutninger. 

Men uagtet den præcise inddeling, så er den store 

bys position og rolle den samme: 

1. den forbinder mange forskellige aktører 

2. den er mødestedet eller ”gateway” for 

samarbejde på alle planer 

3. den er også selv drivkraften for regionalt 

samarbejde 

Og erkendelsen af, at funktionelle regioner langsomt 

afløser den politiske regions grænser er jo så, at 

problemernes geografi også bliver løsningernes. Med 

andre ord: konklusionen er, at man med en funktionel 

regionsopfattelse ikke kan strukturere sig ud af problemer 

eller global konkurrence. Man må acceptere 

den helhed, som man indgår i og acceptere, at styrker 

og svagheder kan være lokaliseret forskelligt i regionen. 

Men regionens byer må lære at bruge hinandens 

styrkeområder frem for at konkurrere på de samme 

parametre. I praksis er det imidlertid også således, at 

byer i en region altid vil både kunne samarbejde om 

udvikling og konkurrere om f.eks. tilflyttere. De to roller 

som konkurrenter og samarbejdspartnere kan man 

ikke adskille. 

Imidlertid kan det også være nødvendigt – som det 

f.eks. er tilfældet i nogle af Tysklands delstater – at 

man når frem til, at lokalsamfund bliver så svage, at 

de ikke kan overleve på længere sigt. Derfor lægger 

man en handlingsplan for deres afvikling. 

Holger Bisgaards overordnede præsentation lagde op 

til de fire regionspræsentationer: Udviklingsdirektør 

Susanne Sloth-Kock, Vaasa, Planeringschef Isabella 

Forsgren, Vasa/Umeå, Int. Direktör Gerhard Dalen, 

Trondheim (Trøndelag Fylker), avdelingschef SBK 

Malmö Johan Emanuelson og Översiktsplanchef Cecilia 

Hanson, Lund samt Chefarkitekt Jannek Nyrop, 

Odense 

Fire forskellige regionale eksempler på strategier, på 

aktører og grundvilkår. I tilfældet Vaasa/Umeå er der 

jo tale om et form for strategisk samarbejde mellem 

to byer og byregioner på hver sin side af ”kvarken” 

det korteste sted i bugten på 8 mil. Historisk har de to 

byer skæbnefællesskab bl.a. gennem de store bybrande, 

først Vaasas i 1852 og senere Umeås store 

brand i 1888, der førte til, at den svenske by kopierede 

centrale dele af Vaasas stadsplanlægning. 

Trods de historiske fællespunkter er selve Kvarkenregionen 

en moderne politisk konstruktion, der formelt 

understøttes af bl.a. Kvarkenrådet, etableret i 1972, 

der sætter fælles strategiske mål på dagsordenen. 

Den EU-støttede færge kom i 1995. Der er fælles 

fokus på den enestående skærgårdnatur på begge 

sider, og der arbejdes tillige med fælles uddannelsesinitiativer 

mellem de to lokaliteter. Når Umeå bliver 

kulturhovedstad i 2014 så bliver det også til gavn for 

Vaasa. 

Umeå/Vaasa er et eksempel på et konstrueret samarbejde, 

der i sagens natur kan række så langt, som 

enigheden kan beslutte. 


På den måde er der en lige linie til tilfældet Malmø/ 

Lund, som blev præsenteret af avdelingschef SBK 

Malmø Johan Emanuelseon og Översiktsplanchef 

Cecilia Hansson, Lund. Der er ganske vist tre selvstændige 

kommuner mellem de to, men begge byer 

ligger i samme ende af en akse og udgør et tyngdepunkt 

på den i Øresundsregionen med København 

som den store motor og aksens modpol. Det er også 

en historie om en alliance mellem industribyen Malmø 

og universitetsbyen Lund, hvor der efterhånden er 

en omfattende pendling, der bekræfter, at de to byer 

refererer til samme arbejdsmarked. Og selv om det 

næppe vil være populært at sige det alle steder, er 

sandheden vel, at de tre små kommuner mellem 

disse to voksende byer reelt på vej til at blive opslugt 

af den centrifugalkraft, som samarbejdet og hele interaktionen 

mellem Malmø og Lund har igangsat. 

Som sådan er Malmø/Lund alliancen også en stærkt 

politisk drevet konstruktion, om end den er produktet 

af en udviklingen i hele området, som det er vanskeligt 

for de to byer ikke at tage aktivt stilling til og 

blive en del af. Men desuagtet må samarbejdet også 

betragtes som et politisk valg, og det udvikler sig 

formentlig i takt med, hvad der kan opnås enighed 

om. Der er stor chance for, at der kan skabes overensstemmelse 

mellem teori og praksis mellem ideer 

og hverdag, fordi både Malmø og Lund som byer har 

sammenlignelige positioner i den pulserende Øresundsregion. 

Lidt anderledes tager det sig ud for tilfældet Trøndelag, 

der med Trondheim som hovedby, består af to 

meget forskellige fylker. Regionen har stærke miljøer 

slog Gerhard fast, mens spørgsmålet er, om vi bruger 

dem optimalt. 

”Vi har mange Tordenskjolds soldater, men vi mangler 

måske Tordenskjold” – eller sagt på en anden måde: 

der er mange aktører, men er der også en fælles 

retning og en fælles politisk ledelse til at understøtte 

denne retning?. 

20 

Gerhard Dalens gennemgang af Sør- og Nordtrøndelag 

og byen Trondheim påpegede, at geografiske og 

andre strukturforskelle også kan slå igennem i evnen 

og viljen til at skabe fælles vej. Hovedproblemet ser i 

Trøndelags tilfælde ud til at være en manglende evne 

til at acceptere især den store bys rolle som lokomotiv 

i en regional udvikling. Man frygter centralisme, og 

resultatet er jo ofte, at man nøjes med at tale om det, 

som der er enighed om. Resten lader man ligge. 

I tilfældet Vaasa/Umeå ville denne holdning være 

gangbar, fordi samarbejdet ikke er eksistentielt i den 

forstand, at parternes udvikling og fremtid på forhånd 

er vævet ind i hinanden. Samarbejdet er valgt. I Trøndelag 

er samarbejde snarere et uundgåeligt vilkår, 

fordi der er tale om en region, der kun kan udvikle sig 

ved egen kraft, som geografisk er placeret langt fra 

andre store urbane kraftcentre. Derfor er forholdet 

mellem Trondheim som by og de to fylker af afgørende 

betydning. 

Der er på sin vis en modsætning mellem, at udvikling 

på den ene side kun kan skabes gennem koncensus 

og på den anden side, at udvikling forudsætter en 

rollefordeling, hvor ikke alle kan få alt. Når Trondheimregionen 

eksempelvis tegner sig for 270.000 

indbyggere ud af 430.000 i hele regionen, og når 

Sørtrøndelag dermed når op på 300.000 indbyggere, 

mens den nordlige del så kun har lidt over 100.000, er 

der en strukturel ubalance at arbejde med, der også 

forstærkes af, at Trondheim er hjemsted for stærke 

nationale forsknings- og uddannelsesmiljøer, mens 

de to fylkers mest dominerende erhverv er landbrug, 

fiskeri og småindustrier. 


At få italesat en fælles strategi i et så sammensat 

regionslandskab økonomisk, socialt og erhvervsmæssigt 

er selvsagt en udfordring. I 2003 igangsattes 

”trøndelagsforsøket”, der rettede sig mod at skabe 

fælles planstrategi for hele regionen, og det arbejde 

pågår stadig med mange enkeltresultater men med 

det vigtigste som udestående; nemlig at skabe en 

fælles regional identitet, som man kender det f.eks. i 

Baskerlandet eller Katalonien. For at nå dertil mangler 

man et ”et tydeligt design” for og en klar kommunikation 

af den regionale identitet. 

Som Gerhard Dalen slog fast, så tilsiger al erfaring, at 

der vil være et spændingsforhold mellem storbyen og 

den øvrige region. 

Den konklusion kan som udgangspunkt følges i eksemplet 

Fyn, som chefarkitekt Jannek Nyrop belyste 

gennem en skitse af Fynsprojektet, der netop består i, 

at Odense som områdets største kommune sammen 

med en række mindre omegnskommuner har indledt 

et samarbejde om en fælles overordnet planstrategi. 

Fællesnævneren her er fælles nød, fordi området Fyn 

efter kommunernes opfattelse ikke er blevet tilstrækkelig 

tilgodeset i de centrale landsplanredegørelser. 

Fynsprojektet har indtil videre været en succes, måske 

af to centrale grunde: der er enighed om, hvad 

samarbejdets genstandsfelter skal være, og det er de 

rigtige aktører, der indgår i samarbejdet. 

Om Fynsprojektet også kan være med til at grundlægge 

en fælles ”regional identitet” ud over den, som 

øen Fyn allerede har, fordi den udgør en geografisk 

naturlig enhed og tidligere også administrativt og 

politisk var en enhed, er det nok for tidligt at give et 

svar på. 


Den politiske udfordring fra og i netværksbyen 

Netværksbyen giver sine særlige udfordringer til den 

politiske verden. Enhver politiker er optaget af steder 

og lineære bevægelser fra ét sted til et andet. I det 

gamle landbrugssamfund tænkte man cirkulært bestemt 

af årstidernes skiftende krav til jordens dyrkning 

og dermed årstidernes bestemte indflydelse på den 

menneskelige tilværelse i al sin enkelhed. 

Industrialiseringen ændrede denne cirkulære rytme til 

en lineær udviklingsdiskurs, hvor kalendre, tidsfrister 

og logistik blev det afgørende. Et helt andet tankesæt, 

som vi på mange måder måske forsat er forankret 

i, selv om vi er på vej ind i det tredje paradigme, 

netværkssamfundet – hvis struktur vi jo ikke har et 

komplet billede af – et slags ”rhizom” - leksikalt set et 

underjordisk og fladt krybende rodsystem” - hvis dele 

og linier i den aktuelle sammenhæng vanskeligt kan 

kortlægges fuld ud, og hvor – med citat af Bill Gates 

- ”The internet is becoming the town square of the 

global village of tomorrow”. 

Og denne samfundsform er episodisk, dynamisk, 

flydende – det ”pointillistiske samfund”, som statsvetare 

dr. Stig-Björn Ljunggren kaldte det. Den store 

politiske udfordring er, om dette samfund overhovedet 

er styrbart tilnærmelsesvist på samme måde, som 

industrialiseringens samfund var det. 

Når tid/rum fornemmelsen i planlægning og politik 

ikke længere spiller samme rolle, fordi alt i princippet 

kan hænge sammen virtuelt, kan det blive svært 

at skabe fælles billeder, fælles ansvar og dermed 

også kollektive forandringer i et samfund. Som det 

blev illustreret. Stockholm er ét samlet bysamfund, ét 

arbejdsmarked, men der er fire forskellige billetsystemer 

til den offentlige trafik. 

Udgangspunktet er, at vi har et ”lavfrekvent demokrati”, 

hvis rødder rækker tilbage i for-forrige århund- 

22 

rede men et ”højfrekvent samfund”, der med teknologi, 

et utal af aktører og mobilitet skaber alliancer og 

strømme, der går på tværs både fysisk og mentalt og 

medvirker til at nedbryde de traditionelle værdier og 

holdninger, som traditionel politik er bygget på. 

Og det store spørgsmål er så: hvordan ser den politiske 

beslutningsproces ud i et moderne netværkssamfund? 

Svaret er selvsagt ikke entydigt, men Ljunggren gav 

et klart bud på fremtidens politiker: han/hun har tre 

afgørende kvaliteter: 

• Har autoritet/karisma – til at tale og handle i 

situationen – det episodiske 

• Har anticipationsevne – kan forudse, hvad som 

er på vej 

• Har medborgerstøtte – politikeren skal være i 

konstant kontakt og overensstemmelse med 

sit bagland. 


De fire hovedstæder 

De fire hovedstæder 

For første gang i NCNs virke var der et indspil fra de 

fire landes hovedstæder. Selvsagt metropoler, som 

har en helt anden volumen, andre udfordringer og 

problemer som regel i en anden målestok end NCNs 

medlemsbyer. 

Susanne Lindh, Stadsbygg.dir i Stockholm, Ellen de 

Vibe, Byplanchef i Oslo, Mikko Aho, stadsplachef i 

Helsinki og Anne Skovbro, direktør i Københavns 

kommune. 

Ud over den status at være hovedstæder har de en 

række andre træk til fælles. De er store nok til at 

agere på egne vegne, i princippet uden at se på andre 

end sig selv som en del af en global konkurrence. 

Det kan måske også siges at være baggrunden for, at 

f.eks. Stockholm kalder sig ”Capital of Scandinavia”, 

men med dette brand som med andre brands er det 

vigtigt, at der lokalt i hovedstæderne er fælles politisk 

opbakning. Uden den bliver en fortælling på forhånd 

utroværdig. 

På den måde adskiller hovedstæderne ikke fra de 

mellemstore byer. Fortællinger skal skabes, bygges 

op og genfortælles af så mange så muligt. 

Hovedstædernes størrelse betyder også, at der 

rejser sig et særligt spørgsmål om forholdet mellem 

hovedstaden og centralmagten, som jo er lokaliseret 

i hovedstaden. Er det til fordel eller til ulempe for 

hovedstadens ageren, at statsmagten så at sige bor i 

byen? Anne Skovbros vurdering var, at svaret på det 

spørgsmål kan være dobbelttydigt, fordi forholdet ofte 

er bestemt af skiftende politiske flertal og diskurser i 

både regeringskontorerne og i byen. Eller som Anne 

Lindh slog fast, ganske vist har man en mere direkte 

kontakt til centralmagten, men ofte er effekten noget 

ambivalent. 

En afgørende faktor, som tilsyneladende gik igen i 

flere af vurderingerne, er at hovedstæderne bevæger 

sig længere væk fra fordelingspolitiske forestillinger 

og i mere i retning af, at størrelse og gennemslagskraft 

rent faktisk betyder noget, og af den grund kan 

man også blive tvunget til at acceptere sociale, etniske 

og andre diversiteter inden for byen. 

Alle byer var især også meget bevidste om at være 

center for et stort arbejdsmarked, der rakte langt ud 

over bygrænserne, hvorfor emner som trafik og infrastruktur 

er af vital betydning – at skabe bevægelse og 

dynamik mellem hovedstadens centrum og det store 

diffuse opland er afgørende, eller som Anne Skovbro 

sagde: vi elsker fingerplanen for København. Især for 

Oslo og Stockholms vedkommende lagde Anne Lindh 

od Ellen de Vibe vægt på de strategiske alliancer i 

form af samarbejdet mellem hovedstaden og et stort 

antal nabokommuner – i Osloalliancen op til 50 kommuner 

på begge sider af Oslofjorden og i Stockholms 

nogenlunde det samme antal kommuner, som man 

var allieret med gennem en fælles strategisk indsats. 

Den centrale erkendelse, som også Helsinki kunne tilslutte 

sig, er, at der foregår en så stærk og interessant 

udvikling også i umiddelbar nærhed af hovedstaden, 

at den har stor betydning for udviklingsmulighederne 

også inde i hovedstadens kerne. 


Hovedstæderne har imidlertid også ofte komplekse 

kommunestrukturer omkring sig. Et spørgsmål fra 

Helsinki, om det var en løsning at gennemføre en 

kommunalreform for hovedstaden blev ikke direkte 

besvaret, men det lå måske i debatten, at komplicerede 

strukturer altid er et vilkår, og at løsningen snarere 

ligger i at skabe fælles visioner og fælles billeder 

gennem en fælles fortælling, som alle kan genkende 

sig selv i. 

En af hovedstædernes fælles udfordringer består bl.a. 

i befolkningspresset, der bare er væsentligt stærkere 

her, end i de øvrige store og større byer i landet. 

Hvis man som i Stockholms tilfælde vurderer, at man 

i løbet af en kort årrække får brug for 100.000 flere 

bostæder, så er det nødvendigt at have venner andre 

steder end i centrum. 

I den efterfølgende debat blev det bl.a. understreget, 

at trods hovedstædernes størrelse og ressourcerigelighed 

– på mange måder – ligger der måske en 

opgave i at blive bedre til at fokusere på, hvad hovedstaden 

skal tage på sig, men Nordens hovedstæder 

har en særlig evne til at kunne skabe sammenhæng 

mellem den overordnede planlægning og på den 

konkrete infrastruktur. Det er jo det, der mangler f.eks. 

mange steder i Fjernøsten, hvor boliger og skoler 

m.m. ligger klemt inde mellem enorme hovedfærdselsårer 

m.m. Disse steder eksponerer den totale 

mangel på sammenhængende tænkning og planlægning, 

som er et kendetegn i Norden. Det er måske 

her, at den ”tredje vej” ligger for byernes vedkommende, 

at vi kan balancere mellem de frie kræfter og den 

regulerede byudvikling – er det første skridt på vejen 

til ”The Capitols of Scandinavia”? 

24 

Fingerplanen: den første danske byudviklingsplan 

offentliggjort 1947 af Egnsplankontoret 

for Storkøbenhavn. 

Dens princip var at koncentrere fremtidig byvækst 

om eksisterende og fremtidige S-baner i fem 

udløbere fra centralbyen, mens kilerne mellem 

de fem fingre skulle friholdes til landbrug m.m. og 

fritidsformål. 

Fingerplanen blev aldrig officielt vedtaget, men 

dens idéer blev lovfæstet ved Byreguleringsloven 

i 1949 og har haft væsentlig betydning for Hovedstadsregionens 

udvikling. 

Fingerplanen er optaget i Kulturkanon i kategorien 

arkitektur. 


”Lederskap, samhällsplanering, 

och community-building i nätverksstaden” 

Carl Johan Engström indledte tirsdagen med at ridse 

en lang række begreber og ord op, som havde været 

nævnt i den livlige debat og i de mange indlæg: mobilitet, 

holdbarhed, størrelsens betydning, konkurrence, 

kapacitet, tilgængelighed, innovation, bæredygtig, 

C02 neutral, fortælling, politisk lederskab m.m. 

Et forsøg på at strukturere det i tre dimensioner 

kom så: 

Forum Arena Court 

Fortællinger regissør tjenstemand 

Fælles billerder forhandling beslutning, gennemførelse 

INITIATIV MOMENTUM PROCES/DESIGN 

Strukturen illustrerer i virkeligheden, at den strøm, der 

løber igennem et så komplekst netværk som en bys, 

ikke er ensartet. Den er netop forskellig afhængig af 

processen og aktørerne. 

En fin optakt til endnu en fremragende moderering 

denne gang af Lisa Thörn og fire bud på ”livet i standen” 

fremlagt og livligt kommenteret af en student, en 

reklamedirektør, en forretningschef i en større kædebutik 

og indehaveren af en mindre city-butik – alle fra 

Uppsala. 

En livlig diskussion, der bekræftede, at forskellige 

mennesker betragter byen fra forskellige positioner, 

men med en vigtig pointe i forhold til hele netværksidentiteten: 

vi tænker fortsat lineært i langt de fleste 

tilfælde. Den studerende vil gerne have hyggelige 

miljøer, butiksindehaveren gode adgangsforhold, 

kædebutikken et godt gågademiljø, reklamemanden 

efterlyser bedre dialog mellem den offentlige og den 

private sektor m.m. Alle prioriterer deres præferencer 

ud fra deres eget ståsted, og det er en vigtig erkendelse, 

når byerne arbejder med inddragelse og dialog 

med alle typer af borgere, for der skal fortsat være 

nogle, der har evnen og viljen til at tænke på tværs og 

se sammenhænge og helheder, der rækker ud over 

og endog ser bort fra mere individuelle behov. 


”det rullende stadsrum” 

Både denne paneldiskussion og de efterfølgende 

indlæg fra expertkonsult i Sweco Helena Leufstadius, 

Sören Bergerland, chef for Karlstadbuss og trafikforsker 

Åsa Äretun om rejsemønstre og bevægelser 

viser, hvor vigtigt transport, infrastruktur og adgangsforhold 

fortsat er i dagligdagen. 

Vi lever og bevæger os fortsat lineært, selv om vi er 

i et netværkssamfund. Et af spørgsmålene er, om vi 

skal kombinere den stigende mobilitet med effektivitet 

og arbejde. Skal vi træne i toget eller skal vi kobles op 

i bussen?. Kan vores mobilitet og bevægelse blive så 

effektiv, at der ikke levnes tid til refleksion og samtale. 

Er vi på vej til ”det rullende stadsrum”, spurgte NCNs 

direktør som kommentar? 

Noget andet, der kan udledes af diskussionerne fra 

denne morgen er også, at vi strengt taget kun ved 

meget lidt om, hvordan den stærkt øgede mobilitet 

påvirker os som mennesker. Helena Leufstadius gav 

eksempelvis udtryk for, at pendling i mere end 30 

minutter slider på de personlige relationer. Man er 

simpelthen undervejs så længe, at det koster på de 

sociale forbindelser til ens nærmeste. 

Er andet aspekt er dogmet om det, som blev kaldt 

for ” den agglomerationsøkonomiske tid” udtrykt som 

denne stålsatte tro på byfortætningen som en motor 

for økonomisk dynamik og relationer, men spørgsmålet 

er også her, kan vi i de store byer komme til at leve 

for tæt på hinanden?. 

26 

NCNs konklusioner 

Med Uppsala-konferencen har vi – med Per Riisoms 

ord – pointeret en række udfordringer for den regionale 

netværksby. By, region, hovedstad kan skabe 

nogle linier mellem sig. Det giver mening at føre diskussioner 

mellem repræsentanter fra disse forskellige 

steder, fordi de til en vis grad har fælles udfordringer, 

og mulighederne for at imødekomme dem, ligger i 

høj grad i evnen til at skabe fælles visioner og fælles 

billeder – sammen med den synlige udbygning af de 

fysiske og trafikale relationer i øvrigt. 


Exkurs: Om Uppsala –”diskussionsunderlaget” og andre reflektioner 

af Henrik Poulsen 

Uppsala konferencens diskussionsunderlag, som 

blev sendt ud med programmet, afspejler netværksbyens 

grænseoverskridende rolle, og den slår ned 

på nogle centrale aspekter i den rolle forstået som 

en rolle, hvor netop både byen og regionen spiller på 

den samme scene. Det fælles politiske lederskab skal 

fordele rollerne mellem byen og regionen og sikre, at 

alle spiller i samme stykke, for nu at blive i teatermetaforen. 

Det komplekse i at afgrænse dette lederskab ligger så 

i, at der ikke kun er ét samfundsniveau, en aktør eller 

én myndighed, der kan tage sig af hele det komplekse 

samarbejde, der finder sted mellem regionen og 

byen. Der er mange. 

Den anden side af dette kompleks er vel så også en 

sammenhængende politik – ”politik” forstået her som 

et gennemskueligt og ensartet billede af, hvad det er 

for relationer, der især skal skabes 

mellem regionen og byen. Og det er vanskeligt i forhold 

til tanken om netværksbyen eller netværksregionen, 

fordi et netværk er ganske vidst åbent, men det 

er ikke nødvendigvis oversigtligt eller let gennemskueligt; 

snarere tværtimod – det afdækker nok relationer 

næsten af enhver tænkelig art, men oftest ikke relationernes 

betydning eller deres indre magtbalancer. 

Som det tredje hjul i vognen er, at hvis man skal høre 

til i en region, skal den have en identitet eller rettere 

den identitet man tillægger sig selv, skal være i 

harmoni med noget af det, som man også forbinder 

med regionen. Er der ingen sammenhæng, fører det 

jo sjældent til personlige kriser hos borgeren, men 

konsekvensen er ligegyldighed over for regionen. 

Dermed mistes også den legitimitet, der i givet fald 

skal begrunde både det politiske lederskab og den 

sammenhængende politik. 

Der er kræfter, der både kan forbinde og adskille byen 

og regionen fra hinanden. 


To positioner for det regionale og 

det urbane 

Helt basalt kan man så spørge, om de teorier og 

redskaber, som vi bruger til at analysere og beskrive 

byen og urbaniseringen med, også kan udstrækkes 

til atomfatte regionen og analyserne af relationer 

mellem byen og regionen. Er regionens, oplandets 

udfordringer og problemer teoretisk og praktisk grundlæggende 

set de samme som byens, blot i en anden 

skala end byens?, 

Eller drejer det sig i langt højere grad om, at relationer, 

dynamik af en slags mellem region og by kan 

bidrage til udviklingen begge steder? Er det muligt 

helt overordnet at betragte regionen - dens nærmere 

definition foreløbig ufortalt - som en enhed på lige fod 

med byen, og derfor se parallelle træk i udviklingen i 

de to enheder, eller skal man snarere betragte dem 

som to komplementære komponenter i en samlet 

maskine, hvor den helt store udfordring netop er at 

analysere eller konstruere relationerne og dynamikken 

mellem dem?. 

To begreber synes her at stå over for hinanden og betinge 

hver sin teoretiske ramme. Parallelitet og gensidighed. 

Den ene position udelukker ikke den anden, 

men de kalder dog på hver sin analysetilgang, hver 

sin empiriske ramme. 

Andre to aspekter, der blot knytter sig tilde to, er 

næsten lige så vigtige: analyse og konstruktion. At 

foretage en analyse af og beskrive sammenhænge 

mellem by og region er den ene dimension. Hele tiden 

italesætter aktørerne fælles interesser og mål. De 

nedfældes i et hav af forskellige skrifter og bekræftes 

på konferencer og møder. 

28 

Ved overhovedet at foretage noget sådant bidrager 

man til, at der defineres et forhold mellem byen og 

oplandet/regionen Med andre ord: gennem vore 

handlinger tillægger vi de valgte initiativer betydning 

og måske identitet. Den betydning og identitet formes 

og omformes, men de opstår ikke ud af ingenting. 

De opstår, fordi der sættes ord på dem tilstrækkeligt 

mange gange og i mange forskellige sammenhænge. 

Parallelliteten 

Med de seneste årtiers europæiske udvikling som 

baggrund har regionen som begreb og regionalisering 

som et udviklingstræk fået sin del af sendetiden i den 

europæiske politiske debat i og også i forskningen. 

Der er også en tendens til, at den store interesse 

for regionaliseringstendenser m.m. har skabt en vis 

forestilling om, at regionernes vækst og betydning 

f.eks. i Europa er både et meget alment og ret homogent 

fænomen, som kan forklares ud fra stort set de 

samme faktorer overalt. 

Alligevel forekommer det umuligt at pege på én dominerende 

teori eller diskurs, der kan rumme alle de 

komplekse og sikkert modsætningsfyldte udviklingstendenser, 

der kan iagttages i moderne urbanisering 

og regionalisering. På den måde konfronteres man 

hurtigt med en slags erkendelsesgrænse. Der er ikke 

én teori, der kan rumme hele komplekset. Der er heller 

ikke kun én aktør, en myndighed, der meningsfuldt 

kan løfte region og by og den indbyrdes relationer 

mellem de to. 


Til gengæld rummer åbner erkendelsesgrænsen jo en 

form for frihed til, at alle aspekter kan sættes til debat, 

fordi de ikke skal legitimere en på forhånd grand theory 

på området. 

Regionen anskues fra mange positioner. Den kan 

være et landskab, en økonomisk enhed, en politisk og 

administrativ enhed, en historisk, kulturel og sproglig 

samling – og grænserne er i sagens natur sjældent 

fastlagte, og i de tilfælde, hvor de er, kan grænserne 

være ganske tilfældigt valgte. 

Regionens legitimitet, den betydning og værdi, som 

det enkelte menneske og samfundet som helhed forbinder 

med en region vil i sagens natur være afstemt 

efter disse positioner. Derfor er de også som regionen 

i sig selv konstruktioner, der kan forandres over tid, 

hvis de præmisser, der ligger til grund for dem, ændrer 

sig. 

I nogle forskningsbidrag på dette område sondres 

mellem begrebet regionalitet og regionalisering forstået 

som sondringen mellem regionalitet som regionens 

grundlæggende institutioner og værdier til at opretholde 

regionens enhed og regionaliseringen som den 

facetterede proces, løbende på mange planer, men 

som samlet set bevæger sig i retning af at øge integration, 

kommunikation og sammenhæng i regionen. 

I virkelighedens verden er denne sondring mere 

spekulativ, end den lyder, fordi det er på baggrund af 

det, der tillægges regionaliteten, at regionaliseringen 

tager sit afsæt. Det er i praksis ikke muligt at sondre 

mellem en regions formelle struktur og så den regionaliseringsproces, 

der finder sted i regionen. De 

to er hinandens makkere. Ændringer i de formelle 

strukturer kan sætte gang i de uformelle processer, 

og omvendt; tendenser i den uformelle struktur kan 

fremtvinge beslutninger i de mere formelle apparater, 

hvis de er stærke og vedvarende nok. 

Men helt fundamentalt har de fleste både bureaukrater 

og politikere – og måske også borgere i almindelighed 

- samme vurdering af byer og regioner. Begge 

har deres aktører, deres institutioner, deres strategier, 

deres omverden, deres kulturelle særpræg etc etc. 

Etableringen af relationer mellem regionen og byen 

bygger derfor på parallelitet. De aktører, der tager et 

initiativ, der kan være tværgående det ene sted, leder 

automatisk efter samme type aktører det andet sted 

– og finder dem typisk også, hvis de gerne vil brede 

initiativet ud. 

Denne særlige struktur af parallelitet medfører formentlig 

en betydelig grad af duplikat – dvs. at et initiativ, 

en ide, et projekt allerede har været tænkt eller 

udtænkt i en sammenhæng, hvorefter det 

Senere løftes over i en anden – fra regionen til byen 

eller fra byen til regionen. 

Kender man hinanden på tværs i en region, er det 

typisk inden for samme fagområde. Politikere kender 

politikere, kunstnerne kender hinanden etc. Den parallelle 

tilgang kan formentlig bidrage til, at projekter 

får større volumen, fordi flere støtter og står bag, men 

bliver de også mere originale og innovative? 


Gensidigheden 

Her vælger jeg en praksisrettet og pragmatisk tilgang 

til at forstå hvad den regionale by reelt handler om, og 

de spørgsmål, der er de vigtigste: 

1. Grundpræmissen må være gensidighedens 

nødvendighed – at by og region er hinandens 

eller bør være hinandens ideelle forudsætninger 

for vækst og velfærd - 

2. Hvis denne præmis er rigtig, kan/skal præmissen 

så ses i et konkurrerende eller et komplementært 

perspektiv Skal by og region kunne konkurrere på 

de samme parametre, for at begge kan klare sig, 

eller skal vi se dem som komplementære, så 

region og by hver repræsenterer noget, som den 

anden efterspørger og er afhængig af? 

3. Hvordan defineres, observeres/analyseres og 

udvikles så denne grundpræmis for gensidighed? 

Grundpræmissens rationale bygger på, at det er 

kortsigtet at forestille sig en voksende storby trække 

al kraft ud af sit opland, så al tilførsel efterhånden 

må komme længere og længeret fra byen. Det ideale 

må ses som en levende dialektik og dialog, hvor der 

er mulighed for, at byen som dynamo og kraftcenter 

rekrutterer fra sit opland og samtidig kan lægge 

grunden til, at værdier også bevæger sig fra byen og 

til oplandet. 

Den moderne regionalisering og regionalisme, som 

den i de seneste par årtier især er blevet foldet ud 

gennem EU’s programmer, analyser som f.eks. kan 

findes i en mangfoldighed af Hvidbøger m.m. og dermed 

i EU’s sprogbrug er i særlig grad forbundet med 

økonomisk udvikling og vækst sammen med forestilling 

om en mere eller mindre klar territorial afgrænsning. 

Forhold som etnicitet, sprog, natur, eller fælles 

historie - eller mangel på samme - er af mindre om 

nogen betydning. Dét, der binder en region sammen, 

er tilstedeværelsen af en flerhed af fælles materielle 

og konkrete forhold. Og sammenbindingen er især 

set i forhold til alt, der er uden for territoriet, fordi regionen 

er en del af en større europæisk enhed. 

30 

Grundpræmissen for dette forsøg på at udrede forholdet 

mellem de to parter, byen og regionen, er at der 

er en gensidighed, hvor hver part er med til at påvirke 

og definere den anden part ikke alene retorisk, erkendelsesmæssigt, 

men naturligvis også i virkelighedens 

verden, hvor det kan måles og vejes. Den modsatte 

situation ville være, at både byen og regionen hver for 

sig ville kunne leve, udvikle sig og måske uddø, uden 

at man kunne observere nogle nævneværdige relationer 

til eller konsekvenser for den anden part. Det 

kan forekomme som en illusion i vores del af verden, 

men hvilken og hvor omfattende en afhængighed, der 

i givet fald er tale om, er til gengæld væsentligt mere 

uklart. 

Der er tale om et grundvilkår, der også er forbundet 

med mobilitet, dvs. bevægelser af mennesker, varer, 

tjenesteydelser og ikke mindst kapital i både konkret 

og abstrakt betydning af begrebet. Den totale bevægelse 

af alt mellem byen og regionen er afgørende 

for, at man kan tale om begge som noget, der hænger 

sammen og er hinandens forudsætning. 

Måske er det en særlig nordisk optik, at man gerne 

vil se de to i et indbyrdes forhold, for det er vel ikke 

naturgivent, at enhver stor by også må have et ”opland” 

– en region omkring sig. Byer er blevet etablereret 

på steder, hvor det er umuligt med et traditionelt 

”opland”. 


Begrebsafklaringer og -uklarheder 

Men især i Norden har fortællingen om vandringen 

fra by til land en meget stærk forklaringskraft. Den er 

også reel, men den skygger muligvis for, hvad der i 

dag er gældende for forholdet mellem en større by og 

så den region, som den er hovedby for. Vandringen 

fra land til by er på en eller anden måde urbaniseringens 

kerne. Det er den, der i første række får byen 

til at vokse, og den til den udvikling knytter der sig en 

lang række billeder både af byen men også af landet. 

Det er ikke tilfældigt, at urbanisering som regel er 

blevet set sammen med ”afvandring” fra landet. 

Hele det billedsprog, som denne udvikling er indfældet 

i, gør det vanskeligt at konstruere en moderne 

dynamik mellem region og by. Berettiget eller uberettiget 

er det som, om der altid kommer en ubalance ind i 

fortællingen, sjældent til landets eller oplandets fordel. 

Historien om urbanisering kan ikke adskilles fra historien 

om afvandring og steders forladthed. Det er også 

en præmis for at genskabe en ny og moderne fortælling 

om, at byen og regionen skal hænge sammen og 

være hinandens livredder. 

En anden ubalance vedrører identiteten. At føle sig 

tæt knyttet til noget, der er meget større end lokale 

samfunds landsby, kvarter eller vænge, er en udfordring 

for mange. Regional identitet sammenlignet 

med lokal identitet taber på graden af intensitet og 

forbundethed. I langt højere grad end byen eller det 

lokale samfund står regionen som noget konstrueret, 

med mindre der er helt særlige historiske, men eller 

måske kulturgeografiske sammenhænge 

I sjældne tilfælde kan den lokale identitet række over 

by- eller kommunegrænsen. Det er også muligt, at 

den slet ikke når ud til bygrænsen. Den når måske 

ikke længere end til den mindste enhed, man kan 

finde – uden for familien – vænget, gaden, kvarteret, 

landsbyen, sognet. Som sådan er den lokale identitet 

også en konstruktion, men det er ikke en konstant foranderlig 

konstruktion. I kraft af en ofte stærk historisk 

bundethed kan den ikke uden videre ændre sig fra 

det ene øjeblik til det næste ved at blive skrevet ind i 

en ny sammenhæng. 

Det er heller ikke et ukendt fænomen, at folk fortsat 

bekender sig til en enhed, der for længst er skrevet 

ud af den eksisterende lovgivning og de gældende 

geografibøger. I Danmark har gamle sognegrænser 

mange steder fortsat den betydning, at folk identificerer 

sig med dem og føler sig trygge ved at kende 

deres eget tilhørsforholds yderste afkroge. Den lokale 

identitet, dens grænser ufortalt, har ofte en historisk 

kerne, et udgangspunkt, som alle, der kender det, kan 

bruge som fælles reference. Det er også et billede på 

denne identitets styrke. 

Denne kerne er almindeligvis fuldstændigt fraværende 

i store moderne konstruerede regioner, hvad enten 

de er skabt på grundlag af moderne forvaltningsreformer, 

eller de er resultatet af store EU-styrede makroøkonomiske 

analyser, der introducerer forekomsten af 

f.eks. bestemte vækstregioner. 

Dobbeltheden mellem historie og moderne konstruktion 

gælder også for en region. Regioner kan have 

dybe historiske og kulturelle rødder, og de kan være 

rene politisk skabte artefakter, som f.eks. de 5 nye 

regioner i Danmark, der blev etableret efter den seneste 

kommunalreform i 2007. De er et produkt af ren 

økonomisk, politisk praktik og pragmatisme og trods 

ihærdige forsøg fra regionale politikere på at skabe 

en form for ny regional identitet ville antagelig kun 

få borgere gøre anskrig, hvis man ændrede på regionsantallet 

eller grænserne for regionerne, fordi de 

færreste kender deres præcise udstrækning eller føler 

nogen udtalt tilknytning til dem. 

EU’s foretrukne regionsopfattelse defineres efter den 

økonomiske rationalitets linier. Bestemte regionsmønstre 

tegner sig, hvis man eksempelvis analyserer den 

europæiske ledighed eller bestemte vækstrater, og 

det interessante vil naturligvis så altid være, om det er 

fælles realpolitiske og 

realøkonomiske træk i hele denne region, der fører til 

denne form for ”fælles identitet”, eller det i virkeligheden 

enten er tilfældigt eller måske netop er forskellige 

forhold, der blot har ført frem til det samme resultat. 

Man kan diskutere, hvad der reelt kan definere eller 

afgrænse en region, og man kan diskutere, om den 

præcise afgrænsning har nogen konkret betydning 

for, hvordan en by kan agere i forhold men region. Er 

en moderne region i virkeligheden blot det antal kommuner 

eller andre enheder, der nu en gang har taget 

den beslutning (eller foretaget den konstruktion), at 

de vil arbejde sammen for at nå et eller andet mål? 

Med andre ord defineres regionen blot via gennemslagskraften 

i det politiske lederskab og via professionel 

kommunikation? 


Netværksbyen 

En af de herskende diskurser i den aktuelle forskning 

inden for byteori er forestillingen om, at moderne byer 

bevæger sig fra at være det, man kalder for ”funktionsopdelte” 

til at blive netværksby. En form for glidende 

udvikling fra at have boliger, produktion, rekreative 

områder m.m. adskilt fra hinanden til et langt mere 

dynamisk og plastisk byrum, hvor byens artefakter 

enten ligger tæt på hinanden, eller direkte er blandet 

sammen i den forstand, at de mennesker, der hører 

til i de forskellige funktioner møder hinanden og har 

adgang til områder eller aktiviteter fælles. 

Det er især den spanske sociolog Manuel Castells, 

der gennem sit pompøse trebindsværk om netværksbyen 

fra 1990’erne satte fokus på denne transformationsproces 

– den stedsløse tid og det tidsløse 

sted, hvor et centralt omdrejningspunkt måske netop 

er modsætningen eller rettere sammensætningen 

af ”steder” og ”strømme”. På den ene side betyder 

rummet en form for afsluttethed, man skal slå sig ned, 

men omvendt er forudsætningen for konstant vækst, 

at der også er effektive og attraktive ”strømme” både i 

bogstaveligste og i mere overført forstand. 

Og der er jo et interessant paradoks gemt i, at byerne 

på den ene side investerer enorme ressourcer og 

strategier i at blive attraktive for lokalisering af både 

uddannelse, virksomheder og borgere og meget 

mere, samtidig med, at mobilitet og pendling samtidig 

udvikler sig. Det bliver så at sige en kamp om at holde 

på de troløse. 

Den digitale revolution bryder byernes funktionsgrænser 

ned. Uanset, hvor i byen man står, kan man blive 

en del af en digital platform. Steder, miljøer og menneskers 

position, placeringer og roller opløses i den 

digitale platform. Relationen ligger i de ord, der skrives 

og siges. Den digitale kommunikation har ingen 

bilag, den er situativt styret. Den overruler alle forestillinger 

om tæthed og fjernhed, fordi med mobilen er 

man jo altid tæt på et eller andet. Karikaturen er byen 

som et socio-teknisk landskab, hvor alle er i virtuel 

forbindelse med hinanden men ingen aner, hvordan 

gader, pladser eller infrastruktur ser ud eller hænger 

32 

sammen. Forløberne for dette scenario kan til tider 

afprøves, hvis man spørger unge mennesker om vej 

i en stor by, og man opdager, at geografisk retningssans 

kan være en undtagelse som kompetence. 

Netværksbyen udvikler sig som en tæt by. Byfortætning 

er blevet et voldsomt brugt modeord blandt 

planlæggere disse år og tager sit udgangspunkt i en 

særlig bylogik, der kan få 2+2 til at give 5. Byens logik 

er tæthedens logik. Der er en forestilling om, at tætheden 

skaber dynamiske relationer, der igen skaber 

eller bidrager til samfundets merværdi. Summen af 

de enkelte dele er større end de enkelte dele. Legitimeringen 

af tætheden understøttes også af, at den er 

mindre ressourcekrævende og derfor miljømæssigt 

mere politisk korrekt. 

På det mikrosociologiske niveau ved vi imidlertid ikke 

meget om, hvordan denne tæthed arter sig i byrummet. 

Markedslogikken tilsiger, at hvis der er mange 

mennesker på et afgrænset område, er det et godt 

udgangspunkt for business – der skabes simpelthen 

et marked - men virker samme udgangspunkt også 

til at styrke relationerne mellem mennesker i tætheden?. 

Samtidig med denne tæthedsdiskurs kan man 

finde sociologer som Zygmunt Bauman, der til stadighed 

hævder, at det moderne menneske er det mest 

individualistiske og ensomme nogensinde. Aldrig har 

isolation været så stærk en eksistentiel betingelse eller 

mekanisme, som den er i det moderne samfund. 

Castells selv peger på, at netværkssamfundet fører til 

en stærk opdeling mellem de deltagende, økonomisk 

velfunderede – og så en række andre, der i mindre 

grad får andel i ”netværkets” værdiskabelse. 


Selv om geografiske dimensioner opløses med digitaliseringen, 

så har byfortætningen alligevel sin klare 

logik, at når man bringer mennesker og funktioner 

tæt sammen, så antages det, at der sker noget, der 

er mere løfterigt og bæredygtigt end den modsatte 

tendens, der mange steder i Verdens byer er gået 

sin tvivlsomme ”sejrsgang”, nemlig urban sprawl, at 

byer simpelthen vokser ud af sin egen skal og skaber 

mystiske tuer af større eller mindre områder og 

bebyggelser typisk i metropolernes udkant, ofte både 

socialt og økonomisk belastede områder, som det 

er udsigtsløst og i værste fald umuligt at inddrage 

i en udviklingsrettet strategi. Over there bruges de 

som kulisse for socialrealistiske romaner af Richard 

Ford og Robert Pussi eller tidligere som motiv for et 

af Hoppers berømte billeder. Her kan man følge det 

synspunkt, at fremtidens ghettoer første og fremmest 

er de områder, der ikke bliver forbundet til det infrastrukturelle 

net. De ligger mellem netmaskerne. 

Vi har imidlertid fortrængt, at de områder, der omfattes 

af denne ”sprawl”, som har så dårligt et ry, reelt 

også er at betragte som en del af byens ”opland”. 

Den hænger jo i en eller anden grad sammen med 

byen er et produkt af dens eget liv. Disse områder har 

etableret sig, fordi mennesker er blevet forvist til dem, 

fordi det er for dyrt, for fremmedgørende eller direkte 

frastødende at være i den centrale del af byen, hvis 

man ikke passer ind i storbyens mainstream. Klemt 

inde mellem motorvejsfletningerne, er der et fristed, 

der låner fællesskab fra landet og historier fra byen, 

der udveksles i de faldefærdige bodegaer og foran de 

lukkede småbutikker. 

Men billedet er også langt mere flertydigt. Den store 

udfordring er netop at begribe, hvordan man skal se 

forstæder, områder, der ligger uden for men alligevel 

ikke er isoleret fra byen, og hvordan skal de så igen 

begribes i forhold til ”regionen” – dvs. det, der ligger 

endnu længere væk men både påvirker og påvirkes 

af byen? Og hvordan med udkanternes udkant, som 

det hedder i den danske debat om udkantsregioner. 

Man kan komme så langt ud på landet selv i et lille 

land, at der overhovedet ingen forbindelse er til et 

større fællesskab. 

Det, som Castells (2003) har kaldet den informationelle 

by, illustrerer, at Europa består af nogle indbyrdes 

forbundne metropolregioner, der kan nås gennem effektive 

transportforbindelser, komplekse og magtfyldte 

både politisk og økonomisk men også dynamiske og 

foranderlige. Sat på spidsen er disse regioner ikke 

længere et afgrænset sted, men derimod en proces, 

der set i det lange historiske lys sikkert både kan udvikles 

eller afvikles. 

I hans version af det moderne netværkssamfund 

peges på tre centrale faktorer, der indgår som dynamiske 

komponenter i den konstante netværksproces; 

nemlig teknologi i form af servere, routere etc., stederne 

som især de knudepunkter, der skabes gennem 

netværksudbygningen og som i sagens natur kan 

være foranderlige set over tid og endelig den menneskelige 

faktor, forstået især som den elite, der til 

enhver tid og i en hver sammenhæng især sætter en 

udvikling i gang og driver den frem. De er til enhver 

tid lokaliserbare, forskellige steder i det dynamiske 

netværkssamfund. 

”Tidsløs tid og stedsløst rum” er kernedeklarationen 

for Castells netværksby. 

Komponenternes umiddelbare rolle kan identificeres, 

men i virkelighedens verden aner vi ofte ikke, 

hvilken betydning eller indbyrdes relationer, der kan 

være imellem. Som man kan se i mange byer kan 

der eksempelvis eksistere klynger af institutioner eller 

virksomheder inden for et givent område. De kan 

være resultatet af en planlagt politisk strategi, men de 

kan også være opstået af helt andet. Når en by har 

fået en klynge af institutioner og virksomheder inden 

for f.eks. velfærdsteknologi, er det i høj grad resultatet 

af en i hvert fald vis tilrettelagt proces. Når byen også 

har fået et godt ry som arnested for ung musik, er det 

antagelig resultatet af en helt anden og langt mindre 

styrbar proces, hvor fysiske rammer, beslutningstagere, 

ildsjæle og teknologi bevæger sig i et komplekst 

system, hvor det formentlig kan være meget til diskussion 

dels, hvad der kan være den igangsættende 

kraft, dels hvad er i praksis kan drive det fremad, kort 

sagt hvad der har haft størst betydning på et givent 

tidspunkt i processen. 


Megatrends mobilitet – og magt 

Det måske oftest nævnte tema i debatter og analyser 

om regioner er antagelig mobiliteten, flytningsmønstre, 

pendling, kort sagt bevægelse dels til og fra 

regionen, dels internt i regionen. Mobilitet kan i sig 

selv siges at være regionsskabende. I Danmark blev 

en tidligere statsminister voldsomt udskældt tilbage i 

1980’erne, da han i et interview havde tilkendegivet, 

at han kun så to til tre reelle regioner i landet, centreret 

omkring de dengang tre største universitetsbyer. 

Senere forskning fra Ålborg Universitet i udviklingen 

af pendlingsoplande dækkende perioden fra 1982- 

2002 har foreløbig tegnet det klare billede, at de tre 

store universitetsbyer, sammen med Ålborg og trekantområdet 

i disse tyve år klart udviklede sig til at 

blive centre for tiltrækning af arbejdskraft og for gensidig 

mobilitet også, mens udkantsområder i Jylland, 

Sydsjælland og det sydligste Fyn næsten forblev 

uændrede. 

Man kan skalere denne historie op og se på hele 

den sydlige del af Skandinavien som ét stort urbant 

område, hvis muligheder for interne relationer og 

infrastruktur utvivlsomt kan udvikles i de kommende 

årtier. Den bedst kendte er Øresundsregionen og alle 

de infrastrukturelle scenarier, der er blevet udviklet i 

den forbindelse, f.eks. med visionen om loop city (illustration) 

omkring København, Malmø, Helsingborg, 

Helsingør m.m. 

Det måske tankevækkende ved den danske undersøgelse 

af disse pendlingsoplandes udvikling set over 

en tyveårigperiode fra 1982-2002, der i Danmark stort 

set var præget af økonomisk recession i hele perioden, 

er at udviklingen ikke blev stimuleret hverken 

af regionalt politisk lederskab eller voldsomme investeringer 

i den kollektive trafik. Den foregik løsrevet 

fra alle politiske diskussioner og med reference til de 

problemer, der sidenhen har ramt den kollektive trafik 

har flere måske erkendt, at man burde havde investeret 

mere i den op gennem 1980’erne og 1990’erne. 

Det rejser jo også det meget enkle spørgsmål, hvad 

er det vi reelt kan planlægge og samarbejde os til i en 

given konstruktion mellem by og region, og hvad kræver, 

at megatrends og konjunkturer spiller sammen og 

presse i den rigtige retning.? 

34 

For hele Nordens vedkommende er der imidlertid 

ét stort fælles bybillede, én fælles historie om regioner 

og byer, som alle de fire store nordiske lande er 

indfældet i. Uanset, om man kigger på befolkningstæthed, 

pendlingsmønstre, mobilitet, infrastruktur og 

begynder at tegne det ind på et nordisk kort, så er det 

samme tegning, man når frem til. I Norge, Sverige, 

Finland koncentrerer aktiviteter og vækst sig i den 

sydlige del af disse geografisk store lande, og i disse 

dele af landet er der igen en klar tendens til, at hovedstaden 

og måske enkelte andre store byer tegner sig 

for broderparten af al vækst og aktiviteter. 

I Danmark, hvor det ikke rigtig giver mening at tale om 

verdenshjørner, er billedet i lille skala dybest set det 

samme. Hovedstaden afbilleder den stærkeste vækst, 

og oplandet hertil vokser konstant. Lidt mindre, men 

lige så klart billede afgiver udviklingen i de største 

universitetsbyer. 

Norrköping danner sammen med Linköping en strategisk 

alliance som Sveriges fjerde storstadsregion. 

Lillestrøm må forholde sig til tætheden til Oslo, Trondheim 

har på hele uddannelses- og forskningssiden 

sin rolle som knudepunkt for en stor del af sin del af 

Vestnorge - i konkurrence med Oslo, Odense indgår 

både i en formel regionsdannelse med resten af Syddanmark, 

men arbejder på erhvervssiden også med 

kommunerne på øen Fyn, som er en region rent mentalt 

blandt danskerne o.s.v. Malmø er som bekendt en 

central del af en ny Øresundsregion – loop city, som 

denn er blevet kaldt af nogle, og Fredericia en del 

af et særligt Trekantomåde med tre-fire mellemstore 

byer, der både arbejder sammen og konkurrerer. 

Alle de byer, der deltager i netværket har en størrelse 

og en geografisk placering, der gør, at de må agere 

sammen med og forholde sig til noget, der ligger uden 

for deres egne grænser, men på d en anden side ikke 

længere væk, end at ”konstruktionen” ikke behøver 

nogen definitiv definition. 


Den regionale by er en by, der arbejder uden for sine 

egne grænser, ikke skabt efter en teoretisk model 

men baseret på de konkrete vilkår i det pågældende 

område. 

Langt flere eksempler kan naturligvis nævnes, men 

det interessante er, hvilken betydning en regional rolle 

har i forhold til de beslutninger, der træffes af byens 

aktører. Og dermed, hvilken betydning det regionale 

har for byens udvikling og identitet. 

Alle byerne bevæger sig i deres regionale rolle mellem 

disse to positioner, konstrueret identitet over for 

en historisk given identitet. Kun på et analytisk og 

måske lidt akademisk plan kan han holde to positioner 

adskilte. 

Hele regionaliseringen synes at basere sig på den 

grundtanke, at en stærk sammenhæng og en integration 

i en region mellem dens største bycenter og omgivelserne 

har en positiv effekt på både beskæftigelse 

og økonomisk vækst i hele regionen. 

Hvorvidt der nu er fuldstændig evidens for den tanke 

om harmonisk balance er måske usikkert, men ikke 

desto mindre er det på den anden side svært at argumentere 

for det modsatte synspunkt, nemlig at manglende 

integration skulle være særligt vækstgivende. 

Det er klart, at den regionale storby som et resultatet 

af denne forestilling tiltrækker ressourcer fra sit opland 

og uanset om den foretager sig noget eller ej, så 

vil der altid være tendens til, at mange søger mod den 

større by. Det er simpelthen urbaniseringens væsen. 

Det, der står uklart er, hvordan man undgår, at urbaniseringen 

dræner landområderne for mennesker, 

økonomi og energi. 

At definere en region er ingen let opgave. Den er delt 

mellem historiske og geografiske forhold på den ene 

side og moderne politiske og administrative på den 

anden side - eller om man vil historiske konstruktioner 

på den ene side og nutidige på den anden side. 

Regionen Syddanmark er eksempelvis en politisk 

administrativ konstruktion frembragt gennem en kommunalreform 

i 2007. Norrköping og Linköping som 

Sveriges “4 største storstadsregion” er logisk defineret 

ud fra, at der må være tre andre inden for den 

samme nationale kontekst osv. øen Fyn, hvor Odense 

er den største by, kan opfattes som en region ud fra 

en ren geografisk måske kulturhistorisk betragtning, 

fordi det en centralt placeret ø med en række kulturelle 

særtræk, det samme med Jylland, som ganske 

vidst kun er en halvø og Sjælland, der også har vand 

omkring sig. Trondheims region og opland er fylket 

Sør-trøndelag, fordi ingen byer i miles omkreds har 

en størrelse, der kan konkurrere med Trondheims, 

men som national forsknings- og uddannelsesby er 

sammenligningsgrundlaget de øvrige store uddannelsesbyer 

i Norge. 

I vores sammenhæng må det regionale forstås som, 

det opland og de omgivelser, som byen ser sig som 

en del af og agerer sammen med. Det kan både være 

i form af strukturel interaktion, f.eks. som pendling, 

rekrutteringsopland m.m., der kan måles og registreres 

statistisk, eller det kan være strategisk interaktion; 

dvs. gennem valgte samarbejdsinitiativer og tiltag, 

hvor man arbejder sammen på tværs af kommunale 

grænser i et givent område - almindeligvis defineret 

ud fra nogle fælles strategier og målsætninger. 

Tættere kan vi ikke komme definitionen af en region i 

den sammengæng, som det i praksis anvendes her. 

Måske som følge af, at en region ofte er en konstruktion 

uden særlig slagkraft er der til tider en forventning 

om, at det er den store bys opgave at tage det første 

skridt til nye regionale initiativer, der kan fremme en 

regional integration og mobilitet, og det skal ske på en 

måde, så der er en generel opfattelse af, at initiativet 

fører til en afbalanceret udvikling til gavn for alle både 

byen og dens opland. 

Legitimeringen af, at man lokalt skal levere ressourcer 

til en fælles indsats, er til gengæld afhængig af, 

at man kan godtgøre et udbytte, man ikke selv kunne 

tilvejebringe ved egen hjælp. 


Øresundsregionen – i øjesyn 

I Norden er der i form af Øresundsregionen skabt et 

åbentlyst “kingsize” laboratorium for en regionsdannelse 

af en betydelig størrelse. Samarbejdsinitiativer 

og integrationsmønstre kan studeres og følges over 

tid mellem to regioner, der begge har stærke traditioner 

for at registrere og analysere. 

Man kan stille to oplagte spørgsmål, som kan gælde 

for alle steder, hvor byerne skal agere i en regional 

sammenhæng: 1. hvilke typer af initativer ser ud til at 

være de mest succesfulde og 2. hvad er det især, der 

ser ud til at virke som fremmende for regionaliseringen 

i det pågældende område? 

Det er ikke samme spørgsmål stillet på to forskellige 

måder, og der er end ikke nødvendigvis en sammenhæng 

mellem de to spørgsmål. Der kan utvivlsomt i 

tilfældet med Øresundsregionen findes eksempler på 

succesfulde enkeltprojekter, der næppe har haft den 

store effekt i forhold til den overordnede integration, 

og som muligt svar på det andet spørgsmål kan man 

have en mistanke om, at nogle ret enkle greb, der 

måske kunne handle om skatteforhold, kørselsfradrag 

eller lignende ret persontætte forhold kunne være 

særdeles effektive. 

Med andre ord er der i forhold til regionalisering en 

oplagt mulighed for at sammenholde to sæt af initiativer 

op mod hinanden; nemlig de konkrete netværk af 

alle mulige typer og så de strukturelle; dvs. Initiering 

af f.eks. fælles regelsæt, praksis m.m., forhold, som 

typisk har betydning for et stor antal mennesker. 

De første er typisk iværksat af alle de aktører, der 

arbejder med regionaliseringen, de andre iværksættes 

som politiske initiativer, der så påvirker adfærd og 

handlinger hos mennesker, virksomheder og institutioner 

på begge sider af sundet. 

36 

Øresundsregionen har i omegnen af 3 mio. 

Indbyggere - ca. 1.8 på Københavnssiden og lidt 

over 1.1 mio. på den svenske side. Flere len og 

mange kommuner vanskeliggør formentlig en 

fuldstændig enstrenget strategi. I dag pendler omkring 

40.000 over sundet, mens 150.000 pendler 

ind til København og tilsvarende 40.000 ind til 

Malmø. Så der er god plads for videreudvikling. 

Pendling og arbejdsmarkedsintegration er i hvert 

fald to forhold, der påvirkes af efterspørgsel og 

strukturelle initiativer af den eller anden art. Og 

over for disse står så muligheden for at dykke 

ned i enkeltinitiativer som Øresundsuniversitetet, 

Medicon Vally Academy, den koordinerede arbejdsformidlingsindsats 

for at høste erfaringer og 

få ideer. 

Øresundsregionen er et studie i en proces, fordi 

man på nogle - på forhånd - udvalgte nøgleområder 

som arbejdsmarkedsforhold, pendling, ejendomsforhold 

etc. kan følge en udvikling over tid 

- og samlet set er konklusionen lige nu: integrationen 

vokser og udvikler sig, når den infrastruktur, 

der skal styrke den, også fungerer. 

Og med Lund og Malmø er der således to centrale 

byer, som er en vital del af hele den regionsdannelse, 

der finder sted. De repræsenterer på 

dette felt en viden og en mængde erfaringer, der 

er centrale at få i spil i diskussionen om byernes 

regionale muligheder og opgaver. 


Size matters? 

Relationerne mellem den mellemstore kommune og 

region - og mellem kommunerne i en region - skabes 

bl.a. Som følge af de kommunalreformer, der enten er 

gennemført eller udvikler sig i de nordiske lande. 

Formentlig er det en kendsgerning, at der er langt 

flere muligheder for samarbejde på tværs mellem 

regionsniveauet og kommuner og mellem kommuner i 

en region, end der er prøvet af. Måske skal man også 

erkende, at når det rejer sig om samarbejde og alliancer 

er det netop ikke en ”one size fits all” model, hvilket 

følgende eksempel afslutningsvis kan illustrere. 

På baggrund af en ny undersøgelse havde Danmark 

i sommeren (2012) en debat om unges misbrug af 

narkotiske stoffer, hvor en af Danmarks førende 

eksperter på området rettede kritik af kommunernes 

manglende viden og indsats og anbefalede, at to 

til tre kommunerne gik sammen for at opbygge den 

fornødne viden, fordi det erfaringsmæssigt krævede 

et befolkningsunderlag i omegnen af 100.000 for at 

skabe den fornødne viden til at gøre en forskel. 

Anbefalingen er interessant, når man i en analyse fra 

1997 kan læse, at et dansk institut, der beskæftiger 

sig med fremtidsforskning, pegede på, at man i de 

kommende år skulle gøre op med for store bureaukratiske 

kommuner, hvis man vil sikre byerne i den 

fremtidige globale konkurrence. Helt så enkelt gik 

det ikke, da man ti år senere skar antallet af danske 

kommuner ned fra omkring 271 til 98 og derigennem 

fik skabt nogle af Europas største kommunestørrelser 

med et gennemsnitligt indbyggertal på lige over de 

55.000 indbyggere. 

Og det er altså disse kommunestørrelser, der måske 

er for små, hvis man skal samle ekspertise inden 

forbehandling af unges narkomisbrug. 

Size matters, men hvilken i et netværkssamfund?

Hvidbog NCN-seminar i Uppsala 12.-14. maj 2013 - Nordic City ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?