Klaus Rifbjerg: ”Om puberteten”. - Opgaver

Inspiration til opgave 3
Om puberteten
Klaus Rifbjerg
Side 1 af 2 sider
Med henvisning til Villy Sørensens kronik her i bladet 1 om det kloge hoved og det kolde hjerte, hvor
han citerede Michail Dostojefskijs brev til broderen Fjodor: For at vide mere må man føle mindre og
omvendt, kan man vist sige, at den opvoksende ungdom føler en hel masse og voldsomt og inderligt,
men ved grumme lidt om, hvad det hele drejer sig om. Dens viden er uafklaret, mudret, men anelsesfuld,
og hvad man i puberteten ikke ved, det har man på den anden side en mystisk dunkel, men
meget virkelig fornemmelse for.
Følelsen dominerer, og hjertet dunker blodfyldt og varmt. Enhver synes at have mulighed for at konstatere
det, fordi også puberteten er åbenhedens alder. Tilsyneladende. I hvert fald fornemmer
patienten det således. Da det samtidig er ham alt om at gøre at skjule dette blodige, krampagtige
kød, som ligger blottet midt i barmen, er det indlysende, at der kan komme noget akavet over personen,
noget grotesk, som man må betegne som sært og lidt utilstedeligt.
Når man ikke ved, hvordan man skal beskytte sig, kan manøvrerne, dæksløret i en overgangsperiode
komme til at tage sig mærkelige ud. Man betragter idealet og forsøger at efterligne det. Man drømmer
om at blive voksen, man ser for sig den fuldvoksnes tilstand som det ideelle. Frihedens land ligger
forude, og hvad stiller man op med sin mangelfulde viden og anelsesfulde fornemmelse, når
man vil forme sig i den højestes billede? En håndgranat, der er afsikret og ligger med hvæsende
lunte, kan under givne omstændigheder godt komme til at ligne et hårdkogt æg, men det er svært og
absolut kun på overfladen.
Ræven talte med nogen ro om flåningen som et overgangsfænomen. Der er noget oppløjet over
opvækst og pubertet. Man vil gerne ligne de voksne, fordi man misunder dem en tilsyneladende frigjort
og herlig verden, hvor der ikke findes tabu´er i nogen retning, i særdeleshed ikke på det seksuelle
område. At blive voksen vil sige det samme som at blive usårlig. Når man først en given alder,
skal man ikke længere være tvunget til at gøre noget, man ikke har lyst til, og man kan slutte sig
inde i et panser af viden, kølighed og overlegenhed. Man kan blive som det harmoniske, funktionalistiske
æg.
Samtidig anskuer man de voksnes verden med intuitivt skarpsind. Forlorenheden, kulden og dumheden
er ganske åbenbar. Man kan se, at de ældre forstiller sig og gør sig til nar med krumspring,
stræb, hyklerier. Man fatter, at det at klare sig i tilværelsen indebærer et krav om talent, en ganske
bestemt evne til at sno sig, lyve, bedrage, snobbe, bagtale og i det hele taget gebærde sig på en
måde, som kun kan fremkalde bestyrtelse og forargelse hos de rene af hjertet. Uskylden hænger som
en lille, glat bold fra stangspillets snor, og fra begge sider tærskes der løs på den. Længslen med den
store viden forude, hvor man skal få lov til at nyde virkningerne af forbuden frugt, og angsten for
samtidig at blive som ”de gamle”, regerer med voldsom styrke. Vokseværket efterlader ikke alene
smerte i musklerne, men også i de andre remme og svinghjul, som får systemet til at fungere.
Fornemmelsernes styrke kan ikke måle sig med usikkerheden over manglende viden, erfaringen er
for ringe til at kontrolfølelsen har nogen betydning. Den evige usikkerhed giver karakteren træk i
retning af det overdimensionerede. En kompensation synes nødvendig, og overdrivelserne er tilsyneladende
én af vejene ud. Nederlaget er hyppigere end succesen, og forsvarsmekanismen opfører sig
1 ) Villy Sørensen: Det kloge hoved og det kolde hjerte. Informations kronik 6. oktober 1958.

Side 2 af 2 sider
derefter. Ligesom en hær på tilbagetog altid tér sig mere bestialsk end den fremrykkende, velorganiserede
krigsmaskine, er også handlingerne i opvæksten karakteriseret af det konturløse, tilfældige,
rabiate og vældigt arm- og bensvingende.
Hadet og kærligheden er ligefremt proportionale i styrke. Følelsen er ikke filtreret og kanaliseret i
retning af det urbane eller beregnede. Det umiddelbares styrke slår den bevidste forstillelse i stykker.
Man slutter sig med lige stor kraft til mennesker, som man hader andre. Hvad man næsten ville
anse for ”unaturligt” i forholdet mellem folk af samme køn, er i puberteten dagligkost. Det bliver til
gængæld også sjældent fuldstændigt artikuleret, men fornemmet, følt og hyllet i skyer af overdrivelser,
jargon, ukvemsord og tilsyneladende blasfemiske handlinger.
Perioden er for de fleste manisk og svinger fra bundløs nedtrykthed til overstadig ustyrlighed. Men
ligesom man i et stærkt variabelt klima er meget energisk og åndelig spændstig, således er der også
i denne periode et overskud og en frodighed, som man ikke siden træffer. Humøret kan vitalisere
fantasien, så den skyder frem med en kraft som en tropisk plante og sætte blomster, store og fabelagtige,
men også skræmmende og uhyrlige for dem, som for længst har begivet sig ind i den stenalder,
der for de fleste er synonym med den anden barndom.
De fleste er digtere og skrækkelige sådanne i overgangsalderen, hvor formuleringsapparatet ikke er i
orden, men følelserne koger op og må have udløsning. Hvad der skrives er sjældent blækket værd, til
gengæld siges der inspirerede og saftfulde ting, hvis følelsesindhold er stort og uforkvaklet, ærligt
og kronisk uskyldigt.
Er man færdig med tiden, gør man sig overvættes umage for så hurtigt som muligt at glemme, hvor
uartikuleret og uheldig den og man var. Håret friseres, og skilningen er forholdsvis snorlige. Hvad
der end sker, gælder det om i hvert fald ikke at blive til grin. Hjertet køres i hangar bag tremmerne,
nu da flyvetiden er forbi.
(1958)