Et undervisnings- og demokratiprojekt for 9. og 10. klasser ...

ufødte barn. Og hun har givet barnet navnet Katinka,
selvom hun faktisk ikke ved, om det ville være blevet
en pige:
"Jeg har følelsen med mig. Både den helt specielle følelse
af at have liv inden i mig og den stærke ensomhedsfølelse,
der væltede op i mig, da jeg vågnede op af
narkosen og var alene på hospitalet. Selvom det nu er
ved at være længe siden, at jeg fik aborten, og selvom
jeg ikke fortryder den, så fylder det noget i mit liv. På den
måde har det ikke været helt så enkelt her bagefter.
Men jeg ser fremad: Jeg glæder mig til at stifte familie om
nogle år, når det er helt rigtigt for børnene og for mig."
ANITA SERLANG valgte at få barn
Anita Serlang var 19 år, da hun fandt ud af, at hun var
blevet gravid med sin eks-kæreste. Hun havde lige fået
arbejde på en café. Ved siden af arbejdet sang hun i et
band og var i gang med at uddanne sig til sanger. Det
var bare overhovedet ikke det rigtige tidspunkt at blive
mor på. Alligevel valgte hun at føde sin søn, Tobias, der
nu er tre år:
"Jeg kunne ikke stå inde for at få en abort, bare fordi det
ikke lige var det rigtige tidspunkt at få et barn på. Livet
begynder lige med det samme - når æg og sæd er smeltet
sammen. Og man slår altså ikke et barn ihjel, fordi
det er det mest bekvemme for én selv."
Anita har altid været i mod abort, så der var slet ingen
tvivl om, at hun skulle føde Tobias. Men det havde
nogle høje omkostninger:
"Tobias' far blev stiktosset over at jeg ville
føde barnet, og sagde, at jeg garanteret var
blevet gravid med vilje. Jeg kunne ikke passe
jobbet i caféen efter at Tobias var blevet født.
Bandet er fortsat uden mig - og skal snart
indspille en CD. Og det der med sangundervisningen
er blevet udskudt.
Det har godt nok været hårdt at være alene
om Tobias, og jeg synes virkelig, at jeg har
betalt en høj pris for mit valg. Men når jeg ser på
Tobias kan jeg slet ikke forestille mig livet uden
ham. Tænk, hvis der i stedet for et billede af
ham, skulle hænge en tom ramme på væggen!"
Hvad må man gøre med tidligt liv?
Når der er et etisk dilemma knyttet til brugen af stamceller,
skyldes det, at nogle af disse stamceller skal
tages fra menneskelige fosteranlæg. Det vil sige, at de
skal tages fra fosteranlæg, der har udviklet sig i op til 6
døgn. Når man tager stamcellerne fra fosteranlæggene,
går fosteranlæggene til grunde. Om du mener, det er
etisk forsvarligt, afhænger blandt andet af, hvilken etisk
status du mener, et sådant fosteranlæg har.
Nogle mener, at menneskeligt liv begynder ved befrugtningen.
Et fosteranlæg er altså et lille menneske og derfor
har det krav på ubetinget beskyttelse af sit liv. Har
man den holdning, vil man ikke synes, det er etisk forsvarligt
at tage stamcellerne fra et fosteranlæg. Man vil
også være imod provokeret abort. Både abort og
forskning på fosteranlæg (der indebærer, at fosteranlægget
går til grunde) vil ud fra denne holdning kunne
betragtes som drab på et menneske.
Andre mener, at et 4-6 dage gammelt fosteranlæg ikke
er et menneske endnu. Har man den holdning, vil man
synes, at hensynet til beskyttelsen af fosteranlæggets
liv godt kan afvejes mod andre hensyn. For eksempel
hensynet til forskning, der sigter på at udvikle behandlinger
af alvorlige sygdomme. Man vil
også ofte mene, at provokeret abort
er etisk acceptabelt, fordi hensynet
til den gravide kvindes ønsker
vejes tungere end hensynet til
beskyttelsen af fosteret.
”Ethvert
menneske er
fra Guds hånd
en originaludgave”.