Download PDF - Forsvarskommandoen

krigsvidenskab, er sammenfaldende med strategisk teori, hvilket formentlig bunder i den
angelsaksiske verdens uvilje mod begrebet krigsvidenskab. Andre ville formentlig kalde det
krigskunst.
Hervé Coutau-Bégarie påpeger i sit breviar om strategi, at krigskunsten omfatter en ufor-
anderlig del og en variabel del. Den uforanderlige del er større i strategien end i taktikken,
som er mere afhængig af midlerne og miljøet. Konfliktførelse udviser et bestemt antal karakteristika,
som man under forskellige former, genfinder i alle tidsaldrene. Fra disse karakteristika
stammer almene rettesnore, der sigter mod at opnå overlegenhed over modstanderen
og mod at udnytte hans svage punkter. Det er disse rettesnore, almengyldige
uafhængige af terrænet, kulturerne, midlerne og omstændighederne, som teorien ophøjer
til principper. Principperne tilvejebringer universelle standarder, der tillader en fælles målestok
for strategernes gøren og laden. Efterlevelse af principperne er ikke en garanti for
succes, men de udgør en forsikring mod grove fejl. ”Man kan blive slået, men det er aldrig
tilladeligt at blive overrasket” (Blücher). Underkendelse af de fundamentale principper indebærer
en risiko, som straffes i tilfælde af modgang37 .
Allerede i Antikken søgte man efter krigsførelsens principper. Flavius Vegetius Renatus,
bedre kendt som Vegetius, skrev omkring år 390 et værk, Epitoma Rei Militaris, der i øvrigt
er bemærkelsesværdigt ved dets videnskabelige tilgang til militær tænkning, hvori han gør
et forsøg på at opstille en række principper for krigens førelse. Dette forsøg videreføres af
de fleste militære tænkere fra det 17. århundrede med større eller mindre held. Principperne
blev indledningsvis udformet på og for det taktiske niveau og siden overført til det
strategiske. Principperne har haft form af argumenterede læresætninger. Den fremherskende
opfattelse har været, at krigskunsten var for kompleks til at lade sig indskrænke til
enkelte nøgleord, men som Coutau-Begarie påpeger, sker der i slutningen af det 19. århundrede
et skred, idet teoretikerne ”er kommet i vane med at begrænse sig til et enkelt
ord: overraskelse, initiativ, tyngde….Denne reduktion har en stærk suggererende magt.
Ulempen er, at den forstærker risiciene for fejlfortolkning af en kompleks virkelighed” Han
fortsætter: ”Denne fagkundskabens ubestemthed er ikke nødvendigvis ensbetydende
med, at tankerne om principperne er strandet. Den beviser bare, at principperne ikke er
givne på forhånd, men dannede gennem fornuftsslutninger.
Krigskunsten lader sig ikke reducere til et én gang for alle fastlagt katalog, den tilpasser
sig til stadighed forandringerne i midlerne eller kulturerne” 38 . Han afslutter imidlertid dette
afsnit med en meget elegant formulering: ”Hinsides denne omskiftelighed, så når man alligevel
frem til at kunne identificere et vist antal bærende ideer, der vidner om en kundskab
opnået ved tankevirksomheden.” Han derefter identificerer nogle ideer eller principper,
om man vil: Midtpunktet er stræben efter overlegenhed i tid og sted, d.v.s.
koncentration (tyngde), initiativ (offensiven), overraskelse, driftighed og
ledelse(kræfternes samspil), handlefrihed, målet, økonomi med kræfterne, sikring, manøvre.
Man frygter, at der herefter vil komme en formulering, som den der engang stod i Hærens
Feltreglement I, hvor principperne blev udråbt til ”krigens evigtgyldige principper.”
17