Vilhelm Bergsøe. - Skolen for livet — det timelige.

Nissen. file:///D:/NissenBergsoe.htm
Just som Vægteren gav sig til at raabe Tolv i den indre
Borggaard fløi Ladeportene op, og ud rullede et lille
gloende Hjul med ni Eger. Søren blev hel underlig ved,
saa det spruttede og lyste; men saa hører han et vældigt
Bras bag om Laden, og lige i det samme kommer der et
stort, hvidglødende Hjul om Hjørnet, og render det lille
i Grøften, saa at en af Egerne røg ud med det samme.
Søren blev saa forskrækket, at han rent glemte at slaa
til; men det lille Hjul kom op igjen og rendte saa haardt
mod det store, at det stødte to Eger ud paa det. Nu blev
der en Knittren, en Blæsen og Hvæsen mellem de to
Hjul, der snurrede om hinanden som spandt de omkap,
og de lyse Luer stod saa klart i Veiret, at Søren var
bange for, at de skulde stikke Ild i Ladetaget. Saa fik
det lille Hjul paa engang saadan en Sinkadus, at det røg
helt ud i Vandingen, og der laa det ovenpaa Vandet,
futtede og spruttede, og nu saae Søren, at det manglede
en Ege til.
„Nu faaer jeg nok slaa et lille Slag,“ tænkte han, og
saa vadede han ud i Vandingen, tog Hjulet paa
Møggreben og kastede det i Land. Men lige i samme
Øieblik var det store Hjul paany over det lille og
munkede og mulede det, saa det var en Ynk at se. Da tog
Søren Møggreben og slog til det store Hjul, saa at han
knækkede to Eger paa det; men det gav et Sprut, og saa
røg det op ad hans ene Side, saa det sved hans Buxer og
brændte ham lige ind til Skindet.
„Naa, saa Du bliver utidig,“ sagde Søren, og saa
langede han Storhjulet saadan en paa Navet, at alle
Egerne dinglede løse. Nu foer det lille Hjul frem af alle
Kræfter og rendte det sidelængs ind, saa at de løse Eger
fløi til alle Sider. Da slog Søren til paany, og idet han
ramte Hjulet, foer det tilveirs, høit op over Ladetaget.
Dér delte det sig i tolv Stykker, der seilede hen giennem
Mørket som lysende Ildkugler, hver med en lang Hale
efter sig. Saa brændte ogsaa de ud, og da Alt blev Mørke
igien, hørte Søren en Stemme, der sagde:
„Nu er Tham fra Thamstrup død!
Thim er endnu frisk og rød,
Thimsgaard skal ei lide Nød!“
og nu saae han Thim vride Vandet af sin Hue, for han
var bleven noget fugtig af at ligge i Vandingen.
Fra den Dag gik Alt paa Thimsgaard som i gamle
Tider. Der kom en Velstand baade i Lo og Lade, i
Fæhus, Hestestald og Hønsesti, saa at Herremanden tidt
glædede sig over al den Velsignelse og det Forslag, der
var i det Hele. Han havde blot den Feil at tro, at det kom
Altsammen fra ham selv, fordi han styrede Gaarden saa
udmærket, og naar Søren talte om Nissen, saa lo han og
28 of 83 19-03-2009 20:46