DFF Nyhedsbrev nr. 71, marts 2008 - Dansk Filmfotograf Forbund

More documents

Recommendations

Info

Det hinsides er dyrt for digitale film Der var engang, hvor et filmstudie kunne pakke en film sammen med alle dens forskellige bloopers, ekstra optagelser og andre løse stumper så snart produktionsholdet var færdig med den, og sende det hele i saltminerne. Bogstaveligt talt. Efter at have opdaget, at de virkeligt store penge kommer ved at gensælge gamle film – til tv, kabel tv, video, DVD’er og så videre – har firmaer som Warner Brothers og Paramount Pictures i årtier gemt deres 35mm filmoriginaler og forskellige kildematerialer i arkiver, hvoraf nogle ligger i en saltmine i Kansas eller i kalkminer i Kansas og Pennsylvania. Her kunne en film ligge køligt og behageligt i mange, mange år, indtil en eller anden energisk ansat besluttede, at tiden var moden til, lad os sige en Wallace Beery special collection timet til at udkomme på 25 års jubilæet for genudgivelsen af Barton Fink i 3D med et hidtil uset blik bag kulisserne på Coen-brødrene, mens de forsøger at forklare en indforstået Hollywood-vittighed til John Torturro. Det var et gem-og-glem system, der ikke kostede ret meget, og rettede op på de selvdestruktive synder hos en industri, der kasserede sine tidligste arbejder, eller lod gamle brændbare film falde hen. (Rent faktisk er det kun halvdelen af alle film lavet før 1950, der har overlevet.) Men så kom digitalalderen. Og nu slås filmindustrien pludselig igen med muligheden af, at dens mest kostbare værdier, filmene, ikke er lige så holdbare, som de plejede at være. Problemet kom lige akkurat til offentlighedens kendskab i sidste måned, da videnskabs- og teknologirådet hos Academy of Motion Picture Arts and Sciences frigav resultaterne af et åre- AF MICHAEL CIEPLY (New York Times) oversættelse Lars Thomas langt studium af digital arkivering i filmbranchen. Rådets rapport med titlen ”The Digital Dilemma”, kom frem netop som Hollywood forfatterne begyndte deres strejke. Industriens folk, der havde travlt med at stå i blokader eller undgå dem efter bedste evne, gik stort set glip af rapportens overraskende konklusion: At opbevare en digital master af en film koster omkring 12.514$ om året, sammenlignet med de 1.059$ det koster at gemme en konventionel film master. Langt værre er det, at for at bevare den enorme mængde data der produceres, når en film ”fødes digitalt” – det vil sige produceres udelukkende med elektroniske processer i stedet for helt eller delvist med film – pres- Men så kom digital alderen. Og nu slås filmindustrien pludselig igen med muligheden af, at dens mest kostbare værdier, filmene, ikke er lige så holdbare, som de plejede at være. New York Times ses opbevaringsomkostningerne op på 208.569$ om året. Langt højere end de 486$ det koster at smide de ækvivalente kameranegativer, lydoptagelser, fotografier og manuskripter med bemærkninger fra en ren film produktion i køleskabet. Alt dette kan måske virke selvmodsigende. Det er jo trods alt meningen, at den digitale magi skal gøre informationer at alle slags mere tilgængelige, ikke mindre. Men vid udbredelse er, som det vil vise sig, ikke det samme som holdbarhed. I et telefoninterview tidligere på må- Side 4 Nyhedsbrevet nr. 71 Marts 2008 neden sagde Milton Shefter, der har arbejdet med konservering af film i mange år, og som var med til at skrive akademiets rapport, at hvis ikke problemerne omkring opbevaringen af digitale film blev taget alvorligt, kunne de sende industrien ”tilbage til de første dage, hvor de viste en film i en uges tid eller to, og derefter smed den væk”. Shefter og hans medarbejdere siger ikke, at film rent faktisk er på grænsen til at blive helt så flygtige. Men de ser vanskeligheder og tendenser, der kunne sende mange film eller deres kildematerialer ud i digital udryddelse i løbet af relativt få år, hvis ikke der sker nogle ændringer. For øjeblikket bliver en kopi af stort set alle studiefilm – selv ting som Click eller Miami Vice, der filmes med digitale processer – gemt i filmformat, hvilket beskytter det færdige produkt i mindst 100 år. Men for filmkendere er den nuværende proces allerede mindre end perfekt. Uanset hvordan de filmes, bliver de fleste film redigeret digitalt, og derefter bliver en digital master overført til film. Det kan resultere i billeder af dårligere kvalitet end en ren filmproces – og det er dem, der bliver gemt til fremtiden. Men arkivarerne mener, at biografernes konvertering til digital projektion i løbet af de næste par årtier i betragtelig grad vil reducere den samlede efterspørgsel for film, og dermed gøre det til et svindende marked for hovedfabrikanterne, Kodak, Fujifilm og Agfa. På det tidspunkt vil digital oplagring bliver normen, og dermed give en hel række nye problemer, som aldrig generede filmene. Til at begynde med er den hardware og de medier – magnetbånd, disketter og lignende – som filmen lægges på, meget mindre holdbare end god gammeldags film. Hvis ikke den kører
ind i mellem, kan en harddisk stivne på så lidt som to år. DVD’er kan henfalde på samme måde. I følge en rapport kan man kun regne med at halvdelen af en samling kan holde i 15 år. Ikke særligt betryggende, hvis man gerne vil tænke århundreder frem. Man har også opdaget, at digitale lydbånd har en tendens til at ramme ”muren”, når de henfalder. Almindelige bånd bliver ridsede, mens digitale bånd bliver ubrugelige. Den slags vanskeligheder bliver kun større af de konstante teknologiske ændringer. Efterhånden som en ny generation af digital magi erstatter den foregående, skal de arkiverede materialer hele tiden overføres til de nye formater, hvis ikke de skal blive ulæselige. NASA forskere opdagede på den måde i 1999, at de ikke kunne læse digitale data fra en Viking rumsonde fra 1975. Formatet var for længst blevet forældet. Alt det medfører, at digital arkivering i højere grad er en dynamisk end en statisk proces, og en der koster langt mere end studierne har været vant til at betale tidligere – ikke noget helt lille problem, når man tænker på, at filmselskaber ifølge en ny vurdering af rådgivningsfirmaet Global Media Intelligence er afhængige af deres biblioteker for omkring en tredjedel af deres årlige udbytte på 36 milliarder $. ”Det har ligget i luften, lige siden vi begyndte at snakke om at gøre tingene digitalt,” sagde Chris Cookson, cheftekniker og chef for Warners tekniske afdeling i en kommentar til arkiveringsproblemet. Et af de mest forvirrende resultater af en digital produktion som ”Superman Returns” er, at den nogle gange giver mere materiale der skal oplagres i forhold til en konventionel film, hvilket giver nye spørgsmål om hvad der egentlig skal gemmes. Den slags ophobninger kan for eksempel opstå, når en instruktør eller fotograf, der ikke behøver at forvalte filmmængden ganske enkelt lader kameraerne køre i lange perioder, mens en scene udarbejdes. En stor del af de resulterende data er muligvis ikke mere værd at gemme end de stavefejl og dårlige sætninger, der slettes fra en journalists wordprocessorskærm. Omvendt kan en interessant udveksling mellem en stjerne og en filmmager engang spinde guld som en ”special feature” på en eller anden fremtidig udgave til hjemmebrug – så hvem vil være ansvarlig for at smide den i den digitale skraldespand? For øjeblikket gemmer studierne så meget af dette digitale ”tilbehør” som muligt. Det oplagres på bånd eller diske i hvælvinger, der minder om dem til traditionelle film. Men hvor meget af materialet, der vil blive overført, når teknologien ændrer sig om 7 eller 10 år, er der ingen, der ved. (Og arkiveringen indenfor den uafhængige film, kan gå hele vejen fra omhyggelig bevaring til komplet uopmærksomhed, bemærkede Andrew Malts, lederen af akademiets videnskabs- og teknologiråd.) En universal standard for opbevaringsteknologi ville i følge Shefter være et langt skridt på vejen til at reducere et problem, der ellers vil vokse hver gang de genier, som producerer digital hardware, opfinder noget, der er en lille smule bedre end deres sidste omgang trylleri. Som rapporten siger: ”Hvis vi lader teknologisk forældelse gentage sig selv, vil det enten være ensbetydende med stadig stigende omkostninger – eller værre – den manglende evne til at bevare vigtige værdier.” Med andre ord kan det være, at vi kommer til at kigge på Wallace Beery længe efter, at nutidens billeder er forsvundet. Til at begynde med er den hardware og de medier – magnetbånd, disketter og lignende – som filmen lægges på, meget mindre holdbare end god gammeldags film. Nyhedsbrevet nr. 71 Marts 2008 Side 5
Page 1 and 2: Mere end 50 år i dansk film Bog an
Page 3: Forleden hørte jeg beskæftigelses
Page 7 and 8: Er titlen på en rapport, der netop
Page 9 and 10: Denne årlige Generalforsamling i I
Page 11 and 12: Shadows” under et besøg i min
Page 13 and 14: grænser og sprog. Dialogen er mini
Page 15 and 16: Nordisk Film har købt 50% af Zentr
Page 17 and 18: Skuespillere, filminstruktører, mu
Page 19 and 20: Carlsberg og en anden gang , da et

DFF Nyhedsbrev nr. 71, marts 2008 - Dansk Filmfotograf Forbund

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?