Download RUC-rapporten her - Boligsocialt Områdesekretariat Høje ...

Frank er som nævnt den inkarnerede foreningsdansker, der altid har været interesseret
i det sociale liv. ”Jeg går mere efter fællesskabet, end hvem personen er” (Frank:9).
Frank har en holdning til det sociale liv og fællesskabet som vigtigt for integration af
etniske minoriteter: ”Jo mere (socialt liv) der kommer her, jo bedre synes jeg jo. Også
fordi jeg personligt mener, at hvis vi tænker på integration, så er det den eneste vej
frem (…) For ellers lærer de aldrig at forstå os, eller omvendt” (Frank:5). Som nævnt
har Frank også startet flere foreninger op, delvist også fordi han bare elsker at få ting
op at køre.
Louise taler også om grupperinger, hvor danskerne og indvandrerne lever spredt, men
hvor hun godt kunne se potentiale i nogle mere integrerende projekter:
Louise: … men hvor man blander det lidt også så man kan få nogle andre
indsigter. Det synes jeg godt de kunne gøre sig i
IW: Men er det noget du kunne have lyst til at arrangere selv?
Louise: Ja, helt sikkert. Altså kunne de finde på at sende sådan en …* rundt,
om man ville være med som planlægger eller vil være med som, ja som bare
deltager (…) Så skal jeg nok være den første til at overveje det (Louise:7).
Louise har en forventning om at nogle andre, ”de”, nok bestyrelsen eller de ansatte i
boligområdet arrangerer nogle integrationsprojekter. Hun er ikke afvisende overfor
selv at skulle arrangere, men hun har brug for en hjælpende hånd, hun har brug for at
blive spurgt om hun vil være med. Hun har derfor et potentiale, men ikke høj nok
institutionel kapital til selv at etablere bredere fællesskaber.
Nittaya på 22 år har ikke den klassiske ”fællesskabsdansker” mentalitet. Hun fortæller
om det der rigtig gode sammenhold hun var en del af, da hun boede på kollegium,
men at hun ikke savner det så meget, da både hun og kæresten er væk hver dag på
studie og arbejde. Hun kan ikke rigtig se mulighederne for hvad man for hvad man
kan lave af fællesskab i området: ”Men det kunne da være, eller jeg ved ikke hvad det
kunne være, altså det er jo ikke fordi jeg vil på skovtur med dem” (Nittaya:7). I
modsætning til fx Frank er hun ikke en aktiv ressource for fællesskabet, fordi hun
ikke er så interesseret i de klassiske fællesarrangementer eller klubber, der ofte vil
være i boligområderne. Hun er ikke afvisende overfor fællesskabet, men hun ser ikke
det samme forandringspotentiale i fællesskabet som de to andre, da hun helst bare vil
gerne se folk an, hvilket hun siger tre gange. Den almene doxa om at investere i
55