Vilhelm Bergsøe. - Skolen for livet — det timelige.

Nissen. file:///D:/NissenBergsoe.htm
Naadigherren mig hundrede Daler, fordi jeg har solgt
den. Se, det bliver lige tre hundrede og ti Daler, saa tabt
paa hende har jeg da egentlig ikke.“
Nu maatte Søren fortælle, hvorledes han havde solgt
Koen, og da Herremanden hørte det, lo han og sagde:
„Du er ellers ikke saa dum, som Du seer ud til, og derfor
vil jeg sige Dig Noget. Jeg har længe mærket, at min
Ladefoged var et Fæ; men idag har jeg af Regnskaberne
seet, at han desuden er en Snyder. Vil Du love at tjene
mig ærligt, og se paa Gaardens Bedste, saa kan Du blive
Ladefoged i hans Sted, for Du synes at have Lykken med
Dig.“
Saa blev Søren da Ladefoged, og det var mærkeligt at
se, hvorledes Alt paa Gaarden trivedes fra den Dag.
Hestene stod fede og velstriglede paa Stalden, Køerne
gav Mælk, og Hønsene lagde Æg som aldrig før. I Laden
var der altid Korn lige op til Hanebjælkerne, og skjøndt
de havde femogtyve Tærskere i tredive Dage, saa kunde
Herremanden ikke se, at det mindskede paa Fyldet i
Laden, og sagde til Søren, at han var bange for, at de
slet ikke fik udtærsket det Aar.
En Aften kom Thim ind i Laden gjennem Kishullet
(Det lille firkantede Hul, som forneden lades aabent for
Kattene.) slæbende paa et Hvedeneg, der ikke var større
end et Sigtebrød; men han pustede ligegodt gevaldigt,
som slæbte han en uhyre Byrde.
„Det er ogsaa Noget at blæse for,“ sagde Søren. „Kan
Du ikke bære Mere, saa maa Du hellere lade være. Vi
har jo desuden nok.“
„Nok er aldrig for Meget,“ sagde Thim. „Du er en
daarlig Avlskarl, som skjælder din Herres Hjælper, og
meget klarsynet er Du ikke. Kom med, skal Du se!“
Dermed stak Nis ud ad Kishullet igjen, og Søren
fulgte efter. Thim stolprede over Stenbroen; men da de
kom ud paa Hedebanken, maatte han gjøre sig større for
ikke at blive borte mellem Lyngtotterne. Søren kunde i
Maaneskinnet lige skimte hans røde Lue, der smuttede
om mellem Lyngtuerne ligesom en Lygtemand.
„Hvor skal vi hen?“ spurgte Søren.
„Til Thamstrupgaard,“ sagde Nissen. „Følg nu med,
for nu skridter jeg ud.“
„Saa pas paa, Du ikke forskræver Dig,“ sagde Søren.
Men det skulde han ikke have sagt; thi nu tog Thim en
saadan Fart, at han saae ud som et rødt Hjul, der løb
hen ad Veien. Søren maatte hale ud alt det, han kunde,
for ikke at tabe ham af Sigte, og endelig naaede han
ganske forpustet Thamstrup, der laa en god halv Mil
borte.
Her slog Hundene voldsomt an, da de hørte Søren
komme løbende, saa at Thim i sin Forskrækkelse
23 of 83 19-03-2009 20:46