F O R FA TTER EN - Dansk Forfatterforening

eolens bedste
I hvert nummer præsenterer et medlem af Dansk Forfatterforening
de bøger, som har sat dybe faglige spor, og som aldrig skal kasseres.
Hanne Bistrup (F) er født i 1944. Uddannet pædagog og
psykolog. Har udgivet en række fagbøger om pædagogik
og psykologi, en biografi om morfaderen Axel Mathiesen,
digtsamlingen ’Hannes sange’ og senest romanen ’Fru
therkelsens testamente’. Hanne Bistrup er formand for
Dansk Forfatterforenings Seniorgruppe.
Min allerførste bog fik jeg af mine bedsteforældre,
da jeg var fem år. Den var på
vers, hed ’Bittens aftenbøn’, var skrevet
af Rachel Field og oversat fra engelsk
af Edith Rode. Jeg har den endnu. Den
grundlagde et lille bedrag, idet jeg hurtigt
lærte den udenad og duperede omgivelserne
ved at lade, som om jeg kunne læse.
Mine bedsteforældres drøm om et fromt
barnebarn svarede ikke helt til virkeligheden!
Som stor pige skrev jeg til Tove Ditlevsen
og spurgte, hvordan jeg skulle bære
mig ad med at blive forfatter. Hendes
digtsamlinger stod i mit barndomshjem, og
hun var mit store idol i teenageårene. Hun
sendte mig et venligt brev, som jeg har
endnu, og opfordrede mig til at opsøge den
meget kendte forlægger Steen Hasselbalch.
Det vovede jeg aldrig, så forfatterdrømmene
blev ikke til noget i første omgang.
Da jeg for seks år siden begyndte på en
biografi om min morfar, tegner og illustrator
Axel Mathiesen, fandt jeg ud af, at
Steen Hasselbalch og min morfar havde
haft et tæt samarbejde i mange år. Et kendt
slogan fra tiden før anden verdenskrig lød:
”Drenge og piger i øst og vest synes, at Hasselbalchs
bøger er bedst.” Det bekendtskab
kunne jeg sikkert have udnyttet, men det
gjorde jeg altså ikke. Jeg vidste heller ikke,
at muligheden var der.
Så jeg blev læsehest og bogelsker i
20 FORFATTEREN·7·2010
stedet for forfatter, og nu er Tove Ditlevsen,
Hasselbalch og min morfar for længst
døde og borte. Men det er aldrig for sent
at samle drømme op. Jeg gik i gang med
at skrive, da jeg stoppede mit arbejdsliv,
og inspirationen fra andre forfattere har
været en uvurderlig igangsætter. Især har
to værker givet mig store oplevelser:
Den første er en lille roman af Fred Uhlman:
’Gitterporten’ fra 1977. Den handler
om et stærkt venskab mellem to drenge i
1930’ernes Tyskland. Den enes forældre
er jøder, den andens nazister, og det ender
med at få meget alvorlige konsekvenser for
deres venskab. Bogen gjorde stort indtryk
på mig med sin evige sandhed: Politisk
fanatisme kan ødelægge alt, hvad der er
fint og godt mellem mennesker.
Dernæst vil jeg nævne Vibeke Arndals
to bøger om den danske salmedigter fra
1700-tallet, Ambrosius Stub. Bøgerne ’Ambrosiuseventyret’
og ’Ambrosius Digteren’
er skrevet i anledning af 300 året for hans
fødsel i 1707. Ambrosius Stub træder lyslevende
frem med al sin tragiske ambivalens:
Et geni, men også en taber, som det
hedder i dag om mennesker, der ikke magter
livet. Det er en hjerteskærende konflikt,
som mange kunstnere sikkert kan nikke
genkendende til. ”Den kedsom vinter”, for
nu at citere en af Stubs egne salmer, bliver
aldrig den samme igen efter at have læst
de bøger. ·