Vilhelm Bergsøe. - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

Nissen. file:///D:/NissenBergsoe.htm den, der vidste bedst Besked om Høiboen, og derfor kaldte Bønderne i Uglerup dem ogsaa for „Nabo og Høibo“, og mente, at de i mange Ting stod saadan i Pagt med hinanden. Det gjorde de nu ogsaa paa en vis Maade; thi naar Palle vilde have et forsvarligt Stykke Smedearbeide, saa tog han ikke til Smeden i Uglerup. Nei, han ventede til det blev Fuldmaane, og naar han da saae Røg staa op over Toppen af Baunebjerg, saa vidste han at Raginald smeddede, og saa gik han derover. Saaledes kom han da en Aften og spurgte Raginald, om han kunde smedde ham et Plovjern. „Smal Sag!“ sagde Raginald haanligt. „Vil Du ikke hellere have et Sværd?“ „Nej, dem trænger vi ikke til nu,“ svarede Palle. „Saa maa det staa ilde i Landet,“ sagde Raginald. „Kom imorgen ved Midnatstide og hent din Jordrager.“ Da Palle næste Midnat kom til Høien, stod den klare Lue ud ad den saa stærkt, som aldrig tilforn. Bag nogle store Sten sad Raginald og travlede med et Par Rugstraa, som Vinden havde blæst overkors paa en stor Dynge Vaaben, kunstfærdig indlagte med Guld og Sølv, der glimrede i Maanelyset. Mellem dem laa Spænder, Ringe, Kjæder og Drikkehorn, Alt af det pureste Guld — aldrig havde Palle troet, at der var saadanne Ting til i Verden. Han støttede sig til sin Stav, mens han stod og saae til; men hvordan saa Raginald end bar sig ad, kunde han dog ikke faae de to Straa ud af deres Stilling. Tilsidst blev han ganske sort af Ærgrelse. Øinene lyste paa ham som glødende Kul og saa raabte han rigtig troldarrig: „Hid og Did gjør mig Skræk ! Hid og Did, vil I væk!“ Men Straaene blev liggende overkors, ganske som før, hvormeget saa Raginald pustede paa dem. „Hvad blæser Du saadan for?“ spurgte Palle. „Dine Kinder er jo nærved at revne.“ Da saae Raginald rigtig bedrøvet paa ham og sagde: „Vidste Du, hvad jeg veed, saa pustede Du dine Lunger itu. To tusende Aar har jeg været om at smedde, hvad der ligger, og nu har Hid og Did lagt sig over dem, saa jeg aldrig faaer dem tilbage i Høien mere.“ „Ikke Andet!“ sagde Palle og tog Straaene bort. Da drønede det i Høien med Klang som om hundrede Kister smækkede i. Ilden slukkedes; men op mellem Stenene skød sig et blankt Plovjern, og en Stemme raabte dybt nede under Jorden: 58 of 83 19-03-2009 20:46
Nissen. file:///D:/NissenBergsoe.htm „Nu har jeg Mit! Dér har Du Dit!“ Og saa var der Intet at se mere. Palle syntes, det var lovlig Lidet, han havde faaet for sin Hjælp; men da han næste Morgen spændte for Ploven, saa kunde han med det Plovjern pløie ti Gange saa meget som de Uglerup Bønder med deres. De stimlede alle omkring ham for at se hans vidunderlige Plovjern, og saa fortalte da Palle om alle de mageløse Skatte, han havde seet i Baunebjerg. Sognefogden kom nu ogsaa til, og da han havde hørt Palles Fortælling, foreslog han Sogneraadet, at de skulde grave Baunebjerg ud, for at dele Skatten mellem sig. Da Palle fik det at vide, blev han meget fortrydelig over sin Aabenmundethed; men forhindre det kunde han ikke, for Baunebjerg laa paa den yderste Udflytterlod, som endnu hørte Sognet til. Saa gik han ved Midnat ud til Høien, bankede paa og fortalte Raginald, hvad man havde isinde. „Lad dem komme!“ sagde Raginald og lo, saa det rystede i Høien. „Jeg skal nok værge mig.“ Og dermed sank han i Jorden, lige for Palles Fødder. Palle kigede efter ham og syntes, at han tog sig den Sag noget let; men i det samme skød Stenene sig fra hverandre, og Raginald stod foran ham med et drevet Sølvkrus i Haanden. „Tag det for din Villighed,“ sagde han; „men lad aldrig nogen veifarende Mand drikke deraf. Vel var det, at Du varede mig; for havde jeg redet til Gallehøi den Nat, de Uglerup Bønder gaaer til Baunebjerg, saa havde Gillikop og Raginald seet deres Høie for sidste Gang.“ Og dermed svandt han ned i Jorden igjen. Der var stort Røre i Uglerup, og mere blev der, da Bønderne fik Palles Sølvkrus at se; thi nu havde de da Syn for, hvilke Skatte Høien gjemte. Ved næste Fuldmaane samledes de alle med Hakker og Spader, og Sognefogden sagde: „Pas nu paa, at ingen Moders Sjæl lukker sin Mund op, mens vi graver; for saa synker Skatten i Høien igjen, og vi kan da ikke grave efter den, før næste Fuldmaane!“ Saa tog de da fat, og der var saa stille som i en Grav; man hørte kun Hakkerne, der klang mod Stenene, og Jorden, der trillede ned ad Høien. De havde vel gravet saadan et Par Timers Tid, uden at finde Noget; men da stødte en af Karlenes Hakker paa Hanken af et stort Kobberkar, og i den næste Skovlfuld Jord fløi Guldstykkerne ud til alle Sider. Nu kan det nok hænde sig, at de tog fat — men saa var der En, der vendte 59 of 83 19-03-2009 20:46
Page 1 and 2:
Nissen. file:///D:/NissenBergsoe.ht
Page 3 and 4:
Page 5 and 6:
Page 7 and 8: Nissen. file:///D:/NissenBergsoe.ht
Page 57: Nissen. file:///D:/NissenBergsoe.ht
Page 83: Nissen. file:///D:/NissenBergsoe.ht
show all

Vilhelm Bergsøe. - Skolen for livet — det timelige.

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?