Download RUC-rapporten her - Boligsocialt Områdesekretariat Høje ...

mange mennesker, der normalt ikke kom til møderne. Dermed er det et tydeligt
billede på illusio inden for feltet, hvor beboerne ikke længere er ligeglade. Mod de
typiske 50 mennesker til afdelingsmøderne mødte der omkring 400 beboere op og det
kan ifølge Elin Kegnæs have fået en betydning for de beboeres institutionelle kapital:
”Men til det der krisemøde, der kom de, der var rigtig mange mennesker der fandt ud
af hvad det gik ud på, at man kunne stemme og bestemme” (EK:15).
Udover dette er der stadig beboere, der ikke kan forstå hvad der foregår på møderne
pga. manglende kulturel kapital. Beboerrådgiveren Elin fortæller, hvordan hun
deltager i samtlige afdelingsmøder, fordi hun ofte må forklare folk, hvad det der bliver
sagt på møderne: ”Så kommer folk ned og siger ”jeg var til beboermødet og hvad
skete der egentlig?”, fordi det går over hovedet på mange af dem” (EK:16). Dem der
er hægtet af, er primært fra den store tyrkiske gruppe, hvor der også er mange ældre
mennesker: ”De ved ikke hvad der foregår, ikke ret meget, for de taler heller ikke
sproget, det har de jo aldrig skullet. De fik jo bare de der tunge job i sin tid” (EK:17).
Selv om det er beboere, der kan have boet i Tåstrupgård i mange år, har de ikke
opnået en institutionel kapital, bl.a. på baggrund af aldrig at have lært godt nok dansk.
Det konkrete tilfælde viser, at beboerne kunne aktiveres, fordi afsættet for et
beboermøde ikke var de sædvanlige procedurer og budgetter, men meget jordnære
beslutninger, der havde betydning for særligt de svage i området. Herved gik man
forbi det almindelige kriterium, institutionel kapital, der krævedes for at se
betydningen i hvad der ellers kan foregå på et beboermøde. Endvidere viser kuppet
også, at den afstand der er mellem dem der har og dem der ikke har institutionel
kapital, er grobund for symbolsk vold, i kampen om hvordan området skal hænge
sammen. I dette tilfælde inden for rammerne af beboerdemokratiet.
6.1.8 Fællesskab
Fordringen om fællesskab har en ligeså lang historie i den almene sektor som
fordringen om medborgerskab som vi viste i den historiske gennemgang. Formelt set
blev dette fællesskabssigte sidste gang i 1996 fremhævet, idet denne lovgivning
forudsætter, at beboeren opfatter sig selv som en del af et minisamfund, som de har
lyst til at investere tid og ressourcer i for at få et godt hverdagsliv for sig selv, deres
familie og naboer (Jensen 2006:89).
54