Download PDF - Forsvarskommandoen

8
Jomini
Antoine-Henri Jomini (1779-1869) forsøgte gennem analyser af Frederik den Stores og
den unge Napoleon Bonapartes felttog at deducere ”Newtonske principper” for krigsførelsen.
Hans ambition var at skabe rationalitet i et irrationelt miljø, gennem en krigsførelsens
teori, som det kom til udtryk i Precis de l’Art de Guerre, en lærebog, der er karakteriseret
ved en klar og logisk systematik og terminologi. Hervé Coutau-Bégarie udtrykker det på
den måde, at det militære paradigme personifi cerer sig i Jomini, der sætter sig for at ”udføre
krigen.” Hans mål er at tillade den bedste anvendelse af midlerne ved hjælp af nogle
centrale ideer, med den risiko at reducere komplekse tanker til formler14 . Han fi k betydelig
indfl ydelse på den krigsvidenskabelige tænkning langt op i det 20. århundrede.
Carl Von Clausewitz
Jominis samtidige, Carl von Clausewitz (1780-1831) personifi cerer ifølge Coutau-Bégarie
det politiske paradigme: Han sætter sig for at tænke krigen. Hans mål er at vise den strategiske
handlings kompleksitet og at minde om dens væsentlige forbindelse til det politiske
formål, med risiko for ikke at leve op til praktikerens forventninger15 . Clausewitz interesserede
sig primært for krigens natur og dens rolle som socialt fænomen. Man kan sige,
at Clausewitz bevidst valgte ikke at indlade sig på systembyggeri, i modsætning til Jomini,
der opbyggede et fast system for krigsførelsen med en klar og logisk sammenhæng.
Clausewitz søgte at skabe en videnskabelig forbindelse mellem teori og virkelighed i form
af krigserfaringer. Når han har indtaget en så dominerende rolle i krigsvidenskaben, skyldes
det efter min opfattelse, at han som ingen andre har undersøgt krigen som socialt
fænomen. Dermed er han stadig aktuel og til enestående inspiration for militære tænkere
– og civile, ikke at forglemme. Clausewitz’s videnskabsideal er stærkt præget af Immanuel
Kant (1724-1804), der hævder, at også socialvidenskaberne bør følge de Newtonske principper16
. Imidlertid erkender Clausewitz, at det næppe er muligt helt at applikere dette videnskabsideal
på krigsførelse: ”Begrebet lov i relation til erkendelse kan med føje undværes
for krigsførelsen, fordi krigens komplicerede fænomener ikke er så regelmæssige, og
de regelmæssige ikke er så komplicerede, at man med dette begreb skulle nå meget længere
end med den enkle sandhed” 17 . Hans hovedværk, Vom Kriege, må vel siges at udgøre
den hidtil eneste overordnede og konsistente krigsteori.
Det er værd at hefte sig ved etnologen Thomas Højrups betragtninger i hans artikel ”Det
krigsvidenskabelige værksted,” hvor han indleder således: ”Når Carl von Clausewitz’ videnskabelige
værk Om krig i dag danner grundlag for forsvarsakademiets undervisning i krigens
teori og strategi, er det fordi, dette værk repræsenterer krigsteoriens grundlæggelse
som videnskab. OM krig samler en lang occidental krigshistories teoretiske arv, dens mangeartede
erfaringer og antagelser om, hvad der sker, kan ske og må ske i krigens vekselvirkninger,
for at udarbejde grundstammen i en kohærent og midtpunktsamlet måde at
tale om krigen på. For med Clausewitz’ egne ord, at skabe klare forestillinger om de enkelte
emner, dvs. forestillinger, der hænger logisk sammen med et nødvendigt udgangspunkt.
Om krig blev et epistemologisk brud. Clausewitz påbegyndte en reorganisering af
hele emnet, omstøbte dets problematik og skabte en grundstamme af indre sammenhænge,