Vilhelm Bergsøe. - Skolen for livet — det timelige.

Nissen. file:///D:/NissenBergsoe.htm
Næseboer, saa den steilede derved. Søren troede, at nu
var han da rent færdig; men i det Samme gjorde Nis sig
lille, ikke større end en Mus, og med et Snuptag satte
han sig lige ind i Hestens venstre Øre, saa at Søren ikke
saae Andet end Spidsen af hans røde Hue. Saa stak han
Hovedet ud, nikkede til Søren og raabte:
„Smør nu paa, og kjør nu paa!
Jorden skal revne, hvor Plovene gaa!“
Derpaa slog han et stort Skrald med Tungen, ligesom en
Pisk, og skreg:
„Hyp mine Heste! Lad det nu skjære!
Hyp vil I gaa, I Rallike–Mære !
Ellers skal jeg noget Andet Jer lære!“
Nu trak Hestene til, saa Jorden fusede op om Plovjernet,
som kunde det være Sødgrød. Søren løb hen til sin Plov,
og der gik det ligedan. De Sorte trak Ploven saa let, at
da de havde pløiet den halve Ager, var der ikke en
Svedplet paa dem. Folk stod og forundrede sig over
dette, og hvergang Plovene krydsede hinanden, hørte de
en Stemme, som raabte: „Goddag, Søren!“ hvortil denne
svarede: „Godnat, Thim !“ og saa kunde de jo nok
tænke, at der Var Noget under det. Men hvad det var,
kunde Ingen begribe; thi den Plov, som ingen Plovkarl
havde, satte Furen lige saa ret og lige saa dyb, som den
anden.
Henad Eftermiddagen var Marken pløiet, og da
Herremanden kom ud, for at se, hvorledes det gik, fandt
han til sin store Forundring, at hele Arbeidet var gjort,
og at Hestene ikke feilede det Mindste.
„Du er da Fanden til Plovkarl!“ raabte han. „Det bruger
vi ellers otte Plove til. Hvad skal Du nu have i Dagløn?“
„Hvad skal jeg forlange?“ hviskede Søren ind i Øret
paa den Blakkede.
„Bed ham om Den, der ligger,“ sagde Nis og pegede
hen bag ved Hesten, „og lad mig faae den herop.“
„Ja, hvis Naadigherren ikke tager mig det ilde op,“
sagde Søren, „saa kunde jeg have svær Lyst til den
Hestepære der.“
„Er Du gal?“ sagde Herremanden. „Har Du ikke
Andet at bede om, saa tag alle dem, der ligger paa
Marken.“
„Tak, een er nok,“ sagde Søren. Saa langede han
Pæren op til Thim, som puttede den i sin Hue. „Nu kan
jeg vel spænde fra for i Dag?“ spurgte han.
„Ja, spænd Du kun væk!“ sagde Herremanden. „Du
er den knøveste Karl, jeg har havt — det er bare Skade,
Du er saa tumpet.“
Om Aftenen bar Søren sin egen Grød op i Kammeret.
14 of 83 19-03-2009 20:46