Vilhelm Bergsøe. - Skolen for livet — det timelige.

Nissen. file:///D:/NissenBergsoe.htm
trimlede lige ned i grøften, hvor han skjulte sig i en
Stenkiste.
„Kom med!“ raabte han til Søren og vinkede ad ham.
Søren sprang ned i Grøften; men han var meget for
stor til at kunne kravle ind under Stenkisten, selvom
han krøb paa alle Fire.
„Bid i den,“ sagde Thim og rakte ham en Regnfang,
der voxede paa Grøftekanten.
„Føi, hvor den snerper!“ sagde Søren, og i samme
Øieblik følte han, at hele hans Krop snerpedes ind, saa
at han mageligt kunde stikke ind under Stenkisten. Den
saae tilsidst ud som en stor Kirkehvælving med
Lysekroner af Fandens Mælkebøtter og Thymian.
„Længere ind! Længere ind!“ hviskede Thim, og saa
kom de til en høi Port med et Jernfaldgitter for — det
var Risten for Afløbsrenden fra Laden.
„Sid op! Sid op!“ sagde Thim, og pegede paa to
brune Heste, der stod indenfor Gitteret.
Søren satte sig op og nu pilede de to Heste afsted som
om de kunde være Rotter — og det var de nok ogsaa.
Det gik i Galop lige op ad Bakke, og et Øieblik efter stod
de i Laden.
„Tag nu lidt; men tag kun tidt;“ sagde Thim, og saa
tog han eet Straa hist og eet Straa her, mens han gik ned
ad Logulvet; men Søren saae godt, at han pillede de
tungeste Ax ud, og det gjorde han saa med.
Da de naaede den søndre Ende af Laden, gik de
begge ud ad Kishullet — det var ligesom en hel
Ladeport. Ligesom de kom ud i Maaneskinnet, syntes
Søren, at Thamstrup Kirke var et høit Bjerg, og da han
lidt efter mødte en Myre paa Veien, tog han Hatten af
for den. Saa slog de ind over Engene. Græsset stod
favnehøit over Hovederne paa dem, og da en Snegl faldt
ned fra en Skræppe, havde den nær slaaet Søren ihjel.
Men Alt, som de gik, syntes Søren, at han kom i de
naturlige Folder igjen, og da de naaede op imod
Langebjergsbanken, forekom det ham, at han var lige
saa før en Karl, som han alle sine Dage havde været, og
han undrede sig blot over, at den Kjende Korn kunde
tynge hans Skuldre saa haardt. Mens han foroverbøiet
skred op ad Banken, hørte han Thim stønne bag ved sig
og sige: „Aa, væ! Aa, vok! Det volder de tre Havrestraa!
Vi kommer aldrig over den Langebjerg Banke!“ —
„Saa lad os sætte os ned og ta'e et Pust,“ sagde
Søren.
„Pust? — Hvad er et Pust?“ spurgte Thim gispende.
„Aa, det er saadan at sætte sig ned, smide Byrden fra
sig og strække Lemmerne,“ sagde Søren, og smed sig i
Græsset.
Nu hørte han Larm bagved sig, ret som om et helt Hølæs
24 of 83 19-03-2009 20:46