Anbefalinger til forvaltningen af vildokser ved Knarmou Strandenge

Anbefalinger til
FORVALTNINGEN AF VILDOKSER
VED KNARMOU STRANDENGE
Konsulentrapport til Aalborg Kommune
Uffe Gjøl Sørensen
UG Sørensen Consult
Overgaden Oven Vandet 68, 2
1415 København K

Rapport
Anbefalinger til forvaltningen af vildokser ved Knarmou Strandenge
For Aalborg Kommune
Af
Uffe Gjøl Sørensen
Miljørådgiver
København, marts 2008
© UG Sørensen Consult (tekst og fotos)
Overgaden Oven Vandet 68, 2
DK-1415 København K
Telefon (45) 32 57 42 10
Mobil (45) 24 21 42 21
E-mail uffe@ugsorensen.dk
Indholdsfortegnelse:
Indledning…………………………………………………………………………. ……….. 5
Avlsprojektet………………………………………………………………………………... 6
Naturgrundlaget…………………………………………………………………………….. 10
Fastlæggelse af bestandsstørrelse…………………………………………………………... 12
Hensyn til flokadfærd………………………………………………………………………. 14
Veterinære aspekter………………………………………………………………………… 16
Forbedret fangstfold………………………………………………………………………… 17
Lidt om navnet ’vildokse’………………………………………………………………….. 18
Appendiks 1 – første forsøg på klassificering af bestanden……………………………….. 19
Litteratur……………………………………………………………………………………. 20
TAK
Hans Peter Hansen (Vildmosetilsynet) har som vanligt bistået med gode svar på mine spørgsmål ●
Margret Bunzel-Drücke (ABU, Bad Sassendorf, Tyskland) har løbende rådgivet ● Karsten
Thomsen (Nepenthes) har kommenteret forslag til udvælgelseskriterier ● Jens Vinge (Aalborg
kommune) har været overordnet ansvarlig for projektet og takkes for løbende bistand, diskussioner
og vejledning.
2

Forvaltning af vildokser ved Knarmou Strandenge
3

Indledning
De udsatte vildokser i græsningsprojektet ved Knarmou Strandenge har vist, at de fint kan klare i
området. De har udvist en meget høj grad af produktivitet med omkring en kalv per ko om året, og
der har generelt ikke været særlige problemer i forhold til deres konstante udendørs liv gennem hele
året. I den koldeste tid får de supplerende hø, men de har vist, at de fint kan klare sig i den danske
vinter trods periode med kulde og sne. Det er endog allerede i februar-marts-april, at de fleste kalve
bliver født.
Vildoksernes mulige rolle som en aktiv del af den danske naturforvaltning er med al tydelighed
blevet demonstreret. Knarmou Strandenge rummer i den forbindelse en interessant forhistorie ved at
være sammensat af tre delområder, der har gennemgået en tilgroning efter ophørt landbrugsmæssig
drift i hhv. ca. 70 år, 50 år og få år. Vildoksernes (og Konik-hestenes) påvirkninger af vegetationen
bliver således umiddelbart belyst i forhold til de fremherskende tilgroningsscenarier i nutidens
danske natur.
Konklusioner og erfaringerne fra de første fire år er sammenstillet i Sørensen (2007).
Græsningsprojektet under Aalborg kommunes er ambitiøst, da det helt fra starten har kombineret tre
forhold:
1. Et avlsprojekt for at frembringe en vildokse, der er mere urokse-lignende
2. En anvendelse af vildokser og Konik-heste som aktører i en naturforvaltning af
mere dynamisk natur
3. Tilgodese publikumsinteresse
I denne rapport sammenstilles alene en række anbefalinger til en fortsat forvaltning af vildokserne.
Ved en fortsættelse skal projektet er det vigtigt at finde et niveau, der både giver en meningsfuld
bestandsstørrelse og samtidigt er tilpasset de tilgængelige arealer.
Det er ikke naturligt, at en bestand af store græsædere - som vildokserne - fastholdes år efter år
indenfor det samme relativt begrænsede, indhegnede areal. I forhold til den ensidige tilgroning i
dyrenes fravær vil det i længden blot være den modsatte kontrast, hvor der opstår en anden
ensartethed af lysåbenhed og nedslidning af træer og buske gennem dyrenes konstante
tilstedeværelse.
Løsningen på dette dilemma er at forvalte efter et koncept om varieret græsning. Dyrenes bør
følgelig fastholdes i perioder på en række år, således de skaber en reel påvirkning af naturen
indenfor en given indhegning. Men i andre perioder – ligeledes i åremål - skal dyrenes kunne
flyttes. Havde de kunnet selv, ville de ha’ gået andre steder hen, men i nutidens kulturlandskaber vil
dette i praksis siges, at bestanden (eller dele af den) flyttes til andre indhegninger.
Muligheden for at praktisere konceptet om en varieret græsning vil være det meningsfyldte grundlag
for projektets fremtid.
5

Avlsprojektet
Baggrund:
Avlsprojektet ved Knarmou Strandenge er i hele sin start og filosofi en knopskydning fra et
veletableret tysk avlsprojekt (Bunzel-Drücke 2001, bearbejdet dansk version af samme artikel:
Bunzel-Drücke & Thomsen 2004/2005): Formålet med projektet har fra starten været at bidrage til
udviklingen af en kvæg-type, der ved at nærme sig den oprindelige Urokse i sine karaktertræk må
antages at kunne klare sig bedre under vilde eller halvvilde forhold i nutidens natur. Uroksen levede
engang vidt udbredt over det meste af Europa, men den sidste bestand levede i Polen og uddør i
1627, da den sidste ko døde. Alt tamkvæg kommer ud fra en tæmning af Urokser i Mellemøsten for
8-9000 år siden. Tamkvæg har således som udgangspunkt et store del af uroksens arveanlæg, men
som følge af tæmningen og fremavling af ønskede karaktertræk (mælkeproduktion, kødproduktion,
trækdyr m.v.) er der sket ændringer. I en periode på omkring 5000 år har Urokser og tamkvæg levet
side og side i Europa og der er begyndende dokumentation for, at der i den periode er sket
krydsninger sted. Avlsarbejdet er sket gradvist gennem årtusinderne, og er endeligt blevet afgørende
systematiseret i løbet af de sidste godt 100 år.
Fascinationen af den uddøde Urokse har længe været stor. Allerede i 1930ernes Tyskland havde to
brødre ved navn Heck (der hver især var direktør for en stor zoologisk have) startet et projekt for at
’genskabe’ den uddøde Urokse. Ved at blande forskellige kvægtyper lykkedes det forbløffende
hurtigt at fremavle en kvægtype, siden kaldet Heck-kvæg, der udviser en række karaktertræk fra
uroksen: tyren er større, sort og med lys rygstribe mens køerne er mindre og mere brune. I datidens
nazistiske Tyskland blev Heck-kvæget frejdigt lanceret som genskabelse af den ’ariske’ Urokse,
hvilket fandt stor officiel bevågenhed – og siden har fremkaldt stærke følelser og kritik. Nok har
Heck-kvæget ligheder med Uroksen, men der er også afgørende forskelle. De er f.eks. mindre,
forbenene er kortere og kun en mindre del af dyrene har Uroksens lange, tykke horn, der både peger
fremad og har et karakteristisk drej indad. Heck-kvæg er desuden en blandingsrace baseret på
måske op til 15 forskellige kvægtyper, hvorfor der kan dukke afvigende typer op i avlsarbejdet.
Det nye tyske projekt startede ikke med en naiv forestilling om at ville genskabe Uroksen. I stedet
blev projektet som allerede nævnt startet med henblik på - til anvendelse ved naturpleje i
naturreservater - at finde frem til den bedst mulige substitut for den uddøde Urokse. Man
overvejede fra starten fire muligheder som udgangspunkt for projektet:
6

• En af de eksisterende såkaldt primitive kvægracer (spansk kampkvæg, ungarsk steppekvæg,
korsikansk kvæg m.fl.).
• Heck-kvæg
• Krydsninger mellem Heck-kvæg og andre kvægtyper
• At starte fra bunden med at fremavle en helt ny blandingsrace uden brug af Heck-kvæg.
En kvægtype med stor lighed med Uroksen antages at ville være den mest velegnede ved
anvendelse af kvæg til naturplejeprojekter. Heck-kvæg synes allerede at udfylde den tiltænkte rolle i
Oostvaaderplassen i Holland. Det er meget tænkeligt, at Heck-kvæg holdt under halvvilde forhold
efterhånden vil udvikle større lighed med Urokse, idet primitive anlæg kan tænkes at blive
favoriseret i det frie liv. Men det er en proces, der under alle omstændigheder vil tage mange år og
kræve store arealer, der kan bære en levedygtig bestand. Indkrydsning af ønskede anlæg fra andre
kvægtyper vil kunne fremskynde denne proces. Det synes derfor oplagt, at en anvendelse af Heckkvæg
som udgangspunkt for krydsninger med andre kvæg-typer vil give de hurtigste resultater.
Derfor blev dette det valgte udgangspunkt for projektet.
Yderligere et par forhold giver mening til projektet. En kvægtype med karaktertræk af den
oprindelige Urokse være mere attraktiv i forhold til økoturisme end en velkendt tamkvægstype. Der
ligger endvidere en vigtige pointe i, at halvvilde bestande af kvæg er nemme at kende fra tamkøer:
De er ikke helt så omgængelige og derfor er det en god idé, at de er umiddelbart skiller sig ud og er
nemme at kende.
Den i dag højteknologiske avlsarbejde med tamkvæg har gjort en land række lokale kvægtyper til
ligeså truede som mange af klodens store og vilde dyr. Der foregår derfor et omfattende og målrette
arbejde for at bevare de forskellige kvægtyper, idet de hver især udgør vigtig genetisk variation, der
kan få betydning for fremtidens avlsarbejde. I den forbindelse vil en kvægtype, der holdes enten
vildt eller halvvildt, være en af de bedste måder at fastholde det genetiske arvemateriale der trods alt
stadig eksisterer efter Uroksen.
Anbefalinger til naturgrundlaget ud fra genetiske forhold:
1. Avlsprojektet bør kunne disponere over mindst to og gerne tre-fire kernelokaliteter. Ingen
kernelokalitet bør være mindre end Knarmou Strandenge – og de ses meget gerne større (se
særskilt afsnit).
2. Med et sådant udvidet grundlag for projektet bør der fastholdes to separate ynglegrupper.
Anbefalinger om sikring mod indavl:
1. For at undgå indavl i den lille bestand anbefales det at udskifte den ledende avlstyr (’kongen’)
med omkring 3 års mellemrum. Det svarer til erfaringerne fra det engelske parkkvæg ved
Chillingham, hvor en ’Kingbull’ holder sin førerposition i netop ca. 3 år.
2. Ved så i øvrigt at fastholde to ynglegrupper vil man fra tid til anden kunne udveksle avlstyre
mellem de to flokke, og dermed opnår lavere frekvens for udveksling af tyre fra andre
besætninger.
7

3. Udvælgelsen af nye avlstyre bør naturligvis ske med henblik på at styrke avlsprojektet, dvs.
der skal findes tyre, der udviser en række af de ønskværdige karaktertræk.
4. Projektet havde fra starten inkluderet en
ungtyr af den spanske Sayaguesa kvægtype,
men denne måtte desværre udgå af projektet
p.gr.a. aggressivitet. Det anbefales at
fastholde ideen med at næste generation af
tyre skal være af den spanske Sayaguesatype,
der er lange ben, har gode horn (om
end ikke så tykke). Der er tilbud om at
importere unge tyrekalve fra Spanien via
hollandsk/tyske kontakter.
Anbefalinger om fravælgelse af dyr:
1. Hver ynglegruppe bør forvaltes ud fra det overordnede mål at dyrene tilnærmer sig den vilde
Urokse i udseende. Derfor bør der ske en årlig udvælgelse af dyr bør ske i henhold til kriterier
for de ønskede forbedringer ved avlsprojektet.
2. Det foreslås følgende klassificering ud fra flere kriterier, der beskriver størrelse & form, form
på hoved og horn samt pelsfarve. Alle forhold er i høj grad arveligt bestemte, hvorfor en
løbende udvælgelse vil påvirke bestanden i den ønskede retning.
3. For hver enkelt dyr indsættes de fundne værdier for hvert kriterium i en enkel formel, hvor
alle de tildelte værdier ganges med hinanden:
Dyrets index = Størrelse x Benlængde x Hovedform x Hornform x Pelsfarve x Uønsket anlæg.
4. Kriterierne er vægtet ved den givne værdi, der spiller ind i den samlede bedømmelse på tre
måder:
A. Kernekriterier for ønskede karaktertræk: Benlængde, hornform og pelsfarve. Disse tre
kriterier har vægtning i forhold til de tilstræbte træk fra den uddøde urokse, og giver
derfor en karakter, der er større end 1. Ved forekomst hos et dyr vil karakteren følgelig
favorisere dets udvælgelse.
B. Vigtige generelle kriterier for bestandens karakteristika. Her gives den forventede
udtryk karakteren 1. Hvis det forventede udtryk ikke er tilstedet gives kun ½, dvs. det
samlede index reduceres.
C. Stærkt uønskede karaktertræk gives værdien 0, dvs. at dyret aktivt bortvælges.
De fleste karakterer kan vurderes efter et år, men udviklingen af hornene tager længere tid og
kan først vurderes efter ca. 2 år. Det anbefales derfor at bibeholde alle kalve i en flok indtil
omkring starten af deres tredje leveår, hvorefter en udvælges bør foretages.
8

Tabel med tildelte værdier til de udvalgte kriterier.
Kriterium Beskrivelse Tildelt værdi
Hornform Fremadrettet, indad drejet, tykke 4
Fremadrettet og/eller indad drejet/tykke 3
Fremadrettet 2
Anderledes 1
Pelsfarve Mørk/sort for tyr – mørk/brun for ko 3
Mørk/lidt lyst 2
Lys/lidt mørk 1
Ensfarvet lys 1
Benlængde Lange ben 2
Korte ben 1
Størrelse* Over gennemsnittet i flokken 1
Under gennemsnittet i flokken ½
Hovedform Langhovedet 1
Korthovedet ½
Uønskede anlæg Broget pels 0
Konstaterede defekter 0
*Størrelsen: Hos Uroksen var tyren større end koen, hvorfor gennemsnitstørrelsen skal
vurderes særskilt for de to køn.
Ovenstående forslag er et pragmatisk første bud på et sæt af kriterier, og disse bør justeres i
takt med indhøstede erfaringer. Den endelige udvælgelse af dyrene vil naturligvis i nogen
grad også kunne være bestemt af det areal, der er til rådighed for projektet.
9

Naturgrundlaget
Baggrund:
Hvis vildokserne levede fuldstændig frit og naturligt ville de næppe opholde sig indenfor et
begrænset område i løbet af året, som de er tvunget til i en indhegning. Dyrene ville vandre rundt i
landskabet, men det er sandsynligt, at deres foretrukne levesteder ville variere i løbet af året efter et
klart mønster. Det vil f.eks. være forventeligt, at en flok i forårstiden og sommerhalvåret vil opsøge
enge, hvor der er rigeligt næringsrigt græs, mens den i vintertide vil søge til mere beskyttende
naturtyper f.eks. skov på mere tør bund.
En sådan adfærd med en årlig sæsonvariation i dyrenes foretrukne opholdssteder er velkendt fra
endnu vildtlevende okser, f.eks. Gaur-oksen i Indien og den Europæisk Bison.
Der foreligger kun sparsomme oplysninger om den sidste flok, der levede i Polen i slutningen af
1500-tallet. En enkelt kilde beskriver hvordan dyrene fortrinsvist levede i tæt skov. Om efteråret åd
de sig fede i agern, mens de i løbet af vinteren skiftede til mere at leve af grene fra buske og træer
samt hø, der allerede på det tidspunkt blev givet som supplerende føde. Om sommeren kom urokser
dog ud af skoven for at søge føde på markerne, hvis da ikke de ’blev jagtet bort af hunde’. Om
vinteren var de mere udpræget flokdyr end om sommeren (resumeret i Vuure 2005).
Da bestande af vildokser alle holdes under hegn er der ikke i dag eksempler på, at de foretager
deciderede lokale vandringer. Men selv indenfor den ca. 45 ha store parcel ved Knarmou er der en
tydelig årstidsvariation, hvor de åbne og vindblæste enge fortrinsvis er opholdsstedet i
sommerhalvåret, mens dyrene i vinterhalvåret går i den skovbevoksede del.
Buttenschøn (2007) anbefaler, at helårsgræsning er ’bedst egnet til meget store indhegninger, der
rummer forskellige naturtyper inkl. skov eller krat. Der bør indgå arealer med gode læforhold på tør
bund og en varieret vegetation, der kan dække hovedparten af dyrenes behov året rundt’.
Generelle anbefalinger for fremtidige kerneområder:
1. For hvert kerneområde under vildokse-projektet bør der tilstræbes at sikre så varieret et
naturgrundlag som muligt. Et ideelt område vil indeholde permanent skov i flere aldersstadier
(ungskov, opvækst skov, gammel skov), evt. overdrev smat tilliggende lavtliggende enge.
Engarealet skal kunne bære grundlaget for den samlede bestand gennem hele sommerhalvåret,
10

mens et varieret skovareal både skal levere gode læsteder (gammel skov) og partier med
vinterføde i form af direkte adgang til grene og kviste fra buske og træer. Skoven kan bestå af
både løv- og nåleskov. Hvis dele af arealer er kuperet terræn vil det være en absolut fordel.
2. I det danske landbrugslandskab kan det være vanskeligt at finde arealer, der byder på alle
disse vigtige kvaliteter, men her er det vigtigt at tænke utraditionelt og evt. udnytte fleksibel
græsning med en rotation mellem flere arealer.
3. En ideel kernelokalitet omfatter et areal på 100-150 ha – sekundært at to-tre nærtliggende
parceller, der tilsammen udgør dette areal.
4. En tilnærmet genskabelse af muligheden for dyrenes naturlige vandringer i forhold til
fødeudbud kan måske på lidt længere sigt etableres i netop Lille Vildmose, hvis der her med
tiden bliver udviklet et stort sammenhængende naturområder under hegn.
Anbefalinger om Knarmou Strandenge:
Knarmou strandenge har et fint og varieret naturgrundlag og derfor et velegnet areal, der opfylder
mange af værdierne for et kerneområde. Områdets er dog begrænset i areal og er generelt
lavtliggende, hvorfor det især sidst på vinteren ikke er helt ideelt.
1. Der bør arbejdes på at udvide arealet, hvilket måske kan lade sig gøre mod nord (Jens Vinge,
mundtligt). Alle tilliggende arealer nord for er dog helt åbne græsmarker og vil derfor især
være et godt supplement til sommergræsningen.
2. Skovparcellen umiddelbart syd for den nuværende indhegning var oprindeligt planlagt som en
del af indhegningen, men det blev ikke inkluderet, da der er tale om et for lokalområdet
usædvanlig skovparti i ensidig tilgroningsfase uden påvirkning af andet en rådyr (og
strejfende vildsvin). Som kontrast til de øvrige skove præget af de store græsædere er
skovpartiet derfor interessant at fastholde uden græsning.
3. En væsentlig styrkelse af projektet kunne derfor opnås gennem at etablere en særlig
indhegning indenfor det eksisterende vildthegn umiddelbart vest for Knarmou Strandenge.
Den nye indhegning vil i givet fald omfatte en del af de oprindelige marker for de nedlagte
Knarmou gårde, og vil derfor kunne rumme både lysåbne arealer og skov (fortrinsvis
nåletræsplantage) og desuden være generelt højere liggende og dermed mere tørbundet. En
supplerende indhegning vil give avlsprojektet en tiltrængt fleksibilitet, idet der både kan
arbejdes med skiftende opholdssteder for bestanden i løbet af året (simuleret lokal vandring)
ligesom der kan skabes mulighed for at have adskilt græsning f.eks, for ungtyre. Endelig kan
en hel indhegning eller dele af den bedre tages helt ud af græsning i perioder for at opnå et
varieret græsningstryk, hvilket igen vil være en simulering af naturlige vilkår.
På grund af den offentlige vej langs kysten vil der naturligvis være tale om to separate
indhegninger, men med effektive fangstfolde på begge sider af vejen vil det ikke være
vanskeligt at flytte dyr frem og tilbage.
11

Fastlæggelse af bestandsstørrelse
Baggrund:
Der eksisterer ikke præcist data på en naturlig bestandstæthed for urokser, hverken i urørte urskove
eller det skovdominerede polske landbrugsland, der rummede den sidste bestand. Vuure (2005)
laver et spekulativt skøn over bestandstætheden ved den sidste bestand (0,2 dyr/100 ha). Det ser ud
til at være i underkanten af oplysninger eller skøn på op til 1-1,5 dyr/100 ha for flere nulevende
vilde okser. Gennemsnitsberegningen er også lidt misvisende for de typiske flokdyr, der i høj grad
har en klumpet fordeling i landskabet. Historisk set har en største bestandstæthed for nogen bestand
af en vildtlevende okse være kendt fra den amerikanske bison med 8-10 dyr/100 ha – det var fra før
arten næsten blev udryddet og er et meget groft skøn. En bestandstæthed af urokser vil under alle
omstændigheder have varieret meget bl.a. afhængigt at udbuddet af græs i løbet af året – med
forventeligt de laveste tætheder i sammenhængende skov og de højeste i og omkring gode
græsgange.
Den vildtlevende bestand af Heck-kvæg i Oostvaaderplassen i Holland, der lever på meget
produktiv jord, har udviklet sig til over 26 dyr/100 ha.
Chillingham-flokken af engelsk parkkvæg har som førnævnt levet på de samme 135 ha siden ca.
1220. Bestanden har med sikkerhed ikke været tilført nyt blod i de sidste tre hundrede år.
Bestandens størrelse er kendt siden 1692. Den var størst i 1838, hvor den var på 80 dyr, og lavest
efter den hårde vinter i 1947, hvor kun 13 dyr overlevede. Siden har flokken dog steget gradvis i
antal indtil det øjeblikkelige niveau omkring 50-60 dyr (dvs. omkring 40 dyr/100 ha). Der har i
hvert fald siden 1721 (og måske også tidligere) været givet supplerede hø om vinteren.
Men selv med en mere præcis viden havde været tilgængelige om uroksens naturlige
bestandstæthed ville det stadig have været oplysninger, der ville være vanskelig at omsætte til et
dansk kulturlandskab - selvom dette måtte indeholde meget store grader af vild natur - ligesom også
andre hensyn spiller også ind.
Vildokserne ved Knarmou Strandenge er udsat i henhold til en plejeplan, der har som formål at
stoppe en tilgroning af området og ligefrem genskabe lyseåbne partier for at fastholde et frit udsyn
til kysten fra den offentlige vej langs områdets vestlige kant (jfr. fredningskendelsen). Ved
etableringen af projektet var det hensigten at tilstræbe et græsningstryk, der svarede til et voksent
dyr per 5 ha (Bjarke Huus Jensen, mundtligt).
Vildokserne er i fuld gang med at fuldføre den stillede opgave, men det rejser naturligt spørgsmålet
om hvor længe en bestand kan fastholdes indenfor det relativt begrænsede areal, der indgår i
indhegningen.
Der er ikke meget konkret data at finde for danske forhold. Dansk Kødkvæg/Dansk
landbrugsrådgivning [uden år] foreslår i deres manual ’Kødkvæg som naturplejere’ at benytte 5-6
ungkreaturer eller 2,5-3 ammekøer per ha (for engelske racer som Galloway, Hereford m.v.). Men
dette er med kødproduktion for øje og det er usikkert hvorvidt anbefalingen alene gælder
sommergræsning. Det fastslås yderligere om vinterafgræsning, at ’Næringsholdet i planterne er for
lavt til, at dyrene kan opbygge eller bare holde den huld, de har. Der er derfor nødvendigt med
12

suppleringsfoder i ret store mængder’. Anbefalingen har derfor begrænset relevans for
græsningstrykket på arealer, hvor afgræsningen alene har en vildsom naturpleje som formål.
Græsning (og høslet) er en vigtig del af dansk naturpleje men er primært rettet mod at bevare eller
genskabe helt lysåbne naturtyper (overdrev, heder, ferske enge, moser & kær, strandenge) i
kulturlandskabet. De meget omfattende erfaringer er særdeles veldokumenterede (Buttenschøn
2007). Der har imidlertid ikke været arbejdet meget med helårsgræsninger og/eller projekter med
samgræsning af flere store genintroducerede arter. Der er derfor ikke så mange konkrete
vejledninger at hente til dette projekt og det understreger behovet for en løbende erfaringsopsamling
fra Knarmou Strandenge, ligesom projektet er grundlæggende eksperimentelt og må rumme en
pragmatisk tilgang i sin planlægning.
Når dyrene lever i den samme indhegning gennem mange år vil det medføre en konstant
græsningspåvirkning af vegetationen, hvilket er en markant forskel fra naturlige situation. For at
nærme sig mere naturlige givne vilkår skal der altså findes en balance mellem krav til pleje af natur
i kulturlandskabets og bestandsforhold for de udsatte dyr. Da der kan være mange forskellige
hensyn at tage ved et givet græsningsområder kan der kun opstilles generelle anbefalinger, som kan
vejlede en praktisk gennemførelse. Men for at opnå et varieret græsningstryk i et fragmenteret
kulturlandskab er der to praktiske reguleringer at gribe til: At have flere indhegnede områder
tilknyttet projektet, der hver især gennem en årrække kan bære en vis bestand.
Variationsmulighederne er utallige, og det følgende er baseret på en pragmatisk tilgang, som alene
praktisk gennemførelse vil kunne verificere.
Anbefalinger:
1. En kernelokalitetet bør have et grundlag (natur, størrelse), der kan bære en bestand på
omkring 25 voksne dyr (+ kalve).
2. En kernelokalitet bør derfor ideelt set have en udstrækning på mindst 100 ha (og gerne mere).
3. På en kernelokalitet på mindre end 100 ha vil der – i nogen grad afhængigt af naturgrundlaget
– kunne kompenseres for det manglende areal gennem supplerende føde i vinterhalvåret.
4. En kernelokalitet kan evt. bestå af to-tre adskilte indhegninger, der ligger så tæt på hinanden
at en flytning af dyr kun vil kræve en begrænset indsats (et effektivt indfangningsanlæg i hver
indhegning vil være en oplagt styrkelse, se særskilt afsnit herom). En flerdelt kernelokalitet vil
både kunne benyttes til at lave variation i græsningen i løbet af året (f.eks.
sommergræsning/vintergræsning eller mulighed for at adskille aldersgrupper (ungtyre i en
indhegning m.v.)
5. En kernelokalitet bør være under kraftig græsning i op mod 10 år. Derefter bør den have en
tilsvarende periode med ingen – eller kun begrænset græsning. Man kan fint forestille sig, at
en kernelokalitet går fra at være intensivt græsset af en samlet flok til at fungere som en
sommer/vintergræsning for en lille flok ungtyre (eller for at tilgodese andre behov for
projektet; f.eks. et sted at modtage dyr, der indføres udefra, inden disse sættes sammen med
den fast bestand).
13

Hensyn til flokadfærd
Baggrund:
Uroksen var et flokdyr – mere udpræget om vinteren end om sommeren – men ellers er det
sparsomt, hvad der vides om artens adfærd (Vuure 2005). Men kvægflokke, der lever halvvildt i
nutiden, formodes at udvise en adfærd, der ligger meget nær på de oprindelige Urokser. Der gives i
det følgende gives kortfattede beskrivelser ud fra studier af to bestande:
(1) En meget unik flok af engelsk parkkvæg ved Chillingham i den nordlige del af England (Hall
1989, 2006, Hall et.al. 2005 m.fl.). Flokken har levet i en den samme indhegning på 135 ha siden
ca. 1220. Der er en nogenlunde ens kønsfordeling i flokken (f.eks. 23 hanner, 27 hunner; maj 2006).
De voksne tyre lever i småflokke på 2-3 dyr, der hvert har sit foretrukne område og nogenlunde
adskilt. Hovedflokken af køer med deres kalve, ungtyre og kvier bevæger sig mere frit rundt. Men
bestanden fungerer som et absolut monarki, hvor den ledende tyr (’kongen’) står for alle parringer
med køerne. Han har dog kun ’magten’ i 2-3 år førend en yngre tyr tager over. Hovedflokken består
af køerne med deres yngre kalve og kvierne, mens ungtyre går i særskilte småflokke.
(2) Fra Oostvaarderplassen i Holland er flokforholdene beskrevet hos en bestand af vildokser
(Heck-køer) (Vulink et.al. 2001). Dyrenes blev udsat i det 650 ha store studieområde i 1984 og der
ved studiet i 1991-92 omkring 170 vildokser i bestanden med en næsten helt ligelig kønsfordeling.
Dyrene lever langt overvejende i adskilte flokke. Flokke af ældre tyre (mindst 4 år) på 2 til 13 dyr
opholder sig i hvert sit kerneområde – men dog med noget overlap – ligesom enkelt dyr kan skifte
mellem de enkelte flokke. Resten af bestanden lever i større blandede flokke af køer, kalve, ungtyre
og kvier. I vinterhalvåret sker der ingen opblanding af flokkene. I modsætning hertil er der i
sommerhalvåret et stort overlap køerne og den største gruppe af tyre – ikke overraskende da det er
tiden, hvor langt den største del af parringerne finder sted.
Observationer af flokkens adfærd ved Knarmou – primært i forbindelse med opsynet i vinterhalvåret,
hvor dyrenes gives lidt tilskudsfoder – er resumeret i Sørensen (2007), Der er endnu ikke lavet
mere systematiske studier.
14

Flokken er endnu forholdsvis lille, og den har en meget svingende kønsfordeling som p.gr.a.
fjernelse af tyrekalve har en klar underrepræsentation af hanner (18-32 % hanner; dog 60 % i ét år
da der var 5 tyrekalve ud af 6 fødsler) ved kun at holde en ældre, dominerende tyr i flokken. Under
sådanne forhold kan flokkens adfærd ikke påregnes at udvikle sig fuldt ud.
Den enlige tyr har f.eks. automatisk monopol på flokkens køer, og den behøver ikke at være
forberedt på at skulle forsvare sin position. Kongetyrens magtposition er normalt ikke et spørgsmål
om, at tyrene udkæmper drabelige kampe for at have overherredømmet i sensommeren, hvor de
fleste parringer finder sted. I stedet synes erfaringerne fra forvaltningen af de halvvilde
kvægbestande i Holland/England at vise, at der løbende udvikles hierarkier indenfor de flokke, som
tyrene lever i. Dvs. kongetyren fastholder hele tiden sin position gennem det daglige tjatten til de
andre tyre og småmarkeringer indenfor flokken. Kongetyren kan derfor koncentrere sig maksimalt
med at holde sig i bekvem nærhed til køerne i takt med, at disse bliver tjenlige.
En indarbejdelse af hensynet til en mere naturlig flokadfærd omkring en bestand vil i høj grad
medføre en øget oplevelsesværdig for publikum.
Konkret anbefalinger for Knarmou Strandenge:
1. Selvom indhegningen i dens nuværende størrelse kun bør rumme en flok på 10-12 voksne dyr
vil det være fornuftigt at hensyn til flokkens trivsel, at lade den udvikle sig imod en mere
ligelig kønsfordeling. Det vil være vigtigt at lade ungtyre blive i indhegningen, hvilket vil
give den ledende tyr en mere aktiv rolle og dermed også give anledning til en bedre fordeling
af dyrene i landskabet.
2. Hvis der kan inddrages et større areal vil der være et bedre grundlag for flokkens udvikling,
der vil kunne blive op mod 20-25 voksne dyr (+ kalve).
3. Hvis der inddrages nærtliggende arealer vest for vejen i en separat indhegning, hvilket vil
kræve kontrolleret flytning af dyr, vil der desuden blive skabt mulighed for græsningen med
sommer-/vintergræsning og/eller særskilt sommergræsning af ungtyre.
15

Veterinære aspekter m.v.
Generelt fremstår besætningen som stærk og livskraftig. En foreløbig status for de veterinære
forhold er resumeret i nedenstående tabel 2.
Der er en meget høj fødselsrate og 100 % overlevelse af kalve i de første levemåneder måneder. I
den første sæson var de to dødfødte kalve, hvilket tilskrives stress efter transporten fra Tyskland.
En kalv i startflokken viste ringe evne til at tilpasse sig de nye forhold og omkom. To unge kalve
født på stedet er omkommet som følge af fysiske forhold. Men ellers er der på intet tidspunkt
konstateret svækkede dyr i bestanden.
Der er ikke foretaget undersøgelser af dyrenes parasitbelastning. Det anbefales at gennemføre en
undersøgelse heraf i 2008. Denne bør omfatte to forhold:
a. Undersøgelse af blodprøver udtaget ved håndtering af dyr
b. En gødningsundersøgelse af parasitbelastningen for at fastslå niveauet og have et
referencegrundlag ved vurdering af eventuelle fremtidige ændringer
Tabel 2. Oversigt over veterinære aspekter m.v.
Bemærkning
Løbende overvågning Salmonella Dublin Sandsynligvis fri på basis af blodprøver
Bovin Virus Diarré BVD fri på basis af blodprøver
Endoparasitter Coccidier Ikke konstateret
Leverikter Ikke konstateret
Lungeorm Ikke konstateret
Ektoparasitter Lus/tæger Dyrene har ’utøj’ i varierende grad, men der er ikke
sat navn på disse. I sommer halvåret holder dyrene
næsten udelukkende til ude på det fri og ofte tæt på
kysten længst mod NØ – dette kan være det mest insekt
frie område.
Mangelsygdomme T.eks. magnesiummangel Som forventet ikke konstateret, da dyrene gives et
mineraltilskud
Defekter/skader Dødsfald 14/4 2004 Kalv findes død
16/2 2007 Ung tyrekalv går til i mudderhul (sendes til
destruktion)
Fysisk overlast Vinter 2007/08 en ungkalv kommer i klemme i
foderboks og bliver mast af andre dyr i flokken.
Skrammer Dyrene har småskrammer og rifter f.eks. som følge af
at gnubbe sig op af træer og buske.
Andet Fødselskomplikationer a. Ingen af 27 fødsler (2004-2007) har haft negative
konsekvenser for koen.
b. To kalve i foråret 2004 var dødfødte, hvilket
tilskrives stress som følge af transporten fra
Tyskland.
Bedøvelser 24/4 2004: To tyre bedøves og øremærkes
23/11 2004: Hele flokken bedøves og endnu ikke
øremærkede dyr bliver mærket.
Udtagning af dyr 6/4 2005 Ungtyr og ko tages ud af flokken. Af-lives og
sendes til destruktion
4/9 2006 To tyrekalve afgår til slagtning
20/6 2007 Fire tyrekalve afgår til levebrug
16

Forbedret fangstfold
Vildokserne har begrænset kontakt til mennesker, idet kun det daglige tilsyn indgår i deres hverdag
med store regelmæssighed. Dyrene er derfor vanskelige at komme nær og det besværliggør i høj
grad f.eks. dyrelægekontrol, udtagning af dyr m.v. Det synes derfor vigtigt, hvis der ved hvert
kerneområde kunne etableres en effektiv fangstfold. Et forslag ses nedenfor.
Forslaget er hentet fra en vejledning udviklet til brug for texansk langhornskvæg i USA.
Vejledningen (på engelsk) er frit tilgængelig på nettet, og det omhandler en lang række andre gode
tips om håndtering af halvvilde kvægflokke (http://www.iowabeefcenter.org/pdfs/bch/09003.pdf).
Forlaget er brugbart til både at indfange dyrene, til at tage enkelte dyr ud af flokken og til at få taget
prøver af udvalgte dyr. Dyrenes samles i en særlig fold (diagonal pens; eksemplet opererer med
flere folde). Herfra fører en krum struktur (curved lane) frem til selve fangstanlægget og strukturen
udnytter, at kvæg er nemmere at drive frem, hvis de tror, at der en udgang forude – hvis de med
sikkerhed kan se, at de er ved at blive lukket ind, vil de øjeblikkeligt forsøge at vende om. Selve det
inderste af fangstanlægget fungerer ved enkelt system med to led, der både lukker bag dyret/dyrene
og bestemmer om dyret skal op på en rampe til en lastbil eller skal gennem endnu en krum – men
nu smal – gang ud (curved race chute). Denne gang kan føre til en indfangningsboks (crush
squeeze), hvor dyret kan midlertidigt holdes fast, hvis der f.eks. skal tages blodprøver eller
lignende.
17

Lidt om navnet ’vildosker’
I denne rapport benyttes betegnelsen vildokser for dyrene, der allerede
findes i bestanden ved Knarmou Strandenge. Navnet blev anbefalet
af Vildmarksgruppen under pilotprojektet for Lille Vildmose
som mulig nationalpark. Navnet signalere ikke at dyrene som
udgangspunkt er vilde, men i stedet at dyrene er tiltænkt en rolle
som naturforvaltere i en mere vildsom natur, hvor de robuste dyr
kan klare sig udendørs i 365 dage om året med kun begrænset tilskudsfoder
i vinterhalvåret. Modsat robuste racer af kødkvæg, der
også er hårdføre og kan klare sig på lignende vilkår året rundt, har
vildokserne ikke andre funktioner end at påvirke naturens kredsløb.
De fungerer således som vilde dyr og de er interessante fordi de
indtager en funktion i naturen, der ligger nær den rolle, som den
oprindelige urokse havde. Man ser derfor ofte navnet urokse brugt
om dyrene – både herhjemme og i udlandet. Men det må i den forbindelse
være rigtigt at fastslå, at den rigtige vilde urokse desværre
er uddød. Men for syv-otte tusinde år opstod tamkvægets forfædre
ved en tæmning af urokser i Mellemøsten. Videnskaben diskuterer i
øjeblikket i hvor vid udstrækning, der har fundet krydsninger sted
mellem de vilde urokser og tamkvæget i de næste 6000 år, hvor
begge levede i Europa. Den nyeste forskning viser, at der er tegn
på, at krydsninger har fundet sted fra tid til anden. Men selvom alle
klodens 1,3 milliarder tamkøer som udgangspunktet bærer rundt på
et genetisk arvemateriale, der stammer tilbage fra urokserne, så er
der i forbindelse med tæmningen og tiden som tamkvæg sket markante
ændringer. Tamkvæg har fjernet sig fra det oprindelige genetiske
udgangspunkt og der kan have medført både tab af gener og
udvikling af nye.
Det tyske moderprojekt har valgt at bruge navnet ’Taurus-rind’ for
at signalere forskelle til Heck-kvæget. Man ser derfor også navnet
Taurus-kvæg (primært Bunzel-Drücke & Thomsen 2004/2005) benyttet
på dansk.
Men der er andre gode grunde til at bruge navnet vildokse. Det
fastholder, at vi her har at gøre med en kvægtype, der på afgørende
punkter adskiller sig fra de mange højtforædlede kvægracer, der
benyttes i f.eks. dansk landbrug. Vildoksernes udseende har flere
såkaldt primitive karaktertræk, der giver ligheder til den uddøde
urokse. Vildokserne har som følge af det frie liv året igennem en
langt mere naturlig adfærd end tamkøer. F.eks. bliver den nyfødte
kalv i sine første levedage gemt i vegetationen på helt naturlig vis,
og den er ligeså sværd at finde som en nyfødt uroksekalv ville have
været det. Og moderkoen passer aggressivt på sin nyfødte kalv. Det
er derfor en god pointe, at vi alle straks kan se, at der er tale om en
vildokse og ikke en hvilken som helst mere fredsommelig tamko.
18

APPENDIKS 1
Nummer
Fødselsår
Hornform
Pelsfarve
4 3 2 1 3 2 1 1 2 1 1 ½ 1 ½ 1 0
Tyre
2 1997 1 3 1 1 1 1 3
16 2005 1 3 1 1 1 1 3
Køer
4 1999 3 3 1 ½ 1 1 3
5 1996 1 3 1 1½ 1 1 4,5
6 2001 2 3 1 1 1 1 6
7 2000 2½ 3 1 1 1 1 7,5
8 1999 1 3 1 1½ 1 1 4,5
11 2004 3 1 1 ½ 1 1 1,5
12 2004 1 2 1 ½ 1 1 1
13 2004 1½ 1 1 ½ 1 1 0,75
14 2005 1 1 1 1 1 1 1
21 2006 1 1 1 1 1 1 1
23 2006 2 1 1 ½ 1 1 1
25 2006 1 2 1 ½ 1 1 1
28 2006 1 1 1 ½ 1 1 0,5
29 2006 1 1 1 ½ 1 1 0,5
Benlængde
Størrelse
Værdierne for de enkelte karaktertræk er lavet ud fra de ønsker, der er formuleret ved starten af
projektet. De er derefter taget med til Knarmou, og hvert dyr er klassificeret af Hans Peter Hansen.
Der er flere forhold fra dette første forsøg på at lave metode til at vurdere dyrene, der kan
fremhæves:
1. Startflokken af køer (4-8) er ganske variabel og giver generelt de højeste værdier.
2. Den første årgang (2004, køerne 11-13) har tyske Heck-tyre som fædre (men hvis udseende
er ubekendt). Men denne årgang har givet små dyr og de får lavere værdier end mødre
generationen.
3. Siden har én tyr (nr. 2) været ophav til samtlige kalve. Denne tyr er halvt Heck-kvæg, halvt
Chianina.
4. Efterfølgende årgange får kun lave værdier.
Den gennemført metode til klassificering af dyrene er et første forsøg på en sådan, og den bør
vurderes kritisk. Men hovedkonklusionen må være, at det er meget vigtigt at få nye tyre ind i
projektet, der udviser flere af de ønskede karaktertræk.
19
Hovedform
Uønskede anlæg
I alt

Litteratur:
BUNZEL-DRÜCKE, M. 2001. Ecological substitutes for Wild Horse (Equus ferus, Boddaert 1785
= E. prezewalskii, Poljakov 1881) and aurochs (Bos primigenius, Bojanus 1827). Natur und
Kulturlandschaft 4: 240-52. Höxter/Jena.
BUNZEL-DRÜCKE, M. & K.THOMSEN. 2004/2005. Projekt Taurus – En økologisk erstatning
for uroksen. ABU/NEPENTHES. Findes kun som on-line version:
www.nepenthes.dk/files/Taurus_ebook.pdf)
BUTTENSCHØN, R.M. 2007. Græsning og høslet i naturplejen. Miljøministeriet, Skov- og
Naturstyrelsen og Center for Skov, Landskab og Planlægning, Københavns universitet, Hørsholm.
DANSK KØDKVÆG/DANSK LANDBRUGSRÅDGIVNING. [Uden årstal]. Kødkvæg som
naturplejere – En manual omkring afgræsning af naturarealer med kødkvæg. On-line version:
http://www.lr.dk/kvaeg/diverse/Manual_kodkvaeg_naturplejere.pdf
HALL, S.J.G. 1989. Chillingham Cattle: social and maintenance behavior in an ungulate that breeds
all year round. Animal Behavior 38: 215-225.
HALL, S.J.G. 2004. Livestock biodiversity: genetic resources for farming of the future. Blackwell
Science Ltd.
HALL, S.J.G. 2006. Chillingham Park and its White Cattle. RASE Journal 167: 1-8. On-line
version: http://www.rase.org.uk/activities/publications/RASE_journal/index.asp
HALL, S., J. FLETCHER, J.GIDLOW, B.INGHAM, A.SHERPHERD, A.SMITH &
A.WIDDOWS. 2005. Management of the Chillingham Wild White Cattle. Government Veterinary
Journal 15 (2): 4-11.
SØRENSEN, U.G. 2007. Vildokser og Konik-heste ved Knarmou Strandenge. Rapport til Aalborg
Kommune. UG Sørensen Consult (on-line version: www.aalborgkommune/naturpleje)
VULINK, J.T., A. HOEKSTRA & P. CORNELISSEN (2001): Sexual segregation in a herd of
Heck cattle: the occurrence of bull groups. - In: J.T. VULINK: Hungry herds: management of
temperate lowland wetlands by grazing: 105-127. - Van Zee tot Land 66, Rijksuniversiteit
Groningen, Groningen.
VUURE, C.v. 2005. Retracing the Aurochs: history, morphology and ecology of an extinct ox.
Pensoft. Sofia-Moscow.
20