Download RUC-rapporten her - Boligsocialt Områdesekretariat Høje ...

Denne særlige konstruktion af ’kommandovejen’ gør strukturerne i den almene sektor
svært gennemskuelige. Indlemmelsen i staten betød nemlig også en form for
bureaukratisering af sektoren, hvor alt skulle kunne forstås i juridiske termer samtidig
med at det horisontale hierarki ikke fulgte med. Dette har betydet en todelt struktur,
hvor administrationen og den daglige drift af en boligafdeling er afkoblet fra
beslutninger om afdelingens økonomi og sociale tiltag. Den første type beslutninger
ligger hos administrationen og driften mens den anden type beslutninger ligger hos
beboerdemokratiet. Udover at skulle regulere hver deres område, skal
administrationen og beboerdemokratiet også kunne arbejde sammen.
Fra statens og den nationale boligbevægelses side forventede man yderligere, at
beboeren så ud over jeg-perspektivet på tre niveauer: familien og lejligheden, det lille
samfund (afdelingen) og den nationale boligpolitiske scene (boligbevægelsen) (Jensen
2006:88). I sin indledende fase bygger den almene sektors doxa altså på mange af de
værdier som fandtes i den klassiske socialdemokratiske velfærdsstat. Især ideen om,
at man bør bidrage med noget til andre og tage ansvar for sine handlinger ligger
indlejret her. Derudover antager sektoren bureaukratiske strukturer.
Med 1970'ernes økonomiske kriser blev ejerboliger imidlertid dominerende på
boligmarkedet, både ift. økonomiske incitamenter og sociale forventninger til
boligens funktion. De almene boligselskabers byggeaktiviteter blev nu bestemt af
udviklingen i ejerboliger og fundamentet for den fortsatte ekspansion af almene
boligområder forsvandt. Det var i denne periode at marginaliseringen af den almene
sektor begyndte at slå igennem, som det blev skitseret i problemfeltet. I forlængelse
heraf oplevede Danmark øget indvandring, som 1960’ernes efterspørgsel på
arbejdskraft medførte. Det var især arbejdskrafts-immigranter fra Tyrkiet, Jugoslavien
og Pakistan. Selvom immigranterne fandt boliger i den private lejesektor betød især
en lov fra 1973 om ’passende bolig’, at disse befolkningsgrupper i høj grad blev
flyttet ud i de almene boligområder (Schultz Larsen 2009: 119). Samtidig med denne
udvikling blev den demokratiske kompetence og forventningerne til beboerne
opgraderet. Beboerdemokratiet blev til et ’bestyrelsesdemokrati’ modelleret efter det
’store’ demokrati, hvor beboeren forventedes at være villig og til og evnede at indgå i
valg og varetagelse af afdelingsbestyrelsesarbejde med fx kompetence til vedtagelse
af afdelingens ’finanslov’ (Jensen 2006:89).
Med en reform af lovgivningen i 1996 grundlægges en ny demokratiforestilling, der
42