Kræft i testikel - Sundhedsstyrelsen

PAKKEFORLØB FOR 

TESTIKELKRÆFT 

2011

Pakkeforløb for testikelkræft 

© Sundhedsstyrelsen. Rapporten kan frit citeres med tydelig kildeangivelse. 

Sundhedsstyrelsen 

Islands Brygge 67 

2300 København S 

Telefon 72 22 74 00 

sst@sst.dk 

URL: http://www.sst.dk 

Emneord: Kræft, pakkeforløb, kræftbehandling, kræftplan III, cancer, testikel, 

testikelkræft, testis 

Sprog: Dansk 

Kategori: Faglig rådgivning 

Version: 2.0 

Versionsdato: 10. februar 2012 

Format: pdf 

Elektronisk ISBN: 978-87-7104-297-9 

Udgivet af Sundhedsstyrelsen, februar 2012. 

For yderligere oplysninger om rapportens indhold henvendelse til: 

Sygehusbehandling og Beredskab, Sundhedsstyrelsen – mail: syb@sst.dk

Forord 

I 2007 begyndte udarbejdelsen af de første pakkeforløb på kræftområdet. Dette 

skete på baggrund af en aftale mellem regeringen og danske regioner, som betød, at 

kræftpatienter skulle indgå i et forløb uden unødig ventetid med akut handling og 

klar besked. Alle pakkeforløbene for kræft var endeligt implementeret 1. januar 

2009. Med Kræftplan III blev det besluttet, at alle pakkeforløbene skulle revideres i 

2011. 

Et pakkeforløb er et patientforløb, hvor de enkelte trin er tilrettelagt som tids- og 

indholdsmæssigt veldefinerede begivenheder, der som udgangspunkt følger et på 

forhånd booket forløb. Pakkeforløbene omfatter forløbet fra begrundet mistanke 

om kræft gennem udredning, initial behandling og efterforløbet og omfatter nu 

efter revisionen også specifik rehabilitering og palliation, specifik sygepleje samt 

håndtering af recidiver. Ligeledes lægges vægt på kommunikation med og 

inddragelse af patienten samt de pårørende. 

Med den udvidelse, der er sket ved revisionen, bliver forløbskoordinatorfunktionen 

særligt væsentlig, som et centralt element for både patientens forløb og for 

koordinationen internt mellem afdelinger og mellem sektorer, især kommuner, 

almen praksis og hospital. Erfaringen har vist, at fokus på koordination er en 

hjørnesten i tilrettelæggelsen af et effektivt patientforløb. 

Pakkeforløbene er helt unikke både i dansk og international sammenhæng, fordi 

fagprofessionelle, ledende klinikere på kræftområdet, administratorer og ledere i 

regionerne, Danske Regioner, Kommunernes Landforening, Indenrigs- og 

Sundhedsministeriet samt Sundhedsstyrelsen er gået sammen om at skabe et 

veltilrettelagt forløb med patienten i centrum. Alle involverede har ydet et stort og 

særdeles konstruktivt arbejde, hvor alle har været fokuseret på at skabe de bedste 

rammer for kræftpatienterne og for kræftbehandlingen, og hvor det fælles mål har 

været vigtigere end særinteresser. Sundhedsstyrelsen vil gerne takke for det gode 

samarbejde – både i forbindelse med revisionen og tidligere. 

Kræftbehandlingen i Danmark har med pakkeforløbene fået et løft. Pakkeforløbene 

har vist sig effektive og været med til at skabe hurtigere og veltilrettelagte forløb 

for en række patienter. Der er fortsat brug for et stort ledelsesmæssigt fokus på 

opgaven for at sikre en prioritering af ressourcerne og fokus på det samlede 

patientforløb for kræftpatienterne. I 2012 igangsættes et arbejde med formulering 

af et samlet forløbsprogram for kræft som kronisk sygdom. Pakkeforløbene for 

kræft bliver et centralt element i dette program. 

De reviderede pakkeforløb skal nu implementeres. Som ved implementeringen af 

de tidligere pakkeforløb vil der sikkert også denne gang opstå en række uforudsete 

udfordringer. Det er fortsat afgørende, at vi samler erfaringer og udvikler 

kræftbehandlingen, så vi løbende inkluderer nye teknologiske muligheder, nye 

behandlingsformer, nye måder at tænke på og nye måder at organisere arbejdet på. 

Der er brug for at være åbne over for ny viden, og for hurtigt at lære af hinandens 

erfaringer.

Det fælles mål er uændret: At sikre det bedste forløb for kræftpatienter med en 

indsats af en høj faglig kvalitet. 

Sundhedsstyrelsen, december 2012. 

Else Smith 

Administrerende direktør 

Formand for Kræftstyregruppen og Task Force for Patientforløb for Kræft- og 

Hjerteområdet.

Indhold 

Forord 

1 Om pakkeforløb på kræftområdet 1 

1.1 Om pakkeforløb 1 

1.2 Udvikling og revision af pakkeforløb for kræft 2 

1.2.1 Samlet forløbsprogram for kræft 2 

1.3 Om sundhedsfaglige områder i pakkeforløb 3 

1.3.1 Forløbstid 3 

1.3.2 Mistanke og begrundet mistanke 4 

1.3.3 Diagnostisk pakkeforløb 4 

1.3.4 Henvisning 4 

1.3.5 Almen praksis 5 

1.3.6 Forløbskoordinationsfunktion 5 

1.3.7 Multidisciplinære team konferencer og andre konferencer 6 

1.3.8 Patient og pårørende – kommunikation og inddragelse 7 

1.3.9 Komorbiditet 8 

1.3.10 Sygdomsspecifik rehabilitering 8 

1.3.11 Sygdomsspecifik palliation 8 

1.3.12 Sygdomsspecifik understøttende behandling 9 

1.3.13 Sygdomsspecifik sygepleje 9 

1.3.14 Kontrol og senfølger 9 

1.3.15 Recidiv 10 

1.3.16 Monitorering 10 

1.4 Læsevejledning for pakkeforløb 11 

2 Arbejdsgruppens sammensætning 13 

3 Introduktion til pakkeforløb for testikelkræft 14 

3.1 Generelt om testikelkræft 14 

3.2 Landsdækkende kliniske retningslinjer for kræft i testiklen 14 

3.3 Forløbskoordination 14 

3.4 Det multidisciplinære team (MDT) og -konference 15 

3.5 Flowchart 16 

4 Indgang til pakkeforløb for testikelkræft 17 

4.1 Risikogrupper 17 

4.2 Mistanke 17 

4.2.1 Filterfunktion 17 

4.3 Begrundet mistanke– kriterier for henvisning til pakkeforløb 18 

4.4 Henvisning til pakkeforløb 18 

4.5 Beslutning om henvisning ved begrundet mistanke 18 

4.6 Kommunikation og inddragelse 18 

4.7 Ansvarlig for henvisning 18 

4.8 Forløbstid 19 

5 Udredning og initial behandling af testikelkræft 20 

5.1 Undersøgelsesforløbet 20

5.2 Sygdomsspecifikke indsatser ved rehabilitering, palliation, 

understøttende behandling og sygepleje 21 


5.4 Beslutning 22 

5.5 Ansvarlig 22 


6 Fortsat initial behandling af testikelkræft 23 

6.1 Hovedgrupper af behandlingsforløb 23 

6.1.1 Medicinsk behandling og stråleterapi 23 

6.2 De hyppigst opståede komplikationer 24 

6.3 Sygdomsspecifikke indsatser ved rehabilitering, palliation, 

understøttende behandling og sygepleje 25 


6.5 Beslutning 26 

6.6 Ansvarlig 26 


7 Efterforløbet – kræft i testiklen 27 

7.1 Kontrol 27 

7.1.1 Kommunikation og inddragelse 28 

7.1.2 Ansvarlig 28 

7.2 Håndtering af recidiv 28 

Ved recidiv efter stadium I sygdom, behandles non-seminomer med 

kemoterapi som beskrevet under punkt 6.1.1. For stadium I 

seminomer gælder at patienter med retroperitoneale 

lymfeknudemetastaser

1 Om pakkeforløb på kræftområdet 

1.1 Om pakkeforløb 

Formålet med pakkeforløb for kræftområdet er, at kræftpatienter skal opleve et 

veltilrettelagt, helhedsorienteret fagligt forløb uden unødig ventetid i forbindelse 

med udredning, initial behandling og efterforløbet, rehabilitering og palliation, med 

det formål at forbedre prognosen og livskvaliteten for patienterne. 

Beskrivelserne af pakkeforløb for de enkelte kræftformer har en bred målgruppe, 

herunder sundhedsfagligt personale, administratorer og beslutningstagere. Til 

brug for patienterne vil der blive udarbejdet en pjece om pakkeforløb for kræft. 

Pakkeforløbene er tilgængelige på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. 

Et pakkeforløb er et standardpatientforløb, som beskriver organisation og 

sundhedsfagligt indhold, kommunikation med patient og pårørende, samt angiver 

entydig ansvarsplacering og forløbstider. 

Et pakkeforløb er multidisciplinært organiseret og involverer primærsektoren, 

herunder såvel almen praksis, evt. speciallægepraksis og kommuner samt alle de 

specialer/afdelinger/enheder på sygehuse (både på hovedfunktions- og på 

specialiseret niveau), der hver for sig eller sammen varetager dele af 

patientforløbet. 

Pakkeforløbet begynder ved begrundet mistanke, inkluderer og struktureres i 

forhold til udredning, initial behandling af kræftformen og efterforløbet. Initial 

behandling dækker såvel den primære behandling som planlagt efterbehandling, 

herunder stråleterapi, medicinsk behandling og kirurgi. Efterforløbet dækker 

kontrol mv. samt håndtering af evt. recidiv. Pakkeforløbet beskriver også 

sygdomsspecifik rehabilitering, palliation, understøttende behandling og sygepleje. 

Disse fire indsatser kan indgå under både udredning, initial behandling og i 

efterforløbet og beskrives kun, hvor de er relevante i de respektive kapitler. 

Indsatserne er ofte indholds- og tidsmæssigt overlappende og kan være organiseret 

på forskellig vis. Der kan derfor være variation i beskrivelsen i de enkelte 

pakkeforløb. Pakkeforløbene for kræft præciserer derfor så vidt muligt kriterier for 

de forskellige indsatsers timing i forløbet. Den generelle/generiske del af 

rehabilitering og palliation beskrives i Forløbsprogram for rehabilitering og 

palliation i forbindelse med kræft i 2011, som skal indgå i et samlet forløbsprogram 

for kræft i 2012. 

Pakkeforløbene er tilrettelagt med udgangspunkt i forudreserverede tider. Enkelte 

pakkeforløb kan dog, fx på grund af et lille patientvolumen tilrettelægges uden 

forudreserverede tider. 

Kræftstyregruppen rådgiver Sundhedsstyrelsen vedrørende det sundhedsfaglige 

indhold i pakkeforløb for kræft, og Task Force for Patientforløb på Kræft- og 

Hjerteområdet godkender de konkrete pakkeforløb forud for implementeringen. 

Ved implementering af et pakkeforløb tages udgangspunkt i det beskrevne standard 

pakkeforløb. Det er regionernes ansvar at implementere de reviderede pakkeforløb. 

Pakkeforløb for kræft i testiklen 

1

Implementeringen af pakkeforløbene skal ske i overensstemmelse med den 

gældende specialeplanlægning på området. 

Der skal med udgangspunkt i pakkeforløbet tilrettelægges et individuelt forløb for 

hver enkelt patient, der tager hensyn til patientens ønsker og individuelle situation, 

herunder alder og sårbarhed, evt. komorbiditet samt individuelle komplikationer. 

Hertil kommer en konkret lægefaglig vurdering af behovet for umiddelbar 

behandling. 

Følgende begreber og områder er vigtige i arbejdet med pakkeforløb på 

kræftområdet: 

- Forløbstider 

- Mistanke og begrundet mistanke 

- Forløbskoordinationsfunktion 

- Multidisciplinære team 

- Patient og pårørende – kommunikation og inddragelse 

- Komorbiditet 

- Andre indsatser, herunder sygdomsspecifik understøttende behandling, 

sygepleje, rehabilitering og palliation 

- Kontrol, håndtering af senfølger og recidiv 

Disse områder beskrives nærmere nedenfor i afsnit 1.3, ligesom flere af områderne 

er uddybet i notater, der kan findes på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. 

1.2 Udvikling og revision af pakkeforløb for kræft 

De første nationale pakkeforløb for kræftområdet blev udarbejdet i 2007 og 2008, 

og de sidste pakkeforløb implementeret fra 1. januar 2009. Pakkeforløbene blev 

lettere revideret i 2009. De videnskabelige selskaber og sammenslutninger samt 

regionerne har bidraget til udviklingen af konceptet for pakkeforløb, udarbejdelse 

af de enkelte pakkeforløb samt udvikling af monitoreringen. Alle har ydet et meget 

stort, kvalificeret og væsentligt bidrag til udviklingen af pakkeforløb på 

kræftområdet. 

De lægelige specialer har en lang tradition for evidensbaseret tilgang til faget og 

udarbejdelse af landsdækkende kliniske retningslinjer, klaringsrapporter, 

referenceprogrammer og protokoller. Eksisterende kliniske retningslinjer på 

kræftområdet har dannet udgangspunktet for udarbejdelsen af pakkeforløb. 

Revisionen af pakkeforløbene i 2011 er sket med baggrund i nytilkomne erfaringer 

og evidensbaseret viden inden for udredning og behandling. Ved revisionen af 

pakkeforløbene er endvidere tilføjet beskrivelser af specifik sygepleje, palliation og 

rehabilitering samt patient- pårørendeinddragelse, forløbskoordinatorfunktionen og 

organisatoriske erfaringer med pakkeforløbene. 

En referencegruppe for patient- og pårørenderepræsentanter, nedsat af 

Sundhedsstyrelsen i forbindelse med Kræftplan III, har bidraget med input til 

revisionen, set ud fra et patient- og pårørendeperspektiv. 

1.2.1 Samlet forløbsprogram for kræft 

I Kræftplan III blev det besluttet, at der i 2012 skal udarbejdes et samlet 

forløbsprogram for kræft. Det samlede forløbsprogram for kræft, der dækker alle 

kræftformer, tager afsæt i Sundhedsstyrelsens generiske model for kronisk sygdom 


2

og skal beskrive organiseringen af den tværsektorielle og tværfaglige indsats, og 

hvad indsatsen bør indeholde, samt sikre anvendelse af evidensbaserede 

retningslinjer. Forløbsprogrammet omfatter en række områder fra forebyggelse til 

generelle beskrivelser af rehabilitering, palliation mv. Et centralt element i 

forløbsprogrammerne bliver en præcisering af ansvars- og opgavefordelingen 

mellem sygehuse, almen praksis og kommuner i forhold til at sikre et 

sammenhængende patientforløb samt en beskrivelse af koordinering og 

kommunikation mellem de involverede parter i alle patientforløbets faser. De 

eksisterende pakkeforløb for de enkelte kræftformer integreres i det samlede 

forløbsprogram for kræft. 

1.3 Om sundhedsfaglige områder i pakkeforløb 

I nærværende afsnit beskrives en række centrale begreber/områder som har 

relevans for arbejdet med pakkeforløb for kræft. 

1.3.1 Forløbstid 

Forløbstiderne i et pakkeforløb beskriver den tid, de enkelte undersøgelser, 

procedurer og behandlinger i forløbet tager, tiden mellem de enkelte elementer i 

forløbet, der eksempelvis benyttes til vurdering af svar til og information af 

patienten, samt den tid, som er nødvendig for patienten til at træffe beslutning om 

samtykke til eksempelvis operation. 

I hvert pakkeforløb angives forløbstider for processer og handlinger i udrednings- 

og behandlingsforløbet. Forløbstider fremgår af de enkelte afsnit i pakkeforløbet. 

Tiderne er udarbejdet ud fra standardpatientforløb og tager således ikke hensyn til 

eksisterende kapacitets – og ressourceforhold. Ligeledes er der i standardforløbet 

ikke angivet forløbstid til udredning og stabilisering af mere tungtvejende 

komorbiditet eller opståede komplikationer. Den faktiske forløbstid kan derfor 

være længere afhængig af bl.a. patientens almentilstand og omfanget af 

komorbiditet. 

Forløbstiderne vil i fremtiden kunne ændres, hvis der eksempelvis fremkommer 

nye teknologiske muligheder. 

Et pakkeforløb består af delelementer med hver sin forløbstid. De enkelte 

elementers forløbstid er til sidst lagt sammen i en samlet forløbstid, fra henvisning 

er modtaget, til initial behandling er startet. Oversigt over de samlede forløbstider 

findes skematisk til sidst i hvert pakkeforløb. 

Den enkelte region er ansvarlig for at planlægge således, at tiden fra begrundet 

mistanke til start på behandling bliver uden unødig ventetid. Det er den samlede 

forløbstid, som de enkelte regioner skal have som målsætning at overholde. 

Reglerne om maksimale ventetider for livstruende sygdom gælder stadig for 

kræftpatienter (jf. bekendtgørelse om behandling af patienter med livstruende 

sygdomme mv., BEK nr. 1749 af 21/12/2006). Forløbstiderne i pakkeforløb er 

således ikke en rettighed, men kan bruges som rettesnor for tidsforløbet fra 

henvisning til behandling påbegyndes både af patienter, almen praksis samt 

speciallægepraksis, sygehuse, beslutningstagere og patientvejledere. 


3

Der anvendes hele hverdage i beskrivelsen af forløbstiderne. Fem hverdage er lig 

med 1 uge. Det betyder fx, at såfremt en henvisning modtages mandag, er tirsdag 1. 

hverdag, onsdag 2. hverdag etc. Hvis patienten skal ses første gang på 4. hverdag, 

er dette således fredag. 

I notatet forløbstid i pakkeforløb beskrives forløbstid yderligere. 

1.3.2 Mistanke og begrundet mistanke 

Der er for alle kræftformer udarbejdet sundhedsfaglige kriterier for, hvornår der er 

begrundet mistanke om en bestemt kræftsygdom, hvilket er ensbetydende med, at 

patienten skal henvises til et pakkeforløb. 

I mange pakkeforløb er det også beskrevet, hvornår der kan opstå mistanke om en 

bestemt kræftsygdom, og hvilken filterfunktion der kan be- eller afkræfte 

mistanken. Ved en filterfunktion forstås i denne sammenhæng de undersøgelser, 

der kan gøre mistanken begrundet. Det kan være en undersøgelse, der iværksættes 

af almen praksis (fx billeddiagnostik eller blodprøver), og hvor almen praksis efter 

svar eventuelt henviser til et pakkeforløb. Eller det kan være undersøgelser, der 

foretages af en relevant speciallæge (i speciallægepraksis eller på sygehus), hvor 

speciallægen med udgangspunkt i sine fund kan finde begrundet mistanke og 

derefter henvise til pakkeforløb. Det afgørende er, at når en patient opfylder 

kriterierne for begrundet mistanke, skal patienten umiddelbart henvises til 

pakkeforløb – uafhængigt af, hvilken læge, der etablerer den begrundede mistanke. 

Dog kan en diagnostisk afdeling (fx røntgenafdeling), hvor der ikke er direkte 

læge-patient kontakt ved undersøgelsen ikke selv henvise til pakkeforløb. En sådan 

afdeling må i stedet foranstalte kontakt til henvisende læge ellers dennes 

stedfortræder med direkte kontakt (fx telefonisk) og aftale at denne sørger for det 

videre forløb. Når almen praksis henviser til en undersøgelse, hvis resultat kan 

medføre henvisning til et pakkeforløb, skal almen praksis samtidig sikre sig 

mulighed for at aflevere et svar samt oplysninger om det videre forløb til patienten, 

evt. via stedfortræder i forbindelse med fravær fra praksis. 

I notatet Indgang til pakkeforløb: mistanke, filterfunktion og begrundet mistanke 

beskrives begreberne i detaljer. 

1.3.3 Diagnostisk pakkeforløb 

En del patienter med uspecifikke symptomer (fx uforklaret træthed, vægttab eller 

anæmi) på alvorlig sygdom, der kunne være kræft, opfylder ikke kriterierne for 

henvisning til de sygdomsspecifikke pakkeforløb, idet der ikke er begrundet 

mistanke om en specifik kræftform. For denne gruppe patienter er der etableret et 

diagnostisk pakkeforløb, der i detaljer beskriver, hvordan patienterne udredes i 

samarbejde mellem almen praksis og sygehuset. 

Se nærmere omkring diagnostisk pakke på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. 

1.3.4 Henvisning 

Det er vigtigt at sikre hurtig og fyldestgørende informationsudveksling ved 

henvisning til pakkeforløb, enten dette sker fra almen praksis, speciallægepraksis 

eller fra en anden sygehusafdeling. Hurtig udredning forudsætter, at alle relevante 


4

oplysninger om patienten er tilgængelige, herunder om social situation, evt. 

sproglige barrierer, manglende læsefærdigheder eller handicap. 

Henvisende læge er ansvarlig for, at henvisningen til pakkeforløb er i 

overensstemmelse med de gældende standarder 

(http://www.medcom.dk/wm111906), dvs. indeholder nødvendige oplysninger om 

patienten herunder beskrivelse af de kriterier, der ligger til grund for den 

begrundede mistanke om kræft, evt. komorbiditet og medicinforbrug. Især er 

oplysning om eventuel antikoagulationsbehandling vigtig. 

Det aftales lokalt, hvordan det sikres, at alle relevante oplysninger videregives ved 

henvisning. Det bør lokalt aftales, præcis hvor henvisningen skal sendes hen, og 

eventuelt om patienten allerede på henvisningstidspunktet i konsultationen kan få 

tid og sted for den første kontakt i pakkeforløbet. 

1.3.5 Almen praksis 

Almen praksis har to centrale hovedopgaver i relation til patienter i pakkeforløb: 

Ved starten på et pakkeforløb og som tovholder i forbindelse med patienter, der 

ikke er indlagte. De bygger på almen praksis’ rolle som gatekeeper, og på at almen 

praksis ofte har godt forhåndskendskab til patientens sociale forhold, familie, 

erhverv samt helbredsmæssige forhold forud for det aktuelle sygdomsforløb. 

Det er ofte almen praksis, som finder begrundet mistanke om kræft, og det kan 

være en stor faglig udfordring for almen praksis at finde de patienter, som skal 

henvises til kræftpakkeforløb. Ved henvisning til et pakkeforløb for kræft har 

almen praksis en særlig informationsopgave, idet patienten skal informeres om, at 

der er begrundet mistanke om kræft og om, hvad et pakkeforløb omfatter, herunder 

første trin i udredningsfasen. 

Almen praksis er tovholder for ikke-indlagte patienter, hvilket blandt andet 

omfatter opgaven som tovholder i forhold til den samlede sundhedsfaglige indsats. 

Ved patienter i ambulante forløb på sygehus vil almen praksis typisk have 

behandlingsansvaret for behandling udover kræftbehandlingen. Dette skal dog 

fastlægges i hvert enkelt tilfælde. Som tovholder kan almen praksis også foranstalte 

forebyggende, rehabiliterende og andre opfølgende indsatser i samarbejde med 

kommunen og sygehuset. 

Der er almen praksis som har ansvaret for relevante tiltag i forhold til patienter, 

som er blevet frikendt for kræft i et pakkeforløb. 

1.3.6 Forløbskoordinationsfunktion 

Formålet med forløbskoordinationsfunktionen er at sikre sammenhæng i 

pakkeforløbet og undgå unødig ventetid. 

Med indførelsen af pakkeforløbene for kræft blev der sat øget fokus på 

forløbskoordination på sygehusene. Pakkeforløbene kan i sig selv være med til at 

lette koordinationsopgaven. Forløbskoordinationsfunktionen skal sikre 

sammenhængende aktiviteter i forhold til hele patientforløbet fra udredning, initial 

behandling, efterforløbet uden unødig ventetid med samtidig effektiv udnyttelse af 

den forhåndenværende kapacitet. Forløbskoordinationsfunktionen bør være 

repræsenteret ved MDT-konferencer for at sikre kontinuiteten i patientforløbet. 


5

Med revisionen af pakkeforløbene for kræft, hvor også efterforløbet samt 

rehabilitering og palliation inddrages i beskrivelserne, er der behov for at sikre 

forløbskoordinationen både internt i afdelingen og på tværs af afdelinger, sygehuse, 

almen praksis og kommuner. 

Forløbskoordinationsfunktionen kan varetages på mange måder, og i forbindelse 

med pakkeforløb for kræft forstås forløbskoordination som en funktion, der er 

placeret hos en eller flere personer, som varetager forløbskoordinationen i 

fællesskab eller successivt, forankret i forskellige afdelinger, sygehuse eller 

sektorer. 

Forløbskoordinationsfunktionen aftales og udvikles lokalt, tilpasset de lokale 

forhold. Det er et lokalt ledelsesansvar at sikre beskrivelsen af, hvordan 

forløbskoordinationsfunktionen organiseres og forankres i de konkrete 

sammenhænge. 

1.3.7 Multidisciplinære team konferencer og andre konferencer 

Formålet med konferencer, MDT-konferencer og andre, er, at beslutninger i 

pakkeforløbet bliver truffet på det bedst mulige grundlag med deltagelse af de 

nødvendige fagprofessionelle, så alle relevante aspekter kan blive inddraget i 

beslutningerne. 

Det multidisciplinære team (MDT) træffer på sine konferencer (MDT-konferencer) 

beslutninger om især udredning og initial behandling samt skift af 

behandlingsstrategi eller udredning og behandling ved mistanke om eller fund af 

recidiv. Det er væsentligt, at alle lægefaglige specialer, der er involveret i en 

bestemt kræftform, er repræsenteret i MDT med tilstrækkelig 

beslutningskompetence. Forløbskoordinationsfunktionen bør være repræsenteret 

ved MDT-konferencerne for at sikre kontinuiteten i patientforløbet. Andre 

specialer, der er involveret i udredning og behandling af komorbiditet eller 

specielle komplikationer, bør kunne deltage i MDT-konferencerne ved behov. Det 

samme gælder andre sundhedsprofessionelle, hvis det er formålstjenligt, fx 

sygeplejersker ved komplekse plejemæssige aspekter etc. 

Andre konferencer: Ud over beslutninger ved MDT-konferencer, vil der være 

behov for at træffe mange andre beslutninger i et patientforløb. Disse træffes på 

konferencer i de relevante afdelinger, hvori deltager de nødvendige 

fagprofessionelle, fx ved beslutning om rehabilitering: sygeplejersker, 

fysioterapeuter, kommunale repræsentanter mfl. Disse konferencer beskrives ikke 

nærmere i pakkeforløbene. 

For alle konferencer gælder, at de kan foregå ved, at de relevante parter er fysisk 

samlet til en konference, men der kan også være tale om telefon- eller 

videokonferencer eller uddelegerede beslutningskompetencer, der følger faste 

retningslinjer aftalt mellem de relevante specialer/afdelinger/fagprofessionelle. Der 

bør udarbejdes beskrivelser af den enkelte konferences funktioner og 

ansvarsfordelingen blandt deltagerne samt, hvilke deltagere der skal inddrages. Der 

bør desuden udarbejdes en detaljeret beskrivelse af, hvem der sikrer 

kommunikation og koordination, samt hvem der har ansvaret for kontakten til 

andre samarbejdspartnere i patientforløbet. 


6

1.3.8 Patient og pårørende – kommunikation og inddragelse 

Kommunikation med og inddragelse af patienten og dennes pårørende er en vigtig 

del af det sammenhængende patientforløb, således at patienten og pårørende 

oplever hele tiden at have kontakt og dialog og ikke føler sig efterladt uden 

involvering, klar information eller aftale. Lovkravet om informeret samtykke skal 

sikre, at patienten inddrages i alle beslutninger omkring behandling. Patienten og 

den ansvarlige sundhedsfaglige person træffer i fællesskab beslutning om forløbet, 

som patienten efter fyldestgørende information skal samtykke til. Hvis patienten 

ikke er i stand til at medvirke hertil, involveres pårørende, som patienten har givet 

sådanne beføjelser, respektive en udpeget værge. 

Kommunikationen med patienten og dennes pårørende bør i alle sammenhænge 

baseres på respekt, empati samt være dialogbaseret. Kommunikation og 

inddragelse skal ske på en hensynsfuld måde og være tilpasset modtagerens 

individuelle forudsætninger som fx alder, sociale situation, sprog, udtrykte ønsker 

og behov. Endvidere bør kommunikationen med patienten inkludere en 

forventningsafstemning om forløbet, herunder omfanget af inddragelse af patient 

og dennes pårørende. Udover viden og forståelse for patientens individuelle 

forudsætninger for kommunikation, kræver inddragelse, at de fagprofessionelle 

aktivt inddrager de ressourcer og tilgodeser de behov, som patienten og pårørende 

har. Inddragelse har positiv virkning både på behandlingens udfald og patienternes 

tilfredshed. Inddragelse og kommunikation giver mulighed for at tilrettelægge 

patientforløb, der realiserer sammenhæng gennem hele forløbet. 

Pårørende bør som udgangspunkt inddrages gennem hele patientforløbet i den 

udstrækning, patienten ønsker det, i forhold til at støtte patienten. Samtidig skal 

sundhedsprofessionelle være opmærksomme på, at pårørende også kan have 

selvstændige behov, som der skal tages hensyn til (jf. Retningslinjer for 

sundhedsprofessionelles møde med pårørende til alvorligt syge patienter, 2012 og 

Bekendtgørelse af værgemålsloven, BEK nr. 1015 af 20/08/2007). 

Kommunikation og information skal være konsistent og koordineret. Som en del af 

kommunikationen skal patienten og pårørende løbende inddrages og informeres om 

undersøgelsesresultater og næste trin i pakkeforløbet. 

Det er vigtigt, at kommunikationen foregår under forhold, hvor patienten og 

pårørendes krav på privatliv og ro respekteres, og hvor sundhedspersonalet 

kompetent og engageret udviser indlevelse i patientens situation og er lydhør 

overfor patientens behov. 

Alle relevante, involverede fagprofessionelle i praksissektoren og på 

sygehusafdelinger bør kende til pakkeforløbet for den enkelte kræftsygdom, 

således at der gives løbende ensartet information til patienten. Endvidere er det 

centralt, at de involverede personalegrupper også kender til andre relevante og 

mere generelle indsatser i forhold til den pågældende patientgruppe. 

De retlige regler findes i Sundhedsloven og er uddybet i Bekendtgørelse om 

information, og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger m.v. (nr. 665 

af 14. september 1998) samt Vejledning om information, samtykke og 

videregivelse af helbredsmæssige oplysninger m.v. (nr. 161 af 16. september 

1998). 


7

1.3.9 Komorbiditet 

Komorbiditet hos kræftpatienter kan have betydning for patienternes overlevelse 

og muligheder for at gennemgå udredning, behandlingsforløb samt rehabilitering 

og palliation i forbindelse med et pakkeforløb. 

For at undgå unødig ventetid i pakkeforløb for kræft, er det nødvendigt at sikre 

dels, at alle væsentlige tilgængelige oplysninger om komorbiditet videregives af 

den henvisende instans, ofte almen praksis, ved start på pakkeforløbet, dels at der 

lokalt er indgået aftaler, der sikrer, at de relevante specialer, der skal bistå ved 

vurdering og evt. stabilisering af patientens komorbiditet, kan medvirke til dette 

uden unødig ventetid. 

Betydende komorbiditet bør erkendes tidligst muligt i patientforløbet. En hurtig 

stabilisering og eventuel nødvendig behandling af patientens konkurrerende 

sygdom(me) kan være en forudsætning for et godt forløb. Det påhviler den 

ansvarlige afdeling at udarbejde en plan for hurtig stabilisering af de patienter, som 

har komorbiditet. 

Patienter med særlige behov for støtte under udrednings- og behandlingsfaser bør 

identificeres så tidligt som muligt af den ansvarlige sygehusafdeling, så en 

koordination mellem den udredende afdeling, behandlende afdeling mv. kan ske 

proaktivt i forhold til pakkeforløbet. 

Kommunikation vedrørende komorbiditet mellem region og kommune kan med 

fordel aftales i forbindelse med udskrivningsdelen af sundhedsaftalerne, fx i 

forhold til støtte til håndtering af behandling, transport, aflastning af vanskeligt 

stillede partnere m.m. 

I notat om komorbiditet beskrives området yderligere. 

1.3.10 Sygdomsspecifik rehabilitering 

Formålet med rehabilitering er at opnå og vedligeholde bedst mulig funktionsevne 

med henblik på at øge patientens livskvalitet, uafhængighed og selvbestemmelse. 

Det er derfor vigtigt at påbegynde indsatsen så tidligt i forløbet som muligt. I 

pakkeforløb for kræft beskrives udelukkende den del af rehabiliteringsindsatserne, 

der er sygdomsspecifik, og som således tager afsæt i den specifikke kræftdiagnose 

eller den ydede behandling. Der skal gennemføres en behovsvurdering som basis 

for beslutningen om, hvilke indsatser der bør iværksættes. Disse fastlægges i en 

plan for den enkelte patient. Generelle indsatser beskrives i Sundhedsstyrelsens 

Forløbsprogram for Rehabilitering og Palliation i forbindelse med kræft. 

1.3.11 Sygdomsspecifik palliation 

Palliation har til formål at lindre patientens og pårørendes symptomer og problemer 

forbundet med livstruende sygdom af både fysisk, psykisk, socialt og 

eksistentiel/åndelig art. Endvidere støttes og inddrages de pårørende. I pakkeforløb 

for kræft beskrives disse indsatser udelukkende, der hvor de er relevante i forløbet. 

Indsatserne tager afsæt i den specifikke diagnose og en behovsvurdering med 

efterfølgende plan som beskrevet ovenfor. 


8

1.3.12 Sygdomsspecifik understøttende behandling 

Sygdoms- og behandlingsspecifik understøttende behandling og pleje er 

forebyggelse og behandling af symptomer, komplikationer og bivirkninger til selve 

kræftbehandlingen. 

Omfanget og arten af sygdomsspecifik understøttende behandling og pleje skifter i 

forløbet af patientens kræftsygdom og beskrives i pakkeforløbet, der hvor de er 

relevante i forløbet. 

1.3.13 Sygdomsspecifik sygepleje 

I forbindelse med pakkeforløb for kræft skal der ved sygdomsspecifik sygepleje 

forstås særlige indsatser i forhold til den konkrete kræftsygdom eller behandling. 

Indsatserne beskrives, hvor de er relevante i forløbet. Beskrivelserne skal, så vidt 

det er muligt, være baseret på sygeplejefaglige kliniske retningslinjer. 

1.3.14 Kontrol og senfølger 

Kontrolforløbene er beskrevet i de enkelte pakkeforløb. Beskrivelserne danner 

basis for implementeringen af de reviderede pakkeforløb. Sundhedsstyrelsen kan 

oplyse, at der i øjeblikket foregår en nærmere udredning af, hvordan kontrollerne i 

forbindelse med kræft bedst tilrettelægges. Arbejdet forventes færdiggjort i løbet af 

2012. 

Ved kontrol forstås det planlagte opfølgningsprogram, der følger efter 

behandlingen. Opfølgningsprogrammet bør så vidt muligt være evidensbaseret, 

ellers baseret på konsensus. Ved starten på opfølgningen, bør der foretages en 

forventningsafstemning med patienten og de pårørende om, hvad formålet med 

opfølgning er, om der er evidens for indsatsen, hvorvidt patienten og pårørende 

ønsker en opfølgning, hvilke elementer der indgår i programmet fx kliniske 

undersøgelser, vurdering og sikring af rehabilitering og palliation mm., samt hvem 

der foretager opfølgning, hvornår og hvor. Det er ikke givet, at al opfølgning skal 

foregå i et bestemt regi fx på speciallægeniveau i sygehussektoren, nogle opgaver 

kan med fordel delegeres til andre sundhedsprofessionelle eller almen praksis. Det 

beskrives i pakkeforløbet, hvem der skal varetage opfølgning, hvad den skal bestå i 

på forskellige tidspunkter i patientforløbet, samt fx hvornår vurdering af behov for 

rehabilitering og palliation skal foretages. 

Ansvaret for forløbet skal besluttes, således at patienten ved, hvor han/hun skal 

henvende sig ved problemer eller spørgsmål. Patienten og de pårørende skal 

informeres om, hvad de selv kan gøre for at bedre situationen, og hvilke 

symptomer de skal reagere på. 

Indsatser i forhold til senfølger varetages i forbindelse med kontrolforløbet. 

Senfølger betegner følger, som patienten pådrager sig som konsekvens af sin 

kræftsygdom og/eller behandlingen af denne. Senfølger dækker således over en 

bred vifte af generelle og sygdomsspecifikke fysiske symptomer, psykologiske og 

sociale problemer samt eksistentielle/åndelige spørgsmål. Senfølgerne kan være 

komplekse og væsentlige for såvel patienten som dennes pårørende. Indsatser 

inden for rehabilitering, palliation og sygepleje søger at minimere disse følger. 

I pakkeforløb for kræft beskrives de sygdoms- og behandlingsspecifikke senfølger, 

der kræver indsats af sundhedsprofessionelle. 


9

1.3.15 Recidiv 

Ved recidiv forstås et tilbagefald af en allerede diagnosticeret og behandlet 

kræftsygdom eller udvikling af metastaser derfra. Recidiver kan opstå på meget 

forskellige tidspunkter i patientforløbet bl.a. afhængig af den enkelte kræftform. 

Også for patienter med formodet eller påvist recidiv bør forløbet tilrettelægges, 

således at unødig ventetid undgås. Ved mistanke om recidiv beskrives i 

pakkeforløbet, hvem der er ansvarlig for patientforløbet, hvortil patienten skal 

henvises, hvem der beslutter, hvilken udredning der skal foretages, og hvordan 

MDT beslutter, hvilken behandling, der kan tilbydes patienten, herunder standard 

behandling eller en evt. protokolleret behandling. Koordination med primær sektor 

samt hjemmesygeplejen beskrives. 

1.3.16 Monitorering 

Der er udarbejdet en national monitorering af kræftområdet med det formål at følge 

de overordnede udviklingstendenser for kræftpatienters forløb på nationalt og 

regionalt niveau over tid. Data fra monitoreringen publiceres halvårligt i 

samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner. 

Den nationale monitorering omfatter som udgangspunkt alle førstegangstilfælde af 

kræft, uanset om patienten er henvist til sygehuset fra almen praksis, speciallæge 

eller anden sygehusafdeling. 

Monitoreringen omfatter således ikke kun standardiserede patientforløb defineret i 

regi af pakkeforløbsbeskrivelsen. 

Udover den nationale monitorering er der regionale monitoreringstiltag, som følger 

implementeringen af pakkeforløbene. 

Den nationale monitorering af kræftområdet fokuserer på: 

- Udviklingen i antal behandlede kræftpatienter 

- Udviklingen i, hvor lang tid der går, fra sygehuset modtager en henvisning, 

til behandlingen af patienten begynder 

Monitoreringen er baseret på sygehusenes indberetninger til Landspatientregisteret 

(LPR) og Cancerregisteret (CAR). Der ses på incidente sygdomstilfælde med 

udgangspunkt i data fra Cancerregisteret. 

Data fra den nationale monitorering kan ikke sammenlignes med de forløbstider, 

der er fastsat i pakkeforløbet. Dette skyldes, at der ikke findes en præcis 

registrering i LPR eller CAR af, hvornår kræftpatienterne er henvist med begrundet 

mistanke om kræft. Den nationale monitorering søger at fastlægge det tidspunkt, 

hvor kræftpatienten første gang er henvist til sygehusvæsenet i forbindelse med 

deres sygdomsforløb op til kræftdiagnosen stilles. På det tidspunkt vil den 

begrundede mistanke om kræft ikke nødvendigvis være opstået. Det tidsforløb, der 

indgår i den nationale monitorering, vil derfor i mange tilfælde være længere end 

det, der er beskrevet i pakkeforløbene. 

I den nationale monitorering er ikke medtaget kræftområder, som har en relativt lav 

forekomst og dermed giver et lille datamateriale. Det skyldes, at et lille 

datamateriale nemt bliver påvirket af udsving i data, fx af at enkelte patienter har 


10

særligt tidskrævende forløb. Det er således vurderet, at data ikke vil være robuste 

nok til at blive publiceret. Følgende kræftområder omfattet af pakkeforløb er derfor 

ikke inkluderet i den nationale monitorering: Kræft i øjne og orbita, kræft hos børn, 

sarkomer i knogler og bløddele, tarmkræftmetastaser i leveren og metastaser uden 

organspecifik kræfttype. 

Der kan læses mere om den nationale monitorering på Sundhedsstyrelsens 

hjemmeside www.sst.dk (Planlægning og kvalitet – Kræftbehandling – 

Pakkeforløb på kræftområdet – Monitorering af kræftområdet). Her fremgår også 

lister med de diagnose- og behandlingskoder, der er anvendt i den nationale 

monitorering. 

1.4 Læsevejledning for pakkeforløb 

Samtlige pakkeforløbsbeskrivelser er opbygget med følgende kapitler og dermed 

samme ramme for indholdet: 

Introduktion til pakkeforløbet 

Kapitlet beskriver kræftformen, overordnede epidemiologiske fund og det faglige 

grundlag, herunder kliniske retningslinjer, der ligger til grund for 

pakkeforløbsbeskrivelsen. I underafsnit om det multidisciplinære team (MDT) 

beskrives specifikke krav til MDT i det enkelte pakkeforløb samt 

forløbskoordinationsfunktionen. Til sidst i dette kapitel findes et flowchart, der 

giver overblik over det samlede forløb. Formålet med flowchartet er at visualisere 

patientens vej gennem forløbet. 

Indgang til pakkeforløbet 

Kapitlet beskriver, hvilke kriterier der skal være opfyldt for, at patienten skal 

henvises til pakkeforløbet. Der skelnes mellem mistanke, filterfunktion og 

begrundet mistanke, hvor det er den begrundede mistanke, der initierer 

pakkeforløbet. Der lægges vægt på patient- og pårørendeinddragelse og 

kommunikation, hvem der er ansvarlig for at træffe hvilke beslutninger, og 

forløbstiden fra begrundet mistanke opstår – ofte i almen praksis – til patienten 

indgår i et pakkeforløb. 

Udredning 

Kapitlet beskriver, hvilken udredning en patient kan gennemgå i pakkeforløbet. For 

nogle kræftformer er det hensigtsmæssigt at gruppere flere undersøgelser i 

diagnostiske blokke, hvilket angiver, at undersøgelserne finder sted i samme 

afgrænsede tidsperiode. De enkelte undersøgelser i en udredning bør foregå i den 

rækkefølge, som tillader de mest effektive forløb. Allerede her kan andre 

sygdomsspecifikke indsatser være relevante. Der lægges vægt på kommunikation 

med patienten, hvem der er ansvarlig for at træffe hvilke beslutninger om 

udredningsforløbet, og forløbstiden fra patientens indtræden i pakkeforløbet til endt 

udredning. 

Initial behandling 

Her beskrives hovedgrupperne inden for de forskellige behandlingsforløb inklusiv 

evt. efterbehandling, de hyppigst opståede komplikationer, specifik sygepleje samt 

understøttende behandling samt specifik rehabilitering og palliation. Der lægges 


11

vægt på patient- og pårørendeinddragelse, og hvem der er ansvarlig for at træffe 

beslutning om behandlingstilbud. 

Efterforløbet 

I dette kapitel beskrives indsatser efter den initiale behandling, herunder kontrol, 

specifik sygepleje, understøttende behandling, rehabilitering og palliation samt 

håndtering af senfølger og recidiv. Indsatser i efterforløbet kan også blive besluttet 

på en multidisciplinær konference og involvere mange aktører. 

Oversigtsskema 

Formålet med oversigtsskemaet er at give et overblik over hele pakkeforløbet. I 

kolonnen for de sundhedsfaglige handlinger beskrives i stikord kliniske 

beslutninger om patientens videre forløb, der er markeret i skemaet, ligesom 

relevante muligheder på det givne tidspunkt i forløbet er angivet. I kolonnen 

logistisk handling beskrives de administrative og organisatoriske handlinger, 

eksempelvis at almen praksis finder begrundet mistanke om kræft og derfor skal 

sende en henvisning til sygehusafdeling eller praktiserende speciallæge. I kolonnen 

kommunikation med patienten angives den information, som patienten og 

pårørende skal have i forbindelse med de kliniske og logistiske handlinger 

eksempelvis svar på prøver og undersøgelser samt information om det videre 

forløb. I kolonnen ansvarlig instans/afdeling er angivet de involverede lægefaglige 

afdelinger, instanser, kommuner, der har ansvaret for de enkelte dele af 

pakkeforløbet. 

Forløbstid 

Her angives i skemaform, forløbstiden fra henvisning modtaget til første fremmøde 

på udredende afdeling, fra første fremmøde på udredende afdeling til afslutning af 

udredning, fra afslutning af udredning til start på initial behandling samt fra 

henvisning modtaget til start på initial behandling. Forløbstiden fra afslutning af 

udredning til start på initial behandling er opdelt i operation, stråleterapi samt 

kemoterapi. 


12

2 Arbejdsgruppens sammensætning 

Repræsentant Kontaktdetaljer 

Professor 

Michael Borre 

Ledende overlæge 

Jesper Rye Andersen 

Ledende Overlæge 

Claus Dahl 


Ulla Geertsen 

Overlæge, dr.med. 

Lars Lund 

Overlæge 

Knud Fabrin 

Praktiserende læge, 

dr.med. 

Flemming Bro 

Afd. Sygeplejerske 

Kent Kinge Jensen 

Overlæge 

Gratien Andersen 

Overlæge 

Birgitte Grønkær Toft 

Overlæge 

Gedske Daugaard 

Overlæge 

Mette Holm 

Overlæge 

Peter Sommer 

Overlæge 

Henrik Jakobsen 

Overlæge 

Morten Høyer 


Birgit M. Nürnberg 

Overlæge 

Annika Loft Jakobsen 

Formand for arbejdsgruppen 

Udpeget af DAPROCA 

Urologisk afdeling K, Aarhus Universitetshospital, Skejby 

Udpeget af Region Hovedstaden 

Urologisk afd. – Herlev Hosp. 

Udpeget af Region Sjælland 

Urologisk afd. – Roskilde Sygehus 

Udpeget af Region Syddanmark 

Urologisk afd. - OUH 

Udpeget af Region Midtjylland 

Urologisk afd. – Regionshosp. Viborg 

Udpeget af Region Nordjylland 

Urologisk afd. – Aalborg Sygehus 

Udpeget af Dansk Selskab for Almen Medicin + 

DAPROCA 

Forskningsenheden i Århus 

Udpeget af Dansk Sygepleje Selskab 

Urinvejskirurgisk afd. - OUH 

Udpeget af Dansk Radiologisk Selskab 

Billeddiagnostisk afdeling. Århus Universitetshospital, 

Skejby 

Udpeget af Dansk Patologiselskab 

Patologiafd. afsnit 5441 - RH 

Udpeget af Dansk Selskab for Klinisk Onkologi + 

DATECA 

Rigshospitalet 

Udpeget af Dansk Tetis Cancergruppe (DATECA) 

Urologisk afdeling, Rigshospitalet 

Udpeget af DAPECA 

Udpeget af DAPROCA Urologisk Afdeling, Herlev 

Hospital 

Udpeget af DAPROCA >>Institution/firma

3 Introduktion til pakkeforløb for 

testikelkræft 

3.1 Generelt om testikelkræft 

Det aktuelle pakkeforløb omfatter alle mænd med begrundet mistanke om kræft i 

testiklen. De fleste patienter vil primært blive set af almen praksis. Kræft i testiklen 

er den hyppigste ondartede sygdom hos mænd i aldersgruppen fra 15 til 35 år. Der 

er aktuelt 300 nye tilfælde om året i Danmark, svarende til en incidens på ca. 10 

per 100.000 mænd. Incidensen er næsten tredoblet i de sidste 50 år. Danmark har 

en af de højeste incidensrater af testikelkræft i verden. Årsagen til dette er ukendt. 

Antallet af mænd, der årligt skal undersøges pga. begrundet mistanke om kræft i 

testiklen, skønnes at være ca. det dobbelte. Der vil i det danske behandlingssystem 

være mellem 1500 og 1800 patienter i behandling eller kontrol under denne 

diagnose. 

Tumorer i testiklen udgår i 95 pct. af tilfældene fra germinalcellerne. 

Germinalcelletumorer kan også opstå udenfor kønskirtlerne specielt svarende til 

midtliniestrukturer som retroperitoneum, mediastinum eller corpus pineale. 

Behandling af ekstragonadale tumorer følger samme retningslinjer som 

behandlingen af kræft i testiklen. 

Mere end 90 pct. af patienterne med germinalcelletumorer bliver kureret for deres 

sygdom. Behandlingen har ændret sig betydeligt indenfor de sidste 20 år. 

Væsentligst på baggrund af muligheden for anvendelse af cisplatin-holdig 

kombinationskemoterapi. I de europæiske lande er mortaliteten for avancerede 

stadier således faldet fra 81 pct. i slutningen af 1970’erne til 7 pct. i slutningen af 

1990’erne. 

3.2 Landsdækkende kliniske retningslinjer for kræft i 

testiklen 

Pakkeforløbene er baseret på de landsdækkende kliniske retningslinjer, og er 

udarbejdet i et multidisciplinært udvalg under Dansk Urologisk Cancergruppe 

(DUCG). 

Der foreligger landsdækkende kliniske retningslinjer for udredning, behandling og 

kontrol af kræft i testiklen, som løbende opdateres. 

(http://www.ducg.dk/default.asp?page=111) 

3.3 Forløbskoordination 

Forløbskoordinationsfunktionen sørger for effektive overgange mellem urologisk 

og onkologisk afdeling. For at vurdere hvilken behandling patienten skal tilbydes, 

skal der som minimum foreligge svar på CT scanning af abdomen, røntgen af 

thorax og tumormarkører i henvisningen fra urologisk afdeling. 

Forløbskoordinationsfunktionen involveres ligeledes ved evt. operation for 

resttumor. 


14

3.4 Det multidisciplinære team (MDT) og -konference 

Det multidisciplinære team, som tager beslutninger om udrednings- og 

behandlingstilbud, består af urolog, onkolog, patolog og radiolog. Andre 

specialister kan involveres efter behov. Et medlem kan træffe beslutninger på 

teamets vegne i konkrete sammenhænge, såfremt der er enighed derom. 

Urologisk afdeling indgår som patientens stamafdeling i udredningsforløbet samt i 

det operative behandlingsforløb. Der vil i udredningsforløbet blive udført opgaver 

af såvel billeddiagnostisk afdeling som patologisk afdeling. Relevante specialer, 

som for eksempel plastikkirurgi, inddrages ved behov ved MDT-konferencer. 


15

3.5 Flowchart 


16

4 Indgang til pakkeforløb for 


4.1 Risikogrupper 

Årsagen til germinalcelletumorer er ukendt. Formodentlig udvikles alle tilfælde af 

kræft i testiklen fra præ-maligne forandringer i form af carcinoma in situ (CIS). De 

første anlæg til CIS er formentlig betinget af både genetisk disponering af fosteret 

(fx mosaicisme af kønskromosomer eller tilstedeværelse af prædisponerende 

risiko-alleler i KITLG-genet) og udefra kommende påvirkninger af den gravide 

kvinde, som kan hæmme den tidlige udvikling af testikler og differentiering af 

gonocytter. Blandt mistænkte eksterne faktorer kan nævnes hormonforstyrrende 

stoffer, specielt sådanne med anti-androgen effekt. Flere videnskabelige arbejder 

støtter denne hypotese. 

Risikofaktorer for udvikling af kræft i testiklen er: 

• Kontralateral testikelkræft 

• Manglende descensus/kryptorkisme, hvor testiklerne ikke er faldet på plads 

i pungen. Mænd født med kryptorkisme har en 4-5 gange øget risiko for 

kræft i testiklen i forhold til individer med testiklerne i pungen og 

formodentlig en endnu større risiko ved bilateral kryptorkisme 

• Kræft i testiklen hos førstegradsslægtninge 

• Dårlig sædkvalitet 

• HIV-infektion 

En mulig sammenhæng mellem kræft i testiklen og nedsat sædkvalitet er 

foreslået, idet man hos 25 pct. af patienter med unilateral kræft i testiklen 

finder svære abnormiteter i den histologisk bedømte spermatogenese i den 

kontralaterale testikelbiopsi. Sammenhængen mellem infertilitet og kræft i 

testiklen understøttes af større studier fra den danske population. 

4.2 Mistanke 

Fortsat forstørret testikel efter antibiotikabehandling for mistænkt epididymit/orchit 

ved revurdering efter 3 uger skal medfører henvisning af patienten til vurdering på 

urologisk afdeling med regionsfunktion. 

• Hvis HCG er forhøjet, bør patienten henvises til nærmere udredning på 

urologisk afdeling 

• Hvis AFP er forhøjet, bør patienten henvises til nærmere udredning på 

urologisk afdeling 

4.2.1 Filterfunktion 

Forhøjet HCG eller AFP kontrolleres og udredes på urologisk afdeling. 


17

4.3 Begrundet mistanke– kriterier for henvisning til 

pakkeforløb 

Begrundet mistanke opstår ved: 

• Diffus forstørrelse af testiklen uden infektionsmistanke eller andre 

forklaringer 

• En knudret tumor i testiklen 

• Nyopstået gynækomasti hos yngre mænd (HCG-producerende tumor). 

• Forhøjet alfa-fetoprotein i blodet, som ikke kan forklares ved leversygdom. 

4.4 Henvisning til pakkeforløb 

Almen praksis får telefonisk opgivet sted og tid for undersøgelsen på urologisk 

afdeling, og inden patienten forlader almen praksis, har han fået oplyst tidspunkt 

for vurdering i urologisk ambulatorium. Almen praksis sender derefter en 

elektronisk henvisning til den urologiske afdeling. Henvisningen bør indeholde 

oplysninger om: 

• Symptomerne og deres varighed 

• Mistanke om metastaser, for eksempel hoste eller smerter i ryg 

• Eventuel komorbiditet 

• Telefonnummer på patienten 

4.5 Beslutning om henvisning ved begrundet mistanke 

Almen praksis eller? urologisk afdeling henviser til pakkeforløb på urologisk 

afdeling med højtspecialiseret funktion. 

4.6 Kommunikation og inddragelse 

I almen praksis afholdes en samtale med patienten om: 

• At han henvises med henblik på undersøgelse for kræft i testiklen 

• Hvor og hvornår undersøgelse vil ske 

• At næste trin i undersøgelsen er en klinisk vurdering samt formentlig 

ultralydsscanning af testiklerne 

4.7 Ansvarlig for henvisning 

Almen praksis eller? urologisk afdeling er ansvarlige for, at patienter, der skal 

udredes for kræft i testiklen, bliver informeret og henvist efter de aftalte 

retningslinjer. 


18

4.8 Forløbstid 

Forløbstiden er 3 hverdage. 

Patienten henvises med begrundet mistanke om kræft i testiklen umiddelbart til 

urologisk afdeling. Derefter må der gå 3 hverdage, som bruges til at håndtere 

henvisningspapirerne, booke relevante undersøgelser og samtaler. Patienten skal 

påbegynde udredning i pakkeforløb senest på 4. hverdag på urologisk afdeling. 


19

5 Udredning og initial behandling af 


5.1 Undersøgelsesforløbet 

Udredningsfasen har til formål at sikre diagnosen og kortlægge sygdommens 

udbredelse, så der kan tages kvalificeret stilling til behandling. Operation med 

fjernelse af testiklen er en del af udredningsfasen og beskrives derfor her. 

Udredning og operation varetages af urologisk afdeling 

Hos patienter mistænkt for kræft i testiklen foretages en klinisk undersøgelse 

eventuelt suppleret med ultralydsscanning af scrotum, måling af tumormarkører i 

serum (alfa-fetoprotein (AFP), human choriongonadotropin-β (HCG) og 

lactatdehydrogenase (LDH)). 

Hvis diagnosen afkræftes, afsluttes patientens forløb. 

Hvis mistanken om kræft i testiklen opretholdes, aftales tid til kirurgisk 

eksploration med frysemikroskopi eller orkiektomi, forudgået af sæddeponering, 

såfremt patienten ønsker dette. 

Patienter (3-5 pct) med dårlig prognose, vurderet ved stærkt forhøjede 

tumormarkører og/eller tegn på metastaser uden for lymfeglandler eller lunger, 

henvises afhængig af symptomer, direkte og uden forsinkelse til en højt 

specialiseret funktion, der varetager den onkologiske behandling af testikelkræft, til 

fastlæggelse af diagnose og stadieinddeling. 

Diagnose/behandling og postoperative stadieinddeling omfatter: 

• Orkiektomi og biopsi fra kontralateral testikel med henblik på eventuel CIS 

i den kontralaterale testiklen. Patoanatomisk diagnose afklares 

efterfølgende 

• Henvisning til CT-scanning af abdomen og pelvis samt røntgen (eventuelt 

CT) af thorax 

• Måling af tumormarkører. Ved forhøjede tumormarkører måles disse 

ugentligt postoperativt til eventuel normalisering 

Orkiektomi (fjernelse af testiklen) 

Patienter mistænkt for kræft i testiklen får foretaget orkiektomi med inguinal 

adgang. I Danmark tages hos alle patienter kontralateral biopsi med henblik på 

påvisning af CIS i samme seance som orkiektomien. Hos patienter med dårlig 

prognose må orkiektomi dog ikke udskyde start på kemoterapi. Orkiektomi kan 

foretages efter kemoterapiens afslutning. 

Patoanatomisk diagnose 

Germinalcelletumorer opdeles efter histologien i seminomer og non-seminomer. 

De rene seminomer udgør ca. halvdelen af alle testikulære germinalcelletumorer. 

De fleste non-seminomatøse tumorer er blandingstumorer med indhold af flere 

forskellige celletyper, hvoraf seminom kan være en af komponenterne. Hvis der 

findes både seminom og non-seminom i samme tumor behandles den pågældende 


20

patient som havende et non-seminom, idet denne tumorform er den mest 

aggressive. 

Stadieindeling 

Som led i den postoperative stadieinddeling foretages CT-scanning af abdomen og 

pelvis, røntgen af thorax eller eventuelt CT-scanning og måling af 

tumormarkørerne AFP, HCG og LDH. 

Ved stadium I-sygdom er kræften lokaliseret til en eller begge testikler, og der er 

normale niveauer af tumormarkørerne. Tyve til 30 pct. af patienterne vil få recidiv i 

kontrolforløbet, mens 70-80 pct. af patienterne vil være helbredt ved orkiektomien. 

Patienter med metastastatisk sygdom kategoriseres baseret på histologi, 

metastaselokalisation og markører i en god prognostisk gruppe (5-årsoverlevelse 

ca. 90 pct.), en intermediær prognostisk gruppe (5-årsoverlevelse ca. 75 pct.) og en 

dårlig prognostisk gruppe (5 års overlevelse ca. 50 pct.). 

5.2 Sygdomsspecifikke indsatser ved rehabilitering, 

palliation, understøttende behandling og sygepleje 

Indsatserne omfatter bl.a.: 

At der sikres prøvetagning af tumormarkører og deponering af sæd. 

At der afholdes samtale med patienten om udrednings- og behandlingsforløbet, 

herunder vejledning i observation og hygiejne i forbindelse med forbinding af 

operationscikatrice. 

At hjælpe patienten i forhold til at anvende relevante redskaber til at kunne klare 

sin situation med en forandret og usikker opfattelse af kønsidentitet, seksualitet og 

kropsopfattelse. 


Ved fortsat mistanke om kræft i testiklen afholdes en samtale mellem den 

udredende afdeling og patienten om: 

1. At der fortsat er begrundet mistanke om kræft i testiklen 

2. At der bør foretages operation herfor, ved hvilken testiklen fjernes 

3. Hvor og hvornår operationen vil ske 

4. Mulige komplikationer ved indgrebet 

5. At der inden orkiektomi skal foretages måling af tumormarkører i blodet 

6. At der inden orkiektomi tilbydes sæddeponering 

Herudover drøfter den udredende afdeling følgende med patienten: 

1. Fund ved operationen 

2. Hvor og hvornår henvisning til onkologisk afdeling vil ske 

3. At endelig stadieinddeling, eventuel viderebehandling og opfølgende 

kontrol vil foregå på onkologisk afdeling 


21

4. Henvisning til supplerende CT-scanning af abdomen og pelvis samt 

røntgen af thorax 

5. Måling af tumormarkører 

6. Hvem der skal foretage suturfjernelse (urologisk afdeling eller almen 

praksis) 

Der indhentes informeret samtykke fra patienten. 

5.4 Beslutning 

Urologen beslutter, hvilken operation der skal tilbydes, eller om der bør ske en 

drøftelse ved MDT-konference. Teamet træffer beslutning om efterfølgende 

behandlingstilbud i form af monitorering, kemoterapi eller bestråling. 

Der tages beslutning om måling af tumormarkører i blodet, hvis disse var forhøjet 

inden operation, samt henvisning til CT-scanning af abdomen og pelvis samt 

røntgen af thorax. 

5.5 Ansvarlig 

Urologisk afdeling er ansvarlig for, at patienten, der skal opereres for kræft i 

testiklen, medgives tid til dette, og at han efterfølgende bliver opereret. 

Urologisk afdeling er ansvarlig for, at patienter viderehenvises til onkologisk 

afdeling. 


Forløbstiden er 8 hverdage til fjernelse af testiklen. 

Tiden består af: 

• Journaloptagelse og klinisk undersøgelse eventuelt suppleret med ultralyd 

af testikler, vurdering og eventuel stabilisering af komorbiditet, EKG, 

blodprøver, sæddeponering og radiologiske undersøgelser (7 hverdage) 

• Fjernelse af testiklen og biopsi fra modsidige testikel (1 hverdag) 


22

6 Fortsat initial behandling af 


6.1 Hovedgrupper af behandlingsforløb 

Operation med fjernelse af testiklen er en del af udredningsfasen og er derfor 

beskrevet i kapitel 5. 

Alle patienter efterbehandles i onkologisk regi. Afhængigt af tumors histologiske 

type og stadie kan der være tale om monitorering, kemoterapi eller bestråling. 

Patienter, der har stadium I-sygdom, ses første gang ambulant. Patienter med 

mistanke om dissemineret sygdom kan visiteres umiddelbart til indlæggelse, men 

kan for den gode prognostiske gruppe også ses første gang ambulant. 

6.1.1 Medicinsk behandling og stråleterapi 

Patienter med metastastisk sygdom 

Patienter med dissemineret sygdom deles i tre prognostiske grupper (god, 

intermediær og dårlig) afhængig af histologi, tumormarkører og disseminering. 

For patienter i den gode prognostiske gruppe er standardbehandlingen tre serier 

kemoterapi med cisplatin, etoposid og bleomycin (PEB). Hver serie gives med tre 

ugers mellemrum. Enkelte patienter med dissemineret seminom kan i stedet 

tilbydes stråleterapi. For den intermediære og dårlige prognostiske gruppe er 

standardbehandlingen fire serier PEB. Disse to sidstnævnte grupper bør tilbydes 

indgang i eksperimentelle protokoller, når sådanne foreligger med henblik på 

yderligere forbedring af behandlingsresultaterne. 

Sekundær kirurgi 

Ved afslutning af kemoterapi foretages CT-scanning af alle patienter for at 

identificere eventuel resttumor. Hos patienter med seminom og resttumor (15-30 

per år) suppleres med PET-CT-scanning tidligst seks uger efter afsluttet 

kemoterapi, og patienter med metabolisk aktivitet i deres resttumor henvises med 

henblik på operation til det relevante kirurgiske speciale afhængigt af resttumors 

lokalisation. Alle patienter med non-seminom og en resttumor større end en cm 

eller cystiske resttumorer under en cm henvises til sekundær kirurgi. Patienter med 

resttumor både i thorax og abdomen opereres sædvanligvis først i retroperitoneum 

og efterfølgende i lungerne. Behandlingen foregår på afdelinger med højt 

specialiseret funktion. En resttumor bør fjernes operativt 4-6 uger efter afsluttet 

kemoterapi. Femten til 30 pct. af patientgruppen opereres for resttumor. 

CIS 

Hvis biopsien fra den kontralaterale testikel viser CIS, er der mulighed for 

behandling med orkiektomi eller stråleterapi. Begge sikrer radikal behandling af 

CIS, men medfører, at patienten bliver steril. Såfremt patienten ønsker at få børn og 

er fertil, kan observation og kontrol med regelmæssige UL-scanninger vælges i en 

periode, inden radikal behandling foretages, idet tiden til udvikling af invasiv 

tumor kan være lang. Eventuel kemoterapi på grund af modsidig kræft i testiklen 

sikrer ikke mod videreudvikling af CIS til invasiv kræft. 


23

6.2 De hyppigst opståede komplikationer 

Komplikationer til operation: 

• Infektion behandles med antibiotika, hvis dette findes indiceret 

• Blodansamling lades sædvanligvis urørt 

Bivirkninger ved kemoterapi: 

Akutte: 

• Cisplatin: Kvalme og opkastning i forbindelse med behandlingen, 

nefrotoksicitet, neurotoksicitet, ototoksicitet, hæmatologisk påvirkning 

specielt trombocytopeni og elektrolytforstyrrelser (inklusiv 

hypomagnesiæmi) 

• Etoposid: Knoglemarvssuppression, leukopeni med laveste værdi omkring 

dag 14–16, trombocytopeni, alopeci, hovedpine og feber, hypotension ved 

hurtig indgift. Bronchospasmer har været observeret. Disse responderer godt 

på antihistamin behandling. Kvalme og opkastning er mindre udtalt 

• Bleomycin: Pneumonit og lungefibrose. Ved røntgenologiske eller kliniske 

tegn på en af disse tilstande seponeres bleomycin. 

Langtidsfølger: 

• Lungetoksicitet: Pulmonale komplikationer opstår hos 5-10 pct. af 

patienterne, hvoraf 1-2 pct. har et fatalt forløb. Lungetoksiciteten er relateret 

til den kumulative dosis af bleomycin, og bivirkninger ses sjældent ved doser 

under 300.000 IE bleomycin. Fald i lungefunktionen er delvis reversibel både 

hos både rygere og ikke-rygere. Høj pO2 i indåndingsluften for eksempel i 

forbindelse med operation kan potensere bleomycin toksicitet, og det 

anbefales derfor, at ilttilskud i forbindelse med operation holdes på lavest 

mulige niveau i årene efter behandling. Lungefunktionen kontrolleres 

jævnligt i opfølgningsforløbet 

• Nyretoksicitet: Ved behandling med cisplatin i konventionelle doser (20 

mg/m 2 i 5 dage) ses sædvanligvis et fald på omkring 15 pct. i den 

glomerulære filtrationshastighed. Dette fald er irreversibelt hos en del 

patienter, og behandling med andre nefrotoksiske stoffer bør derfor om 

muligt undgås. 

En øget risiko for hypertension er blevet observeret hos patienter, der er 

blevet behandlet med platin/vinblastin/bleomycin. Det er uklart, om dette 

også vil gælde for etoposid, eller om fundet er relateret til den nedsatte 

nyrefunktion. Reabsorptionen af magnesium i nyretubuli påvirkes i 

forbindelse med cisplatinbehandling, og patienterne vil have tendens til 

hypomagnesæmi. Et enkelt studie har vist, at patienterne har persisterende 

hypomagnesæmi, men andre studier har ikke kunnet genfinde dette. 

Nyrefunktionen kontrolleres jævnligt i opfølgningsforløbet 


24

• Neurotoksicitet: En sensorisk neuropati observeres hos de fleste patienter. 

Elektrofysiologiske forandringer forholder sig uændrede i mange år efter 

behandling, mens de kliniske symptomer hos de fleste patienter er delvist 

reversible. Virkning af cisplatin på det autonome nervesystem menes at være 

involveret i patogenesen til Raynauds fænomen. Et højfrekvent høretab kan 

ses hos cisplatinbehandlede patienter, og dette høretab er irreversibelt. 

Årsagen er formodentlig en direkte toksisk effekt på det cortiske organ, men 

formodentlig sker der også en skade på de centrale hørebaner, som går fra det 

indre øre til centre beliggende højere i hjernen 

• Fertilitet: Patienter med germinalcelletumorer har som gruppe nedsat 

fertilitet. Flere studier har vist, at platin/vinblastin/bleomycin giver en 

signifikant nedsættelse af sædcelleproduktionen, som kan være af års 

varighed. Enkelte patienter vil dog have normospermi mindre end 1-2 år efter 

behandling. Fertiliteten efter behandling med platin/VP-16/bleomycin er ikke 

velbeskrevet. Det må dog formodes, at en stor del af de patienter, der var 

fertile inden behandling, også vil blive fertile igen efter behandling. Der er 

intet, der tyder på en øget risiko for medfødte misdannelser eller sygdom hos 

børn af fædre, der har gennemgået kemoterapi for en germinativ tumor 

Hvad angår den hormonelle funktion i den tilbageværende testikel, viser de 

fleste studier en mindre øgning i gonadotropinsekretionen, som kan 

kompensere for den lette androgen dysfunktion. Patienterne bør følges med 

hormonundersøgelser for at diagnosticere og behandle eventuel udvikling af 

subklinisk hypogonadisme. 

• Kliniske og subkliniske senbivirkninger kan ses i form af kardiovaskulær 

sygdom og metabolisk syndrom. Dette bør aktivt monitorerers og behandles. 

Risikofaktorer for kadiovaskulær sygdom er hyperkolesterolemi, 

hypogonadisme og hypertension. Patienterne bør opfordres til rygeophør. 

• Sekundære tumorer: Kemoterapi i forbindelse med behandling af germinative 

tumorer er vist at kunne føre til udvikling af sekundære tumorer. I de tilfælde, 

hvor patienten har fået meget høje doser af VP-16, ses en øget forekomst af 

myelodysplasi og/leukæmi. De fleste sekundære tumorer ses efter stråleterapi 

og da som regel indenfor det bestrålede område eller lige i kanten af dette og 

ofte med en latenstid på 10 til 25 år 

6.3 Sygdomsspecifikke indsatser ved rehabilitering, 

palliation, understøttende behandling og sygepleje 

Fra første kontakt i onkologisk afdeling bør der løbende fokuseres på rehabilitering 

af patienten. Dette i form af samtaler om, hvilken betydning sygdommen har for 

patientens hverdagsliv, samt ved at afklare om patienten har behov for støtte og 

vejledning af praktisk og psykosocial art, både i behandlings- og i kontrolforløbet. 

Der bør særligt være fokus på paræstesier, symptomer på hypogonadisme, 

blodtryk, identitets- og kropsopfattelse, seksualitet og psykosociale 

problemstillinger. 

Der henvises endvidere til pkt. 5.2. 


25


Der afholdes en samtale med patienten om behandlingsmuligheder, herunder 

fremlæggelse af behandlingstilbud, når svar foreligger på samtlige gennemførte 

undersøgelser og disse er vurderet på MDT-konference. Endvidere drøftes 

tidsperspektivet i behandlingstilbuddet, mulige bivirkninger og konsekvenser af at 

undlade behandling. Ved samtalen afklares patientens forventninger til forløbet, og 

endvidere afdækkes patientens livssituation, frygt, ressourcer, behov og ønsker. 

Patienten opfordres til at tage en pårørende med til samtalen. 

Der indhentes informeret samtykke fra patienten til behandlingen. 

6.5 Beslutning 

Urologisk afdeling beslutter i samråd med patienten, om operation skal foretages. 

Onkologisk afdeling beslutter i samråd med patienten, hvilken behandling der skal 

gives. 

6.6 Ansvarlig 

Onkologisk afdeling er ansvarlig for fremdriften i forløbet og information. 


Når fjernelse af testiklen er foretaget, kan der gå 15-20 hverdage inden afklaring af, 

om patienten skal følges med kontrol eller skal påbegynde kemoterapi (i enkelte 

tilfælde stråleterapi). Dette er afhængigt af sårheling og patientens almentilstand. 

Yderligere ventetid kan være relevant, hvis patienten har forhøjede tumormarkører 

inden operation, da man vil afvente om de normaliseres eller stiger. 

Mellemperioden bruges udover sårheling til at fastlæggelse af histologisk diagnose 

og sygdomsudbredning for at afklare, om patienten skal efterbehandles. De 

resterende dage bruges til ambulant information, forundersøgelse, patientsamtykke 

og planlægning af eventuel kemoterapi. 


26

7 Efterforløbet – kræft i testiklen 

7.1 Kontrol 

Kontrolforløbene er beskrevet i de enkelte pakkeforløb. Beskrivelserne danner 

basis for implementeringen af de reviderede pakkeforløb. Sundhedsstyrelsen kan 

oplyse, at der i øjeblikket foregår en nærmere udredning af, hvordan kontrollerne i 

forbindelse med kræft bedst tilrettelægges. Arbejdet forventes færdiggjort i løbet af 

2012. 

Patienten kontrolleres første gang en måned efter endt behandling/efterbehandling. 

Formålet med kontrollen er at diagnosticere recidiver med henblik på behandling 

samt følger af fysisk og/eller psykisk karakter i relation til den givne behandling 

for kræft i testiklen. Opfølgningen består af regelmæssige kliniske undersøgelser, 

monitorering af tumormarkører og CT/MR scanning af abdomen, CT/MR scanning 

af thorax eller røntgen af thorax. Der er ikke international enighed om, hvilket 

opfølgningsprogram til patienter med forskellige stadier af kræft i testiklen der er 

det bedste. De danske opfølgningsprogrammer er lavet på baggrund af en analyse 

af 1200 forløb af kræft i testiklen. Recidiver opstår som regel inden for de første to 

år efter den primære behandling. 

Alle patienter med stadium I-seminom og non-seminom følges i et monitorerings- 

program uden umiddelbar efterbehandling. Dog informeres seminompatienter i 

højrisikogruppe (tumor > 6 cm) om mulighed for adjuverende stråleterapi. 

Patienterne kontrolleres hyppigt det første år (hver 1-2 md.) og herefter med 

længere interval og med en samlet varighed af kontrolforløbet på fem år. 

Generelt vil 20 pct. af patienter med seminom få recidiv i opfølgningsforløbet. 

Disse patienter tilbydes behandling med kemoterapi. Dog kan patienter med 

metastaser i retroperitoneale lymfeknuder på mindre en tre cm tilbydes bestråling. 

Seminompatienter i højrisikogruppe (tumor > seks cm) kan også følges med 

monitorering. Recidivrisiko for denne gruppe er 35 pct. 

Risikoen for recidiv ved non-seminomer er 30 pct. for hele gruppen, mens patienter 

med vaskulær invasion i tumor har en recidivrisiko på 50 pct. Non-seminom 

patienter tilbydes kemoterapi ved recidiv. 

Patienter med metastaser 

Patienterne følges efter en eventuel efterbehandling med eller uden sekundær 

kirurgi med regelmæssige kontroller: hyppigt det første år (hver tredje måned), 

herefter med længere interval og med en samlet varighed af kontrolforløbet på fem 

år. PET negative seminompatienter med resttumor følges med kontroller, som 

inkluderer hyppige CT-scanninger. Første scanning foretages to mdr. efter PET- 

CT-scanningen. 

CIS 

Patienter med CIS i den kontralaterale testikel følges op med fornyet testikelbiopsi 

et år efter stråleterapi, og er denne uden tegn til forstadier, foretages der 

ultralydsscanning af den tilbageværende testikel årligt i 10 år. 

Kontrolvarighed 


27

Patienter med ukomplicerede forløb (stadium I sygdom uden recidiv, initial 

kemoterapi uden recidiv) afslutter kontrolforløbet efter 5 år. 

Patienter med stadium I sygdom og efterfølgende recidiv, følges 5 år efter 

recidivbehandlingen er afsluttet. 

Patienter med recidiv efter kemoterapi kan efter individuel vurdering følges 

livslangt. 

Patienter, der er opereret for resttumor indeholdende maligne celler eller teratom, 

kan efter individuel vurdering følges livslangt. 

7.1.1 Kommunikation og inddragelse 

Der foretages en forventningsafstemning mellem den ansvarlige afdeling og 

patienten vedr. kontrolforløbet, der skal afklare, hvilke ønsker patienten har, hvad 

behandlingsstedet kan tilbyde, hvad patienten kan få hjælp til, hvad kontrolforløbet 

indebærer samt afdækning af patientens senfølger. 

Ved en samtale informeres patienten om, at opfølgningen primært har til formål at 

opdage evt. recidiv af sygdommen så tidligt som muligt, at sikre livskvaliteten og 

forebygge/afhjælpe eventuelle senbivirkninger. Endvidere informeres patienten 

om, hvilke symptomer han skal være opmærksom på, samt hvor og hvornår han 

skal henvende sig med opståede symptomer. 

Der indhentes informeret samtykke fra patienten til kontrolforløbet. 

Patienten informeres endvidere løbende om resultater af diverse undersøgelser. 

7.1.2 Ansvarlig 

Ved tegn på recidiv eller komplikation tages beslutning om individuelt 

udredningsforløb og eventuel behandling. Der henvises til de landsdækkende 

kliniske retningslinjer. 

Onkologisk afdeling er ansvarlig for forløbet og kontroller samt for information af 

patienten. 

7.2 Håndtering af recidiv 

Ved recidiv efter stadium I sygdom, behandles non-seminomer med kemoterapi 

som beskrevet under punkt 6.1.1. For stadium I seminomer gælder at patienter med 

retroperitoneale lymfeknudemetastaser

7.2.1 Beslutning 

Der tages beslutning om behandlingstilbud ved MDT-konference, og der indhentes 

efterfølgende informeret samtykke fra patienten. 

7.3 Specifik rehabilitering 

Der henvises til afsnit 6.3. 


29

8 Oversigt over kræft i testiklen 

Sundhedsfaglig 

handling 

Almen praksis eller 

sygehusafdeling finder 

mistanke om kræft og 

foretager: 

Måling af HCG og 

AFP 

Urologisk afdeling 

foretager: 

Kontrollering og 

udredning af 

forhøjet HCG og 

AFP 

Beslutning: Almen 

praksis eller urologisk 

afdeling finder 

begrundet mistanke om 

kræft 

Visitation til 

pakkeforløb: 

Undersøgelsesprogram: 

Klinisk 

undersøgelse 

Måling af 

tumormarkører 

Ultralydsscanning 

af testiklerne og 

scrotum 

Beslutning: 

Operation 

Logistisk handling Kommunikation 

med patienten 

Indgang til pakkeforløb 

Henvisning 

sendes til 

urologisk 

afdeling med 

regionsfunktion 

ved forhøjet 

HCG og AFP 

Henvisning 

sendes til 

urologisk 

afdeling med højt 

specialiseret 

funktion 

Eventuelt 

supplerende 

relevante 

oplysninger til 

urologisk 

afdeling 

• Mistanke om 

kræft 

Videre forløb 

Svarsamtale 


Begrundet 

mistanke 


Udredning og behandling 

Henvisning 

modtaget 

Booking: 

undersøgelsespro 

gram 

Booking: 

sæddeponering 

Booking: 

forundersøgelse 

Booking: 

Indkaldelse: 

undersøgelsesprogram 


Indkaldelse: 

sæddeponering, 

Indkaldelse: 


Ansvarlig 

instans/afdeling 

Almen praksis 

eller 

sygehusafdeling 


Almen 

praksis/urologisk 

afdeling 



Radiologisk 

afdeling 



30


handling 

Forundersøgelse i 

urologisk 

ambulatorium 

Sæddeponering 

Indlæggelse 


med patienten 

operation og 

billeddiagnostik 

Operation Forsendelse af 

materiale til 

patologiafdeling 

Histologisvar 

Billeddiagnostik: 

CT-scanning: 

abdomen og pelvis 

Røntgen af thorax 

Måling af 

tumormarkører 

Beslutning: 

Kemoterapi 

Kontrol 

Onkologisk 


Svar sendes til 

onkologisk afdeling 

Booking: 

onkologisk 

forundersøgelse/ 

kontrol 

Epikrise til: 

almen praksis/ 

praktiserende 

speciallæge 

Booking: 

efterbehandling 

Svarsamtale 


Informeret 

samtykke 

Indkaldelse: 

operation og 

billeddiagnostik 

Indkaldelse: 

onkologisk 

forundersøgelse/ 

kontrol 

Svarsamtale 


Indkaldelse: 

efterbehandling 

Ansvarlig 






Patologiafdeling 

Radiologisk 

afdeling 


Multidisciplinært 

team 

Onkologisk 

afdeling 

Kemoterapi Onkologisk 

afdeling 

Billeddiagnostik: 

CT-scanning 

Enkelte patienter 

skal have foretaget 

PET-CT-scanning 

Beslutning: 

Operation 

Kontrol 

Booking: kontrol 

eller eventuelt 

operation 

Epikrise til: 


praktiserende 

Svarsamtale 


Indkaldelse: 

kontrol eller 

operation 

Radiologisk 

afdeling 

Multidisciplinært 

team 


31


handling 

Kontrol hver 1-2 

måned det første år 

inklusiv blodprøver. 

Herefter kontrol med 

længere interval i 4 år 

Beslutning: 

Kontrol afsluttes 

Ved evt. recidiv 


med patienten 

speciallæge 

Epikrise til: 


praktiserende 

speciallæge 

Booking: konsultation 

Efterforløbet 


Ansvarlig 


Onkologisk 

afdeling 

Svarsamtale Onkologisk 

afdeling 

Indkaldelse til 

konsultation 

Videre forløb, 

herunder 

informeret 

samtykke 

Onkologisk 

afdeling 


32

9 Forløbstider 

Tabellen viser de samlede forløbstider i pakkeforløbet. 

Det bemærkes, at forløbstiderne er en rettesnor, og at det fortsat er bekendtgørelsen 

om maksimale ventetider for livstruende sygdom, der er gældende (se endvidere 

kapitel 1.3.1). 

Forløbstider (se også pkt. 1.3.1.) 

Fra henvisning modtaget til første 

fremmøde på udredende afdeling 

Fra første fremmøde på udredende afdeling 

til afslutning af udredning 

3 hverdage 

8 hverdage 

inkl. operation 

Forløbstiderne efter den initiale behandling, bortset fra forløbstiden vedrørende 

henvisning, er individuelle og kan derfor ikke angives som standard forløbstid. 


33

Kræft i testikel - Sundhedsstyrelsen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?