Vilhelm Bergsøe. - Skolen for livet — det timelige.

Nissen. file:///D:/NissenBergsoe.htm
stigende op imod dem fra den anden Side, og inden
Søren kunde faae mælet et Ord, saa rendte de to Hæs
imod hinanden, saa at Nisserne gik paa Næserne.
„Det er Tham !“ raaber Thim.
„Ja, det er ham!“ svarer Tham. Og lige med Et røg
begge Nisserne sammen, saa Halmen stod dem om
Ørene. Nu blev der et myrderligt Slagsmaal. Huerne rev
de af hinanden og trampede paa dem; de slog hinanden i
Næse og Mund, og hvergang de paa ny fløi sammen, saa
rev og kradsede, og skreg og spyttede og hvæsede de, ret
som om det var hundrede Katte, der reves paa een Gang.
Tilsidst sparkede Tham Thim saaledes i Maven, at
han skreg i vilden Sky og maatte sætte sig paa en Sten
og brække sig. Mens han bestilte det, krøb Tham igjen
ind under sit Hæs og vilde afsted med det ned ad
Banken. Men da fløi Thim op og raabte: „Søren! Hjælp
mig! Hvad skal jeg slaa ham med?“
„Der staaer en Hjulplov hisset henne,“ sagde Søren,
og i samme Nu havde Thim fat paa Ploven, svang den
over Hovedet, og langede Tham En med den paa Enden,
saa at baade Tham og Hæsset trimlede ned ad Banken.
„Det var et ordentligt Skrub!“ sagde Søren og saae
ned efter Tham, der hinkede hen over Marken.
Men dér stod to Harver, og næppe saae Tham dem,
før han tog en i hver Haand, og saa foer han op ad
Banken som en Stormvind og smak Thim En med begge
Harveme paa eengang, saa at Tænderne gik tværs
igjennem ham, og han blev siddende mellem dem som en
Flue mellem to Karter.
„Pil mig ud! Pil mig ud!“ skreg Thim, og saa maatte
da Søren i en Fart faae Harverne fra hinanden, hvor
meget Thim saa skreg. Men Herre Jemini, hvor saae han
ud! Han havde saa mange Huller, at man kunde se ret
igjennem ham ligesom et Sold, og saa havde han endda
faaet tre Ribben knækkede. Men Tham hinkede af med
Hæsset, og det var egentlig det, der kreperede Thim
mest, for krepere kunde han jo ikke.
„Bær mig hjem og læg mig i Seng!“ sagde han til
Søren. „Smør mig med Myggefedt og lad mig faa en
Edderkop til Frokost, saa skal jeg nok sige den
Thamstrup Nisse Tak for sidst.“
Saa maatte Søren da bære Thim hjem, hvor han
pleiede ham paa det Bedste; men den næste Morgen
kunde Ingen paa Gaarden forstaa, hvorledes det gik til,
at der stod et Havrehæs paa Toppen af
Langebjergsbanken, og at et Hvedehæs bag den søndre
Ende af Laden var forsvundet.
Fra den Aften mærkede Søren ret vel, at Kornet i
Laden svandt saa meget, at Tærskerne godt kunde faae
Has paa det; men han nænnede ikke at sige Noget derom
26 of 83 19-03-2009 20:46