Vilhelm Bergsøe. - Skolen for livet — det timelige.

Nissen. file:///D:/NissenBergsoe.htm
„Jeg troer, Du er gal , Karl!“ raabte Herremanden.
„Ridefogden skal imorgen til Kjøbmanden med de
femogtyve Læs, og her ligger Du og driver endnu!“
„Hvis Naadigherren blot vil give mig Stunder, saa
skal jeg hurtig faae det færdigt,“ sagde Søren. „Det var
saa lummert i Middagsstunden, og Natten er da min
egen, veed jeg.“
„Vil Du tærske i Mørke?“ spurgte Herremanden.
„Ja, det kommer jeg vel til, for det er jo ikke lyst om
Natten,“ svarede Søren. „Forresten er jo femogtyve Læs
ikke Noget at snakke om; der kan da ikke være mere
end nogle Tønder i hvert.“
„Han er gal,“ tænkte Herremanden; men han sagde
ikke Noget, for han havde dog Lyst til at se, hvorledes
det vilde spænde af.
Da det nu blev mørkt, fløitede Søren, og strax stod
Thim ved Siden af ham.
„Se, det er nu disse femogtyve Læs Hvede,“ sagde
Søren. „Dem skulde vi ha' tærskede rene til imorgen.
Hvad siger Du om det?“
„Ikke Andet?“ svarede Thim. „Jeg har ikke faaet min
Grød endnu, og skal desuden hen og se til den
krimmelhornede Ko, at hun ikke ligger Kalven ihjel. Nu
kan Du gaa op paa det øverste Stænge og kaste ned, saa
skal jeg nok komme og tærske for Dig.“
Saa gik da Søren op og begyndte at kaste ned; men
han var nær bleven kjed af det, for det led henad
Midnat, og endnu kom Thim ikke. Men ude over
Markerne hørte Søren en Tuden, Fløiten og Susen, som
trak det allerværste Tordenveir op vesterfra, og saa kom
der et Skrald, saa hele Laden rystede og Portene sprang
op. Søren var nær falden ned fra det øverste Stænge,
men han fik fat i en af Hanebjælkerne, og det var vel for
ham; thi lige i det Samme gik der et Stormstød gjennem
Laden, saa at Negene blæste mellem hverandre, og hele
Tækningen lettede sig. Søren blev saa angst, at han krøb
op og lagde sig, saa lang, han var, hen ad Bjælken, og
der spændte han sig fast baade med Arme og Ben. Det
kunde ogsaa nok gjøres behov; thi næppe havde han
gjort det, saa var det som susede hundrede Møllevinger
rundt giennem Mørket, og der bleven Bragen og
Knagen, en Susen, Brusen og Brummen, som var hele
Laden kun et eneste Mølleværk, der løb løbsk for
Stormen. Der blev saa fuldt af Støv, af Avner og
smaatærsket Halm, at Søren næppe kunde trække
Veiret, og tog han for sig, var det som om hele Luften
var fuld af bare Spindelvæv. Samtidig hørte han,
hvorledes Negene buldrede ned rundt omkring ham.
Kornet fusede og sprang hen ad Logulvet, som var der
hundrede Tærskere dernede. I det ene Hjørne hørte han
16 of 83 19-03-2009 20:46