Sårbare unge - Hus Forbi

h u s fo r bi 

nr. 3 marts 2010 14. årgang | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb af sælgere med synligt id-kort 

bådflygtninge strandet i kulden 

300 afrikanere 

lever på gaden 

i Danmark 

personer med adhd svigtes 

Sårbare unge 

havner på herberg 

mandlige prostitutionskunder 

Sex med handlede 

kvinder er okay 

carsten jensen 

skriver i hus forbi: 

Adgang forbudt 

for demokratiet

h u s fo r bi 

REDAKTION 

ANSVARSHAVENDE REDAKTØR 

Jens Høvsgaard 

jens@husforbi.dk 

REDAKTIONSSEKRETÆR 

Simon Ankjærgaard 

simon@husforbi.dk 

SKRIBENTER og FOTOGRAFER på dette nummer: 

Trine Kit Jensen 

Birgitte Ellemann Höegh 

Lisbeth Rindholt 

Carsten Jensen 

Louise Thrane Jensen (ill.) 

Holger Henriksen (foto) 

Flemming Schiller (foto) 

Martin Bubandt (foto) 

Søren Zeuth (foto) 

FORSIDEFOTO 

AP/Arturo Rodriguez 

LAYOUT 

salomet grafik 

KONTAKT REDAKTIONEN 

tlf.2990 2424 

redaktion@husforbi.dk 

ADMINISTRATION 

SEKRETARIATSLEDER 

Stig Tarnow 

stig@husforbi.dk 

SALGSMEDARBEJDERE 

Jimmy Rohde, tlf. 5133 8128 

jimmy@husforbi.dk 

Rikke Kratholm, tlf. 2932 9084 

rikke@husforbi.dk 

UDGIVER 

Foreningen Hus Forbi 

Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N 

Tlf. 2990 2424, www.husforbi.dk 

DEBATINDLÆG 

debat@husforbi.dk 

Næste nummer udkommer den 1. april 2010. 

DISTRIBUTION 

Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m. 

kan fungere som distributør for Hus Forbi – dvs. være 

udleveringssted af avisen til sælgerne. 

Kontakt os på: tlf. 3132 8456/5133 8128 

(se listen af distributører på www.husforbi.dk). 

ABONNEMENT 

Standardabonnement: 340 kr. (12 numre om året – inkl. moms, 

porto og gebyr). 

Støtteabonnement: 540 kr. 

Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006 

eller karina@notat.dk 

BIDRAG 

Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind 

på kontonummer (9541)60028842. 

Mærk indbetalingen ’bidrag’. 

TRYK: Medieselskabet Nordvestsjælland 

OPLAG: 85.000 

LÆSERTAL: 376.000 (2. og 3. kvartal 2009) 

jf. Index Danmark/Gallup 

ANTAL SÆLGERE: ca. 500 

ISSN: 1397-3282 

OM HUS FORBI: Hus Forbi udkom første gang i 1996, avisen 

kommer nu en gang om måneden. Hus Forbi sælges af hjemløse 

og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte 

mennesker – det, man under ét kan kalde ’skæve eksistenser’. 

Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. 

Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede 

grupper både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med 

sælgeren. 

Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af 

Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne 

som et alternativ til tiggeri og evt. kriminalitet. 

Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle 

freelancere, fotografer og illustratorer. 

Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, 

INSP. 

Vi støtter Hus Forbi 

Vil du også støtte Hus Forbi? 

2 | HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang 

| leder | 

Det er fandeme uhyggeligt, du! 

Forleden dag faldt jeg i snak med et ungt rumænsk ægtepar. Jeg har rejst en del i Rumænien 

og ved, hvad der er sket, siden landet blev medlem af EU i 2007. Det frie markeds kræfter hersker, 

og det sociale sikkerhedsnet er en lige så stor utopi som en woodoo-præst i den danske folkekirke. 

Derfor burde det heller ikke have overrasket mig, at det unge par og deres babys hjem var 

et lille, men dyrt lejet værelse. Det burde ikke være kommet bag på mig, at manden forsørgede sin 

familie med indtægter fra de småjobs han på daglejerbasis blev tilbudt. Lidt sort rengøring hér, lidt 

ufaglært håndværksarbejde dér, og når der ikke var andet at få, så frem med harmonikaen og ud 

på gader og stræder. Det burde heller ikke have undret mig, at den unge mor dagligt gennemsøgte 

affaldsspande og parker for at finde tomme flasker. Sådan er dagligdagen for en meget stor del af 

den rumænske befolkning. Det, der overraskede mig, var, hvor stiltiende og hurtigt vi har accepteret, 

at folk lever under lignende forhold her i landet. For det var ikke på en af mine rejser til Rumænien, 

jeg mødte den lille familie. Det var i Danmark. På Nørrebro i København. 

I dette nummer af Hus Forbi skal du møde de to unge afrikanere Fred og Hassan. Som det 

rumænske par søger også de lykken i Danmark. Deres udgangspunkt er dog endnu ringere end 

rumænernes. De er flygtet fra død, nød og forfølgelse i deres 

hjemlande, og har begge været ude på en rejse, der er gået fra 

Vestafrika via Libyen og en farefuld sejltur over Middelhavet til 

- Da vi havde 

travlt med 

at realisere os 

selv og vores 

friværdi, bad 

vi dem komme. 

Italien, hvor de fik arbejde. Men da finanskrisen begyndte at 

stramme til, var det dem, der var de første til at miste job og 

bolig, og oven i det måtte de også se sig udset til mål for racistiske 

angreb. Afrika kunne de under ingen omstændigheder 

vende tilbage til, derfor fortsatte deres rejse mod et anstændigt 

liv nordpå. I dag lever de begge som hjemløse på gaden i 

København. 

Som så mange andre fattige fra Østeuropa, Afrika og Asien er 

Fred, Hassan og det unge par og deres baby rejst til Vesteuropa 

for at få del i den rigdom og de muligheder, der findes her. Det 

er et helt naturligt menneskeligt instinkt, der driver dem. Siden 

tidernes morgen har vi søgt mod steder, hvor der fandtes føde, 

tryghed og muligheder, og indtil for ganske kort tid siden anså vi ikke vort nye århundredes folkevandring 

som et stort problem. Tværtimod. Inden krisen begyndte at kradse, tog det gamle EU begejstret 

imod de tilrejsende. Da vi havde travlt med at realisere os selv og vores friværdi, bad vi dem om 

at komme for at give en hånd med til de ting, vi ikke selv ville røre, men nu er der ikke længere brug 

for dem i den samme udstrækning, så nu begynder de at dukke op på herberger og i varmestuer. De 

kan da bare rejse hjem igen, mener nogle, og det ville de sikkert også gerne, hvis de havde noget at 

vende tilbage til, men også i deres lande mærkes følgerne af vores finanskrise. Når bruttonationalproduktet 

falder, beskæres ulandsbistanden, projekter i tredjeverdens lande sættes i bero, og endnu 

flere handelshindringer iværksættes for at holde på beskæftigelsen i vores egen del af verden. Det 

er skruen uden ende, og det er os, der står med skruetrækkeren i hånden. Vælger vi at stramme 

yderligere, så risikerer vi, at vi drejer den over gevind, og hvad det kan medføre af nye problemer og 

etniske konflikter, tør jeg slet ikke tænke på. Hvis vi ikke gør noget for at komme disse ulykkelige 

mennesker i møde med hjælp her og nu, så ligger vi, som vi har redt, og konsekvenserne af det vil 

ikke kunne beskrives mere præcist end med en lille omskrivning af skuespilleren Peter Schrøders 

kendte replik: Det bliver fandeme uhyggeligt, du! 

Jens Høvsgaard, 

ansvarshavende redaktør 

Det koster 5.000 kr. om året at få sit firmalogo her på siden. Send en mail til redaktion@husforbi.dk 

v/Annemette Lyngh

| indhold | 

5 

21 

20 

22 

24 

32 

Fejlplaceret 

Unge med ADHD og 

Asperger fylder på 

herbergerne. 

Kvit smøgerne 

Københavns Kommune vil 

sende socialt udsatte på 

rygestop-kursus. 

5 skarpe 

Den ene dag krævede han, 

at politiet skulle anholde 

udenlandske hjemløse på 

herbergerne, den næste dag 

mente han det modsatte. 

Bør Peter Skaarup indgå 

i Dansk Folkepartis 

kvajekvote? 

noter 

De hjemløse stiller krav til 

socialministeren. 

læserne skriver 

historie 

fra gaden 

'Hvis bare jeg kan overleve 

de næste 20 år, så er det 

fint.' Mød Hus Forbi-sælgeren 

Palle. 

19 

Sex med en slave 

Mænd ser stort på, at den 

prostituerede er handlet. 

21 

De mærkelige mænds hus 

Mændenes Hjem fylder 100. 

Fotograf Martin Bubandt og 

journalist Lisbeth Rindholt var på 

besøg. 

13 

En kuldsejlet drøm 

Afrikanske bådflygtninge ender 

som hjemløse i Danmark. 

8 

Opfarende trygheds- 

narkoman 

Flemming Mogensen drømmer 

om en kernefamilie og kan blive 

tosset over langsomme damer i 

supermarkedskøen. 

25 

Den røde sangskole 

Er man venstreorienteret 

flipper, hvis man ikke er enig med 

regeringen? 

| et billede fra gaden | foto Holger Henriksen 

Ugens tilbud. Stille morgenstund før åbningstid. 

18 

Så er det sagt 

Carsten Jensen hudfletter 

Forsvarsministeriet og dansk 

presse. 

HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang | 3

4 | HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang

Unge med psykiske 

handicap fylder 

på herbergerne 

Unge under 25 år med Asperger og ADHD falder igennem systemet 

og får ikke den hjælp, de har behov for. I stedet havner mange på herberger 

og forsorgshjem. Og her har man ikke ressourcer til at tage sig af dem. 

af Trine Kit Jensen 

foto Flemming Schiller 

De er helt ned til 17 år og de fleste 

kommer ind direkte fra gaden. 

Kun få af dem har en diagnose, 

men for personalet på Frelsens 

Hærs Herberg på Amager i København 

er det tydeligt, at hjemløshed 

ikke er deres eneste problem. 

Herberget har 64 pladser, 

og forstander Dorrit Bruun Olesen 

skønner, at unge med Asperger, 

ADHD og andre psykisk sårbare 

fylder omkring en fjerdedel af 

pladserne. 

- Det, vi tilbyder her, er først 

og fremmest et værelse med en 

seng at sove i og noget at spise. 

Vi er et midlertidigt bosted, og 

selvom medarbejderne har et højt 

fagligt niveau, er der ikke normering 

og ressourcer til at yde denne 

svage gruppe den rette professionelle 

behandling. Derfor er det 

ikke det rigtige sted for dem, siger 

hun. 

Samme melding kommer fra 

et andet midlertidigt bosted, 

forsorgshjemmet St. Dannesbo i 

Odense. Her er 10 ud af 60 pladser 

lige nu optaget af unge. Der er 

stor udskiftning, og på et år har 

stedet omkring 30 unge boende, 

hvoraf mange er gengangere. 

Også her gælder det, at kun få 

har fået stillet en diagnose, men 

rigtig mange udviser tegn på 

ADHD. Og heller ikke på St. Dannesbo 

kan de få den hjælp, de har 

brug for. 

- Vi kan tage dem ind i varmen, 

give dem omsorg og hjælpe 

dem ud i samfundet igen. Men 

de har brug for behandling og for 

at være et sted, hvor der ikke er 

misbrug, siger forstander Gitte 

Lundgren. 

Morten Carlsson er formand 

for Landsforeningen Autisme, der 

arbejder på at forbedre forholdene 

for børn, unge og voksne med 

autisme-spektrum-forstyrrelser 

som f.eks. Asperger. En tredjedel 

af alle med autistiske træk har 

samtidig ADHD, og Morten Carlsson 

er enig med de to forstandere 

i, at herberger og forsorgshjem 

er et rigtig dårlig sted for dem at 

være. 

- At anbringe dem her er stort 

set det dummeste, man overhovedet 

kan finde på. Der er tale om 

unge, som er meget lidt sociale 

væsener. De har brug for ro, regelmæssighed 

og faste rammer 

og skal ikke være på en larmende 

'busholdeplads' uden privatliv, 

hvor de ikke kan få den støtte, de 

har behov for, siger han. 

Morten Carlsson peger samtidig 

på, at fristelser i form af alkohol 

og stoffer kan føre til yderligere 

social deroute for de unge, der på 

grund af deres psykiske handicap 

er desperate for at få lidt ro oppe 

i hovedet. 

Ingen garanti 

Og netop risikoen for misbrugsproblemer 

bekymrer også formanden 

for ADHD-foreningen, 

Anne Worning. 

- Det er selvfølgelig ikke godt 

for nogen, at de er nødt til at bo 

på herberg. Men unge med ADHD 

er særligt udsatte, fordi de er 

identitetssøgende og har tendens 

til at gå med, hvis andre har dårlige 

vaner, siger hun. 

- Det er selv- 

følgelig ikke godt 

for nogen, at de 

er nødt til at bo 

på herberg. 

Men unge med 

ADHD er særligt 

udsatte, fordi de 

er identitets- 

søgende og har 

tendens til at gå 

med, hvis andre 

har dårlige vaner. 

Anne Worning, 

formanden for ADHD-foreningen 

Hvorfor de unge ikke bliver 

samlet op af systemet og havner 

på herberger og forsorgshjem, er 

der ingen entydige forklaringer 

på. 

Men dét, at mange ikke har 

fået stillet en diagnose, er en del 

af problemet. 

- I psykiatrien har man været 

for lidt opmærksom på, at ADHD 

ikke kun rammer børn, men 

også er en lidelse hos voksne, og 

kommunerne er meget diagnose- 

fikserede. Hvis man ikke har en 

diagnose, er det svært at få hjælp, 

siger Anne Worning. 

Og selv med en diagnose er der 

ingen garanti for, at de unge får et 

passende botilbud og en behandling, 

der matcher deres behov. 

Hvad behovet er, kan variere, alt 

efter hvor hårdt ramt de unge er. 

Men for nogle er løsningen 

f.eks. at bo i et opgangsfællesskab 

med tilknyttede socialpædagoger, 

der er særligt uddannede til 

at tackle netop deres handicap. 

Voksne, der både kan hjælpe med 

det praktiske og fungere som 

katalysatorer for, at de kommer 

videre i deres liv. Den slags tilbud 

findes, både i kommunalt regi og 

som private tilbud etableret af 

forældregrupper. 

- Men der slet er ikke nok af 

dem, og specielt de store byer 

er ikke i stand til at finde nogen 

løsninger for de her unge, siger 

Morten Carlsson. 

Ved hjemløsetællingen i 2007 

blev 202 unge i alderen 18-24 år 

registreret. I regeringens hjemløsestrategi 

lyder ét af de fire 

langsigtede mål, at unge mennesker 

ikke bør være henvist til 

en plads på et forsorgshjem eller 

et herberg, hvor de risikerer at 

blive fanget i en længerevarende 

marginaliserings- og udstødelsesproces. 

Derfor skal der gøres en 

indsats, og den målsætning tager 

forstanderen på Hørhuset, Dorrit 

Bruun Olesen, hatten af for. 

- Det er flotte intentioner. Men 

her og nu er det bare et stykke 

papir, siger hun. | 


Ikke dum. 

Bare anderledes 

De er ikke et resultat af dårlig opdragelse, og mange af dem er 

højt begavede. Men selvom der nu er sat navn på deres psykiske 

handicap, så har unge med Asperger og ADHD stadig svært 

ved at blive forstået og få den rigtige hjælp. 



De fylder – og de fylder meget. 

Ikke bare på herberget Hørhuset, 

hvor de socialt skiller sig ud med 

en adfærd, der kan provokere de 

andre beboere. Eller på forsorgshjemmet 

St. Dannesbo, hvor den 

samme unge kan komme igen 

flere gange. De fylder også i statistikkerne 

over unge, der kommer 

på førtidspension. For selvom 

personer med Asperger og ADHD 

kan være højt begavede, går det 

let galt, når de skal i gang med 

voksenlivet. 

- Mange fortæller, at de bliver 

mødt med et krav om, at de bare 

skal tage sig sammen. De får at 

vide, at de nok bare er en lille 

smule skæve, og bliver sendt i 

arbejdsprøvning 8-10 gange, hvor 

det hver gang går galt. Derfor 

er der også nogle, som af egen 

lomme betaler tusindvis af kroner 

for at få en diagnose, så de kan 

komme af med det åg, det er hele 

tiden at få at vide, at det er deres 

egen skyld, siger Morten Carlsson, 

formand for Landsforeningen 

Autisme. 

Foreningen kæmper for 

bedre vilkår for mennesker med 

Autisme Spektrum Forstyrrelser 

- fællesbetegnelsen for en række 

diagnoser, der bl.a. tæller Aspergers 

Syndrom, og som fortrinsvis 

rammer drenge. Asperger hører 

til i den lettere ende af autismespektret, 

og mennesker med 

dette handicap har bl.a. svært ved 

at afkode signaler fra andre og 

fornemme, om de for eksempel er 

glade, vrede eller kede af det. De 

har derfor vanskeligheder med at 

kommunikere og begå sig socialt. 

- Hvis du siger goddag til 


en med Asperger, kan der oppe 

i hans hoved være 30 forskellige 

måder at svare tilbage på, 

og hvilken én er nu den rigtige? 

Muligheden for bare selv at sige 

goddag falder ikke lige for, forklarer 

Morten Carlsson. 

Det bliver ikke lettere af, at 

en tredjedel af alle med Autisme 

Spektrum Forstyrrelser samtidig 

har ADHD, der herhjemme 

tidligere blev kaldt DAMP. ADHD 

giver koncentrationsbesvær og 

problemer med f.eks. at planlægge 

og overholde aftaler. Også 

hyperaktivitet eller indre uro 

og manglende impuls-styring, 

der giver sig udtryk i pludselige 

anfald af vrede, kan være en del 

af billedet. 

- Unge med ADHD har store 

problemer med at tilrettelægge 

deres eget liv, få overblik over 

hverdagen og styr på økonomien. 

I en bolig kan de derfor have brug 

for hjælp til det praktiske og til 

at få nogle gode rutiner, f.eks. 

i forbindelse med at stå op om 

morgenen. På samme måde skal 

de have særlig støtte til at komme 

i gang med og gennemføre en 

uddannelse, fortæller formanden 

for ADHD-Foreningen, Anne 

Worning, der også peger på, at 

mange slås med ensomhed, fordi 

de ikke selv formår at skabe sig et 

socialt netværk. 

Øget tilgang 

Diagnosen Asperger har herhjemme 

været benyttet siden 

1994, mens ADHD afløste betegnelsen 

DAMP for omkring 10 år 

siden. Når denne gruppe i dag 

fylder meget, er det formentlig på 

grund af mere viden om og større 

opmærksomhed på psykiske handicap, 

som tidligere ikke havde 

noget navn. Samtidig har flere 

svært ved at klare sig i et samfund 

med øgede krav om sociale 

evner og hurtig omstilling. Men 

det er ikke hele forklaringen. 

- Der er også reelt en øget 

tilgang, som kan skyldes faktorer 

i miljø, kost og større udbredelse 

af fætter-kusine-ægteskaber. 

Endelig er der de alt for tidligt 

fødte børn, som i dag overlever. 

Alt tyder på, at de har en større 

risiko for at få ADHD, siger Morten 

Carlsson. 

Handicap inden for autismespektret 

er genetisk betingede 

og har høj arvelighedsfaktor – og 

det er ikke noget, man vokser fra. 

ADHD kan behandles med medicin. 

Det kan Asperger ikke, men 

for begge typer handicap gælder, 

at en indsats med de rigtige 

tilbud om bolig, støtte og hjælp 

til uddannelse er afgørende for, 

hvordan de unge klarer sig videre 

i livet. 

- Det er en tidlig og sammenhængende 

indsats, der kan 

forhindre, at de her unge bliver 

marginaliserede, siger Anne 

Worning. 

Folketingets satspuljepartier 

har i perioden 2009-2012 afsat 

26 millioner kroner til et projekt, 

der skal forstærke indsatsen over 

for både børn, unge og voksne 

med ADHD. Pengene skal gå til 

kortlægning af de nuværende 

tilbud, til opsporing af ADHD hos 

socialt udsatte ved hjælp af nye 

screenings-redskaber og til udviklings- 

og forskningsprojekter. 

Tre kommuner, Århus, Vejle og 

Slagelse, er udvalgt til at deltage i 

projektet, der skal munde ud i en 

national ADHD-handlingsplan. |


Tryghedsnarkoman 

i det røde felt 


Han er 24 år og en af de unge, der er havnet 

på forsorgshjem. Efter en turbulent tid med 

stofmisbrug og flere domme for vold og 

hærværk arbejder Flemming nu på at få styr 

på sit liv og stå på egne ben. 

Han håber, at en ADHD-test kan være med 

til at hjælpe ham videre, så han igen kan få 

kontakt til sin lille søn. 



- Jeg vil gerne være uafhængig 

af andre og klare mig selv. Er det 

ikke det, vi alle sammen går og 

drømmer om? 

Det begynder som et svar på, 

hvad Flemming ønsker sig allermest. 

Men det ender med et 

spørgsmål, der får lov at hænge 

lidt i luften i værelset på forsorgshjemmet 

St. Dannesbo. Her på 

landet lidt uden for Odense bor 

Flemming Mogensen. Det har han 

gjort siden midten af november 

sidste år, og det er ikke første 

gang, han er her. 

På det lille værelse er der 

mellem seng og tv-apparat lige 

akkurat plads til et sofabord og 

to stole, som vi har sat os på. Der 

er disket fyrsteligt op med både

kaffe, te, honningkager og marcipanbrød, 

men omgivelserne er 

spartanske. 

En række videofilm er linet 

op i vindueskarmen, og et skab 

ved endevæggen gemmer på tøj 

og nogle få personlige ejendele. 

Døren ud til gangen er lukket, så 

vi ikke bliver forstyrret af de andre 

beboere og kan tale sammen i 

fred og ro. 

Flemming er 24 år, og hans liv 

lige nu er ikke, som han gerne vil 

have det. 

- Jeg stiler efter en fast bolig, 

at få styr på mine ting og få kontakt 

til min søn på tre år igen. Det 

ku' jeg rigtig godt tænke mig. Jeg 

har ikke set min søn i halvandet 

år, for jeg har ikke haft noget at 

tilbyde ham. Jeg bor på forsorgshjem, 

kan ikke forsørge mig selv 

og ryger for meget hash. Det er 

surt at indrømme, men sådan er 

realiteterne, lyder det stille. 

Selv kalder Flemming sig 

tryghedsnarkoman, men tryghed 

har ikke ligefrem præget hans 

unge år, der mildt sagt har været 

turbulente. Så turbulente, at det 

kan være svært at følge med, når 

han fortæller. 

- Men du kan lige så godt få 

hele historien, siger han allerede i 

telefonen. 

Flemming starter med at gå 

på søfartsskole, hvor han ligesom 

i folkeskolen klarer sig over 

middel. Men det viser sig, at han 

er farveblind og derfor ikke kan 

bruge uddannelsen i praksis. Efter 

søfartsskolen sætter han fra Fyn 

kursen mod Sjælland. Her flytter 

han sammen med en pige og 

begynder på landtransportskolen. 

De to taler om at stifte familie, og 

- Jeg er nødt til at få noget hjælp. 

Ellers ender det med, at der til sidst 

ikke er nogen, der vil omgås mig. 

da Flemming er halvvejs i uddannelsen, 

bliver kæresten gravid. 

Han dropper ud for at tjene penge 

til den lille ny og tager arbejde på 

et lager. Men af grunde, han ikke 

helt kan gøre rede for, ryger han 

ud i et massivt misbrug af amfetamin 

og kokain. Oveni bliver han 

ramt af en blodprop. 

Midt i det hele arver han en 

pæn sum penge fra sin far, men 

arven bliver lynhurtigt brændt 

af. Forholdet til sønnens mor går 

i stykker - og derfra er det ren 

nedtur. 

Det røde felt 

Flemming er denne gang havnet 

på St. Dannesbo, fordi han under 

en spjældtur i det åbne fængsel 

Kærshovedgård ikke fik søgt 

boligydelse, så huslejen kunne 

blive betalt. Han har flere domme 

bag sig og endte første gang på 

forsorgshjemmet, da han stod på 

gaden efter at have siddet inde for 

vold og trusler. 

- Jeg ryger op i det røde felt og 

går amok. Lad nu være – tæl til 

ti, tæl til ti, tæl til ti – siger jeg til 

mig selv. Men jeg kan ikke styre 

det, og hvis jeg ikke ryger hash, 

går det helt galt. Hashen er min 

bamse, min sut, siger han. 

Flemming har heller aldrig 

rigtig fået styr på økonomien, og 

de regninger, der skulle betales, 

er ofte blevet gemt af vejen, i håb 

om at de så ville forsvinde. 

- Men det gør de jo ikke. Det 

ved jeg godt. Jeg kan bare ikke 

overskue det der med at bruge 

en hel weekend på at sætte dem i 

mapper, så det har jeg altid ladet 

pigerne klare, siger han. 

Flemming virker umiddelbart 



- Jeg bliver hurtigt stresset, og det kan være små ting, der 

udløser det. En lille unge, der skriger i bussen, eller en gammel 

dame foran i køen, der er lidt for længe om at få betalt. 

Jeg ved godt, det er langt ude, men jeg kan bare ikke klare 

det. Jeg siger ubehøvlede ting, som jeg ikke skulle have sagt. 

åben og ærlig. Det er ikke selverkendelse, 

han mangler, og heller 

ikke humor. St. Dannesbo har han 

for eksempel døbt St. Bumsebo. 

Men når talen falder på det røde 

felt, som han igen og igen vender 

tilbage til, bliver han alvorlig. 

- Jeg bliver hurtigt stresset, og 

det kan være små ting, der udløser 

det. En lille unge, der skriger 

i bussen, eller en gammel dame 

foran i køen, der er lidt for længe 

om at få betalt. Jeg ved godt, det 

er langt ude, men jeg kan bare 

ikke klare det. Jeg siger ubehøvlede 

ting, som jeg ikke skulle 

have sagt, fortæller han. 

Når Flemming kan mærke, at 

han er ved at gå amok, forsøger 

han at lade det gå ud over døde 

ting, og på den konto har han 

smadret både vinduer og døre. 

Når han falder ned igen efter et af 

sine anfald, bliver han frygtelig 

flov, og nu skal der gøres noget for 

at stoppe raseriet. Støttet af sin 

kontaktperson på St. Dannesbo 

har han besluttet at lade sig teste 

for ADHD. 

- Jeg er nødt til at få noget 

hjælp. Ellers ender det med, at 

der til sidst ikke er nogen, der vil 

omgås mig. Jeg er godt klar over, 

at en diagnose i sig selv ikke løser 

problemet. Men testen kan betyde, 

at jeg får en forklaring på, hvorfor 

jeg bliver så sur, siger han. 

Symptomerne på ADHD kan 

holdes nede med medicin, og hvis 

Flemming får diagnosen håber 

han at slippe for selvmedicineringen 

med hash. Det kan selv- 

følgelig også vise sig, at han ikke 

har ADHD, og den situation er der 

taget højde for. 

- Hvis de siger, at det ikke er 

ADHD, skal jeg til psykolog og lære 

noget om anger management, så jeg 

får nogle redskaber til at håndtere 

min vrede med, siger han. 

Glad for kontaktperson 

Før opholdet på St. Dannesbo er 

der ifølge Flemming ingen af de 

sagsbehandlere og misbrugskonsulenter, 

han har været i kontakt 

med i det sociale system, der har 

peget på, at han måske lider af 

ADHD. Og det undrer ham. 

- Jeg har siddet over for dem 

ved et skrivebord, har fortalt hele 

min livshistorie, tømt mig selv 

og er brudt sammen, men jeg har 

ikke rigtig oplevet at få noget 

igen. Jeg skal ikke have medlidenhed. 

Men det er, som om de 

ikke har fået det rigtige billede af 

mig - at jeg har det der problem 

med at ryge op i det røde felt, 

siger han. 

Flemming er derfor meget glad 

for Jan, hans faste kontaktperson 

på forsorgshjemmet, der under 

interviewet lige stikker hovedet 

ind for at få en aftale på plads. 

- Når man er Palle alene i 

verden, kan det være svært at 

komme i den rigtige retning, 

selvom man gerne vil. Men Jan 

forstår mig. Han kan for eksempel 

komme og foreslå, at vi går en tur 

her i området ved St. Dannesbo. 

Så snakker vi sammen om alt 

muligt, og jeg har ikke den der 

fornemmelse af hele tiden at blive 

afhørt om mine følelser, siger 

Flemming. 

Jan har blandt andet hjulpet 

Flemming med at få et sundhedstjek 

hos en læge, og det er samtalerne 

med Jan, der har overbevist 

ham om, at han skal lade sig 

undersøge for ADHD. Hvornår det 

sker, ved han endnu ikke, da der 

er ventetid på at blive testet hos 

en psykiater. 

Han står også på venteliste for 

at få ordnet sine tænder, der er 

stærkt medtagede på grund af 

det tidligere misbrug af kokain 

og amfetamin. De dårlige tænder 

betyder, at der er dage, hvor han 

har så ondt, at han ikke kan spise 

ordentligt. De dage må han leve af 

yoghurt – og det medvirker til, at 

han ikke har noget overskud. 

Når man som Flemming har 

prøvet at stå på gaden og være 

nødt til at overnatte i en trappeopgang 

eller et vaskerum, er man 

i første omgang taknemmelig for 

bare at få tag over hovedet. 

- Men alle, der er blevet smidt 

ud af deres bolig, har en trist 

historie med sig, så selvom vi får 

mad tre gange om dagen er et 

forsorgshjem ikke et særlig rart 

sted at være. Derfor skal jeg bare 

videre nu, siger han. 

Han håber snart at kunne 

flytte til en af St. Dannesbo's ni 

udslusningsboliger inde i Odense, 

hvor han er blevet stillet en plads 

i udsigt. I Slusen er der tilknyttet 

pædagogisk personale, som vil 

følge op på, hvordan det går med 

hans planer. Her kan han få lov at 

bo i op til et år, mens han arbejder 

på at kunne stå på egne ben og 

skabe den selvstændige tilværelse, 

han drømmer om. 

- Jeg vil være glad, hvis jeg 

kan få et ufaglært arbejde og min 

egen lejlighed. Bare fire vægge, 

hvor jeg kan sige: Det her er mit 

palads, og her vil jeg have lov til 

at råde som i et kongerige. 

Flemming håber også, at han 

i fremtiden kan finde den tryghed, 

han altid har stræbt efter. 

Og billedet på tryghed, det er set 

med hans øjne 'en lille, hyggelig 

kernefamilie'. 

- Lidt ligesom når man husker 

tilbage på juleaften, da man var 

seks år og blev lykkelig for den 

der duplo-ting, man fik i gave af 

mor og far. 

At det billede nok er en anelse 

rosenrødt til hverdagsbrug, ved 

han udmærket. Men han ønsker 

stærkt, at han vil kunne binde sig 

og fungere normalt i en familie. 

Hvis det var muligt, ville han 

også gerne skrue tiden tilbage til, 

før det hele gik galt. Men der er 

nogle ting i hans fortid, som han 

ikke kan løbe fra, og i forhold til 

sønnen på tre år tør han i første 

omgang kun håbe på at få tilladelse 

til overvåget samvær. 

Under alle omstændigheder 

er Flemming indstillet på at gøre 

sit til, at drengen aldrig kommer 

til at opleve det samme, som han 

selv har været igennem. 

- Det er ikke noget liv, siger 

han. | 



foto polfoto 

Knuste drømme 

bag Fort Europas mure 

For hundredtusindvis af afrikanere er en farefuld rejse til Europa 

den eneste mulighed for at sikre deres familiers overlevelse. 

Men i Europa venter et liv på bunden af samfundet. 

af Simon Ankjærgaard 

De heldigste af dem får et af de job, som vi 

europæere går i en stor bue uden om. De 

plukker tomater, appelsiner og oliven. Vasker 

fiskerbåde. Eller gemmes væk som opvaskere 

bagerst i restauranternes køkkener. De er illegale 

afrikanske immigranter, og de er kommet 

til Europa med en drøm om at kunne løfte sig 

selv og familien hjemme i Afrika ud af fattigdommen, 

men prisen, de betaler, er høj. De har 

ingen rettigheder, hver dag er en kamp for at 

overleve, og som den kriminaliserede underklasse, 

de er, kan de glemme alt om adgang til 

uddannelse, hospitalsbehandling og politisk 

indflydelse. Alligevel sætter tusinder og atter 

tusinder hvert eneste år livet på spil for at 

komme gennem det fintmaskede grænsehegn, 

der adskiller EU fra resten af verden. 

Årligt lykkes det for op mod 500.000 illegale 

immigranter fra den tredje verden at 

slippe ind i Europa. Hvor mange der reelt lever 

her, er behæftet med stor usikkerhed, men det 

skønnes, at det samlede antal ligger et sted 

mellem tre og otte millioner. En væsentlig 

del af dem er fra Afrika. Og for afrikanere i 

Europa gælder det, at de helt automatisk glider 

ind på det laveste niveau i hierarkiet. Langt de 

fleste ender som hjemløse og som jaget vildt, 

der indretter sig i forladte bygninger eller lever 

fra dag til dag på gaden. Det gælder eksempelvis 

for de 300 afrikanere, der blev registreret 

ved den seneste hjemløsetælling i Danmark. 

Og 300 er vel at mærke det officielle tal. Det 

reelle er uden tvivl langt højere. 

Intet andet alternativ 

Men hvorfor i det hele taget udsætte sig for 

strabadserne og ydmygelserne? Fordi der ikke 

er noget alternativ, siger migrationseksperten 

Thomas Gammeltoft-Hansen fra Dansk Institut 

for Internationale Studier (DIIS). 

- Det er politisk uro, fattigdom, arbejdsløshed 

eller som regel en kombination af alle 

disse faktorer, der får dem til at søge mod 

Europa. Jeg plejer simpelthen at kalde det 

manglende livsmuligheder. Det er et spørgsmål 

om overlevelse for familien, så der er ikke 

- Og det er i virkelig- 

heden det mest hykleriske 

og dobbeltmoralske, 

for italienerne, og resten 

af Europa, har brug for 

deres arbejdskraft. 

Det er blandt andet dem, 

der sørger for, at vi i 

Danmark kan købe 

billige tomater i supermarkedet. 

Vi har brug 

for dem, og alligevel 

bliver de, som i Italien, 

frataget alle rettigheder. 

Det er et stort politisk, 

sikkerhedsmæssigt og 

demokratisk problem. 

noget alternativ. Derfor er det ikke så afgørende 

for dem, hvor farligt det er at rejse ind i 

Europa, siger han. 

De afrikanske immigranter benytter sig af 

en af to mulige rejseformer. Den nemmeste og 

dyreste er at booke en billet og flyve direkte 

til Europa, enten på turistvisum eller forfalskede 

papirer. Det kræver dog, at man har 

forbindelserne i orden. De forbindelser har de 

færreste afrikanere, så langt de fleste må vælge 

en lang og rå rute gennem Sahara og videre 

i overfyldte både over enten Atlanterhavet til 

De Kanariske Øer eller over Middelhavet til 

Malta eller – som oftest – til Italien. En tur, der 

har sin pris i både dollars og menneskeliv. 

- Tit er hele familien, ja nogle gange hele 

landsbyen, involveret i beslutningen. I samråd 

vælges den eller de, der vurderes at være bedst 

rustet til at klare rejsen. Og det siger noget om 

desperationen, at der ikke kun sendes mænd 

af sted, men også kvinder og børn, fortæller 

Thomas Gammeltoft-Hansen. 

Strammere kontrol – farligere rejse 

Første mål for rejsen er havnebyerne i det 

nordvestlige og nordlige Afrika. Den vigtigste 

og mest brugte havneby er Tripoli i Libyen. 

Her har en journalist fra avisen The National 

mødt immigranten Musa Amadou, der arbejder 

som havemand for at tjene penge nok til at betale 

de lokale menneskesmuglere for en plads 

på en båd med kurs mod Italien. 

Hans færd startede for flere år siden, da han 

sammen med 36 rejsefæller tog de første skridt 

ind i Sahara. Kun Musa og en anden nåede 

helskindet ud af ørkenen. Resten enten døde 

eller blev efterladt undervejs. Musa er nået til 

Tripoli og bliver der, indtil drømmen om at nå 

det forjættede europæiske land kan realiseres. 

Han er blevet sendt af sted på en mission, og 

den familie, han lod blive tilbage, venter hver 

dag på at modtage penge fra ham. Men før han 

kan opfylde sine forpligtelser over for familien, 

skal han først tjene penge nok til at købe 

sig plads på en af de mange menneskesmugleres 

både. Og alligevel kan han ikke være 

sikker på at nå frem, det kræver både held og 

den rette timing. 

Ingen immigranter – dyrere tomater 

De sydeuropæiske lande, der udgør frontlinjen 

mellem EU og immigranterne, bygger højere 

og højere mure omkring Fort Europa. Italien 

har blandt andet indgået en aftale med Libyen 

om at sende illegale afrikanske immigranter 

tilbage, og i Malta forsøger man rent fysisk at 

forhindre de overfyldte både i at få maltesisk 

sandstrand under kølen. Det har betydet et 

lille fald i strømmen af illegale immigranter, 

men også – hvad der er langt alvorligere – at 

det nu er blevet både dyrere og farligere at 

gøre forsøget. Risikoen for at drukne eller 

blive kvalt i en lastbils trange fragtrum hænger 

tungere og tungere over immigranterne, 

når menneskesmugleren er betalt, og sidste 

etape af rejsen mod drømmen om det bedre liv 

kan begynde. 


Lykkedes det at komme ind i eksempelvis 

Italien, der er det EU-land med den højeste tilstrømning 

af immigranter, venter en hverdag i 

konstant frygt. 

- Italien er et ekstremt hårdt land at være 

illegal afrikaner i, siger Thomas Gammeltoft- 

Hansen. 

- Den massive immigration har antændt 

italienernes fremmedfrygt, hvilket har fået 

regeringen til at føre en meget barsk linje 

over for indvandrerne, der i den grad bliver 

kriminaliseret. Og ikke kun dem, men også 

de italienere, der hjælper dem, risikerer at 

blive straffet. I praksis betyder det en adskillelsespolitik, 

hvor afrikanerne ikke tør tale 

med italienerne af frygt for at blive angivet, 

og italienerne ikke tør tale med afrikanerne af 

frygt for at blive straffet som medhjælpere. 

Derudover er lægeløftet sat ud af kraft, 

siden det i starten af 2009 blev lovpligtigt for 

italienske læger at angive de illegale immigranter, 

som de behandler. 

Samtidig øges spændingen mellem afrikanerne 

og italienerne, for selvom afrikanerne 

er henvist til et liv i skyggen af samfundet, så 

er deres billige arbejdskraft en vigtig faktor i 

den omfattende undergrundsøkonomi. 

- Og det er i virkeligheden det mest hykleriske 

og dobbeltmoralske, for italienerne, og 

resten af Europa, har brug for deres arbejdskraft. 

Det er blandt andet dem, der sørger for, 

at vi i Danmark kan købe billige tomater i supermarkedet. 

Vi har brug for dem, og alligevel 

bliver de, som i Italien, frataget alle rettigheder. 

Det er et stort politisk, sikkerhedsmæssigt 

og demokratisk problem, siger Thomas 

Gammeltoft-Hansen. 

Det er den italienske by Rosarno et eksempel 

på. Byen huser 2.500 illegale afrikanske 

sæsonarbejdere, der reagerede kraftigt og 

spontant, da tre unge italienere – i kådhed eller 

decideret fremmedhad – beskød to afrikanske 

immigranter med luftgeværer 7. januar i år. 

Afrikanerne reagerede ved at indtage gaderne, 

vælte biler og knuse butiksruder. De lokale 


italienere svarede igen ved at gå til angreb på 

afrikanerne. Da den sidste bilbrand var slukket, 

var 70 mennesker – hovedparten afrikanere 

– blevet såret. 

Den fremtrædende italienske journalist og 

forfatter Roberto Saviano peger anklagende på 

myndighederne for at være med til at forstærke 

hadet mellem grupperne og for dermed at 

holde liv i konflikterne. 

- Den italienske stat burde fordømme volden. 

Efter Rosarno-optøjerne flyttede myndighederne 

mere end tusinde immigranter til 

detentionscentre, officielt for at kunne garantere 

deres sikkerhed. De primitive lejre, hvor 

immigranterne havde levet, blev jævnet med 

jorden. Det er denne form for reaktion, der driver 

de afrikanske immigranter ind i kriminelle 

organisationer, siger han. Rosarnos tidligere 

borgmesterkandidat Michele Musolino er enig. 

Til avisen The Independent siger han: 

- Vi lod disse mennesker komme ind, men vi 

gjorde dem aldrig til borgere. Vi gav dem mad 

og tøj, men ingen rettigheder eller status. 

Når private vagtværn samtidig af egen 

kraft, men med regeringens blåstempling, 

patruljerer efter illegale afrikanere i de større 

italienske byer, får det efterhånden karakter 

af klapjagt. 

- De private vagtværn opstår på privat 

initiativ, hvilket siger meget om, hvad det er 

for en type mennesker, der optræder i disse 

grupper. De chikanerer og stresser afrikanerne 

med det formål at drive dem ud, siger Thomas 

Gammeltoft-Hansen. 

Men for flertallet af afrikanerne er det ikke 

en mulighed at tage tilbage til Afrika. Dels 

har de ikke indfriet løftet til familien, dels vil 

de ikke risikere livet på en ny rejse tilbage til 

Europa på et senere tidspunkt. Derfor rejser de 

nordpå. Op gennem Europa, hvor en af de sidste 

destinationer er Danmark, og deres mission 

her er den samme, som da de pakkede rygsækken 

under den afrikanske sol: At skaffe penge 

til dem, de for år og mange barske oplevelser 

siden, sagde farvel til hjemme i Afrika.| 

foto scanpix 

foto polfoto 

Afrikanske flygtninge på vej mod Europa. 

Mange mister livet på turen over Middelhavet.

- Vi lod disse mennesker komme ind, men vi gjorde dem aldrig til borgere. 

Vi gav dem mad og tøj, men ingen rettigheder eller status. 

Rosarnos tidligere borgmesterkandidat Michele Musolino til avisen The Independent 


Hassan fra Liberia mener, at kun Gud kan hjælpe ham. Fred fra Ghana har mistet hele sin familie. Alle blev slået ihjel. 

Her kaster man ikke 

sten efter os 

De er illegale og har ingen rettigheder. De er nederst i hierarkiet. 

Deres situation er håbløs, men de har en drøm. Drømmen om et bedre liv. 

af Birgitte Ellemann Høegh 

foto Holger Henriksen 

- Kun Gud kan hjælpe mig. 

Hassan er afklaret om sin situation. Han 

ved, at han her i Danmark ikke skal regne med 

at få nogen som helst hjælp fra andre end sin 

Gud. Det forventer han heller ikke. Han er 

vant til at klare sig selv. Det har han gjort, siden 

han forlod hjemlandet Liberia i Vestafrika 

for seks år siden. Som tusindvis af andre unge 

afrikanske mænd er den 25-årige afrikaner 

rejst til Europa for at finde et job, og som for 

så mange andre var hans første destination på 

rejsen Ghadafis Libyen, hvorfra han kom videre 

med båd. Han fik opholdstilladelse i Italien 

og havde arbejde, indtil finanskrisen begyndte 


at rase og tvang ham videre nordpå, men han 

ved, at krisen også mærkes i Danmark, og at 

de problemer, han er flygtet fra i Italien, følger 

med ham til Danmark, og det gør ham nervøs. 

- Hvad siger regeringen til alle os mennesker, 

der kommer fra Italien? I Italien var der 

jo krise, og når vi kommer her og prøver at 

tage en masse arbejde, så bliver der vel også 

krise her? 

Han svarer selv på sit spørgsmål, mens han 

vender ryggen til fotografen. Han vil gerne 

fortælle sin historie, men han er illegal, så han 

ønsker at være anonym. 

- Der er mange mennesker, der lider, men 

det er jo ikke jeres problem. 

Vi møder Hassan på det midlertidige nødherberg 

i Kristuskirken i København. Her får 

han og andre udenlandske hjemløse et måltid 

varmt mad og et sted at sove. Ved et bord lidt 

væk fra os sidder Fred Acquah, han er 32 år 

og fra Ghana. Han lytter til musik, har et par 

store hovedtelefoner på, men prøver ellers 

at vække så lidt opsigt som muligt. I ni år 

arbejdede han som jord- og betonarbejder i 

Libyen, illegalt og uden papirer. Det var farligt 

og usikkert, så da han havde tjent penge nok, 

købte han sig plads på en af de mange både, 

menneskesmuglerne dagligt sender af sted 

mod Italien. 

Ejer intet 

- Jeg blev i Rom i otte måneder. Kommunen 

gav mig et sted at sove, men der var meget 

uroligt. Meget politi, der blev ofte skudt, men-

nesker blev myrdet – det var bare råt, råt, 

råt. Og så var der desuden ikke noget arbejde 

at få på grund af krisen, så jeg fløj videre til 

Danmark, for penge jeg havde sparet sammen 

i Libyen. Jeg har været her i fem måneder 

nu og håber på, at jeg kan blive. 

Han kigger ned på sine støvler, når han 

taler. Han har kun det tøj, han står og går 

i. Hans rygsæk er blevet stjålet på et af de 

andre københavnske herberger. Han lever 

på gaden, sover på herberg, når der er plads, 

men er alligevel optimistisk. Selvom livet 

som hjemløs i Danmark er barskt, så er det 

bedre end det, han kender til fra Afrika og 

Italien. 

- Danmark er godt. Der er ikke nogen, 

der kaster sten efter mig eller råber, folk er 

venlige. Men jeg har brug for at finde et sted, 

hvor jeg kan være fast. Når jeg sætter mig 

ned, falder jeg i søvn med det samme, men 

vågner lige så hurtigt igen, fordi her er så 

meget larm alle vegne. 

Han kigger rundt i lokalet, hvor andre 

afrikanere, danskere og østeuropæere er ved 

at indfinde sig for at få en plads for natten. 

- Jeg har ingen penge i øjeblikket – ikke 

én krone. Så jeg går mest bare rundt og 

venter på, at klokken bliver mange nok til, at 

jeg kan komme ind og sove på et herberg. Mit 

eneste håb er Gud. Jeg har brug for at få en 

opholdstilladelse, et sted at sove og så ellers 

lade være med at tænke for meget undervejs. 

Familierne er blevet dræbt 

Fred har lagt livet i Afrika bag sig, forsøger 

at glemme de grimme oplevelser og minder, 

men det er vanskeligt. Hans familie er der 

ikke længere, både far, mor, to brødre og 

to søstre er blevet dræbt. Stort set samme 

forhold gør sig gældende for Hassan. I fire år 

arbejdede han som autosvejser i Italien, men 

da krisen satte ind, og der ikke var flere job 

at få, tog han til Danmark. At rejse tilbage til 

Afrika var ikke en mulighed, han på noget 

tidspunkt overvejede. 

- I dag er det svært for mig at komme 

tilbage. Der er alt for farligt. Jeg var 19 år, da 

jeg forlod Liberia. Min far og mine to søskende 

blev skudt, så derfor besluttede jeg mig for 

at rejse. Men min mor er live, og hende har 

jeg stadig telefonkontakt til. Jeg vil gerne se 

hende en dag. Måske kan jeg en gang i fremtiden 

få råd til at invitere hende på besøg. 

Hassan sukker dybt, holder en meget lang 

pause og fortæller, at han har lidt småjob her 

i Danmark. Det er en kontakt, han mødte i 

Italien, der skaffer ham dem. 

- Jeg hjælper lidt til her og der med rengøring, 

men jeg har brug for en uddannelse. 

Jeg har kun seks års skolegang fra Liberia. 

Jeg vil gerne arbejde med computerteknik 

– hardware – men det er svært for mig at få 

en uddannelse her, og jeg har brug for et job 

for at få råd til en uddannelse. Jeg vil ikke 

arbejde som svejser igen, det var hårdt, og 

det generede mine øjne. | 

Tredjerangs hjemløs 

Selvom de alle er hjemløse, er der alligevel forskel på folk. 

Det mærker især de afrikanske hjemløse, men også østeuropæerne 

kan blive udsat for racistiske bemærkninger 

på de danske herberger, hvis det da ikke er dem selv, der 

fremfører dem. 

Dansker. Østeuropæer. Afrikaner. Rækkefølgen 

er ikke uden betydning. Der er et klart 

hierarki blandt de hjemløse, alt efter hvor i 

verden de kommer fra, og det er ikke kun i 

Italien, at de mange afrikaneres tilstedeværelse 

giver grobund for racisme og racistiske 

udtalelser. Også på de danske hjemløseherberger 

og blandt hjemløse på gaden i de 

større danske byer kan tonen være racistisk 

og sårende. Martin Skriver, der arbejder med 

hjemløse og har været koordinator på flere af 

vinterens nødherberger, har oplevet, hvad der 

kan ske, når hjemløse med forskellig etnisk 

baggrund skal deles om sovepladser, tøj og 

mad. Som oftest har det været episoder, der 

kunne klares med en lille pædagogisk samtale, 

men i enkelte tilfælde har sammenstødende 

mellem de forskellige etniske grupper 

været af en mere alvorlig og kontant karakter. 

- Vi har haft nogle kedelige episoder. 

Østeuropæiske hjemløse, der gryntede ad 

afrikanerne og kaldte dem aber og os andre 

for nigger lovers, fortæller Martin Skriver. 

- De var temmelig hardcore og truende, og 

kom ind og sagde: Hvad skal vi med alle de 

negere? Hvorfor skal de være her? Jeg måtte 

jo så forklare dem, at fordi man er hvid, så er 

man ikke mere berettiget til at få hjælp, end 

afrikanerne er. Ikke her hos os i hvert fald. 

Her er en hjemløs en hjemløs, og vi accepterer 

ikke fremmedfjendtlig retorik. 

Skinheads fra Ukraine 

Selvom Martin Skriver kun har overværet 

verbale overfald på afrikanere, så har han og 

de andre folk bag nødherbergerne alligevel 

taget visse forholdsregler for at undgå racesammenstød. 

I den periode, hvor Kristuskirken 

i København lagde lokaler til, blev de tre 

dominerende hjemløsegrupperinger, skandinaverne, 

østeuropæerne og afrikanerne, placeret 

i sovesale på hver sin etage for at undgå 

natlige sammenstød og slagsmål. 

- Og så var der faktisk nogle af de frivillige 

hjælpere, der mente, at netop det var 

racistisk, men vi kunne jo ikke have, at de 

overfaldt hinanden i løbet af natten, siger 

Martin Skriver, der betegner de racistiske 

uromagere, der nu er blevet forment adgang 

til herbergerne, som skinheadtyper. De kommer 

fra Ukraine, Polen og Litauen, men udgør 

en mindre del af gruppen af Østeuropæiske 

hjemløse i Danmark. Langt de fleste er fra 

Rumænien, og flere af dem er strandet her i 

landet uden penge på lommen. De har typisk 

haft job hos håndværksmestre og mindre 

håndværksfirmaer, men er blevet snydt for 

deres løn og må derfor ty til den hjælp, de kan 

få på de private herberger, der, i modsætning 

til de offentligt finansierede, ikke kun tager 

imod danske hjemløse, men også udlændinge. 

Selvom Martin Skriver ikke har oplevet voldelige 

konfrontationer mellem rumænerne og 

afrikanerne eller danskerne, så er både afrikanerne 

og rumænerne så massivt til stede, at 

de sætter deres tydelige præg på dagligdagen, 

og den måde de opfører sig på, falder ikke altid 

i god jord hos de skandinaviske hjemløse, 

forklarer han. 

Kommer i store grupper 

- Der mangler lidt Emma Gad hos dem. Vores 

hjemløse har altid delt det, de havde. Havde 

én en tier, så var der penge nok til to øl, en til 

ham selv og en til makkeren, og havde man 

en madpakke med fire halve, så blev den delt 

med to halve til hver. Sådan er det ikke hos 

rumænerne. De tømmer hylderne for tøj og 

rydder bordet for smørrebrød, og det kan godt 

skabe lidt konflikter, når danskerne spørger, 

om de ikke kan tage ad to omgange i stedet 

for at gafle tolv halve på en gang. 

Selvom Martin Skriver godt kan forstå den 

måde, de danske hjemsløse reagerer på, når 

de ser, hvordan rumænerne agerer, så har han 

alligevel en vis forståelse for rumænernes 

opførsel. 

- Der, hvor de kommer fra, er de jo blevet 

behandlet som hunde og reagerer derfor på 

samme måde. Jeg kan godt forstå dem. 

Det, han opfatter som det største problem, 

er, at de udenlandske hjemløse er så massivt 

til stede på herbergerne. Både afrikanerne og 

Østeuropæerne finder af sikkerhedsmæssige 

årsager sammen i større grupper, og det stresser 

og presser de danske hjemløse, der for de 

flestes vedkommende er misbrugere og derfor 

ikke har de samme kræfter som udlændingene, 

der alle er kommet til landet for at få et 

arbejde. 

- De fylder fysisk meget på værestederne, 

når de kommer i grupper af 10-20 mand, og så 

er det, at det kan give problemer, og så bliver 

hierarkiet pludselig vendt på hovedet, så det 

er de danske hjemløse, der skraber bunden, 

siger han. | -jh 


foto polfoto | 

så er det sagt | af 

Forfatter, journalist og debattør Carsten 

Jensen modtog for nylig Olof Palme-prisen. 

Prisen er tidligere uddelt til blandt andre 

Kofi Annan og Aung San Suu Kyi. 

Carsten Jensen skriver fast i Hus Forbi. 


Carsten Jensen 

Adgang forbudt 

for demokratiet 

På døren til det danske forsvarsministerium 

hænger der et skilt, hvorpå der 

står 'Privat Ejendom! Adgang forbudt for 

uvedkommende'. 

Uvedkommende, det er os, borgerne i 

Danmark, som ikke bare betaler for alle 

forsvarets krigeriske aktiviteter, men også 

leverer de unge mænd og kvinder, der dør 

og lemlæstes på slagmarkerne i Afghanistan, 

en krig, som ingen, og da slet ikke 

forsvarsministeren, forstår et ord af. 

Forsvaret hjemsøges helt rutinemæssigt 

af skandaler, som lige så rutinemæssigt 

forbliver uden konsekvenser. Det skyldes 

ikke kun, at et politisk flertal til enhver 

tid dækker over de forskellige ministeriers 

overgreb og ulovligheder. Det skyldes også, 

at den danske presse lever efter samme 

retningslinjer som politiet i Olsen Banden: 

Når de virkelig store forbrydere kommer 

forbi, har ordensmagten, i dette tilfælde 

altså pressen, ikke nogen anden opgave 

end at stå ret. 

Filminstruktøren Christoffer Guldbrandsen 

har i filmmagasinet Ekko udpeget en 

spindoktor i forsvarsministeriet, Jakob 

Winther, som manden, der stod bag en læk, 

der kunne have kostet danske jægersoldater 

livet i Irak. Søren Gade vil ikke iværksætte 

en undersøgelse. Den danske presse 

foretager heller ikke en undersøgelse. De 

journalister, der kender sandheden, og det 

viser sig, at dem er der mange af, nøjes 

med at folde armene over kors og se betydningsfulde 

ud. De påberåber sig princippet 

om kildebeskyttelse. Men kildebeskyttelsen 

er til for at beskytte dem, der afslører 

magtmisbrug, ikke dem, der misbruger 

magt. Danske journalister er imidlertid 

ikke i tvivl. De står på magtmisbrugerne og 

deres egne karrieremuligheders side. 

En af de jægersoldater, hvis liv blev bragt 

i fare ved lækken, var Thomas Rathsack. 

Hans bog om sit liv som jægersoldat 'Jæger. 

I kamp med eliten' var årsag til efterårets 

store skandale i forsvarsministeriet, da 

ministeriet på en meget uelegant måde 

forsøgte at forhindre bogens udgivelse. 

Filminstruktøren Christoffer Guldbrandsen 

afslørede i sin dokumentarfilm 'Den hemmelige 

krig', at danske soldater udleverede 

afghanske krigsfanger til amerikanske 

tropper, som derpå mishandlede og torturerede 

dem. Dermed brød vi med den 

Geneve-konvention, vi selv har skrevet 

under på, og som også er til for at beskytte 

danske soldater, skulle de engang selv 

blive krigsfanger. Det kom der aldrig nogen 

regeringskrise ud af, for det lykkedes 

forsvarets spindoktorer i et tæt samarbejde 

med pressen at mistænkeliggøre Guldbrandsen 

og hans motiver. 

Hvis der er en bog, stort set alle journalister 

har gennempløjet, er det lige præcist 

Thomas Rathsacks. Men enten kan 

journalisterne ikke læse, eller også vil de 

ikke læse. På side 113 i bogen finder man 

nemlig den rygende pistol, som Christoffer 

Guldbrandsen ledte efter i sin film, og som 

forsvarsministeriet og den danske presse i 

uskøn enighed hævdede, han aldrig fandt. 

I sin opremsning af de danske jægersoldaters 

resultater under deres indsættelse i 

Afghanistan skriver Rathsack: 'Herunder 

fanger danske jægere to gange afghanere, 

som overdrages til amerikanerne.' Rathsack 

var der, han så det. Her er det førstehåndsvidne, 

alle har efterlyst. 

Er der en eneste journalist, der opdager det 

eller finder det værd at nævne? 

I Danmark behøver man ikke at indføre 

diktatur for at afvikle pressen som den 

fjerde statsmagt. Journalisterne har helt 

af sig selv givet afkald på at udgøre den 

uafhængige, kritiske instans, der kontrollerer 

magthaverne. 

I forsvarsministeriet er der adgang 

forbudt for demokratiet. Med entusiastisk 

hjælp fra pressen. | 

Så er det sagt er en klumme og udelukkende et udtryk for klummeskribentens holdning.

Okay at købe sex 

hos en handlet kvinde 

Mandlige sexkøbere mener, at de fleste prostituerede er lokket, snydt eller handlet 

ind i prostitution, og at kun trusler om straf kan få dem til at holde op med 

at købe sex hos de handlede kvinder. 

af Jens Høvsgaard 

foto Søren Zeuth 

71 procent af de mænd, der jævnligt 

køber sex hos en prostitueret 

kvinde, har et ambivalent forhold 

til det, de gør. Alligevel fortsætter 

de med at gå på bordel. 53 procent 

af sexkunderne er af den opfattelse, 

at de fleste prostituerede er 

lokket, snydt eller handlet ind i 

prostitution. Alligevel afholder 

det dem ikke fra sex med kvinderne. 

Over halvdelen af kvindernes 

kunder er gift eller lever i 

et parforhold. Alligevel søger de 

’kæresteoplevelser’ i prostitution. 

Det viser en ny undersøgelse 

’Men who buy sex. Who they buy 

and what they know’. Undersøgelsen 

er baseret på oplysninger 

fra 103 mandlige prostitutionskunder 

i London. Men selvom 

den er engelsk, så mener mandeforsker, 

lektor, ph.d., Kenneth 

Reinicke fra Roskilde Universitets 

Center, at konklusionerne i rapporten 

også tegner et retvisende 

billede af situationen i Danmark. 

- Jeg tror godt, at man kan bru- 

ge den engelske undersøgelse til 

at pege på nogle generelle tendenser 

vedrørende mænd, der køber 

sex, hvor udbredt det er at købe 

sex rundt omkring i verdenen, og 

hvad mændene tænker om deres 

handlinger. Bl.a. at det ikke kun er 

ensomme mænd, der køber sex. 

8. marts-initiativet, en paraplyorganisation 

af 29 interesseorganisationer, 

kæmper for at få 

indført et forbud mod sexkøb og 

ser undersøgelsen som et vigtigt 

argument i den danske debat. 

Talsperson Hanne Helth hæfter 

sig ved, at undersøgelsen viser, 

at en legalisering af prostitution, 

som i for eksempel Holland, er 

med til at øge antallet af sexkøbere. 

Mange af de adspurgte 

mænd forklarede, at når de én 

gang på rejser havde besøgt 

steder, hvor prostitution var legal 

eller tilgængelig, vendte de hjem 

med en fornyet opmuntring til 

at købe sex. Hun ønsker derfor, 

at der iværksættes en massiv 

oplysningskampagne med fokus 

på de skader, prostitution påfører 

de prostituerede. 

Mange mænd har det fint med at købe sex hos handlede kvinder. 

- Mænds holdninger spiller en 

central rolle i at udøve vold mod 

kvinder. Indsatsen i forbindelse 

med bekæmpelsen af vold mod 

kvinder skal også adressere bredere 

holdninger til sex, inklusive 

prostitution, som normaliserer og 

berettiger denne vold. 

Sexkunder køber magt 

65 procent af de adspurgte mente, 

at ’de fleste mænd køber sex’, 

og giver dermed udtryk for, at 

deres adfærd er normal og ikke 

det modsatte. Kenneth Reinicke 

kan nikke genkendende til disse 

konklusioner. 

- Det er et kendt fænomen fra 

andre studier om prostitutionskunder, 

at på trods af, at mænd er 

vidende om de prostitueredes livssituation, 

så afholder det dem ikke 

fra at fuldføre sexakten. Noget 

af det vigtigste, der kan siges om 

mænd, der køber sex, er derfor, at 

de køber magten til selv at tolke, 

hvad der sælges. Nogle mænd 

angrer måske deres besøg hos 

en prostitueret, hvorimod andre 

mænd formodentligt ikke skænker 

det en tanke, hvad det er, de er 

med til at opretholde ved at gå til 

prostituerede. De ser det derimod 

nærmest som en rettighed. 

Selvom en enkelt af de adspurgte 

mener, at det eneste, 

der kan forhindre prostitution, 

er, hvis ’man dræber alle piger 

i verden’, mener to tredjedel af 

sexkøberne, at en straf for antisocial 

adfærd vil afholde dem fra at 

købe sex. Derfor mener Kenneth 

Reinicke, at undersøgelsens resultat 

også på det punkt kan bruges 

af de danske lovgivere. 

- Diskussionen om prostitution 

er fyldt med myter og fordomme 

om grunden til, at kvinder prostituerer 

sig, og hvad der vil ske, 

hvis der ikke gives tilladelse til, 

at mænd kan købe sex. Det bedste 

udgangspunkt for praksisændring 

er klar politisk udmelding om, 

at købesex ikke er acceptabel 

adfærd. Prostitution behøver ikke 

være et nødvendigt onde eller et 

uforanderligt maskulint privilegium. 

Det er muligt at påvirke 

mænd, og at mænds seksualitet 

ikke er en statisk størrelse. | 




5skarpe til Peter Skaarup 

Med udtalelser om strammere grænsekontrol og øget politiindsats 

mod de udenlandske brugere af vinterens nødherberger 

har Peter Skaarup, rets- og integrationsordfører for 

Dansk Folkeparti, for alvor blandet sig i hjemløse-debatten. 

danmark er en del af schengen-samarbejdet, der tillader eu-borgere 

at rejse inden for eu uden at skulle vise pas. alligevel ønsker du 

en strammere grænsekontrol. hvem er det, du ikke vil lukke ind, og 

hvad er du bange for? 

Jeg er bekymret for de kriminelle, der uhindret kan benytte de åbne grænser mellem særligt Danmark 

og Tyskland. Danmark er et attraktivt land med flere penge og flere materielle goder end eksempelvis 

de østeuropæiske lande, som flere af de kriminelle kommer fra. De goder er de kriminelle interesserede i 

at få fingrene i. Journalister fra JydskeVestkysten har som et eksperiment passeret grænsen ved alle de 

sønderjyske overgange i en varevogn spækket med stereoanlæg, fjernsyn og dvd’er. De blev ikke stoppet 

én eneste gang, selvom lasten unægteligt så mistænkelig ud. Det er bekymrende. Jeg synes, det er 

på tide at få gjort op med den naive tro på, at det er nok blot at bevogte EU’s ydre grænser. 

da vinterkulden var værst, opfordrede du politiet til at anholde de 

illegale østeuropæere, der søgte ly på landets nødherberger. 

handler det ikke i den situation mere om overlevelse for de hjemløse 

– og ikke nationalitet? 

Det er en balance. På kort sigt handler det naturligvis om at hjælpe de mennesker, der er i nød, og som 

opholder sig i Danmark, eksempelvis i forbindelse med den hårde vinter. Men det er ikke en langsigtet 

løsning, at illegale hjemløse befinder sig i Danmark. Deres markante tilstedeværelse går ud over de 

danske hjemløse. Flere af de illegale hjemløse opfører sig mere aggressivt end de danske. Det var i håbet 

om at finde en mere permanent løsning på problemet, at jeg udtalte mig i forbindelse med de illegale 

hjemløses brug af nødherbergerne. 

i forbindelse med fætrene langballe og krarups udtalelser om 

muslimer for nyligt meldte du ud, at dansk folkeparti havde taget 

hul på en ny kvaje-kvote. bør din udmelding om politi mod hjemløse 

ikke have plads i den kvote? 

Nej, det bør den ikke. De illegale hjemløse er en reel udfordring. Det bliver et stort problem, hvis vi 

ikke finder en langsigtet løsning. I første omgang bør vi fokusere på de danske hjemløse. Og dem er 

jeg ikke engang sikker på, at vi hjælper godt nok. 

i jeres partiprogram hedder det om socialpolitikken, at i vil 'sikre, at 

de svageste borgere, uanset hvor de bor i landet, får et værdigt og 

trygt liv'. med din kritik af schengen-samarbejdet og nødherbergerne 

lyder det som om det, kun gælder for socialt udsatte danskere? 

Ja, det gør det for så vidt. Det sociale system i Danmark er først og fremmest for de danske hjemløse 

og de danske socialt udsatte. På kort sigt skal vi naturligvis hjælpe alle med deres akutte behov, men 

jeg mener, at hjemløse og socialt udsatte skal hjælpes i deres eget land, hvor de kan sproget og har 

deres familie og netværk. Det er ikke det samme som, at udenlandske hjemløse i Danmark skal overlades 

til sig selv og kulden, men vi skal bestræbe os på, at de sociale problemer i højere grad løses i 

de socialt udsattes hjemlande. 

har et danmark, der er mere velstående end andre eu-lande, ikke 

et moralsk ansvar til at lukke frysende, sultende og hjemløse 

mennesker ind? 

Jo, og det ansvar synes jeg også, vi tager, men vi må ikke være blinde og naive og lukke alle dem 

med kriminelle hensigter ind. Hvad angår dem, der ikke er kriminelle, men som af den ene eller anden 

grund søger lykken i Danmark, har vi en forpligtelse til at sørge for dem. Det er, som det skal være, 

men vi bliver nødt til at kigge fremad. Vi bliver nødt til at sikre, at tilstrømningen minimeres, og at de 

sociale problemer løses i de lande, hvor immigranterne kommer fra.

Nu skal socialt udsatte droppe cigaretterne. 

Røgtågerne skal lette på væresteder 

De traditionelle rygestop-tilbud appellerer ikke til socialt udsatte. 

Derfor uddanner Københavns Kommune nu medarbejdere på væresteder og herberger, 

så de kan støtte brugere, der gerne vil ryge mindre eller stoppe helt. 



Mange socialt udsatte ryger som 

skorstene. Det har store sociale og 

sundhedsmæssige konsekvenser, 

men socialforvaltningen i Københavns 

Kommune er nu på vej med 

et korps af såkaldte RygestopAmbassadører, 

der rekrutteres blandt 

medarbejderne på væresteder og 

herberger. 

- Gruppen af socialt udsatte har 

lige så meget ret til et tilbud som 

alle andre borgere, og vi ved, at 

de har svært ved at benytte sig af 

de almindelige rygestop-kurser. 

Derfor vil vi gerne give dem et 

skræddersyet tilbud, fortæller 

projektleder Britta Krog. 

Idéen er, at de medarbejdere, 

som brugerne i forvejen kender 

og har tillid til, skal uddannes til 

at motivere og støtte de socialt 

udsatte i den svære rygeafvænningsproces. 

Uddannelsen sker på 

et seks-dages kursus med efterfølgende 

supervision og netværks- 

møder, og de første rygeafvænnings-ambassadører 

er klar til at 

gå i aktion sidst i maj. 

Væresteder og herberger har 

dispensationen fra reglerne i 

rygeloven fra 2007. Men nogle 

få steder har man valgt at følge 

lovens bogstav. Her kan det nye 

tilbud være en hjælp til brugere, 

der ellers risikerede at blive presset 

ud. Men selvom projektet er 

døbt 'Røgfri Væresteder', understreger 

Britta Krog, at projektet 

ikke forholder sig til et generelt 

rygeforbud på værestederne. 

- Vi vil gerne sætte rygeafvænningen 

på dagsordenen, men det er 

helt frivilligt for brugerne, om de 

vil deltage eller ej, siger hun. 

Det er medarbejderne selv, 

der har peget på, at de ser rygning 

som en af de største sundhedsmæssige 

udfordringer hos 

de socialt udsatte. Britta Krog 

vurderer, at projektet vil få størst 

gennemslagskraft i gruppen af 

psykisk sårbare, men et moderat 

misbrug af alkohol eller stoffer 

er ingen hindring for at gå i gang 

med rygeafvænnning, lyder det. 

- Forskning viser f.eks., at hvis 

man kombinerer stofmisbrugsbehandling 

med rygeafvænning har 

stofmisbrugsbehandlingen større 

effekt, siger hun. 

Nogle steder i kommunen er 

der allerede erfaringer med rygeafvænning 

blandt socialt udsatte. 

Det gælder f.eks. på N.A.B.O. 

- Center Amager, et værested 

for psykiske syge med 40 til 60 

daglige brugere. Her har der siden 

oktober været tilbud om rygestopkurser 

eller 'ryge-reducerende' 

forløb, som man kalder det for 

ikke på forhånd at skræmme 

nogen væk. På det første hold med 

fem deltagere holdt to op med at 

ryge, mens et nyt hold netop nu 

er i gang med forløbet. Derudover 

har flere selv taget initiativ til at 

skodde smøgerne eller skære ned 

på forbruget, fortæller centerleder 

Lars Rau. 

- Det smitter, og jeg oplever, 

at mange er motiverede, selvom 

de selvfølgelig også synes, det er 

rigtig svært at holde op, siger han. 

N.A.B.O. - Center Amager 

havde oprindelig også planer om 

at forbedre udsugningen i rygerummet, 

hvorfra røgen siver ud i 

de øvrige lokaler. Men den plan er 

der i samarbejde med brugerne af 

værestedet lavet om på. I stedet 

bliver der i løbet af foråret bygget 

et rygeskur i haven. 

- Den idé er der rigtig mange, 

der bakker op om. Andre har 

forståelse for det, og nogle er 

utilfredse. De har foranstaltet en 

underskriftindsamling, men vi forsøger 

at argumentere med, at der 

i det gamle rygerum så kan blive 

plads til f.eks. billard eller kreative 

aktiviteter, siger Lars Rau. 

Projekt 'Røgfri Væresteder' er 

finansieret af Indenrigs- og Socialministeriet. 

Det løber over fire 

år og målet er, at de uddannede 

RygestopAmbassadører i løbet af 

hele projektperioden skal i kontakt 

med 600 brugere af væresteder 

og herberger. | 


fattigdom 

gennem linsen 

I februar kunne medlemmerne 

af Pressefotografforbundet stille 

skarpt på fattigdom og social 

udstødelse ved at deltage i en 

stor fotokonkurrence i anledning 

af EU’s fattigdomsår. Konkurrencen 

var udskrevet af Europa 

Kommissionens Repræsentation 

og Europa-Parlamentets Informationskontor 

i Danmark. 

De 25-30 bedste billeder vil 

blive udstillet i Europa-Huset 

i Gothersgade i København i 

starten af marts. Torsdag den 25. 

marts afsløres det, hvilken 

fotograf, der har taget det bedste 

billede og som vil blive belønnet 

med 25.000 kroner. 

Hus Forbis redaktør, Jens 

Høvsgaard, har siddet i dommerkomitéen 

sammen med Lars 

Lindskov, formand for Pressefotografforbundet, 

og Morten 

Løkkegaard, der er tidligere DRstudievært 

og i dag medlem af 

Europa-Parlamentet for Venstre. 

-sia 

børnefamilier 

må ikke ende 

på gaden 

Det skal være noget nær umuligt 

for børnefamilier at ende på 

gaden. Det mener Socialdemokraternes 

socialordfører, Mette 

Frederiksen, der håber at skaffe 

et folketingsflertal til et nyt 

fempunkts-forslag. 

For det første mener Mette 

Frederiksen og Socialdemokraterne, 

at landets kommuner skal 

tilbyde børnefamilier, der sættes 

på gaden, en billigere permanent 

bolig, og at familiens huslejebetaling 

derefter kommer under 

administration. Det foreslås også, 

at private udlejere forpligtes til 

at varsko kommunen, inden en 

fogedsag sættes i gang. 

Derudover indeholder forslaget 

et krav om, at de lave 

og i Socialdemokraternes øjne 

fattigdomsskabende kontanthjælpsydelser 

afskaffes, og at der 

kommer mere kul under byggeriet 

af billige boliger. 

-sia 


SF’s socialordfører, Özlem Sara Cekic (t.v.), får sig en sludder med Hus Forbisælgeren 

Kisser, der var med til at formulere ønskelisten. 

Hjemløse-ønskeliste 

på vej til ministeren 

Flere sovepladser på herbergerne, større tryghed og et kuldeberedskab, 

når næste isvinter sætter ind. 

Det er tre af punkterne på den ønskeliste fra de hjemløse, som indenrigs- 

og socialminister Karen Ellemann (V) nu bliver præsenteret for. 

Ønskelisten er udarbejdet i forbindelse med et møde, som de hjemløse 

og de organisationer, der arbejder med hjemløshed, holdt med SF’s socialordfører, 

Özlem Sara Cekic, i slutningen af januar. 

- Det er utrolig vigtigt at give gadens eksperter mulighed for at komme 

til orde. Det er trods alt deres hverdag, vi lovgiver om, siger Özlem Sara 

Cekic om baggrunden for mødet. 

For de hjemløse er det en daglig stressfaktor at skulle finde et varmt og 

trygt sted at sove. Derfor er et stort ønske slet og ret flere sovepladser. 

Og det må gerne være tilladt at få hunden med indenfor, hvilket det for 

øjeblikket kun er på fire af landets 60 herberger. 

For de hjemløse, der ikke finder – eller ønsker – en soveplads for natten 

på et herberg, er det vigtigt, at de kan føle sig trygge udenfor. Et punkt 

på ønskelisten er derfor, at der gøres en ekstra indsats for at forhindre 

røverier og overfald. 

Da sne og frostgrader holdt landet i en skruetvinge i januar og februar, 

blev der på privat initiativ oprettet en lang række nødherberger. I den 

forbindelse efterlyser de hjemløse et landsdækkende kuldeberedskab, der 

aktiveres, næste gang isvinteren kommer til Danmark. 

Ønskelisten forholder sig også til de flere og flere udenlandske, særligt 

østeuropæiske, hjemløse, der er dukket op i gadebilledet. Mange af 

dem er forment adgang til de herberger, der får offentlig støtte, hvilket 

betyder, at koncentrationen af dem bliver markant på de herberger, de har 

adgang til. På ønskelisten står derfor flere overnatningstilbud til udlændingene, 

og basal overlevelseshjælp til nødstedte udenlandske hjemløse. 

-sia 

Hele ønskelisten kan ses på husforbi.dk 


2.400 narko- 

maner kan få mad 

efter maleri- 

auktion 

Det indbragte narko-projektet 

Dugnad Vesterbro 24.000 kroner, 

da rockbandet Kashmir i samarbejde 

med Hus Forbi satte det 

3x3 meter store håndmalede 

maleri, der i nedfotograferet form 

pryder albummet ’Trespassers’, 

til salg på Lauritz.com. Maleriet 

blev solgt for 20.000 kroner, 

hvilket er blevet suppleret med 

4.000 kroner fra Lauritz.com, der 

har valgt at donere sit salær til 

Dugnad. 

Dugnad Vesterbro, der blandt 

andet driver Café Dugnad, vil 

konvertere de 24.000 kroner til 

2.400 portioner nærende aftensmad 

til narkomanerne. 

- Det betyder, at vi kan servere 

gratis mad i over en måned. 

Nogle af de her mennesker har 

ikke spist i flere dage, så det at 

få et sundt og nærende måltid 

er utrolig vigtigt. Og det betyder 

færre konflikter i lokalområdet, 

siger Michael Lodberg Olsen, 

leder af Dugnad Vesterbro og 

beboer på Vesterbro. 

De fire musikere i Kashmir bor 

alle på Vesterbro og var ikke i 

tvivl om, at overskuddet fra auktionen 

skulle gå til Dugnad og 

dermed til de mellem 300 og 500 

narkomaner, der dagligt færdes 

i bydelen. Musikerne er frustrerede 

over den kriminalisering og 

umenneskeliggørelse, som narkomanerne 

dagligt udsættes for. 

- De vil altid føle sig forfulgt 

og set ned på. Vi lever altså i 

et samfund, hvor narkomani og 

misbrug eksisterer, og spørgsmålet 

er, om vi skal hjælpe dem eller 

lade dem rådne op? Jeg er ikke i 

tvivl om, hvad jeg mener, at man 

bør gøre, sagde forsanger Kasper 

Eistrup i Hus Forbis februarnummer. 

Maleriet blev købt af virksomheden 

MOC Systems, der holder 

til i København. 

-sia 

Læs mere om Dugnad på 

www.dugnad.dk

foto polfoto 

strid om søndagslukket 

varmestue 

Hold åbent alle ugens syv dage, 

og brug sommeren til besparelser. 

Så klar er meldingen fra 

socialudvalget i Silkeborg, til 

Kirkens Korshærs beslutning om 

at holde søndagslukket i byens 

varmestue. 

Beslutningen var truffet af 

den daglige leder af varmestuen, 

Jens Anders Brogaard, for at 

sikre, at der altid er to mand på 

arbejde, når stedet holder åbent 

de øvrige seks dage. 

Ifølge Jens Anders Brogaard 

har personalet på varmestuen 

nemlig noteret en markant stigning 

i brugere med psykiske 

lidelser, heriblandt flere med 

dobbeltdiagnoser, hvilket har 

givet anledning til utryghed og 

usikkerhed i varmestuen. 

Men beslutningen er bestemt 

ikke faldet i god jord i Silkeborg 

Kommunes socialudvalg. 

- Vi anerkender, at lederen af 

varmestuen skal tage hånd om 

sit personale, når der er brug for 

det, men vi er kede af og bekymrede 

over den beslutning, og vi 

har en forventning om, at varmestuen 

bliver åbnet igen på søn- 

og helligdage, siger udvalgets 

formand, SF'eren Elin Sonne. 

- Den værste dag at vælge 

at lukke på er søndag. Skal det 

være, så er det bedre at lukke på 

en hverdag i ugens løb. 

-sia 

sagt i februar 

Udsolgt støttekoncert 

The Rumour Said Fire og syv andre københavnske undergrundsbands 

trak fuldt hus, da de den 4. februar spillede i Pumpehuset til fordel for de 

hjemløse. Koncerten var arrangeret af Hus Forbi og foreningen Giv Din 

Hånd. Men de unge musikere nøjedes ikke med at give koncert. 

De gik også på gaden og hjalp med at sælge Hus Forbi, og det var en 

kold fornøjelse. 

- Men vi skal ikke brokke os, vi har trods alt en varm stue at komme 

hjem til, sagde den frysende forsanger, Jesper Lidang, da Dagbladet B.T. 

fangede ham og de andre musikere ved Nørreport. 

-jh 

-Nu kan jeg forstå, 

at der har været lidt 

fokus på, at jeg ikke 

passer mit arbejde. 

Men almindeligvis 

passer jeg mit 

arbejde, og det 

har jeg tænkt mig 

at blive ved med. 

Statsminister Lars Løkke Rasmussen 

på sit tirsdagspressemøde, 

9. februar. 

-Mange danskere 

er begyndt 

at tvivle på, om 

Løkke dybest set 

ønsker at være 

statsminister, 

og om han har 

lederegenskaberne. 

Henrik Qvortrup, 

politisk redaktør, TV 2, 

i MetroXpress 


gjæstebud 

skifter adresse 

Projektet Gjæstebud, der hver 

søndag inviterer de hjemløse 

indenfor til mad og varme, har 

skiftet adresse fra krypten under 

Kapernaums Kirke til Bethesda 

Dam ved Grønttorvet i København. 

Samtidig er projektet 

blevet omdannet til en humanitær 

forening med selvstændig 

bestyrelse. 

- Det sker for at styrke 

økonomien og rammerne, så vi 

kan forbedre aktiviteterne, siger 

præst Asser Skude, der i 2003 

tog initiativ til Gjæstebud. 

Se mere på www.gjaestebud.dk 

-sia 

borgmester 

ny protektor 

International Network of Street 

Papers (INSP), som Hus Forbi 

er medlem af, har fået endnu en 

protektor. Det er Gunnar Bakke, 

der er borgmester i norske Bergen. 

INSP har i forvejen Glasgows 

borgmester, Robert Winter, som 

protektor, og David Schlesinger, 

ansvarshavende redaktør for 

nyhedsbureauet Reuters, som 

ærespræsident. 

INSP’s medlemsskare tæller 

106 hjemløseaviser fordelt på 38 

lande verden over. 

-sia 

HUS FORBI | nr. 3 marts 2010 | 14. årgang | 23 

foto scanpix

| læserne skriver | 

Grundig oprydning 

frem for fixe idéer og lappeløsninger 

Mens der diskuteres om 

fixerum og fattigdomsgrænser, 

og de mest udsatte henvises til 

borgerinitiativer for ikke at fryse 

ihjel i vinterkulden, slås Kofoeds 

Skole-forstanderen og stifteren 

af Maria Tjenesten, Jens Aage 

Bjørkøe, til Ridder af Dannebrog, 

og Rådet for Socialt Udsatte får 

en ny formand i Jan Sjursen. Det 

er et godt ”fix” og glimrende PR, 

men pragmatikeren må nok efterlyse 

reelle tiltag, som er svære 

at få øje på, og pragmatiker må 

man være, når mennesker fryser 

ihjel, og når dødeligheden blandt 

hjemløse er så høj, at man knap 

nok tør tale om den. 

Som psykolog, der arbejder 

med nogle af de mest socialt udsatte, 

efterlyser jeg pragmatisme. 

Når et menneske er motiveret til 

at komme i misbrugsbehandling, 


skal det være muligt, når han/ 

hun er motiveret, ikke tre måneder 

senere. Når man udskrives fra 

behandlingen, bør der være bolig 

og samtidig gerne en tilknytning 

til arbejdsmarkedet. Altså en 

grundig efterbehandling og integrerede 

sociale interventioner, 

således at man reelt integreres i 

samfundet og bliver en del af det 

snarere end en udstødt størrelse, 

der skal gemmes væk i ensomme 

etværelses boliger. 

Selvom man som psykolog 

gør sit bedste for at få sagsbehandler, 

misbrugsbehandler, 

læge, psykiater og patient til at 

tale sammen for at arrangere 

en hjælp, der er koordineret og 

meningsfuld, lykkes det sjældent 

uden enorme anstrengelser, 

og resultatet er, at værdifulde 

ressourcer spildes i stedet for at 

Nødhjælpsarbejdere på Haiti havde taget Hus Forbi med. 

blive stillet til rådighed for dem, 

der har mest behov for dem. 

Resultatet bliver ofte lappeløsninger, 

som blot kridter banen 

op til den næste psykiske eller 

sociale nedtur. 

Ridderkors og stjernebånd, 

nye formænd og forgyldte 

undersøgelser er naturligvis 

godt nok, men det, som social- 

og sundheds-sektoren 

virkelig trænger til, er en grundig 

oprydning, en ny kultur, hvor der 

samarbejdes på tværs af faggrænser 

og forvaltninger, og at 

hjælpen tilrettelægges sådan, at 

den kommer borgeren til gode 

i fuldt og størst muligt omfang. 

Forgyldte ideer og fixe løsninger 

har vi set nok af. 

Christof Lehmann, 

Psy.D., klinisk psykolog, 

Psykologhjørnet - Århus 

Jeg er netop vendt hjem fra det jordskælvsramte 

Haiti, hvor jeg har været 

med til at etablere en teltlejr. Det blev 

efterhånden en mindre landsby med 

kloakrør og vandledninger i jorden. 

Hvilket betød, at det blev muligt at 

forsyne både 2 køkkener og 18 brusebade, 

og nogle enkelte vandskyllende 

toiletter. Det blev gjort med en 

dansk produceret vandværkspumpe. 

Der er mange nationaliteter i lejren, 

og en af dagene blev jeg inviteret på 

Italiensk frokost. Så midt i arbejdsdagens 

travlhed sad jeg sammen med 

15 Italienske Røde Kors-folk og nød 

deres hjemmelavede pastaret med 

deltag i debatten 

Skriv et debatindlæg eller et læserbrev til Hus Forbi, og send det til debat@husforbi.dk 

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere tilsendt materiale. 

Mere end en fix idé 

Der er sund fornuft og god økonomi i at tilbyde 

de hårdest belastede narkomaner lægeordineret heroin. 

af Marisa Matarese 

Blandt de omkring 1.400 patienter, 

der indgår i det schweiziske 

forsøgsprogram med lægeordineret 

heroin, PEPS, falder kriminaliteten 

i gennemsnit 80 pct., og 

deres helbredstilstand forbedres. 

Især fordi den heroin, der uddeles 

på landets forsøgscentre, 

er af bedre kvalitet end den, der 

sælges på gaden, og som en ekstra 

gevinst sparer samfundet masser 

af penge. 

- Det er meget dyrere at 

afholde omkostninger til hospital, 

fængsel og retsvæsen end 

at uddele gratis lægeordineret 

heroin, siger chefpsykiater Yves 

Alexandre Kaufmann, der er 

leder at PEPS-forsøgets afdeling i 

Geneve. 

Opbakning fra samfundet 

PEPS startede i januar 1994 som 

et forsøgsprojekt med det formål 

at afdække, hvorvidt lægeordineret 

heroin kunne nedbringe 

kriminalitet, sygdomme og 

dødsfald blandt narkomaner. Det 

er nu uomtvisteligt bevist, og det 

er ikke kun fagfolkene på PEPS, 

der er begejstrede over resulta- 

terne. Også befolkningen kan se 

fornuften ved projektet og bakker 

op om det. Så meget, at 68 pct. 

ved en folkeafstemning i efteråret 

stemte for, at ordningen skulle 

gøres permanent. 

- Samfundets holdning er 

generelt positiv. Det har den ikke 

altid været. Før i tiden var de 

ansatte på hospitalerne, især sygeplejerne, 

bange for heroinmisbrugerne. 

De var bange for vold 

og ustyrlige patienter, men vores 

patienter giver dem ikke problemer, 

siger Kaufmann. 

Klar, hvis uheldet er ude 

I de femten år, de schweiziske 

stofmisbrugere har haft et 

alternativ til illegalt junk eller en 

metadonbehandling, er der ikke 

registreret en eneste overdosis. 

Yves Alexandre Kaufmann mener, 

at det skyldes, at det er mere 

sikkert at indtage heroin end 

metadon. 

- Med metadon oplever man 

klimaks efter fire timer, og hvis 

man i mellemtiden har indtaget 

andre stoffer, kan der opstå 

komplikationer, når det andet stof 

rammer sit højdepunkt. Heroinen, 

der injiceres, har en øjeblikkelig 

virkning. Hvis der skulle opstå 

problemer, ville vi se det her, for 

det ville ske med det samme, og 

hos os står der uddannet personale 

klar til at hjælpe, hvis uheldet 

er ude. 

Også risikoen for at blive syg 

på grund af beskidte kanyler er 

elimineret. I løbet af projektets 

levetid er kun én person registreret 

som hiv-smittet. 

Lysten til at vælge en anden vej 

I gennemsnit varer behandlingen 

af patienter på heroin på PEPScentrene 

i Schweiz under tre år. 

Det skal ses i forhold til, at patienterne 

i gennemsnit har taget stoffer 

i mere end 16 år. Men at starte 

på en behandling i PEPS kræver 

høj motivation og disciplin. 

- Der stilles hårde krav til dem. 

Når de starter her, har de problemer 

af social, kriminel, psykisk 

og helbredsmæssig karakter, samt 

sidemisbrug. Allerede efter to-tre 

måneder ser vi en radikalt forbedret 

tilstand. De forandrer sig 

fuldstændigt og har stort set intet 

sidemisbrug, siger Yves Alexandre 

Kaufmann og fortsætter: 

- Vores filosofi går ud på at 

stille patienterne i en situation, 

hvor de har lyst til at vælge 

noget andet. Så længe man er på 

heroin, har man ikke mulighed 

for at vælge. Man er hele tiden på 

jagt efter penge til at skaffe nye 

stoffer. Her skal de ikke længere 

bekymre sig om at skaffe hverken 

penge eller stoffer. De har derfor 

tid til at ændre deres situation. De 

kan for eksempel starte med at 

tage vare på sig selv. 

Ud over at udgifterne til retsvæsen 

og politi falder, i takt med 

at patienterne ikke behøver lave 

kriminalitet for at få råd til deres 

stof, ser man også på centret, at 

en pæn del af patienterne vender 

tilbage til arbejdsmarkedet. 

- Ud af de 50 patienter, vi i øjeblikket 

har her i Geneve, har syv 

af dem almindeligt arbejde, siger 

Yves Alexandre Kaufmann. 

For at kunne blive godkendt 

til at deltage i ordningen med lægeordineret 

heroin i Schweiz skal 

man være fyldt 18 år og have haft 

et misbrug i minimum to år. Ud 

over det skal man have sociale, 

psykiske og helbredsmæssige 

problemer. | 

HUS FORBI | nr. 2 februar 2010 | 14. årgang | 5 

I seneste nummer af Hus Forbi fortalte vi om de 

gode erfaringer fra forsøget med lægeordineret 

heroin i Schweiz. 

Mellemfolkelig hygge 

midt i katastrofen 

kød og grønsager, hertil hjemmebagt 

brød, afsluttet med espresso-kaffe. 

Pludselig dukkede deres chef op og 

hilste med glædesstrålende øjne. Velkomsten 

blev også viderebragt til mig, 

den danske blikkenslager. Resten af 

dagen gik med brusebads-montage, 

og jublen ville ingen ende tage, da 

vores lokale runner kom med 24 Coca 

Colaer, og brusebadet var klar. Men 

som I kan se på billedet, fik vi også tid 

til at læse Hus Forbi. 

Ivan Mott, International delegat for 

Dansk Røde Kors 

katastrofeberedskab. 

foto Flemming Schiller

Et blandet kor 

Jeg køber som regel Hus Forbi, 

når jeg har en 20'er i lommen og 

'han' står der ved lørdagsindkøbet. 

Jeg føler meget med de mennesker, 

som af den ene eller 

anden grund er kommet på den 

skæve side, og jeg støtter hjælpen 

til 'dem' over en bred kam gennem 

flere frivillige NGO'er og ikke 

mindst gennem skatten, som jeg 

betaler med glæde. 

Jeg er klar over, at det ofte blot er 

tilfældigheder, som betyder, at jeg 

(lige nu) er på den anden side. 

Jeg er glad for at arbejde 

50-60 timer om ugen, og jeg 

accepterer, at jeg skal aflevere 

mere end halvdelen af min meget 

gode indtægt i skat, idet jeg ved, 

at det medfører, at vi lever i et af 

verdens mindst ulige samfund. 

Jeg står også som vælger bag 

den nuværende regering, selvom 

jeg ikke er lige tilfreds med alt, 

hvad de bedriver. 

Men jeg nyder faktisk ikke at slå 

op i Hus Forbi og læse en leder 

som 'Oprøret ulmer' der handler 

om alt muligt andet end kampen 

for de skæve eksistenser, herunder 

krigsindsatsen og bekymringen 

for fremvæksten af parallelsamfund, 

men først og fremmest 

er som at læse en af Informations 

ledere for 20-30 år siden. Jeg tror, 

at det er en enorm misforståelse 

at bruge netop dette sted til at 

messe sine klassiske, gammeldags 

venstreorienterede retirader. 

Vi kunne sikkert få en lang og 

interessant diskussion om, hvilken 

samfundstype som trods alt er 

i stand til at tage bedst vare på 

sine svageste, især hvis den blev 

baseret på realia og ikke dogmatisk 

teori. 

Lad os være sammen om at kæmpe 

for de udstødte og svageste, 

for det handler om menneskelighed 

og ikke om politisk ståsted. 

Jeg håber, at jeg vil kunne læse 

Hus Forbi igen en anden gang. 

Venligst 

Jacob Nielsen, speciallæge 

illustration Louise Thrane Jensen 

Kære Jacob Nielsen, 

Tak for dit indlæg. Hus Forbi er sat på 

jorden af to årsager. Dels skal avisen 

være med til at skabe en indtægt 

til vores sælgere, der alle er enten 

nuværende eller tidligere hjemløse, 

dels skal den være med til at sætte 

fokus på social ulighed og det samfund 

eller de mekanismer, der skaber 

uligheden. Det prøver vi at gøre med 

artikler og debatskabende indlæg. Når 

jeg i min leder ’Oprøret ulmer’ tager 

afsæt i, at der i den danske befolkning 

er en voksende modstand mod 

tingenes tilstand, så gør jeg det, fordi 

jeg kan begrunde og dokumentere, at 

modstanden netop er bred folkelig og 

ikke, som du konkluderer dig frem til, 

isoleret til en snæver venstrefløj med 

rod i 70’ernes retorik og dogmatik. 

Lad mig give dig et par eksempler: 

Håndteringen af karrikaturkrisen, der 

blev foranlediget af Muhammed-tegningerne, 

er blevet undsagt af blandt 

andre tidligere udenrigsminister Uffe 

Ellemann Jensen (V), Dansk Industris 

direktør, Hans Skov Christensen, og 

Grundfos bestyrelsesformand, Niels 

Due Jensen. Ingen af disse personer 

kan vel beskyldes for at være specielt 

venstreorienterede. Det mener jeg 

heller ikke, at man kan sige om den 

borgerlige debattør Ulrik Høy og brigadegeneral 

Finn Særmark Thomsen, 

der begge har krævet at få nedsat en 

kommission, der skal kulegrave grundlaget 

for Danmarks krigsførelse i Irak. 

Jeg tvivler også på, at godsejer og 

tidligere minister Britta Schall Holberg 

(V) synger Internationale eller Når jeg 

ser et rødt flag smælde, men alligevel 

er hun med i koret af bekymrede 

danskere. I et interview fra januar i år 

siger hun: ’Desværre er vi ved at få et 

samfund, der indsnævrer friheden og 

de lige muligheder’. 

Altså, kære Jacob Nielsen. Jeg tror, jeg 

må melde hus forbi, når du anklager 

mig og min leder for at være betonkommunistisk 

og venstre-agitatorisk. 

Store dele af den danske befolkning 

er bekymrede over udviklingen i det 

danske samfund, og det, de nu kræver, 

er ikke rød front, men fælles front mod 

ulighed, udstødelse, forhånelse og 

flere forringelser. 

Venlig hilsen 

Jens Høvsgaard, ansv. redaktør 


Mændenes Hjem fylder 100 år 


I dag kommer her 

både mænd og 

kvinder. De fleste 

er stofmisbrugere, 

og omgangstonen 

er rå, men alligevel 

holder brugerne af 

stedet. 

af Lisbeth Rindholt 

foto Martin Bubandt


I starten 

tænkte 

jeg: Hold 

da op, 

her skal 

jeg sgu 

ikke ind! 

Martin Hansen 

Martin Hansen Flemming Thorup 


Hektisk i stuen, 

mere ro på tredje 

- Velkommen til de mærkelige mænds hjem, 

griner en af fyrene i flokken af mænd, der 

hænger ud foran indgangen til Mændenes 

Hjem. Da han har afleveret sin velkomstreplik, 

forsvinder han hastigt ned ad Istedgade. 

Indenfor er der mindre crowded. Der står 

nogle mænd og roder i kasserne henne ved 

døren. Der er fixeværktøj (små poser med 

kanyler, vat og rent vand) og kondomer i kasserne. 

To udenlandske fyre sidder og stener 

i de grønne, såkaldte koksestole langs med 

væggen. Og trafikken gennem det store, åbne 

kontaktstedslokale glider lydefrit. 

En af medarbejderne i huset, Søren Blådal, 

kommer fotografen og mig i møde. Et par af 

brugerne griner og puffer kammeratligt til 

hinanden, men hilser på Søren, da han går 

forbi. 

Medarbejderne på Mændenes Hjem er 

jævnligt vidner til en barsk omgangstone 

blandt husets gæster og beboere. Men ikke 

denne formiddag. 

- Jeg låser lige jeres ting inde nedenunder, 

siger Søren med et smil. 

- Alt kan ske på Mændenes Hjem. 

På trappen støder vi på Flemming Thorup. 

Han er en af dem, der bor fast i huset. 

Helt 'Anders And' med alle de folk 

Flemmings værelse ligger i Boenheden på 

tredje sal. Midt på en lang gang med køkken i 

den ene ende og fælles opholdsrum i den anden. 

Normalt arbejder Flemming på Café Sonja 

i Saxogade. Men han er kommet til skade med 

sit knæ og er hjemme i dag. 

- Jeg vil nu ikke kalde de her otte kvadratmeter 

mit hjem. Der er ikke så meget at råbe 

hurra for, siger han, mens han rydder noget tøj 

af vejen, så der bliver plads til at sidde i lænestolen 

og på sengen. Han er lige fyldt 61 år, og 

der står stadig et par flag fra dagen. 

- Det var en god fødselsdag med boller og 

balloner og det hele, fortæller han. Han har 

boet i Boenheden et års tid og har tidligere 

arbejdet som bl.a. operatør og chauffør, men 

’kom ud i noget narko’ og mistede sin lejlighed. 

Før han fik sit nuværende værelse, boede han i 

otte måneder på herberget på første sal. 

- Der er tit ballade dernede. Der ryger så 

mange folk ud og ind ad døren. Det er helt 

'Anders And'. Heroppe er der mere ro på. 

Helt stille er der nu ikke. Da vi kommer ud 

på gangen, råber en fyr en masse usammenhængende 

ord fra et af værelserne. 

- Jeg tror, han er på et eller andet, griner 

Flemming. 

På vej ned ad trappen går vi forbi en kvinde. 

Hun har hætten trukket godt op over hovedet. 

På Mændenes Hjem bor der kun mænd, 

men kvinder har lov til at komme på besøg i 

bodelen, og de kan også benytte sygepleje- 

og tandlægeklinikken. Kvinden med hætten 

forsvinder ind i mængden af mennesker i 

stueetagen. 

Her skal jeg sgu ikke ind 

Det er frokosttid, og cafébordene er godt fyldt 

op. Dagens varme ret er mørbrad med kartoffelmos 

og rødbeder. Den koster 15 kroner. I 

cafeen bliver der serveret ’gammeldags’ dansk 

mad. For det er sådan, brugerne vil have det. 

33-årige Martin Hansen er ingen undtagelse. 

- Det er god mad, det her, konstaterer han 

og spidder et stykke kød med gaflen. Han er 

kommet i miljøet omkring Mændenes Hjem i 

12 år. Men det er først inden for det seneste år, 

at han rigtigt er begyndt at bruge stedet. 

- I starten tænkte jeg: Hold da op, her skal 

jeg sgu ikke ind! Folk sad og fixede ude foran, 

og jeg havde ikke lyst til at vise, at jeg også 

tog stoffer. Men det har jeg lært at acceptere. 

Og nu kan jeg godt lide at sidde og tale med de 

’gode’ folk herinde, siger han og fortæller, at 

han begyndte at tage heroin, da han var 17 år. 

Han har tidligere boet på bl.a. Skansegården 

(forsorgshjem i Hillerød), men de seneste par 

måneder har han haft et værelse på herberget i 

Mændenes Hjem. 

- Det er hyggeligt. Men det er også råt. Man 

kan f.eks. ikke bare sidde i sofaen og spise 

popcorn og hygge sig, mens man ser fjernsyn. 

Man skal hele tiden snakke, holde øje med 

sine ting og være på vagt. For folk stjæler med 

arme og ben. Noget han virkelig kan tale med 

om. En dag, da han lænede sig ind over bordet 

for at spise, fik han stjålet sin jakke, der hang 

på stoleryggen. 

Det lange træbord med frokostgæster er 

næsten tomt. De andre spisende forsvandt lige 

så stille, da de fandt ud af, at vi stillede spørgsmål 

og tog billeder. Ud over Martin sidder der 

nu kun Hus Forbi-sælgeren Jan Andreasen, 

som lige har købt en lille stak aviser. 

Mødt med varme og næstekærlighed 

Personalet skal anrette onsdagskaffe til 

medarbejdere og brugere. Så vi bliver ’smidt 

væk’ fra bordet. Ind i den brune campingvogn, 

der er en del af cafeen. Vognen fungerer som 

et mødelokale, hvor bl.a. brugere og medarbejdere 

kan tale uforstyrret sammen. Der er 

nysgerrige blikke overalt, så vi trækker de 

små gardiner i campingvognen for. 

Mændenes Hjem er berygtet for at være det 

mest rå hjemløsested i byen, men det er ikke 

de ord, Jan hæfter på stedet. 

- Jeg er fra starten blevet mødt med varme 

og næstekærlighed herinde. Der er en stor 

forståelse for, at ens situation kan ændre sig 

på et splitsekund, fortæller den 53-årige. Han 

blev skilt i 1997 og 'mistede alt', hvorefter han 

gik ned med en depression. 

- Jeg troede, at jeg kunne drikke sorgen 

væk, men det kan man jo ikke, siger han. På 

det tidspunkt gik han på landevejen, så det var 

mest brændevin og kirsebærvin, han dulmede 

sin smerte med. Han har boet to år i Boenheden, 

men er netop flyttet ind på Kollegiet, Gl. 

Køge Landevej (hjemløseherberg i Valby). 

- Det er et godt sted, men jeg kan jo ikke 

sidde og kukkelure på mit værelse hele dagen. 

Jeg må ud. 

Derfor kommer han jævnligt på Vesterbro, 

mest for at møde de lokale kendinge og vennerne, 

han har fået derinde, og for at sælge 

aviser, og sådan skal det umiddelbart blive ved 

med at være. 

- Jeg har ingen drømme mere, siger han med 

et lille smil. 

- Jeg er alt for bange for at miste igen. 

Han siger farvel til os, trækker huen ned 

over ørene og zigzagger med aviserne under 

armen ud gennem den voksende flok af højrøstede 

mænd foran døren. | 




Jeg drømmer faktisk 

ikke rigtigt om noget 

andet liv 

Du kan som regel møde Palle Larsen på gaden på Nørrebro. Her er han dag og nat, 

og her føler han sig hjemme. Også selvom han har en bolig i Valby. 

| historie fra gaden | 

af Birgitte Ellemann Höegh 


Uden for en opgang på Nørrebro i København 

står Palle Larsens vogn. Det er en rollator. Den er 

belæsset med sovegrej og fyldte plastikposer surret 

fast med et halstørklæde og noget snor. Den 

har stået der de seneste par dage. 

- Den er der sgu ingen, der render med, mener 

Palle, der som så ofte før har overnattet hos vennen 

Onkel, fordi det var blevet for koldt og for 

utrygt at sove på gaden. 

- Man bliver jo rullet indimellem, og så vil jeg 

hellere være hos Onkel, for dér kommer sgu ikke 

nogen, og han er altid villig til at lukke mig ind. 

Palle har ellers en ’skæv bolig’ i Valby. Men 

han er der aldrig, for der er for ensomt. 

- Jeg kender jo ikke et øje derude. Jeg er 

- Det gælder om 

at ligge tæt, for så 

undgår vi en kold 

sidevind og har 

hinanden, hvis der 

kommer nogen, der 

vil rulle os. 

vokset op på Nørrebro, og det er her, jeg kender 

folk, og de gider sgu ikke tage med ud til Valby. 

Så for det meste er han sammen med de andre 

hjemløse i kvarteret. Spiser morgenmad på Morgencafeén 

i Blågårds Kirke, frokost på varmestuerne, 

hænger ud på et vaskeri på Nørrebrogade, 

går nogle ture og sover sammen med fem til ti 

venner og bekendte i klynger på gaden. 

- Det gælder om at ligge tæt, for så undgår vi 

en kold sidevind og har hinanden, hvis der kommer 

nogen, der vil rulle os. Jeg har en sovepose, 

der kan gå ned til minus 15 grader, så jeg klarer 

Læs flere historier fra gaden på www.husforbi.dk 

al slags vejr. Det mest irriterende er, at man skal 

ud af den for at tisse, siger Palle, men holder 

alligevel fast i, at det er bedre end at være alene i 

det ensomme hus i Valby. 

Slog en mand ihjel 

Palle har været på gaden i 30 år, selvom han indimellem 

har haft en bolig – i 11 af årene dog med 

tremmer for ruderne. 

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har 

slået en mand ihjel. Han skulle bare væk. Det var 

på grund af familieproblemer, og dem vil jeg ikke 

komme nærmere ind på. 

Det er 25 år siden, Palle begik drabet. I dag er 

han førtidspensionist og sælger Hus Forbi. Det 

har han gjort, siden avisen startede for fjorten år 

siden. 

- Jeg drømmer faktisk ikke rigtigt om noget 

andet liv. Hvis bare jeg kan overleve de næste 20 

år, så er det fint. Jeg drikker ikke så meget mere. 

Jeg skal have 30 stærke øl, før jeg er fuld, og det 

gider jeg ikke hver dag. I dag har jeg kun drukket 

fire øl og så tre gajoler (vodka med lakridssmag, 

red.), siger han, da vi møder ham omkring klokken 

et. 

Ønsker sig en ny hund 

Det er først for nylig, at Palle er begyndt at gå 

med rollator, indtil for et par uger siden havde 

han sine ejendele i en barnevogn, men det satte 

en bilist en midlertidig stopper for. 

- Jeg blev kørt ned uden for varmestuen i 

Stengade af en mand, der bakkede helt vildt 

ud. Først kørte han over mit ene ben, og da han 

skulle flytte bilen væk fra benet, kørte han over 

det andet. 

Benene har det bedre nu, og Palle ser frem 

til, at han snart kan hente barnevognen, der er 

midlertidigt opmagasineret i Onkels gård, og så 

håber han, at han kan få sig en hund.. 

- Min gamle hund døde for halvandet år siden. 

Den blev sparket ihjel af én nede i Stengade uden 

nogen grund. Jo, måske fordi den var drægtig 

med syv hvalpe – og det generede ham. Så jeg vil 

gerne have en ordentlig lille hvalp, som kan finde 

ud af at gå ved siden af mig på gaden. | 

3spørgsmål 

til Palle Larsen, 50 år og 

Hus Forbi-sælger 

hvor er du på vej hen? 

- Op til min ven Onkel. Vi får nok en lille 

én, snakker, spiller kort og hygger os så 

meget vi kan. Indtil videre! Men det kan jo 

godt være, at der sker noget, så vi skal ud 

og gå en tur. 

keder du dig aldrig? 

- Keder mig? Det har jeg sgu ikke tid til. 

Der sker så meget. Jeg kan sidde nede på 

vaskeriet og se en masse ting ske på gaden 

– både sjove ting, men også alvorlige og 

spændende ting. 

hvad fik du at spise i går? 

- Koteletter i sådan en færdigbakke nede 

ved Blågårds Kirke. Det er noget Projekt 

Udenfor står for, og det er rimelig god 

mad. Man betaler ikke, men der står en 

bøtte, som man kan putte penge i. Det gør 

jeg indimellem. Man skal jo bidrage lidt.

Sårbare unge - Hus Forbi

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?