Nr. 2 - 25. årgang April 2003 (95)

VEJRET 

Nr. 2 - 25. årgang April 2003 (95)

VEJRET 

c/o Michael Jørgensen 

Morbærhaven 8-50, 2620 Albertslund 

Tlf. 43 46 39 22, trimi@aub.dk 

Giro 7 352263 

Hjemmeside: www.dams.dk 

 

Jens Hesselbjerg Christensen 

Tlf. 48 17 04 21, jhc@dmi.dk 

Hans E. Jørgensen 

Tlf. 46 77 50 34, hans.e.joergensen@risoe.dk 

Michael Jørgensen 

Morbærhaven 8-50, 2620 Albertslund 

Tlf. 43 46 39 22, arb.tlf. 39 15 72 71, 

trimi@aub.dk, mij@dmi.dk 

Brian Riget Bro 

Sjælør Boulevard 10, st. th., 2450 København SV. 

Tlf. 36 45 71 90 

brianbro@worldonline.dk, brobr@gfy.ku.dk 

John Cappelen, (Ansvarh.) 

Lyngbyvej 100, 2100 København Ø 

Tlf. 39 15 75 85, jc@dmi.dk 

Leif Rasmussen - Anders Gammelgaard - Bjarne Siewertsen 

- Hans Valeur 

A-medlemmer: 220 kr. 

B-medlemmer: 160 kr. 

C-medlemmer (studerende): 120 kr. 

D-medlemmer (institutioner): 225 kr. 

Optagelse i foreningen sker ved henvendelse til 

Selskabet, att. kassereren. 

 

 

 

Adresseændring meddeles til nærmeste postkontor. 

Ved fl ytning fra/til udlandet dog meddelelse til DaMS. 

Det er tilladt at kopiere og uddrage fra VEJRET med kor- 

 

rekt kildeangivelse. Artikler og indlæg i VEJRET er udtryk 

for forfatternes mening og kan ikke betragtes som Selskabets 

mening, med mindre det udtrykkeligt fremgår. 

 

Glumsø Bogtrykkeri A/S, 57 64 60 85 

ISSN 0106-5025 

Fra 

redaktøren 

En sommer står for døren - forhåbentlig lys og venlig 

og livgivende. Bladet vil i hvert fald gerne fremstå 

sådan og et nyt design på siderne er vores bud på 

dette. Farve på mange af siderne er det også blevet 

til og fremover vil der komme farver, hvor der er brug 

for det. Vi håber at vores tiltag vil få god vind, og vi 

modtager gerne ros og ris samt nye idéer. 

»Vejret« denne gang er præget af vejr der har været 

– både på kort skala og meget lang skala. Den første 

artikel handler således om vejret sidste år både 

lokal og globalt, mens en artikel senere handler 

om de redskaber geologer bruger for at afdække 

fortidens klima. 

Udover dette har vi startet en ny artikelserie som 

vi kalder - Vejrligt talt – en artikelrække om grundbegreber 

inden for meteorologien. Vi starter ud 

med noget om luftfugtighed, der godt kan være 

en svær størrelse og næste gang handler det om 

vindens ændring med højden og det logaritmiske 

vindprofi l. 

God fornøjelse, John Cappelen 

Indhold 

Tilbageblik på vejret i 2002............................... 1 

Noget om fugtighed ...................................... 18 

Vintervejret 2002-2003 .................................. 23 

Om inertial bevægelse.................................... 26 

Fra formanden ............................................... 34 

Årsregnskab for DaMS ................................... 35 

Hvad ved vi om det forhistoriske klima? .......... 36 

Forårståge...................................................... 46 

Referat fra generalforsamlingen....................... 48 

Forsidebilledet 

viser en forårsdag i Danmark, den 25. marts 2003, 

hvor solen i en højtrykssituation skinner varmt inde 

i landet, mens den kolde havtåge smyger sig tæt om 

kysterne. Billedet har, sammen med et antal fotos, 

optaget på et af Nordsøens gasfelter, inspireret til 

den artikel om forårståge, vi bringer på side 46 Kilde: 

den amerikanske satellit AQUA.

Et tilbageblik på vejret i 2002 

– lokalt og globalt 

Af John Cappelen, 

DMI 

Trods en kold afslutning blev 

2002 et meget varmt år med 

en gennemsnitstemperatur på 

9,2°C. Det blev samtidig meget 

solrigt og vådt. Kombinationen 

af usædvanlig varme og samtidig 

meget sol og nedbør er 

bemærkelsesværdig. Globalt 

blev året det næstvarmeste, der 

er registreret. 

I Danmark var 2002 

varmt, vådt og solrigt 

Med en årsmiddel-temperatur 

på 9,2°C for landet som helhed 

blev år 2002 1,5°C varmere end 

normalgennemsnittet for 1961- 

1990. Ved udgangen af september 

lå årets gennemsnitstemperatur 

ikke mindre end 2,5°C over det 

normale, men da årets sidste 3 

måneder blev kolde ved en del 

østenvind, hev det temperaturen 

ned. 2002 blev sammen med 

1934, 1989 og 2000 det 2. 

varmeste år, der er registreret 

i Danmark siden målingerne 

startede i 1874. 1990 er derved 

stadig det varmeste med 9,3°C. 

Det er samtidig en kendsgerning, 

at blandt de seneste 15 år i 

Danmark har 13 været varmere 

end normalt. 

Nedbøren blev i gennemsnit 

for landet langt over det normale 

med 864 mm (normal 712 mm) 

for landet som helhed, og året 

blev dermed det 3. nedbørrigeste, 

der er registreret i Danmark. Det 

mest nedbørrige år er 1999 med 

905 mm efterfulgt af 1994 med 

881 mm. 

Det er påfaldende at 2002 

også blev meget solrig med 

1691 solskinstimer mod normalt 

1496. Det blev det 5. solrigeste år 

siden landsdækkende målinger 

startede i 1920. Årene 1947, 

1959, 1997 og 1975 var solrigere 

i nævnte rækkefølge. 

Mens vinteren og foråret 

vejrmæssigt var ret mildt og 

udramatisk (de fl este steder 

sprang bøgen ud før 1. maj), 

måske lige bortset fra en februar 

rekordnedbør, bød sommeren 

på et drama af varmt, vådt og 

solrigt vejr i en skøn blanding 

med indimellem voldsomme 

vejrbegivenheder. Således var 

sommeren frem til først i august 

præget af ret så mange voldsomme 

tordenuvejr, der skabte 

problemer med oversvømmelser 

og lynnedslag. Der blev registreret 

2-3 gange fl ere lynnedslag 

end normalt, og ved fl ere 

lejligheder skabte voldsomme 

haglvejr ravage. I juni anrettede 

fl ere skypumpelignende uvejr 

betydelig skade. Helt usædvanligt 

kom minimumstemperaturen 

i juli aldrig under 7,5°C og i 

august endda ikke under 7,9°C. 

Så høje minimumstemperaturer 

er ikke registreret før. 

Som en kontrast til sommerens 

store nedbørsmængder ramte en 

ret lang og tør periode landet fra 

en uge ind august og gennem det 

Figur 1. Landstemperaturen i Danmark 1873 - 2002. Grafi k: John Cappelen. 

Vejret, 95, marts 2003 • side 1

meste af september. Især i landets 

østlige dele var det knastørt så en 

ellers lovende svampesæson blev 

til ingenting. Varmen førte til 

fl ere usædvanlige begivenheder i 

naturen, bl.a. ekstra generationer 

af mange sommerfuglearter 

og forårsblomster i september. 

I Gothersgade i København 

blomstrede en hestekastanje 

midt i september. 

De store nedbørsmængder 

i vintermånederne skyllede 

mange næringsstoffer ud i 

havet omkring Danmark, og da 

sommeren blev varm, lang og 

stille, opstod de mest omfattende 

og alvorligt iltsvind nogensinde i 

de danske farvande. Bunddyr og 

fi sk døde over store arealer, og 

på et tidspunkt kvalte et opvæld 

af iltfrit bundvand mængder af 

fi sk der skyllede op på kysten i 

Østjylland. 

Efteråret startede lunt, men fra 

sidst i september og året ud blev 

det i gennemsnit køligere med 

en del nattefrost. Julemåneden 

var lun de første få dage, men 

derefter tør og kold med vind fra 

øst og der blev ikke hvid jul. 

Vejret henover året i Danmark 

I det følgende beskrives vejret 

måned for måned i Danmark 

mere indgående og det kan følges 

på fi gur 2, hvor udviklingen 

i temperatur, nedbør og 

solskinstimer (København) uge 

for uge samt normal er afbildet. 

I tabel 1 kan de vigtigste klimatal 

for landet desuden ses. 

Trods en kold og vinterlig 

begyndelse blev januar varm 

med en gennemsnitstemperatur 

for landet som helhed på 

3,0°C. Det er 3°C over normalgennemsnittet 

for perioden 

side 2 • Vejret, 95, marts 2003 

1961-90. Månedens højeste 

temperatur på 10,3°C blev 

målt i Sønderjylland den 30., og 

månedens laveste temperatur 

på –13,5°C, blev registreret i 

Nordsjælland, om morgenen 

den 3. 

I gennemsnit ud over landet faldt 

der 89 mm nedbør. Det er 56% 

over normalen. 

Mest nedbør fi k Ringkøbing 

Amt med omkring 110 mm i 

gennemsnit, og mindst nedbør 

fi k Storstrøms Amt med 

omkring 58 mm i gennemsnit. 

Langt størstedelen af nedbøren 

faldt som regn i sidste halvdel 

af januar. Solen skinnede i 36 

timer. Det er 7 timer eller 16% 

under normalen. 

Februar blev meget varm med 

en gennemsnitstemperatur 


4,3°C. Det er 4,3°C over 

normalgennemsnittet for perioden 

1961-90. Månedens højeste 

temperatur 13,3°C forekom i 

Sønderjylland allerede den 2. og 

fl ere andre steder nåede op på 

13,2°C. Det blev dermed den 

varmeste kyndelmisse nogensinde. 

Den laveste temperatur 

på –11,7°C forekom om 

morgenen den 21. i Midt- og 

Sønderjylland. 


der hele 109 mm nedbør. Det er 

rekord for februar og næsten 3 

gange normalnedbøren. Den 

tidligere nedbørrekord for februar 

er 92 mm fra 1990. Mest nedbør 

fi k Ringkøbing Amt med omkring 

132 mm i gennemsnit, mens 

Vestsjællands Amt fi k mindst 

med 78 mm. Den 21. blev det 

snestorm med trafi kproblemer 

mange steder, og en af årets 

få storme med vindstød af 

orkanstyrke ramte landet den 

26. - 27. februar. Solen skinnede 

som et gennemsnit for landet i 83 

timer. Det er 14 timer eller 20% 

over normalen. 

Marts 2002 blev ganske varm 




normalgennemsnittet over 

perioden 1961-90. Månedens 

højeste temperatur, 17,3°C blev 

registreret i Nordsjælland den 

30. om eftermiddagen, mens 

månedens laveste temperatur, 

–7,7°C blev målt i Billund natten 

til den 3. 


der 39 mm nedbør eller 15% 

under normalgennemsnittet. 

Mest nedbør fi k Nordjyllands 

Amt med omkring 47 mm i 

gennemsnit (normalen er 44 

mm), mens der kun faldt knap 

25 mm i gennemsnit over 

Storstrøms- og Vestsjællands 

Amter. Påsken blev solrig 

og stille med temmelig høje 

dagtemperaturer. Solen skinnede 

ud over landet hele 

155 timer. Det er 41% over 

normalgennemsnittet. 

April blev ret varm med 






højeste temperatur, 19,7°C, 

blev registreret på Fanø allerede 

den 2. april, og månedens laveste 

temperatur, –4,9°C, blev målt 

fl ere steder ved fl ere lejligheder. 


der 33 mm nedbør. Det er næsten 

20% under normalen. Ribe Amt 

fi k mest nedbør, næsten 50 mm

Figur 2. Temperatur, nedbør og soltimer uge for uge 2002, samt normal 1961-1990. Grafi k: Bent Jørgensen. 


i gennemsnit (normalt 45 mm), 

mens Nordjyllands Amt og 

Nordøstsjælland kun fi k omkring 

23 mm i gennemsnit (normalt 39 

mm). Solen skinnede ud over 

landet i 149 timer. Det er 8% 

under normalgennemsnittet for 

perioden 1961-90. 

Maj blev varm med en 

gennemsnitstemperatur for landet 

som helhed på 12,8°C. Det er 2°C 

over normalgennemsnittet over 


højeste temperatur, 25,7°C, blev 

registreret i sydligste Jylland ved 

grænsen den 22., og månedens 

laveste temperatur –0,4°C blev 

målt i Midtjylland tidligt om 

morgenen den 13. 


der 47 mm nedbør. Det er næsten 

det normale. Mest nedbør fi k 

Vejle Amt med omkring 60 mm 

i gennemsnit, mens der kun 

faldt ca. 35 mm i gennemsnit på 

Fyn og i Ringkøbing Amt. Solen 

skinnede i gennemsnit i 212 

timer. Det er blot 3 timer mere 

end normalt. 

Trods en kølig afslutning 

blev juni temmelig varm med 






og årets højeste temperatur 

på 32,4°C blev registreret i 

Sønderjylland den 18., og 


1,4°C blev registreret den 2. i 

Midtjylland om morgenen. 

I gennemsnit ud over landet 

faldt der hele 102 mm nedbør 

(normal 55 mm), til trods for 

en tør og solrig første tredjedel 

af måneden. Mest nedbør fi k 

Ribe- og Ringkøbing Amter med 

omkring 115 mm, mindst fi k 

Bornholm og Storstrøms Amt; 

omkring 70 mm. Der var en kort 

hedebølge midt i måneden, og 

den 18. blev store dele af landet 

ramt af tordenuvejr, der lokalt gav 

intens regn og skypumpelignede 

uvejr. Sankthansaften var det 

køligt og blæsende fra vest med 

regn eller byger mange steder. 

Solen skinnede i gennemsnit 

hele 255 timer; 8,5 timer i 

gennemsnit hver dag. 

Trods en kølig start blev 

juli temmelig varm med 




normalgennemsnittet for perioden 

1961-90. Landets højeste 

temperatur 31,7°C blev målt på 

Bornholm den 31., og månedens 

laveste temperatur 7,5°C blev 

målt tidligt om morgenen den 

5. i Midtjylland. En så høj laveste 

minimumtemperatur for en juli er 

ikke registreret før. 


faldt der hele 111 mm regn. Det er 

68% over normalgennemsnittet. 

Sønderjyllands Amt, Vejle 

Amt og Nordjyllands Amt fi k 

mest nedbør, over 130 mm i 

Måned gennemsnit °C maksimum °C minimum °C nedbør mm soltimer 

Januar 3,0 (0,0) 10,3 –12,5 89 (57) 36 (43) 

Februar 4,3 (0,0) 13,3 –11,7 109 (38) 83 (69) 

Marts 4,3 (2,1) 17,3 –7,7 39 (46) 155 (110) 

April 7,3 (5,7) 19,7 –4,9 33 (41) 149 (162) 

Maj 12,8 (10,8) 25,7 –0,4 47 (48) 212 (209) 

Juni 15,6 (14,3) 32,4 1,4 102 (55) 255 (209) 

Juli 17,1 (15,6) 31,7 7,5 111 (66) 202 (196) 

August 19,7 (15,7) 32,1 7,9 75 (67) 238 (186) 

September 14,7 (12,7) 26,5 –2,5 31 (73) 201 (128) 

Oktober 7,2 (9,1) 21,3 –5,0 113 (76) 90 (87) 

November 4,3 (4,7) 11,7 –6,1 87 (79) 38 (54) 

December 0,2 (1,6) 7,3 –13,2 31 (66) 30 (43) 

Året 9,2 (7,7) 32,4 –13,2 864 (712) 1.691 (1.495) 

Tabel 1. Vejret i år 2002 – landsgennemsnit (tal i parentes er normalen for perioden 1961-1990). DMI observerer nu antallet 

af solskinstimer ved hjælp af globalstrålingsmåling i stedet for ved hjælp af solautograf. Den nye metode er mere præcis, 

men betyder samtidig at nye og gamle solskinstimemålinger ikke direkte kan sammenlignes: De nye værdier er typisk lavere 

om sommeren og højere om vinteren end de gamle. I tabellen er solskinstimetallet angivet svarende til den nye metode. 

Forskellen i solskinstimer målt med gammel og ny metode er f.eks. beskrevet i (Ellen Vaarby Laursen and Stig Rosenørn. 

New hours of bright sunshine normals for Denmark, 1961-1990. DMI Technical Report 02-25. 2002), der kan hentes på 

DMIs Internet hjemmeside: http://www.dmi.dk/f+u/publikation/tekrap/2002/Tr02-25.pdf . 

side 4 • Vejret, 95, marts 2003

gennemsnit, mens Bornholm 

fi k mindst, kun ca. 75 mm i 

gennemsnit. Den 22. faldt der 

heftig regn i Nordsjælland, hvor 

der opstod problemer pga. lokale 

oversvømmelser. Solen skinnede 

i 202 timer. Det er 6 timer mere 

end normalt. 

August blev usædvanlig varm 


for landet som helhed på hele 

19.7°C. Det er 4°C over normalen 

over perioden 1961-90 og den 

2. varmeste august registreret. 

Månedens højeste temperatur, 

32,1°C blev registreret ved 

Rønne den 1. august., mens 


7,9°C blev målt natten til den 

1. september i Sydjylland. Ellers 

havde temperaturen ikke været 

under 8,4°C på noget tidspunkt 

i måneden! En så høj absolut 

minimumtemperatur som 7,9°C 

for en august måned er ikke 

tidligere registreret. 

Ud over landet faldt der 75 mm 

regn (normal 67), fra ca. 95 mm 

i Vejle og Nordjyllands Amter 

til knap 40 mm på Bornholm 

og på Fyn. Regnen faldt som 

voldsomme byger først på 

måneden. Det var dog for intet at 

regne i forhold til i Centraleuropa, 

hvor store regnmængder sendte 

fl odbølger ned gennem Elben og 

Donau der gik over bredderne og 

forårsagede nogle af de værste 

oversvømmelser i Europas 

historie. Solen skinnede i 

238 timer. Det er 28% over 

normalen. 

September blev varm med en 

gennemsnitstemperatur for 

landet som helhed på 14,7°C. 

Det er 2°C over normalen over 


højeste temperatur på 26,5°C 

blev målt den 4. på Bornholm, 

og månedens laveste temperatur, 

–2,5°C, blev registreret 

tidligt om morgenen den 27. i 

Midtjylland. 


der beskedne 31 mm regn. Det er 

kun 44% af det normale. Mest 

regn fi k Bornholm med ca. 55 

mm i gennemsnit (normalen er 

63 mm), mens Vejle Amt og Fyn 

fi k omkring 20 mm i gennemsnit 

som mindst (normalen er henh. 

79 og 60 mm). Først i måneden 

drev røg fra store sibiriske 

skovbrande ind over det sydlige 

Danmark. Røgen kunne ses om 

en blålig dis. Solen skinnede 

i gennemsnit ud over landet i 

hele 201 timer. Det er 57% over 

det normale. 

Oktober blev kold med en 

gennemsnitstemperatur for 

landet som helhed på kun 7,2°C. 

Det er 1,9°C under normalen 

over perioden 1961-90. Oktober 

2002 blev endvidere hele 4,8°C 

koldere end oktober 2001, 

der godt nok var rekordvarm. 

Månedens højeste temperatur 

på 21,3°C blev registreret den 2. 

på Møn, mens der om morgenen 

til den 20. blev registreret –5,0°C 

i Nordsjælland, som månedens 

laveste. 


faldt der 113 mm nedbør. Det er 

mere end 48% over det normale 

på landsbasis. Variationen på 

amtsbasis var temmelig stor, fra 

97 mm i gennemsnit i Århus Amt 

(normalen er 67 mm) til næsten 

190 mm på Bornholm (normalen 

er 60 mm) og til omkring 130 mm 

i gennemsnit i Ringkøbing og 

Ribe Amter (hvor normalen er ca. 

98 mm). Den 27. var der kuling til 

storm med enkelte vindstød nær 

orkanstyrke i landets sydlig egne. 

Solen skinnede i 90 timer. Det er 

blot 3 timer over det normale. 

November blev forholdsvis kølig 


for landet som helhed på 4,3°C. 

Det er 0,4°C under normalen 

over perioden 1961-90. 


i november blev 11,7°C på 

Bornholm den 14., og månedens 

laveste temperatur –6,1°C blev 

målt den 20. ved Esbjerg og 

Kolding. 


faldt der 87 mm nedbør. Det er 

10% over gennemsnittet over 

perioden 1961-90. Mest nedbør 

fi k Fyns Amt, Storstrøms Amt og 

Sønderjyllands Amt med hver 

omkring 100 mm i gennemsnit 

(normaler henh. 69, 62 og 91 

mm), mens der som mindst på 

Bornholm kun faldt omkring 55 

mm (normalen er 76 mm). Solen 

skinnede i beskedne 38 timer. 

Det er 16 timer eller næsten 

30% under normalen. 

December blev kold med 0.2°C 

for landet som helhed. Det er 1.4°C 

under normalgennemsnittet 

over perioden 1961-90. 


blev kun 7,3°C, målt den 28. i 

Sønderjylland, og månedens og 

årets laveste temperatur -13,2°C 

blev registreret Nytårsaften i 

Nordsjælland. Juleaften var det 

meget blæsende fra omkring 

sydøst med let frost, og der var 

sne og isslag i de sydvestligste 

egne af landet, altså ikke 

landsdækkende hvid jul i 2002. 


der kun 31 mm nedbør. Det er 

under halvdelen af det normale 


Figur 3. Ca. 130 års middeltemperatur for forskellige lokaliteter indenfor rigsfællesskabet. Grafi k: John Cappelen. 



for december. Mest nedbør 

fi k Viborg og Sønderjyllands 

amter med hver ca. 37 mm i 

gennemsnit, mens der faldt 

ca. 22 mm i gennemsnit i 

Vestsjællands amt. Solen 

skinnede i 30 timer. Det er 13 

timer under det normale. 

Vejret i Tórshavn, Færøerne 

2002 

I Tórshavn blev vejret i 2002 som 

helhed noget varmere (7,4°C) 

end normalt. Det er 0,9°C over 

gennemsnittet. Med næsten 

120 mm under normalen, blev 

året samtidigt mere tørt og med 

85 solskinstimer mere end normalt 

meget solrigt. Dette billede 

dækkede selvfølgelig over store 

forskelle henover året. 

Januar blev som helhed varm 

med meget nedbør omkring den 

11.-12., men det blev koldt i sidste 

tredjedel. Februar og marts 

blev koldere end normalt med 

en del fl ere solskinstimer, end 

man er vant til og mindre nedbør 

selvom specielt den første 

tredjedel af februar var våd. Hen 

imod slutningen af marts steg 

temperaturen og den holdt sig 

derefter med få undtagelser gennemgående 

over normalen helt 

frem til midt i oktober. I denne 

periode kan det nævnes at juli 

som helhed blev meget tør med 

en del sol, selvom det regnede 

lidt af og til i forholdsvis mange 

dage. Sidst i juli var det dog både 

tørt og meget solrigt og det forsatte 

i august, der fi k et overskud 

af sol på 42 timer. I sidste halvdel 

af oktober blev det så gennemgående 

markant koldere, hvor den 

første frost også indtraf natten til 

den 22. Efter en meget våd start 

ved nogenlunde normal varme 

blev sidste halvdel af november 


derimod meget varm og det var 

også et gennemgående træk for 

december, der med få kolde 

indslag blev 2,4°C varmere end 

normalt, i øvrigt samme varmeoverskud 

som november som 

helhed viste. Altså en meget 

varm afslutning på året. 

På fi gur 3 kan Tórshavns 

årsmiddeltemperatur afl æses 

og sammenlignes med de 

sidste næsten 130 års udvikling 

også på andre lokaliteter i 

rigsfællesskabet. 

Vejret i Nuuk, Grønland 2002 

I Nuuk blev vejret i 2002 som 

helhed lidt varmere end normalt 

(-1,1°C) dvs. 0,3 grader over 

gennemsnittet. Februar blev meget 

kold, maj og juni varme og 

specielt december usædvanlig 

varm med få kolde indslag. Det 

lille overskud af varme i Nuuk 

var ikke enestående, idet vejret 

i 2002 som helhed var varmere 

end normalt de fl este steder i 

Grønland. 

Det blev - med et underskud 

på næsten 100 mm - noget mere 

tørt end normalt. Juli, september 

og december var våde, juli 

endog meget våd ellers var det 

rimeligt tørt. I alle årets måneder 

undtagen april og maj var 

skydækket større end normalt, 

dvs. man med rimelighed 

kan antage at året har haft et 

gennemgående mindre antal 

soltimer end normalt bortset fra 

netop perioden april til maj. 

I Nuuk startede året varmt og 

først halvt inde i februar blev det 

meget koldt (3,7°C koldere end 

gennemsnittet). Den 21. feb. 

blev der også målt rekordlave 

-63,3°C midt inde på Grønlands 

Indlandsis. I maj derimod lå temperaturen 

næsten hele måneden 

over normalen ved næsten ingen 

nedbør. Juli blev våd i sidste 

halvdel, specielt den 18.. I september 

oplevede Vestgrønland 

fra den 13. og nogle dage frem 

rekordhøje temperaturer. I Nuuk 

blev det med næsten 19°C dog 

ikke rekord, da den ligger på 

20°C. Okt. – nov. blev med 106 

mm i underskud utrolig tørre. 

November blev præget af nogle 

meget varme indslag, specielt 

et stort føhn-baseret temperaturhop 

på op mod 30°C på få 

timer omkring den 8. Sidst i november 

steg temperaturen også 

voldsomt, helt op til 11,7°C og 

holdt sig derefter for det meste 

på et højt niveau frem mod årsskiftet 

på nær få korte perioder 

med kulde. December blev hele 

4,3°C varmere end normalt. 

På fi gur 3 kan fem 

vestgrønlandske og to østgrønlandske 

lokaliteters årsmiddeltemperaturer 

afl æses og 

sammenlignes med de sidste 

næsten 130 års udvikling 

også på andre lokaliteter i 

rigsfællesskabet. 

Ozonlaget 2002 

I gennemsnit var ozonlagets 

tykkelse i 2001 over Danmark 

ca. 7 % lavere end gennemsnittet 

for årene 1979-1988 (se fi gur 5). 

Figur 4 viser ozonlagets tykkelse 

dag for dag over København for 

2002. På grund af Danmarks 

ringe geografi ske udstrækning 

kan ozonlaget over København 

tages som mål for ozonlaget over 

Danmark som helhed. Værdierne 

var gennemgående normale i 

februar, oktober og november 

ellers lavere specielt i maj og 

december. 

På grund af ozonlagets 

naturlige variationer kræves på

Figur 4. Ozonlaget over København 2002. Ozonlagets tykkelse over Danmark svinger mellem 200 og 450 DU med en 

middelværdi på 350 DU svarende til en tykkelse af ozonlaget på 3,5 mm, hvis det kunne »fl yttes« ned til jordoverfl aden. 

Tykkelsen har en naturlig årlig gang, med de største ozonværdier i foråret og de laveste i efteråret. Der kan optræde store 

dag-til-dag variationer, der skyldes vejrets indfl ydelse. For eksempel er ozonlaget forholdsvis »tyndt« i højtryksvejr, og 

forholdsvis »tykt« i lavtryksvejr. Der er også en langtidsvariation efter solplet-aktiviteten med en cyklus på ca. 11 år. Sort 

Kurve = DMI ozonmålinger i København i 2002. Grøn kurve = middelværdi af satellitmålinger i 10-års perioden 1979-1988. 

Blå og rød kurve = hhv. middelværdi plus og minus én standardafvigelse fra middelværdien. Grafi k: Paul Eriksen, DMI. 

vore breddegrader en længere 

årrække med måleværdier før 

det giver mening at tale om en 

(lineær) tendens for ozonlaget, 

altså om ozonlaget i gennemsnit 

bliver tykkere eller tyndere. 

Satellitmålinger fra perioden 

1979-1992 (NASA) samt DMI’s 

målinger siden 1992 viser nu en 

måleserie på næsten 23 år (fi gur 

5). Måleserien viser, at ozonlaget 

over Danmark i gennemsnit er 

blevet tyndere i perioden. En 

lineær tilpasning, der i fi guren 

er vist ved en fuldt optrukken 

linie, viser i gennemsnit en 

udtynding på 0,37 % pr. år 

siden 1979. Middelværdien for 

10-års perioden 1979-1988, der 

anvendes som »normal« er vist 

ved den vandrette stiplede line. 

Figur 6 viser den sæsonmæssige 

udvikling. Udtyndingen af 

ozonlaget over Danmark er 

mest udtalt i foråret, hvor 

middeltykkelsen for tiden er ca. 

360 DU mens den for godt 20 år 

siden var ca. 400 DU. Det svarer 

i gennemsnit til en udtynding af 

forårets ozonlag på ca. 0,58 % 

pr. år gennem de seneste 20 år. 

Men også i sommermånederne 

er ozonlaget blevet markant 

tyndere gennem den seneste 20 

år, i gennemsnit 0,35 % tyndere 

pr. år, eller 7 % tyndere på 20 år. 

Figurerne viser også, at de 

naturlige variationer er størst i 

vinter- og forårsmånederne og 

mindst i efteråret. Ozonlaget 

påvirkes i særdeleshed af 

temperaturen i stratosfæren. 

For eksempel påvirkede de 

forholdsvis høje temperaturer i 

stratosfæren i vinter/forår 1998, 

1999 og 2001 ozonlaget således, 

at udtyndingen blev meget lille i 

de år. Ozonlaget påvirkes også af 


vulkanudbrud. Det ses i vintrene 

1983 (El Chichon, 1982) og 

1992 og 1993 (Mt. Pinatubo, 

1991), hvor ozonindholdet 

var særligt lavt. Såfremt man 

isoleret betragter målingerne 

de seneste 10 år, ses ingen klar 

tendens til hverken en reduktion 

eller en forøgelse af ozonlagets 

tykkelse. 

Udtyndingen af ozonlaget 

forventes at fortsætte de næste 

10-20 år som en konsekvens af 

den nedbrydning der forårsages 

af menneskeskabte CFC-gasser. 

Herefter forventes det, at 

ozonlagets tykkelse langsomt 

tiltager indtil midten af næste 

århundrede. 

DMI måler også ozonlagets 

tykkelse over Grønland, i 

Thule, Søndre Strømfjord og 

Scoresbysund. Målingerne af 

ozonlaget over Danmark kan ses 

på DMI Internetsider og tekst-tv, 

side 408. 

Ny rapport – Danmarks Klima 

2002 

I »Danmarks Klima 2002« 

med tillæg af Færøerne og 

Grønland kan der læses om 

vejrets udvikling henover året 

forskellige steder i Danmark, 

i Tórshavn på Færøerne og i 

Nuuk/Godthåb på Grønland. 

Årsmiddeltemperaturen for forskellige 

lokaliteter er endvidere 

sat i relief til de sidste næsten 

130 års udvikling. Det er 

tilstræbt, at bogens opbygning 

med landstal for Danmark 2002 

og en gennemgang af årets vejr 

i tabeller, tekst og fi gurer vil give 

en overskuelig fremstilling. For 

første gang har rapporten nu 

også en engelsk del. Rapporten er 

på 88 sider, og den kan hentes på 

Figur 5. Udtyndingen af ozonlaget over Danmark 1979-2002. Grafi k: Paul Eriksen, DMI. 


DMI’s internetsider. Rapporten 

hentes fra publikationsdelen 

af web-siderne. Den direkte 

adresse er: http://www.dmi.dk/ 

f+u/publikation/Tr03-02.pdf. 

Yderligere oplysninger kan 

fås hos sektion for Vejr- 

og Klimainformation, tlf. 

39157500. 

Globalt blev 2002 det 

næstvarmeste registreret 

Jordens gennemsnitstemperatur 

i 2002 lå lige omkring 0,5°C 

over gennemsnitstemperaturen 

på ca. 14°C i perioden 1961- 

1990. Dermed blev 2002 det 

næstvarmeste år, der er registreret 

på Jorden siden globale målinger 

begyndte for over 140 år siden. 

Kun 1998 var varmere med 

0,59°C over gennemsnittet, 

mens det hidtil næstvarmeste 

år, 2001, lå 0,44°C over 

. 

.

Figur 6. Ozonlagets middeltykkelse over København vist for henholdsvis vinter 2001-2002 samt forår, sommer og efterår 

2002. Grafi k: Paul Eriksen, DMI. 

gennemsnittet. De 5 varmeste år 

i perioden er i rækkefølge: 1998, 

2002, 2001,1995 og 1997. 

Der har med år 2002 været 

24 år i træk med temperaturer 

over gennemsnittet for 1961- 

1990. De 10 varmeste år er alle 

optrådt efter 1990. Jordens gennemsnitstemperatur 

er nu oppe 

på omkring 14,3°C (gennemsnit 

for perioden 1991-2002) mod 

13,7°C i sidste halvdel af det 

19. århundrede (1856-1900), 

altså en stigning på 0,6°C. Til 

sammenligning er middeltemperaturen 

i Danmark siden 1900 

steget med ca. 0,5°C, mens de 

ti varmeste år optræder spredt 

fra 30’erne til 90’erne. Flere oplysninger 

om den globale temperaturudvikling 

kan hentes på 

f.eks. http://www.cru.uea.ac.uk/ 

cru/data/temperature/. 

Globalt var varmen i 2002 

ulige fordelt som det ses af fi gur 

6, der viser temperatur-anomalier 

globalt (a), på den nordlige 

halvkugle (b), i troperne (c) 

og på den sydlige halvkugle (d). 

Temperaturen på den nordlige 

halvkugle var rekordhøj (+ 

0.76ºC), mens troperne blev 

+ 0.44ºC over gennemsnittet, 

hvilket er det 2. varmeste 

nogensinde her. Temperaturen 

på den sydlige halvkugle var 

den 8. højeste målt (+0.22ºC). 

Anomalier angiver afvigelse fra 

middel; i dette tilfælde midlet 

for perioden 1961-90. 

I 2002 modnedes en ny El 

Niño i det tropiske Stillehav (læs 

mere om El Niño og La Niña 

i boxen på s. 13 og på DMI’s 

hjemmeside www.dmi.dk under 

Forskning og Klima). Selvom 

styrken af denne er signifi kant 

mindre end 1997/1998 episoden 

er det sikkert at denne nye El 

Niño har bidraget til den høje 

globale temperatur i 2002. 

Regionale temperaturanomalier 

På fi gur 7 kan de mest signifi kante 

klima-afvigelser og episoder i 

2002 - set med globale briller 

- afl æses. 

Overordnet set var det meste 

af Asien og Europa varmere end 

normalt, men kolde tilstande 

blev observeret i Østeuropa og 

det nordlige Asien i December 

(se fi gur 8). I Skandinavien 

var det varmere end normalt 

fra januar til september med 

rekordsomre både i Norge og 

Sverige, hvorefter resten af året 

blev koldt. I Norge blev oktober- 


december den koldeste periode 

siden 1981. Vinteren 2002/2003 

blev den koldeste i 20 år i Moskva 

og i Polen blev der målt ned til 

minus 30 grader. 

I Indien blev der rapporteret 

om meget høje temperaturer 

igennem april og fra midt april og 

langt ind i maj var der hedebølge i 

Pakistan/Indien. Temperaturerne 

steg til omkring 50ºC og over 

tusind mennesker døde. Der 

var også hedebølge i juni og 

juli i Sahara-regionen, hvis man 

kan snakke om hedebølge der. 

Temperaturen steg næsten til 

51ºC. I Algeriet var temperaturen 

over normalen praktisk taget hele 

året. I Nigeria var temperaturen 

i juni over 40ºC i mange dage 

i træk. 

Det centrale og sydøstlige 

Brasilien oplevede højere end 

normalt temperaturer i 2002 

specielt om vinteren på den 

sydlige halvkugle. Den varme og 

tørre situation i den centrale og 

nordøstlige del af Brasilien gav 

mange steppe- og skovbrande. 

Efter en mild vinter 2001/2002 

(rekord mild nogle steder i øst) 

blev det et koldt forår i Canada, 

nogle steder i det vestlige 

Canada endda det koldeste 

nogensinde registreret. Det blev 

dog efterfulgt af en rekordvarm 

sommer i nogle af de østlige 

byer. I Alaska blev det det 

varmeste kalenderår nogensinde 

og også det varmeste efterår. En 

hedebølge ramte det vestlige 

USA 10-14. juli og i Salt Lake 

City nåede temperaturen op på 

næsten 42ºC. 

I Australien blev den gennemsnitlige 

maksimumtemperatur henover året det 

højeste nogensinde registreret, 

mens minimumtemperaturerne 

var tæt på det normale. Det blev 


Figur 7. Kombinerede årlige landoverfl ade- og havtemperaturer for perioden 

1861-2002 afsat som temperatur-anomalier relativt til 1961-90: (a) globalt, (b) 

den nordlige halvkugle nord for 30ºN , (c) troperne fra 30ºN til 30ºS og (d) den 

sydlige halvkugle syd for 30ºS. De fede kurver repræsenterer et binomialt fi lter, der 

udjævner variationer på en kort tidsskala. Kilde: IPCC, 2001 og Climatic Research 

Unit, University of East Anglia and Hadley Center, The Met Offi ce, UK.

Box. El Niño og La Niña. 

I det tropiske Stillehav udspilles med jævne mellemrum et specielt 

klimafænomen kaldet El Niño. El Niño forekom senest i 1997/98 i 

en usædvanlig kraftig udgave, men tegn på en ny El Niño har vist 

sig i slutningen af 2001. El Niño har stor indfl ydelse på vejr og klima 

på store dele af jorden; f.eks. forårsagede 1997/98 El Niño’en at 

store dele af den normale nedbør i Sydøstasien udeblev, hvilket gav 

forhold, der muliggjorde usædvanligt kraftige skovbrande. 

Fra oprindeligt at have været den lokale betegnelse for en svag, 

varm havstrøm, der løber langs Ecuadors og Perus kyster hvert år 

ved juletid, er El Niño (som er spansk og betyder drengebarn, i 

dette tilfælde Jesusbarnet) nu blevet synonymt med en udbredt 

opvarmning af den centrale og østlige del af det tropiske Stillehav. 

El Niño fænomenet har været kendt i århundreder af lokale fi skere, 

men det er først inden for de seneste årtier, at man er blevet klar 

over, at El Niño påvirker vejret over store dele af Jorden. El Niño 

forekommer normalt med intervaller mellem to og syv år. 

For en typisk El Niño vil opvarmningen af havet ud for og Ecuadors 

og Perus kyster starte allerede sidst på foråret eller først på sommeren 

(dvs. den nordlige halvkugles forår og sommer) og toppe omkring 

jul. I løbet af det følgende forår og sommer vil havtemperaturerne 

almindeligvis vende tilbage til det normale. Ofte - men ikke altid 

- fortsætter afkølingen, og man får så en tilstand, som er modsat 

El Niño med havtemperaturer under det normale i den østlige del 

af det tropiske Stillehav. Denne tilstand betegnes ofte La Niña 

(pigebarnet). 

derved det 5. varmeste år siden 

1910. 

Tørke blev et gennemgående 

træk 

Nedbøren verden over blev 

under 1961-90 normalen 

ligesom 2001 (fi gur 9 viser 

globale nedbøranomalier). 

Sommermonsunen (juni til 

september) i Indien gav 19% 

mindre regn end normalt, hvilket 

gav den første landsdækkende 

tørke siden 1987. Juliregnen var 

den mest bemærkelsesværdige, 

da den blev historisk lav med 

49% under normalen. I august 

blev det dog rettet lidt op på 

det, hvilket forhindrede den 

store katastrofe. I Afghanistan 

har der længe været tørkelignede 

tilstande, men forårsregn i 2002 

rettede lidt op på det. 

I dele af det nordlige og 

nordøstlige Kina førte vedvarende 

tørke igennem sommeren og 

efteråret til problemer med 

Figur 8. Geografi sk fordeling af de mest signifi kante klima-anomalier i 2002. Kilde: Climate Prediction Center, NOAA). 


Figur 9. Globale overfl adetemperatur-anomalier (ºC) for årstiderne. (a) Vinter: december 2001-februar 2002. (b) Forår: 

marts 2002-maj 2002. (c) Sommer: juni 2002-august 2002. (d) Efterår: september 2002- november 2002. Kilde: Climatic 

Research Unit, University of East Anglia and Hadley Center, The Met Offi ce, UK. 

vandforsyningen. I Vestafrika 

var regnen under normalen 

gennem hele den våde sæson 

i Sahel området og i regionen 

omkring Guinea Bugten. 

Specielt Mauritanien, Senegal 

og Zambia helt i vest oplevede 

meget tørre tilstande. I det østlige 

Afrika fortsatte de tørkelignende 

tilstande der har hersket siden 

midten af 1998, specielt i det 

centrale og sydlige Ethiopien. I 

det sydlige Afrika var det også 

tørt i regntiden fra september til 

november. Det gjaldt Swaziland, 

Lesotho, det meste af Sydafrika, 

det sydøstlige Botswana, det 

sydvestlige Zimbabwe, det 

centrale Tanzania og det sydlige 

Malawi. 

I det centrale europæiske 

Rusland var der udpræget tørke 

fra april til august. Der faldt kun 

en tredjedel af det normale, og 

det var rekordtørt for denne 

5 måneders periode siden 


målingerne startede sidst i det 

19. århundrede. I Norge, Sverige 

og Finland var der problemer for 

vandkraften i sidste halvdel af 

2002 grundet ringe nedbør. 

Ligesom sommeren 2001 

blev sommeren 2002 i Mellemamerika 

og Mexico meget tør og 

tørken blev streng. Landbruget 

i Honduras, Nicaragua, El 

Salvador og Guatemala blev 

specielt hårdt ramt. I det vestlige 

Canada og USA var der mindre 

end normalt nedbør igennem 

vinteren og foråret 2002 og 

tørke påvirkede store områder, 

der også blev ramt af nogle af 

de værste skov-og præriebrande 

nogensinde. I det østlige USA var 

der mere normale tilstande. 

I Australien var det også 

meget tørt fra marts til december. 

Op mod 98% af landet fi k under 

middelnedbør og over 60% af 

landet fi k nedbør der lå i gruppen 

af de 10% laveste nedbørsæsoner. 

2002 blev således et af de værste 

tørkeår i Australien. 

Der var dog også heftig regn 

og oversvømmelser… 

I januar var der oversvømmelser 

i det nordvestlige Kaukasus 

efter en hurtig snesmeltning. I 

samme region var der ligeledes 

oversvømmelser i juni efter 

heftige regn og en usædvanlig 

stor gletcher afsmeltning. 

Ødelagte dæmninger, bygningsbeskadigelser 

og tab af 

menneskeliv blev resultatet. I 

de første 2 uger af august førte 

specielt kraftige regnsituationer 

til nogle af de værste oversvømmelser 

i mands minde i 

Tyskland, Østrig, Rumænien 

og Slovakiet. Det var specielt 

langs med Elben og Danube 

fl oden, hvor vandstanden nåede 

rekordhøjder. Flere end 450.000 

mennesker måtte evakueres og 

fl ere end 100 mennesker døde.

I det sydlige Frankrig var den 

gal i september, hvor kraftige 

oversvømmelser førte til store 

ødelæggelser og tab af næsten 

25 menneskeliv. I regionen blev 

der rapporteret om næsten 700 

mm regn på et døgn (i Danmark 

falder der normalt 712 mm på et 

år!). I Bulgarien førte hyppige 

og intense regn og tordenvejr 

til oversvømmelser igennem 

næsten hele sommeren og det 

tidlige efterår. På Island fi k man 

en ny 24 timers nedbørrekord 

den 10. januar 2002, da hele 

293,3 mm blev målt ved Kvisker. 

I den nordøstlige del af Spanien 

var der heftige regnskyl igennem 

sommeren og efteråret. 

I det østlige Afrika var der 

oversvømmelser i det sydlige 

Tanzania i januar efterfulgt af 

vådere end normalt tilstande i 

februar og marts. I Kenya og 

Uganda var der oversvømmelser 

indimellem fra marts til maj. 

Nogle steder blev der rapporteret 

om den vådeste periode siden 

1961. Uganda blev ramt igen i 

oktober og november. 

Efter en tør start på 2002 bragte 

den asiatiske sommermonsun 

samt fl ere tyfoner heftig regn 

til regioner i det sydlige Kina 

og Indokina, hvilket resulterede 

i kraftige oversvømmelser og 

tab af hundrede af menneskeliv 

langs med fl oderne Mekong 

og Changjiang. Monsunen var 

også meget aktiv i det østlige 

Indien, Nepal og Bangladesh. 

Her forårsagede kraftige 

oversvømmelser omkring 1000 

dødsfald. I Jakarta, Indonesien 

resulterede heftige regnskyl i 

februar i 2 store oversvømmelser, 

der gjorde mere end 330.000 

hjemløse og var skyldig i næsten 

70 dødsfald. Den sidste uge af 

året faldt der meget kraftig regn 

i de bjergrige egne af Java og 

Sumatra i Indonesien og omkring 

365.000 måtte evakueres, mens 

ca. 3 mennesker døde. 

I Chile var den sydvestlige 

kyst ramt af kraftige regnskyl 

i det sydlige forår og sommer. 

I det sydlige centrale Chile 

var regnmængden rekordstor, 

hvilket resulterede i alvorlige 

oversvømmelser. 

Hurricanes, tyfoner og tropiske 

orkaner 

Igennem den atlantiske hurricane 

sæson blev der rapporteret om 

12 navngivne tropiske storme 

mod normalt 10, selvom »kun« 

fi re af dem udviklede sig til 

Figur 10. Globale nedbøranomalier for 2002 (afvigelser fra perioden 1979-1995). Grønt område viser regioner der var 

vådere end normalt, mens brune viser regioner der var mere tørre end normalt. Hvidt repræsenterer områder hvor afvigelsen 

ligger mellem +/-50 mm. Tallene er opgjort fra regnmålerdata kombineret med satellitbaserede estimater. Kilde: Climate 

Prediction Center, NOAA). 


orkanstyrke (normalt 5-6); se 

også tabel 3. »Lili«, en kategori 

4 hurricane ramte USA og 

det var ikke sket siden 1999. 

»Isadore« der optrådte 2 uger før 

»Lili« ramte ligesom »Lili« også 

Cuba. Orkaner bliver navngivet 

ud fra et forudbestemt skema 

(se tabel 2). 

I det nordøstlige Stillehav var 

der 12 navngivne orkaner mod 

normalt 16. Nummer 11 »Kenna« 

blev den 3. stærkeste hurricane 

der ramte Mexico fra Stillehavet. 

I det nordvestlige Stillehav blev 

der observeret 26 navngivne 

tyfoner, det var normalt. Tyfonen 

»Rusa« der ramte den koreanske 

halvø i slutningen af august, 

resulterende i oversvømmelser 

og op mod 250 dødsfald. Det 

var den værste tyfon siden 1959 

og den dyreste nogensinde. 

Der blev samtidig registreret 

rekordstor døgnnedbør på ca. 

870 mm regn. 

I det sydvestlige Indiske ocean 

var der 13 tropiske cykloner 

mod normalt 10. »Dina« var 

meget intens og over Mauritius 

medførte denne nedbør på 745 

mm på et døgn og vinde der 

nåede op på 230 km i timen. 

I december optrådte den sydlige 

halvkugles stærkeste cyklon 

dette år. »Zoe«, der blev en 

kategori 5 orkan (se tabel 3), 

ramte de sydøstlige Solomonøer. 

Vindene nåede op mod 290 

2002 2003 2004 2005 2006 2007 

Arthur 

Bertha 

Cristobal 

Dolly 

Edouard 

Fay 

Gustav 

Hanna 

Isidore 

Josephine 

Kyle 

Lili 

Marco 

Nana 

Omar 

Paloma 

Rene 

Sally 

Teddy 

Vicky 

Wilfred 

Ana 

Bill 

Claudette 

Danny 

Erika 

Fabian 

Grace 

Henri 

Isabel 

Juan 

Kate 

Larry 

Mindy 

Nicholas 

Odette 

Peter 

Rose 

Sam 

Teresa 

Victor 

Wanda 

Atlantiske navne for Hurricanes 

Alex 

Bonnie 

Charley 

Danielle 

Earl 

Frances 

Gaston 

Hermine 

Ivan 

Jeanne 

Karl 

Lisa 

Matthew 

Nicole 

Otto 

Paula 

Richard 

Shary 

Tomas 

Virginie 

Walter 

Arlene 

Bret 

Cindy 

Dennis 

Emily 

Franklin 

Gert 

Harvey 

Irene 

Jose 

Katrina 

Lee 

Maria 

Nate 

Ophelia 

Philippe 

Rita 

Stan 

Tammy 

Vince 

Wilma 

Alberto 

Beryl 

Chris 

Debby 

Ernesto 

Florence 

Gordon 

Helene 

Isaac 

Joyce 

Kirk 

Leslie 

Michael 

Nadine 

Oscar 

Patty 

Rafael 

Sandy 

Tony 

Valerie 

William 

Andrea 

Barry 

Chantal 

Dean 

Erin 

Felix 

Gabrielle 

Humberto 

Ingrid 

Jerry 

Karen 

Lorenzo 

Melissa 

Noel 

Olga 

Pablo 

Rebekah 

Sebastien 

Tanya 

Van 

Wendy 

Tabel 2. Atlantiske hurricanes bliver navngivet når de bliver stærke nok og navngivningen er forudbestemt helt til 2007 med 

skiftevis drenge og pigenavne. Faktisk er de forudbestemt i al evighed for efter 2007 starter man så forefra igen med “Arthur”, 

“Bertha” osv. Se også http://www.nhc.noaa.gov/aboutnames.shtml og http://www.dmi.dk/nyt/orkaner/index_nyhed.html, 

hvor der også er navngivning af tropiske orkaner andre steder på kloden. 


km i timen og der var store 

ødelæggelser. 

Lille Antarktisk ozonhul i 2002 

Igennem 2002 var det antarktiske 

ozonhul det mindste 

og svageste der er observeret 

siden 1988. Det var samtidig 

det mest kortlivede. Størrelsen, 

dybden og persistensen af 

ozonhullet variererer fra år 

til år i takt med ændringer i 

naturlige meteorolgiske forhold 

i stratosfæren. 

Artiklens materiale om vejr og 

klima i Danmark, Grønland 

og på Færøerne bygger på 

rapporten: Danmarks Klima 

2002. Direkte adresse: http:// 

Saffi r-Simpson skala 

Type Kategori Centertryk 

[hPa] 

Vindhast. [m/s] 

Tropisk lavtryk TD - 980 32,5-42,4 

Tropisk orkan 2 965-980 42,5-48,9 

Tropisk orkan 3 945-965 50,0-57,9 

Tropisk orkan 4 920-945 58,0-68,9 

Tropisk orkan 5 69,0 

Tabel 3. Tropiske storme og orkaner bliver kategoriseret efter barometertrykket i 

stormens centrum og vindhastigheden i den roterende bevægelse. Den tropiske 

orkan »Mitch« 26. oktober 1998 var en kategori 5 orkan, med vinde der nærmede 

sig 300 km i timen. 

www.dmi.dk/f+u/publikation/ 

Tr03-02.pdf. Materialet om det 

globale vejr og klima kommer 

fra en nylig udsendt rapport 

fra WMO: WMO statement 

on the status of the global 

climate in 2002. WMO-No. 

949. http://www.wmo.ch/web/ 

wcp/wcdmp/statement/pdf/ 

wmo949e.pdf. 


Vejrligt talt: 

Noget om luftfugtighed 

-en artikelserie om basale emner indenfor meteorologi 

Af Morten Nielsen, Risø 

Indledning 

Hvis man skulle vurdere chancen 

for liv på en anden klode, ville 

man sikkert starte med at 

undersøge, om der var vand 

i atmosfæren. Dette er jo en 

grundlæggende livsbetingelse på 

vores planet, hvor vand indgår 

i fotosyntese og respiration. 

Mange biologiske aktiviteter 

styres af luftfugtigheden; 

fx sætter svampe gerne 

sporer ved høj luftfugtighed, 

hvilket har betydning for 

allergikere. Luftfugtigheden 

har også betydning for vores 

kropstemperatur, som vi 

regulerer ved fordampning. 

Derfor vil kombinationen af 

varmt vejr og høj luftfugtighed 

føles ubehageligt. 

Luftfugtigheden kan altså 

være interessant i sig selv, 

men i denne artikel vil vi 

fokusere på luftfugtighedens 

fysik. Vi kommer også ind på 

en række målemetoder og den 

meteorologiske betydning. 

Damptrykskurven 

Indholdet af vanddamp kan 

beskrives på fl ere måder. Man 

kan således både tale om absolut 

luftfugtighed, der er vægten af 

dampindholdet pr. rumfang, 

eller relativ luftfugtighed, der 

er procentforholdet mellem 

det faktiske dampindhold og 


det maksimalt opnåelige ved 

den aktuelle temperatur. Begge 

begreber kan være nyttige i 

forskellige sammenhænge, 

fx vil en kemiker nok 

foretrække at tale om absolut 

fugtighed, der er tæt knyttet til 

koncentrationen af vanddamp, 

mens en biolog vil være 

interesseret i relativ fugtighed, 

der styrer fordampningen. 

For at forklare målinger af 

luftfugtighed får vi brug for begge 

fugtighedsbegreber. 

Kurven på fi gur 1 på næste 

side viser mættede dampes tryk 

og hjælper os med at beregne 

luftfugtigheden. De mættede 

dampes tryk er det tryk, hvor 

der er ligevægt mellem vand 

på væske- og dampform. Hvis 

damptrykket er lavere vil væsken 

efterhånden fordampe, og 

omvendt vil dampen kondensere 

hvis luften er overmættet. 

Mættede dampes tryk afhænger 

af temperaturen, og alle kender 

formentlig et punkt på kurven, 

nemlig vands kogepunkt, der jo 

er 100°C ved normalt tryk. Hvis 

man har prøvet at lave mad på 

trykkoger, vil man sikkert også 

vide, at et øget tryk betyder, at 

vandet koger ved en højere temperatur 

end normalt. Omvendt 

vil kogepunktet falde når trykket 

sænkes, og i laboratoriet kan 

man fastlægge hele forløbet ved 

gradvis at pumpe luft ud af en 

beholder med vand i væske- og 

dampform, mens man observerer 

kogepunktet. Når man taler 

om gastryk, er det nyttigt at vide, 

at trykket i en gas er resultatet 

af mange molekylers tilfældige 

sammenstød, hvilket praktisk 

taget er proportionalt med deres 

tæthed i rummet. Man tilskriver 

derfor hver gas i blandingen et 

partialtryk, der defi neres som 

det tryk gassen ville udøve, hvis 

den var alene. Heraf følger at 

summen af de enkelte gassers 

partialtryk er lig med det samlede 

tryk (Daltons lov), og forholdet 

mellem vanddampstrykket og 

det samlede tryk er det samme 

som koncentrationen af vanddamp 

målt i volumenforhold. 

Ved hjælp af tilstandsligningen 

for ideale gasser samt molekylvægten 

af vanddamp og tør luft, 

kan man beregne den fugtige 

lufts densitet og dermed den 

absolutte luftfugtighed, der jo 

skal angives som vægten af 

vanddamp pr. volumen. 

Det er nyttigt at tænke på 

damptrykskurven når man taler 

om luftfugtighed. Fx er den 

relative luftfugtighed ofte høj 

om vinteren. Når luften trænger 

ind i bygninger vil den absolutte 

luftfugtighed i første omgang 

være omtrent den samme som 

udendørs, hvilket betyder, at den 

indendørs relative luftfugtighed 

bliver forholdsvis lav. Når 

vi tilfører damp, specielt fra 

badeværelser og køkkener, vil 

den absolutte fugtighed stige en 

smule. Derfor ville der være risiko 

for kondensation i murene, hvis 

der ikke sad en dampspærre på

den varme side af isoleringen. 

Fugtighedsmålinger 

Vi vil nu gennemgå principperne 

bag forskellige typer hygrometre, 

dvs. instrumenter til måling 

af luftfugtighed. Som de 

fl este gaskoncentrationer kan 

fugtighed måles på mange 

måder. 

Psycrometer 

Psycrometret består af et tørt og 

et vådt termometer, som begge 

skærmes for sollys og ventileres, 

så de er i varmebalance med 

luften. Det våde termometer er 

omviklet med en væge, der føres 

ned i en beholder med rent 

vand. På grund af varmetabet 

ved fordampning bliver det våde 

termometer hurtigt lidt koldere 

end det tørre – et princip der også 

kan bruges til køling af fl asker 

på skovturen. Grænselaget 

omkring det våde termometer 

vil have samme temperatur som 

instrumentet, og den uhindrede 

forsyningen af vand sikrer at 

grænselaget holdes mættet med 

vanddamp. Da vi kender det 

våde termometers temperatur, 

kan vi altså afl æse damptrykket 

omkring det våde termometers 

som punkt A i fi guren. 

Damptrykket omkring det tørre 

termometer vil være lavere, da 

dette grænselag ikke modtager 

noget bidrag fra fordampning. 

Forskellene mellem de to 

termometres temperatur og 

damptryk kan beskrives ved 

en varmebalance, idet den 

nødvendige fordampningsvarme 

kun kan stamme fra køling af 

den ventilerende luft. Denne 

sammenhæng er vist som 

kurven mellem A til B i fi guren. 

Damptrykket i den omgivne 

luft kan nu afl æses som punkt 

B på kurven, og den relative 

luftfugtighed bestemmes som 

forholdet mellem dette tryk 

og mættede dampes tryk ved 

luftens temperatur (punkt C 

på fi guren). Psycrometret er et 

udmærket instrument, men man 

må sørge for, at termometrene er 

helt rene, især for saltpartikler 

som er vandsugende 

(hygroskopiske) og vil forstyrre 

fordampningsforholdene. 

Dugpunktshygrometer 

Damptrykskurven kan også 

illustrere princippet bag et 

dugpunktshygrometer. Her 

måles den temperatur, der 

netop får luftens vanddamp 

Figur1. Mættede dampes tryk som funktion af temperaturen. De indtegnede punkter bruges i forklaringen af principperne 

for et psycrometer og dugpunktshygrometer, se teksten. 


til at kondensere, svarende 

til punkt D på fi guren. 

Kondensationen foregår på et 

spejl, hvis temperatur hele tiden 

reguleres lidt op og ned, for at 

undersøge hvornår der kommer 

dug. Disse operationer kan enten 

foretages af en observatør eller 

med et automatisk instrument. 

Hvis spejlet holdes helt rent for 

partikler, lover fabrikanterne en 

smule bedre nøjagtigheden end 

med et psycrometer, især ved lav 

temperatur. 

Hygroskopiske hygrometre 

Porøse materialer optager og 

afgiver vanddamp ved diffusion, 

indtil de er i balance med luftens 

fugtighed. Den optagne fugt kan 

sommetider påvirke materialets 

egenskaber, og man kan være 

heldig at fi nde en egenskab, der 

både er let at måle og næsten 

kun afhænger af fugtigheden. 

Et klassisk eksempel er 

hårhygrometeret, hvor et antal 

hår holdes udspændt med et 

fjederophæng, så længden kan 

måles mekanisk. Hvis luften 

ikke er knastør eller tæt på 

mætning, er dette signal praktisk 

taget proportionalt med luftens 

relative luftfugtighed. 

Et andet eksempel er 

de prisbillige elektroniske 

hygrometre, der bygges ind 

i moderne radiosonder eller 

instrumenter til hjemmebrug. 

Her er sensoren ofte en 

kondensator af en polymer, 

der ændrer elektrisk kapacitet 

når fugten trænger ind i den. 

Der fi ndes også sensorer der 

ændrer ledningsevne, evne til at 

trække en elektrolysestrøm eller 

noget helt tredje. Endelig kan 

man lægge et hygroskopisk lag 

på en piezoelektrisk krystal og 


måle ændringen af krystallens 

svingningstid, når vægten øges, 

ved at det hygroskopiske lag 

optager vanddamp. 

Optiske hygrometre 

Lys trænger forholdsvis let 

igennem atmosfæren, men der 

sker dog en lille dæmpning 

(absorption) og tilbagekastning 

(refl eksion). Undersøger man 

hele spektret af lys, vil man 

opdage, at absorptionen 

varierer med bølgelængden 

og luftens sammensætning. 

Det skyldes en vekselvirkning 

mellem lyskvanterne og luftens 

molekyler. Hver gas har sit 

eget fi ngeraftryk, og ved at 

måle hele absorptionsspektret 

eller udvalgte bølgelængder 

kan man bestemme luftens 

sammensætningen. 

Dette er hovedprincippet for 

en række optiske instrumenter, 

der bruges til måling af luftkemi. 

Til nogle formål er det oplagt at 

lave en kombineret måling af fl ere 

gasser inklusive vanddamp, og 

med lidt god vilje kan de omtales 

som hygrometre af den kostbare 

slags. En type instrumenter 

bruges til overvågning af 

luftkvalitet i byer, hvor de ved 

hjælp af spejle sender stråler frem 

og tilbage henover gader og tage. 

Spektrene af det udsendte og 

tilbagekomne lys sammenlignes, 

og koncentrationerne af en række 

forventelige gasser beregnes ved 

at løse et større ligningssystem. 

I andre instrumenttyper suges 

luften ind i et målekammer, 

hvor der typisk måles ved en 

bestemt eller få bølgelængder. 

Her vil man ofte vælge at sende 

en del af lyset gennem en kolbe 

med referencegas, idet man ved 

at sammenligne absorptionen 

i målekammeret og referencen 

ikke behøves at kende den 

nøjagtige lysstyrke. Samtidig kan 

man vælge at sætte partikelfi ltre 

på indsugningen og opvarme 

prøveluften for at fordampe 

fi ne dråber, så man undgår en 

spredning af lyset, der kunne 

fejltolkes som absorption. 

Som alternativ kan man måle 

absorptionen ved en kendt 

absorptionslinie i spektre og lige 

ved siden af, idet tab på begge 

frekvenser tolkes som spredning 

fra eventuelle partikler, mens tab 

specifi kt for absorptionslinien 

tolkes som tilstedeværelsen af 

den søgte gas. Med sidstnævnte 

metoden kan strålegangen 

lægges i det fri, hvilket har 

den fordel, at instrumentets 

reaktionstid bliver hurtigere, 

end hvis prøveluften skulle ledes 

gennem et system af slanger, 

hvor turbulente fl uktuationer 

ville udviskes ved diffusion. 

Hurtige optiske instrumenter 

kan monteres sammen med 

hurtige hastighedsmålere, så 

man ved statistisk korrelation 

kan vurdere den turbulente 

transport. En typisk anvendelse 

er studier af stofomsætning i 

vegetationen, og instrumenter 

til dette formål tilbyder ofte 

en kombineret måling af CO 2 

og vanddamp, der begge har 

tydelige absorptionslinier i det 

infrarøde område. 

En afsluttende bemærkning 

om optiske instrumenter 

skal være, at de måler 

absolut koncentration, dvs. 

dampindhold pr. volumen, så 

hvis man ønsker at bestemme 

den relative fugtighed, bør man 

samtidig måle temperatur og 

tryk så man kan beregne luftens

densitet. Specielt bør man være 

opmærksom på målefejl ved de 

trykændringer, der kan opstå 

ved at lede prøveluften gennem 

et system af pumper og fi ltre. 

Gravimetriske hygrometre 

Ved at pumpe fugtig luft 

gennem et afkølet aggregat, hvor 

vanddampen vil kondensere 

eller fryse, kan man konstruere 

en fugtfælde. Efter en passende 

måleperiode bestemmes den 

absolutte luftfugtighed som 

forholdet mellem vægten af 

det indfangede materiale og 

rumfanget af den luft, der blev 

suget gennem systemet. I en 

laboratorieopstilling, hvor tryk, 

temperatur og luftstrøm kan 

kontrolleres meget præcis, bliver 

det gravimetriske hygrometre 

ganske nøjagtigt, og det kan 

bruges til kalibrering af andre 

mere praktiske instrumenter. 

Metoden er også egnet til at måle 

det totale vandindhold i skyer, 

dvs. det samlede vandindhold i 

damp, dråber og iskrystaller. 

Luftfugtighed i meteorologien 

Energiomsætningen ved 

fordampning og kondensation 

er en vigtig meteorologisk 

faktor, fx i en tropisk orkan, 

hvor kondensationsvarmen i 

fugtige luftmasser dannet over 

et varmt ocean udløses i højere 

luftlag, hvorved der skabes en 

opdrift, der driver vindsystemet. 

Meteorologer er så indforstået 

med sådanne betragtninger, at 

kondensationsvarmen i fugtig 

luft omtales som latent varme. 

Adiabatisk ekspansion 

Når umættet luft ekspanderer, vil 

tryk og temperaturen falde. Hvis 

der hverken overføres varme 

ved stråling, kondensation eller 

varmeledning, kan processen 

vendes, så den oprindelige 

temperaturen opstår ved 

kompression til det oprindelige 

tryk. Kompression uden 

varmeudveksling kaldes for en 

adiabatisk proces, og luftens 

varmeindhold karakteriseres 

ved den potentielle temperatur, 

der defi neres som temperaturen 

efter adiabatisk kompression til 

et bestemt referencetryk. 

Ved at opsende radiosonder 

fra et verdensomspændende 

netværk af målestationer, 

observerer man rutinemæssigt 

højdeprofi ler af temperatur 

og tryk. Disse målinger 

kan omregnes til profi ler af 

potentielle temperatur, der 

fortæller om luftens stabilitet. 

En positiv gradient af den 

potentiel temperatur betyder 

nemlig, at en luftmasse, der 

tilfældigvis føres opad, får lidt 

lavere temperatur og lidt mere 

tyngde end omgivelserne, 

således at bevægelsen dæmpes. 

En positiv potentiel temperatur 

gradient er altså karakteristisk 

for en stabil lagdeling, mens 

en negativ gradient omvendt 

betyder at luften er ustabil og let 

kan omrøres. 

Pseudo-adiabatisk ekspansion 

Når fugtig luft føres opad, fx ved 

strømning over en bjergkæde, 

vil trykket dale og temperaturen 

falder adiabatisk, indtil den 

relative luftfugtighed bliver 

100%. Ved forsat ekspansion og 

afkøling bliver luften overmættet, 

og dampen begynder at 

kondensere på de små luftbårne 

partikler, som fi ndes overalt i 

den nedre atmosfære. I første 

omgang fordeles vandindholdet 

altså på en damp- og en 

væskefase, men efterhånden 

vil dråberne vokse og falde ud 

som nedbør. Når vandmættet 

luft afkøles på denne måde, 

og dråberne antages at være i 

temperaturligevægt med den luft 

de forlader, kaldes processen for 

pseudo-adiabatisk. På grund af 

den udløste fordampningsvarme, 

falder temperaturen knap så 

hurtigt som ved en normal 

adiabatisk proces. Desuden 

kan en pseudo-adiabatiske 

proces kun gå den ene vej, 

idet luften må følge en normal 

adiabatisk proces, når den igen 

komprimeres. Det betyder at 

fugtig luft, der presses over en 

bjergkæde og ned på den anden 

side, blive tørrere og varmere end 

ved udgangspunktet. 

Betinget ustabilitet 

Hvis en fugtig luftmasse ligger 

under en tør, kan det være en 

ustabil situation, selvom lagene 

hver for sig er stabile udfra en 

lokal betragtning. Betingelsen 

er, at der kan udløses nok latent 

varme ved at tvinge den fugtige 

luft opad i en pseudo-adiabatisk 

proces, til at den på grund af 

kondensationen ender med at 

blive varmere og lettere end 

de nye omgivelser. Situationen 

kaldes for betinget ustabil og 

opdages lettest ved at betragte 

profi let af ækvivalent potentiel 

temperatur, der defi neres som 

den temperatur, der kan opnås 

ved at udløse hele den latente 

varme gennem en pseudoadiabatisk 

proces til et meget 

lille tryk og komprimere den nu 

knastørre luft til referencetrykket. 

Hvis den ækvivalent potentielle 

temperatur falder med højden, 


er luften betinget ustabil, hvilket 

betyder, at der kan udløses energi 

ved en lodret opblanding, når 

først den sættes i gang. Dette 

forhold indgår i opskriften på 

et godt tordenvejr og en tropisk 

orkan. 

Vandindhold og varmestråing 

Fra gennemgangen af optiske 

hygrometre, ved vi at lys 

og infrarød stråling kan 

absorberes i atmosfæren. 

Ændringer i atmosfærens sammensætning 

vil altså ændre 

varmefordelingen, og det er 

baggrunden for bekymringen om 

hvorvidt atmosfærens stigende 

CO 2 indhold vil medføre 

klimaændringer. 


Vanddamp har faktisk 

en lignende effekt, og da 

eventuelle ændringer i overfl 

adens temperatur vil påvirke 

luftfugtigheden gennem ændret 

fordampning, må vanddampen 

altså inkluderes i klimamodellerne. 

En anden effekt er, at øget 

luftfugtighed vil fremme skydannelsen, 

og fl ere hvide skyer 

vil refl ektere en større del af 

solstrålerne til verdensrummet, 

hvilket skulle moderere klimaeffekten. 

Der er altså fl ere 

modsat rettede mekanismer i 

spil, og den samlede virkning 

kan kun vurderes i sammen med 

atmosfærens og oceanernes 

cirkulation. 

Sammenfatning 

Denne artikel har fortalt om 

fordampning og kondensation, 

som medfører nedbør og giver 

en dynamisk drivkraft, der kaldes 

latent varme. 

Der blev nævnt en række 

målemetoder - både for at 

fortælle om de eksperimentelle 

muligheder, og fordi de illustrerer 

luftfugtighedens fysik. 

Endelig kom artiklen ind på 

vanddampens optiske egenskaber 

og fi k antydet den 

klimatiske betydning heraf.

Vinteren 2002-2003 

Af Stig Rosenørn, DMI 

Som helhed var vinteren 2002-03 

forholdsvis kold og nedbørfattig. 

Østenvinde var fremherskende. 

Hyppigheden af blæst var lille, 

og fra en østlig retning var 

det mest blæsende vejr selve 

juleaftensdag. 

Decembervejret var temmelig 

koldt og temmelig tørt ved dominerende 

fra E. Januarvejret var 

både koldt med sne og mildt med 

regn, og sydvestenvinden blev 

den hyppigste. Februarvejret var 

meget tørt og temmelig solrigt. 

Det var endvidere forholdsvis 

koldt ved et stort overskud af 

vinde omkring SE. Blæst forekom 

stort set ikke i februar. 

KLIMATAL FOR VINTEREN 

Pr. defi nition indgår vejret i 

månederne december, januar og 

februar i vinterens vejr og for de 

enkelte måneder blev de vigtigste 

klimabeskrivende gennemsnitstal 

for landet som helhed som 

vist i tabellen, idet normalerne 

for perioden 1961-90 er angivet 

i parentes. 

December Januar Februar Vinteren 

Døgnmiddeltem pera tur 0.2(1.6) 0.3(0.0) -1.1(0.0) -0.2(0.5) 

Døgnmiddelmax. temp. 1.8(3.7) 2.4(2.0) 1.4(2.2) 1.9(2.6) 

Døgnmiddelmin. temp. -1.7(-0.7) -2.2(-2.9) -4.0(-2.8) -2.6(-2.1) 

Abs. højeste temp. 7.3(10.4) 10.2(8.3) 9.2(9.1) 10.2(11.0) 

Abs. laveste temp. -13.2(-14.7) -21.0(-16.3) -12.7(-15.8) -21.0(-19.0) 

Frostdage (min. >0°C) 21(15) 14(19) 26(19) 61(53) 

Isdøgn (max.

Figur 1. Øverst: Vinterens termogram fra Beldringe på Fyn. Nederst: Vindretningen målt på Gniben i Nordvestsjælland. 

Figuren er produceret af Leif Rasmussen. 

Figur 2a. Middellufttryk ved havniveau 

for december 2002 beregnet på basis 

af 4 daglige DMI-HIRLAM analyser. 

Figurerne er produceret af Niels 

Woetmann Nielsen. 

Figur 2b. Som fi gur 2a, men for januar 

2003. 


Vejret i december 

I den første uge af december råder 

en sydøstlig og østlig luftstrøm 

ind over landet med mest 

skyet vejr og kun lidt regn med 

temperaturer gennemgående 

mellem 0 og 5°C. Et kraftigt 

højtryk over Vestrusland 

forstærkes efterhånden mod 

NW til Skandinavien, hvorved 

koldere og tørrere luft breder 

sig ned over landet fra NE med 

overvejende frost. Det kolde og 

tørre højtryksvejr består frem til 

omkring den 18., hvor en svag 

front fra W forbigående i et 

par dage efterfølges af tørt og 

nattekoldt svag vestenvindsvejr 

ved højtryk over Nordsøen. 

En koldfront passerer ned over 

landet den 21., og i de følgende 

dage tiltager en sydøstlig og østlig 

luftstrøm med overvejende frost 

ved højtryk over Skandinavien. 

Det er meget blæsende og koldt 

juleaften med stedvis lidt isslag 

og sne i Jylland. Langt fra hvid 

jul. Højtrykket svækkes i løbet af 

julen, og mellem jul og nytår er 

vejret i 3-4 dage mildt med en 

del regn ved en næsten stationær 

front over landet. Op til nytåret 

bliver det igen koldt fra NE. 

Nytårsvejret er klart med ned 

til ca. 10 graders frost mange 

steder. 

December måneds vejr 

var således langt overvejende 

højtryksbestemt med overvægt 

af frost og østenvinde. 

Vejret i januar 

I de første 10-11 dage af januar 

er vejret overvejende meget koldt 

med stedvis sne. Et kraftigt 

snevejr passerer ned over landet 

fra N den 5. Der falder op til ca. 

40 cm sne lokalt med fygning 

i Nordsjælland. Omkring den 

Figur 2c. Som fi gur 2a, men for februar 2003. 

11. skifter vejret fuldstændig 

karakter. Mild luft føres ind over 

landet fra W og NW nord om 

et højtryk over de britiske øer. 

I de næste 17-18 dage råder 

en temmelig mild og til tider 

fugtig vejrtype fra SW og W. 

Op til månedsskiftet bliver vejret 

igen koldt fra NE med frost og 

lidt sne. 

Januar måneds vejr var 

således koldt med frost og sne i 

de første 10-11 dage, siden mildt 

med nogen regn for igen at blive 

koldt i de sidste par dage. 

Vejret i februar 

Vejret begynder koldt i februar, 

men i forbindelse med et trug- 

og en frontpassage fra NW med 

nedbør bliver vejret forbigående 

lidt varmere med temperaturer 

omkring frysepunktet omkring 

den 3. Kold luft følger efter fra N i 

et par dage, inden et frontsystem 

omkring den 6-7. fra W igen 

giver lidt nedbør og overvejende 

tø. Højtryksforstærkning over 

Vestrusland får vinden til at 

friske op fra omkring SE, og i 

den følgende tid, dvs. i resten af 

måneden, er vejret tørt og til tider 

solrigt med temperaturer mest 

under frysepunktet. I dagtimerne 

når temperaturen efterhånden 

alment over +5°C. 

Februar måneds vejr var 

således langt overvejende højtryksbetonet 

tørt og forholdsvis 

koldt. Hyppighed af blæst var 

usædvanlig lav. 


Om inertial bevægelse 

Af Aksel Wiin-Nielsen 

Collstrop Fonden 

Indledning 

Inertial bevægelsen er defi neret 

som den partikelkurve, som fremkommer, 

når den eneste kraft, som 

påvirker partiklen er den såkaldte 

a er Jordens radius. 

side 26 • Vejret, 95, maj 2003 

'Corioliskraft', som fremkommer, 

når Corio lis accelerationen fl yttes til 

den side i bevægelsesligningerne, 

hvor man normalt samler alle kræfter, 

som kan påvirke en partikel i 

atmosfæren. Når man erstatter 

den tredie bevæ gelsesligning med 

den hydrostatiske ligevægt, så 

må man også se bort fra det led 

i den første bevægelsesligning, 

som indeholder faktoren 'e', fordi 

man vil bevare den kends gerning, 

at Coriolis kraften ik ke giver noget 

bidrag til den ki netiske energi. Man 

(1) 

(2) 

(3) 

(4) 

kan i dette tilfælde opnå forholdsvis 

enkle ligninger for den horisontale 

del af partikelbanen. I anven delsen 

af Corioliskraften i andre henseender, 

som f. eks. i det militære artilleri 

eller i bereg ninger af banekurven for 

en satellit, der bevæger sig rundt 

om Jorden, er det nødvendigt at 

tage alle led i betragtning. 

Relevante ligninger 

De ligninger, som bruges i 

denne artikel, kan skrives som 

angivet ved udtrykkene i (1), 

se boks. I disse defi nitioner er 

Ω = 7.29 × 10 -5 s -1 , hvilket er 

Jordens vinkelhastighed, medens 

de to parametre f og e er 

defi neret i ligning (2), hvor ϕ er 

bredden. 

Hvis vi foretager de normale 

approksimationer, bli ver 

bevægelsesligningerne for den 

horisontale bevægelse me get 

enkle, som vist i lig ning (3), 

medens bevægel ses ligningen 

for den vertikale bevægelse ikke 

anvendes i dette tilfælde. 

Ligningerne i (3) bruges normalt 

i lærebøgerne til at illustrere 

inertial bevægelsen, og det antages 

i almindelighed, at f er en 

konstant. Denne tilnærmelse er 

i de fl este tilfælde tiladt, hvilket 

man kan se, når beregningen er 

udført under anvendelse af en 

meteorologisk rimelig begyndelsestilstand. 

Hvis vi anvender 

sfæriske koordi nater, kommer de 

tilsvarende ligninger til at indeholde 

fl ere led. Disse ligninger er 

givet i ligning (4). Det vises let, at

man kan se bort fra alle led, som 

indeholder a i nævneren. 

Nogle enkle eksempler. 

Vi begynder med det klas si ske 

tilfælde, hvor Coriolis parameteren 

er en konstant, 

. Ligningerne er i dette tilfælde 

som angivet i ligning (5). 

Det ses, at er konstant 

i dette tilfælde. Det er 

derfor indlysende, at ha stigheden 

er konstant. Trajek torien 

af (x,y) kan der for be reg nes ved 

lette inte gra tio ner. Figur 1 viser 

(x,y) i et tilfælde, hvor begyndel 

seshastigheden er fra syd 

mod nord i begyn delsespunktet 

(0, 0). Det ses, at kurven er en 

cirkel, selv om plotte-programmet 

får denne cirkel til at se ud 

som en ellipse. 

Dernæst retter vi interessen 

mod det tilfælde, hvor Coriolis 

parameteren har en lineær 

variation som angivet i lign.(6). 

De to konstanter har 

værdier som svarer til begyndelsespunktet 

for den 

numeriske integration. Figur 2 

viser trajektorien for (x,y). Det 

ses, at for hver omgang fl ytter 

kurven længere mod vest. Dette 

forløb kan forklares ved at se på 

variationen af Coriolis parameteren. 

Når partiklen er nord for 

x-aksen vil Coriolis parameteren 

være større end dens værdi i 

(5) 

(6) 

Figur 1. Det horizontale tilfælde med start i (0,0) med hastigheden v(0)= 20 m 

per s; bredde: 45 grader nord. 

begyndelses-punktet. Dette 

betyder en større krum ning af 

trajektorien. Når partiklen kommer 

syd for startpositionen, vil 

Corioliskraften blive mindre, da 

y er negativ. Der er derfor en 

svagere Corioliskraft, hvilket 

betyder en svagere afbøjning, 

således at trajektorien efter en 

omdrejning er kommet længere 

mod vest. Dette argument gælder 

for alle omdrejninger, således 

at trajektorien gradvis fl ytter sig 

fra øst mod vest. 

Man ser dette endnu bedre 

Figur 2. Som Figur 1, men med f =f o + β y. 

på Figur 3, hvor startpositionen 

er fl yttet til 20 grader nord, hvor 

Coriolis para meteren er mindre, 

me dens beta-værdier er større. I 

dette tilfælde kommer der derfor 

en hurtigere fl ytning fra øst mod 

vest. 

Når startpositionen kom mer 

nærmere til ækvator, ses det, at 

trajektorien kan komme til at gå 

over Ækva tor, hvor værdien på 

Coriolis parameteren bliver negativ, 

hvilket betyder, at trajektorien 

vil dreje til den anden side. Et 

eksempel er vist i Figur 4, hvor 

Vejret, 95, maj 2003 • side 27

Figur 3. Cirkulationen på beta-planet med startpositionen ved bredde= 20 

grader nord. 

Figur 4. Som Figur 3, men med start på Ækvator. 

Figur 5. Beregning på kuglen med v o = 20 m per s og start på 45 grader nord. 


partiklen starter på Ækvator med 

en begyndelsehastig hed rettet 

nord, som i de andre tilfælde, 

men når trajektorien kommer 

til Ækvator drejer partiklen mod 

øst, og vi får på denne måde en 

trajektorie, som fl ytter sig fra vest 

mod øst. 

Det sfæriske tilfælde 

I dette afsnit skal vi behandle 

det tilfælde, hvor vi anvender 

bevægelses ligningerne på 

Jorden som en kugle. Man 

kan fi nde disse ligninger i det 

generelle tilfælde mange steder 

og f.eks. i Wiin-Nielsen (1973, 

side 35), hvor de generelle ligninger 

på kuglen er angivet. I 

vort tilfælde skal vi kun bruge 

ligningerne, hvor vi tager hensyn 

til alle Coriolis leddene og 

de to hastigheds komponenter u 

og v. Disse ligninger inte gre res 

numerisk til nye værdier af u og v. 

Når hastighedskomponenterne 

er fundet, kan man fi nde den 

nye position af partiklen. Denne 

position angives i længde og 

bredde koordinater, så man kan 

bestemme trajektorien. 

Vi ser først på de tilfælde, som 

svarer til Figur 2 og Figur 3. Figur 

5 viser trajektorien for en partikel, 

som starter i en position, hvor 

længden er 0 og bredden 45 grader 

nord. I dette tilfælde er det 

naturligt at give trajektorien i en 

fi gur med koordinaterne: længde 

og bredde. Det ses umiddelbart, 

at der er stor lighed i formen mellem 

de to fi gurer, idet de begge 

har en trajektorie, som fl ytter sig 

fra øst mod vest. Vi skal senere 

sammenligne beta-plan løsningen 

med den sfæriske løsning. 

Figur 6 indeholder tra jek to rien 

med start ved 20 grader nord 

med en begyn delseshastighed

Figur 6. Som Figur 5, men med start på 20 grader nord. 

Figur 7. Som Figur 5, med start på Ækvator. 

Figur 8. En sammenligning mellem to banekurver, hvor den ene er beregnet på 

beta-planen og den anden på kuglen. 

på 20 m per s. Den svarer til 

Figur 3, og man ser igen den 

store lighed i formen af de to 

trajektorier. 

Figur 7 er det tilfælde, hvor 

startpositionen er på Ækvator. 

Den svarer til Figur 4. Som i 

de andre tilfælde får man en 

stor lighed i formen på de to 

kurver. Endelig sammenligner 

vi i Figur 8 løsningerne op nå et 

med beta-planen og kuglen, når 

startpositionen er på Ækvator i 

det samme punkt. Man observerer, 

at de ligner hinanden, men 

der er forskelle både i amplitude 

og bølgelængde, som man 

ville forvente, når variationen i 

Coriolis parameteren i det ene 

tilfælde er lineær, medens den i 

det andet tilfælde bestemmes af 

en sinus-funktion. 

Et tre-dimensionalt eksempel 

Bevægelsesligningerne er her de 

generelle fra (1) og (2). 

Også i dette tilfælde skal vi 

antage, at f og e kan til nær mes 

med konstante vær di er, som 

beregnes i det punkt, hvor partiklen 

starter. Denne tilnærmelse 

kan ret færdiggøres, når man ser 

på den relativt lille variation i 

syd-nord retningen, som partiklen 

gennemløber. Man ser også 

i dette tilfælde, at den totale 

kinetiske energi er bevaret. Det 

fremgår af ligningerne (1) og (2), 

at relationerne givet i ligning (7) 

er tilfredsstillet. Disse relationer 

opnås, når man ganger den første 

ligning med u, den anden med v 

og den tredie med w, hvorefter 

man adderer de tre opnåede 

ligninger. 

Løsningerne til disse lig ninger 

fås, når man diffe ren tierer den 

første ligning med hensyn til 

tiden og derefter indsætter dv/dt 


og dw/dt fra de to resterende 

ligninger. Resul tatet er angivet 

i ligning (8). 

For at få relativt lette løs ninger, 

skal vi sætte begyndelsesværdierne 

til u o = 20 m per s, 

v o = 0 og w o = 0. Man fi nder da 

løsnin gerne, som er angivet i 

lig ning (9). 

Man ser fra løsningerne 

an givet i ligning (9), at hvis 

posi tionen ved t= 0 er ved 

Ækvator, så er den meridionale 

vindkomponent lig med 0, 

medens en startposition ved 

Nordpolen resulterer i, at den 

vertikale vindkomponent er nul. 

Man ser også fra ligning (9), at 

v og w er proportionale ved alle 

andre startpositioner. 

Banekurven af partiklen kan 

opnås ved at integrere hastighedsværdierne 

i ligning (9) med 

hensyn til tiden, idet man har 

u = dx/dt, v = dy/dt og w=dz/dt. 

For det eksempel, som er sammenfattet 

i ligning (9), får man 

ligningerne for x, y og z ved integration. 

Resultaterne er anført 

i lig ning (10), hvor (x o ,y o ,z o ) er 

startpositionen, hvor t = 0. Også 

i denne ligning fi nder man, at z 

ikke ændres, hvis startpositionen 

er på Nord polen, medens det 

også gæl der, at komponenten 

y ikke ændrer sig, hvis startpositionen 

er på Ækvator. Ved 

alle andre startpositioner er der 

ændringer i alle tre koordinater 

af partiklens position. 

Figur 9 viser den vandrette 

del af banekurven med koordinaterne 

x og y. Man ser, at i 

dette tilfælde er banekurven en 

ellipse, hvor bevægelsen i x-retningen 

er større end bevægelsen 

i y-retningen. Det skal også 

nævnes, at koordinaterne x og y 

er skaleret ved division med 10 4 


m = 10 km, således at vest-øst 

dimensionen er ca. 280 km og 

syd-nord dimensionen er ca. 

190 km. Det ses derfor, at sydnord 

ændringen er mindre end 

2 breddegarder, hvilket kan retfærdiggøre 

brugen af en konstant 

værdi af bredden. Figur 10 viser 

banekurven i x z-planen. 

Et eksempel med tredimensional 

bevægelse 

Det eksempel, som er givet i forrige 

afsnit er specielt, for di en begyndelsesværdi 

forskellig fra nul 

kun fi ndes på u-komponenten. 

(7) 

(8) 

(9) 

(10) 

Vi skal nu se på det almindelige 

tilfælde, hvor begyndelseshastigheden 

er (u ,v ,w ), hvor alle 

o o o 

tre komponenter er forskellige fra 

nul. Man ser da fra den anden og 

den tredie bevægel sesligning, at 

man ved inte gra tion kan få relationen 

an gi vet i (11). 

I det eksempel, som skal 

beskrives i dette afsnit, er 

startpositionen (x ,y ,z ) et 

o o o 

vil kårligt punkt, medens be gyndelseshastigheden 

er (u ,v ,w ). 

o o o 

En sammenligning af den anden 

og tredie bevæ gelsesligning viser, 

at der må være en restriktion

på valget af den vertikale komponent. 

Denne restriktion kan ses, 

når man integrerer den anden og 

tredie bevægelsesligning, som fører 

til resultatet, at w = - e o v/f o , og 

at denne relation også må gælde, 

når t = 0. Ligningerne for modellen 

integreres numerisk med den 

angivne information ved t= 0. Et 

enkelt ek sem pel demon streres. 

Startposi tionen er x o =y o = 0 

og z o = 106 m, medens hastigheds 

komponenterne er u o = 

5 m per s, v o = 2.5 m per s, me- 

Figur 10. Banekurven på x z-planet 

svarende til Figur 9. 

dens w o beregnes fra v o således 

at w o = - e o v o /f o . 

Figur 11 viser kurven for (x,y). 

Man observerer en stor variation 

i x, medens y's variation er meget 

mindre. Det samme gælder 

derfor også for sammenligningen 

mellem x og z, som ses i Figur 12. 

Figur 13 viser ændringerne af de 

tre variable over 24 timer. 

Coriolis kræfter og 

tyngdekraften 

I denne sektion inddrages tyngdekraften 

(g) i den tre die bevæ- 

Figur 9. Banekurven på x y-planet 

med start på 45 grader nord med 

anvendelse af de tredimensionale 

ligninger. 

(11) 

gelsesligning. Formå let er nu at 

komme med eksem pler, hvor 

både tyngdekraften og Corioliskraften 

er af betyd ning. Også i 

dette til fælde kan der tænkes på 

adskillige eksempler. Det første 

eksempel vil være at undersøge, 

hvordan et projektil er påvirket. 

Det antages, at projektilet affyres 

vertikalt fra Jordens overfl ade 

(z = 0) med en vis hastighed, 

som er valgt til at være wo = 

1000 m per s. Startpositionen er 

(0, 0, 0), og det antages, at det er 

vindstille i atmosfæren. Hvis 


Jorden ikke roterede, ville projektilet 

lande på sin startposition, 

men da dette ikke er tilfældet, må 

man tage hensyn til komponenterne 

af Corioliskraften. For det 

første kan man sige, at medens 

projektilet er over Jorden drejer 

denne fra vest mod øst. Man vil 

derfor forvente, at projektilet vil 

lande et eller andet sted vest for 

startpositionen. Men medens 

projektilet fl ytter sig mod vest, 

vil det være påvirket af Corioliskraften, 

som virker til højre i 

den nordlige halvkugle. Det kan 

derfor forventes, at projektilet vil 

lande vest og nord for startpositionen. 

I det følgende skal vi 

bruge bevægelsesligningerne til 

at fi nde, hvor projektilet lander. 

Som vi skal se fra resultatet, er 

det tilladeligt at antage, at komponenterne 

f og e er konstante. 

Bevægel ses ligningerne er givet i 

(12), hvor tyngdekraften er at 

fi nde i den sidste ligning. 

De resterende tre ligninger er 

at fi nde i (13). 

Opgaven er løst gennem en 

numerisk integration med hensyn 

til tiden af de seks ligninger, 

som er angivet i (12) og (13). 

Integrationen stoppes, når z 

bliver negativ, hvilket betyder, 

at partiklen er nået til Jordens 

overfl ade. 

Figur 14 viser højden z som 

funktion af tiden. Man observerer, 

at projektilet kom mer ca. 

50 km væk fra Jordens overfl ade, 

og at det lander ca. 200 sekunder 

efter starten. Figur 15 viser 

forskydningen mod nord (y) som 

Figur 13. Værdierne af x,y og z som 

funktion af tiden med startværdierne 

(0, 0, 1000) an gi vet i kilometer. 


Figur 11. Det tre-dimensionale tilfælde som set på x y-planen med initial værdier 

som angivet på fi guren. 

Figur 12. Som Figurerne 10 og 11, men i x z-planet.

funktion af forskydningen mod 

vest (negative værdier af x). Her 

ses det klart, at forskydningen 

mod vest er ca. 700 m, medens 

forskydningen mod nord 

(positive værdier af y) kun er 

mellem 7 og 8 meter. Man 

kan naturligvis vælge mange 

andre udgangspunkter med 

hensyn til breddegraden end 45 

grader nord. Hvis man starter 

fra et punkt på Ækvator, får man 

ingen forskydning i syd-nord 

retningen, fordi Coriolis parameteren 

( f ) er nul på Ækvator. 

Ved en start på Nordpolen, hvor 

parameteren e er nul, får man den 

klassiske cirkel i x y-planet. 

Afsluttende bemærkninger. 

Som bemærket i indledningen 

er de undersøgelser, som er 

behandlet i denne artikel, kun af 

vigtighed i specielle tilfælde, fordi 

atmosfæren i almindelighed er i 

kvasi-geostrofi sk ligevægt på de 

højere breddegrader. De er derfor 

kun relevante, hvis gradienten i 

trykfeltet er lille sammenlignet 

med Corioliskraften, hvilket sker 

på de lavere breddegrader, hvor 

f er lille, men e er stor. 

Reference 

Wiin Nielsen, A., 1973: Dynamic 

Meteorology, Com pen dium 

of Meteorology, Volume 1, Part 

1, World Meteorological Organization, 

334 pp. 

(12) 

(13) 

Figur 14. Højden z som funktion af tiden. Det ses, at den totale tid er ca. 200 s. 

Figur 15. Banekurven som funktion af de to horisontale koor dinater: x og y. 

Bevægelsen mod vest er lidt over 700 m, medens partiklen drejer fra syd mod 

nord en forskydning mellem 7 og 8 m. 


Nyt fra formanden 

Med dette nummer af Vejret i 

hånden er de fl este af os vel 

så småt ved at tage hul på 

sommerens glæder, hvilket helt 

sikkert vil betyde at vi kommer 

til at nyde vejret på mange 

forskellige måder. Men for den 

som ikke kan lade være med at 

betragte vejret lidt fra distancen 

og tænke lidt nærmere over 

sammenhængen i naturen, så er 

det måske også tiden, hvor man 

gør sig lidt notater eller skriver en 

lidt længere historie eller begår 

en hel artikel om vejrliget. I så 

fald var det måske en ide at dele 

den med andre og få den bragt i 

Vejret. Opfordringen er hermed 

givet til alle. 

Alt tyder på at DaMS’s 

medlemmer mest er interessede 

i bladet Vejret set i forhold til vore 

andre aktiviteter. Derom hersker 

ingen tvivl. Derfor stræber vi i 

bestyrelsen også på at bakke 

op om Vejret’s redaktion, så vi 

fortsat kan have et godt blad på 

gaden fi re gange om året. Jeg vil 

gerne benytte min chance her for 

at takke redaktionen for den store 


og betydelige arbejdsindsats, 

som altid ligges for døren. Uden 

Jeres indsats var der intet blad! 

Som omtalt andet steds har 

der været afholdt årsmøde med 

tilhørende generalforsamling i 

DaMS, hvor der i lighed med 

sidste år ikke var et imponerende 

fremmøde. Men vi var 

dog lige nok deltagere til, at vi 

kunne afvikle den formelle del af 

generalforsamlingen forsvarligt. 

Således kunne bestyrelsen efter 

valget bl.a. sige velkommen til 

et nyt medlem, Morten Nielsen, 

som har sin daglige gang på Risø. 

Morten har gennem længere tid 

været suppleant. Vi andre ser 

frem til at dele de foranliggende 

opgaver med dig! 

Fremmødet varsler måske 

på en måde hvordan fremtiden 

for DaMS kunne blive, hvis 

vi ikke tager fat på at gøre 

noget ved det langsomt, men 

støt vigende medlemsantal. 

Som omtalt i referatet fra 

generalforsamlingen, så er der 

set over en årrække sket et fald 

i antallet af medlemmer. Derfor 

Figur 16. Banekurven som set i y zplanet. 

vil bestyrelsen med opbakning 

på generalforsamlingen taget 

en række initiativer til at vende 

udviklingen. Et af disse er 

at vi fremover vil forsøge at 

annoncere foredrag i DaMS regi 

i en bredere sammenhæng og 

gøre mere reklame for Vejret. Vi 

har f.eks. aftalt med redaktionen 

af fysikbladet ’Kvant’ at vi kan 

annoncere der mod, at ’Kvant’ 

kan gøre det samme i Vejret. Men 

vi vil gerne prøve at blive endnu 

mere synlige, så dette er blot et af 

mange kommende initiativer. Jeg 

kan også nævne at vi vil forsøge at 

arrangere nogle af de kommende 

foredrag i samarbejde med andre 

organisationer, sa vi kan opnå 

en bredere kontaktfl ade, end 

vi får ved blot at lave snævre 

meteorologiske foredrag. Et 

eksempel kunne være ’Sejlervejr’, 

som vi vil forsøge at arrangere i 

samarbejde med Dansk Sejlunion 

eller med en af specialklubberne 

herunder. Men vi er åbne overfor 

forslag – så skriv til os, hvis du 

ligger inde med gode forslag. 

Jens Hesselbjerg Christensen


Hvad ved vi om det forhistoriske 

klima? 

Af Mikkel Sander 

Ph.d. i Kvartær Geologi 

Mikkel.Sander@mail.dk 

I takt med at Jordens klima 

tilsyneladende er under forandring, 

bliver klimaets tidligere 

svingninger interessante. I et 

naturligt klimasystem uden udslip 

af drivhusgasser, hvor store 

er så de naturlige variationer i 

temperatur og nedbør? Vi kender 

primært nutiden og den nære 

fortids klima fra observationer. 

Disse serier af observationer er 

desværre sjældent særligt lange, 

og jo længere tilbage i tiden vi går, 

jo længere bliver der geografi sk 

mellem observationsserierne og 

jo mere upålidelige bliver de. 

Således rækker de længste Skandinaviske 

temperaturserier fra 

Uppsala og Stockholm, tilbage 

til henholdsvis 1722 og 1756 

AD. Hvis man ønsker at vide 

noget om tidligere tiders temperaturvariationer 

i Skandinavien 

må man rekonstruere dem fra 

naturlige arkiver der gemmer på 

fortidens klima. 

Vi er på den måde blevet bekendt 

med endog meget store klimasvingninger 

i Jordens historie. 

Fra super drivhuseffekttilstande 

i Eocæn (ca. 45 mill. år siden) 

til det stadigt kontroversielle 

»snowball earth« scenario i Ordovicium 

(ca. 480 mill. år siden), 

hvor Jorden tænkes fuldstændigt 

dækket af is. Vores nuværende 

geologiske periode, Kvartæret, er 


kendetegnet ved meget hurtige 

skift mellem istider og mellemistider, 

der manifesteres ved at der 

med en periode på ca. 100.000 

år, opbygges og nedsmeltes gigantiske 

isskjolde; især på den 

nordlige halvkugle. Under den 

seneste istid, Weichsel, dækkede 

det Euro-asiasiske isskjold Skandinavien, 

rakte over Nordsøen 

til de Britiske øer og strakte sig 

langt ind i Rusland. Nogenlunde 

samtidigt var en god portion af 

det Nordamerikanske kontinent 

dækket af Weichsel-istidens 

største isskjold. Weichsel kulminerede 

i Skandinavien for 

omkring 20.000 år siden, og 

vi befi nder os pt. i en minimumsituation 

med meget lidt 

is og nedsmeltede gletschere. 

For ikke så mange hundrede år 

siden befandt det europæiske 

subkontinent sig dog i en noget 

andet situation. Den Lille Istid 

huserede med meget kolde vintre, 

hvor blandt andet Themsen 

frøs til, og nordmændene spiste 

birkebark for at holde den værste 

sult fra døren. 

Vort kendskab til før-historiske 

klimavariationer er baseret på 

analyser af naturlige arkiver der 

gemmer på fortidens klima. I det 

følgende vil et par af disse arkiver 

blive præsenteret og diskuteret. 

Træringe 

Et af de bedst kendte arkiver for 

den nære fortids (~12.000 år) 

klima er træringe. I en træstub 

ser man et system af koncentri- 

ske cirkler. Den inderste ring er fra 

træets første år, den yderste fra 

den seneste vækstperiode. Ringene 

kan skelnes fra hinanden på 

grund af to årlige vækstperioder. 

Træers årlige tilvækst er, i vores 

del af verden, primært kontrolleret 

af sommertemperaturen; 

visse steder er nedbør dog ligeledes 

en begrænsende faktor 

for væksten. Man kan ikke desto 

mindre i de fl este tilfælde med 

sindsro koble årringens tykkelse 

til en eller anden form for temperaturvariation 

i løbet af vækstperioden. 

Da træringserier ofte er 

meget ældre end de observerede 

temperaturserier er der her mulighed 

for at udtrække information 

om temperaturvariationer fra 

tiden før de instrumentelle målinger 

begyndte. 

I praksis bliver temperaturen 

rekonstrueret fra træringe, ved at 

man udgraver et stort antal fossile 

træstammer i et begrænset 

geografi sk område. Stammerne 

tidsplaceres omtrentlig med C- 

14 metoden og indplaceres så 

- på baggrund af sekvensen af 

ringtykkelser - i forhold til stammer 

fra samme periode. Man 

opbygger derved en serie der 

er forankret i moderne træer og 

strækker sig bagud i tiden. Flere 

serier bliver så lagt sammen for 

at fjerne tilfældige udsving - støj. 

Derefter sammenlignes serien 

med meteorologiske data fra en 

eller fl ere nærliggende stationer. 

Da mange faktorer kan spille 

ind på et træs vækst vil man

ofte sammenligne månedsmiddeltemperaturen 

med træringserien. 

Den eller de måneder der er 

bedst korreleret med træringtykkelsen 

indgår i beregningen af 

en regressionsfunktion, der igen 

danner grundlag for beregningen 

af en temperatur (Fig. 1). 

Temperatur-rekonstruktioner 

ved hjælp af træringe er hyppige 

(tusindvis) og dækker oftest forholdsvis 

lange tidsintervaller. Fra 

Torneträsk (Nordsverige) fi ndes 

en ca. 2.000 år lang serie baseret 

på fyrretræer. En systematisk 

Figur 1. Træringe målt i Mellemsverige. Den sorte linie er den totale tykkelse, den blå er sommerens tilvækst og den røde 

efterårets. Da træer har kraftig tilvækst mens de er unge, er de første ca. 100 års ringe meget tykkere end de senere. Denne 

forøgede tykkelse i træets unge år er sjældent kontrolleret af temperaturen og må derfor fjernes fra analysen. 

Figur 2. Træringtykkelse og juli-temperatur i en træringserie baseret på fyrretræer fra Mellemsverige. På trods af store 

afvigelser forklarer månedsmiddelet fra juli ca. 30% af variationen for perioden 1909-1995. 


undersøgelse af hele området har 

bragt yderligere ca. 1.000 fossile 

træstammer for dagens lys. Således 

er den anslåede alder på den 

ældste ring i Tornaträsk serien nu 

ca. 7.400 år; hvilket er den omtrentlige 

alder for fyrretræernes 

indvandring i området efter 

Weichsel-istiden. Fra Tyskland 

kendes der en endnu længere 

træringserie (12.000 år), bestående 

at egetræer for den yngste 

del og fyrretræer for den ældste. 

Udover den metriske opmåling 

af træringtykkelsen kan den 

isotopkemiske sammensætning 

af veddet også bidrage med palæoklimatisk 

information. 

Ilt-isotoper 

Et af de mest pålidelige arkiver for 

fortidens klima er den isotopkemiske 

sammensætning af isen i 

isskjolde og gletschere. I isskjoldenes 

tilfælde er der også tale 

om de længste rekonstruktioner 

af atmosfærisk temperatur. 

Isen består af molekyler 

med små, men vigtige, vægtige 

forskelle. O-18 er den tungeste 

naturligt forekommende, variant 

af ilt. Vand der indeholder O-18 

er derfor lidt tungere end vand 

der indeholder O-17 eller O-16 

(de to andre naturlige varianter 

af ilt, med O-16 som klart den 

hyppigste forekommende). Den 

øgede masse fører til at vandmolekyler 

med O-18 er sværere at 

fordampe fra havets overfl ade, og 

tilsvarende lettere at kondensere 

som nedbør. I sidste ende betyder 

det at isotopsammensætningen 

af den nedbør der falder på for 

eksempel Grønland, er afhængig 

af vanddampens kildeområde, 

temperaturen under kondensering 

og hvad der er sket der 

imellem. Generelt gælder det, at 


jo mindre O-18 (negativ δO18) 

- jo koldere. Men da der er tale om 

to meget forskellige scenarier for 

henholdsvis istider og mellemistider 

er der udviklet to ligninger 

der beskriver relationen mellem 

δO18-værdien og temperaturen 

på kondensationsstedet. 

For de lange (100.000+ år) 

iskerner fra Grønland, GRIP 

og GISP2, er temperaturen rekonstrueret 

ved hjælp af isens 

isotopsammensætning tilbage 

gennem de seneste 10.000 

års mellemistid (Holocen); 

videre gennem den sidste istid 

(Weichsel - ca. 100.000 år) og 

måske for den forrige mellemistid 

(Eem) (Fig. 3). Tilmed kan 

man i borehullerne efter kernen 

er taget op, direkte måle temperaturen 

fra fortiden, idet isens 

temperatur stadig er påvirket af 

den temperatur sneen havde da 

den faldt. Da signalet med tiden 

sløres registrerer metoden dog 

kun de allerstørste svingninger 

(istid/mellemistid) når man 

kommer tilstrækkelig langt ned 

i borehullet. 

Fra det Antarktiske isskjold er 

der opboret iskerner der dækker 

fl ere istider og mellemistider. 

Sammenligningen med Grønlands 

iskerner har kastet lys over 

klimavariationernes globale samtidighed, 

eller mangel på samme. 

Dette arbejde har været særdeles 

vanskeligt da det ikke er muligt 

at datere is direkte, idet sammenpresningen 

forhindrer en 

egentlig identifi kation af årslag. 

Det har imidlertid vist sig at 

mængden af metan fanget i luftbobler 

inde i isen varierer, og at 

denne variation nødvendigvis er 

synkron på global skala. Herigennem 

kan det dokumenteres at det 

antarktiske isskjold reagerer først 

på mesoskala klimasvingninger. 

For eksempel har Weichsel-istidens 

afsluttende kuldeperiode 

på den nordlige halvkugle (Yngre 

Dryas) en forløber på Antarktis i 

»Antarctic Cold Reversal«. 

Vegetation, biller og myg 

Også fossile dyre- og planterester 

kan give kvalitativ og kvantitativ 

information om fortidens klima. 

Information om fortidens vegetation 

har været tilgængelig gennem 

studier af pollenindholdet 

i sø- og moseafl ejringer i mere 

end 100 år. Da plantesamfund 

ikke kun er klimaafhængige men 

også underlagt vegetationsdynamik 

(eks. konkurrence og 

sygdomme) og er afhængige af 

jordbunden, er det ikke muligt at 

kvantifi cere klima fra pollen, men 

et kvalitativt udsagn (koldt, tørt, 

vådt, varmt) er muligt. Pollenanalysens 

væsentligste styrker er 

pollens utroligt høje bevaringspotentiale 

(de kan tåle næsten 

hvad som helst) og mængden af 

data der potentielt er til rådighed 

(hver cm 3 sediment indeholder 

som oftest fl ere 1.000 pollen). 

Rigelige mængder af pollenkorn 

kan altså udtrækkes fra selv små 

mængder af fl ere millioner år 

gamle afl ejringer. Det er blandt 

andet lykkedes at påvise store 

variationer i vegetationens sammensætning 

ved afslutningen af 

Kridttiden for 66 mil. år siden; 

samtidigt med afslutningen på 

dinosaurernes hærgen. 

Pollenanalyse er en gammel 

disciplin der blev udviklet i 

Danmark og Sverige i slutningen 

af 1800-tallet og starten af 

1900-tallet. Den vekslen man 

ser i iskernerne mellem kortvarige 

(300-1.000 år) kulde- og 

varmeperioder ved afslutningen

af Weichsel-istiden, (Fig. 3) blev 

oprindeligt beskrevet på baggrund 

af pollen og planterester 

i danske søafl ejringer fra Bølling 

og Allerød. 

I dag er der analyseret for 

vegetationsudvikling i tusindvis 

af søer. Nogen af disse søafl ejringer 

strækker sig over den seneste 

istid og ned i den forrige mellemistid 

Eem. Tilstedeværelsen 

af pollen i fossile søsedimenter 

kan kaste lys over tidligere tiders 

nedbør- og temperaturmønstre. 

For eksempel synes den sydlige 

grænse for hvor gran naturligt kan 

udbrede sig til, at løbe igennem 

det sydlige Sverige. Dette skyldes 

at gran kræver meget kølige vintre 

for at kunne gå i total dvale; 

mildere vintre vil holde granens 

metabolisme i gang under meget 

ugunstige forhold hvilket vil 

påvirke væksten og i sidste ende 

konkurrenceevnen. Omvendt 

har egetræet en nordlig grænse 

der løber igennem det mellemste 

Sverige på højde med Stockholm 

(Limes Norrlandicus). Nordligere 

fund af egepollen indikerer 

at det fortidige klima har været 

en del varmere. Egentlige megafossiler 

(stammer og stubbe) af 

fyrretræer er som tidligere omtalt 

fremdraget fra blandt andet Torneträsk-området 

(Nordsverige). 

Forklaringer 

I dag et område der ikke understøtter 

nogen form for trævækst. 

Fund af fossile fyrretræer over 

trægrænsen indikerer at klimaet 

på disse kanter tidligere var af 

en beskaffenhed der muliggjorde 

trævækst i området. 

Fossiler af billeskeletter (insekter 

bærer deres skelet udenpå 

- et såkaldt exoskelet) forekommer 

i organiske afl ejringer (søer 

og moser). Selv dele af rygskjold, 

ben-, hoved- og kæbedele kan 

identifi ceres til artsniveau af 

eksperter. Da billefaunaen er 

følsom for en række klimatiske 

parametre kan identifi kationen 

af arter, og især af billesamfund, 

NAO: Den Nord Atlantiske Oscillation, egentligt et indeks over trykforskellen mellem Azorernes højtryk 

og det Islandske lavtryk. NAO har stor indfl ydelse på især Europas vejrforhold. 

Varve: En sedimentpakke af lag hvori en års-periodicitet kan udredes. 

Ilt (oxygen): En grundstof med tre stabile isotoper (O-16, O-17 og O-18). De tre isotoper bliver fraktioneret 

i fordampning og kondenseringsprocessen, således at nedbør altid er forarmet med hensyn til 

O-18 i forhold til vanddampens kilde. 

Foraminiferer: Et mikroskopisk dyr der bebor alle vandmasser. Der fi ndes planktoniske (svømmende) og 

bentiske (bundlevende) former. Artssammensætningen i en prøve er udpræget afhængigt af bla. temperatur. 

En prøve med 90% Neogloboquadrina pachyderma (sinistral) er indikator for polare vandmasser. 

Pollen: Kønnede formeringsceller fra planter. Disse består af et meget nedbrydningsresistent stof og 

fi ndes fossilt i de fl este organiske afl ejringer, eks søer og moser. 

Jordens tid er opdelt I geologiske perioder, Kvartæret dækker de sidste 1.5 mil år. Perioden er kendetegnet 

ved at klimaet svinger mellem istider og mellemistider. Kvartæret er igen inddelt i en række subperioder 

hvor Holocen er den nuværende varmeperiode. Før denne herskede der en istid der kaldes Weichhsel. 

Før Kvartæret ligger Tertiær der igen er underinddelt i en række perioder blandt andet Eocen. Meget 

tidligere i jordens historie ca. 480 millioner år før nu fi nder vi Ordovicium, hvorunder det postuleres at 

hele Jorden var dækket af et globalt isdække. 

Den lille Istid: En markant kuldeperiode hvis spor genfi ndes over det meste af det Nordatlantiske 

område, støttet af historiske og klimaarkiver. Tilsyneladende endnu en svingning på den Holocene klimatiske 

udvikling der blandt andet også indeholder Middelaldervarmen. En markant varmeperiode der 

er nogenlunde kontingent over det Nordatlantiske område. 

Istider og mellemistider (glacialer og interglacialer), de sidste 1.5 millioner år har klimaet på 

100.000 år skala varieret mellem glacialer og interglacialer. Under glacialer opbygges det isskjolde på især 

den Nordlige halvkugle, der igen smelter væk under interglacialer. Den rytmiske op- og nedbrydning er et 

resultat af ændret indstråling der skyldes små ændringer i Jordens bane omkring solen. Istider varer med 

den nuværende bane ca. 100.000 år og imellemistider 10.000. 


side 40 • Vejret, 95, maj 2003

Figur 3a. (modstående side) GRIP 

iskernen. Den isotopkemiske sammensætning 

af ilt i vandmolekylerne 

er kontrolleret af vanddampens kilde, 

destillation under transporten mod 

polerne og temperaturen ved den 

lokalitet hvor nedbøren falder. Jo 

koldere det er jo mere negative bliver 

O 18 værdierne. Den nuværende varmetid 

strækker sig 11.500 år tilbage, 

hvorefter den seneste istid, Weichsel, 

huserede i ca. 100.000 år. Før da var 

vores del af verden underlagt et klimatisk 

regime under Eem, der kan sammenlignes 

med den nuværende varmetid. 

Den savtakkede variation, der er 

tydelig under især Weichsel-perioden, 

er de såkaldte Dansgaard-Oeschger 

cykler (D-O cykler); meget hurtige 

temperaturvariationer der også ses i 

havbundskerner fra Nordatlanten. 

Figur 3b. (modstående side) Isotopsammensætningen 

fra GRIP iskernen 

de seneste 16.000 år. Holocen besidder 

tilsyneladende ikke variation der kan 

sammenlignes med variationen under 

Weichsel. Bemærk dog at der ved ca. 

8.200 BP synes at være en kortvarig 

afvigelse mod koldere tider. Før Holocen, 

og inden klimaet kan siges at 

være fuld glacialt, optræder en periode 

med mange mindre klimavariationer. 

Disse er velbeskrevet i bl.a. søafl ejringer 

fra Danmark. Denne variation kan 

sammenfattes i Bølling, Ældre Dryas, 

Allerød (Bø, OD, Al) og Yngre Dryas 

(YD). Konventionelt visdom siger at 

istiden slutter ved overgangen mellem 

Yngre Dryas og Holocen. Det forekommer 

dog mere naturligt at se hele Bølling 

- Yngre Dryas komplekset som en 

overgangsfase. 

give et fi ngerpeg om tidligere 

tiders klimatiske forhold. En fordel 

ved at bruge biller er at deres 

klimatiske tolerance er væsentlig 

bedre defi neret end vegetationen, 

og måske allervigtigst, at 

tilstedeværelsen indikerer lokal 

optræden. Pollenkorn kan nemlig 

- i modsætning til døde biller 

- føres med vinden over meget 

store afstande. Pollenkorn af de 

store vindbestøvere som fyr og 

gran, kan tilbagelægge mange 

1.000 kilometer; så deres tilstedeværelse 

i søer og moser er ikke 

nødvendigvis et udtryk for at en 

sammenhængende skov af gran 

og fyr stod i umiddelbar nærhed 

af vådområdet. 

En særlig gruppe inden for 

insekterne, myggen (Chironomidea), 

er de seneste ti år blevet 

udviklet som palæoklimatisk 

indikator. I modsætning til biller 

der er relativt sjældne, forekommer 

rester af myggelarvens skelet 

hyppigt i søsedimenter. Selv om 

det synes utroligt så kan eksperter 

i myggens taksonomi analysere 

en sedimentkerne fra søbunden 

og opstille et fordelingsdiagram 

for myggesamfundets variation 

gennem tiden. Ved at analysere 

nulevende myggesamfund over 

en miljøgradient, kan man, med 

udgangspunkt i den nutidige 

variation i myggearternes udbredelse, 

komme meget tæt på 

en kvantitativ temperaturkurve. 

Med miljøgradient menes der 

at forskellige myggesamfunds 

sammensætning analyseres 

langs en geografi sk linie hvor 

en klimaparameter varierer. Det 

kan være fra nord til syd hvor 

temperaturen - eller fra vest til 

øst hvor f.eks. nedbøren - ændrer 

sig. Det kan også være en 

næringsstofgradient, en salthol- 

dighedsgradient eller noget helt 

femte. På baggrund af sådan et 

datasæt kan man med enkelte 

prøver af fossile myggelarver, 

komme ret tæt på en kvalitativ 

temperaturbestemmelse. Helt 

nødvendig for rekonstruktioner 

baseret på Chironomiderne er 

imidlertid at det datasæt der 

opbygges som sammenligningsgrundlag 

(den moderne analog) 

også repræsenterer det klima de 

fossile myggelarver levede under. 

Man kan altså ikke rekonstruere 

istidsforhold med en moderne 

mellemistids-analog. 

Hjulbærere fra dybhavet 

En anden bærer af information 

om tidligere tiders klimavariationer 

er dybhavets sedimenter. 

Heri kan man både analysere sig 

frem til havoverfl adens temperatur, 

de dybere vandmassers 

temperatur, hvorvidt isbjerge 

er drevet forbi og meget andet. 

For det første kan man direkte 

påvise den tidligere tilstedeværelse 

af isbjerge i området hvis 

der i havbundsprøver forekommer 

meget grove sedimentkorn 

(småsten, grus og sand) i de 

ellers meget fi nkornede, lerede 

og organiske sedimenter. Grove 

korn kan nemlig umuligt nå 

ud midt i Atlanten uden at 

være ført derud indfrosset i et 

isbjerg. Sammenhængende lag 

af korn der menes transporteret 

af isbjerge er truffet f.eks. ud for 

Portugals kyst. En klar indikation 

af at polare vandmasser tidligere 

trængte noget længere sydpå end 

de gør i dag. 

For at fi nde vandmassernes 

temperatur - der er af stor betydning 

for de store linier i klimaet 

- anvender man Foraminiferer. 

En gruppe kalkskallede, mikro- 


SST (ºC) MD95-2043 

25 

23 

21 

19 

17 

15 

13 

11 

9 

7 

5 

4 

3 

2 

1 

Holocene 

HE 1-St2 

HE 2-St3 

Figur 4a. En foraminifer (på dansk: 

Hjulbærer) Neogloboquadrina pachyderma 

(sinistral). Foraminiferer er 

mikroskopiske, encellede organismer 

der bebor alle vande, enten frit i 

vandmasserne eller ’kravlende’ i og 

på bunden. Foraminiferer er miljøfølsomme 

og kangboquadrina pachyderma 

(sinistral) er en polar art, der 

trives under mange forhold, men klart 

dominerer i polare vandmasser. 

5 

0 2 4 6 8 10 12 14 16 18 20 22 24 26 28 30 32 34 36 38 40 42 44 46 48 50 52 54 

Cal. age (kyr) 

Figur 4b. Eksempel på en Sea Surface Temperature (SST) rekonstruktion baseret på 

foraminiferer fra det vestlige Middelhav. Kurverne 1, 2, 4 og 5 er SST for henholdsvis 

vinter, forår, efterår og sommer. Kurve 4 er baseret på Alkener, (langkædede 

metyl-ketoner) der produceres af Kokkolitter (Kalkskallet plankton). Kurvens 

forløb minder overordnet om iskernerne (Fig 3a), høje temperaturer gennem de 

sidste ca. 10.000 år, derefter et dramatisk fald til istidsforhold. De grå vertikale 

felter markerer de såkaldte Heinrich events, særdeles kolde perioder. Det fremgår 

at temperaturvariationen mellem sommer og vinter var væsentlig mindre under 

istiden (fra Pérez-Folgado et al 2002). 


YD-St1 

HE 3-St5 

HE 4-St9 

HE 5-St13 

skopiske, meget udbredte og 

talrige dyr, der på dansk kaldes 

hjulbærere (Fig 4a). Der fi ndes 

to typer af hjulbærere: De der 

lever frit svævende i vandmasserne 

(pelagisk), og de der lever 

i eller på bunden (bentiske). 

Som hos myggene er de enkelte 

arter følsomme over for en 

række miljøparametre; primært 

temperatur. De giver derfor god 

mulighed for at opnå viden om 

de fortidige vandmassers fysiske 

beskaffenhed - både i overfl aden 

og ved bunden. Da bundsedimentet 

i oceanernes dybere dele 

stort set ikke rodes op kan en 

kerne herfra indeholde millioner 

af års uforstyrret arkivmateriale, 

og en dens indhold af grove korn 

og mikrofossiler kan derfor i detaljer 

berette om klimaet langt, 

langt tilbage i tiden. 

Hertil kommer mere specialiserede 

oplysninger; f.eks. 

baseret på den isotopkemiske 

sammensætning af hjulbærernes 

kalkskaller der - ligesom 

isen i gletscherne - indeholder 

et signal om den temperatur de 

blev dannet under (Fig 4b). Et 

andet isotopkemisk signal der ligeledes 

kan afl æses i kalkskaller, 

er opbygning og nedbrydning 

af isskjolde. Den lille ændring 

af oceanernes isotopsammensætning, 

der er en følge af 

O-16’s ophobning i gletscheris, 

afspejles nemlig som en svag 

forøgelse i mængden af O-18 

i hjulbærerens kalkskal. Den 

isotopkemiske sammensætning 

af de mikroskopiske hjulbærere 

kan altså bruges til at beregne 

hvor meget vand der var bundet 

som is under forskellige stadier 

af istiden, og dermed også til 

at fastlægge fortidens globale 

ændringer i havniveauet.

Varv 

Fra Ångermanälven i det centrale 

Sverige kender man årsbetingede 

afl ejringer i fl odmundingen der 

er så veludviklet, at det har 

været muligt at identifi cere og 

aldersbestemme alle de enkelte 

årslag for de sidste ca. 9.000 år 

(Fig. 5a). Det enkelte årslag benævnes 

et »varv« og kan i store 

træk jævnføres med træringe. 

Et tykt forårslag der kan kobles 

til vårfl ommen (Sander et al. 

2001) og et tyndt vinterlag der 

sedimenteres under vinterens 

isdække. Da hovedparten af den 

årlige vårfl om kan kobles til den 

samlede vinternedbør (der på 

de breddegrader bindes i sne 

og først frigives om foråret), kan 

man, gennem tykkelsesvariationer 

i de lagdelte afl ejringer, opnå 

indsigt i fortidens variationer i 

vinternedbøren. 

De yngste varv fra moderne 

tid er blevet sammenholdt med 

målinger af fl odens afstrømning. 

Det har muliggjort konstruktionen 

af en matematisk funktion 

der beskriver forholdet mellem 

den årlige vandføring og 

mængden af afl ejret sediment 

(Fig. 5b). På baggrund af denne 

ligning kan afstrømningen for 

de sidste 9.000 år beregnes 

med rimelig stor sikkerhed. Da 

hovedparten af varvtykkelsen 

kan relateres til vårfl ommen, 

og dermed til den mængde sne 

der er faldet i oplandet vinteren 

igennem, må man forvente at 

hovedparten af variationen i 

varvtykkelsen er relateret til den 

årlige vinternedbørmængde. Et 

forhold der delvis kan bekræftes 

ved at sammenligne variationen 

i de meterologiske observationer 

med varvtykkelsen (Fig. 5c). 

Problemet er, at alle datase- 

rier, helt tilfældigt, i en eller anden 

udstrækning, deler variation 

med alle andre serier. Spørgsmålet 

er blot: I hvor høj grad? I 

dette tilfælde forklarer den akkumulerede 

vinternedbør ca. 40% 

af variationen i varvtykkelsen 

hvilket omvendt betyder at ca. 

60% af variationen må skyldes 

andre faktorer; som måske kan 

kvantifi ceres men som oftest må 

betragtes som støj. 

Opsamling 

I det store hele er de enkelte klimatiske 

arkiver ikke meget værd. 

De er tilfældige nedslag efter de 

forhåndenværende søms princip; 

oftest opnået i de mest utilgængelige 

og ubeboede dele af 

verden (Grønland og dybhavet). 

Tilsammen udgør de imidlertid 

et informationsrigt netværk. Vi 

er f.eks. nu, på baggrund af 

udforskningen af klimasensitive 

arkiver, ret sikre på at Europa har 

gennemgået fem klimatiske faser 

de sidste 2.000 år. Fra år >0 og 

300 frem var vi i »Den Romerske 

Varmeperiode«, fra 300-600 i 

»Den Mørke Tids Kuldeperiode«, 

fra 800-1200 i »Middelaldervarmen«; 

derefter frøs Europa under 

»Den Lille Istid« frem til ca. 1700 

AD hvor den blev afl øst af den 

nuværende varmeperiode. 

Det er dog vigtigt at indse, 

at ikke alle disse konstruktioner 

nødvendigvis stemmer overens 

(kvalitativt og kvantitativt) og 

måske heller ikke kan bekræftes 

af måledata. For eksempel er der 

bred enighed om drivhuseffektens 

indfl ydelse og den stigende 

globale middeltemperatur. Alligevel 

er dele af Grønland pt. 

inde i en fase med nedadgående 

temperaturer (Hanna og Cappelen 

2002) der gerne skulle give 

sig udslag i den isotopkemiske 

sammensætning af den grønlandske 

is. Hvis det tænkes at 

de centrale dele af Grønland 

tidligere har oplevet klimatiske 

svingninger der minder om det 

nuværende scenario, så falder de 

lange iskerner som et troværdigt 

arkiv for det regionale Nordatlantiske 

område. Dog viser stort set 

alle oceankerner i Nordatlanten, 

og en enkelt fra Caribien (Cariacobassinet), 

at temperatursvingninger 

i oceanet og på Grønland 

følges ad. 

Netværket af palæoklimatiske 

serier er blevet koblet til mesoskala 

atmosfæriske tilstande, 

som f.eks. Den Nordatlantiske 

Oscillation (NAO). Hypotesen 

er at gradienter i rekonstruktionerne 

(enten på tværs af Atlanten 

eller nord - syd gennem 

Europa) er udtryk for at NAO er 

den fælles atmosfæriske variable. 

Alment gælder det dog at disse 

rekonstruktioner af NAO ikke 

samstemmer. Schmutz et al. 

(2000) viste at ti NAO rekonstruktioner 

var stort set uden 

fælles karaktertræk. 

Et andet eksempel på den 

indbyggede problematik i rekonstruerede 

klimatiske data er 

den omdiskuterede Mann-kurve 

fra 1999 der viser temperaturen 

for de sidste 1.000 år, baseret 

på en lang række af rekonstruktioner 

(Stendel og Kaas 2001). 

Mann-kurven viser i grove træk 

at temperaturen var stabil gennem 

det meste af perioden, med 

en kraftig (drivhus) opvarmning 

til sidst. Det vakte en del undren 

i palæoklimatiske kredse at man 

absolut ingen variation så fra 

Middelaldervarmen og Den Lille 

Istid. Det blev forklaret med, 

at Middelaldervarmen og Den 


side 44 • Vejret, 95, maj 2003

Fig 5a. En 2.000 år lang samlet kurve 

bestående af 42 varvtykkelses serier 

fra Ångermanälven. Som det ses i fi gur 

5b og 5c kan en stor del af variationen 

tilskrives vårfl ommen og den akkumulerede 

vinternedbør. 

Fig 5b. Plot af varvtykkelsen (krydser) 

og vårfl ommens maksimale 

vandføring Qmax (cirkler). Sammenligningen 

mellem varvtykkelsen 

og afstrømningen gennem fl oden 

demonstrerer, at en meget stor del 

af variationen i varvtykkelsen er 

afl edt af variationen i vårfl ommen. 

I dette tilfælde forklarer variationen i 

varvtykkelsen ca. 90% af variationen 

i afstrømningen, hvilket retfærdiggøre 

en egentlig rekonstruktion af vårfl ommen 

for de sidste 2.000 år. 

Fig 5c. Den akkumulerede vinternedbør 

(AAWP) fra Ångermanälvens 

opland (krydser) sammenlignet 

med vårfl ommen (SMF) som den er 

henholdsvis observeret (fi rkanter) 

og rekonstrueret (cirkler). AAWP 

repræsenterer et gennemsnit af den 

akkumulerede vinternedbør fra oktober 

til maj fra ni meteorologiske 

stationer. I dette tilfælde forklare 

den akkumulerede vinternedbør kun 

ca. 40 af variationen i vårfl ommen, 

hvilket omvendt betyder at 60% af 

variationen ikke er forklaret. 

Lille Istid var lokale europæiske 

fænomener, der ikke bryder 

igennem på den globale middeltemperatur. 

Senere blev det 

påvist at begge udsving er veludviklede 

i visse af de datasæt 

der indgår i Mann-kurven (Esper 

et al. 2002). 

I fremtiden vil den palæoklimatiske 

forskning bevæge sig 

mod egentlige kvantitative 

rekonstruktioner - mod kurver 

med en kvantitativ angivelse 

af en eller fl ere klimaparametre 

og en vurdering af usikkerheden 

(f.eks. Mann-kurven). Derudover 

vil der ganske sikkert blive forsket 

intenst i den rumlige og tidslige 

udbredelse af de allerede kendte 

klimasvingninger - som Den Lille 

Istid og Middelaldervarme. Det 

står allerede klart at Den Lille Istid 

ikke er en samtidig nedfrysning 

af hele Jorden, men en heterogen 

periode med forskellig signatur i 

forskellige regioner. På grund 

af manglende data fra især den 

sydlige halvkugle, er det uvist om 

disse klimasvingninger er globale 

eller regionale. 

I en verden der tilsyneladende 

er i en hidtil uset opvarmningsfase 

er det helt nødvendigt at 

have viden om hvordan sådan 

en opvarmning vil manifestere 

sig regionalt og globalt. Som allerede 

bemærket er Grønland i en 

afkølingsfase, hvilket fremtidens 

forskere vil kunne se i polarisens 

isotop sammensætning, på 

trods af at den globale middeltemperatur 

er stigende. Det åbne 

spørgsmål er om rekonstruerede 

klimaparametre er globale, regionale 

eller lokale. Der ligger en 

stor opgave i at få rede på disse 

forhold. 

Referencer 

Esper, J., Cook, E.R. og Schweingruber, 

F.H., 2002. Low-frequency 

signals in long tree-ring Chronologies 

for reconstructing past 

temperature variability. Science, 

295(5563): 2250-2253. 

Hanna, H., og Cappelen, J., 2002: 

Klimaet i det sydlige Grønland i 

de sidste 40 år. Vejret, N 3 og 4 

oktober 2002 (92&93). 

Johnsen, S.J., D. Dahl-Jensen, 

W. Dansgaard, and N.S. 

Gundestrup. 1995. Greenland 

palaeotemperatures derived 

from GRIP bore hole temperaure 

and ice core isotope profi les. 

Tellus 47B:624-629. 

Pérez-Folgado, M., Sierro, F.J., 

Flores, J.A., Cacho, I., Grimalt, 

J.O., Zahn, R., Shackleton, 

N. 2002 (in press): Western 

Mediterranean planktonic foraminifera 

events and millennial 

climatic variability during the last 

70 kyr. Marine Micropaleotology 

9078, p 1-22. 

Sander, M., Bengtsson, L., Holmquist, 

B., og Wohlfarth, B., 

Cato. I., 2001; The relationship 

between varve thickness and 

maximum annual discharge 

(1909-1971). Journal of Hydrology, 

vol 263, p 23-35. 

Schmutz, C., Luterbacher, J., 

Gyalistras, D., Xoplaki, X., og 

Wanner, H., 2000: Can we 

trust proxy-related NAO index 

reconstructions? Geophysical 

Research Letters, vol 27, no 8, 

p 1135-1138. 


med optagelsen i EMS har der 

i bestyrelsen været drøftet forskellige 

tiltag til at få et bedre 

overblik over medlemsskaren 

og dennes primære interesser, 

og dette vil der blive arbejdet 

videre med i det kommende år. 

Generelt er der en faldende tendens 

i foreningens medlemstal, 

og det er således nødvendigt 

i fremtiden at øge indsatsen 

for at få fat i nye potentielle 

medlemmer. Dette kan blandt 

andet foregå ved at annoncere 

foreningens møder i beslægtede 

selskabers tidsskrifter. 

Som sædvanligt har der i årets 

løb været afholdt en række 

møder/foredrag: Et møde med 

titlen ”Vejr for enhver” primært 

rettet mod gymnasieelever; 

Nordisk Meteorolog Møde; et 

julemøde om sommeren 2002 i 

et langsigtet perspektiv og slutteligt 

et forårsmøde med Henrik 

Voldborg. Generelt arbejdes 

der i bestyrelsen på at stable 

nogle møder på benene med 

en lidt bredere appel for at øge 

tilslutningen til møderne og dermed 

udbrede kendskabet til og 

interessen for DaMS yderligere. 

De fremmødte godkendte beretningen 

uden kommentar. 

3. Kopier af budget og regnskab 

omdeltes til de fremmødte, 

hvorefter kassereren gennemgik 

de enkelte poster. 

Der har været et markant fald 

i antallet af B-medlemmer, 

da DMI har opsagt en stribe 

medlemmer i form af havnekontorer, 

fl ypladser o.lign. 

Endvidere kan det konstateres, 

at en hel del studentermedlemmer 

har opretholdt 

deres studenterstatus ganske 

længe, og der opfordres derfor 

generelt til, at man sørger for 

at opdatere sin medlemsstatus 

i henhold til de faktiske 

forhold, hvis man eventuelt 

skulle have glemt dette. 

Som det fremgår af regnskabet, 

gav NMM et overskud på 

kr. 17.117,60, men selv uden 

dette bidrag havde foreningen 

i 2002 et positivt driftsresultat 

på ca. 10.000 kr. Da foreningens 

formål ingenlunde er 

at akkumulere økonomiske 

midler, vil der fra bestyrelsens 

side blive forsøgt taget nogle 

initiativer til at reducere formuen 

en anelse femover. Det 

blev således fra salen foreslået 

at anvende overskuddet fra 

NMM til 'velgørende' formål 

som eksempelvis rejselegater 

til studerende eller lignende. 

Herefter blev budgettet kort 

gennemgået med den tilføjelse, 

at der er overvejelser 

om at købe en selvstændig 

DaMS web-server med tilhørende 

software. Dette var 

ikke inkluderet i det omdelte 

budget, da bestyrelsen først 

ønskede at drøfte det med 

generalforsamlingen, som 

imidlertid gav sin fulde tilslutning 

til det, hvorfor der 

vil blive arbejdet videre med 

dette i det kommende år. 

Der blev i forbindelse med 

dette punkt talt lidt mere om 

EMS og DaMS – blandt andet 

om, hvorvidt DaMS’s indmeldelse 

i EMS ret beset burde 

have været en GF-beslutning. 

Dette er imidlertid i henhold til 

vedtægterne ikke nødvendigt. 

Der blev herefter stillet forslag 

om at forsøge at få nogle 

EMS-relaterede informationer 

med i Vejret for at give medlemmerne 

i lille indblik i dette 

selskabs virke og formål. 

Til slut blev der som udløber af 

spørgsmålet om at vende den 

negative medlemsudvikling 

stillet forslag om at forsøge at 

udbrede kendskabet til DaMS 

og Vejret i Skåne. 

4. Der var ingen indkomne forslag, 

men det blev i den forbindelse 

bemærket, at dette 

så passende kunne have været 

anført på den i Vejret trykte 

dagsorden. 

5. Som formand genvalgtes 

Jens Hesselbjerg Christensen. 

Som menige medlemmer 

genvalgtes Niels Woetmann 

Nielsen og Michael Jørgensen. 

Som nyt bestyrelsesmedlem 

valgtes Morten Nielsen, 

mens Sven-Erik Gryning blev 

ny suppleant. 

6. Begge revisorer samt revisorsuppleanten 

genvalgtes. 

7. Under ”Eventuelt” blev Vejret 

atter drøftet. Der blev udtalt 

stor ros til bladet som værende 

”et glimrende blad med noget 

for alle”, og redaktionens 

indsats blev ligeledes rost. I 

samme forbindelse nævntes, 

at en af de bærende kræfter i redaktionen 

igennem alle årene, 

Leif Rasmussen, nu har valgt 

at trappe lidt ned på indsatsen. 

Til at fylde hullet op efter Leif 

træder Bjarne Siewertsen nu 

ind i redaktionen. 

Til slut kunne formanden takke 

af for et godt møde afholdt i god 

ro og orden. 

Michael Jørgensen d.29/3 2003

Dansk Meteorologisk Selskab 

Bestyrelsen arbejder med følgende idéer til kommende møder 

1. Sejlervejr - evt. også et temanummer af Vejret 

2. Krigsvejr 

3. Iskerner og klima 

4. Klimatiske skrækscenarier. 

Mere detaljeret information om de kommende møder følger i næste nummer af Vejret.

Nr. 2 - 25. årgang April 2003 (95)

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?