Vilhelm Bergsøe. - Skolen for livet — det timelige.

More documents

Recommendations

Info

Nissen. file:///D:/NissenBergsoe.htm alle de Dage, og nu sad hun alene paa sit Kammer og længtes saa inderligt efter ham. Blot han vilde sige hende et Par Ord udenfor Døren, vilde hun være glad hele sin Levetid. Hun havde ikke tændt Lys, for hun syntes, at hun og Mørket passede bedst til hinanden, og saa sad hun og tænkte paa, hvor kjøn Ole egentlig var, og hvor god han havde været mod hende i alle de mange Aar, de havde været trolovede. Men vilde han nu ogsaa holde af hende, saaledes som hun nu saae ud? — Hun turde slet ikke tænke den Tanke ud, men sad blot og rokkede, med Ansigtet skjult i begge sine Hænder, og saa tænkte hun paa, hvor taabeligt hun havde baaret sig ad ved at drille Nissen — han havde jo lovet hende en Ulykke til, og naar hun tænkte paa de to, saa rystede hun af Angst for den tredie. Endelig hørte hun Vognen rulle bort; saa Kirkeklokkerne, der ringede Juleaften ind, og da de havde hørt op at ringe, blev Alt saa dødt og saa stille — det var ligesom hun var levende begraven. Hun vidste ikke, hvordan hun skulde faae Tiden til at gaa; men saa lukkede hun sin Dragkiste op og gav sig til at se paa alt Det, hun nu i saa mange Aar havde samlet til Udstyr, og som hun selv havde spundet og vævet. I hvert Hjørne havde hun syet et Hjerte, og i det stod, pynteligt broderet, et fint S og et O, hendes og Oles Navnetræk. Før havde hun syntes, at det var saa pænt; men da hun nu saae rigtig til, saa var O'et blevet lille og krøbet ind under S' et, saa der stod So — det var aldeles tydeligt. Hun rev det ene Stykke op efter det andet, men paa dem alle stod der „So“ og det ovenikjøbet i Roser og Vergesmignigter med et brændende Hjerte om det Hele. „Ja, det er jeg ogsaa,“ sagde hun til sig selv, „og det ovenikjøbet en rigtig dum So! — Aa, Gud give, Ole vilde komme — jeg er nærved at kvæles!„ — I det samme puslede Nogen ude i Gangen. Der blev banket sagte paa Døren, og Sidse raabte jublende: „Aa, Ole! Er det dig?“ „Ja, det er mig,“ svarede det udenfor med Oles Stemme. „Aa, Gud velsigne Dig!“ raabte Sidse og lukkede Døren op; men nær var hun styrtet bagover — der stod, ikke Ole, men Nis med sin røde Hue og et Brev i Haanden. „Værs'go!“ sagde han med et Grin. „Der er den tredie.“ Og dermed var han forsvunden. Sidse turde næsten ikke røre ved Brevet. Hendes Hjerte hamrede som om det skulde springe, og hun var som lam i begge sine Hænder. Endelig tog hun Brevet op, satte sig hen ved Lyset og læste: „Til velærede Sidse Krummerup fra samme ! 50 of 83 19-03-2009 20:46
Nissen. file:///D:/NissenBergsoe.htm Da jeg haver elsket Dig paa den Skabning, Du fik af Skaberen, men ikke haver bevaret for Dig, fordi Du haver Ladet Dig tage ved næsen af Utøiet, hvor for jeg Varede Dig, Hvoraf Du Lo. Og Da jeg ikke kan Gaa med din næse, som er til grin for Dig og til sorig for mig, og ike Staaer til Helbredelse. Og jeg har nu taget mig en ny Kjørhest, som jo Kan være Dig det Samme, hvad Hun heder, men derfor er dog Hendes Næse ingen Tud. Din fordoms elskede ven Ole Snærup.“ Sidse maatte læse Brevet to Gange inden hun forstod det. Men da det saa gik op for hende, at Ole, hendes Ole, havde forladt hende i Ulykken og taget sig en ny Kjæreste, saa blev hun saa kold som Is — af alle Ulykker var dette den værste. Hun lagde Brevet ned ovenpaa sit Udstyr, lukkede Dragkisten til, og saa tog hun blot et sort Bindeklæde om Hovedet, Andet behøvede hun ikke til det, hun nu vilde gjøre. Saa kom hun ud i Gaarden — hun gik ligesom i Søvne. Det sjapregnede, men Luften var mild som ved Foraarstide. Saa gik hun bagom Gaarden hen til Smedens Vanding — der var druknet Folk i den før; det vidste hun. Fuldmaanen stod og brødes med Regnskyerne, men der var Lys nok til at hun kunde se Vandet, som i smaa Skvulp tørnede ind mod Bredden. Men idet hun gik ned ad Brinken der, hvor hun vidste, at der var dybest, blev Luften med Et saa underlig kold omkring hende, og idet hun satte Foden til Vandet, skød der sig en lang, hvidskinnende Stribe hen over det. Den bredte sig ud til alle Sider ligesom Grene af Staal, og da Sidse vilde træde i Vandet, traadte hun paa Is — hele Vandingen var lagt til i det samme. Hun mente, at hun havde seet feil, og at den dog havde været tillagt , og saa gik hun tværs over den, op over Markerne og ned til Aaen — den kunde da ikke fryse til, vidste hun. Hun saae oppe fra Banken, at den løb; hun hørte tydeligt Bølgerne, som rislede ind under Broen; men da hun kom til den dybe Hulke i Nærheden af Laus Pæns Gaard, saa skete det Samme som før: Aaen stivnede som Glas, og laa som et blankt, bugtet Sværd mellem Bakker og Enge. Hun blev ved at følge den; men der var ikke det Sted, hvor hun kunde komme ud. „Herregud!“ jamrede hun, „at jeg ikke kan komme af med det usle Liv! Og jeg er dog saa kjed af at leve!“ Og saa gik hun videre; men Alt var frossent, Alt var dødt. Da hørte hun paa engang Violiner og Klarinetter 51 of 83 19-03-2009 20:46
Page 1 and 2: Nissen. file:///D:/NissenBergsoe.ht
Page 49: Nissen. file:///D:/NissenBergsoe.ht
Page 83: Nissen. file:///D:/NissenBergsoe.ht

Vilhelm Bergsøe. - Skolen for livet — det timelige.

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?