Download RUC-rapporten her - Boligsocialt Områdesekretariat Høje ...

derfor først optegne nogle historiske forhold, der har været centrale i konstruktionen
den almene sektors doxa. Derefter vil vi vha. en case eksemplificere en særlig
kapitalform, der gør sig gældende på dette felt.
5.1.1 Den almene sektors fremkomst og udvikling
Allerede fra slutningen af 1800-tallet fandtes mange private initiativer og
kooperativer, som havde til formål at sikre ordentlige boligforhold for fattige og dele
af arbejderklassen. Især arbejderbevægelsen og den kooperative andelsbevægelse
kæmpede en kamp for at udskille boligpolitikken som selvstændigt politikområde op
til første verdenskrig (Schultz Larsen 2009:132). Den kooperative tanke om, at en
gruppe ved gensidig hjælp kan skaffe gruppens medlemmer en passende bolig blev
her parret med arbejderbevægelsens idé om billige non-profit boliger (Schultz Larsen
2009:131). I takt med især socialdemokratiets øgede indflydelse blev en række social-
og boligpolitiske støtteordninger indgået i mellemkrigstiden (Schultz Larsen
2009:132). Med Boligministeriets oprettelse i 1947 blev den almene sektor for alvor
institutionaliseret som del af boligpolitikken.
På baggrund af efterkrigstidens massive boligmangel, eksploderede byggeriet af
sociale boliger – fra 3-5.000 opførte om året i 1940'erne til op mod 15-17.000 i starten
af 1970’erne (Skifter Andersen & Christensen 2006:20). Stordrift og nye effektive
produktionsmetoder var vejen frem. I 1960’erne blev formålet om, at boligerne ikke
bare skulle være tilegnet de socialt udsatte yderligere ændret. I stedet skulle det være
et ”generelt tilbud” og man gik herefter over til at benævne dem som ”almene
boliger”.
Med oprettelsen af boligministeriet kom den statslige anerkendelse af sektoren, og
gennem udviklingen af velfærdsstaten, blev sektorens grundlæggende værdier sat i
system. Således blev lejerorganisationens ønske om en mobilisering af lejerne i en
brugerbevægelse parret med boligorganisationernes ønske om samarbejde mellem
beboerne om ledelsen af deres egen boligafdeling (Jensen 2006:87). Dette betød, at
modsætningsforholdet mellem lejer og udlejer blev ophævet, hvorved beboerens
demokratiske kompetence blev forøget, hvilket stemte overens med velfærdsstatens
demokratiske idealer. Alle beslutninger i boligafdelingen skulle kanaliseres gennem
beboernes egen politiske proces, hvor individuelle beboerpræferencer blev absorberet
i kollektive beslutningsprocesser (Jensen 2006:87).
41