Vilhelm Bergsøe. - Skolen for livet — det timelige.

Nissen. file:///D:/NissenBergsoe.htm
aldrig forsømme dig med Noget, hverken de Helligdage
eller de Søgne — det lover jeg dig.“
„Top!“ sagde Nissen, „det er et Ord! Jeg har længe
været kjed af Mikkel Madsen og vor Moer, for de har
været saa fedtede mod mig. Men Kis gaaer med Nis.“
„Javel!“ sagde Sidse, og tog Korstræet fra Tønden.
Nis hoppede i et Spring op paa Kanten, strøg sig med
begge Hænder ned ad Benene, rystede sig som en Hund,
og saa var han lige saa ren som før.
„Lad os nu komme afsted,“ sagde han, „for ellers
kommer vi for silde.“
Nei, hvor Maanen lyste, da de kom udenfor! Sidse
syntes, at hun aldrig havde seet saa vidt ud nogen
Vinternat, og saa var hun saa let og fri, at hun havde
kunnet juble i vilden Sky, hvis hun ikke havde havt
Graanissen løbende ved Siden af sig, for hun troede ham
dog ikke rigtig endnu.
De gik ud over Markerne, op over Banken, og da de
kom til Aaen, saa løb den saa klar og let, at Sidse nok
kunde mærke, at Nis havde koglet, og lagt Bro for
hende, da hun gik her sidst. Saa kom de til Broen, hvor
Veien løb op til Laus Pæns Gaard, og her standsede Nis.
„Nu kan Du blive her,“ sagde han, „for jeg har Bud
til Aamanden først.“ Og dermed løb han over Broen
ligesom en Skygge.
Sidse vilde følge; efter, men da saae hun, at Broen
begyndte at gynge, alt som Nissen hoppede; over den.
Rækværket blev Skum, Brodækket Bølger, og inden hun
vidste hvordan, saa var der ingen Bro. Vandet gik helt
op over Engen, hvor hun stod.
„Gud maa vide, hvad Kogleri han nu hitter paa?“
tænkte Sidse og stirrede op imod Laus Pæns Gaard, for
hun kunde høre dem synge og jubilere oppe i Haven.
Da saae hun paa den anden Side en hvid Røg trække
op af Vandet, netop paa det Sted, hvor Broen havde
staaet. Den trak sig i Maaneskinnet saa underligt ind
under Brinken op imod Land, og saa blev den til saadan
en hvid Hest, der gik og gruslede langs Aabredden. Den
havde kun tre Ben, og hvordan Sidse saa bar sig ad,
kunde hun ikke; se Hovedet; men Hale havde den, rigtig
en lang hvid en, hvormed den viftede Fluerne fra sig.
For hvert Skridt, den tog, hev den over i den ene Side,
og saa vrinskede den af og til saa underligt, ligesom
Vand, der fuser mellem Sten.
Sidse blev ganske underlig tilmode; men saa hørte
hun Gildesfolkene fra Laus Pæns komme oppe over
Banken. Der var nok bleven drukket tæt, for de kom
med en Vraalen, en Syngen og en Grinen, saa man
kunde høre det vidt ud over Engen. Forrest gik Morten
Skjørben med Violinen, og saa kom Svinedrengen; men
55 of 83 19-03-2009 20:46