Et undervisnings- og demokratiprojekt for 9. og 10. klasser ...

Hvordan undersøger man et kommende barns vævstype?
Når man skal udvælge et fosteranlæg
med en bestemt vævstype,
må man først give hormoner
til den kvinde, der skal
være gravid. Det betyder, at
kvinden modner flere æg, end
hun ellers ville gøre.
Til vævstypebestemmelse og
sortering for arvelig sygdom skal
man helst kunne udtage 10-12
modne æg. Når æggene er taget
ud af kvindens æggestokke,
bliver de anbragt i en petriskål
og sæden bliver tilsat.
det heller ikke. Julie bliver holdt i live gennem jævnlige
blodtransfusioner. Og hun er hele tiden i risiko for at få
hjerneblødninger.
Julie kan sandsynligvis reddes, hvis hendes mor valgte
at blive kunstigt befrugtet, og hvis der blandt fosteranlæggene
blev udvalgt ét, der ikke alene ville give et
raskt barn, men også et barn med samme type væv
som Julies. Så ville Julie kunne få transplanteret stamceller
fra den nyfødtes navlestrengsblod, og hun ville
derefter begynde at danne knoglemarv. Men Julie og
hendes mor er ikke interesserede i den behandling.
De er af den overbevisning, at fosteranlæg har samme
værdi som børn. Og de mener derfor, at det er uetisk at
sortere blandt dem og at destruere de ikke-egnede æg:
- Skulle lægerne så stå der og vælge mellem 12 befrugtede
æg? Det er jo børn. Man slår ikke 12 børn ihjel
for at redde ét. Det minder mig om Hitler, der kun ville
have de racerene lyshårede. Her handler det om dem
Når fosteranlæggene har delt sig
til mindst fire celler, tager man
1-2 celler ud af hvert æg og
undersøger for vævstypen og for
relevante arveanlæg (for at sikre
sig, at det kommende barn ikke
bærer samme sygdom som det
allerede fødte barn). Man destruerer
de fosteranlæg, der ikke
kan bruges - enten fordi vævstypen
ikke er korrekt eller fordi
fosteranlæggene bærer en
genetisk betinget sygdom.
Et eller to af de "gode" æg bliver
sat op i kvindens livmoder, hvor
de forhåbentlig sætter sig fast og
begynder at vokse. Med den
nuværende teknologi er der dog
relativt ringe sandsynlighed for,
at der efter kunstig befrugtning
og ægsortering faktisk forefindes
et fosteranlæg med den rette
vævstype og uden arvelig sygdom.
Behandlingen er dermed
langt fra nogen sikker vej til
helbredelse af Jacob og Julie.
med de rigtige celler. Men hvorfor skulle de andre ikke
have en chance, siger Julie.
Hendes mor siger,
- Det ville da være en bekvem løsning. Men jeg vil ikke
have børn for at skabe reservedele. Det er en glidebane.
Jeg vil rigtig gerne have et barn mere. Men jeg vil blive
gravid på den helt almindelige måde. Jeg vil ikke kunstigt
befrugtes og i den proces vælge et barn til og vælge
andre børn fra. Jeg tager, hvad der kommer. Men selvfølgelig
håber jeg inderligt, at det barn, der måske
kommer, vil kunne bruges som donor for Julie.
Imens håber Julie og hendes familie på, at lægerne
finder en knoglemarvsdonor, der passer til Julie. For
hverken hendes forældre eller Louise kan bruges som
donorer.
27