Download RUC-rapporten her - Boligsocialt Områdesekretariat Høje ...

INDHOLDSFORTEGNELSE   

1 PROBLEMFELT.............................................................................................................................. 3  

1.1 DEN SVÆKKEDE SAMMENHÆNGSKRAFT................................................................................................ 3  

1.2 DEN SOCIALE SKRALDESPAND ................................................................................................................. 3  

1.3 AT NÅ DE UDSATTE .................................................................................................................................... 4  

1.4 MODTAGELSEN ........................................................................................................................................... 5  

1.5 UNDERSØGELSEN ....................................................................................................................................... 6  

1.6 PROBLEMFORMULERING........................................................................................................................... 6  

1.6.1 Arbejdsspørgsmål ..............................................................................................................................6  

1.7 UDDYBNING AF PROBLEMFORMULERINGEN.......................................................................................... 7  

1.7.1 Konstruktionen af modtagelsesprocessen og empowerment .........................................7  

2 OM VORES REFLEKSIVE SOCIOLOGI....................................................................................... 9  

2.1 HVAD ER MODTAGELSENS BETYDNING I ET BOLIGOMRÅDE? ............................................................. 9  

2.2 TEORETISK AFSÆT ..................................................................................................................................... 9  

2.3 DEN GENSIDIGE KONSTRUKTION (ONTOLOGI)....................................................................................10  

2.4 VIDEN ELLER ANVENDELSE (EPISTEMOLOGI).....................................................................................11  

3 TEORETISK RAMME ..................................................................................................................12  

3.1 BOURDIEU..................................................................................................................................................12  

3.1.1 Forskellen og det sociale rum ....................................................................................................12  

3.1.2 Habitus.................................................................................................................................................13  

3.1.3 Feltet.....................................................................................................................................................14  

3.1.4 Kapitalformerne ..............................................................................................................................15  

3.1.5 Vores anvendelse af Bourdieu ...................................................................................................18  

3 METODE ........................................................................................................................................19  

3.1 SAMARBEJDE MED BOLIGSOCIALT OMRÅDESEKRETARIAT HØJE‐TAASTRUP...............................19  

3.2 DEN ALMENE SEKTOR I ET FELTANALYTISK PERSPEKTIV.................................................................20  

3.2.1 Cases: Tåstrupgård og Charlottekvarteret..........................................................................21  

3.3 INDSAMLING OG BEHANDLING AF EMPIRI............................................................................................22  

3.3.1 Overordnet strategi........................................................................................................................22  

3.3.2 Nøglepersoner ..................................................................................................................................23  

3.3.3 Beboere................................................................................................................................................24  

3.3.4 Observationer og skriftlige kilder............................................................................................26  

4. KORTLÆGNING AF CHARLOTTEKVARTERET OG TÅSTRUPGÅRD ...........................28  

4.1 CHARLOTTEKVARTERET .........................................................................................................................28  

4.1.1 Organisationsstruktur ..................................................................................................................30  

4.1.2 Den boligsociale indsats...............................................................................................................32  

4.1.3 Problemområder i Charlottekvarteret ..................................................................................32  

4.1.4 Modtagelsen i Charlottekvarteret ...........................................................................................33  

4.1.5 Opsamling...........................................................................................................................................34  

4.2 TÅSTRUPGÅRD..........................................................................................................................................34  

4.2.1 Organisationsstruktur ..................................................................................................................36  

4.2.2 Den boligsociale indsats...............................................................................................................37  

4.2.3 Problemområder i Tåstrupgård...............................................................................................38  

4.2.4 Modtagelsen i Tåstrupgård ........................................................................................................38  

4.2.5 Opsamling...........................................................................................................................................39  

4.3 AFSLUTNING..............................................................................................................................................39  

5 ANALYSE .......................................................................................................................................40  

5.1 DOXA PÅ FELTET FOR DEN ALMENE SEKTOR.......................................................................................40  

5.1.1 Den almene sektors fremkomst og udvikling......................................................................41  

5.1.2 Den almene sektor i dag...............................................................................................................43  

1

5.1.3 Frank – foreningsdanskeren & institutionel kapital .......................................................44  

5.1.4 Opsummering ...................................................................................................................................47  

6 DOXA I TÅSTRUPGÅRD & CHARLOTTEKVARTERET......................................................48  

6.1 TÅSTRUPGÅRD.....................................................................................................................................48  

6.1.1 Den praktiske erfaring..................................................................................................................48  

6.1.2 Beboerhåndbogens indbyggede dilemma ............................................................................49  

6.1.3 Det sociale indflytningssyn .........................................................................................................49  

6.1.4 Opstarte en klub? – vi hjælper med vedtægter...................................................................50  

6.1.5 Medborgerskab ................................................................................................................................51  

6.1.6 Beboermøder – hunde eller tvkanaler..................................................................................52  

6.1.7 Det mobiliserende kup ..................................................................................................................53  

6.1.8 Fællesskab ..........................................................................................................................................54  

6.1.9 Opsamling...........................................................................................................................................56  

6.2 CHARLOTTEKVARTERET ................................................................................................................56  

6.2.1 Det boligsociales relation til feltet i Charlottekvarteret................................................56  

6.2.2 Ejendomskontorets uerkendte dobbeltrolle........................................................................57  

6.2.3 Driften som service.........................................................................................................................59  

6.2.4 Det besværlige bestyrelsesarbejde...........................................................................................60  

6.2.5 Ikke medborgerskab men fællesskab .....................................................................................61  

6.2.6 Blomsterkasser – vi laver en forening....................................................................................63  

6.2.7 Opsamling...........................................................................................................................................65  

6.3 KONKLUSION.............................................................................................................................................65  

7 EN DIFFERENTIERET MODTAGELSE....................................................................................67  

7.1 OM SOCIAL KAPITAL, NETVÆRK OG NABOSKAB..................................................................................67  

7.2 DE FIRE TYPER..........................................................................................................................................69  

7.2.1 ”Jeg er ikke den der sådan dyrker naboskab”.....................................................................69  

7.2.2 ”Det kommer kun hvis man involverer sig” .........................................................................71  

7.2.3 Sociale arrangementer  ”Det kan de godt se og få bikset sammen.”.......................72  

7.2.4 Naboskabet  ”jeg ser mig selv som en glad perker”........................................................75  

7.3 KONKLUSION.............................................................................................................................................77  

8 DISKUSSION: BARRIERER OG POTENTIALER I MODTAGELSEN .................................78  

8.1 REALITET VS. IDEAL ................................................................................................................................78  

8.2 DEN SYMBOLSKE ”KAMP” .......................................................................................................................79  

8.3 POTENTIALER ...........................................................................................................................................80  

8.4 KONKLUSION.............................................................................................................................................81  

9 SAMLET KONKLUSION .............................................................................................................82  

10 ENGLISH SUMMARY................................................................................................................84  

11 LITTERATURLISTE .................................................................................................................85  

12 BILAG...........................................................................................................................................88  

DIGITALE BILAG PÅ VEDLAGT CD‐ROM ........................................................................................................88  

BILAG 1: DEN ALMENE SEKTOR....................................................................................................................89  

BILAG 2: INTERVIEWGUIDE DRIFTEN ..........................................................................................................90  

BILAG 3: INTERVIEWGUIDE DET BOLIGSOCIALE........................................................................................92  

BILAG 4: INTERVIEWGUIDE BEBOERE .........................................................................................................93  

BILAG 5: LITTERATURLISTE TIL IDA MARIE BRØNDEN JAKOBSENS VÆRKSTEDSEMINAR:...............95  

2

1 Problemfelt 

1.1 Den svækkede sammenhængskraft 

Danmark betragtes som et af de mest lige samfund i verden. Men på trods af den 

omfordelende velfærdsstat er Danmark også præget af ulighed. Den ulighed der 

præger det senmoderne Danmark, handler ikke kun om økonomiske forskelle mellem 

samfundets grupper, det handler i ligeså høj grad om sociale og kulturelle forskelle. 

Ulighed er altså ikke kun et spørgsmål om at have økonomisk kapital, men også om at 

besidde kulturel og social kapital (Rasborg 2011:64). Den danske journalist Lars 

Olsen forholder sig til denne ulighed i debatbogen Det delte Danmark. Her peger han 

på at det danske samfund polariseres mellem ressourcestærke og ressourcesvage og at 

dette truer sammenhængskraften. I sidste ende betyder det, at den sociale og 

demokratiske forståelse af andre samfundsgrupper og de sociale bånd, der knytter 

mennesker sammen på tværs af forskelle forsvinder (Olsen 2005). 

Politologen Robert D. Putnam forstår sammenhængskraft gennem begrebet social 

kapital. Han mener at social kapital, forstået som sociale relationer og netværk kan 

betragtes som en produktiv kraft eller samfundets ”sociale lim”. Med andre ord er det 

den kraft der binder et samfund sammen (Rosenmeier, 2007:10). Når et samfund 

præges af ulighed, betyder det at der ikke sker brobyggende kontakter på tværs af 

sociale skel, hvilket er med til at svække samfundets sociale kapital eller 

sammenhængskraft. I denne sammenhæng peger den amerikanske sociolog Richard 

Sennett på den stadigt mere opdelte by som en væsentlig årsag til denne udvikling. 

Den socialt opdelte by betyder, at fællesskaber i højere grad kun opstår mellem 

mennesker, der ligner hinanden. Dette betyder, ifølge Sennett, at det bliver svært at 

opnå tillid til andre grupper af mennesker (Sennett 1971). Den opdelte by er med til at 

skabe ensidige og lukkede fællesskaber, hvor det der er anderledes opfattes som 

truende. Han mener, at denne ensformighed lammer sindet (Sennett 2005:109). Den 

voksende ulighed og sociale opdeling betyder altså at tillid til andre mennesker kun 

sker inden for ”lukkede rammer” og ikke i en større social sammenhæng. 

1.2 Den sociale skraldespand 

Den opdelte by og sociale polarisering kan i Danmark ses ved en segregering på 

3

oligmarkedet, hvor ressourcesvage og personer med anden etnisk baggrund er blevet 

koncentreret i især den almene boligsektor (Socialministeriet 2006:16). Det er særligt 

storbyerne, hvor hovedsageligt de store boligområder opført i 60’erne og første 

halvdel af 70’erne er blevet rammen for en beboersammensætningen bestående af 

mange enlige, mange indvandrere og mange på overførselsindkomster (Rasborg 

2011:76). De problemer man ser i boligområderne kan betragtes som en koncentration 

af de problemer man generelt ser i samfundet i dag. Der er tale om selvforstærkende 

processer og Lars Olsen kalder den almene sektor for ”samfundets sociale 

skraldespand” (Lars Olsen 2005:158). Derudover er de udsatte områder ofte tynget af 

funktionalistisk arkitektur, hvor bebyggelserne i sig selv udgør problemer fx ved at 

byggeriet fremstår standardiseret og identitetsløst, og med udearealer der ikke 

fungerer (Bjørn 2007). Disse områder er samtidig et produkt af skiftende regeringers 

skiftende, og til tider konfliktende boligpolitikker, hvorfor ph.d. Troels Schultz Larsen 

peger på, at områderne ikke skal betragtes som udsatte, men derimod forsømte 

(Schultz Larsen 2009:272). 

1.3 At nå de udsatte 

De ”forsømte” områder er altså genstand for mange af de sociale problemer vi har i 

Danmark. Disse problemer har man forsøgt at imødegå på forskellig vis gennem 

fysiske renoveringer og sociale tiltag, især gennem det boligsociale arbejde. Fra 1993 

gennem de såkaldte byudvalgsindsatser, hvor formålet var ”at skabe et bedre 

hverdagsliv” (Mazanti 2004:26). Byudvalgsindsatserne havde i starten en tostrenget 

strategi, med en bred almen indsats for alle beboere og en mere specifik indsats for de 

svageste. Dette viste sig dog ikke at virke, idet de svageste tit blev glemt i mængden 

(ibid:28). Før det havde man i 80’erne forsøgt sig med individorienterede indsatser 

ved at rykke socialrådgiverfunktioner ud i områderne, hvor man fokuserede på de 

svageste (ibid:31). En videreudvikling af byudvalgsprojekterne er de mere omfattende 

såkaldte ”kvarterløft”, der havde et helhedsorienteret sigte, hvor man fx koblede en 

social indsats rettet mod unge sammen med en beskæftigelsesindsats (ibid:29f). Fra 

2001 er den boligsociale indsat især foregået gennem boligsociale helhedsplaner, som 

indgås som et partnerskab mellem administrationen og beboerdemokratiet i en 

boligafdeling ofte med kommunen og evt. eksterne samarbejdspartnere på sidelinjen 

(Færch et al. 2010:33). I denne indsatsform arbejder man nogle steder med en bevidst 

4

essourceorienteret udvikling for at imødegå stigmatiseringen og klientgørelsen 

(ibid:35). 

Gennem de sidste 20-30 år har man således på mange forskellige måder forsøgt at 

imødegå de svære sociale problemer, som de forsømte boligområder indeholder. 

Isolering, vigende sammenhængskraft, misbrugsproblemer, arbejdsløshed, utilpassede 

unge, integrationen af etniske minoriteter er dog stadig indsatsområder, hvor der kan 

gøres meget. Sociale indsatser kan som sådan aldrig afsluttes, men som det fremgår 

har man i disse områder forsøgt sig med et utal af måder, metoder og organiseringer. 

Eksperimenterne fortsætter dog ufortrødent. 

1.4 Modtagelsen 

Et indsatsområder, der udforskes i øjeblikket er således om modtagelsen af nye 

beboere kan have en positiv indvirkning på beboernes muligheder for at agere i 

almene boligområder. I Trigeparken ved Århus opsøger man nye beboer med 

velkomst-pjece og velkomstgave bestående af the og kaffe. I boligområdet Tingbjerg 

har man uddannet beboere som velkomstguider for ligeledes at besøge de nye 

beboere, mens man i Kgs. Enghave har haft en større velkomstdag for nye og gamle 

beboere. Alle disse projekter har tanker omkring et velkomstkoncept til nye beboere 

med information om aktiviteter, værdigrundlag, beboerdemokrati og i det hele taget 

hvad det vil sige at ”bo alment”, med håbet om at beboerne har bedre muligheder for 

at blive socialt integreret i boligområdet. 

Det interessante ved modtagelsen er, at den udgør første interaktion mellem beboeren 

og det område vedkommende skal blive en del af. Herefter starter beboerens kontakt 

med andre beboere i området samt alle de former for sociale fællesskaber, formelle 

som uformelle, der findes her. En påvirkning af beboeren her, kan måske starte en 

positiv udvikling. 

Man mener således i flere almene boligområder, at der ligger et forandringspotentiale 

i modtagelsen af nye beboere. De nævnte projekter er dog meget lavpraktiske og 

lokale tiltag. Der findes meget lidt materiale på området, der går mere grundlæggende 

til værks og undersøger hvilke vilkår, der spiller ind på modtagelsen af nye beboere i 

almene boligområder i dag. Der findes derfor heller ikke noget dokumentation på om 

modtagelsen kan have en positiv indflydelse på nye beboeres muligheder for at agere i 

5

konteksten af den almene sektor. 

1.5 Undersøgelsen 

Afsættet for denne opgave er derfor at give et bud på en sådan mere grundlæggende 

granskning af hvilke grundlæggende mekanismer og vilkår, der gør sig gældende ift. 

den nye beboers muligheder for at indgå i de sammenhænge der findes i en 

boligafdeling i den almene sektor. 

Vores anledning til denne undersøgelse har været et samarbejde med Boligsocialt 

Områdesekretariat Høje-Taastrup. Derfor foretages undersøgelsen i to områder 

tilknyttet dette sekretariat, nemlig Tåstrupgård og Charlottekvarteret. 

Dette leder os til følgende problemformulering: 

1.6 Problemformulering 

Hvilke vilkår sætter den almene sektor for forandringspotentialet i modtagelsen af nye 

beboere? 

1.6.1 Arbejdsspørgsmål 

For at besvare denne problemformulering må vi besvare følgende arbejdsspørgsmål: 

- Hvilke værdier og rationaler definerer områderne Tåstrupgård og Charlottekvarteret? 

- Hvordan påvirker disse værdier og normer beboernes handlemuligheder? 

- Hvordan påvirker tilflytteres viden og præferencer den måde de agere på i 

modtagelsen i områderne? 

6

1.7 Uddybning af problemformuleringen 

Før vi kan bevæge os videre i opgaven må vi definere to begreber nærmere. Det ene 

er hvad vi mere præcist mener med ’modtagelse’, det andet er ordet 

’forandringspotentiale’ i problemformuleringen. Begge begreber kan forklares med 

empowerment. Begrebet ’modtagelse’ kan defineres ud fra en metodisk tilgang til 

empowerment, mens ’forandringspotentialet’ angår empowerment tilgangens mere 

teoretiske side. 

1.7.1 Konstruktionen af modtagelsesprocessen og empowerment 

Empowerment-begrebet er et både socialanalytisk og socialkritisk normativt begreb. 

På den normative side indebærer begrebet en vision om, at samfundet kan indrettes og 

organiseres på en mere retfærdig og solidarisk måde. Denne kamp mod en uretfærdig 

fordeling af ressourcer og magt skal ske ved social mobilisering på flere niveauer 

(Andersen et. al. 2003:9). I et analytisk perspektiv kan dette anskues som forskellige 

strategier og værktøjer til at opbygge og udbygge social kapital hos individer og 

sociale netværk (Andersen og Løve 2007:69). Denne opbygning af handlingskapacitet 

kan både ske vertikalt som en mægtiggørelse af individer eller grupper, så de kan 

sætte sig igennem politisk; eller horisontalt, hvormed målet er en myndiggørelse af 

individer eller grupper, så de bliver sat i stand til at udnytte muligheder og få 

indflydelse (Andersen et al. 2003:16,22). Empowerment kan defineres som ”... 

processer, der forbedrer underprivilegerede individers og sociale gruppers evne til at 

skabe og håndtere mentale, materielle, sociale, kulturelle og symbolsk relevante 

ressourcer.” (Andersen et al. 2003:9). At opnå empowerment er et vigtigt endemål, 

men det er ofte selve empowermentprocessen, der er med til at transformere både 

subjekter og strukturer. Empowerment er derfor aldrig noget der én gang for alle vil 

være opnået for hverken det enkelte individ, en gruppe, et lokalområde eller et 

samfund (Andersen et al. 2003:26). 

Opbygningen af social kapital kan altså kun ske over tid og har som sådan ikke noget 

endemål. Ligesom empowerment finder vi, at modtagelsen af nye beboere også er 

funderet på et tidsperspektiv. Der er således en tidslighed i den nye beboers 

interaktion med det boligområde vedkommende er på vej ind i. Fra der første gang 

skabes kontakt mellem beboeren og boligområdet mht. at blive skrevet op til en 

7

lejlighed, over selve indflytningen til beboeren begynder at indgå i de sociale 

sammenhænge der findes i området. 

I sådanne områder har man kunne iagttage nogle negative udviklingstendenser, der 

bl.a. bygger på de samfundsstrømninger, der er nævnt i problemfeltet. En sådan 

negativ udviklingsspiral består typisk af, at området har et dårligt image udadtil, en 

svag sammenhængskraft og sociale konflikter indadtil (Andersen og Løve 2007:67). 

Af samme grund kan man tale om de mennesker, der bor i sådanne områder som 

”disempowered” i økonomisk, statusmæssig og politisk/institutionel forstand 

(Andersen et al. 2003:22). 

Det er også denne gruppe af mennesker, der er omdrejningspunktet for dette projekt. 

De to områder vi behandler er begge inde i nogle negative udviklingsspiraler, som 

man på forskellig vis forsøger at ændre. Målet for flere af aktørerne i sådanne 

områder er i et empowermentperspektiv at skabe en positiv udviklingsspiral. Her skal 

beboernes positive områdetilhørsforhold og ressourcer udvikles både indadtil i form 

af en styrkelse af beboernes fælles engagement og positive identifikation med 

boligområdet, og udadtil i form af en stærkere politisk stemme og især skabelsen af 

bedre image (Andersen og Løve:68). 

I denne kontekst kan modtagelsen af nye beboere spille en rolle. Gennem en 

myndiggørelse af beboerne, kan handlingskapaciteten mellem dem forbedres, 

hvormed de kan blive bedre i stand til at udnytte deres muligheder. Dette kan skabe 

bedre sammenhængskraft og dermed positive udviklingsspiraler. Denne 

myndiggørelse af beboere kan begynde lige så snart de er flyttet ind i boligområdet. 

Man kan således allerede ved modtagelsen af nye beboere begynde at opbygge den 

horisontale handlingskapacitet. 

Når vi i denne opgave således benytter os af begrebet ’modtagelsesprocessen’, har 

dette to betydninger: For det første og vigtigst, den simple metodiske implikation, at 

modtagelsen af nye beboere har et tidsperspektiv, der rækker ud over 

nøgleoverdragelsen. Tidsperspektivet indbefatter alle de aktører og agenter, som den 

nye beboer har været i kontakt med samt betoner, at modtagelsen er starten på den nye 

beboers socialisering ind i boligområdet. Dette betyder for det andet i et 

empowermentperspektiv, at modtagelsen af nye beboere indeholder et potentiale for 

forandring af de negative udviklingstendenser, der findes i områderne. 

8

2 Om vores refleksive sociologi 

2.1 Hvad er modtagelsens betydning i et boligområde? 

Modtagelsen af nye beboere er ikke en entydig proces eller et enkeltstående fænomen. 

At flytte til et nyt område med mange beboere og mange kulturer, er ensbetydende 

med mange møder, ansigt til ansigt, såvel som på tværs af tid og rum. Det indebærer 

også møder med institutioner i området, som man skal lære at indgå i og anvende. Der 

er med andre ord både kulturer og systemer, som på den ene eller anden måde skaber 

betingelserne for, hvordan modtagelsen finder sted. Ligeledes er modtagelsen en 

kontinuerlig proces, snarere end et afgrænset fænomen. At spørge hvornår 

modtagelsen stopper, hvornår man er en beboer, kan ikke besvares på indlysende vis. 

Snarere kan man sige at modtagelsen finder sted i etaper, fra man stifter sine første 

bekendtskaber med kulturen og systemet, til man opbygger rutiner og et 

sammenhængende hverdagsliv. Modtagelsen kan med andre ord inddrage mange 

elementer. Følgende afsnit er derfor en indføring i, hvordan projektets problemstilling 

er blevet til. 

2.2 Teoretisk afsæt 

Da vi i sin tid satte os for at undersøge modtagelsen i almene boligområder fandt vi, at 

vi ikke effektivt kunne reducere modtagelsen til områdets strukturelle indretning eller 

til, hvordan individet erfarer området. På den ene side er modtagelsen en serie af dybt 

subjektive fænomener, hvori tilflytteren konstant interagerer med området og udvider 

eller indskrænker sin horisont. På den anden side er modtagelsen omfattet af meget 

objektive omstændigheder, herunder de materielle muligheder og de styrende 

institutioners rolle. Det var med dette afsæt at vi lod os inspirere af Pierre Bourdieus 

refleksive sociologi. Hos Bourdieu handlede det om at opløse modstillingen mellem 

agent og struktur, og mellem mikro- og makro-niveau. Det som han i stedet har ønsket 

at fremstille, er den sociale virkelighed i dens relationelle konstruktion. Som vi vil 

diskutere nedenfor er det den sociale forskel, som ifølge Bourdieu er udgangspunktet 

for at kunne tale om det sociale rum, rummet mellem mennesker. Med sin teori 

ønskede Bourdieu således at gøre sociologien bevidst om: ”… at det er muligt at 

9

konstruere en sammenhængende politisk økonomi for praksisformer – specielt når det 

gælder magt i symbolske fremtrædelsesformer – der kan forene fænomenologiske og 

strukturelle tænkemåder i en epistemologisk sammenhængende og universelt gyldig 

måde at drive samfundsvidenskabelig forskning på” (Wacquant 1996:18). At følge 

Bourdieu vil således implicere, at vi i et eller andet omfang skulle opstille den sociale 

forskel i sine særlige fremtrædelsesformer, og på den led opnå viden om, hvordan 

vilkårene for modtagelsen var. Hvordan kan vi overhovedet åbenbare Bourdieus 

sociale rum i modtagelsesprocessen? Hvad er med andre ord impliceret i overhovedet 

at tale om en modtagelsesproces – hvordan eksisterer den? 

2.3 Den gensidige konstruktion (ontologi) 

Vores udgangspunkt i starten af projektforløbet, at modtagelsesprocessen kunne siges 

at eksistere som en række begivenheder i et forløb, hvor man bevidst eller ubevidst 

blev modtaget som ny beboer. Det vil sige at tilflytteren blev modtaget af strukturen 

og deraf dannede sig indtryk og horisonter og herved kunne modtagelsen skitseres 

inden for en forholdsvis lukket proces. Det som efterhånden blev klart for os var, at 

modtagelsesprocessen var en gensidig konstruktion mellem tilflytteren og området, 

mellem individ og kollektiv. Der var altid knyttet forventninger til at flytte til 

området, og disse forventninger indskrev sig ikke mindst i måden hvorpå agenterne 

konstruerede området som genstand for deres aktiviteter. Omvendt var områderne 

som en social struktur i høj grad betinget af et modsætningsforhold mellem 

beboersammensætningens udvikling mod en stadigt mere heterogen masse og den 

måde som den almene sektors institutioner fungerer i områderne og ser på sine 

beboere. Der forekom symbolske kampe baseret på forholdet mellem at leve i 

områderne og være en del af den almene sektor. På 'mikro-niveau' var der meget 

omfattende sociale konstruktioner af områdets muligheder og begrænsninger, og på 

'makro-niveau' var der ikke nogen 'samlet' modtagelse af forudsigelige begivenheder, 

men en veksling mellem rammen af idealer og værdier i den almene sektor, og de 

levede praksisformers betydning for tilflyttere. Det var således på denne komplicerede 

og meget relationelle baggrund, at vi trak Bourdieus praksisteori frem som et afsæt for 

at forstå, hvordan modtagelsens vilkår er struktureret. 

10

2.4 Viden eller anvendelse (epistemologi) 

Ved siden af denne erkendelse havde vi imidlertid også en konkret interesse i 

projektets fokusering, dets genstand, nemlig at vi på baggrund af projektoplægget fra 

BOHT stadig skulle undersøge modtagelsen. Det indgik således i vores motivation, at 

vi med vores undersøgelsesdesign skulle være i stand til at kortlægge modtagelsen i 

områderne, som så igen skulle danne baggrund for anbefalinger. Et problem der altid 

ligger i forlængelse af at bedrive videnskab ifølge Bourdieu er, at den sociale 

virkelighed har sine egne kategorier og relationer, og at man som forsker i et 

socialvidenskabeligt felt ofte skal overkomme mange andres udlægninger af hvad der 

er virkeligheden og hvad der er det rigtige (Bourdieu og Wacquant 1996:218f). Vi har 

med problemfeltet forsøgt at skitsere hvordan modtagelsesprocessen kan være 

afsættet for at løse et legitimt problem. Men vi kan samtidig ikke komme uden om, at 

vi som udgangspunkt ikke havde et problem. På den led er modtagelsesprocessen gået 

hen og blevet en måde at se ind i den sociale virkelighed på. 

Mens vi således ikke har valgt en feltanalytisk tilgang, har vi stadig ladet os inspirere 

af Bourdieus feltanalytiske metode. Vi har imidlertid måtte acceptere, at det har været 

uden for dette projekts rammer, at foretage samme omfattende objektiveringsarbejde. 

Som Mathiesen og Højbergs oprids af Bourdieus tre objektiveringer (Mathiesen og 

Højberg 2004:237) ville give anledning til, hvilket kunne have skabt en klarere 

forståelse for vores position ift. det vi ønsker at undersøge. Hermed har vores 

udgangspunkt for konstruktionen af feltet været forholdsvis svagt, fordi der ikke kan 

siges at være blevet etableret et objektiveret synspunkt på vores genstand. 

11

3 Teoretisk ramme 

3.1 Bourdieu 

Det er vores ønske på den ene side at begribe, hvordan modtagelsen påvirker 

tilflytteres holdning til og adfærd i boligområdet, dets beboere og dets organisation. 

På den anden side vil vi afdække, hvordan vi kan forstå og kortlægge den proces som 

tilflyttere indgår i, når de skal integreres i boligområdet. Hermed lægger vi op til at 

spørge, hvordan vi teoretisk kan forene og fokusere vores undersøgelse af 

modtagelsen, når den både har et meget subjektivt fokus i form af oplevelser og 

perceptioner, og samtidig et strukturelt islæt, idet der kan siges at være objektive 

strukturer, der udøver indflydelse på modtagelsen og eksisterer på tværs af tid og rum. 

Vi har her fundet Bourdieus variant af praksisteori særligt brugbar, fordi den kan 

italesætte såvel aktør som struktur. I Bourdieus historiserende feltanalyser, 

konstrueres en række begreber mhp. at kunne indfange den sociale virkelighed som 

den faktisk tager sig ud. Disse begreber er sammensatte og selvom de indtager 

specifikke roller i Bourdieus teoretiske apparat, er de også meget sammenflettede. 

Vores undersøgelse er dog ikke at forstå som en egentlig feltundersøgelse, bl.a. fordi 

vores fokus ligger på modtagelsen i de konkrete boligområder, hvorfor aktører som 

kommunen, staten og større almene aktører ikke afdækkes særligt detaljeret og at vi 

herved også afholder os fra at metodisk at spørge til magtens felt (jf. Bourdieu og 

Wacquant 1996:91f). Vores mål med anvendelsen af Bourdieu er snarere at opstille 

modtagelsen og forstå de betingelser hvorunder modtagelsen udfolder sig i deres nære 

kontekst. 

I det følgende vil vi derfor først skitsere Bourdieus teoretiske afsæt med begreberne, 

for dernæst at afveje, hvordan begreberne relaterer sig til modtagelsen, og sidst 

tydeliggøre vores position og muligheder med Bourdieus teori. 

3.1.1 Forskellen og det sociale rum 

Et helt grundlæggende udgangspunkt for Bourdieu, er den sociale forskel (Bourdieu 

1997:17ff). Med forskel forstås det at noget er anderledes fra noget andet. Er man 

således forskellig fra en anden person, kan man da også skelnes fra en anden person, 

12

og man opnår herved en position i et socialt rum. Man kan derfor sige, at forskel er 

det konstituerende element for Bourdieus teori, netop fordi forskel og den afstand, der 

implicit er forbundet med forskel, danner basis for overhovedet at kunne tale om et 

socialt rum. Det er således forskellen der gør det muligt at skelne personer fra 

hinanden at blive set, at være relevant for andre. Forskel konstituerer m.a.o. rummet 

for social handling. 

Konstruktionen af forskel giver anledning til at opstille tre centrale begreber: habitus, 

felt og kapital. De tre begreber er Bourdieus forsøg på at indtegne både det subjektive, 

mentale aspekt af at være menneske i en social virkelighed, og det objektive og 

historiske som er forbundet med samfundet som konstruktion af relationer. 

3.1.2 Habitus 

Habitus er ikke let definerbart, men Bourdieu har i forskellige sammenhænge betonet 

det som sansen eller princippet for social ageren. Det er således ”... et system af 

varige og transponérbare holdninger, der på én gang integrerer individets samlede 

sum af tidligere erfaringer samtidig med at de i det givne øjeblik fungerer som 

matrice for individets måde at opfatte, vurdere og handle på” (citeret i Wacquant 

1996:29-30). Mere eksplicit i relation til social forskel skriver Bourdieu andetsteds: 

Agenternes habitus skelner mellem det gode og det dårlige, det rigtige og det forkerte, 

det fine og det vulgære etc. Men alle skelner ikke på samme måde. Én og samme 

opførsel, eller ét og samme gode, kan således forekomme fin for én agent, mens den 

kan virke prangende eller indbildsk for en anden, eller vulgær for en helt tredje. 

(Bourdieu 1997:24) 

Med andre ord er habitus det princip som organiserer agentens oplevelse og vurdering 

af virkeligheden. Habitus kan derved siges at være et system af dispositioner for 

tanker og handling. Men disse er samtidig internaliserede dispositioner, udviklet ud 

fra de positioner, som agenten har optaget i det sociale rum. Som Wacquant skriver 

”… reagerer den [habitussen] … i alt væsentligt systematisk og ensartet på stimuli fra 

feltet” og ”er legemliggørelsen af det kollektives individuering … gennem 

socialisation” (Wacquant 1996:30, vores fremhævelse). Habitus betegner således 

agentens forhold eller relation til feltet i form af den historie som disponerer agenten 

13

til at tænke og handle. Som Troels Schultz Larsen skriver, er anvendelsen af habitus 

forbundet med, at man ønsker at forklare agenters dispositioner, dvs. at gøre den 

viden som fx interviewpersoner afgiver relationel med de sammenhænge som de 

indgår i, med det felt og de kapitaler de besidder. Man kan sige at anvendelsen af 

habitus er forbundet med en proces, hvor man på den ene side anerkender, at agenter 

bærer vigtig viden, men på den anden side har brug for at kontekstualisere og 

”forklare” denne viden med afsæt i agentens dispositioner (Schultz Larsen 2009:185). 

3.1.3 Feltet 

Feltet er det andet centrale begreb for Bourdieu. Feltet er her forstået som et specifikt 

socialt rum. Et felt er således en konfiguration af ”samfundsmæssige positioner” og 

de historiske relationer der er mellem disse (Wacquant 1996:28). Det er vigtigt at 

være opmærksom på, at et felt altid skal konstrueres, det eksisterer ikke som noget i 

sig selv. Feltet har således det formål at synliggøre forskellene i rummet (Delica og 

Mathiesen 2007:179). Disse positioner er organiseret omkring, hvad der har værdi i 

feltet, m.a.o. hvad der på det symbolske plan betyder, at man kan indtage forskellige 

positioner alt efter, hvilke ressourcer – kapitaler – man kan trække på (se nedenfor). 

Doxa, som kan beskrives som en slags 'spilleregler', er netop det, der tildeler denne 

værdi. Bourdieu selv beskriver doxa som 

”an uncontested acceptance of the daily lifeworld (…) when it realizes itself in certain 

social positions, among the dominated in particular, it represents the most radical 

form of acceptance of the world, the most absolute form of conservatism” (Bourdieu 

og Wacquant 1992:75). 

Det er regler i den forstand at de er accepteret som sande og 'naturlige' inden for feltet. 

De er den ubevidste anerkendelse af den sociale orden. 

Bourdieu taler i sit forfatterskab ofte om feltet som et spil, et spil man kan være uden 

for, indgå i, eller blive opslugt af. Agenten indtager således også en position ift. et 

sådant spil, de er givet muligheder for at deltage, at være med. Der er en grad af 

investering eller forhold som agenten har til feltet, til spillet, og som i sit fravær 

glimrer ved at agenten ikke føler nogen form for alvor eller forpligtelse ved sin 

tilstedeværelse i feltet. I sin allerhøjeste potens betyder dette at agenten har overgivet 

sig til spillets præmisser, at han ikke kan afkoble sig selv og sin identitet fra spillet. 

14

Bourdieu kalder det at være investeret, at finde noget væsentligt i feltet for illusio 

(Bourdieu 1997:153). Når man deltager eller er investeret i feltet, er man også bundet 

til at acceptere at der er noget på spil for en selv. Det kan være penge, status, 

kærlighed eller noget fjerde, men det afgørende er, at man ikke længere er ligeglad. 

Illusio er ”tiden skåret ud”, fordi det er den måde hvor mennesker fokuserer deres 

væren, ifølge Bourdieu, er ved at gøre selvet midlertidigt, dvs. at opstille fremtiden i 

nutiden: 

… to take an interest, to constitute some reality or other as a centre of interest, is to 

set in motion the process of 'presentation-depresentation', 'interest-disinterest', in 

other words to 'temporalize' oneself, to make time, in a relationship to the directly 

perceived present (…) In opposition to the indifference which apprehends the world as 

devoid of interest and importance, the illusio (or interest in the game) is what gives 

'sense' (both meaning and direction) to existence by leading one to invest in a game 

and in its forth-coming, in the lusiones, the chances, that it offers to those who are 

caught up in the game and who expect something from it (Bourdieu 2000:207). 

Illusio spiller på den led en helt central rolle, fordi det er tiltrækningskraften som 

holder sammen på et felt. Samtidig er det forbindelseslinjen til det subjektive, fordi 

illusio og habitus er dybt forbundne, da det er graden illusio der giver meningen til de 

habituelle dispositioner. 

3.1.4 Kapitalformerne 

Feltets illusio er samtidig også bestemmende for hvilke ressourcer agenten drager på, 

det som Bourdieu kalder kapitaler eller kapitalformer. Det forstås at kapital ikke er 

noget entydigt begreb, men er de ressourcer en agent eller gruppe bærer: 

Capital is accumulated labor (in its materialized form or its 'incorporated,' embodied 

form )which, when appropriated on a private, i.e., exclusive, basis by agents or 

groups of agents, enables them to appropriate social energy in the form of reified or 

living labor. (Bourdieu 1986:241) 

Herunder er der de materielle ressourcer (økonomisk kapital) og de immaterielle 

ressourcer (kulturel kapital, social kapital). Det er med udvidelsen af kapitalbegrebet 

15

til også at omfatte de immaterielle former, at Bourdieu søger at forene økonomi og 

sociologi. Kulturel kapital er kendskab, evner, uddannelse m.m. som sætter en person 

i stand til at begå sig inden for det kulturelle hierarki, der måtte eksistere. Bourdieu 

har identificeret flere former som kulturel kapital kan optræde i. I sin kropsliggjorte 

form er kulturel kapital indeholdt i, hvad man er blevet opdraget med og har 

indoptaget som en del af en selv igennem socialiseringsprocesser. Det er så at sige de 

erfaringer og den viden som man bærer, og som man herigennem opnår status med. 

Bourdieu fremhævede fx ofte hvordan studier havde vist, at skoleelever med samme 

baggrund som deres lærere (middelklassen), var disponerede til at genkende og 

indordne sig efter lærernes ønsker, at tilfredsstille lærernes behov for orden, og derved 

have større chancer i skolesystemet end elever med fx en arbejderklassebaggrund. 

Eleverne havde ganske enkelt den rette kropsliggjorte kapital til at kunne begå sig i 

dette felt. 

Bourdieu arbejder også med en objektiveret kulturel kapital (ejerskabet af materielle 

enheder med kulturel relevans, fx malerier, bøger eller værktøjer) og en 

institutionaliseret kulturel kapital (certificerede kvalifikationer eller titler, som 

beskytter, privilegerer og giver status), men for denne undersøgelses vedkommende er 

disse kapitaler sekundære eller slet ikke relevante. Den objektiverede form er 

relevant, hvis modtagelsens materielle dimension i større grad kan gøres til genstand 

for forskel, fx i form af ting og særligt anvendelsen af disse, som så kunne 

symbolisere fx engagement eller ejerskab. Den institutionaliserede form kunne til 

gengæld være relevant i det omfang, at vi indsatte dem som professionelt har at gøre 

med områderne, i feltet som agenter. Men da undersøgelsen primært fokuserer på det 

nære, dvs. de konkrete boligområder og på beboernes oplevelse af at flytte til disse 

områder, er denne mere abstrakte form for kulturel kapital alligevel fraværende i 

vores konstruktion af feltet. 

Social kapital definerer Bourdieu som 

”the aggregate of the actual or potential resources which are linked to possession of a 

durable network of more or less institutionalized relationships of mutual acquaintance 

and recognition – or in other words, to membership in a group – which provides each 

of its members with the backing of the collectivity-owned capital” (Bourdieu 

1986:249). 

Social kapital handler altså om hvilke netværk som agenten tilhører og kan drage på, 

16

og kan kun forekomme under forudsætning af gensidighed mellem agenter i netværk. 

Netop gensidigheden betyder også social kapital ikke kan stå uafhængigt fra de to 

andre kapitaler, fordi 

”… the exchanges instituting mutual acknowledgment presuppose the 

reacknowledgment of a minimum of objective homogeneity, and because it exerts a 

multiplier effect on the capital he possesses in his own right” (Bourdieu 1986:249). 

Agentens sociale kapital er altså i sidste ende afhængig af ”hvem” hans netværk er – 

dvs. hvilke økonomiske og kulturelle (og i sidste ende symbolske) kapitaler de andre 

agenter i netværket har. 

Netværkene eksisterer på baggrund af investeringsstrategier (jf. illusio), hvis mål er at 

etablere eller reproducere sociale forbindelser eller sammenhænge 

”… that are directly usable in the short or long term, i.e., at transforming contingent 

relations, such as those of neighborhood, the workplace, or even kinship, into 

relationships that are at once necessary and elective, implying durable obligations 

subjectively felt (feelings of gratitude, respect, friendship, etc.) or institutionally 

guaranteed (rights)” (Bourdieu 1986:250). 

På den led er agentens sociale kapital udgjort af de sociale bånds natur. Det betyder 

også at agenten ikke er fri til at knytte nye bånd, da han i et eller andet omfang skal 

vurdere om dem han møder, er kompatible med 'gruppen', men han er omvendt også i 

stand til at udvide eller ændre gruppens selektionsskema: 

” … because the definition of the criteria of entry is at stake in each new entry, he can 

modify the group by modifying the limits of legitimate exchange …” (Bourdieu 

1986:251). 

Social kapital er på den led også meget relationelt, og det er ligesom de andre 

kapitalfomer, feltets konstruktion der bestemmer betydningen af social kapital. 

Endelig peger Bourdieu på en fjerde, symbolsk kapital, som er den samlede mængde 

kapital en agent råder over inden for et specifikt felt, og derved også den kapital som 

bestemmer agentens ”vertikale” position i det sociale rum. 

17

3.1.5 Vores anvendelse af Bourdieu 

Bourdieus teori er som udgangspunkt et godt værktøj til at italesætte 

modtagelsesprocessen. For det første kan man sige, at tilflyttere kastes ind i et konkret 

socialt rum (felt). Feltet er udgjort af et væld af aktører med tilknytning til den almene 

sektor, herunder kommuner, ministerier, den almene sektors egne organisationer, 

boligselskaber, ejendomskontorer, det boligsociale arbejde, beboerne m.m. Det er 

opbygget omkring særlige ideer om hvad der er på spil (illusio). Disse forestillinger 

kan fx være ang. beboerdemokratiet, de sociale netværk, driften, foreningslivet, osv. 

Feltet indeholder samtidig særlige positioner, som nytilflyttere optager, alt efter 

hvorvidt de er i stand til at mobilisere ressourcer (kapital). Samtidig er spørgsmålet 

om de allerede ved indflytningen, har opbygget social kapital i området, eller om de 

står uden for de eksisterende fællesskab af positioner, dvs. de grupper som 

manifesterer sig i området. Endelig er der de nye beboernes egne erfaringer og 

dispositioner (habitus), som er af afgørende betydning for, hvordan eller hvorvidt de 

anskuer boligområdets illusio. På den led handler det både om, at være ”tilstede” i 

feltet og at kunne udøve en rolle ift. habitus og kapitaler. 

18

3 Metode 

I dette afsnit følger vores metodiske overvejelser omkring projektet. Først præsenteres 

Boligsocialt Områdesekretariat Høje-Taastrup samt de implikationer, der forefindes 

ved at have en samarbejdspartner i semesterprojektsammenhæng. Vi vil derefter 

beskrive hvordan vores undersøgelse er inspireret af Bourdieus feltanalyse, samt 

hvordan vi har udvalgt vores to konkrete cases. Herefter følger refleksioner over vores 

empiriindsamlingsstrategi, herunder udvælgelse og præsentation af informanter. 

3.1 Samarbejde med Boligsocialt Områdesekretariat Høje-Taastrup 

Dette projekt er kommet i stand via Projektforum (tidligere Videnskabsbutikken) på 

RUC. Vores projekt er derfor udviklet med afsæt i et oplæg fra Boligsocialt 

Områdesekretariatet Høje-Taastrup (herefter omtalt BOHT) omkring modtagelsen af 

nye beboere i de almene områder. 

BOHT er et treårigt projekt nedsat af Landsbyggefonden 1 som en del af 

bestræbelserne på at koordinere og evaluere de boligsociale indsatser som 

Landsbyggefonden finansierer i Høje-Taastrup kommune. BOHT’s aktiviteter 

omfatter de boligsociale indsatser i de almene boligområder Tåstrupgård, 

Charlottekvarteret, Blåkildegård og Gadehavegård. BOHT har to ansatte, en analyse- 

og udviklingsmedarbejder og en kommunikationsmedarbejder. 

Vi har bevidst valgt at gå efter et projekt formidlet via Projektforum, fordi vi betragter 

det som givende at arbejde med en problemstilling, der er identificeret af fagfolk på 

området og fordi vores konklusioner har en mulig anvendelse. En fordel er, at vi får 

adgang til en stor mængde erfaret viden af folk på feltet, hvilket har givet nogle 

udbytterige diskussioner i løbet af projektets faser. Derudover har BOHT især været 

behjælpelig som gatekeepere, ved at skabe kontakt til nøglepersoner i driften og i den 

boligsociale indsats. 

1 Landsbyggefonden er en selvejende institution, som har til formål at fremme det 

almene byggeris selvfinansiering. Fonden yder lån til nyt alment boligbyggeri samt 

renoveringer af bestående almene boligområder. Med det boligsociales indtog i 

almene boligområder, er dette også blevet et område Landsbyggefonden yder støtte til 

19

Dette udgangspunkt mindsker på den anden side fleksibiliteten i opgavens 

genstandsfelt og udformning, samtidig med at der er risiko for at vi kommer til at 

”overtage” feltets aktørers holdninger. Til dette kan det for det første indvendes, at 

man i videnskabeligt arbejde aldrig helt kan frasige sig at dette sker: ”Even the most 

friendly and co-operative gatekeepers or sponsors will shape the conduct and 

development of research” (Neuman 2006:388). 

Derudover er projektets primære ramme også det socialvidenskabelige 

bachelorprojekt. Vi følger således de regler og normer der gælder inden for denne 

ramme, hvorfor videnskabelig redelig og gennemsigtig metode er vigtigt. Yderligere 

er der de rent formelle krav fra RUC som skal overholdes og som ikke nødvendigvis 

stemmer overens med BOHTs interesser. Således har vi fra starten lagt vægt på den 

grundige undersøgelse af feltet frem for luftige anbefalinger på svagt grundlag. Vi 

mener ikke vi er eksperter på feltet, og ser derfor vores bidrag som en analyse af 

grundvilkårene der kan danne grundlag for diskussioner blandt aktørerne på feltet. 

Herved kan de forhåbentlig få et nyt syn på den kontekst de ellers tager for givet. I 

sidste ende mener vi derfor, at en kritisk socialvidenskabelig tilgang til opgaven også 

gavner både BOHT og andre aktører på feltet. 

3.2 Den almene sektor i et feltanalytisk perspektiv 

Som nævnt i den teoretiske ramme laver vi ikke en egentlig feltanalyse, men er 

inspireret af Bourdieus historiserende feltanalyse. En egentlig feltanalyse ville ikke 

kunne lade sig gøre indenfor projektets tidsramme. Problemet med begrænsede 

tidsmæssige ressourcer kan imødegås ved at fokusere på meget afgrænsede felter eller 

ved at lave analyser af en karakter, der alene skitserer feltet og kampene (Hammerslev 

2009:97). Det felt vi undersøger er den almene sektor, men i vores tilfælde 

konstrueres det analytiske felt som værende de to boligområder som cases indenfor 

feltet. Afdækningen af aktører, strukturer og feltets kampe begrænser sig ligeledes i 

dette projekt mod at synliggøre de vilkår og potentialer, der er for modtagelsen af nye 

beboere i de to boligområder Tåstrupgård og Charlottekvarteret. For at imødekomme 

dette har vi interviewet personer fra forskellige positioner i feltet, som vi vurderer kan 

være med til at danne en skitse over feltet. Vi har i analysen et historisk indblik på 

opkomsten for den almene sektor og dens udvikling, men foretager ikke en 

20

dybdegående historiserede analyse af feltet. 

3.2.1 Cases: Tåstrupgård og Charlottekvarteret 

I projektet undersøges vilkår og potentialer for modtagelse af nye beboere igennem 

kvalitative casestudier, der er at betragte som ”delfelter” inden for feltet. Casestudiets 

centrale erkendelsesmål er, ifølge Jacob Dahl Rendtorff, en indlevelse i praktiske 

forhold (Rendtorff 2007:242). I casestudier må man gå meget tæt på virkeligheden og 

teste alle opfattelser ift. fænomener som de udfolder sig i praksis, dvs. på 

virkelighedens præmisser, ikke undersøgelsens (Flyvbjerg 1991:155). Dette stemmer 

overens med at vi i projektet lader os inspirere af feltanalysen, hvor det er feltet og 

ikke forskeren der afgør hvad der fungerer som sociale ressourcer inden for et bestemt 

felt (Hammerslev & Hansen 2009:21). 

Udvælgelsen af områderne Tåstrupgård og Charlottekvarteret er sket på baggrund af 

flere overvejelser. Vi valgte at arbejde med to cases ud fra en afvejning af 

tidsperspektivet på semesteret sammenholdt med spredningen i de fire cases generelt. 

Valget af de to cases blev foretaget på baggrund af de fire områder Tåstrupgård, 

Charlottekvarteret, Blåkildegård og Gadehavegård, der alle var meget forskellige og 

havde forskellig strukturer, organisationer og problemer at tage fat på. På denne 

baggrund var det oplagt at sammenligne vilkår for modtagelsen af nye beboere i to 

områder, der på sin vis har samme sociale problemer, men også er meget forskellige. 

Ift. valget af to sammenlignelige cases sprang Tåstrupgård og Charlottekvarteret 

umiddelbart i øjnene. De to områder kan betragtes som ”de tungeste” af de 

boligområder i Høje-Taastrup kommune, der har boligsociale indsatser. Samtidig 

forekommer områderne at være ret forskellige. 

For det første er de administreret og drevet af forskellige boligselskaber 2 . Tåstrupgård 

administreres af KAB og drives af AKB Taastrup, mens Charlottekvarteret 

administreres af Domea og VIBO og drives af DFB og VIBO. En anden forskel i 

organiseringen, er at Charlottekvarteret består af tre delområder, dvs. tre 

boligafdelinger, mens Tåstrupgård, der er større end det samlede Charlottekvarteret, 

kun er en enkelt afdeling. Derudover er der stor forskel på de boligsociale strategier, 

samt intern organisering i de to områder. 

2 for en uddybende forklaring om den almene sektors funktionsmåde, se bilag 1 

21

Begge områder har en høj andel af etniske minoriteter, Tåstrupgård har dog 70 % mod 

Charlottekvarterets 50 %. Desuden har Tåstrupgård en høj fraflytningsprocent, mens 

denne er relativ lav i Charlottekvarteret. Ift. modtagelse af nye beboere er der fra 

begge områder et ønsker om finde frem til nogle grundlæggende principper, der kan 

hjælpe i denne proces. I Charlottekvarteret er der netop nu fokus på modtagelse 

gennem et planlagt ”velkomstmøde” for nytilkomne, mens Tåstrupgård har opgivet at 

finde på flere tiltag. 

Projektet er delvist et komparativt studium, der undersøger de to cases mhp. at forstå 

forskellen mellem dem. På den anden side bliver interviewene med beboerne i de to 

områder delvist anvendt i en fælles analysedel, da det er de to områders struktur og 

ikke deres beboere der er af forskellig karakter. 

3.3 Indsamling og behandling af empiri 

Vi vil i det følgende argumentere for, hvordan vi konkret har arbejdet metodisk, altså 

hvilken empirisk strategi vi har haft. Vi vil redegøre for hvordan vi har fået adgang til 

vores informanter, både nøglepersoner og beboere, ligesom vi vil give en præsentation 

af hvilket skriftligt materiale vi benytter i undersøgelsen. 

3.3.1 Overordnet strategi 

Vores empiriindsamling er foregået af to omgange, og med to forskellige formål. I 

undersøgelsen af modtagelsen, har det altså været nødvendigt for os at få en forståelse 

for hvert af områderne, samt et indblik i beboernes syn på modtagelsen og deres 

engagement i området generelt. Vi har i alt gennemført 15 interviews med både 

nøglepersoner og beboere i det to områder. Alle disse interviews er gennemført ud fra 

semistrukturerede interviewguides, ud fra den betragtning at vi ønskede at give vores 

interviewpersoner mulighed for at fremhæve ting de fandt vigtige, både ift. 

modtagelsen af nye beboere, men også om områderne generelt. Vi har på den måde 

også haft mulighed for at spørge ind til emner, som respondenterne selv kom ind på i 

løbet af interviewene (Kvale 1997:19). Vi har suppleret vores interviews med 

relevante skriftlige kilder og observationer. 

22

3.3.2 Nøglepersoner 

Første led i vores empiriindsamling var at tage kontakt med de såkaldte nøglepersoner 

fra henholdsvis Tåstrupgård og Charlottekvarteret. I denne proces fungerede BOHT 

som gatekeeper til at formidle kontakten. Vi har i alt gennemført seks interviews med 

repræsentanter fra både driften og det boligsociale arbejde. Nøglepersonerne er valgt 

fordi de har et betydeligt kendskab til boligområderne og har daglig kontakt med 

beboerne. På den måde gav interviewene et helhedsindtryk af områderne, som spiller 

en stor del af denne undersøgelse. Det har desuden været vigtigt at kortlægge hvordan 

modtagelsen af nye beboere bliver prioriteret af de forskellige instanser. For at give 

læseren et indblik i hvem der gemmer sig bag citaterne i de kommende kapitler 

kommer der her en kort præsentation af vores nøglepersoner: 

Tåstrupgård: 

• Jens Peter Skaarup, sagsbehandler og informationsmedarbejder ved 

ejendomskontoret 

• Stig Bo Kristensen, boligsocial koordinator i Tåstrupgård 

• Elin Kegnæs, beboerrådgiver i Tåstrupgård 

Charlottekvarteret: 

• Jesper Langebæk, Projektleder på Helhedsplanen (barselsvikar) 

• Maria, praktikant i den boligsociale indsats og beboer (interviewet sammen 

med Jesper Langebæk) 

• Johnny Dideriksen, ejendomsmester i Charlottegården 

• Georg Metzon, ejendomsmester i Charlotteager I og II 

Nøglepersonerne er alle ansatte i et af de to områder. Praktikanten Maria, der også er 

beboer i Charlottekvarteret, medvirkede under interviewet med Jesper Langebæk, 

fordi han som barselsvikar, med egne ord, ikke har verdens længste historik for netop 

Charlottekvarteret (JL:1) Det er med interviewene forsøgt at dække både den 

driftsmæssige og boligsociale del i de to områder, der som nævnt er organiseret ret 

23

forskelligt. Dette gør at vi ikke har nøglepersoner med helt samme stillingsbetegnelse 

eller funktion fra begge områder. Vi har ikke interviewet ejendomslederen i 

Tåstrupgård, da han er forholdsvis nyansat. Informationsmedarbejderen ved 

ejendomskontoret har været i området i ni år og har viden om hvordan modtagelsen 

foregår og dækker derfor positionen for driften i Tåstrupgård. Spørgeguiden til 

nøglepersonerne er tilpasset om personerne arbejder i driften eller det boligsociale 

arbejde (se bilag 2 og 3). For Elin Kegnæs’ vedkommende går hun i dette tilfælde 

under det boligsociale, da hendes funktion med individuel rådgivning af beboere 

minder mest om det boligsociale arbejde. 

Der kan argumenteres for at vi burde have foretaget interview med beboerdemokrater 

fra afdelingsbestyrelserne i de forskellige områder. Det ville i sig selv blive en 

omfattende opgave bl.a. fordi Charlottekvarteret består af tre forskellige afdelinger 

med hver sin bestyrelse. Desuden er vi blevet gjort opmærksom på fraktioner i 

bestyrelsesarbejdet, og vi er ikke interesseret i at gå ind i deres konflikt. 

3.3.3 Beboere 

Andet led i empiristrategien var at skaffe interviews med nye beboere i de to områder. 

Vi har i alt foretaget ni interviews, fire i Charlottekvarteret og fem i Tåstrupgård. 

Interviewene havde fokus på indflytningen, modtagelsen og beboernes forventninger 

til området. Vi havde på forhånd opstillet et krav om at beboerne skulle have boet i 

området i op til ca. et år. Derudover havde vi et ønske om at ramme et forholdsvis 

repræsentativt udsnit af den beboersammensætning, der præger de to områder 

(primært hvad angår etnicitet og beskæftigelse). Dette er til dels opfyldt. 

Det har ikke været en nem opgave at skaffe beboerinformanter. De to 

ejendomskontorer i Charlottekvarteret måtte ikke oplyse konkrete adresser på nye 

beboere. I Charlottekvarteret var det derfor primært kontakter gennem nøglepersoner, 

andre behjælpelige beboere og tilfældige møder, der førte til interviews med 

beboerne. De to områder adskiller sig væsentligt fra hinanden ved at Tåstrupgård har 

en høj fraflytningsstatistik, mens Charlottekvarteret har en lav fraflytningsprocent. 

Mængden af de nye beboere i Tåstrupgård var derfor langt større. Ejendomskontoret i 

Tåstrupgård var også mere behjælpelig med at henvise os til nyere beboere. I begge 

områder blev strategien at ”stemme dørklokker”, og metoden til at skaffe informanter 

kan derfor betegnes som convenience sampling. Denne form for sampling benyttes 

24

ofte når der er en begrænset adgang til informanter (Bryman 2008:183). Her en kort 

præsentation af vores beboerinformanter: 

Tåstrupgård: 

• Onur – tyrkisk mand, bor sammen med sin kone og tre børn 

• Louise – dansk kvinde, bor alene med sin søn 

• Frank – dansk mand, bor alene med sine to døtre 

• Nittaya – thailandsk kvinde, bor sammen med sin kæreste 

• Ali – palæstinensisk mand, bor sammen med sin kone 

Charlottekvarteret: 

• Klavs, dansk mand, bor alene 

• Maria, dansk kvinde, bor sammen med sin mand 

• John, dansk mand, bor sammen med sin kæreste 

• Kirsten, dansk kvinde, bor alene 

I Tåstrupgård er der opnået en nogenlunde jævn spredning i etnicitet, alder, køn, 

husstandstype og tilknytning til arbejdsmarkedet. Charlottekvarteret var som nævnt en 

langt større udfordring ift. at skaffe informanter. Alle informanter er pt. uden for 

arbejdsmarkedet og på trods af at området rummer 50 % etniske minoriteter, er der 

kun opnået interviews med danske beboere. For begge områder anvender vi derfor 

også nøglepersonernes mere generelle udtalelser om beboere i området og om 

specifikke episoder, der kan give information om de grupper vi ikke har opnået 

kontakt til. 

Desuden bør det bemærkes at fire ud af fem beboere vi har fået i tale i Tåstrupgård 

har boet der i under 1 måned, hvorfor interviewet i høj grad kom til at handle om 

forventninger til området. I Charlottekvarteret har vores informanter derimod boet der 

mellem fem og 14 måneder og kan på den måde være mere integrerede i området. 

Desuden viste det sig, at informanten John havde boet i Charlottekvarteret stort set 

25

hele sit liv, men da han lige er flyttet og samtidig giver nye informationer omkring 

specifikke sociale ressourcer i området vurderes han alligevel til at være brugbar for 

undersøgelsen. 

I begge områder oplevede vi flere der sagde nej til at blive interviewet på den 

baggrund, at de ikke mente at de kunne tilstrækkeligt dansk og desuden beboere der 

ikke åbnede op for fremmede. Man kan også formode, at beboere der siger ja til at 

deltage i interviews må besidde en vis mængde ressourcer og at vi på den måde er 

afskåret fra at tale med nogle af de mere ressourcesvage beboere. 

At vi kun har i alt ni interviews med beboere har naturligvis konsekvenser for vores 

udsigelseskraft, idet de ikke er repræsentative for alle beboerne. Dermed kan vi ikke 

konkludere overordnet ud fra beboerne, men i stedet sandsynliggøre nogle tendenser 

for hvordan nye beboeres forholder sig til området og modtagelsen. 

Alle interviews med beboere er anonymiserede med undtagelse af Maria, der er 

praktikant i Charlottekvarteret og desuden medvirkede i et nøglepersonsinterview. 

Interviewene har en varighed mellem 10 og 50 minutter og er gennemført ud fra 

samme semistrukturerede interviewguide (bilag 4) Transskriptionerne af alle 

interviewene med såvel nøglepersoner som beboere er vedlagt på cd. 

3.3.4 Observationer og skriftlige kilder 

Yderligere har vi suppleret vores interviews med både observationer og skriftlige 

kilder. Observationerne har været af et indflytningssyn i hvert område. Synet er en 

gennemgang af fejl og mangler i lejemålet foretaget af henholdsvis ejendomsmestre 

eller synsmedarbejdere sammen med den nye beboer kort efter indflytning. Efter 

nøgleoverdragelsen er dette beboernes første møde institutionerne i boligområdet, og 

vi betragtede det som nødvendigt at vide hvad dette syn indebærer, ift. at kunne 

kortlægge hvordan modtagelsen af nye beboere konkret sker i området i dag. Vi har 

derudover opholdt os fysisk i områderne i flere dage og har dermed opnået kendskab 

til de fysiske rammer og har løbende har haft kontakt, både med beboere og med 

nogle af de nøglepersoner vi har interviewet. Som Kvale skriver ift. kvalitative 

undersøgelser: ”Ved at opholde sig i det miljø, hvor interviewene skal foretages, 

kommer man ind i det lokale sprog, de lokale hverdagsrutiner og magtstrukturer og 

får dermed en fornemmelse af, hvad de interviewede vil tale om” (Kvale 1997:103). 

26

På den måde har vores kendskab til de to områder været en fordel i 

beboerinterviewene. 

Vi har derudover benyttet os af diverse skriftlige kilder om de to områder og den 

almene sektor generelt, der har kunne bidrage til at give læseren en forståelse af hvad 

det er for områder vi har med at gøre. Disse er blandt andet de to områders sociale 

helhedsplaner, naboskabsundersøgelser, boligsocial årsrapport og til og 

fraflytningsstatistikker. 

27

4. Kortlægning af Charlottekvarteret og 

Tåstrupgård 

Da problemstillingen angår en meget specifik kontekst mener vi det nødvendigt at 

redegøre for de grundlæggende forhold der gør sig gældende her. Dette kapitel skal 

således introducere de to områder samt beskrive hvordan modtagelsen foregår i dem. 

4.1 Charlottekvarteret 

Det almene boligområde ’Charlottekvarteret’ blev bygget i 1970 og 80’erne og ligger 

i udkanten af Hedehusene, som er beliggende i Høje-Taastrup kommune. 

Charlottekvarteret ligger ca. 10 minutters gang øst for Hedehusene station. 

Boligområdet er delt op i tre boligafdelinger; Charlottegården og Charlotteager I og 

II. Tilsammen indeholder disse tre afdelinger 773 lejemål der i alt har 1774 beboere 

(HHP Charlottekvateret:2). Hver afdeling er som sådan autonom og indeholder alle de 

faciliteter et alment boligområde normalt har. Derudover har kvarteret et fælles 

beboerhus, en folkeskole, en ungdomsklub og en række kommunale daginstitutioner 

samt grønne områder. 

Området er et produkt af 1960’ernes industrielle vækst og optimisme og blev planlagt 

som en ’soveby’, hvorfor man bevidst ikke udlagde plads til hverken kulturelle eller 

kommercielle funktioner, arbejdspladser eller butikker i området. Den vækst man 

forudså ville ske i Hedehusene udeblev dog pga. 1970’ernes økonomiske nedgang 

(Naboskab CK:4). 

Beboersammensætningen i Charlottekvarteret er især præget af den høje andel af unge 

og høje andel uden for arbejdsmarkedet. 40 % af beboerne er således under 24 år, 

mens 34 % af beboerne i den arbejdsdygtige alder er på en eller anden form for 

overførselsindkomst. Dertil kommer, at 10 % af beboerne er folkepensionister. Det 

betyder, at 44 % af beboerne over 18 ikke er i arbejde. For Høje-Taastrup Kommune 

som sådan er dette tal 12 %. Til dette billede hører også, at 25 % af boligerne i 

området benyttes til sociale anvisninger af Høje-Taastrup Kommune (Naboskab 

CK:6). 

28

51 % af beboerne er indvandrere og efterkommere (Naboskab CK:6). Dette tal er 

steget fra 38 % i midten af 1990’erne. (HHP Charlottekvarteret:7). 

Fraflytningsfrekvensen er lavere end gennemsnittet for Høje-Taastrup som sådan. I 

denne sammenhæng kan det nævnes, at 65 % af beboerne har boet i området i mere 

end 10 år (Naboskab CK:6,12). 

De fleste beboere er positivt stemte over for Charlottekvarteret. Fx svarer 46 % af 

beboerne i en naboskabsundersøgelse 3 , at de således er glade eller meget glade for at 

bo i området, mens 38 % finder det som et ’okay’ bosted. 16 % af beboerne var ikke 

så glade for at bo der, eller ønskede direkte at flytte væk (Naboskab CK:14). 

Charlottekvarteret har et aktivt forenings- og klubliv med omkring 25 foreninger fra 

alt fra stavgang over fællesspisning til diverse kvinde- og mandeklubber. Klubberne 

kan få stillet lokaler til rådighed gratis i det omfang der er lokaler ledige. 

3 Naboskabsundersøgelsen – Naboskabet.dk er et kvantitativt analyseapparat 

udviklet af KAB og Nørregård-Nielsen & Rosenmeier ApS - Rådgivende Sociologer 

til at undersøge social kapital i boligområder (Landsbyggefonden) 

29

Kvarteret har dog også oplevet en del sociale problemer, og har været omfattet af 

boligsociale indsatser i omkring 15 år (HHP Charlottekvarteret:1). Charlottekvarteret 

er yderligere omfattet af regeringens såkaldte ”Ghetto-liste” 4 . 

4.1.1 Organisationsstruktur 

Charlottekvarteret udgøres som nævnt af tre forskellige boligafdelinger som i 

princippet fungerer uafhængigt af hinanden. Det betyder, at kvarteret som helhed 

indeholder tre boligafdelinger, to boligorganisationer, et fælles beboerhus og en 

bestyrelse for det boligsociale partnerskab. Der er generelt uklare kompetenceområder 

mellem de forskellige parter, der nemt kan komme til at konkurrere i stedet for at 

samarbejde (HHP Charlottekvarteret:8). Nedenstående figur er et forsøg på at give et 

overblik over disse komplicerede organisationsstrukturer. 

4 At være på regeringens ghettoliste indebærer at området opfylder to ud af disse tre krav: mindst 40% 

af beboerne har ingen tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarked, mindst halvdelen af beboerne er 

indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige lande, mindst 270 pr. 10.000 indbyggere har en dom 

(Regeringen 2010:5). 

30

figur 1: Charlottekvarterets almene organisationsopbygning 

I Charlottegården er administrationen og beboerdemokratiet opdelt således, at Domea 

administrer området fra deres hovedkontor, men er den formelle arbejdsgiver for 

ejendomskontoret i området, mens afdelingsbestyrelsen relaterer til 

boligorganisationen DFB. Selvom strukturen i figuren ligner et hierarki, betyder 

diverse regler og lovkomplekser, at beslutningskompetencer går på kryds og tværs. 

Formelt set er afdelingsbestyrelsen dog det overordnede beslutningsorgan i 

afdelingen, hvilket er et generelt princip i den almene sektor. I Charlotteager I og II 

står boligforeningen VIBO for både det administrative, driften og boligorganisationen. 

Også her gælder det, at afdelingsbestyrelserne er det formelle beslutningsorgan. VIBO 

har et ejendomskontor der dækker begge områder. 

Ud over at strukturerne i sig selv er komplicerede, betyder opbygningen med tre 

boligafdelinger samlet i et område, at deres interesse- og kompetenceområder af og til 

konflikter. Dette skaber samarbejdsvanskeligheder og kan være hæmmende for 

udviklingen i området (JD:2). 

31

4.1.2 Den boligsociale indsats 

Den boligsociale indsats i Charlottekvarteret er baseret på fem projektmedarbejde, der 

har kontor i en cirkusvogn opstillet midt i området. Den boligsociale indsats fungerer 

uafhængigt af de øvrige strukturer i området, og har ikke meget samarbejde med dem. 

Til gengæld dækker den som den eneste større aktør hele området. De indsatser, der er 

blevet sat i værk med helhedsplanen fra 2007 handler hovedsageligt om at udvikle 

områdets ressourcer: 

”Med denne helhedsplan vil fokus i højere grad være på de potentialer, der er i og 

omkring kvarteret. Forventningen er, at det vil engagere flere beboere, give området 

et bedre image og tiltrække nye beboere.” (HHP Charlottekvarteret:1) 

Man benytter sig derfor af en række proaktive og opsøgende metoder til at understøtte 

og opmuntre til borgerinddragelse (HHP Charlottekvarteret:17). Også udadtil forsøger 

man sig med den positive tilgang med en aktiv mediestrategi, hvor succeskriterierne 

for flere af de boligsociale tiltag er positiv omtale i medierne (HHP 

Charlottekvarteret:20). 

Den boligsociale indsats har yderligere arrangeret et velkomstmøde for nye beboere 

som skulle have fundet sted i starten af april 2011. Formålet var at præsentere nye 

beboere for repræsentanter for afdelingsbestyrelserne og den boligsociale indsats. 

Mødet blev dog ikke til noget pga. interne stridigheder mellem de tre 

afdelingsbestyrelser (JL:2). 

4.1.3 Problemområder i Charlottekvarteret 

Helhedsplanen udpeger en række problemer, som de vigtigste indsatsområder for den 

boligsociale indsats. Selvom helhedsplanen blev udarbejdet i 2007 er det stadig de 

samme problemstillinger vores informanter peger på. 

Et af de problemer der bliver påpeget er, at der er en gruppe utilpassede unge, der er 

en bekymring for de andre beboere (Naboskab CK:6). Derudover fremhæves hærværk 

også som et af de problemer kvarteret døjer med, og det er også noget beboerne 

bemærker (Klavs:2). Samtidig viser en spørgeskemaundersøgelse af naboskab i 

Charlottekvarteret, at 39 % mener at der er mere kriminalitet i området end andre 

steder, ligesom 39% ikke altid føler sig trygge (Naboskab CK:18). Som tidligere 

32

nævnt har 51 % af beboerne i Charlottekvarteret en anden etnisk oprindelse end 

dansk. I helhedsplanen nævnes det som et problem, at flere af de etniske grupperinger 

holder sig for sig selv. Dette ses både i den uformelle sociale kontakt i området, hvor 

der er tendens til klike-dannelse (Maria:6). Derudover ses det på klubaktiviteten som 

er meget etnisk opdelt. Fx eftermiddagsklubber for tyrkiske mænd og billardklubben, 

som kun har etnisk danske medlemmer (HHP Charlottekvarteret:7). 

Et problem i den almene sektor generelt er svagt engagement blandt beboerne i 

beboerdemokratiet. Som den boligsociale projektleder udtrykker det, kunne 

fremmødet til afdelingsmøderne i Charlottekvarteret godt være bedre. Kun når der 

skal stemmes om ”en varm kartoffel” kommer folk ud af starthullerne (JL:14). 72 % 

af beboerne svarer i Naboskabsundersøgelsen, at de ikke ved nok om 

beboerdemokratiet (Naboskab CK:22). Derudover bliver dårligt image identificeret 

som et problem. 56 % af beboerne mener således, at Charlottekvarteret bliver opfattet 

som et dårligt sted at bo, selvom 46 % af beboerne er meget tilfredse med at bo der 

(Naboskab CK:21). I helhedsplanen peges på den skæve beboersammensætning, 

kvarterets fysiske udformning og dets isolation ift. resten af byen som årsager til dette 

(HHP Charlottekvarteret:8). 

4.1.4 Modtagelsen i Charlottekvarteret 

I Charlottekvarteret, som i de fleste andre boligafdelinger i den almene sektor, 

varetages modtagelsen af nye beboere af ejendomskontoret. Fordi de tre 

boligafdelinger, der administreres af to forskellige selskaber, VIBO og Domea, 

varetages modtagelsen også separat (GM:1). Domeas ejendomsmester står derfor for 

modtagelsen af nye beboere i Charlottegården, mens VIBOs ejendomsmester står for 

modtagelsen i Charlotteager I og II. 

I Charlottegården formidler Domea kontakten mellem nye lejere og afdelingen. Nye 

beboere skal derfor først ind på Domeas hovedkontor for at underskrive kontrakt før 

de kan tage ud til ejendomskontoret i Charlottegården og få overdraget nøgle og lave 

indflytningssyn. Synet varetages af ejendomsmesteren selv eller hans souschef og 

tager højt en halv time og for det meste en ti minutters tid (JD:3). På nuværende 

tidspunkt får de nye beboere en mappe fra Domea med husorden og 

33

vedligeholdelseskataloger, praktiske informationer angående tv-pakke og leje af 

festlokale samt en seddel, hvor afdelingsbestyrelsen for Charlottegården byder 

velkommen (JD:2). Derefter er beboeren klar til at flytte ind. 

I Charlotteager I og II foregår proceduren stort set på samme måde. 

Ejendomsmesteren eller en af hans to ejendomsfunktionærer præsenterer den nye 

beboer for lejemålet og laver en ’boligrelateret’ rundvisning, hvor man får forevist 

vaskeri, kælderrum og skralderum. I samme ombæring foretages indflytningssynet 

(GM:1). 

4.1.5 Opsamling 

Charlottekvarteret kan således beskrives som et udsat boligområde i kraft af 

beboersammensætningen og de problemer der findes i området, ligesom det ligger på 

regeringens ghettoliste. På trods af dette findes der er en relativ høj beboertilfredshed i 

området. Området er derudover kendetegnet ved komplicerede organisationsstrukturer 

og meget lidt samarbejde mellem afdelingsbestyrelserne, driften og det boligsociale. 

Modtagelsen varetages udelukkende af driften, og klares i alle tre afdelinger relativt 

hurtigt. 

4.2 Tåstrupgård 

Tåstrupgård er et stort alment boligområde beliggende i Høje-Taastrup Kommune, 

administreret af KAB, og drevet af AKB Taastrup. Boligområdet ligger tæt på 

Taastrup Station og er placeret mellem en sø og et stort industriområde. Bebyggelsen, 

der består af etagehuse i blokke, er opført i 1972, har 891 lejemål og ca. 2450 beboere 

(Høje-Taastrup Kommune 2009:70). 

Planlægningen af Tåstrupgård startede i 1960’erne under højkonjunktur og stor 

optimisme. Der var bl.a. planer om at bygge verdens største butikscenter i 

nærområdet. En række byplanmæssige og lovgivningsmæssige årsager gjorde dog, at 

byggeriet Tåstrupgård blev forsinket. I mellemtiden var den økonomiske situation 

vendt og den generelle økonomiske afmatning gjorde, at AKB blev nervøs for om 

lejlighederne kunne lejes ud. Konsekvensen var, at der blev sparet alle steder det var 

muligt og Tåstrupgård blev i en vis forstand allerede fra starten ”et forsømt område” 

(Schultz Larsen 2009:123f). 

34

I Tåstrupgård steg andelen af etniske minoriteter fra 38 % i 1985 med næsten 100 % i 

1998, hvor de udgjorde 69 % af beboere i bebyggelsen. Området har ifølge den 

boligsociale koordinator Stig Bo Kristensen 55 nationaliteter repræsenteret (SBK:3), 

hvoraf langt den største minoritetsgruppe stammer fra Tyrkiet. 72 % af de etniske 

minoriteter har boet i Danmark i over 10 år og flere studier har vist at en stor del er 

arbejdsimmigranter eller efterkommere heraf (Schultz Larsen 2009:129). 

Troels Schultz Larsen arbejder med klassifikation af forsømte boligområder og i sin 

phd-afhandling fra 2009 betegner han Tåstrupgård som et segregeret boligområde. 

Det er så at sige et ”gennemsnitligt” forsømt område med omkring 50 % etniske 

minoriteter og 50 % af beboerne uden for arbejdsmarkedet. Gennemsnitsindkomsten 

ligger 140.000 kr. om året mod 241.000 på landsplan (Schultz Larsen 2009:117). Den 

boligsociale koordinator tilføjer ligeledes: 

”Det er relativt fattige folk som bor i Tåstrupgård, gennemsnitsindtægten er 2/3 af 

gennemsnitsindtægten i Høje Tåstrup kommune, og der er relativt flere på 

overførselsindkomst her end der er andre steder... ” (SBK:2). 

Tåstrupgård har været på regeringens ghettoliste, men har pr. 1. januar 2011 ikke 

længere status af ’ghetto’ efter regeringens definition. Fraflytningsprocenten er 15-20 

35

%, hvilket er højere end Høje-Taastrup kommune generelt (JPS:3). 

Tåstrupgård byder på en lang række forskellige klubber og foreninger, som både kan 

være etnisk opdelte eller interessebaserede. Fælles for dem er at de er initierede af 

nogle beboere. De kan gratis få stillet klublokaler til rådighed forudsat de følger 

reglerne. På den måde lever foreningerne på ”beboernes nåde” idet faciliteterne 

betales over huslejen af alle beboere (JPS:10). 

4.2.1 Organisationsstruktur 

Organisationsstrukturen i Tåstrupgård er som i de fleste andre almene boligområder 

med et forretningsførerselskab, en boligorganisation, en afdelingsbestyrelse og et 

ejendomskontor. Driften og det boligsociale har dog i mange år haft et tæt 

samarbejde. Den boligsociale koordinator Stig Bo Kristensen fortæller: ”… der er 

masser af samarbejde i dagligdagen mellem ejendomskontoret og det boligsociale, 

rigtig meget” (SBK:15). 

Ligeledes forklarer sagsbehandler og informationsmedarbejder ved ejendomskontoret 

Jens Peter Skaarup om Tåstrupgårds struktur: ”(…)Tåstrupgård er en boligsocial 

supertanker. (...) Der er rigtig rigtig mange arbejder og samarbejder, der skal klappes 

af ift. at sikre udviklingen i et boligområde” (JPS:6). 

36

4.2.2 Den boligsociale indsats 

Det tætte samarbejde mellem driften og det boligsociale bunder ikke mindst i den 

kontinuitet sociale indsatser har i Tåstrupgård. Området har været omfattet af 

boligsociale indsatser siden 1995, og har haft en beboerrådgiver tilknyttet siden 1985 

(EK:1). 

”Man betragter ikke det 

boligsociale arbejde 

som noget, man hver 

fjerde eller femte år 

skal søge penge til, men 

som noget, hvor man 

bestandigt skal være 

opmærksom på, hvad 

der dukker op af 

positive muligheder, og 

hvad der dukker op af 

problemer.” Således 

lyder vurderingen fra 

tidsskrift for forskning 

og praksis i socialt 

arbejde (Jensen, 

Andersen & Højring 

2010:34f). Derudover er flere medarbejdere betalt over huslejen og derfor ikke 

afhængig af midler fra helhedsplaner (om end deres stillinger skal vedtages hvert år 

på boligafdelings regnskabsmøde) (EK:1). Her er det også værd at bemærke, at mange 

af de ledende ”nøglepersoner” i Tåstrupgård har været ansat i en længere årrække, 

typisk mellem 10 og 20 år og de derfor må forventes at have opbygget en stor erfaring 

og netværk blandt beboerne. 

Tåstrupgård har som hovedfokus i det boligsociale, en kriminalpræventiv og – 

dæmpende indsats fokuseret på belastede unge kaldt a-holdet og en generelt 

opsøgende børne- og ungeindsats kaldt kulturteam (JPS:5). Det er ifølge Boligsocial 

37

koordinator Stig Bo Kristensen tanken, at disse indsatser efterhånden som der er 

kommet mere ro på området også skal suppleres med mere udadvendte projekter: 

SB: …noget som demokratiopfattelse hos børn og unge, (…) klubarbejde med børn og 

unge (…) noget med at hjælpe familier med at forstå det danske samfund, foredrag og 

sådan noget (SB:2) 

4.2.3 Problemområder i Tåstrupgård 

I forbindelse med udarbejdelse helhedsplanen for perioden 2007-2010 blev der peget 

på fire problemområder som de mest presserende: utilpassede unge, integration 

gennem lokal beskæftigelsesindsats, udlejning og fastholdelse af beboere og 

imageproblemer (HHP Tåstrupgård 2007:7). 

Sammen med de andre udfordringer står imageproblemet, som man har forsøgt at 

imødegå både ved fysiske ændringer og sociale indsatser. Da det dårlige image stadig 

hænger ved, har man ligefrem talt om at foretage en navneforandring (HHP 

Tåstrupgård:8). 

Tåstrupgård har desuden valgt ikke at benytte sig af en pressestrategi, hvor der 

fokuseres på at få positive historier ud til omverdenen: ”Er det så en positiv historie, 

at vi er nået dertil vi er nået? Nej det er det sådan set ikke, fordi sådan burde det jo 

være fra start (…) (SBK:1). 

4.2.4 Modtagelsen i Tåstrupgård 

I Tåstrupgård varetages modtagelsen af nye beboere af ejendomskontoret, som 

dækker hele bebyggelsen. Når den nye beboer har fået tilsagn fra boligselskabet om at 

der er en lejlighed til rådighed, skal man kontakte ejendomskontoret for at aftale et 

tidspunkt at komme ud og se lejligheden. Siger man ja, kan man hente nøglen på 

ejendomskontoret mod forevisning af kvittering for indbetaling af depositum og 

husleje. I den forbindelse aftales også indflytningssyn, som typisk ligger i den første 

uge efter beboeren er flyttet ind. Fordi Tåstrupgård er et stort område med en høj 

fraflytningsprocent, har man valgt at prioritere ressourcer til at to ansatte udelukkende 

beskæftiger sig med syn af lejligheder. Den ene af disse synsmænd er af tyrkisk 

afstamning, hvorfor han laver syn både på dansk og tyrkisk (JPS:3). 

38


Tåstrupgård er et område, som er ”født” med social slagside. Derfor har den 

boligsociale indsats her mange år på bagen, og samarbejdet med driften er integreret. 

Man har udviklet sine egne metoder til problemidentificering og arbejder generelt ud 

fra et meget erfaringsorienteret udgangspunkt. Modtagelsen af nye beboere er 

integreret heri om end det ikke er et område man investere mange ressourcer eller 

særlig opmærksomhed i (SBK:6). 

4.3 Afslutning 

Både Charlottekvarteret og Tåstrupgård er underprivilegerede områder, med brogede 

beboersammensætninger, der kæmper med en række sociale problemer. Samtidig 

findes der dog velfungerende foreningsliv i begge områder. På trods af, at begge 

områder er en del af den almene sektor, har man grebet problemerne meget forskelligt 

an. I Tåstrupgård har driften (ejendomskontoret) og det boligsociale i mange år 

samarbejdet om de sociale indsatser i området. Disse indsatser er fokuseret på enkelte 

delområder, identificeret gennem en erfarings- og praksisbaseret tilgang. I 

Charlottekvarteret er indsatsen mere opdelt. Dels fordi området består af tre 

boligafdelinger med delvist modstridende interesser eller i hvert fald uklare 

kompetenceområder, dels fordi den boligsociale indsats er mere projektorienteret både 

tidsmæssigt og indsatsmæssigt. Her fokuserer man på grupper og har en akademisk 

ressourceorienteret tilgang. Modtagelsen bliver i begge områder varetaget af 

ejendomskontoret, og er ikke et område man gør et stort nummer ud af. 

39

5 Analyse 

Den enkelte modtagelse er sammenstødet mellem den nye beboers habitus og 

områdets doxa. Spørgsmålet bliver derfor, hvordan kapitalformer aktiveres og former 

beboerens muligheder for integration i området. Vores analyse vil formålet derfor 

være todelt: 

• at analysere os frem til doxa i Tåstrupgård og Charlottekvarteret – at vise 

hvilke værdier og rationaler, der er på spil. Herunder at analysere nye beboeres 

handlingsmuligheder ift. deres kapitalbeholdning. Hermed kan vi opstille det 

ene centrale vilkår for modtagelsen, nemlig områdets måde at fokusere nye 

beboeres muligheder på. 

• at analysere tilflytteres viden om og anvendelse af området for at se, hvordan 

forskellige typer af beboere indskriver forskellige typer af mening i 

modtagelsen. 

Analysen har tre kapitler. I det første optegnes konteksten for de to områder ved at 

identificere den almene sektors doxa og en særlig kapitalform, der har relevans herfor. 

I det andet kapitel analyseres doxa konkrete i de to områder. Med disse to kapitler 

bliver det første arbejdsspørgsmål besvaret. I det tredje kapitel bliver det andet 

arbejdsspørgsmål besvaret med konkrete nedslag i enkelte beboerinterviews. 

Vi er dog klar over, at vi teoretisk kun kan tegne et øjebliksbillede af 

modtagelsesprocessens betingelser i Charlottekvarteret og Tåstrupgård. Samtidig 

forstår vi også at der empirisk ikke er ligevægt mellem de to analysedele, idet at vi har 

interviewet forholdsvis mange nøglepersoner, sammenholdt med beboerinterviews. 

5.1 Doxa på feltet for den almene sektor 

Da både Tåstrupgård og Charlottekvarteret er fuldstændigt indlejret i den almene 

sektors kontekst, vil en del af områdernes doxa selvsagt være identisk med den 

almene sektors generelle doxa. For at besvare det første arbejdsspørgsmål må vi 

40

derfor først optegne nogle historiske forhold, der har været centrale i konstruktionen 

den almene sektors doxa. Derefter vil vi vha. en case eksemplificere en særlig 

kapitalform, der gør sig gældende på dette felt. 

5.1.1 Den almene sektors fremkomst og udvikling 

Allerede fra slutningen af 1800-tallet fandtes mange private initiativer og 

kooperativer, som havde til formål at sikre ordentlige boligforhold for fattige og dele 

af arbejderklassen. Især arbejderbevægelsen og den kooperative andelsbevægelse 

kæmpede en kamp for at udskille boligpolitikken som selvstændigt politikområde op 

til første verdenskrig (Schultz Larsen 2009:132). Den kooperative tanke om, at en 

gruppe ved gensidig hjælp kan skaffe gruppens medlemmer en passende bolig blev 

her parret med arbejderbevægelsens idé om billige non-profit boliger (Schultz Larsen 

2009:131). I takt med især socialdemokratiets øgede indflydelse blev en række social- 

og boligpolitiske støtteordninger indgået i mellemkrigstiden (Schultz Larsen 

2009:132). Med Boligministeriets oprettelse i 1947 blev den almene sektor for alvor 

institutionaliseret som del af boligpolitikken. 

På baggrund af efterkrigstidens massive boligmangel, eksploderede byggeriet af 

sociale boliger – fra 3-5.000 opførte om året i 1940'erne til op mod 15-17.000 i starten 

af 1970’erne (Skifter Andersen & Christensen 2006:20). Stordrift og nye effektive 

produktionsmetoder var vejen frem. I 1960’erne blev formålet om, at boligerne ikke 

bare skulle være tilegnet de socialt udsatte yderligere ændret. I stedet skulle det være 

et ”generelt tilbud” og man gik herefter over til at benævne dem som ”almene 

boliger”. 

Med oprettelsen af boligministeriet kom den statslige anerkendelse af sektoren, og 

gennem udviklingen af velfærdsstaten, blev sektorens grundlæggende værdier sat i 

system. Således blev lejerorganisationens ønske om en mobilisering af lejerne i en 

brugerbevægelse parret med boligorganisationernes ønske om samarbejde mellem 

beboerne om ledelsen af deres egen boligafdeling (Jensen 2006:87). Dette betød, at 

modsætningsforholdet mellem lejer og udlejer blev ophævet, hvorved beboerens 

demokratiske kompetence blev forøget, hvilket stemte overens med velfærdsstatens 

demokratiske idealer. Alle beslutninger i boligafdelingen skulle kanaliseres gennem 

beboernes egen politiske proces, hvor individuelle beboerpræferencer blev absorberet 

i kollektive beslutningsprocesser (Jensen 2006:87). 

41

Denne særlige konstruktion af ’kommandovejen’ gør strukturerne i den almene sektor 

svært gennemskuelige. Indlemmelsen i staten betød nemlig også en form for 

bureaukratisering af sektoren, hvor alt skulle kunne forstås i juridiske termer samtidig 

med at det horisontale hierarki ikke fulgte med. Dette har betydet en todelt struktur, 

hvor administrationen og den daglige drift af en boligafdeling er afkoblet fra 

beslutninger om afdelingens økonomi og sociale tiltag. Den første type beslutninger 

ligger hos administrationen og driften mens den anden type beslutninger ligger hos 

beboerdemokratiet. Udover at skulle regulere hver deres område, skal 

administrationen og beboerdemokratiet også kunne arbejde sammen. 

Fra statens og den nationale boligbevægelses side forventede man yderligere, at 

beboeren så ud over jeg-perspektivet på tre niveauer: familien og lejligheden, det lille 

samfund (afdelingen) og den nationale boligpolitiske scene (boligbevægelsen) (Jensen 

2006:88). I sin indledende fase bygger den almene sektors doxa altså på mange af de 

værdier som fandtes i den klassiske socialdemokratiske velfærdsstat. Især ideen om, 

at man bør bidrage med noget til andre og tage ansvar for sine handlinger ligger 

indlejret her. Derudover antager sektoren bureaukratiske strukturer. 

Med 1970'ernes økonomiske kriser blev ejerboliger imidlertid dominerende på 

boligmarkedet, både ift. økonomiske incitamenter og sociale forventninger til 

boligens funktion. De almene boligselskabers byggeaktiviteter blev nu bestemt af 

udviklingen i ejerboliger og fundamentet for den fortsatte ekspansion af almene 

boligområder forsvandt. Det var i denne periode at marginaliseringen af den almene 

sektor begyndte at slå igennem, som det blev skitseret i problemfeltet. I forlængelse 

heraf oplevede Danmark øget indvandring, som 1960’ernes efterspørgsel på 

arbejdskraft medførte. Det var især arbejdskrafts-immigranter fra Tyrkiet, Jugoslavien 

og Pakistan. Selvom immigranterne fandt boliger i den private lejesektor betød især 

en lov fra 1973 om ’passende bolig’, at disse befolkningsgrupper i høj grad blev 

flyttet ud i de almene boligområder (Schultz Larsen 2009: 119). Samtidig med denne 

udvikling blev den demokratiske kompetence og forventningerne til beboerne 

opgraderet. Beboerdemokratiet blev til et ’bestyrelsesdemokrati’ modelleret efter det 

’store’ demokrati, hvor beboeren forventedes at være villig og til og evnede at indgå i 

valg og varetagelse af afdelingsbestyrelsesarbejde med fx kompetence til vedtagelse 

af afdelingens ’finanslov’ (Jensen 2006:89). 

Med en reform af lovgivningen i 1996 grundlægges en ny demokratiforestilling, der 

42

ifølge Lotte Jensen er et ”bemærkelsesværdigt ambitionsløft, når det gælder 

almindelige beboeres involvering” (Jensen 2006:89). Reformen lægger op til at 

beboernes udover at deltage i et basisdemokrati ved at møde op til afdelingsmøderne 

og få indflydelse på budget og øvrige beslutninger også kan være en kollektiv bruger 

og deltage i mere afgrænsede enkeltsagsaktiviteter, fx sociale aktiviteter for børn eller 

grøn affaldssortering. Denne udvikling i beboerdemokratiet gør boligafdelingen skal 

nu opfattes som et fællesskab og forudsætter, at beboeren vil investere tid og 

ressourcer for at få et bedre hverdagsliv med sine naboer (Jensen 2006:89) 

Den almene sektor er således endt med at huse de dårligst stillede i samfundet 

samtidig med at de demokratiske ambitioner fra statens og sektorens side er blevet 

højere. Beboerens demokratiske kompetence strækker sig fra den klassiske 

parlamentariske stemmeret over opstillingsret til deltagelse i både generelle 

beslutninger om afdelingens økonomi, udformning og liv til mere sociale aktiviteter 

knyttet til enkeltsager i området (Jensen 2006:86). 

Under disse ideer ligger dog hele tiden en fordring om at se sine egne interesser i lyset 

af hele bebyggelsen som lokalsamfund og til dels den nationale arena (Jensen 

2006:87). 

De to helt centrale værdier, der ligger som grundpiller i den almene sektors doxa er 

således idealet om medborgerskab og idealet om fællesskab. Derudover ligger der 

også en forventning om, at beboeren kan begå sig i de komplicerede strukturer den 

almene sektor har udviklet sig til at være. 

5.1.2 Den almene sektor i dag 

Ud over at beboeren, fra staten og den almene sektor, skal forholde sig til 

forventningerne om den aktive beboer, der evner fællesskab og medborgerskab i et 

kompliceret system, er endnu en aktør kommet til: Det boligsociale arbejde. Dette 

indsatsområde opstod i takt med, at man gennem 1980’erne fik øjnene mere og mere 

op for mangeartede problemer mange almene boligområder døjede med. I erkendelse 

af at problemerne krævede mere helhedsorienterede indsatser nedsatte SR-regeringen 

i september 1993 Byudvalget (1993-2003) som et tværministerielt udvalg. Ifølge en af 

de første rapporter fra Byudvalget var formålet med indsatsen ”at skabe et bedre 

hverdagsliv” (Mazanti 2004:26). Siden har forskellige typer af sociale indsatser 

præget det boligsociale arbejde i almene boligområder. Troels Schultz Larsen taler i 

43

denne sammenhæng, om at man politisk siden 1980'erne er gået over til at definere de 

sociale problemer man fandt i områderne ift. områderne isoleret, snarere end som 

problemer der kunne knyttes til det nationale niveau (Schultz Larsen 2009:224f). Med 

'områdefokuseringen' er der i det boligsociale arbejde således også indskrevet en 

særlig doxa, som tager udgangspunkt i områdets ressourcer og hvordan området kan 

forbedres. Derved bliver det boligsociale arbejde fortrinsvis et lokalt og afgrænset 

foretagende, som indgår på linje med beboerdemokratiet og driften. 

Med andre ord er de institutioner, som i dag kan betragtes som afsættet for doxaen i 

det almene, netop beboerdemokratiet, driften og det boligsociale. Det er i disse 

institutioner at medborgerskab og fællesskab eksisterer, og det er bl.a. mellem disse 

tre institutioner den almene sektors komplicerede strukturer reproduceres. 

Medborgerskabet og fællesskabsorienteringen udgør således centrale dele af feltets 

doxa, hvorved idealerne for ”de indviede” på feltet virker selvindlysende og 

evigtgyldige. Medborgerskabsidealet kræver kapable beboere, der er villige til at 

deltage i især beboerdemokratiet som både kandidater og vælgere. Derudover skal de 

kunne navigere i komplekse beslutningsprocesser og selv være i stand til at skabe 

forandring, hvis de er utilfredse. Fællesskabsidealet kræver aktive beboere, der 

opfatter sig selv som en del af et lille samfund, og som evner at investere tid og 

kræfter i at skabe et godt hverdagsliv for andre i boligområdet (Jensen 2006:89). 

Begge idealer indeholder et forandringspotentiale for både igangsætteren og deltagere 

i initiativer og begge idealer bygger på ideen om at øget indflydelse giver øget 

ansvarsfølelse over for sig selv og for området. 

De komplicerede strukturer, der er fulgt med institutionaliseringen betyder yderligere, 

at en bestemt kapitalform er nødvendig for at kunne agere på feltet. Dette behandles i 

det følgende. 

5.1.3 Frank – foreningsdanskeren & institutionel kapital 

Det kræver en særlig kapitalform at forstå og kunne navigere inden for den almene 

sektors doxa. Denne kapitalform har vi valgt at kalde institutionel kapital. Den 

institutionelle kapital relaterer sig til evnen til at kunne indgå i de kulturelle hierarkier, 

der findes på feltet, den er derfor en form for kulturel kapital. Kulturel kapital er i høj 

grad en kropsliggjort kapitalform, idet den kun kan opøves i direkte berøring med 

44

feltet. Kulturel kapital er således udtrykket for de indtryk og værdier og normer som 

man har indoptaget som en del af sig selv gennem socialiseringsprocesser. I det 

følgende beskrives en af vores respondenter som et eksempel på denne kapitalform. 

Han er samtidig eksponent for bestemt identitet, eller klasse, i feltet, der stemmer godt 

overens med fællesskabsidealet i den almene sektors doxa, nemlig 

foreningsdanskeren. 

Frank har boet stort set hele sit liv i almene boligforeninger. De første 34 år af sit liv 

boede han i en meget social afdeling i Brønshøj: ”Alt hvad jeg egentlig kender, det 

foregår derude” (Frank:4). 

I dag er han 42 år og har boet fire andre steder i kortere tid. Flere af stederne alment 

(Frank:1). Fordi han har tilbragt næsten hele sit liv inden for rammerne af den almene 

sektor, er meget af dens doxa blevet indlejret i hans krop. Han har en enorm viden om 

de tekniske og administrative sider af den almene sektors funktionsmåde, som ellers 

kan være kompliceret. Frank taler således i hjemmevant om ”diverse råderetsregler” 

(Frank:6) og årsberetningen som ”man jo altid sætte sig ned og læse” (Frank:7). 

Derudover har han et stort kendskab til forskellige boligselskaber fx Lejerbo og FSB 

samtidig med at han er i stand til at fortælle detaljeret om specifikke forhold omkring 

ansøgning om lejemål: 

”For det første skal du først ind i FSB (...). Og så er der igen den ventetid, fordi man 

ikke er skrevet op. Det havde så hjulpet hvis jeg har haft noget anden familie der 

boede derude i forvejen” (Frank:10). 

På trods af at han kun har boet i Tåstrupgård i tre uger, er han yderligere allerede 

velinformeret om områdets muligheder og hvilke planer, der er for sociale 

arrangementer i nærmere fremtid. På grund af sin store fortrolighed med strukturen, 

ved han lige præcis hvordan han skal opnå den information han er ude efter: 

”… jeg gik sådan set ned på ejendomskontoret for at høre hvad der var af klubber og 

foreninger herude. De sagde så, at det står inde på deres hjemmeside. Og så var jeg 

lige inde og kigge” (Frank:2). 

Udover de informationskanaler der findes i Tåstrupgård, ved Frank også hvor han skal 

finde uddybende information om mulighederne i området. Mht. til en klub han måske 

ville anbefale sine døtre, siger han: ”Men der læste jeg i lokalavisen i sidste uge, at 

den pigeklub tilsyneladende hovedsageligt er for indvandrerpiger. Det har det så også 

45

været lidt debat om” (Frank:2). 

Frank har således en høj institutionel kapital. Fordi han har levet størstedelen af sit liv 

i konteksten af den almene sektor fornemmer han næsten instinktivt hvordan dens 

implicitte sandheder, og dermed doxa, skal fortolkes og forstås. Derudover har han 

ikke svært ved at finde frem til de informationer eller personer han leder efter, fordi 

sektorens komplicerede strukturer giver umiddelbar mening for ham. 

Vi kan på baggrund af ovenstående definere institutionel kapital som: 

En særlig kulturel kapital, som involverer ens kendskab til den almene sektors 

sammenhænge, og herved ens evne til at forstå og finde frem til og kunne tale med det 

konkrete felts – boligområdets – relevante administrative funktioner. 

Et punkt, der 'trækker ned' i Franks institutionelle kapital, angår beboerdemokratiet. 

Han er ikke i bestyrelsen og kommer kun til møderne når der er nogle emner, der 

interesserer ham (Frank:7). Han investerer sig således ikke i fordringen om 

medborgerskab, som ellers er en central del af den almene sektors doxa. 

Det afgørende for Frank er fællesskabet, som han derimod gerne investerer i. Han er 

en foreningsdansker. Gennem sit liv i den sociale boligafdeling i Valby var han med 

til at starte flere ting op: ”Uanset hvad så elsker jeg at være med til at starte sådan 

nogle ting op. Simpelthen fordi man bare er med til at få tingene op at køre” 

(Frank:10). 

Han er meget passioneret omkring det sociale liv og drømmer allerede efter tre uger i 

Tåstrupgård om en udvidet beboerklub med billard, fællesspisning og faste 

traditioner, som den han var med til at starte op i Brønshøj i 1990’erne (Frank:10). 

Dette til trods for, at han har en tidshorisont på to år i området på nuværende 

tidspunkt. Han har dog gjort noget tilsvarende før, idet han i et firma, hvor han ikke 

var fastansat, fik en firmaklub op at køre (Frank:10). 

Frank tænker således meget af sin sociale aktivitet i en kontekst af klubber og 

foreninger. Dette er meget kendetegnende for foreningsdanskeren. Frank investerer 

således mere i den del af den almene sektors doxa, der er relateret til den 

fællesskabsorienterede fordring. 

Man kan sige at foreningsdanskeren ikke udspringer af den almene sektor, men er 

relateret til den. Det er en mentalitet og en måde at socialisere sig på og bringe sine 

46

kapitaler i spil. Den boligsociale projektleder i Charlottekvarteret relaterer denne 

mentalitet til de gamle arbejderklassedanskere, som flyttede ud i de almene 

boligområder i 1970’erne. De er rundet af de klassiske socialdemokratiske 

velfærdsstatsidealer og foreningstraditioner, og har typisk udøvet dette virke i både 

fagforeninger, brugsforeninger og partiforeninger før i tiden (JL:4). Dette skal således 

stå som vores lidt flydende definition på denne personlighedstype. 

5.1.4 Opsummering 

Feltet for den almene sektor udgør konteksten for de to områders doxa. Derfor vil 

medborgerskabsidealet og fællesskabsfordringen kunne ses i større eller mindre grad 

på felterne for Tåstrupgård og Charlottekvarteret. Det samme gør sig gældende for 

institutionel kapital, som vil skabe nogle aktørers handlingskapacitet og hæmme 

andres. Derudover vil forskellige udtryk for foreningsdanskermentaliteten kunne ses 

udspille sig på felterne. I det følgende analyseres doxa i Tåstrupgård. Derefter 

analyseres doxa i Charlottekvarteret. 

47

6 Doxa i Tåstrupgård & 

Charlottekvarteret 

6.1 TÅSTRUPGÅRD 

6.1.1 Den praktiske erfaring 

Tåstrupgårds doxa er defineret ved den struktur man har valgt, hvor driften og det 

boligsociale kører et tæt parløb, og hvor opfattelsen er, at de to er dybt sammenflettet. 

På de indre linjer har man altså en meget klar og bevidst opgavefordeling, fordi man 

er opmærksomme på hinanden. 

Beboerrådgiver Elin Kegnæs udtrykker denne mentalitet: ”Jamen jeg har jo altid 

betragtet Tåstrupgård som…altså, alle os, der er ansat, vi er sammen om det” (EK:5). 

Tåstrupgårds boligsociale værktøjer, en udgivelse fra 2008 beskriver således også 

hvordan den boligsociale koordinator i samarbejde med den tidligere leder af driften 

sammen står i spidsen for det boligsociale arbejde: ”Tåstrupgård har skabt en egen 

metode i det boligsociale arbejde på baggrund af mere end 20 års praktisk erfaring. 

En række boligsociale værktøjer er formuleret af ejendomsleder Finn Larsen og 

boligrådgiver Stig Bo Kristensen, der i et velfungerende parløb har stået i spidsen for 

indsatsen” (AKB Taastrup 2008:7) 

Endvidere har flere af ”nøglepersonerne” i Tåstrupgård som tidligere nævnt været 

ansat i en længere årrække, hvorfor man kan forvente at de har haft stor indflydelse på 

udviklingen af doxa i Tåstrupgård. Erfaringen kommer også til udtryk i ovenstående 

citat, hvor Tåstrupgård har skabt en egen metode i det boligsociale, der bygger på 

praktisk erfaring. 

Netop den praktiske erfaring og den kollektive hukommelse betones også, ift. 

spørgsmålet om modtagelsen. Beboerrådgiveren omtaler tiltag, der tidligere har været 

gjort for nytilflyttere: ”Der kom en-to familier. Der kom ikke nogen. (…) Nøj, hvor 

har jeg rendt forgæves mange gange!” (EK:6). Den boligsociale koordinator 

udtrykker ligeledes: 

”… der er blevet gjort rigtig meget igennem årene for at finde det som man kan sige 

er et bærende og grundlæggende godt princip ift. at tage imod folk der flytter ind, men 

der har ikke rigtig været noget af det som både har vundet genklang hos dem der 

flyttede ind” (SB:14). 

48

Man kan sige at doxaen i Tåstrupgård for de ansatte, bliver en indforståethed af at 

have forsøgt, men at erfaringen siger, at det er forgæves og at kræfterne bør lægges 

andre steder. 

6.1.2 Beboerhåndbogens indbyggede dilemma 

Tåstrupgård har indtil for et år siden uddelt en beboerhåndbog til nye beboere. 

Mappen var et større ringbind med mange siders information om fra alt til hvordan du 

istandsætter lofter til hvordan beboerdemokratiet fungerer. Beboerhåndbogen er under 

revision, men er for øjeblikket ikke et højt prioriteret projekt. Ift. en ny udgave så 

informationsmedarbejderen Jens Peter Skaarup gerne, at informationen til nye 

beboere var ”lidt mere kort og præcis i spyttet” (JPS:7). Samtidig pointerer han selv 

hvordan han inden for reglerne ikke føler at kunne udleve dette, da den almene sektor 

lovgivningsmæssigt er et af de mest gennemregulerede områder i Danmark, hvor alt 

skal indberettes. Han siger desuden, at dette ikke er noget som feltets aktører kan 

ændre på: ”det er ikke noget vi bestemmer. Det er lovgivningen” (JPS:7). Fra 

ejendomskontoret er man derfor ikke kun bundet af hvad der besluttes i området, men 

også af de omfattende regler som er for hele den almene sektor. 

Dertil kommer dilemmaet om de mange nationaliteter i området, hvor alle ikke kan 

læse dansk, hvilket er det eneste sprog håndbogen udgives i: 

”… så kan man snakke om ok, så oversætter vi den sgu til engelsk ikk, og så er der 

nogen der siger arabisk er sgu et verdenssprog … så kommer polakkerne og siger hey 

I skal sgu også skrive det på polsk” (SB:13). Dette forstærkes yderligere af, at der ofte 

kommer ny lovgivning på området, så mapperne ofte burde blive opdateret (SB:13). 

Resultatet er, at det er for svært at tilfredsstille alle og håndbogen forbliver derfor på 

dansk. Doxaen i Tåstrupgård bliver, at der forventes medborgerskab fra beboerens 

side. Det forventes, at beboerne tager ansvar enten ved at lære godt nok dansk eller 

skaffe hjælp fra nogen som kan. Men samtidig er der ikke længere tillid til den 

eksisterende form som beboermappen udgives i, hvilket betyder at man på nuværende 

tidspunkt afvikler modtagelsen overvejende mundtligt. 

6.1.3 Det sociale indflytningssyn 

Netop med den mundtlige modtagelse bør derfor spille en endnu vigtigere rolle nu og 

49

ud fra interview med informationsmedarbejderen ved ejendomskontoret Jens Peter 

Skaarup, kan det opfattes som om Tåstrupgård har angivet en ret social rolle for 

synsmændene. Han lægger vægt på, at indflytningssynet fungerer som en ”levende 

informationspakke”: ”I forbindelse med det syn, snakker vores synsmedarbejdere i 

reglen folk et øre af. Dels om boligområdet, dels: Hvor finder du et vaskeri? Hvor 

finder du en cykelkælder? Hvor findes det og det.” (JPS:3). 

Denne høje grad af information synes ikke at være oplevelsen hos de beboere vi har 

talt med. Da vi observerede et indflytningssyn, var det heller ikke mange andre 

informationer end de rent boligmæssige, som blev overleveret. Det skal dog 

bemærkes, at synsmedarbejderen ikke var en af de to faste medarbejdere som Jens 

Peter Skaarup omtalte i interviewet. Beboerne var ift. indflytningssynene generelt 

meget optaget af de fejl og mangler der var i den nye lejlighed, mens de ikke udtrykte 

forventninger om at kunne bruge synsmændene til informationer om områdets 

muligheder. 

6.1.4 Opstarte en klub? – vi hjælper med vedtægter 

Fællesskab i form af klubber og foreninger er en integreret del af den almene sektor, 

men der er regler beboerne må følge, hvis de vil have en klub i alment bolig regi. Hvis 

man som beboer vil starte en klub i Tåstrupgård og skal have hjælp til det går man 

typisk til den boligsociale koordinator, der guider til den omfattende proces det er at 

starte en forening op i den almene sektor: ”så præsenterer jeg dem for vedtægter, jeg 

præsenterer dem for en køreplan ift. hvordan gør man, man skal annoncere en 

generelforsamling …” (SB:5). 

Doxa i er Tåstrupgård er, at det er vigtigt, at klubber og foreninger bliver sat i værks 

på den rigtige måde. Beboerne må gerne lave fællesskab, men boligområdet sætter 

rammerne. Klubberne skal holde en stiftende generalforsamling, nedsætte en 

bestyrelse og klubbens vedtægter skal kunne godkendes af kommunen og 

boligområdet. Det er dermed ikke helt simpelt at starte en klub op og Stig Bo 

Kristensen nævner selv, ”hele den der bøvlede struktur som ligger omkring dannelsen 

af en forening”. Klubberne skal også kunne lukkes, hvis medlemmerne ikke 

overholder de selvopstillede regler. Betingelserne for at få et lokale med lys, varme og 

toilet stillet til rådighed af afdelingsbestyrelsen er, at klubberne er åbne for alle og 

ikke ekskluderende. Reglen er at klubberne skal etableres med vedtægter og 

50

generalforsamling fordi alle beboerne i fællesskab betaler for klubbernes 

opretholdelse. Selvom han kalder strukturen for bøvlet, peger Stig Bo samtidig på at 

det er måden det skal gøres på og måden man altid har gjort det i Tåstrupgård. Man 

accepterer derfor doxa om, at systemet er besværligt og indeholder mange regler, men 

at det er en nødvendighed fordi klubberne ikke kun berører medlemmerne, men også 

den samlede gruppe beboere. I stedet for at afbureaukratisere arbejdes der videre 

herfra med at uddanne folk til systemet og udvide deres institutionelle kapital. 

6.1.5 Medborgerskab 

”… hele den opfattelse af almene boliger, demokratiopfattelsen, skoleforståelsen (…) 

hele det velfærdssystem som jo, kan man sige, der er etableret i Danmark, det er 

baseret på nogle strukturer som grundlæggende er uforståelige for mange af de 

mennesker som flytter ind her” (SB:5). 

Spørgsmålet om medborgerskab står som et ret centralt knudepunkt i Tåstrupgård. Ud 

fra nøglepersonernes generelle udtalelser, en gennemgang af beboerdemokratiets 

tilstand og en specifik begivenhed, kan der peges på, at kravene til institutionel kapital 

er problematiske i en lang række sammenhænge. Vi vil derfor forsøge at spørge ind til 

hvordan institutionel kapital bliver en begrænsende faktor, og hvad det gør ved 

medborgerskabet. 

Hvor danskerne typisk har en vis mængde institutionel kapital i kraft af det danske 

uddannelsessystem, har mange af de flygtninge og indvandrere, der bor i Tåstrupgård 

generelt en ringe skolebaggrund og har derfor ikke de samme indlejrede 

medborgerkompetencer. Tåstrupgård er som sagt et sagt et område med 70 % etniske 

minoriteter, heraf mange tyrkere, hvilket leder til kultursammenstød med den danske 

samfund og med den almene sektor: 

”Mange af [tyrkerne] … er typisk folk som ikke har skide meget kendskab til dansk 

foreningsliv, dansk affaldssortering, dansk måde at forbruge på. Altså ting fungerer 

bare anderledes i de to kulturer” (JPS:4). 

”… de tror simpelthen ikke på det, mange af de mennesker der flytter hertil, fordi de 

er vant til at folk, der ejer et hus og lejer lejligheder ud skal selvfølgelig tjene penge, 

ellers er man eddermame dum” (SB:5). 

51

Den grundlæggende mangel på demokratiforståelse og mangel på forståelse af den 

specielle danske boform gør, at mange af beboerne ikke har den overordnende 

institutionelle kapital til at agere som medborgere i minisamfundet Tåstrupgård. 

6.1.6 Beboermøder – hunde eller tv-kanaler 

Beboerdemokratiet kræver en stor grad af institutionel kapital. Som tidligere 

beskrevet er omfanget beslutningskompetence og ikke mindst graden af regulering, 

noget der gør beboerdemokratiet særdeles vanskeligt at begå sig i for udenforstående. 

Samtidig er beboerdemokratiet en meget vigtig institution ift. at få beboernes 

holdninger og bringe beboerne sammen om at udvikle området. På den led er 

beboerdemokratiet et centralt nedslag for medborgerskabets muligheder. 

Afdelingsmødet, som er områdets overordnede beslutningsorgan, trækker typisk 50- 

60 mennesker. Det er ca. 2 % af alle beboerne og ca. 4 % af dem der er over 18 år. 

Der er dermed generelt en ringe tilslutning til beboerdemokratiet og det er tydeligt fra 

flere kilder, at folk kommer kun til afdelingsmøderne, hvis der er noget der vedrører 

dem ”et kogepunkt, hunde fx eller tv-kanaler” (SB:12). Der skal på den måde være 

noget på spil for den enkelte, hvis beboeren for alvor føler sig forpligtet til at deltage. 

I Tåstrupgård havde der været afdelingsmøde i samme uge som vi foretog interviews. 

Der var ingen af de interviewede, der havde deltaget i mødet. Frank der ellers som 

tidligere fortalt har en høj institutionel kapital deltager som nævnt kun ”forudsat at 

emnerne er der” og skimmer dagsordenen for at se om der er ”noget interessant” 

(Frank:7). Han vurderer derfor om er noget af betydning for ham, om det er noget han 

vil investere i. Onur er ligeledes velinformeret om afdelingsmødet og henter under 

interviewet invitationen og dagsordenen til mødet. Han var ikke til mødet, da han blev 

kaldt på arbejde, men fortæller, at han egentlig ikke havde tænkt sig at deltage 

(Onur:4). 

Ali, der netop er flyttet til Tåstrupgård deltog heller ikke i mødet og det plejede han 

heller ikke at gøre i den almene boligafdeling, han er flyttet fra. Ali har i øvrigt heller 

ikke planer om at investere sig i området, da det mere er en mellemstation for at 

komme tættere på København (Ali:3). 

Nittaya deltog heller ikke i mødet, men hun har en idé om, at det er vigtigt: ”… Men 

jeg ville gerne. Så man lige kunne have en mening og det kunne op på bordet og blive 

52

sagt noget om” (Nittaya:5). 

Det samme gør sig gældende for Louise. Hun nævner desuden interesse for at være 

med i afdelingsbestyrelsen: ”det kunne jeg nok godt. For ligesom også at have den 

der med, jamen så kan man sgu ikke rigtigt tillade sig at være utilfreds. For så har 

man også selv noget at skulle have sagt” (Louise:8). Louise deltog dog heller ikke i 

mødet, da hun fandt tidspunktet dårligt ift. at have et lille barn. 

Der er altså blandt vores respondenter forskellige årsager til ikke at deltage i 

beboermøderne og det skal også nævnes at fire ud af fem har boet i området i meget 

kort tid (halvanden måned eller mindre). Den generelle doxa ud fra de interviewede 

nøglepersoner synes altså at være, at beboerdemokrati er noget man vælger til, hvis 

man føler der lige er noget man kan bruge. Blandt dem hvor der faktisk er en vis 

entusiasme, er der ikke nogle konkrete erfaringer, men snarere blinde forventninger til 

hvad der foregår på et møde. Herved synes billedet at være, at for dem som faktisk har 

den nødvendige institutionelle kapital, er beboerdemokratiet ikke noget man aktivt 

søger at opnå noget igennem. Hvor dem som ikke har den nødvendige kapital, som 

ikke har oplevet det konkrete beboerdemokrati in action, har et overfladisk forhold til, 

hvad beboerdemokratiet handler om. Institutionel kapital bliver hermed en slags 

skillelinje for om man er relativt ligeglad med beboerdemokratiet, men stadig bevidst 

om det, eller om man er ubevidst om det, men til gengæld muligvis indskriver 

muligheder i det. 

6.1.7 Det mobiliserende kup 

Beboerrådgiveren Elin fortæller om en episode fra et afdelingsbestyrelse møde i 2010, 

hvor den gamle bestyrelse var blevet ”kuppet” og den nye bestyrelse havde 

vidtrækkende forslag til at ændre hele områdets struktur ved at udlicitere en lang 

række funktioner samt fyre beboerrådgiveren og den boligsociale koordinator (EK:4, 

Sjællandske Nyheder). Forslagene dækker over manglende institutionel kapital ved fx 

ikke at være opmærksom på, hvordan området vil miste økonomisk støtte fra 

Landsbyggefonden. Derudover kan man se mangel på kapitalen i beboernes 

yderligere rationaler ”… da de fandt ud af, at de ikke fik løn (…) så gad de sgu da 

ikke sidde i den afdelingsbestyrelse” (EK:15). 

Dette særlige afdelingsmøde hvor bl.a. beboerrådgiveren var på spil mobiliserede 

53

mange mennesker, der normalt ikke kom til møderne. Dermed er det et tydeligt 

billede på illusio inden for feltet, hvor beboerne ikke længere er ligeglade. Mod de 

typiske 50 mennesker til afdelingsmøderne mødte der omkring 400 beboere op og det 

kan ifølge Elin Kegnæs have fået en betydning for de beboeres institutionelle kapital: 

”Men til det der krisemøde, der kom de, der var rigtig mange mennesker der fandt ud 

af hvad det gik ud på, at man kunne stemme og bestemme” (EK:15). 

Udover dette er der stadig beboere, der ikke kan forstå hvad der foregår på møderne 

pga. manglende kulturel kapital. Beboerrådgiveren Elin fortæller, hvordan hun 

deltager i samtlige afdelingsmøder, fordi hun ofte må forklare folk, hvad det der bliver 

sagt på møderne: ”Så kommer folk ned og siger ”jeg var til beboermødet og hvad 

skete der egentlig?”, fordi det går over hovedet på mange af dem” (EK:16). Dem der 

er hægtet af, er primært fra den store tyrkiske gruppe, hvor der også er mange ældre 

mennesker: ”De ved ikke hvad der foregår, ikke ret meget, for de taler heller ikke 

sproget, det har de jo aldrig skullet. De fik jo bare de der tunge job i sin tid” (EK:17). 

Selv om det er beboere, der kan have boet i Tåstrupgård i mange år, har de ikke 

opnået en institutionel kapital, bl.a. på baggrund af aldrig at have lært godt nok dansk. 

Det konkrete tilfælde viser, at beboerne kunne aktiveres, fordi afsættet for et 

beboermøde ikke var de sædvanlige procedurer og budgetter, men meget jordnære 

beslutninger, der havde betydning for særligt de svage i området. Herved gik man 

forbi det almindelige kriterium, institutionel kapital, der krævedes for at se 

betydningen i hvad der ellers kan foregå på et beboermøde. Endvidere viser kuppet 

også, at den afstand der er mellem dem der har og dem der ikke har institutionel 

kapital, er grobund for symbolsk vold, i kampen om hvordan området skal hænge 

sammen. I dette tilfælde inden for rammerne af beboerdemokratiet. 

6.1.8 Fællesskab 

Fordringen om fællesskab har en ligeså lang historie i den almene sektor som 

fordringen om medborgerskab som vi viste i den historiske gennemgang. Formelt set 

blev dette fællesskabssigte sidste gang i 1996 fremhævet, idet denne lovgivning 

forudsætter, at beboeren opfatter sig selv som en del af et minisamfund, som de har 

lyst til at investere tid og ressourcer i for at få et godt hverdagsliv for sig selv, deres 

familie og naboer (Jensen 2006:89). 

54

Frank er som nævnt den inkarnerede foreningsdansker, der altid har været interesseret 

i det sociale liv. ”Jeg går mere efter fællesskabet, end hvem personen er” (Frank:9). 

Frank har en holdning til det sociale liv og fællesskabet som vigtigt for integration af 

etniske minoriteter: ”Jo mere (socialt liv) der kommer her, jo bedre synes jeg jo. Også 

fordi jeg personligt mener, at hvis vi tænker på integration, så er det den eneste vej 

frem (…) For ellers lærer de aldrig at forstå os, eller omvendt” (Frank:5). Som nævnt 

har Frank også startet flere foreninger op, delvist også fordi han bare elsker at få ting 

op at køre. 

Louise taler også om grupperinger, hvor danskerne og indvandrerne lever spredt, men 

hvor hun godt kunne se potentiale i nogle mere integrerende projekter: 

Louise: … men hvor man blander det lidt også så man kan få nogle andre 

indsigter. Det synes jeg godt de kunne gøre sig i 

IW: Men er det noget du kunne have lyst til at arrangere selv? 

Louise: Ja, helt sikkert. Altså kunne de finde på at sende sådan en …* rundt, 

om man ville være med som planlægger eller vil være med som, ja som bare 

deltager (…) Så skal jeg nok være den første til at overveje det (Louise:7). 

Louise har en forventning om at nogle andre, ”de”, nok bestyrelsen eller de ansatte i 

boligområdet arrangerer nogle integrationsprojekter. Hun er ikke afvisende overfor 

selv at skulle arrangere, men hun har brug for en hjælpende hånd, hun har brug for at 

blive spurgt om hun vil være med. Hun har derfor et potentiale, men ikke høj nok 

institutionel kapital til selv at etablere bredere fællesskaber. 

Nittaya på 22 år har ikke den klassiske ”fællesskabsdansker” mentalitet. Hun fortæller 

om det der rigtig gode sammenhold hun var en del af, da hun boede på kollegium, 

men at hun ikke savner det så meget, da både hun og kæresten er væk hver dag på 

studie og arbejde. Hun kan ikke rigtig se mulighederne for hvad man for hvad man 

kan lave af fællesskab i området: ”Men det kunne da være, eller jeg ved ikke hvad det 

kunne være, altså det er jo ikke fordi jeg vil på skovtur med dem” (Nittaya:7). I 

modsætning til fx Frank er hun ikke en aktiv ressource for fællesskabet, fordi hun 

ikke er så interesseret i de klassiske fællesarrangementer eller klubber, der ofte vil 

være i boligområderne. Hun er ikke afvisende overfor fællesskabet, men hun ser ikke 

det samme forandringspotentiale i fællesskabet som de to andre, da hun helst bare vil 

gerne se folk an, hvilket hun siger tre gange. Den almene doxa om at investere i 

55

medborgerskab og fællesskab inden for et minisamfund ligger heller ikke så dybt i 

Nittaya, der er ung og flyttet til Tåstrupgård fra en privat lejebolig og i øvrigt er 

investeret andre steder. Nittaya er på den måde mere en passiv ressource i området, 

der ikke skaber problemer. Hun har ikke brug for at kende sine naboer, men vil gerne 

vil være på god fod med dem: ”bare man sådan lige kan sige hej eller hvis man måske 

holder nogle fester i weekenden, at de ikke er så sure. Selvfølgelig sætter man sedler 

op og siger ”nu holder vi lige noget ikk'” (Nittaya:4). 


I Tåstrupgård er historien, at man har vendt udviklingen vha. en integration mellem 

det boligsociale og driften, og et målrettet arbejde med specifikke problemgrupper 

som ansås for at påvirke hele området. Det har været en ”indadvendt indsats” med 

Stig Bo Kristensens ord (SB:2). Vores undersøgelse peger imidlertid på, at der er 

problemer på den udadvendte bane. Et centralt nedslag er, at medborgerskab enten 

forekommer uinteressant for beboerne eller at de ganske enkelt ikke kan udøve det. 

Det som er blevet til doxa i området er først og fremmest det boligsociales integration 

med driften, hvormed begge står stærkt. Både det boligsociale arbejde og driften 

bærer roller som i det store hele betragtes som indlysende, hvilket kupforsøget også 

demonstrerede. Imidlertid er selve beboerdemokratiet som institution undergravet af, 

at beboerne i det store hele ikke tager det seriøst. Man kan sige at beboerdemokratiet 

stadig fungerer, fordi dets beslutninger er impliceret i driften og det boligsociale 

arbejde, som skal fungere jf. doxa. Men i kraft af kravene til institutionel kapital, 

reduceres mulighederne for at engagere sig, og herved indsnævres kredsen som 

effektivt kan komme igennem med forslag. Omvendt er den kreds der er tilbage, ikke 

af typen som overhovedet er interesseret i rigtigt at deltage, muligvis fordi de har nok 

i det, de ellers fordriver tiden med. Kupforsøget viste imidlertid at jordnære 

problemstillinger kan aktivere beboere over en bred kam, men også at mange er 

udelukket fra at kunne indgå ligeværdigt i dialogen omkring området. 

6.2 CHARLOTTEKVARTERET 

6.2.1 Det boligsociales relation til feltet i Charlottekvarteret 

Det boligsociale arbejde i Charlottekvarteret har rykket sig meget siden ”første 

56

generations indsatserne” som var individ- og problemorienterede og blev udført af 

socialrådgivere, der tidligere havde siddet i kommunen (JL:9). Den nyere 

ressourceorienterede indsats er projektbaseret, og de fleste af medarbejderne er blevet 

ansat med helhedsplanen. Derfor er der blandt de boligsociale medarbejdere ikke den 

samme levede erfaring med strukturen som i Tåstrupgård. Det betyder, at de 

boligsociale medarbejderes doxa mere er defineret ud fra den akademiske position i 

feltet for socialt arbejde som empowerment udgør end den herskende doxa på feltet 

for Charlottekvarteret. Dette ses tydeligt hos den barselsvikariende projektleder, som 

mest forholder sig til hvordan generelle anerkendte teorier som fx neoliberalismen 

spiller ind på området (JL:13). Det betyder dog ikke, at projektlederen ikke udmærket 

er klar over hvilke værdier doxa på feltet er udgjort af. I forbindelse med beboerbladet 

Agerposten, nævner han den ikke helt ”eksemplariske” procedure udgivelsen på det 

sidste er sket efter. Det ”ikke eksemplariske” er, at der er ikke er blevet nedsat en 

beboergruppe omkring det (JL:10). Selvom engagementet af en beboergruppe 

selvfølgelig handler om at give ejerskab til beboerne og således er en ”boligsocial 

værdi”, er det i høj grad også noget den almene sektors doxa byder. Ifølge dette 

diktum burde beboerne være initiativrige og kapable nok til selv at kunne håndtere 

denne opgave. Angående det eventuelle velkomstmøde identificerer han yderligere 

fællesskabsfølelsen og det at de ressourcestærke kan gøre noget for de ressourcesvage 

som et centralt argument for ideen (JL:7). Den boligsociale indsats i 

Charlottekvarteret – eller i hvert fald dets projektleder – er således qua deres 

tidsbegrænsede engagement og den generelle funktionsopdelingen i området mere 

investeret i den akademiske kontekst de kommer fra end feltets doxa. 

6.2.2 Ejendomskontorets uerkendte dobbeltrolle 

Ejendomskontoret har en anden funktion i Charlottekvarteret end i Tåstrupgård. Fordi 

afdelingen er mere opdelt, og har en på nogle punkter uklar kompetencefordeling, 

lukker de enkelte funktioner sig mere om sig selv og ejendomskontorerne har et 

udpræget driftsmæssig fokus. Ift. den almene sektors indre sammenhæng som sådan, 

giver dette god mening så langt, at områderne oprindeligt var designet til at håndtere 

drifts- og vedligeholdelsesmæssige problemer og intet andet. Dette syn på 

ejendomskontorets rolle findes også hos begge ejendomsmestrene. Som 

ejendomsmesteren i Charlotteager I og II siger: ”Vores opgave er jo at få dem til at 

57

falde til i lejemålet. Det er ikke vores opgave at få dem til at falde til i området” 

(GM:1). 

Ejendomsmesteren i Charlottegården forventer ligeledes, at beboerne selv er klar over 

hvilke rettigheder de har. Han tager det fx som en selvfølge, at beboerne ved hvor de 

skal gå hen hvis de vil klage, og hvordan klagesystemet fungerer (JD:7). Begge 

ejendomsmestre har meget erfaring i den almene og kender systemet godt. 

Samtidig med at deres meget driftsmæssige fokus stemmer godt overens med den 

herskende doxa på det almene felt, er ejendomskontorets ansatte dog den del af 

”systemet” beboerne er mest i berøring med. Det gælder både i selve 

modtagelsessituationen med syn og den boligrelaterede rundvisning (vaskeri, 

kælderrum, skralderum) (GM:1), og sidenhen i dagligdagen i området. Begge 

ejendomskontorer er beregnet til at beboerne kan komme forbi med spørgsmål 

samtidig med, at ejendomsfunktionærerne har deres daglige gang i områderne, 

hvorfor beboerne kender dem (JD:3). I Charlottegården er et ’lommepengeprojekt’ 

yderligere under opstart. Projektet går ud på at engagere unge fra kvarteret ved at de 

skal fungere som gårdmænd i området. Håbet er her, at dette kan forberede dem til 

arbejdsmarkedet og lære dem noget om ansvar for området. Johnny Dideriksen lægger 

især vægt på det sidste (JD:2). Den store synlighed i området gør også, at nogle 

beboere bruger ejendomskontoret til andet end driftsformål. VIBO-ejendomsmester, 

Georg Metzon: 

”... indimellem fungerer man også lidt som socialkontor eller social medarbejder, 

fordi man kommer til at høre på lidt af hvert fra folk. (…) Hvis man er i et mindre 

område kan det godt tage op til 50 % af ens tid. Det har vi så ikke tid til herude, fordi 

det er vi slet ikke bundet an på” (GM:2). 

Denne sociale funktion falder på sin vis uden for deres jobbeskrivelse, og begge 

ejendomsmestre synes at se på udviklingen, som et vilkår for deres arbejde uden, at de 

har noget særligt ansvar for det. Denne dobbelthed i synet på deres arbejde bærer de 

selvsagt også ind i modtagelsen af nye beboere. Indflytningssynet beskriver de begge 

i meget driftsmæssige vendinger (JD:2, GM:1). 

Begge lever med og efter doxa. Især Johnny Dideriksen, ejendomsmesteren i 

Charlottegården, med sine 30 års erfaring i forskellige afdelinger er meget indlejret i 

konteksten. Det slår ham pludselig under interviewet, at mere information om 

58

eboerdemokratiet måske kunne være givtigt i modtagelsen: 

JD: ”Men du spurgte også om de fik noget at vide om beboerdemokratiet og hvordan 

det fungerer. ... det fortæller vi dem [beboerne] sådan set ikke om. At der er et årligt 

beboermøde, det er der man har regnskab og budgetter, det er der alt kører igennem.” 

IW: ”Hvad tror du der er grunden til det?” 

JD: ”Det ved jeg faktisk ikke, det har vi aldrig tænkt over. Jeg tror ikke der er nogen 

der har tænkt over det.” 

IW: ”Det virker for selvfølgeligt?” 

JD: ”Idet du spurgte mig tænkte ”det kunne man da i og for sig også godt”, men det 

har vi sådan set aldrig gjort. Der burde måske være et lille stykke papir hvor der stod 

om de forskellige demokratiske regler.” (JD:3-4) 

Ift. illusio er ejendomsmestrene i kraft af deres viden om og erfaring med feltets doxa 

klart mest investeret i de driftsmæssige aspekter som ejendomskontoret er engageret i. 

De er udmærket klar over den sociale funktion de også varetager, men er meget 

mindre investeret i denne side af feltet. Dette kan dels skyldes funktionsopdelingen i 

området, hvor man passer sin egen lille del, og dels feltets doxa, der på sin vis 

begrænser deres horisont ift. erkende det sociale aspekt. I dette tilfælde forekommer 

begrænsning af horisonten oven i købet hos en af de aktører, som har mest kontakt til 

beboerne. Det er således et vilkår for modtagelsen, at ejendomskontoret forholder sig 

meget driftsmæssigt til nye beboere i indflytningsfasen, og forventer, at de nye 

beboere har nok institutionel kapital til at forstå systemet. 

6.2.3 Driften som service 

Ejendomskontorets driftsmæssige tilgang til modtagelsen er dog heller ikke 

nødvendigvis et problem. De fleste beboere i vores empiri udtrykker tilfredshed med 

den måde deres modtagelse er foregået på. Dette gælder både i Charlottekvarteret og i 

Tåstrupgård (Kirsten:2, John:2, Maria:2, Klaus:2, Onur:3, Nitaya:2, Louise:3, 

Frank:5). Som en beboer i Charlottekvarteret udtrykker det om ejendomskontorets 

funktion generelt: 

“Altså [ejendomsfunktionærerne] går ikke og stemmer dørklokker og siger ”hvad så 

går det godt”, det har de ikke tid til. Men de hilser selvfølgelig når man ser dem og 

59

sådan noget. Men det er jo heller ikke det de er ansat til, de er ansat til at lave alt det 

praktiske. De er jo ikke ansat til at være pauseklovne” (Maria:4). 

De beboere vi har talt med har klart mest ”driftsorienterede forventninger” til 

ejendomskontoret. Dette hænger formentlig sammen med, at de får hvad de forventer 

af modtagelsen: de får en nøgle og bliver forevist lejligheden og de relaterede 

faciliteter. Det de beklager sig over er materielle mangler ved lejligheden eller for 

ringe ”service” fra ejendomskontorets side (John:2). Deres illusio er på det materielle 

– det er det der får dem til at føle noget omkring modtagelsen. 

6.2.4 Det besværlige bestyrelsesarbejde 

Denne serviceorienterede tilgang blandt beboerne findes også ift. beboerdemokratiet. 

Ligesom i Tåstrupgård og den almene sektor generelt, er deltagelsen i 

beboerdemokratiet I Charlottekvarteret faldende. Beboerne kommer kun ud af 

starthullerne, når der er en enkeltsag de er interesserede i (JL:14). Dvs. de møder kun 

op når der er noget de føler sig investeret i. Vores informanter er dog investeret i 

beboerdemokratiet så langt, at de samstemmende bakker op om beboerdemokraternes 

arbejde. Som en beboer udtrykker det på spørgsmålet om deres arbejde er vigtigt: 

”ja, det synes jeg helt bestemt, det synes jeg. Jeg synes også det er vigtigt med 

beboerne der sidder der, jeg synes det er suverænt at der er nogen der gider, det synes 

jeg. Helt sikkert (…) Jeg har ikke været til [beboermøde], det var egentlig meningen 

jeg ville have været til det sidste gang, men så glemte jeg det i sidste ende. Jeg har 

ikke været til et endnu” (Kirsten:4). 

Den positive serviceorienterede tilgang til beboerdemokratiet viser, at de interviewede 

beboere har nok institutionel kapital til at forstå at beboerdemokratiet er en vigtig del 

af den måde den almene sektor fungerer på, og dermed er en del af doxa på feltet. 

Men de erkender ikke det fulde demokratiske medborgerskabspotentiale, som 

systemet ellers er indrettet på. Den vidtrækkende beslutningskompetence, som blev 

givet med især 1996-loven mht. indflydelse på afdelingens ”finanslov” (jf. Jensen, 

2006: 89) betyder fx ikke meget for ovennævnte beboer: 

”Men jeg må indrømme deres budgetter og sådan noget det går jeg ikke så højt op i” 

(Kirsten:2). 

60

Her spiller den almene sektors komplicerede strukturerer formentlig også en rolle. Det 

kan være svært for beboere uden høj institutionel kapital at placere 

afdelingsbestyrelsen og beboerdemokratiet i den rette kontekst. Det kan yderligere 

være svært at ”forstå sproget”. Som vist i casen omkring foreningsdanskeren, Frank, 

er der et helt ordforråd knyttet til den almene sektors funktionsmåde, som er påkrævet 

for at kunne navigere meningsfuldt på feltet. Man skal således vide hvad forskellen er 

på et bestyrelsesmøde, et afdelingsmøde og en generalforsamling. Som en anden 

beboer, der også er meget positivt stemt over for afdelingsbestyrelsens arbejde 

udtrykker det: ”Altså hvad de egentlig går og laver, det har jeg ikke sat mig så dybt 

ind i, men jeg ved da de holder diverse møder” (Klavs:4). 

Uden kendskab til sproget og uden forståelse for den ’medborgerskabelige fordring’, 

der ligger i bestyrelsesarbejdet qua doxa, kan det virke mere eller mindre 

ekskluderende: ”Jeg vil sige, jeg dukker ikke op til de møder. Det gør jeg simpelthen 

ikke. Man hører så meget, og der bliver vedtaget noget forskelligt, som aldrig bliver 

til noget. Jeg har været med en gang, og det droppede jeg hurtigt igen” (John:4). 

Ud over disse generelle vanskeligheder, der også findes i andre almene boligområder, 

gemmer Charlottekvarteret på endnu et benspænd: Den interne rivalisering mellem 

afdelingsbestyrelserne. Som tidligere nævnt ser flere af nøglepersonerne i området det 

dårlige samarbejde som en hindring for udvikling i området. Som en beboer, der 

deltager i bestyrelsesarbejdet, om end i en administrativ rolle, siger: ”Jeg gider ikke 

være direkte i bestyrelsen fordi det er sgu heller ikke altid lutter lagkage. Men jeg er 

revisor [for bestyrelsen] og kommer til hvert beboermøde og bestyrelsesmøde” 

(Maria:5). 

Der kan altså være flere grunde til beboernes manglende investering i den del af 

feltets doxa der omhandler beboerdemokratiet. For det første er det et kompliceret 

system med et indforstået sprog, der kræver meget demokratiforståelse og 

institutionel kapital at greje. Disse stridigheder kan yderligere medvirke til den 

vigende deltagelse. Denne manglende medborgerskabsforståelse blandt beboerne 

medfører det serviceorienterede syn på beboerdemokratiet. 

6.2.5 Ikke medborgerskab men fællesskab 

Mens respondenterne således ikke investerer meget i den del af illusio på feltet, der 

61

omhandler medborgerskabsværdier, forholder det sig helt anderledes med 

fællesskabsorienteringen. Udover at denne fordring om fællesskab på sin vis er 

”statssanktioneret” jf. reformen i 1996 ligger den også som kernen i 

foreningsdanskermentaliteten, hvilket eksemplet Frank fra Tåstrupgård også viste. I 

Charlottekvarteret er flere beboere helt på linje med denne opfattelse: 

”… det kommer kun hvis man involverer sig lidt i hvad der sker” (Klavs:4). 

”... hvis man vil gøre noget for kvarteret og hvis man vil have det skal blive bedre 

herude, så bliver man også nødt til at deltage aktivt, man kan ikke bare sidde 

derhjemme og sige ”jamen det skal blive bedre, jeg kan ikke lide at bo her” (...). Man 

bliver ligesom nødt til at komme på banen selv, ellers kommer du ingen vegne” 

(Maria:4). 

Begge ytringer falder i forbindelse med tale om de sociale aktiviteter i området. Det 

forandringspotentiale, der i den almene sektors doxa ligger indlejret i både 

beboerdemokratiet og foreningslivet, ser respondenterne således kun i foreningslivet 

og de sociale aktiviteter. Her er flere af dem til gengæld også fuldt ud investeret. 

Maria, som er praktikant i den boligsociale indsats har været med til at arrangere 

sociale tiltag i området også før hun flyttede dertil (Maria:4), mens Klavs hurtigt blev 

engageret i flere foreninger (Klavs:4). Foreningsdanskermentaliteten er altså 

fremherskende blandt vores respondenter. 

Den boligsociale projektleder taler yderligere om den ’stærke identitet’, der er i 

området (JL:11). Han taler på generel basis om, hvordan den gamle arbejderklasse 

flyttede ud i de almene boligområder i 1970’erne. Derfor er der en stærk tradition for 

at opbygge foreninger og beboerlokaler:”det er altså plus 60… ja, etnisk danske 

arbejderklassebaggrund: ”Vi har gjort vores, nu skal vi fandme have det ordentligt 

også, og det her er vores område ... og vi skal sgu bo godt og hyggeligt” (JL:4). 

Ifølge Boligsocial Årsrapport 2009 er 12 % af beboerne i henholdsvis Charlottegården 

og Charlotteager II og 13 % af beboerne i Charlotteager I over 60, dette gælder dog 

både etniske danske og minoriteter (Høje-Taastrup Kommune 2009: 72, 88, 89). Den 

boligsociale koordinator siger videre angående identiteten: 

”Altså man er fra Charlottekvarteret og det er derfra min verden går (...), der er 

nogen der er født og opvokset [her] eller der er rigtig mange der ikke kan forestille 

sig at bo andre steder” (JL:11). 

62

6.2.6 Blomsterkasser – vi laver en forening 

Mens de to førnævnte respondenter var fuldt ud investeret i områdets sociale 

aktiviteter og kunne se et formål med det, er en tredje kun delvist investeret. 

Respondenten John er ellers habituelt disponeret for at være fuldt ud investeret fordi 

han er født og opvokset i Charlottekvarteret (John:1). Han er således også helt klart 

foreningsdansker og siger med et smil, at han selv mener han er med i alle klubber i 

området (John:5). Han bruger billardklubben meget og har efter eget udsagn en whist- 

klub (John:3). Hvorvidt betegnelsen ’klub’ i forbindelse med kortspillet dækker over 

en reel åben klub for alle, eller blot hans måde at italesætte samvær med vennerne på, 

er lidt svært at afgøre (han er en ung mand i starten af 20’erne uden uddannelse og 

uden arbejde for tiden). Under alle omstændigheder ytrer han dog ønske om at udvide 

whist-klubben, så den ikke skal foregå i hans lejlighed, men i et klublokale, fordi han 

mener det ville gavne mange især ældre mennesker i området (John:3). Han har dog 

problemer med at finde et ledigt lokale og føler, at han er blevet frarøvet det lokale 

han havde før. Han forsøger at håndtere sagen på sin egen måde: 

“Men selvom de kun er der en gang om måneden, så føler de, at de ejer det hele. Dem 

har jeg en lille dialog med. Med en af dem i hvert fald” (John:3). 

Betingelserne hvorpå han havde lokalet før, og måden hvorpå de nye brugere har 

overtaget det er uvist. Det står dog klart, at han ikke har institutionel kapital nok til at 

håndtere situationen efter bogen. Som nævnt i ovenstående afsnit om Tåstrupgård, er 

der mange regler forbundet med at starte og drive en klub, og det at han ”taler med en 

af dem” er næppe den rette vej at gå, hvis han vil trænge igennem det regulerede 

systemet. At de nye brugere i klublokalet så oven i købet er Natteravnene, det 

frivillige tryghedsskabende initiativ, viser også en vis grad af manglende overblik 

over og forståelse for feltets doxa. 

Den fællesskabsorienterede side af feltets doxa har han dog i det store hele forstået, i 

hvert fald så langt, at han draget af dets illusio, og måske italesætter dele af sit 

samvær med vennerne i ’almen sektor-termer’. Han har dog ikke nok institutionel 

kapital til at investere så meget som han siger han gerne vil, og må derfor deltage 

mere passivt. 

63

Manglende institutionel kapital kan således indskrænke en agents handlingskapacitet. 

Hvis en agent derudover heller ikke besidder eller forstår 

foreningsdanskermentaliteten, kan det virke endnu mere ekskluderende. 

Et eksempel på det, er ’blomsterkassesagen’. Sagen startede med, at den boligsociale 

indsats fik en idé om at opstille nogle blomsterkasser ved aktivitetshuset, som 

forskellige beboere kunne benytte som en slags lille have. Da det handler om at 

aktivere beboerne, ville man fra den boligsociale indsats’ side ikke bestemme hvordan 

organiseringen omkring brugen af kasserne skulle være. Ideen blev kommunikeret ud 

via diverse netværk og især nogle af de etniske kvinder, som normalt er svære at 

engagere i større sociale projekter meldte sig på banen. En anden gruppe, der viste 

stor interesse var nogle af de ældre foreningsdanskere. Den boligsociale projektleder 

forklarer: 

”Netværket af etniske kvinder siger: ”blomsterkasser fint, jeg vil gerne have en.” Så 

går man også ud til de her danskere 60+ fra arbejderklassen, så siger de: 

”Blomsterkasser – vi laver en forening. Og så laver vi nogle regler, jamen, hvordan 

kunne man ellers?! Man kan jo ikke bare dele blomsterkasser ud uden regler!” 

(JL:14) 

Problemet opstår fordi de etniske kvinder ikke kan forstå rationalet bag at lave en 

forening bare fordi de gerne vil passe nogle blomster. Den boligsociale projektleder 

nævner, at flere af disse kvinder i mange tilfælde er i tvivl om de overhovedet må 

være med i sådanne foreninger, fordi de slet ikke vant til ’forenings-metoden’. 

Derudover udnyttede foreningsdanskergruppen i dette tilfælde deres overlegne 

institutionelle kapital. For at kunne sikre projektets eksistens også efter den 

boligsociale indsats har trukket sig ud, argumenterer gruppen med deres 

foreningsmodel: 

”... meget, hvad skal man sige, ’fornemt og perspektivrigt’. Så man skal allerede nu 

betale 100 kr. og det bliver sådan besluttet sådan lidt midt i forløbet, så det giver jo 

straks ballade.” (JL:14) 

Ved straks at udrulle den klassiske foreningsmodel på blomsterkasserne, og yderligere 

at argumentere inden for feltets doxa for deres model, ekskluderer de i dette tilfælde 

gruppen af de mest ressourcesvage inden for feltets doxa. De etniske minoritets 

kvinder er ressourcesvage fordi de hverken har institutionel kapital eller forstår 

64

foreningsdanskermentaliteten. De har dermed ingen illusio om hverken 

medborgerskab eller fællesskab. 

Med Bourdieu-begrebet symbolsk vold, kan man sige, at situationen viser en lille 

symbolsk kamp på feltet. Foreningsdansker-positionen, der producerer og 

reproducerer doxa på feltet, føler sig et øjeblik truet på deres position, og slår straks 

tilbage med de midler deres kapitaler giver dem. De fastholder dermed 

definitionsmagten på feltet. De etniske kvinder ville dog bare gerne have en 

blomsterkasse. 


Er man ikke rundet af den danske demokratiske tradition, kan det være svært at finde 

ud af hvordan området fungerer. Folk med foreningsdanskermentalitet eller høj 

institutionel kapital har klart nemmest ved at indgå i de sociale og politiske 

sammenhænge, der findes i området. Kommer man ikke ind i et netværk med høj 

institutionel kapital kan det yderligere være svært at højne denne, da visse netværk 

kan føle deres ret til definitionsmagten truet og derfor søge at ekskludere disse 

grupper. 

6.3 Konklusion 

Selvom de to områder således er forskellige er de begge meget influeret af den almene 

sektors doxa. Det betyder at værdier som medborgerskab og fællesskab spiller en stor 

rolle, samt at institutionel kapital er nødvendig i begge områder for at kunne agere. 

Mest slående er den ringe tilslutning til beboerdemokratiet i begge områder. Dette 

tyder på, at medborgerskabsidealet i områderne ikke udleves i praksis. Doxa blandt 

beboerne er, at det at forandre noget gennem beboerdemokratiet ikke bliver set som 

noget vigtigt. Tilgangen er nærmere serviceorienteret uanset om beboerne har 

institutionel kapital nok til at forstå systemet eller ej. Undtagelsen, der bekræfter 

reglen er enkeltsager, hvor tv-kanaler eller kupforsøg mod en bestyrelse trækker fulde 

huse til beboermøderne. Flere beboere virker til at investere sig i 

fællesskabsorienterede tiltag. Nogle af dem ser oven i købet et forandringspotentiale i 

at deltage aktivt i områdets aktiviteter. Her kan institutionel kapital både være en 

fordel og en ulempe. På den ene side kræver de komplicerede strukturer at man har et 

65

vist kendskab til den almene sektor for at kunne oprette en klub, på den anden side ses 

en tendens til at foreningsaktiviteten opdeles langs etniske og kulturelle skel, og 

derved være ekskluderende. Der er således en ”tung” doxa, der favoriserer 

foreningsdanskeren. Det er en doxa som indebærer kutymen for fællesskabsdannelse, 

som i visse situation kan ekskludere grupper uden institutionel kapital. 

Nye beboere med høj institutionel kapital vil derfor relativt nemmere kunne blive en 

ressource for området, selvom dette ift. vores empiri formentlig mest vil ske i 

forbindelse med fællesskabsorienterede forhold. 

Vi vil nu bevæge os videre til at se hvordan individuelle præferencer og sociale 

kapital spiller ind på nye beboeres opfattelse af modtagelsen. 

66

7 En differentieret modtagelse 

Vi vil i dette afsnit udforske hvilke begrænsninger der er i modtagelsen. Dette vil vi 

gøre ved at præsentere fire typer beboere vi har udledt fra vores interviews. Disse 

illustrerer på hver deres måde 

relevante karakteristika fra fire udvalgte interviews. Vi vil løbende fremhæve hvilke 

begrænsninger der er i modtagelsen for hver enkelt type. Vi er klar over at disse typer 

ikke nødvendigvis er dækkende for alle beboere i de to områder, men vi vil dog 

forsøge at fremhæve nogle generelle træk, på baggrund af hvad vi har set som 

repræsentativt i vores empiri. 

7.1 Om social kapital, netværk og naboskab 

Der er ingen tvivl om, at de konkrete boligområder i stor udstrækning er at betragte, 

som underfelter ift. en række af de andre felter som agenterne bevæger sig på. Som vi 

så i foregående analysedel, var de fleste beboere ikke synderligt investeret i feltet for 

den almene sektor. Arbejdsmarkedet og systemet af sociale services (ydelser, 

klientforhold, sagsbehandling, m.m.) er at betragte som endog meget vigtige felter for 

det store flertal af beboerne, også ift. hvordan deres habitus er orienteret mod 

boligområdet. På den led udgør det konkrete boligområde for beboeren blot én doxa, 

som de i et eller andet omfang kan eller skal indoptage. Der er med andre ord tale om 

konkurrerende felter for beboerens opmærksomhed og perception. 

Samtidig er beboerens erfaringer og fortid er også af afgørende betydning. Habitus er 

i denne sammenhæng således både personens forankring til området, men også 

personens evne til at gøre brug af områdets faciliteter og muligheder for sociale 

relationer, på baggrund af den sociale og kulturelle kapital personen bærer. At kunne 

se sig selv i området, er et udtryk for, at beboeren i et eller andet omfang, er 

opmærksom på spillet (illusio). Omvendt er det selve den måde beboeren er tilstede i 

området, der fortæller hvorvidt beboeren er i stand til at deltage, altså har tilstrækkelig 

handlingskapacitet - med andre ord hvilken social kapital personen bærer og hvordan 

han eller hun bærer den. 

67

I de områder vi beskæftiger os med er det oplagt at tale om social kapital i form af 

henholdsvis naboskab og netværk. Det er det fordi social kapital netop hænger 

sammen med de netværk, man i bred forstand har og kan trække på i forskellige 

henseender. 

I større boligområder er man som udgangspunkt fremmede over for hinanden, selv 

man naturligvis kan man have et basisnetværk af familie og venner. Udover dette er 

der kun henholdsvis de relationer man opbygger med naboerne og de netværk man 

træder ind på baggrund af fælles interesser eller fælles kultur. Uden noget ønske om at 

gå dybt ned i litteraturen om de såkaldt ”svage relationer” (Granovetter 1973), er 

naboskabskontakt unægtelig, hvad man kan kalde en svag relation. Naboer er som 

oftest ikke venner eller i familie med hinanden, så nabokontakten kan overvejende 

siges at være udgjort af mindre ting: at man hilser på hinanden, småsnakker eller får 

praktisk hjælp (Hansen et al. 2010:39). Netværk er ikke en modsætning til naboskab, 

men naboskab er at betragte som en form for netværk, skabt af den fysiske nærhed 

mellem beboere. Andre former for netværk kan være de løse eller faste mødeformer 

man har opbygget med andre beboere over tid. Disse netværk kan være værdibaserede 

eller interessebaserede eller begge dele, men de lægger op til at mennesker i 

fællesskab kan lave noget eller udrette noget. 

Vi kan her ikke komme uden om konklusionerne fra SBI-undersøgelsen Om at bo 

sammen i et multietnisk område (Hansen et al. 2010:73), hvor der peges på forskellige 

former for netværk i multietniske områder.5 Undersøgelsen tydeliggør 

”berøringssituationerne”, dvs. muligheder for at møde folk i byggeriet som kan lede 

til naboskab og netværk. Disse situationer indeholder et potentiale, men at de kræver 

tid og engagement fra beboerne. Det er derfor vigtigt at få afdækket, hvordan og ikke 

mindst hvorfor beboerne forholder sig til naboskabets muligheder og begrænsninger, 

for herved at komme nærmere, hvordan en god modtagelse kan se ud. 

5 Disse netværk er henholdsvis monoetniske, multietniske og boligpolitiske netværk. Undersøgelsens 

resultater har stor relevans i vores boligområder, men med den empiri har til rådighed vil vi ikke kunne 

anvende resultaterne frugtbart, hvorfor de ikke uddybes yderligere. Et andet element er at vi i denne 

konkrete analyse, umiddelbart er mere interesseret i kendskabet til og om muligt medlemskab af 

netværk, end vi er i, hvordan netværkene fungerer. 

68

7.2 De fire typer 

Vi vil nu præsenter de fire typer beboere vi har udledt af vores interviews. Vi vil 

løbende fremhæve hvilke begrænsninger der er i modtagelsen for hver enkelte type. 

7.2.1 ”Jeg er ikke den der sådan dyrker naboskab” 

Kirsten er en kvinde i starten af 50’erne, der bor i Charlotteager II og har gjort det i 

lidt over et år. Hun er tidligere social og sundhedsassistent, men er nu 

førtidspensionist. Hun bor alene i lejligheden med sin hund, og har fået lejligheden 

igennem den almindelige venteliste. 

Kirsten er generelt positivt stemt overfor Charlottekvarteret, især fordi hun havde hørt 

meget dårligt om området inden hun flyttede ind. Hun fremhæver især de grønne 

områder, der omkranser bebyggelsen som en positiv ting, ”…Jamen, nu har jeg jo 

hund, så området, hvor jeg kan spadsere ture med min hund. Det er jo suverænt” 

(Kirsten:2). 

Kirsten har sat sig meget ind i de regler der gør sig gældende i området, og hun kan 

således huske alt det materiale hun har fået udleveret om dette. Hun har læst og sat sig 

ind i ting som husorden og vedtægter, og værdsætter at disse bliver overholdt, således 

at man ikke generer hinanden ved fx at bore huller på forkerte tidspunkter. Hun 

kender altså områdets spilleregler og er derfor også opmærksom på når hun selv gør 

noget der konflikter med disse: ”Nu går jeg ikke med min hund i snor, hvilket man 

skal, men hun er ikke opdraget til at gå i snor. Så det har jeg da selvfølgelig fået at 

vide, at det skal jeg – og selvfølgelig skal jeg efterleve reglerne lige som alle andre 

mennesker” (Kirsten:3). 

Udover de mere praktisk regler der gør sig gældende i området, er Kirsten også meget 

velinformeret om hvad der er af sociale arrangementer og lignende: ”…der er jo bl.a. 

et aktivitetshus hernede hvor man kan spise morgenmad hver morgen, sammen med 

alle de andre og der er en fitness kælder herovre man kan gå over i, de holder 

maddag en dag i måneden… så har vi jo beboer TV heroppe som vi kan slå over på 

for at se hvad der sker når der er bingo-banko spil og sådan noget…” (Kirsten:3). 

På trods af stor viden omkring området og dets muligheder, mener Kirsten dog ikke at 

nogen af disse, hverken klubber, foreninger eller sociale arrangementer, er noget for 

hende, og har bevidst fravalgt at benytte sig af nogen af disse. Det samme gør sig 

69

gældende for afdelingsbestyrelsen og bestyrelsesmøder, hvor hun igen er særdeles 

velinformeret omkring hvilket arbejde det er der udføres, selv om deres budgetter og 

sådan noget ikke er noget hun går op i (Kirsten:2). Hun mener, at deres arbejde er 

vigtigt for området, men deltager ikke selv i møderne. 

Kirsten fremhæver også, at hun synes det er let at komme i kontakt med andre 

beboere i området og at hun synes de er flinke og rare. Hun bor bl.a. i en meget social 

gård, hvor hun snakker lidt med folk en gang imellem og ved derfor, at der tit er grill 

og andre sociale tilbud som hun kan være en del af. Men hun pointerer, at det er noget 

hun ikke har lyst til at deltage i, ”…jeg er ikke den, der sådan dyrker naboskab på den 

måde. Det har jeg dårlige erfaringer med fra gamle dage [griner]. Så det er ikke 

sådan noget jeg gør…” (Kirsten:2). Det er altså igen et bevidst fravalg fra hendes 

side. Det samme gør sig gældende med de mennesker hun møder når hun er ude at 

lufte sin hund, hvor hun fremhæver, at der er rig mulighed for at danne nye 

bekendtskaber, men at dette heller ikke er noget hun er interesseret i at dyrke 

(Kirsten:3). 

Generelt kan det siges om Kirsten at hun har kendskab og øje for områdets 

muligheder og derfor er habituelt veltilpasset. Kirsten udviser høj institutionel kapital 

ved at være velinformeret om områdets muligheder, både i form af sociale 

arrangementer, beboerdemokratiet og det praktiske, mens hun tydeligvis ikke har en 

social foreningsdansker mentalitet. Hun er velinformeret og vidende omkring 

Charlottekvarteret, men fravælger bevidst at deltage i både det nære, naboskabet, og i 

de netværk der er i området. Hun har altså rig mulighed for at udvide sin sociale 

kapital, men er ikke interesseret, bl.a. fordi tidligere erfaringer er en hindring. Ift. 

illusio kan det siges, at hun ikke har noget investeret eller på spil i området, da hun 

fravælger alle former for interaktion med andre beboere. 

En type beboer som Kirsten, er en af de sværeste at ”nå” i modtagelsen. Hun er 

informationsmættet, og det er altså ikke her man kan nå hende. Det samme gør sig 

gældende med at holde et velkomstmøde, eller en anden form for socialt arrangement, 

da dette sandsynligvis heller ikke er noget hun vil stille op til. Hun har på forhånd 

besluttet at hun ikke vil udvide sin sociale kapital i området, da hun er tilfreds med 

den måde tingene allerede er, og gerne vil fortsætte med at leve et privat liv. Dette er 

altså en begrænsning for en integrerende modtagelse af en type som hende. For at nå 

denne type beboer er det nødvendigt at få bragt noget i spil hos vedkommende eller 

70

møde dem et sted hvor muligheden for fravalg ikke er tilstede. Der eksisterer et 

potentiale i og med hun aktivt sætter sig ind i spillereglerne, bare på afstand og er 

altså ikke helt afskåret fra feltet. 

7.2.2 ”Det kommer kun hvis man involverer sig” 

Interviewpersonen Klavs, en mand i 50’erne har boet i Charlottegården i ca. 9 

måneder. Hovedårsagen til at han flyttede var at han gerne ville væk fra København, 

og også han sætter pris på de grønne områder i kvarteret. Han bor alene i sin lejlighed 

og er pt. arbejdsløs (Klavs:7) 

Klavs er overvejende positiv overfor området, og lægger vægt på, at de mennesker 

han møder er flinke og åbne (Klavs:2). Han beskriver fx at han var ude at gå en tur 

kort efter han flyttede ind, og ”…faldt tilfældigt over stavgangsklubben som ligger 

lige i nærheden, de sad og drak kaffe og spurgte om ikke jeg ville være med. Meget 

fint” (Klavs:2). Kendetegnende for Klavs er, at han benytter sig af de sociale tilbud 

han møder i området, og er således fast medlem af stavgangsklubben nu. Men det er 

ikke kun de større arrangementer for hele området han er interesseret i, det er også det 

nære som nabokontakt. Han beskriver i den forbindelse, at han har en fin kontakt med 

naboerne, og mødes fx med dem til kaffe i haven. Han er meget interesseret i at lære 

det område han er flyttet ind i godt at kende og er meget opsøgende selv. Fx opdagede 

han, en af de første dage efter han var flyttet ind, et opslag på cirkusvognen om at de 

søgte frivillige. Han er nu frivillig både i PC-rummet og beboer-tv. 

Han er altså meget socialt opsøgende, og mener selv at grunden til, at han på den 

korte tid han har boet i området har opbygget flere relationer, er fordi han er meget 

deltagende. For ham er det vigtigt at være opsøgende, fordi 

”…jeg synes ligesom at hvis man skal bo i et område så bør man også på en eller 

anden måde sørge for at området er tiltalende at være i og det kommer kun hvis man 

involverer sig lidt i hvad der sker…” (Klavs:4). Det er vigtigt for ham at være 

involveret og investere i området. 

Klavs er generelt velinformeret, også i de regler der gælder i området. Han kan 

ligesom Kirsten huske hvilke informationer han fik udleveret ved indflytningen, og 

tager det som en selvfølge, at man skal sætte sig ind i tingene 

71

”… jeg fik en jo en stak med husorden og sådan noget som man jo selvfølgelig skal 

sætte sig ind i, hvilket jeg også har gjort. Men det virker fyldestgørende og hvis man 

er i tvivl må man jo spørge sig frem…” (Klavs:2). Også på dette punkt er han 

opsøgende og skal nok sørge for at skaffe de informationer han betragter som 

nødvendige. Klavs er ligesom Kirsten også godt inde i hvad afdelingsbestyrelsen laver 

og betragter det som vigtigt. I modsætning til Kirsten har han dog været med til de 

afdelingsmøder der har været i området imens han har boet der (Klavs:5). 

Generelt kan det siges om Klavs, at han ligesom Kirsten er habituelt tilpasset på grund 

af den store viden han har tilegnet sig om området og dets muligheder. Han er 

velinformeret omkring de gældende regler og benytter sin demokratiske medborgerret 

og har derfor både en høj institutionel kapital. Der hvor han adskiller sig fra Kirsten, 

er netop ved at udnytte de muligheder han har, ved at deltage og være opsøgende. 

Denne habituelle tilpasning bruger han til at udvide sin sociale kapital i området. 

Denne sociale vilje kan muligvis tilskrives hans drive for at flytte til området, hvorfor 

han ift. illusio også adskiller sig fra Kirsten, i og med at han har noget på spil i 

området. 

At nå en type beboer som Klavs i modtagelsen er let, fordi denne type fra starten, og 

af sig selv investerer i området. Han er hurtig til at lokalisere, hvor der er noget han 

har lyst til at bruge ressourcer på, investerer i dette, så det bliver noget der har 

betydning for ham. For denne type er der i udgangspunktet ingen begrænsninger i 

modtagelsen, da han kan nås på mange måder, både via sociale velkomstmøder og via 

skriftlige informationer om området. 

7.2.3 Sociale arrangementer - ”Det kan de godt se og få bikset sammen.” 

Louise er en kvinde på 29 år, som bor alene med sin et år gamle søn. Hun flyttede til 

Tåstrupgård for en måneds tid siden. Ved indflytningen kendte hun nogle få personer, 

som hun ved et tilfælde også kom til at bo tæt på. Hun anser området for langt mere 

sikkert nu end det var for bare to år siden, jf. bl.a. skudepisoden, og er ikke bange for 

at bo i området med sit barn. I kraft af at have været sygemeldt i flere år, koncentrerer 

hun sig i øjeblikket meget om sit barn, hvilket interviewet også bar præg af. Hun 

regner med at starte med at uddanne sig til børne- og ungerådgiver efter sommeren. 

I interviewet fortæller Louise, at hun ofte besøger ejendomskontoret, hvis der er noget 

72

hun er i tvivl om eller skal have klaret. Hun svarer dog, at hun næppe ville have været 

ligeså tilbøjelig til at opsøge ejendomskontoret, hvis hun ikke boede meget tæt på: 

”…så havde jeg bare tænkt ej det finder jeg sgu nok ud af” (Louise:5). Louise er villig 

til at deltage i diverse møder, herunder beboermødet, hvor hun dog beklager sig over 

tidspunktet: ”Der stod at det skulle være fra 16 til 18 og der henter jeg den lille og så 

er der også aftensmad, og så er det jo så sengetid bagefter, så der kan man jo ikke. … 

jeg har det sådan, at jeg har ikke fået min søn for at han skal passes” (Louise:6). 

Ligesom Louise går meget op i at kunne være der for sit barn, er hun også meget 

optaget af børnenes muligheder generelt, samt forældres muligheder for at skabe 

noget for deres børn i området. Hun er bl.a. også harm over at børn ned til 3-4 års 

alderen er ude kl. 9-10 om aftenen uden opsyn. Videre adspurgt om hun vil deltage i 

et velkomstmøde, svarer hun også med fokus på børn: 

”Det kan jeg godt forestille mig, også specielt hvis man lader beboerne tale og 

komme med ideer. Også mere fordi det jo ikke kun er mig der har børn, det er jo også 

hundrede af de andre” (Louise:6). Ift. beboerdemokrati nævner Louise, at der i 

hendes tidligere boligforening var beboermøde en gang månedligt. Dette synes høj 

grad at være afsæt for hendes forestillinger om hvad man kan gøre anderledes i 

Tåstrupgård. Hun ser generelt gerne, at man kan overføre den type mødemodel til 

området: ”Altså de burde i hvert fald bare kunne tage et en gang om måneden (…) De 

kommer og siger 'jamen I kan bare smide en seddel ned', det er bare ikke det samme” 

(Louise:6). 

Selv om Louise har boet i almen bolig før, dog i en noget mindre afdeling, er det ikke 

tydeligt om hun helt forstår hvordan beboerdemokratiet hænger sammen. Hun mener 

dog, at afdelingsbestyrelsen og beboerdemokratiet har et forandringspotentiale: ”Ja 

altså hvis det er noget man kan få opbakning til det her beboermøde, jamen så er det 

også bare om at køre på, også for at finde ud af hvordan det bedst kan lade sig gøre 

(…) Også for at gøre det mere sikkert og få fjernet det her ekstremt dårlige ry 

Tåstrupgård har” (Louise:9). På den anden side taler hun mere generelt om at 

beboerne bør få mulighed for mere indflydelse: ”Ja, jeg synes godt at de kunne åbne 

lidt mere op for at beboerne også har noget at skulle have sagt, det kunne de godt. Og 

det er også ift. mange ting. Legepladserne fx” (Louise:8). 

Louise vil også meget gerne have flere aktiviteter for børn, og er også villig til selv at 

engagere sig, men samtidig virker hun ikke særligt bevidst om hvad der foregår i 

73

området: 

IW: Men hvad så med sådan nogle sociale ting, arrangementer i området? 

Louise: Det kan de godt se og få bikset sammen. 

(…) 

IW: Altså der er mange klubber og foreninger, er det noget du ved noget om? 

Louise: Ikke rigtigt. Men altså også hvor de fx havde noget med – når man går 

hjemme og er på barsel med små børn, kunne de også godt lave nogle arrangementer, 

bruge beboerhuset en enkelt dag indimellem (Louise:7) 

Det kan være svært at vurdere Louises institutionelle kapital, da hun på den ene side 

taler meget om, at hun gerne vil have indflydelse og på den anden side mener at der 

bør blive åbnet for at beboerne også har noget at skulle have sagt. Hun kan således 

sagtens pege på problemerne, men hun mener ikke de muligheder, der er ift. at 

komme med forslag til ejendomskontoret og afdelingsbestyrelsen er tilstrækkelige. I 

og med hendes sociale kapital begrænser sig til de nære og velkendte relationer, 

afholder det hende også fra at være i egentlig berøring med de problemer hun ellers 

opfatter der er. Louise er interesseret i sociale arrangementer, men har som nævnt i 

den første analyse brug for en ”invitation” og en hjælpende hånd til det sociale. Der 

hvor Louise særligt er fokuseret er på børnene, fordi hun selv har børn og derfor 

meget levende kan pege på hvad der kan gøres anderledes. For hende er der noget på 

spil, når det kom til børnene, hun kan se sig selv deltage i ting som har en praktisk 

betydning for børnenes hverdag, såvel som hendes egen som mor. Samtidig virker det 

til at det ville kræve en eller anden form for fællesskab at flytte hendes engagement 

fra det nære naboskab til et større netværk. 

En type som Louise kan potentielt nås i modtagelsen, fordi hun ikke er fuldt bevidst 

om sine muligheder. Denne type har en mærkesag, i dette tilfælde børn, og det er 

derfor let at møde personen et sted hvor det betyder noget for dem, og på den måde 

får dem til at investere i området. Hun vil gerne det sociale, men ikke alt det sociale, 

hun vil det specifikke, og det er igennem det specifikke hun kan nås. For denne type 

er det en begrænsning at hun ikke er godt nok informeret om hvad der er af 

muligheder i området. 

74

7.2.4 Naboskabet - ”jeg ser mig selv som en glad perker” 

Onur, en mand i fyrrerne, flyttede til Tåstrupgård for et halvt års tid siden. Han 

kommer oprindeligt fra Tyrkiet, men flyttede til Danmark i sluthalvfemserne, hvor 

han først boede i Albertslund og siden flyttede til Jylland som følge af, at hans kone 

kom til Danmark. Her boede han også alment indtil han, i forbindelse med den 

økonomiske krise, måtte flytte tilbage til Sjælland for at kunne få et job inden for sit 

hverv som lastbilchauffør. I dag har han en vikarstilling som lastbilchauffør. Der bor 

tre børn i husstanden, hvoraf den ældste, 10 år, er konens søn fra et andet forhold og 

som er kommet med fra Tyrkiet, mens de to andre er henholdsvis to og fire år. Vores 

indtryk fra besøget er, at Onur er en rimelig patriarkalsk figur i hjemmet, og derfor har 

stor betydning for hvordan familiens sociale liv er skruet sammen, ikke mindst fordi 

han i modsætning til konen kan tale godt dansk og er eneforsørger. 

I interviewet er Onur meget optaget af de materielle problemer med lejligheden, 

blandt andet det tilbagevendende problem med udgåede gulvlister. Han udtrykker 

utilfredshed med AKB, som han synes ikke var proaktive nok ift. at løse de problemer 

der var med lejligheden ”de vil ikke gøre nogle ting og de vil ikke skifte nogle ting, de 

siger det er bare gammelt” (Onur:3). Selvom han i noget omfang synes at være 

bevidst om, hvordan systemet med vedligeholdelse og B-leje fungerede, virkede det 

samtidig til, at han ikke forstår det almene system, som det fungerer og dermed ikke 

har så høj institutionel kapital. Dog er han bevidst om de tilbud, der er i området i 

form af klubber m.v. Han tænker ikke på selv at udnytte dem, ”men hvis der er nogen 

gode ting til børnene, selvfølgelig jeg sender mit barn der over.” (Onur:11) Ligeledes 

går hans kone på sprogskolen. 

Onur giver også udtryk for at han gerne vil flytte væk, fordi Tåstrupgård er et område, 

hvor han føler han bør være særligt på vagt mht. sine børn. Men samtidig mener han, 

at han er mere positivt stemt over for Tåstrupgård end mange af de andre, som bor der 

(Onur:5). 

Onurs fokus er de helt nære ting. At hans børn får en god skolegang, at familien 

udnytter de muligheder de kan udnytte, og at han kan opnå en nogenlunde stabil 

økonomisk og jobmæssig situation i det danske samfund: ” … jeg vil gerne være 

ordentligt ansat, ikke sådan afløserarbejde, nu har jeg arbejde i vikarfirma og de 

sender mig besked kl. 15, 16 eftermiddag, morgen tidlig eller om natten, så jeg kan 

ikke sige nej, for det er mit arbejde, ellers jobcenter… (han banker i bordet)” 

75

(Onur:2). Hans knappe tid betyder også, at han ikke føler, at han kan engagere særligt 

i aktiviteter, fx betegner han ikke sig selv som en, der opsøger etniske netværk: ”Jeg 

er egentlig mere hjemme eller på arbejde. Jeg tager mit barn med, vi har sådan 

hyggeting, gåtur eller skovtur…” (Onur:8). Onur har dermed ikke nogen stor 

foreningsmentalitet. Hvad angik afdelingsmøder er det ikke noget han deltager i og 

generelt er han skeptisk over for at skulle læse sig til information: 

Onur: Det er ikke mit venskab det der papirarbejde, jeg kan ikke holde på det der 

papir. 

IW: Så der er alt for meget der måske (peger på papir om bestyrelsesmøde) 

Onur: Alt for meget der. Ikke fordi jeg er i Danmark (…) jeg er ikke sådan en type, der 

så meget sidder bare og læser og skriver, hvad de siger, hvad de gør. Jeg skal bare 

finde mig et job, arbejde, passe familien, færdig, ikke mere (Onur:9) 

For Onur er naboskabet dog mere vigtigt, også selv om han ikke kender folk: ”… jeg 

er altid sådan, jeg ser mig selv som en glad perker, så hvis jeg så dig på vejen … jeg 

bare siger hej min ven, hva’ så, har du det godt – så alle mand glad, smiler og dagen 

starter god” (Onur:8). Han ønsker også at holde åbent hus for naboerne, når han føler 

lejligheden er klar til det. Det er generelt vigtigt, at han ved, at han kan være der for 

sine naboer og omvendt, hvis de har brug for det, noget han tilskriver sin muslimske 

kultur: ”vi har altid åbent hus for naboerne, vi har altid fået hjælp fra hinanden, fx 

hvis jeg ved min nabo har manglet nogle ting, eller han skal bruge hjælp” (Onur:7). 

Onur er grundlæggende mere fokuseret på de ting, der ligger lige for. Hans habitus er 

ikke specielt orienteret mod området, men mere mod hans familie. Han ser ikke 

muligheder i området og han føler ikke, at han har tiden til at investere sig i fx 

møderne. Han har heller ikke mange nære relationer i området, og virker heller ikke 

til at være fokuseret på sin sociale kapital, dvs. han er ikke optaget af sin sociale 

position i boligområdet. Derimod er han investeret i at skabe en fremtid for sin familie 

i området, hvorfor han søger at skubbe dem ud i at deltage og være med i områdets 

tilbud. 

Modtagelsen af Onur er hæmmet af, at han er fysisk fraværende meget af tiden. Han 

har ikke interesse for at deltage i det store fællesskab, som fx klubber og sociale 

arrangementer i området. I stedet ønsker han for ham selv at have god nabokontakt, 

både ift. at de små ting som hilsekontakt og de større ting som at låne ting eller at 

76

kunne invitere naboer inden for. Netop hans fysiske og mentale fravær i området, 

m.a.o. hans habitus, lægger op til at det snarere er familien, der kan bringes i spil. 

Familien synes bedst at kunne nås ved at tage udgangspunkt i Onurs opfattelse af 

hvad der i praksis er godt for hans familie, netop fordi han virkede til at have stor 

indflydelse på hvad familien socialt foretog sig. 


På baggrund af vores analyse synes fire typer indflyttere at fremstå. For det første den 

ideelle indflytter (Klavs), som selv er naturligt opsøgende og interesserer sig for 

området. Dernæst er fremstår tre andre typer defineret ved en særlig mangel. Der er 

Kirsten som trods stor viden om området og en evne til at holde sig opdateret, er uden 

noget drive eller vilje til at deltage. Man kan sige, at hun er sat i kredsløb omkring 

feltet, betragter det på afstand, er bekendt med dets indhold, men er uden noget 

konkret engagement. Så er der Louise, som mangler viden for at kunne realisere sit 

engagement. Men om muligt også andre muligheder for at komme i kontakt med 

ligesindede. Endelig er der Onur, som ikke føler han kan være tilstede i feltet. Han 

delegerer så at sige sin deltagelse og engagement til resten af sin familie, og er ellers 

kun interesseret i det nære naboskab og muligheden for at knytte bånd den vej. Onur 

repræsenterer på den led to former for engagement i feltet. Men hvor han selv kan 

engageres i det nære, er han også en hovedkanal for information og engagement i 

hans familie. 

De begrænsninger, der træder frem ift. indflytteres engagement, synes således at være 

koblet med den praksis de som personer har. Herunder at Kirsten indtager en position 

på afstand af det hele, fordi hun primært kom for familiens skyld og har dårlige 

erfaringer med naboskab. At Louise har børn, hvilket gør hende bevidst om områdets 

manglende kvaliteter. At Onur har en kompliceret forsørgerrolle, som gør det svært 

for ham at engagere sig personligt. Og endelig at Klavs i kraft af at have haft et drive 

for at flytte til området, har været sat fri til at opsøge fællesskaber og være aktiv i 

området. 

77

8 Diskussion: barrierer og potentialer i 

modtagelsen 

Efter i forrige afsnit at have analyseret vilkårene for modtagelsen på felterne for 

Tåstrupgård og Charlottekvarteret, er dette afsnit et forsøg på at være mere 

fremadrettet. I det følgende vil vi diskutere bestemte forhold fra analysen mhp. at 

identificere de barrierer og potentialer de giver for modtagelsen. Dette gøres ud fra en 

empowerment-inspireret tilgang. 

8.1 Realitet vs. Ideal 

Selvom doxa på mange måder udspiller sig på samme vis i de to områder, findes 

nogle afgørende forskelle i tilgangen til det boligsociale arbejde. I Tåstrupgård har 

man den lange tradition for samarbejde mellem forskellige dele af organisationen og 

den meget realistiske ”vi har prøvet alt” tilgang. I Charlottekvarteret er tilgangen mere 

kortsigtet, akademisk og løsrevet fra resten af konteksten i området. Begge tilgange 

giver mening inden for rammerne af det område de virker i, men begge tilgange 

overser også nogle væsentlige forhold i forbindelse med modtagelsen af nye beboere. 

Den idealistiske tilgang i Charlottekvarteret, risikerer med ideen om et velkomstmøde 

at idealisere sociale ’events’ som bredt omfavnende. Ift. hvor få indflytninger 

Charlottekvarteret har på et år, kan der rent fysisk ikke komme særlig mange i 

betragtning til et halvårligt velkomstmøde. Derudover kan man ikke nå alle med et 

modtagelsesevent pga. den store forskellighed der er blandt nye beboere, hvorfor 

interessegrundlaget svinder. I Tåstrupgård forholder det sig modsat. Den lettere 

pessimistiske tilgang til modtagelsen af nye beboere overser, at der overhovedet kan 

være et forandringspotentiale i modtagelsen. Her overbetoner man beboernes 

forskellighed og nævner fattigdom som den eneste egentlige fællesskab. Derudover 

”privatiserer” man yderligere modtagelsen ved at understrege vigtigheden af at have 

muligheden for at falde til i området, hvilket er rigtigt for nogle nye beboere, men 

ikke alle. 

En mellemting mellem de to tilgang ville måske kunne placere modtagelsen i en 

kontekst, hvor nye beboere kunne bruge det. Hvis man vil gøre noget ved 

modtagelsen, kræver det på den ene side, at man kan se et forandringspotentiale i det. 

78

På den anden side må man dog også være lydhør overfor, at forskellige mennesker vil 

opfatte modtagelsen på forskellige måder, og således til dels tilpasse modtagelsen til 

det. Således behøver ’den ideelle’ tilflytter med kombinationen af høj institutionel 

kapital og foreningsdanskermentalitet ikke meget hjælp for at kunne engagere sig. Det 

gør til gengæld type tre, der har viljen til at deltage aktivt i foreningslivet, men ikke 

har tilstrækkelig kapital til at finde ud af hvordan. De typer, der ikke har 

foreningsdanskermentaliteten, vil i mindre grad være modtagelige over for en 

påvirkning i modtagelsen, dog måske afhængig af deres kapitalniveau. 

8.2 Den symbolske ”kamp” 

Som vist i eksemplet med blomsterkasserne, finder symbolske ”kampe” om doxaens 

opretholdelse sted. I eksemplet var kampen dog meget ulig, idet kun den ene side reelt 

opfattede at der foregik en kamp. Problemet med denne type kampe er at de ikke 

opstår på baggrund af en udfordrende gruppe aktører, der fuldt troende på illusio, vil 

omskabe feltet i deres eget billede og kæmpe med de kapitaler de har. Det der truer 

den herskende doxa, er derimod det totale fravær af ressourcer til at agere med på 

feltet. Når gruppen af foreningsdanskere føler sig truet på deres eksistensgrundlag er 

det fordi store dele af deres med-beboere ikke har hverken institutionel kapital eller 

foreningsmentalitet nok til at kunne handle. Man kan således tale om en delvis 

opløsning af feltet. 

Spørgsmålet er derfor om man skal satse på at opgradere beboernes institutionelle 

kapital, og dermed reproducere doxa eller om man skal forsøge at afbureaukratisere 

sektoren og forsøge at reformere doxa. Ifølge rapporten Beboerdemokrati og 

forvaltning i den almene sektor, lavet af SBi og Institut for Statskundskab, KU, 1999 

(i Jensen 2006), er en ny type beboerdemokrat på vej frem, måske på bekostning af 

den gamle foreningsdansker type. Den nye type er hovedsageligt yngre mere 

veluddannede kvinder, der er mere enkeltsagsorienterede (Jensen, 2006: 93). Denne 

type ressourcestærke beboer har mulighed for at rokke ved foreningsdanskernes 

monopol, selvom ”det grå sølv” (Jensen, 2006: 97) her sidder tungt på 

definitionsmagten. I fraværet af ressourcestærke aftagere kunne en reform komme på 

tale. 

Vi har også i vores empiri kunnet se en tendens mod en større orientering mod 

fællesskabsbaserede aktiviteter frem for beboerdemokratiet. Ift. den institutionelle 

79

kapital kan det dog være en barriere at fx foreningsaktiviteter er så formaliserede som 

de er. Det faktum at man er nødt til at hjælpe beboere med at nå de juridiske krav for 

en forening kan være en hæmsko for mange. Denne måde at tænke foreninger på 

reproducerer den etniske og kulturelle opdeling af foreningslivet fordi man er nødt til 

at være sikker på at man har fast opbakning til sin klub, for at man kan få adgang til et 

lokale. Hvis det var muligt at starte klubber uden på den måde at blive vurderet fra 

oven, kunne andre typer af klubber måske opstå. 

8.3 Potentialer 

Udover disse doxiske barrierer, ser vi en række overvejende habituelle potentialer i de 

to områder, som kunne gavne nye beboere. Overordnet ser vi tre områder at sætte ind 

på, selvom det nok er utopisk at tro at man i et område kan sætte ind alle tre steder. 

Et gennemgående træk ved beboernes forståelse af modtagelse og den første tid i 

området, var deres meget driftsmæssige orientering. De mangler beboerne udpegede 

var fx fysiske mangler ved lejlighederne eller for dårlig service fra ejendomskontoret. 

Der ligger derfor et potentiale i at møde beboerne der hvor de er, nemlig på det 

driftsmæssige. På nuværende tidspunkt er hele modtagelsesprocessen overvejende 

driftsorienteret, men som det blev vist med ejendomskontoret i Charlottekvarteret, er 

denne driftsmæssige modtagelse ’uerkendt’. Det faktum at den ene ejendomsmester 

aldrig havde tænkt over informationspotentialet i fx indflytningssynet viser dette. En 

mere ”gennemtænkt” driftsmæssig modtagelse, ville på en eller anden måde skulle 

inkorporere beboernes forskellighed i modtagelsen. I denne forbindelse er det også 

interessant at bemærke, at ejendomskontoret i meget ringe omfang indgår i fx 

helhedsplanerne. De bliver altså slet ikke bliver tænkt ind i den ellers 

”helhedsorienterede indsats”. 

For nogle beboere kan kontakten med synsmanden være den eneste berøring de har 

med de ansatte i området, hvorfor der er et potentiale i indflytningssynet. Hvornår 

dette syn gennemføres, virker på nuværende tidspunkt til at være afgjort mest af hvem 

der skal bære det juridiske ansvar for skader på lejemålet. Hvis man forsøgte at 

vurdere synet ift. beboerne mere individuelt ville synsmanden muligvis kunne møde 

beboeren på et andet niveau end det strengt formelle. 

Et velkomstmøde, der fokuserede på driftsmæssige forhold ville måske også kunne 

80

møde beboerne, der hvor de har noget investeret. En model som projektlederen i den 

boligsociale indsats i Charlottekvarteret præsenterer med et halvårligt møde, hvor nye 

beboere kunne komme og møde repræsentanter fra beboerdemokratiet og det 

boligsociale arbejde (”altså også ens problemer, hvis du lige er flyttet ind i 

boligområdet er der garanteret en dryppende vandhane et eller andet sted”(Jesper: 

2)) kunne være fornuftigt. Især hvis mødet blev ”markedsført” som en slags åbent hus 

for ejendomskontoret, hvor man netop kunne komme og snakke med de relevante folk 

om sin dryppende vandhane eller lignende. 


Overordnet set er det små ting, der kan gøres ift. at optimere modtagelsen. 

Modtagelsen udgør da også en kun en lille del af den store indsats, der bliver gjort i de 

almene boligområder. Et eller flere af disse tiltag ville måske kunne medvirke til en 

myndiggørelse af nogle beboere 

81

9 Samlet konklusion 

Opgavens fokus har været at kortlægge og analysere den kontekst hvori modtagelsen 

af nye beboere finder sted i Tåstrupgård og Charlottekvarteret. Vi har herunder 

analyseret hvilke vilkår nye beboere skal navigere under på felterne for de to områder, 

samt hvor forskelligt nye beboere kan opfatte modtagelsen. Det var på denne 

baggrund vi oprindeligt spurgte: 

Hvilke vilkår sætter den almene sektor for forandringspotentialet i modtagelsen af nye 

beboere? 

Vi har i vores undersøgelse anskueliggjort de tunge strukturer, der definerer feltet for 

modtagelsen. Den store ramme for denne modtagelse er den almene sektor. Dette 

komplicerede system udstikker nogle meget specifikke retningslinjer for hvordan man 

som ny beboer kan agere i områderne. Herunder fandt vi, at nogle særlige idealer for 

det gode boligområde udøver stor indflydelse. Disse idealer identificerede vi som 

medborgerskab og fællesskab. For at forstå og kunne navigere i denne komplekse 

kontekst fandt vi, at de beboere der klarede sig bedst var i besiddelse af en særlig 

kapitalform, nemlig institutionel kapital. ’Foreningsdanskermentaliten’ kunne 

yderligere udvide beboerens handlemuligheder på feltet. På baggrund af disse 

strukturelle vilkår fandt vi fire typer indflyttere, som viste hvor stor forskellighed, der 

er i begrebet ’nye beboere’. Den ene type er den ideelle indflytter fordi denne type er 

naturligt opsøgende og interesserer sig for området. Her ses også et stort overlap 

mellem høj institutionel kapital og foreningsdansker-mentaliteten. De tre andre typer 

er defineret ved forskellige former for mangler i forhold hertil. Type to har således 

stor viden om området og institutionel kapital nok til at finde ud af mere. På den 

anden side er denne type ikke influeret af foreningsdansker-mentaliteten, og fravælger 

bevidst engagement. Den tredje type mangler viden om at kunne realisere sit 

engagement. Typen har en grad af foreningsdanskermentalitet, men mangler 

institutionel kapital til at agere på det. Den fjerde type har hverken høj institutionel 

kapital eller foreningsdanskermentalitet. Denne type kan sagtens være engageret andet 

steds, fx i familien og/eller arbejdet eller nære naboer, men ikke i områdets større 

sammenhænge. 

Som vi pegede på i diskussionen er det svært at lave én modtagelse, der kan indfange 

alle disse typer. Især fordi både beboere og driften kun har driftsmæssige 

82

forventninger til modtagelsen. Dette er ikke i sig selv mærkværdigt, men efterlader et 

snævert potentiale for forandring af beboerne gennem modtagelsen. Vi anser det dog 

stadig som en mulighed netop at møde beboerne på deres driftsforventninger. Her 

kræves for det første tæt samarbejde mellem det boligsociale og driften som man har 

det i Tåstrupgård, men derudover også at man på ejendomskontoret bliver mere klar 

over det forandringspotentiale, der ligger hos dem. Dette gælder både når beboerne 

kommer til dem med spørgsmål og fx i forbindelse med indflytningssyn. I 

Tåstrupgård har man intentionerne om ’sociale indflytningssyn’, men de bliver ikke 

ført ud i livet. I Charlottekvarteret er der længere vej pga. opdelingen mellem 

områdets funktioner. 

Selvom visse forskelligheder i områderne spiller en rolle for modtagelsen, er der flere 

fællestræk end modsætninger. Den vigtigste modsætning er mht. den boligsociale 

strategi. Den akademiske tilgang i Charlottekvarteret kan i nogle sammenhænge 

overse hvor forskellige beboerne er, mens tilgang i Tåstrupgård har en tendens til at 

overfokusere herpå med handlingslammelse til følge. 

Fælles for de to områder er dog tendensen til at beboerdemokratiet og dermed 

medborgerskabsidealet som ellers ligger indlejret i den almene sektors doxa 

negligeres af beboerne. Mens de ikke ser et forandringspotentiale i 

bestyrelsesarbejdet, mener flere dog, at forandringspotentialet stadig findes i de 

fællesskabsorienterede aktiviteter. Dette kan ses som udtrykket for faldende 

institutionel kapital i områderne generelt, eller som beboernes investering i andre 

felter end deres boligområdes. Foreningslivet eksisterer dog i bedste velgående, men 

ser også ud til at være forholdsvist etnisk og kulturelt opdelt. Foreningsdanskerne 

hævder stadig monopol på foreningsdannelsen i konkrete eksempler som fx 

blomsterkassesagen, og strukturen understøtter stadig fordringen om formalisering af 

foreningsaktiviteten. Denne bureaukratiske tilgang til foreningerne med vedtægter, 

kontingent mv. kan virke afskrækkende på nogle, og dermed ekskluderende. 

I det samlede billede må vi konkludere, at modtagelsen af nye beboere er et lille tiltag, 

der nok kan gavne nogle nye indflyttere, men ikke har et bredt mobiliserende 

forandringspotentiale. Det er essentielt at erkende tilflytternes forskellighed og bruge 

det fælles grundlag man kan finde som udgangspunkt for interaktionen med beboerne. 

Et bevidst driftsmæssigt fokus samt forsøg på neutralisering af de forskelle den 

institutionelle kapital producerer kan her være udgangspunkter for idéudvikling om 

mere konkrete tiltag til modtagelsen af nye beboere. 

83

10 English summary 

“Title - 12345” 

The thesis investigates the conditions under which new residents are welcomed in two 

social housing neighborhoods in the municipality of Høje-Taastrup. Using Bourdieu’s 

concepts in a scaled down framework, we examine (1) the values of the institutions of 

the Danish social housing faced with the challenge of segregation in the Danish 

housing market and the associated problems of crime and poverty. Next, (2) we 

analyze the doxa of the areas in order to understand how the values of the institutions 

are received by the residents, and how the concrete institutions of the area 

complement this. Then (3) we profile four different residents who moved to the area 

recently, in order to show the complexities associated with relocation within a 

segregated housing market, as well as understanding the particular welcoming of the 

individuals interviewed. Finally we discuss the possibility of improving the 

welcoming of new residents. Stressing that know-how of institutions plays a major 

role in social structure of the neighborhoods, the study concludes among other things 

that the residents tendency to emphasize the physical conditions of their apartments 

holds a potential for greater social integration. 

84

11 Litteraturliste 

AKB Taastrup (2008): Om at skabe resultater i det boligsociale arbejde: 

Tåstrupgårds boligsociale værktøjer. København: KAB. (Bilag vedlagt på cd) 

Andersen, J., AM. Tyroll Beck, T. Nordgaard Fotel, C. Juul Kristensen og J. Elm 

Larsen (2003): Empowerment i storbyens rum i J. Andersen, AM. Tyroll Beck, C. 

Juul Kristensen og J. Elm Larsen (red.) Empowerment i storbyens – et 

socialvidenskabeligt perspektiv (s.9-40), København: Hans Reitzel 

Andersen, J. og F. v H Løve (2007): ”Social kapital og empowermentprocesser i 

lokalprocesser” i P. Hegedahl og S. Lea Rosenmeier (red.) Social kapital som teori og 

praksis (s. 67-111). Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur. 

Bjørn, N. (2007): Arkitektur der forandrer – fra ghetto til velfungerende byområde, 

København: Gad 

Bourdieu, P. (1986): ”The forms of capital” i J. G. Richardson (red.) Handbook of 

Theory and Research for the Sociology of Education (pp. 241-258). New York: 

Greenwood. 

Bourdieu, P, (1997): Af praktiske grunde. København: Hans Reitzel 

Bourdieu, P. (2000): Pascalian Meditations. Stanford: Stanford University Press. 

Bourdieu, P. og L. Wacquant (1992): An Invitation to Reflexive Sociology. 

Cambridge: Polity Press. 

Bourdieu, P. og L. Wacquant (1996): Refleksiv Sociologi – mål og midler. 

København: Hans Reitzel 

Bryman, A. (2009): Social Research Methods (3rd ed.). Oxford: Oxford University 

Press. 

Delica, K. og A. Mathiesen (2007): ”Historiserende feltanalyse” i L. Fuglsang, P. 

Hagedorn-Rasmussen og P. Bitsch Olsen (red.) Teknikker i samfundsvidenskaberne (s. 

177-203). Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag. 

Flyvbjerg, B. (1991): Rationalitet og Magt I. København: Akademisk Forlag. 

Granovetter, M. S. (1973): ”The Strength of Weak Ties” i American Journal of 

Sociology, vol. 78, no. 6, pp. 1360-1380. 

Færch et. Al (2010) ”Leder” i Uden for nummer – tidsskrift for forskning og praksis i 

socialt arbejde, årg. 11, nr. 20 

85

Hammerslev, O. (2009): ”At afdække transnationale felter via interviews” i O. 

Hammerslev, J. Arnholtz Hansen & I. Willig: Refleksiv sociologi i praksis – Empiriske 

undersøgelser inspireret af Pierre Bourdieu. København: Hans Reitzel 

Hammerslev, O. og J. Arnholtz Hansen (2009): ”Indledning – Bourdieus refleksive 

sociologi i praksis” i O. Hammerslev, J. Arnholtz Hansen & I. Willig: Refleksiv 

sociologi i praksis – Empiriske undersøgelser inspireret af Pierre Bourdieu. 


Hansen, K. E., A. Heron Hansen, H. Kalkan og W. Rasmussen (2010): Om at bo 

sammen i et multietnisk område. Hørsholm: SBi 

HHP Charlottekvarteret (2007): At få det bedste frem i mennesker i 

Charlottekvarteret, helhedsplan for Charlottekvarteret (Bilag vedlagt på cd 

HHP Tåstrupgård (2007): Tåstrupgård – et skridt videre, helhedsplan for 

Tåstrupgård (Bilag vedlagt på cd) 

Høje-Taastrup Kommune (2009): Boligsocial Årsrapport 2009, Høje-Taastrup 

(Bilag vedlagt på cd) 

Jensen, E. Højgaard, N. Andersen og L. H. Højring (2010): ”Boligsocialt arbejde – 

et historisk overblik” i Uden for nummer – tidsskrift for forskning og praksis i socialt 

arbejde, årg. 11, nr. 20, s. 32-39. 

Jensen, L. (2006): ”Lokalt beboerdemokrati i den almene boligsektor – baggrund, 

funktion og udfordringer” i H. Skifter Andersen og T. Fridberg (red.) Den almene 

boligsektors rolle i samfundet – Hvad ved vi fra hidtidig forskning og undersøgelser? 

(s. 83-102). Hørsholm: SBi 

KAB (2011): Håndbog om almene boliger – Spilleregler for bestyrelser, beboere og 

ansatte i den almene sektor (2. udg.). København: KAB. 

Kvale, S. (1997): Interview – En introduktion til det kvalitative forskningsinterview, 


Landsbyggefonden: www.Naboskabet.dk (læst 24.05.11) 

Mathiesen, A. og H. Højberg (2004): ”Sociologiske feltanalyser” i L. Fuglsang og P. 

Bitsch Olsen (red.) Videnskabsteori i samfundsvidenskabern (s. 233-274). 

Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag. 

Mazanti, B. (2004): Boligsocialt arbejde – beboerrådgivning i boligområder. 

København: CASA. 

Naboskab CK: Hvordan har vi det i Charlottekvarteret? (Bilag vedlagt på cd) 

Neuman, W. Lawrence (2006): Social Research Methods (6th ed.). Boston: Allyn 

and Bacon 

86

Olsen, L. (2005): Det delte Danmark. København: Gyldendal 

Rasborg, K. (2011): ”Ulighed og social sammenhængskraft – i det senmoderne 

Danmark” i Grundbog i Socialvidenskab – 4 perspektiver (s. 64-85). Frederiksberg: 

Nyt fra Samfundsvidenskaberne. 

Rendtorff, J. Dahl (2007): ”Case-studier” i Lars Fuglsang, Peter Hagedorn- 

Rasmussen og Poul Bitsch Olsen (red.) Teknikker i samfundvidenskaberne. 

Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag. 

Rosenmeier S L (2007) ”Den sociale kapitals fædre” P. Hegedahl og S. Lea 

Rosenmeier (red.) Social kapital som teori og praksis (9-36). Frederiksberg: Forlaget 

Samfundslitteratur. 

Schultz Larsen, T. (2009): De Forsømte – skitse til en socialvidenskabelig analyse 

om relationerne mellem produktionen af forsømte boligområder, de sociale kampe om 

det boligsociale integrationsarbejde og den boligsociale integration. Ph.D. 

DISSERTATION, Roskilde Universitet. 

Sennett, R. (1971): The Uses of Disorder, Vintage books a division of random house, 

New York 

Sennett, R. (2005): Capitalism and the city: Globalization, Flexibility, and 

Indifference, i Kazepov, Y. i Cities of Europe – changing contexts, local 

arrangements, and the challenge to urban cohesion, Blackwell Publishing 

Sjællandske Nyheder: http://www.sn.dk/Igen-ballade-i-Taastrupgaard/Hoeje- 

Taastrup/artikel/64294, (læst 24.05.11) 

Skifter Andersen, H. og G. Christensen (2006): ”Den almene sektors rolle i 

boligforsyningen” i H. Skifter Andersen og T. Fridberg (red.) Den almene boligsektors 

rolle i samfundet – Hvad ved vi fra hidtidig forskning og undersøgelser? (s. 19-32). 

Hørsholm: SBi 

Socialministeriet (2006): Den almene boligsektors fremtid (2. udg.). København: 

Socialministeriet. 

Wacquant, L. (1996): ”Introduktion: Struktur og logik i Bourdieus sociologi” i P. 

Bourdieu og L. Wacquant Refleksiv Sociologi – mål og midler (s. 15-53). København: 

Hans Reitzel 

87

12 Bilag 

Digitale bilag på vedlagt cd-rom 

Liste over digitale bilag 

AKB Taastrup.pdf 

Ali.doc 

EK (Elin Kegnæs).doc 

Frank.doc 

GM (Georg Metzon).doc 

HHP Charlottekvarteret.pdf 

HHP Tåstrupgård.pdf 

Høje-Taastrup Kommune Boligsocial Årsrapport 2009.pdf 

JD (Johnny Dideriksen.doc 

JL (Jesper Langebæk).doc 

John.doc 

JPS (Jens Peter Skaarup).doc 

Kirsten.soc 

Klavs.doc 

Louise.doc 

Maria.doc 

Naboskab CK.pdf 

Nittaya.doc 

Onur.doc 

SKB (Stig Bo Kristensen).doc 

88

Bilag 1: Den almene sektor 

En almen bolig er en boligform hvor beboerne bor til leje, men selv træffer alle de 

væsentlige beslutninger, der vedrører deres boligafdeling. Dette beboerdemokrati er 

som sådan en grundsten i den almene sektor. Boligorganisationen er i gruden en privat 

virksomhed, men har ikke til formål at genere overskud. Boligorganisationen er under 

opsyn af kommunen og er ligeledes kommunalt støttet. Boligorganisationerne har på 

den måde en halv-offentlig karakter og deres opgave er at stille boliger med rimelig 

husleje og beboerdemokrati til rådighed. Pga. sin støtte, har kommunen ret til at 

benytte 25 % af lejemålene i et alment boligområde til at anvise mennesker som ikke 

selv er i stand til at finde en bolig (KAB, 2011: 206). Derudover findes en almindelig 

venteliste samt ordningen ’fleksibel udlejning’, hvor folk, der er i arbejde eller under 

uddannelse kan komme foran i køen til en lejlighed (ibid.: 208). 

I Danmark findes der omkring 700 boligorganisationer, fordelt på lidt under 8000 

afdelinger med ca. 550.000 boliger (Socialministeriet 2006:13). Det betyder, at hver 

femte bolig i Danmark er en almen bolig (KAB 2011:11). Boligorganisationerne er 

helt eller delvist administrativt styret af en forretningsfører og ledet af en bestyrelse, 

hvor mindst halvdelen af medlemmerne er beboere fra boligorganisationens 

boligafdelinger. Boligorganisationens øverste myndighed er enten en 

generelforsamling, hvor alle beboere kan deltage eller et repræsentantskab, hvor 

boligorganisationens bestyrelse og derudover mindst en repræsentant fra hver 

boligafdeling deltager (KAB 2011:71). De konkrete byggerier, som er afdelinger 

under boligorganisationerne kaldes boligafdelingen. Hver afdeling har en 

afdelingsbestyrelse, som er det lokalpolitiske organ. Afdelingsbestyrelsen træffer 

beslutninger om vedligeholdelse og fornyelse inden for driftsbudgettet, mens 

boligorganisationen stadig har det økonomiske og juridiske ansvar. 

Beboerdemokratiet foregår dermed i flere led og i princippet er beboerne deres egne 

udlejere i fællesskab (ibid: 70ff). 

Grundlæggende kan det siges at den almene sektor adskiller sig fra resten af 

boligmarkedet i og med at boligformen er tilgængelig for alle, på trods af 

indkomstforhold og netværk (Socialministeriet 2006: 50). 

89

Bilag 2: Interviewguide driften 

Formål: At afdække driftens funktion og involvering i modtagelsen samt 

hvad driften prioriterer i forhold til modtagelsen 

Personens funktion og området 

◦ Hvor lang tid har du været ansat her? 

• Hvad er din funktion i området? 

• Hvad er ejendomskontorets funktion? 

• Hvad er de største udfordringer I har i området lige nu - generelt? 

• Hvad er de største udfordringer I har i området lige nu – drift? 

• Hvad vil du fremhæve som de bedste sider af Tåstrupgaard? 

- Hvordan vil du beskrive jeres samarbejde med det boligsociale arbejde? 

Modtagelsesprocessen nu 

• (Kan du beskrive modtagelsen af en ny beboer på nuværende tidspunkt?) 

- Hvem er involveret i ”modtagelsen”? 

- Hvem møder beboerne i forbindelse med modtagelsen? 

- Hvem er beboernes første kontakt? 

- Ejendomsleder/Driftsleder? Administration m.v. 

- Varmemesteren? 

- Sekretær? 

- Gårdmænd? 

Hvorfor er det (den person) der modtager ? 

Hvilke informationer gives ved modtagelsen? 

- Hvor lang tid tager det? Bliver man fulgt derhen? Viser man andre ting? 

- Ser man de nye beboere igen? 

Er der nogen kontakt til den nye lejer fra de får lejligheden til de modtager 

nøglen? 

Er der kontakt til det system de nye beboere kommer fra? 

- Kontakt til kommunen 

- Kontakt til det boligsociale 

Hvordan/hvor højt prioriteres modtagelsen? 

Om information 

- Hvad kommunikeres ud til beboerne generelt? 

- Hvilket materiale får nye beboerne? 

- Hvornår får de hvilket materiale? 

- Hvilke informationer er det for jer vigtigt at kommunikeret ud til nye beboere? 

 (Hvad er det vigtigste at beboerne får at vide?  

… og hvad skal en beboer vide for at kunne begå sig I boligområdet?)  

- Når informationen ud til beboerne 

90

- Tåstrupgård: hvilke tanker har I haft omkring at lave den nye beboermappe? 

Potentialet i modtagelsesprocessen 

Er der noget i modtagelsen som man kunne gøre bedre? /Noget man kan 

gøre direkte målrettet nye beboere? 

Hvilke problemer ville man kunne tackle med en bedre modtagels 

Hvad tror du der er muligt ift. Beboernes engagement i området? 

- Hvad er jeres opfattelse af hvordan beboerdemokratiet fungerer? (potentiale?) 

- Hvornår ser I beboeren som modtaget/integreret? 

- Har du nogle ideer til hvordan man kunne forbedre modtagelsen? 

91

Bilag 3: Interviewguide det boligsociale 

Formål: At afdække hvilke problemer den boligsociale indsats ser i området og om de ser et 

potentiale i modtagelse (for derved også at kunne målrette beboerinterview.) 

Personens funktion og området 

◦ Hvor lang tid har du været ansat her? 

• Hvad er din funktion i området? 

• Hvad er de største udfordringer I har i området lige nu? 

• Hvad fungerer godt? 

• Hvordan grupperer beboerne sig i området? (etnicitet, interesser, køn, 

generation, m.v.) 

- opsplittet/brede fælleskaber? 

(Indgår ”modtagelse” i jeres arbejde?) 

Om information 

- Hvilke informationer er det for jer vigtigt at kommunikeret ud til nye 

beboere? (Hvad er det vigtigste at beboerne får at vide?) 

Modtagelsesprocessen nu 

• Hvordan har I kontakt har I med beboerne? – hvornår? 

• har I kontakt med alle når de flytter ind, eller først senere i forbindelse 

med problemer eller andet? 

◦ Hvordan - personligt? Materiale? Andre måder? 

• Hvor meget prioriteres modtagelsen? 

• Hvilken del af modtagelsen er I involveret i? 

Sociale netværk i området 

Hvordan fungerer klublivet/frivillige aktiviteter? (beboerdemokrati) - 

Udfordringer/problemer? 

Hvor meget blander det boligsociale sig? (Facilisator eller selvhjulpen) 

Har du indtryk af at nye beboere deltager i klublivet? 

Hvad med beboerdemokratiet? 

Potentialet i modtagelsesprocessen 

Hvad tror du der er muligt ift. Beboernes engagement? 

Har du nogle ideer til hvordan man kunne forbedre modtagelsen? 

Hvilke problemer ville man kunne tackle med en bedre modtagelse? 

Er der noget i modtagelsen som man kunne gøre bedre? 

- Charlottekvarteret – velkomstmøde nye beboere (blev ikke til noget, hvorfor?) – 

(Tåstrupgård: er det noget I kunne forestille jer at lave? 

92

Bilag 4: Interviewguide beboere 

Formål: At afdække beboernes forventninger og oplevelser i forhold til modtagelsen og i 

forhold til området generelt? 

Beboerens tanker om flytning og syn området 

Hvor længe har du boet i området? 

Hvor boede du før? (almen bolig?) Hvilken boligform? 

Hvorfor flyttede til området? (Tåstrupgård/Charlottekvarteret?) 

Hvordan har du fået boligen? (kommunen, almen venteliste, fleksibel udlejning) 

Havde du nogle forventninger til området: (Glædede du dig? Følte du dig 

velkommen? Var du utryg?) 

Hvordan har du det med at bo her nu? 

Hvad synes du er særlig godt ved området? 

Hvad synes du er mindre godt ved området? 

…Nu vil vi gerne have dig til at tænke tilbage på dengang du flyttede ind… 

Velkomst/modtagelse 

Hvordan foregik det da I flyttede til området? (Opfølgende: F.eks. hvordan taget i 

mod af ejendomskontoret? Kan du beskrive forløbet?) 

Var du tilfreds med den måde det foregik på? 

Manglede der noget? (Andre sprog/andre medarbejdere/oplysninger) 

Var der nogle informationer der blev lagt mere vægt på end andre? Hvilke? 

Var der noget andet du hæftede dig ved (eller undrede dig over?) 

Hvilket materiale fik I udleveret til at starte med? 

Hvordan har I brugt det? Har I læst det? Fik du de svar I søgte? 

Hvordan var det så bagefter, for eksempel i forhold til dine nye naboer? (Var de 

imødekommende, åbne, venlige, uinteresserede, sure, irriterende?) 

(Hvordan kunne du have ønsket dig din første tid i området havde været?) 

Hvordan kunne en ideel/perfekt modtagelse/velkomst se ud? 

Flere eller færre personer involveret i at tage imod? 

Hvilke personer, og hvorfor? 

Mere/mindre/anderledes information? 

Kunne du forestille dig at deltage i et velkomstmøde? Hvad ville være oplagt 

at få at vide på sådan et møde? 

Har du ellers været i kontakt med ejendomskontoret siden du flyttede ind? 

Ressourcer 

Ved du hvilke sociale ting/arrangementer der er i området? 

Deltager du i fælles aktiviteter i boligområdet (fælles opgaver, projekter, fester) 

Er du medlem af nogle foreninger/klubber i området? 

Hvilke(n) ? 

Hvorfor? Hvorfor er du ikke medlem af en forening? (hvilke barrierer?) 

Hvordan fandt du frem til den/de foreninger? 

Har du været med til at arrangere noget i området? 

93

Ville du have lyst til at arrangere noget? Hvorfor/hvorfor ikke? 

Hvor meget vidste du om det at bo i en almen bolig da du flyttede ind? (Med 

beboerdemokrati f.eks.) 

Deltager du i de afdelingsmøderne? (Er du medlem af afdelingsbestyrelsen?) 

Hvor meget kender du til afdelingsbestyrelsens arbejde? 

Synes du at afdelingsbestyrelsens arbejde er vigtigt? 

Naboskab – sociale relationer – Netværk 

Synes du generelt, at det er let eller svært at komme i kontakt med beboerne i dit 

boligområde? 

Hilser du på folk i området? (Naboer (din opgang) /alle?) 

Kender du/I andre i boligområdet? 

‐ Kendte du nogen før du flyttede ind? 

‐ Andre: Hvor lærte I hinanden at kende? 

Er det vigtigt for dig at kende dem der bor i din opgang? 

Stoler du generelt på de andre i opgangen? 

- Hvorfor/hvorfor ikke? 

Normer og regler for adfærd (Hvor meget forventer du?) 

Synes du folk i boligområdet opfører sig pænt og hjælper hinanden? 

- eksempler? 

Er der nogen gange, hvor du synes, de andre beboerne gør noget forkert? 

- eksempler? 

Karakteristika 

Hvor mange bor der i husstanden? (enlig, par, m/u børn) 

Har du/I arbejde? (hvor, hvad, fultid/deltid) 

Hvilken uddannelse? 

Har I dansk statsborgerskab? 

- etnisk oprindelse 

- botid i Danmark? 

94

Bilag 5: Litteraturliste til Ida Marie Brønden Jakobsens 

værkstedseminar: 

Migration, globalisering og multikulturelle spørgsmål ved Yvonne Mørck 

Andersen, K. V. (2006) Perker med no-life i vekfærds-danmark. Dansk Sociologi 

Nr. 2 (pp.27-41, 14s.) 

Brochmann, G. (2002) kapitel 2. Statsborgerskab, medborgerskab og tilhørighet i: 

Grete Brochmann, Borchgrevink, T. & Rogstad, J.: Sand i maskineriet. Makt og 

demokrati i det flerkulturelle Norge. Oslo: Gyldendal Norsk Forlag. Makt og 

demokratiudredningen 1998-2003 (pp. 56-84, 28s.) 

Brochmann, G. & Hagelund A. (2005) kapitler 2+3+4. I: Brochmann, G. & 

Hagelund, A.: Innvandringens velferdspolitiske konsekvenser. Nordisk 

kuunskapsstatus, Nordiak Ministerråd (pp.21-65, 44s.) 

Haas, Claus (2004) Multikulturalismer – en problemudredning. I: Korsgaard, Ove 

(red.): medborgerskab, identitet og demokratisk dannelse. København: Danmarks 

Pædagogiske Universitet (pp.87-116, 29s.). 

Jensen, P.H. (2007) Invandrerne og integrationens dimensioner i et 

policyorienteret perspektiv. I: Gunnar Alsmark, Tina Kallehave & Bolette 

Moldenhawe (red.): Migration och tilhörighet. Inklusions- och exklusionsprocesser i 

Skandinavien. Gøteborg/Stockholm: Makadam Förlag (pp.401-424, 23s.) 

Kallehave, T. (2006) Mellem sociale relationer og arbejdsmarkedet. Om viljen til 

integration. I: Ulf Hedetoft, Bo Petersson & Lina Sturfelt (red.): Bortom 

stereotyperna? Invandrare och integration i Danmark och Sverige. 

Gøteborg/Stockholm: Makadam Förlag (pp.239-265, 26s.) 

Kvisto, P. (2002) Chapter One: Ethnic Theory in a Global Age + Chapter 6: 

Multicultural Prospects and Twenty-first Century Realities. I: Kivisto, P.: 

Multiculturalism in a Global Society. Oxford: Blackwell (pp.13-42+ 186-193, 36s.) 

95

Mørck, Y. (2002) Multikulturalismernes kønsblindeøje. 

Mangfoldighedsudfordringer og kønsligestilling. Dansk sociologi Nr. 3, Vol. 13 (pp.7- 

26, 20s.) 

Mørck, Y. (2005) Intersektionalitet og diversitet: Fadimesagen. I: H.Bech & A. 

Scott Sørensen (red.): Kultur på kryds og tværs. Århus: Klim (pp.65-87, 23s.) 

Necef, M. Ü. (2001) Indvandring, den nationale stat og velfærdsstaten. I: Seeberg, 

Peter (red.): Ubekvemme udfordringer. Aktuelle tendenser i den danske og 

europæiske indvandrerdikussion. Odense: Odense Universitetsforlag (pp.31-64, 33s.) 

Wilkan, U. (2002) Tolerance versus humanism: Chapter 18: Generous Betrayl + 

Chapter 19: The politics of fear + Chapter 20: Civic Liberty and Liberal Democracy. 

I: Wilkan, U.: Generous Betrayl. Politics of Culture in the New Europe. 

Chicago/London: University of Chicago Press (pp.139-170, 31s.) 

96

Download RUC-rapporten her - Boligsocialt Områdesekretariat Høje ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?