Vilhelm Bergsøe. - Skolen for livet — det timelige.

Nissen. file:///D:/NissenBergsoe.htm
kom saa meget som en Kurre paa Traaden for det.
Nu havde de syet hele Vinteren sammen, og da
Foraaret kom, blev de enige om at søge deres Foder et
andet Sted, for de havde næsten siddet Hul i Bordet hos
den Mester de arbeidede hos, saadan som de havde
hængt i. De tog altsaa Ranselen paa Nakken og
Pressejernet i Haanden, og saa vandrede de af sted over
Mark og giennem Skov, saa hurtigt deres tynde Ben
kunde bære dem. Det gik ogsaa meget godt om Dagen;
men henad Aften, just som de kom ind i en tyk Skov,
begyndte det at regne, og lidt efter blev Mørket saa tæt,
at de hverken kunde se Vei eller Sti. Traad hang hvert
Øieblik fast mellem Buskene, og Naal stak baade i
Grøfter og Moser; men endelig naaede de Skovens
Udkant, og der saae de høit oppe paa Bakken en Mølle
med et hvidkalket Hus, hvorfra der blinkede et Lys.
„Ja, vi maa fægte os frem,“ sagde Naal. „Lad os gaa
op til Møllen og se at faae Noget at spise.“
Og saa gik de op til Møllerens Hus, bankede paa, og
bad om Mad og Natteleie.
„Ja, det sidste kan I faae,“ sagde Mølleren, „naar I
vil nøies med at ligge paa Slagbænken i Storstuen. Mad
kan jeg ikke skaffe Jer før i Morgen, for vi har spist vor
Nadver, og der blev ikke Noget tilovers.“
Saa førte han dem op i Storstuen og viste dem hver
sin Slagbænk for Enden af et vældigt, firkantet Bord, og
midt paa det stod der en Skaal med den deiligste
Sødgrød tilligemed et Krus Godtøl, der skummede helt
op til Randen.
„Her er jo Mad nok,“ sagde Naal og vilde til at stikke
paa Varerne.
„Nei, holdt, go'e Ven,“ raabte Mølleren og puffede
Naal fra Fadet.
„Det er Nattemad til Nis, og den lader Du staa, ellers
faaer Du en Ulykke af ham.“
„Hvad tor en Kis?“ spurgte Naal; for han var fra
Byen og kjendte ikke noget til Troldtøi.
„Møllenissen,“ sagde Mølleren. „Han røgter hver Nat
min Kværn, reber Seilene og passer paa, at der ikke
gaaer Ild i Hatten. Derfor faaer han sit rigelige Foder,
og det lader I pænt staa, siger jeg Jer, ellers rager I
uklar med ham, og saa faaer I Spektakler — nu har jeg
varet Jer i Forveien.
Med disse Ord gik Mølleren og laasede Døren af
udvendig. Naal og Traad vare baade trætte og sultne,
men da de ikke vilde gjøre deres Vært vred, lagde de
Ranslerne paa hver sin Slagbænk, og søgte at gjøre sig
det saa mageligt som muligt paa deres haarde Leie.
Det vilde imidlertid ikke gaa. Hvordan de vendte og
dreiede sig, kunde Ingen af dem falde til Hvile paa den
32 of 83 19-03-2009 20:46