Download RUC-rapporten her - Boligsocialt Områdesekretariat Høje ...

forventninger til modtagelsen. Dette er ikke i sig selv mærkværdigt, men efterlader et
snævert potentiale for forandring af beboerne gennem modtagelsen. Vi anser det dog
stadig som en mulighed netop at møde beboerne på deres driftsforventninger. Her
kræves for det første tæt samarbejde mellem det boligsociale og driften som man har
det i Tåstrupgård, men derudover også at man på ejendomskontoret bliver mere klar
over det forandringspotentiale, der ligger hos dem. Dette gælder både når beboerne
kommer til dem med spørgsmål og fx i forbindelse med indflytningssyn. I
Tåstrupgård har man intentionerne om ’sociale indflytningssyn’, men de bliver ikke
ført ud i livet. I Charlottekvarteret er der længere vej pga. opdelingen mellem
områdets funktioner.
Selvom visse forskelligheder i områderne spiller en rolle for modtagelsen, er der flere
fællestræk end modsætninger. Den vigtigste modsætning er mht. den boligsociale
strategi. Den akademiske tilgang i Charlottekvarteret kan i nogle sammenhænge
overse hvor forskellige beboerne er, mens tilgang i Tåstrupgård har en tendens til at
overfokusere herpå med handlingslammelse til følge.
Fælles for de to områder er dog tendensen til at beboerdemokratiet og dermed
medborgerskabsidealet som ellers ligger indlejret i den almene sektors doxa
negligeres af beboerne. Mens de ikke ser et forandringspotentiale i
bestyrelsesarbejdet, mener flere dog, at forandringspotentialet stadig findes i de
fællesskabsorienterede aktiviteter. Dette kan ses som udtrykket for faldende
institutionel kapital i områderne generelt, eller som beboernes investering i andre
felter end deres boligområdes. Foreningslivet eksisterer dog i bedste velgående, men
ser også ud til at være forholdsvist etnisk og kulturelt opdelt. Foreningsdanskerne
hævder stadig monopol på foreningsdannelsen i konkrete eksempler som fx
blomsterkassesagen, og strukturen understøtter stadig fordringen om formalisering af
foreningsaktiviteten. Denne bureaukratiske tilgang til foreningerne med vedtægter,
kontingent mv. kan virke afskrækkende på nogle, og dermed ekskluderende.
I det samlede billede må vi konkludere, at modtagelsen af nye beboere er et lille tiltag,
der nok kan gavne nogle nye indflyttere, men ikke har et bredt mobiliserende
forandringspotentiale. Det er essentielt at erkende tilflytternes forskellighed og bruge
det fælles grundlag man kan finde som udgangspunkt for interaktionen med beboerne.
Et bevidst driftsmæssigt fokus samt forsøg på neutralisering af de forskelle den
institutionelle kapital producerer kan her være udgangspunkter for idéudvikling om
mere konkrete tiltag til modtagelsen af nye beboere.
83