ALKYMISTEN - Filuren

ALKYMISTEN 

UNDERVISNINGSMATERIALE


SIDE 2 

Indhold 

Om undervisningsmaterialet .............................................................................................................................................3 

”Alkymisten” af Paulo Coelho (bearbejdet version) .................................................................................................. 4 

Resume .....................................................................................................................................................................................19 

Karakterliste ............................................................................................................................................................................20 

Temaer i ”Alkymisten” .........................................................................................................................................................21 

Arbejdsspørgsmål ................................................................................................................................................................23 

Quiz ...........................................................................................................................................................................................24 

Portræt af Paulo Coelho ....................................................................................................................................................26 

Fakta om bogen ”Alkymisten” .........................................................................................................................................28 

Interview med manuskriptforfatter og instruktør Malte Claudio Lind ............................................................29 

Interview med animator Arthur Steijn .........................................................................................................................31 

Fakta om forestillingen ”Alkymisten” ............................................................................................................................32 

Uddrag fra manuskriptet ...................................................................................................................................................33 

Kostumetegninger af Rebecca Arthy............................................................................................................................36

OM UNDERVISNINGSMATERIALET 

Den 25. februar 2011 har Teater Vestvolden 

og Filuren urpremiere på forestillingen ”Alkymisten”. 

I den forbindelse har vi udarbejdet nærværende 

undervisningsmateriale, der henvender 

sig til skoler og andre institutioner. 

Materialet er gratis, og kan bruges både før 

og efter teateroplevelsen. 

Materialet henvender sig til alle klassetrin, og 

kan inspirere lærere i fagene dansk, historie 

og drama. 

Formålet med undervisningmaterialet er at 

klæde lærere og elever på i en sådan grad, at 

de og deres elever får en forrygende oplevelse, 

når de ser eller har set forestillingen. 

Men der er også værdifulde pædagogiske 

redskaber, der kan bruges på længere sigt i 

forbindelse med teaterbesøg. 

Undervisningsmaterialet indeholder en bearbejdet 

version af Paulo Coelhos bestseller. 

Versionen er egnet til oplæsning for eleverne. 

Vil man blot have en kort introduktion til 

historien, kan man med fordel orientere sig i 

det korte resume. 

Den omskrevne version og resume efterfølges 

af en karakterliste samt en gennemgang 

af de vigtigste temaer i fortællingen. Hertil 

er knyttet en række arbejdsspørgsmål samt 

en quiz. 

I kan også læse et interviewportræt af Paulo 

Coelho, ligesom I kan få indsigt i instruktørens 

og animatorens overvejelser. 

Slutteligt vil I finde et fyldigt uddrag fra det 

manuskript, vi bruger i forestillingen. I kan 

tydeligt fornemme de sproglige og indholdsmæssige 

ændringer i forhold til den 

oprindelige tekst, hvis sproglige miljø er 

forsøgt gengivet i den bearbejdede version. 

Det er op til læreren selv at bedømme, hvordan 

stoffet skal formidles, og i hvor høj grad 

eleverne skal inddrages i undervisningen. 

Spørgsmålene lægger dog op til diskussion i 

klassen. 

Undervisningsmaterialet kan frit hentes på 

Filurens og Teater Vestvoldens hjemmeside, 

og kan mangfoldiggøres på skolen, såfremt 

læreren bedømmer, at eleverne vil have noget 

ud af at få et eksemplar hver. 

Udover dette materiale kan I og eleverne 

finde computerspil på såvel Filurens som på 

Teater Vestvoldens hjemmeside fra d. 15. 

februar 2011. 

UNDERVISNINGSMATERIALE 

Materialet er udarbejdet af Charlotte Broder 

Bruun og Jacques Rahr Knudsen, Filuren. 

God fornøjelse med materialet! 

Du kan altid ringe eller skrive til os, hvis du 

har spørgsmål til forestillingen, undervisningsmaterialet, 

tilbud til institutioner eller 

andet. 

Filuren 

Teatret i Musikhuset Aarhus 

Thomas Jensens Allé 2 

8000 Århus C 

Tlf.: 2284 8185 

Email: teater@filuren.dk 

Web: www.filuren.dk 

Teater Vestvolden 

Høvedstensvej 49 

2650 Hvidovre 

Tlf.: 3677 2300 

Email: post@teatervestvolden.dk 

Web: www.teatervestvolden.dk 

Illustrationter: Arthur Steijn 

SIDE 3


SIDE 4 

ALKYMISTEN AF PAULO COELHO 

bearbejdet til intern undervisningsbrug af Jacques 

Rahr Knudsen 

OBS: Denne tekst er en fri omskrivning af Paulo Coelhos 

”Alkymisten”. 

Der er foretaget såvel sproglige som indholdsmæssige 

ændringer. 

Bearbejdningen følger kronologisk den oprindelige 

roman, men er blevet forkortet. 

Af ophavsretsmæssige årsager er bearbejdelsen kun 

beregnet på intern brug 

inden for en lukket kreds af teaterkontaktlærere. 

Teksten må ikke offentliggøres eller distribueres. 

Santiago vågnede meget tidligt denne morgen. 

Han havde drømt den samme drøm 

igen, og kunne slet ikke få ro i kroppen. Da 

han spærrede øjnene op, og kiggede på det 

store træ over ham, vågnede fårene også lidt 

efter lidt. Santiago var fårehyrde, og havde 

sovet med sine får i en gammel kirkeruin. 

Santiago var sikker på, at fårene forstod ham. 

De havde alle navne, og det var som om, de 

forstod, hvad han sagde til dem. Men det 

var alligevel ikke altid lige nemt at finde på 

noget klogt at fortælle fårene. Derfor læste 

han ofte højt af de bøger, han slæbte med 

i sin taske. Santiago kunne nemlig godt lidt 

at læse. Men i de sidste par dage havde han 

kun snakket med fårene om den pige og den 

handelsmand, han og fårene om nogle få 

dage ville besøge inde i byen. 

"Jeg skal have solgt noget uld," sagde Santiago 

til handelsmanden, da han nåede byen. 

"Jeg har travlt," svarede handelsmanden. 

"Kom tilbage i eftermiddag!" Santiago satte 

sig ned sammen med sin fåreflok, og begyndte 

at bladre i en bog. Bag ved ham sagde 

en stemme: "kan fårehyrder virkelig læse? 

Hvor har du lært det?". Det var handelsmandens 

smukke datter, der spurgte. "Jeg har da 

lært det i skolen," svarede Santiago. "Jamen, 

hvis du har gået i skole, hvorfor er du så kun 

fårehyrde?" Santiago vidste, at hvis han fortalte 

hende sandheden, så ville hun aldrig tro 

ham. Derfor fortalte han hende bare nogle 

historier, han havde oplevet. 

Om eftermiddagen fik Santiago solgt sit uld, 

og han kunne drage videre. 

Fårene var Santiagos bedste venner. De var 

nemme at passe, skulle kun have vand og 

mad og et trygt sted at sove. Til gengæld for 

det afleverede de uld, selskab og kød. Santiago 

havde været fårehyrde i efterhånden to 

år, og kendte alle de bedste steder i hele det 

område i Sydspanien, der kaldes Andalusien. 

Og det var det bedste, han vidste. Inden han 

blev fårehyrde, havde han faktisk gået på 

en slags præsteskole i nogle år. Men da han 

blev seksten år, havde han taget mod til sig, 

og havde fortalt sin far, at han ikke gad være 

præst. 

Faren blev først meget skuffet, men gav så 

sin søn tre guldmønter, som han kunne købe 

nogle får for. Med et kys på kinden tog de 

afsked, og faren sagde: "Drag nu ud i verden, 

og se alle de flotte ting, der er. Jeg ved, at du 

vil vende tilbage og se, at din egen landsby 

er det mest betydningsfulde, der findes. Og 

så drog Santiago afsted. 

Mens Santiago sad og tænkte tilbage på 

faren, præsteskolen og handelsmandens 

smukke pige, kom han i tanker om, at der 

i en by ikke langt fra, hvor han var, fandtes 

en gammel kone, der kunne tyde drømme. 

Den kone ville han gerne møde, da han nu

to nætter i træk havde drømt den samme 

mærkelige drøm. 

Den gamle kone kom ham i møde, tog hans 

hænder, og bad ham sætte sig. Da de sad 

ned, begyndte konen at sige en mystisk bøn. 

Santiago blev bange, hans hænder begyndte 

at ryste, og den gamle kone kiggede ned 

på dem. "Hvor spændende," sagde hun. "Du 

er kommet for at få forklaret dine drømme. 

Drømmene er Guds sprog. Når han taler vort 

sprog, kan jeg tyde dem. Men hvis han taler 

i din sjæls sprog, er det kun dig, der kan forstå 

dem. Men uanset hvad, så skal jeg have 

mine penge." 

Øv, endnu et fupnummer, tænkte Santiago, 

men besluttede så alligevel, at han ville give 

det en chance, og begyndte så at fortælle: 

"Jeg drømte, at jeg var sammen med mine 

får, som gik og græssede. Et barn dukker 

op, og begynder at lege med fårene. Barnet 

leger et stykke tid, og tager mig så i hånden, 

og fører mig til pyramiderne i Egypten. Og 

da vi står der foran de mægtige pyramider, 

siger barnet til mig: "Hvis du kommer hertil, 

vil du finde en skjult skat." Og netop da barnet 

skal til at vise mig det præcise sted, hvor 

skatten er begravet, så vågner jeg, og drømmen 

er væk. Det har jeg nu drømt to nætter 

i træk." 

Den gamle kone sad helt stille i nogen tid, 

og sagde så: "Du skal ikke betale noget nu, 

men jeg vil have en tiendedel af skatten, 

hvis du finder den." Santiago lo af glæde, for 

han havde netop sparet nogle mønter på at 

få tydet en drøm, der helt sikker kun var en 

drøm. "Nå, tyd så drømmen for mig, sagde 

han til konen." "Først skal du sværge på, at 

du giver mig en tiendedel af skatten, når 

du finder den." "Okay," sagde Santiago, og 

konen fortsatte: "Jeg kan tyde din drøm, da 

den er på vort sprog. Men det er en vanskelig 

drøm at tyde, og derfor vil jeg have en 

belønning. Du skal tage til pyramiderne. Jeg 

har aldrig selv hørt om dem, men hvis det er 

et barn, der viste dig dem, så eksisterer de. 

Der vil du finde en skat, som vil gøre dig til 

en rig mand." 

Santiago blev først sur over at høre sådan 

noget sludder, men kom så i tanker om, at 

han ikke skulle betale noget for det. "Jamen 

hvad nu, hvis jeg ikke kan komme til Egypten," 

spurgte han. "Ja, så får jeg ikke mine 


penge, det vil ikke være første gang," svarede 

konen, der nu sagde til Santiago, han at 

skulle gå. 

Santiago satte sig ned, for at læse lidt i sin 

bog. Mens han sad der, kom en gammel 

mand hen til ham, og begyndte at snakke. 

Santiago gad ikke høre på den gamle mand, 

og havde bare lyst til at være i fred. Manden 

blev ved, og spurgte Santiago, hvad bogen 

hed. Santiago viste manden bogen, og 

manden sagde: "Det er en vigtig, men meget 

kedelig bog. Det er en bog, der fortæller det 

samme som næsten alle andre bøger. Den 

slutter med at forklare, at alle tror på verdens 

største løgn." Hvad er verdens største løgn," 

ville Santiago vide. "På et tidspunkt mister vi 

kontrollen med vores liv, og skæbnen overtager 

styringen. Det er verdens største løgn," 

svarede den gamle mand. 

"Det er ikke sket for mig," sagde Santiago. 

"Jeg har selv bestemt, at jeg ville være fårehyrde 

og ikke præst." "Det er også bedre," 

svarede den gamle mand. "For du kan jo lide 

at rejse." Nu syntes Santiago, at manden var 

lidt skummel. Han kunne jo ligefrem læse 

hans tanker. "Hvor kommer du fra," ville 

Santiago vide. "Fra mange steder," svarede 

den gamle mand. "Nej, lad nu være!,” sagde 

Santiago. ”Fint, så lad os sige, at jeg kommer 

fra en by, der hedder Salem." Santiago havde 

aldrig hørt om Salem, og spurgte: "Hvad 

SIDE 5


SIDE 6 

lavede du så i Salem?" "Jeg er kongen af 

Salem," svarede den gamle mand. 

Santiago vidste slet ikke, hvad han skulle 

sige. Gjorde manden grin med ham? "Jeg 

hedder Melkizedec," sagde manden, og 

fortsatte: "Giv mig en tiendedel af dine får, så 

skal jeg fortælle dig, hvordan du når frem til 

den skjulte skat." "Hvad", tænkte Santiago. 

"Hvordan kan den gamle nisse vide noget 

om mine drømme? Vil han snyde mig?" Men 

det var som om, kongen kunne læse Santiagos 

tanker. For uden at sige noget, tog den 

gamle mand en pind, og kradsede navnene 

på Santiagos forældre i sandet. "Men jeg er 

jo kun en lille, ubetydelig fårehyrde," sagde 

Santiago. "Hvorfor kan jeg komme til at 

tale med en vaskeægte konge?" "Det er der 

forskellige grunde til," sagde kongen. "Den 

vigtigste er, at du har været i stand til at 

følge din livsbane. At følge sin livsbane vil 

sige, at du har gjort det, du altid har haft lyst 

til. Men nu må vi til at slutte. I morgen på 

samme tid kommer du med en tiendedel af 

din fåreflok, og så fortæller jeg dig, hvordan 

du finder den skjulte skat." 

Nu kan det nok være, Santiago havde fået 

noget at tænke over. Skulle han virkelig skille 

sig af med sine får, for at tage på en skattejagt. 

Det lød godt nok skørt, men han måtte 

indrømme, at både den gamle kone og kongen 

af Salem havde overbevist ham. Afrika lå 

lige der på den anden side af vandet. Rejsen 

var let nok, og til sidst havde han besluttet 

sig. Han ville prøve at følge den livsbane, 

kongen havde talt om. 

Næste dag mødte Santiago frem med seks 

får. Resten havde han solgt til sin gode ven. 

"Hvor er så skatten," spurgte han. "Skatten 

er i Egypten, nær ved pyramiderne," sagde 

kongen. Santiago blev næsten helt rundtosset. 

Han havde ikke fortalt kongen om 

hverken den gamle dame eller sine drømme. 

"For at finde frem til skatten, må du følge 

den sti, der er lagt af Gud. Til at hjælpe dig, 

får du disse to ædelsten. De hedder Urim og 

Tummim," sagde kongen og rakte Santiago 

en hvid og en sort ædelsten. "Den sorte står 

for 'ja', den hvide for 'nej'. Når du ikke kan 

se stien helt tydeligt, så brug stenene. Husk 

at stille dem tydelige spørgsmål, og forsøg 

først at tage dine egne beslutninger, før du 

bruger stenene. Farvel og god rejse!" 

"Hvor er Afrika mærkeligt," tænkte Santiago. 

Han sad på en slags bar, hvor en gruppe 

mænd sad og røg på vandpiber. Santiago 

vidste ikke helt, hvad han skulle gøre. Han 

havde solgt sine får til en god pris, og havde 

godt med penge på lommen. Mens Santiago 

sad der og nød en kop te, var der en 

stemme der på spansk spurgte: "Hvem er 

du?" Santiago vendte sig om, og så en ung 

mand, der var klædt som en vesterlænding, 

men som helt klart var lokal. "Hvorfor kan du 

spansk," spurgte Santiago. Drengen svarede, 

at de fleste kunne spansk, fordi byen kun lå 

et par timers sejlads fra Spanien. Santiago 

forklarede drengen, at han havde brug for 

at komme til pyramiderne, og at han gerne 

ville hyre drengen som guide. "Har du penge 

nok," spurgte drengen. "For det er en lang 

og farlig rejse, hvor vi skal krydse hele den 

store Saharaørken." Santiago viste drengen 

nogle seddelbundter, og de forlod baren. 

"Vi kan nå Sahara i morgen, hvis vi køber et 

par kameler," sagde drengen, da de var kommet 

hen til den store markedsplads midt i 

byen. "Giv mig dine penge. Der er så mange 

tyve her i Tanger, og hvis du holder dem, 

så bliver du helt sikkert bestjålet." Santiago 

stolede på sin nye ven, og han var faktisk 

noget utryg både her og i baren, hvor alle de 

fremmede mænd kiggede langt efter ham, 

da han viste seddelbundterne frem. Altså fik 

drengen alle Santiagos penge. 

De to nye venner gik rundt på markedet, og 

standsede ved en bod, der handlede med 

smukke dolke. Santiago stod og kiggede på 

en flot, juvelbesat dolk i lang tid. Uden at 

kigge sig tilbage spurgte han sin nye ven, 

om han ikke kunne spørge, hvad den kostede. 

Men der kom intet svar. Allerede før 

Santiago havde drejet hovedet vidste han, 

hvad der var sket. Drengen, der skulle være

hans guide, var stukket af med alle pengene. 

Santiago græd og græd. Han vidste slet 

ikke, hvad han nu skulle gøre. Helt alene i en 

fremmed by uden penge, uden noget sted 

at overnatte og uden mad. Da han var kommet 

lidt til sig selv, åbnede han sin taske, og 

fandt straks de to smukke ædelsten, som 

han næsten havde glemt. Han følte straks en 

stor lettelse. Han kunne jo bare sælge en af 

stenene, og købe en billet tilbage til Spanien. 

Men i det samme kom han i tanker om alt 

det, den gamle konge havde sagt om livsbanen. 

Derfor spurgte han i stedet stenen, om 

den gamle konge stadig beskyttede ham, 

og om han stadig ville nå frem til skatten. Til 

begge dele svarede stenene ja. Lettet faldt 

Santiago i søvn lige på stedet. 

Han vågnede ved at nogen puffede til ham. 

Han havde sovet midt på markedspladsen, 

der nu skulle til at åbne. Santiago måtte 

videre. 

I en lille by et stykke vej fra Tanger lå en 

lille butik, der handlede med glas. Ejeren 

af butikken var en gammel mand, der i sin 

tid havde stor succes med sin forretning. 

Men efterhånden som Tanger blev større og 

større, faldt interessen for den lille by og for 

mandens glasforretning. I dag var der næsten 

ingen kunder tilbage, og manden var 

blevet så gammel, at han ikke kunne finde på 

noget andet at lave. Santiago kom forbi den 

lille butik, og så et skilt i vinduet, hvorpå der 

stod, at der taltes flere sprog. Santiago gik 

ind i butikken, og sagde til ejeren: "Jeg kan 

polere dine glas, hvis du ønsker det. Sådan 

som de ser ud, er der ingen, der vil købe 

dem. Til gengæld for mit arbejde skal du 

give mig et måltid mad." Den gamle mand 

så på ham, og sagde intet. For at overbevise 

manden om den gode idé, begyndte Santiago 

at polere nogle glas med sin jakke. På 

en halv time havde han poleret alle glassene 

i udstillingsvinduet, og imens var to kunder 

kommet ind, og havde købt nogle glas. 

Da han var færdig, bad han manden om et 

måltid. 

Over måltidet foreslog den gamle mand, at 

Santiago fik et job i butikken. Han kunne jo 

se, at det virkede med al den poleren. Santiago 

svarede: "Jeg vil arbejde i din butik 

resten af dagen. Når det bliver morgen, har 

jeg poleret alle dine glas. Til gengæld har 

jeg brug for penge, så jeg kan være i Egypten 

i morgen." Glashandleren lo. "Selv om 

du polerede mine glas et helt år, og selv om 

du fik en andel af fortjenesten, så måtte du 

alligevel låne penge for at kunne kommet til 

pyramiderne. Der ligger tusindvis af kilometer 

ørken mellem Tanger og pyramiderne." 

Den oplysning slog Santiago helt ud. Den 

lille tyveknægt i Tanger havde jo fortalt ham, 

at de kunne være ved foden af pyramiderne 


på kun én dag. Så havde han altså også løjet 

om det. 

Santiago havde ikke noget valg, og kunne 

lige så godt opgive skattejagten. Han sagde 

til glashandleren: "Godt, jeg vil arbejde for 

dig. Jeg skal tjene penge nok, så jeg kan 

købe en ny fåreflok, når jeg vender hjem til 

Spanien." 

Santiago arbejdede for manden i over en 

måned. Det meste af tiden sad den gamle 

mand bare bag disken og kiggede på ham. 

Det gik fint nok. Der var kommet en smule 

kunder, og Santiago fik en fin andel af de 

penge, han tjente ind til butikken. En dag 

spurgte Santiago, om han ikke måtte bygge 

en udstillingsmontre, der kunne stilles op 

neden for den lille bakke, butikken lå på. 

Så kunne de forbipasserende se de smukke 

glas. Manden var ikke meget for det. Han 

havde aldrig haft en montre før, og troede 

ikke på, at det ville virke. Og han var faktisk 

godt tilfreds med det salg, der var vokset 

betragteligt siden Santiago begyndte. Men 

Santiago fik lov, og montren blev bygget. 

Der kom nu mange flere kunder til butikken. 

Pengene begyndte at strømme ind, 

og Santiago regnede ud, at han kun skulle 

arbejde der i seks måneder mere, så ville han 

have penge nok, til at kunne tage tilbage til 

Spanien. Der ville han købe en fåreflok, der 

var dobbelt så stor som den han havde, da 

SIDE 7


SIDE 8 

han rejste. Santiago var stolt over sit talent. 

Han havde fulgt sine indskydelser, og det 

havde været en succes. Derfor var han heller 

ikke bange for at foreslå glashandleren, at de 

skulle begynde at sælge te til de mange, der 

kom forbi. Butikken lå som sagt på toppen 

af en bakke, hvor mange tog sig et lille hvil. 

I et par dage tænkte den gamle mand over 

forslaget. Han brød sig ikke om idéen, men 

sagde alligevel til Santiago: "Godt, begynd 

du at sælge te i krystalglas. Jeg kan se, at du 

er god til at følge dine idéer." 

Tesalget gik over al forventning. Folk strømmede 

til, og købte en masse glas. I løbet af 

kort tid måtte den lille butik ansætte yderligere 

to hjælpere for at kunne følge med. 

Og der gik yderligere seks måneder. En tidlig 

morgen satte Santiago sig ned på toppen 

af højen. Han var iklædt arabiske klæder, 

sandaler og tørklæde. Han havde lært sig at 

tale flydende arabisk. I den ene lomme lå et 

stort bundt pengesedler, som han talte. Der 

var penge nok til at købe 120 får, en billet til 

skibet hjem og en tilladelse, der gjorde det 

muligt at købe og sælge varer mellem de to 

lande. Han gik op til glashandleren og sagde: 

"I dag rejser jeg hjem. Vi har tjent penge 

nok til at jeg kan komme tilbage, og du kan 

komme på din rejse til Mekka, som du så 

brændende ønsker." "Jeg er stolt af dig," svarede 

glashandleren. "Du gav min glasbutik 

sjæl. Men du ved, at jeg ikke tager til Mekka. 

Ligesom du ved, at du ikke tager tilbage, og 

køber de får." "Hvem har fortalt dig det?" 

spurgte Santiago forbløffet. "Maktub," svarede 

den gamle glashandler. ”Maktub betyder 

det står skrevet.” 

Santiago gik op på sit værelse og pakkede 

sine sager. Han var lige ved at glemme en 

lille bunke, der lå i det ene hjørne. Det var 

hans gamle jakke og bog. Da han tog jakken 

op, trillede der to sten ud på gulvet. En sort 

og en hvid. Santiago blev forbavset over at 

opdage, at han ikke havde tænkt på hverken 

stenene eller kongen i så lang tid. "Opgiv 

aldrig dine drømme," havde kongen sagt. 

"Følg tegnene." Santiago samlede Urim og 

Tummim op, og fik en underlig fornemmelse 

af, at kongen var til stede i rummet. Santiago 

havde arbejdet hårdt i et helt år, og nu sagde 

tegnene, at det var på tide at komme videre. 

Santiago traskede af sted mod Tanger. Fast 

besluttet på at købe en billet tilbage til 

Spanien. På vej mod byen kom han til at 

tænke på, at det måske var bedre at have 

den indstilling, glashandleren havde. I et helt 

liv havde glashandleren ønsket at komme 

til Mekka, men da han endelig fik mulighed 

for det, gjorde han det ikke. Glashandleren 

levede glad videre på tanken om engang at 

opleve det. Han tænkte videre, at han jo altid 

kunne tage tilbage til Spanien. Det lå jo kun 

to timers sejllads væk. Det betød altså, at 

han var to timers rejse tættere på den store 

skat, der ventede et sted der ude. 

Da han kom til Tanger, gik han direkte hen til 

en af de leverandører, glashandleren brugte. 

Denne leverandør havde nemlig en karavane 

af folk og kameler, der krydsede Sahara. I 

pakhuset, hvor leverandøren holdt til, sad en 

englænder på en bænk. Englænderen havde 

læst på skoler og universiteter i mange år, og 

kunne en masse forskellige sprog. Alligevel 

var han endt her i et pakhus i det nordlige 

Afrika, kun fordi han sådan ønskede sig at 

blive alkymist. 

Ja, englænderen var faktisk helt besat af tanken 

om, at han en dag kunne blive alkymist. 

En alkymist er en slags videnskabsmand med 

magiske evner, der blandt mange andre ting 

kan lave guld. I flere år havde englænderen 

brugt både tid og masser af penge på at 

købe bøger og læse om alkymi. I en af bøgerne 

kunne han læse om en berømt arabisk 

alkymist, der havde opdaget De vises Sten 

og Livets Eliksir. Der var masser af sådanne 

historier, og langt de fleste var løgn fra ende 

til anden. Men denne her kunne der faktisk 

være nogen sandhed i. For en af englænderens 

venner var netop kommet hjem fra en 

ekspedition i ørkenen, og kunne fortælle om 

en araber med helt fantastiske evner. "Han 

bor i Al-Fayoum-oasen," sagde vennen. "Og 

folk fortæller, at han er 200 år gammel, og er

i stand til at forvandle alle metaller til guld." 

Ham måtte englænderen naturligvis møde. 

Derfor pakkede han kufferter og drog til 

dette pakhus, hvor han kunne komme med 

en karavane, der skulle passere Al-Fayoum. 

Santiago, der jo var klædt som en araber, gik 

hen til englænderen og spurgte: "Hvor skal 

du hen?" Englænderen gad ikke snakke, og 

svarede kort: "Ud i ørkenen," hvorefter han 

fortsatte med at læse i sin bog. Santiago 

satte sig ved siden af englænderen, og tog 

sin gamle bog op. Englænderen så, at den 

var på spansk, og tænkte "det var da altid 

noget." For hans spanske var bedre end hans 

arabiske, og hvis drengen i de arabiske klæder 

også skulle med i karavanen, så havde 

han da en at tale med. 

Efter et stykke tid begyndte Santiago at kede 

sig. Han tog de to ædelstene op af lommen, 

og begyndte at lege med dem. Da englænderen 

så det, rejste han sig brat op, og råbte: 

"en Urim og en Tummim!" Lynhurtigt pakkede 

Santiago stenene tilbage i lommen, og 

sagde "de er ikke til salg!" "De er ikke mange 

penge værd," svarede englænderen. "Det 

er kun almindeligt bjergkrystal, men den, 

der har forstand på sådan noget ved, at det 

dér er Urim og Tummim. Jeg vidste ikke, de 

fandtes i denne del af verden." "Jeg har fået 

dem af kongen," sagde Santiago. Englænderen 

sagde ikke noget, men trak med rysten- 

de hånd to sten op af sin frakkelomme. De 

var magen til dem, Santiago havde. 

"Du sagde noget om en konge," sagde englænderen. 

"Du tror måske ikke, konger taler 

med fårehyrder," sagde Santiago. "Tværtimod," 

svarede englænderen. "De første, der 

anerkendte en konge, som resten af verden 

ikke ville være ved, var hyrder. Derfor er 

det meget sandsynligt, at konger taler med 

hyrder." Santiago så ikke ud til at forstå det. 

Derfor fortsatte englænderen: "Det står i 

Biblen, samme bog som lærte mig at lave 

denne Urim og denne Tummim. Disse sten 

var den eneste form for spådomskunst, som 

Gud tillod. Præsterne bar dem på en brystplade 

af guld." Santiago sank en klump; "det 

var jo lige præcis sådan, kongen af Salem 

havde båret dem, da jeg fik stenene." "Måske 

er det et tegn, at vi to skulle mødes lige 

netop her," sagde englænderen, og skulle til 

at fortsætte, da en fed arabisk mand afbrød 

dem: "I er heldige! Karavanen til Al-Fayoum 

afgår senere i eftermiddag." "Men jeg skal 

til Egypten," sagde Santiago. "Al-Fayoum 

ligger i Egypten, din torsk. Hvad er du for 

en slags araber?" sagde den fede mand. 

Santiago svarede, at han var spanier. Da den 

fede mand var gået, spurgte englænderen 

Santiago, om han også var på jagt efter 

alkymiens gåder. "Nej, jeg er på jagt efter en 

skat," sagde Santiago, og fortrød straks, at 

han havde sagt det. "Jeg ved slet ikke, hvad 

alkymi er." 


”Det er mig, der er karavaneføreren,” sagde 

en mand med langt skæg og mørke øjne. 

”Jeg bestemmer over liv og død for hver 

eneste af de personer, jeg har med mig. I 

skal huske, at i ørkenen er ulydighed lig med 

døden.” Der var næsten to hundrede personer 

og det dobbelte antal dyr – kameler, heste, 

æsler og fugle. Der var kvinder og børn 

og adskillige mænd med sabler i bæltet og 

geværer over skulderen. Karavanen red mod 

øst. Når solen var stærkest midt på dagen, 

holdt de pause, og begyndte igen at bevæge 

sig hen på eftermiddagen. 

Karavanen navigerede hele tiden efter en 

lysende stjerne, der angav det sted, hvor 

oasen lå. Der blev ikke talt meget, og rejsens 

faste tempo blev kun afbrudt af blæst og når 

der var sand, der var for blødt for kamelerne. 

Santiago talte mest med den mand, der drev 

hans kamel frem. En aften kom kameldriveren 

hen og fortalte, at der var krig mellem 

de forskellige ørkenklaner. Både Santiago og 

englænderen kunne fornemme, at der hang 

en frygt over hele karavanen. 

Siden rejsen var gået i gang, havde Santiago 

og englænderen kun talt et par gange sammen, 

men frygten for en klankrig bandt de 

to fremmede mennesker sammen. En aften 

foreslog englænderen, at Santiago kig- 

SIDE 9


SIDE 10 

gede lidt i de bøger om alkymi, han havde 

med. Det var nogle mærkelige bøger, syntes 

Santiago. De handlede om kviksølv, salt, 

drager og konger, men han forstod ikke 

noget af det. Den bog, Santiago fandt allermest 

interessant, handlede om de berømte 

alkymister, som havde brugt hele deres liv 

på at rense metaller i laboratorier. De troede, 

at hvis man opvarmede et metal i mange, 

mange år, ville det til sidst kun bestå af det, 

de kaldte verdenssjælen. Verdenssjælen ville 

gøre det muligt for alkymisterne at forstå 

alting på Jordens overflade, fordi det var det 

sprog, tingene snakkede. De kaldte denne 

opdagelse for Det store Værk, og det bestod 

af to dele; en flydende form og en fast form. 

Den flydende del blev kaldt Livets Eliksir, og 

denne væske kunne helbrede alle sygdomme, 

og forhindre, at alkymisten blev gammel. 

Den faste del hed De vises Sten. ”De 

vises Sten kan forvandle store klumper metal 

til det rene guld,” fortalte englænderen. Da 

Santiago hørte det, blev han voldsomt interesseret 

i alkymi. Men bøgerne kunne ikke 

hjælpe. Der var ingen opskrifter på, hvordan 

man skulle gøre. Kun mærkelige tegninger, 

kodesprog og uforståelige tekster. 

”Hvorfor er det hele forklaret, så man ikke 

forstår det,” spurgte Santiago. ”Forestil dig, 

at alle blev i stand til at lave guld, så ville 

guldet jo ikke være noget værd,” forklarede 

englænderen. ”Det er kun de allermest ud- 

holdende, der bliver belønnet. Det er derfor, 

jeg nu er midt i denne ørken. For at møde en 

rigtig alkymist, der kan hjælpe mig med at 

tyde koderne.” 

To dage senere kom de til oasen. En lang 

række daddelpalmer strakte sig tværs over 

ørkenen. Da karavanen red ind i oaseområdet, 

kom alle oasebeboerne dem jublende 

i møde. Kun Alkymisten blev hjemme. Han 

havde oplevet det samme hundredvis af 

gange før, og lod sig ikke så let begejstre. 

Han koncentrerede sig i stedet om det praktiske. 

I karavanen var en mand, der ville lære 

noget af ham. Det havde tegnene meddelt 

ham. Han vidste endnu ikke, hvem manden 

var, men vidste, at han ville kende ham, når 

han fik øje på ham. Han håbede, at det ville 

være én, der var lige så dygtig som hans 

foregående lærling. 

Karavanens deltagere blev med det samme 

ført frem for Al-Fayoums sheiker, der var lederne 

på stedet. Santiago var forbløffet over 

oasens størrelse. Han havde engang læst en 

bog om en oase, der kun bestod af et par 

palmetræer og en brønd. Men oasen var 

større end mange landsbyer i Spanien. Den 

havde tre hundrede brønde, halvtredstusinde 

palmer og utallige telete i alle farver. ”Det er 

som i en drøm,” sagde englænderen, der var 

utålmodig efter at møde Alkymisten. Alle var 

glade, for oasen blev betragtet som en slags 

helle, der ikke kunne angribes af fjendtlige 

krigere. 

Karavaneføreren fortalte, at alle skulle blive 

i oasen, indtil krigen mellem ørkenklanerne 

var afsluttet. Da de var gæster, måtte de dele 

telt med oasens indbyggere. Derefter bad 

han alle om at aflevere deres våben til sheikernes 

mænd. ”Det er krigens lov,” forklarede 

karavaneføreren. 

Næste morgen kom englænderen hen til 

Santiago. ”Du må hjælpe mig med at finde 

frem til Alkymisten,” sagde han. Først prøvede 

de selv at finde ham. En alkymist måtte 

bo på en måde, der var forskellig fra de 

andre beboere i oasen. Og i hans telt stod 

helt sikkert en ovn, der brændte hele tiden. 

De gik omkring hele dagen, men fandt ikke 

Alkymisten. Santiago foreslog, at de skulle 

spørge en af de lokale om vej. Englænderen 

brød sig ikke om det, da han ikke ønskede, 

at de lokale skulle vide, hvorfor han var der. 

Men til sidst sagde han ja. Santiago, der talte 

bedst arabisk, sagde til en kvinde: ”Goddag. 

Jeg vil gerne vide, hvor der bor en alkymist 

her i oasen.” Kvinden svarede, at det havde 

hun aldrig hørt om, og gik sin vej. Englænderen 

blev naturligvis meget ked af det, men 

kom så i tanker om, at det jo slet ikke var 

sikkert, at de lokale vidste hvad en alkymist 

var. ”Spørg en anden om vejen til ham, der 

helbreder deres sygdomme,” foreslog han 

Santiago.

”Hvorfor søger I en sådan mand?” svarede 

den første, de spurgte. ”Fordi min engelske 

ven har rejst i mange måneder for at møde 

ham,” sagde Santiago. Manden svarede 

vredt: ”Vent til krigen er overstået, og tag så 

af sted med karavanen. Forsøg ikke at blan- 

de jer i livet i oasen.” Englænderen jublede. 

De var på rette spor! 

Efter nogen tid dukkede en pige op, som 

ikke var klædt i oasens traditionelle sorte 

klæder. Hendes ansigt var dækket af et slør. 

Santiago spurgte hende om Alkymisten. Pigen 

kiggede på ham med sorte øjne. Hendes 

læber smilede, og Santiago fornemmede 

straks, hvad der foregik. Det var kærlighed 

ved første blik. 

Hende pigen skulle være kvinden i hans liv. 

”Hvad hedder du,” spurgte Santiago. ”Fátima,” 

sagde pigen, og slog øjnene ned. 

Santiago spurgte igen, om hun kendte noget 

til en mand, der kunne helbrede sygdomme. 

”Der er en mand, som kender alle hemmeligheder 

i verden. Han kan tale med ørke- 


nens djinns,” sagde hun. Djinns er dæmoner. 

Pigen pegede mod syd, mod det sted, hvor 

den mærkelige mand boede, og gik så sin 

vej. Santiago blev siddende i lang tid. Han 

forstod, at de spor, han havde fulgt, havde 

bragt ham lige i favnen på den pige, han 

havde elsket før han vidste, hun overhovedet 

eksisterede. Hans kærlighed til hende betød, 

at han ville finde alverdens skatte. 

Næste dag vendte drengen tilbage til brønden, 

for at vente på pigen. Til sin overraskelse 

fandt han englænderen dér. Han stod 

og spejdede ud over ørkenen. ”Jeg ventede 

hele eftermiddagen og aftenen i går,” sagde 

englænderen. ”Alkymisten dukkede op samtidig 

med de første stjerner. Jeg fortalte ham, 

hvad jeg søgte. Så spurgte han mig, om jeg 

allerede havde omdannet bly til guld. Jeg 

svarede, at det var det, jeg ønskede at lære. 

Han bad mig forsøge. Alt hvad han sagde til 

mig var: Så forsøg!” ”Jamen så forsøg da,” 

sagde Santiago. ”Ja, det er også det, jeg vil. 

Jeg går i gang nu.” 

Fátima kom hen til brønden, da englænderen 

gik. 

”Jeg er kommet for at sige dig en ting,” 

sagde Santiago, og gik lige til sagen: ”Jeg 

ønsker, du skal blive min kone. Jeg elsker 

dig.” Pigen spildte vandet af ren overraskelse. 

”Jeg vil vente på dig her hver dag,” fortsatte 

Santiago. ”Jeg har krydset ørkenen for at 

SIDE 11


SIDE 12 

lede efter en skat, som ligger ved pyramiderne. 

Klankrigen var for mig en forbandelse, 

fordi min skattejagt blev sat i stå. Nu er den 

en stor glæde, fordi den har ført mig til 

dig.” ”En dag vil krigen slutte,” sagde pigen 

klogt. ”Krigerne leder efter deres skatte, og 

ørkenens kvinder er stolte over deres krigere.” 

Santiago forstod straks, at pigen bedst 

kunne lide en mand, der gik efter det mål, 

han havde sat sig. 

De næste mange dage mødtes Fátima og 

Santiago ved brønden. De fortalte hinanden 

om deres liv og planer. De blev meget 

gode venner. Efter en måned kaldte karavaneføreren 

dem alle sammen. ”Vi ved ikke, 

hvornår krigen slutter. Og vi kan ikke fortsætte 

rejsen,” sagde han. ”Kampene kan vare 

længe endnu, måske år.” Efter talen gik folk 

hver til sit, og Santiago og Fátima mødtes. 

”Du fortalte mig om dine drømme, om den 

gamle konge, om skatten og om de tegn, du 

har fulgt,” sagde Fátima, og fortsatte ”Jeg er 

en del af din drøm, af din livsbane, som du 

plejer at sige. Derfor ønsker jeg, at du skal 

fortsætte din søgen. Hvis du bliver nødt til at 

vente, til krigen er forbi, så udmærket. Men 

hvis du må af sted inden, så følg din livsbane. 

Hvis jeg virkelig er en del af din livsbane, 

vil du en dag vende tilbage.” Santiago kunne 

slet ikke forstå det. Det var jo meningen, at 

kærester skulle være sammen. Det fortalte 

han til Fátima næste dag. ”Ørkenen tager 

vores mænd, og det er ikke altid, vi får dem 

tilbage. Det har vi vænnet os til. Jeg ønsker, 

at min mand rejser frit omkring.” 

Santiago gik hen for at fortælle englænderen 

om hans elskede. Foran englænderens 

telt stod en lille, mærkelig ovn med en gennemsigtig 

flaske foroven. Englænderen sad 

og passede ilden. ”Det er den første del af 

opgaven,” sagde englænderen. ”Jeg må have 

skilt det urene svovl fra.” Englænderen fortsatte 

med at putte brænde på bålet. Imens 

sad Santiago og kiggede på to store høge, 

der svævede på himlen. Pludselig foretog 

den ene høg et styrtdyk, og gik til angreb på 

den anden. Da den gjorde det, så Santiago 

i et pludseligt glimt et drømmesyn: En hær 

med hævede sabler red ind i oasen. Drømmesynet 

forsvandt straks, men det havde 

chokeret ham. Han var fast besluttet på at 

glemme alt om synet, men den gamle konge 

havde jo sagt, at man skulle følge alle tegn. 

Santiago gik straks hen til manden, der 

havde været hans kameldriver på rejsen til 

oasen. ”Der er en hær, der nærmer sig. Jeg så 

det i et drømmesyn.” Kameldriveren virkede 

ligeglad, og sagde: ”Ørkenens sand og blæst 

får alle til at have drømmesyn.” Men da Santiago 

så fortalte ham om de to høge, forstod 

han, at det kunne være alvorligt. Han vidste, 

at hver eneste ting på Jorden kan fortælle 

alle tings historie. ”Gå straks hen og tal med 

klansheikerne,” sagde kameldriveren. ”Fortæl 

dem, at hæren nærmer sig.” ”De ler bare af 

mig,” svarede Santiago. ”De er ørkenmænd, 

og ørkenmænd er vant til tegn.” ”Så ved de 

det sikkert allerede,” sagde Santiago. ”De er 

overbevist om, at hvis Allah skulle ønske at 

fortælle dem noget, så ville en eller anden 

gøre det. Det er sket mange gange før. Men 

i dag er denne en eller anden dig.” Santiago 

gik hen til sheikerne. 

”Jeg bringer tegn fra ørkenen”, sagde han til 

en halvcirkel af ørkensheiker, der sad i det 

store telt. ”Og hvorfor skulle ørkenen fortælle 

det til en fremmed, når den ved, at vi 

har boet her i mange generationer?” spurgte 

en af de otte sheiker. ”Fordi mine øjne endnu 

ikke har vænnet sig til ørkenen. Jeg kan se 

ting, som jeres øjne ikke længere kan se,” 

svarede Santiago samtidig med at han tænkte, 

at han nok ikke skulle fortælle dem om 

verdenssjælen, for det tror araberne ikke på. 

”Oasen er et område, der ikke må angribes. 

Det siger reglerne,” sagde en anden sheik. 

”Jeg fortæller jer kun, hvad jeg så. Hvis I ikke 

ønsker at tro mig, så skal I ikke foretage jer 

noget.” 

Der fulgte nu en voldsom diskussion, som 

Santiago ikke forstod noget af. Den ældste af 

sheikerne, og helt sikker ham, der var leder, 

fortalte nu: ”Vi ved, at drømme er betydningsfulde. 

Derfor vil jeg i morgen bryde

den regel, der hedder, at man ikke må bære 

våben i vores oase. Vi vil fra i morgen alle 

være på vagt. Når solen går ned, vil mændene 

igen aflevere deres våben til mig. For hver 

ti døde fjender vil du få en guldmønt. Hvis 

intet våben bliver brugt i morgen, vil mindst 

ét blive brugt mod dig, Santiago.” 

Da Santiago gik væk fra teltet, rystede han 

over hele kroppen. Hvis der ikke kom en hær 

i morgen, ville han selv dø. Han gik hen mod 

sit telt i stilhed. Pludselig lød der et tordenbrag, 

og i samme sekund blev han kastet til 

jorden af et voldsomt vindstød. Foran ham 

stejlede en kæmpestor, hvid hest, der vrinskede 

vildt. På hesten sad en rytter helt i sort 

med en falk på sin venstre skulder. Han bar 

turban og et tørklæde, der dækkede hele 

hans ansigt på nær øjnene. ”Hvem vover 

at læse høgenes flugt,” sagde manden på 

hesten med en dyb tordenstemme. ”Det gør 

jeg,” sagde Santiago bange. ”Jeg vovede at 

gøre det,” rettede han hurtigt sig selv, og bøjede 

hovedet for at modtage hugget fra den 

sabel, manden havde trukket frem. ”Mange 

liv vil blive skånet, fordi jeg var i stand til at 

læse verdenssjælen,” fremstammede Santiago. 

Den fremmede mand sænkede sablen, så 

spidsen lige akkurat rørte Santiagos pande. 

En dråbe blod flød, så skarp var den. ”Hvorfor 

læste du fuglenes flugt?” ville manden 

vide. ”Jeg læste kun det, fuglene selv ville 

fortælle. De vil redde oasen, og I vil dø. Oasen 

har flere mænd end I.” Vær forsigtig med 

dine spådomme,” sagde manden og fjernede 

sablen fra Santiagos pande. ”Når tingene 

først står skrevet, kan de ikke ændres.” ”Jeg 

så kun en hær,” sagde Santiago. ”Jeg så ikke, 

hvem der vandt.” 

”Jeg var nødt til at prøve dit mod,” sagde rytteren. 

”Mod er den vigtigste ting for den, der 

vil forstå verdenssjælen.” Santiago 

blev overrasket. Han havde ikke 

nævnt noget om verdenssjælen. 

”Hvis krigerne kommer, og dit hoved 

stadig sidder på din hals, efter 

solen er gået ned, så opsøg mig,” 

sagde manden. ”Hvor bor du,” 

råbte Santiago, da rytteren var på 

vej bort. ”Den vej,” sagde manden 

og pegede mod syd. Santiago 

havde mødt Alkymisten. 


Næste morgen stod der totusind bevæbnede 

mænd mellem Al-Fayoums daddelpalmer. 

Inden det blev middag, dukkede femhundrede 

krigere op i horisonten. Krigerne red ind 

i oasen. Det lignede en fredelig ekspedition, 

men da de nåede det store telt midt i oasen, 

trak de deres sabler og geværer frem, og angreb 

et tomt telt. Oasens mænd omringende 

de fjendtlige krigere, og på en halv time lå 

firehundredeognioghalvfems døde kroppe 

på jorden. Kun en af fjenderne blev skånet; 

føreren af gruppen. Han blev ført frem for 

klansheikerne, der spurgte ham, hvorfor de 

havde brudt reglerne. Manden svarede, at 

han og hans mænd var så sultne og trætte 

efter en lang ørkenkrig, at de havde besluttet 

sig for at angribe en oase, så de kunne styrke 

sig. Klansheikerne dømte ham til døden. Da 

fjenden var hængt op i en udtørret palme, 

blev Santiago kaldt frem. Han fik halvtreds 

guldmønter og blev spurgt, om han ville 

være oasens rådgivere. 

Da solen var gået ned, gik Santiago mod syd. 

Der var kun ét telt, og de arabere, der kom 

forbi, sagde, at stedet var beboet af djinns. 

Men Santiago satte sig uden for teltet og 

ventede. Da Alkymisten dukkede op efter 

mange timer, havde han to døde høge over 

skulderen. ”Sid ned,” sagde Alkymisten, da 

de var trådt ind i teltet. ”Jeg laver en kop te, 

og så spiser vi de her høge.” ”Hvorfor vil du 

se mig?” spurgte Santiago. ”På grund af tegnene. 

Vinden fortalte mig, at du har brug for 

SIDE 13


SIDE 14 

hjælp,” svarede Alkymisten. ”Så du vil vejlede 

mig?” spurgte Santiago. ”Nej. Du ved allerede 

alt, hvad du skal vide. Jeg vil bare sørge 

for, at du følger den rigtige retning til din 

skat.” ”Men der er jo krig mellem klanerne. 

Så jeg kan ikke bevæge mig væk fra oasen. 

Jeg har desuden allerede fundet min skat. 

Med guldmønterne og Fátima kan jeg leve 

et godt liv i mit eget land, Spanien,” sagde 

Santiago. ”Glem nu ikke, at dit hjerte er dér, 

hvor din skat er. Og for at alt det, du indtil nu 

har lært på din vej skal have mening, er det 

nødvendigt, at du finder skatten. I morgen 

skal du sælge din kamel, og købe en hest,” 

befalede Alkymisten. Og sådan blev det. 

Næste aften dukkede Santiago op med en 

hest foran Alkymistens telt. ”Vis mig liv i 

ørkenen. Kun den, der finder liv i ørkenen, 

kan finde en skat,” sagde Alkymisten, og de 

red ud af oasen. Der gik dog ikke lang tid, 

før Santiago vendte sig mod Alkymisten og 

sagde: ”Jeg ved, der er liv, men jeg kan ikke 

finde det. ”Liv tiltrækker liv,” svarede Alkymisten, 

og Santiago forstod. Han slap tømmerne, 

og lod hesten gå frit. Pludselig stoppede 

hesten, og Santiago sagde: ”Her er der liv.” 

Der var et hul i jorden mellem nogle sten. 

Alkymisten stak armen langt ned i hullet, og 

med et sæt trak han en stor slange frem. Det 

var en brilleslange, hvis gift kunne dræbe 

en mand på få minutter. Santiago var meget 

bange, men Alkymisten tog det helt roligt. 

”Slap bare af, Santiago. Nu har du fundet liv i 

ørkenen, og det var det tegn, jeg behøvede. 

Jeg vil føre dig gennem ørkenen.” ”Jamen 

hvad med Fátima?” ville Santiago vide. ”Hun 

ved, at mænd må drage af sted, og vil blive 

meget ulykkelig, når hun finder ud af, at det 

var hende der bremsede dig i jagten på din 

skat og din livsbane. Og det er netop det, 

der kommer til at ske, hvis du bliver.” Santiago 

vidste, Alkymisten havde ret: ”Jeg tager 

med dig.” ”Godt, svarede Alkymisten. Vi tager 

af sted i morgen tidlig, før solen står op.” 

Den nat sov Santiago slet ikke. To timer før 

solen stod op, gik han hen til det telt, hvor 

Fátima boede. ”Jeg tager af sted, men du 

skal vide, at jeg kommer tilbage. Jeg elsker 

dig,” sagde Santiago. ”Sig ikke mere,” sagde 

Fátima. ”Jeg elsker også dig, og vil vente på 

dig. Jeg forstår det, du har brug for at gøre.” 

Alkymisten red forrest med sin falk på skulderen. 

Falken var en god jæger, og kom 

tilbage med både kaniner og fugle, som de 

kunne stege og spise. Da de havde redet i 

syv dage, besluttede Alkymisten at slå lejr 

tidligere end de plejede. ”Du er nu næsten 

ved rejsens mål,” sagde Alkymisten. ”Jeg 

ønsker dig tillykke med, at du har fundet 

din livsbane.” ”Og du har ført mig hele vejen 

hertil, uden nærmest at sige et ord. Jeg 

havde håbet, du ville lære mig noget undervejs,” 

svarede Santiago. ”Der er kun én måde 

at lære på,” sagde Alkymisten. ”Det er gennem 

de ting, du gør. Dine handlinger. Alt det, 

du havde brug for at vide, har rejsen lært 

dig. Der mangler kun én ting.” Santiago ville 

selvfølgelig gerne vide, hvad det var. Men 

Alkymisten sagde ikke mere. I stedet spurgte 

Santiago: ”Hvorfor kalder man dig Alkymisten?” 

”Fordi det er jeg,” svarede han. ”Og 

hvad gik der galt for de andre alkymister, 

som prøvede at lave guld, men ikke kunne?” 

ville Santiago vide. ”De var kun interesseret i 

guldet. De søgte deres livsbanes skat, uden 

at ville følge deres livsbane,” sagde Alkymisten. 

”Nå, hvad er det, jeg endnu ikke ved?” 

Men Alkymisten svarede ikke. 

De red i tavshed i endnu fem dage. Alkymisten 

var blevet mere forsigtig, nu hvor de 

nærmede sig det område, hvor de blodige 

krigsslag blev udkæmpet. I al den tid lyttede 

Santiago til sit hjerte. Han ville prøve at 

forstå de tegn, det gav til ham. Nogle gange 

var det i godt humør, og sagde ”fortsæt din

skattejagt”. Andre gange var det bange og i 

dårligt humør. En aften fortalte Santiago alt 

det til Alkymisten. ”Det er godt,” sagde Alkymisten. 

”Det betyder, at dit hjerte er levende, 

og tilhører verdenssjælen. Fortsæt mod pyramiderne, 

og bliv ved med at lytte til tegnene. 

Dit hjerte er allerede i stand til at vise dig 

skatten.” ”Var det det, jeg manglede at vide,” 

spurgte Santiago. ”Nej,” svarede Alkymisten. 

”Det du mangler at vide, er det her: Før en 

drøm bliver opfyldt, prøver verden at gøre 

modstand. Det gør den ikke af ondskab, men 

for at vi kan lære en masse ting, som f.eks. at 

stole på de tegn, der bliver givet. Hver søgen 

efter noget starter altid med begynderheld, 

og slutter med vinderprøven.” 

Næste morgen stødte de to på den første 

alvorlige fare. Tre krigere nærmede sig og 

spurgte, hvad de to lavede dér. ”Vi bliver 

nødt til at undersøge jer for våben,” sagde 

de tre, og startede med Santiago. ”Hvad skal 

du med alle de penge,” spurgte de, da de så 

guldmønterne i Santiagos pung. ”Jeg skal 

helt til Egypten,” svarede Santiago. Hos Alkymisten 

fandt de en lille glasflaske fyldt med 

væske, og et lille, gult glasæg. ”Hvad er det?” 

spurgte krigerne. ”Det er De vises Sten og 

Livets Eliksir. Den, der drikker af denne eliksir, 

bliver aldrig syg, og et lille stykke af denne 

sten kan forvandle et hvilket som helst metal 

til guld,” svarede Alkymisten. 

Vagterne brølede af grin, og Alkymisten 

begyndte også at grine. Vagterne sagde, at 

de bare kunne stikke af, for de var da vist 

godt tossede. ”Er du blevet helt tosset,” 

sagde Santiago til Alkymisten, da de var nået 

et stykke væk. ”Hvordan tør du vise dem 

dine hemmeligheder?” ”Mennesker har det 

tit sådan, at når vi står lige over for en stor 

skat, så ser vi den ikke. Og ved du hvorfor? 

Fordi mennesker ikke tror på skatte,” svarede 

Alkymisten. 

Der gik dog ikke lang tid, for de to igen blev 

udsat for farer. Da de krydsede en række 

høje klitter, blev de omringet af tusindvis af 

blåklædte krigere, der tog dem med til en 

militærlejr i nærheden. Santiago og Alkymisten 

blev skubbet ind i et telt, hvor hærføreren 

sad. ”Det er spionerne,” sagde en af de 

blåklædte krigere. ”Vi er kun rejsende, vi har 

ingen oplysninger om fjenden eller om krigen 

i det hele taget. Jeg har ikke gjort andet 

end at føre min ven hertil,” forsvarede Alkymisten 

sig. ”Hvem er din ven?” ville hærføreren 

vide. ”Han er Alkymist. En, der forstår sig 

på naturens kræfter. Og han vil gerne vise jer, 

hvad han kan.” Santiago lyttede, og sagde 

ingenting. ”Hvad laver en fremmed i vores 

land?” ville de vide. ”Han kommer med penge 

til jeres klan. For dem kan I købe mange 

våben,” svarede Alkymisten. Santiago tog 

straks pungen med guldmønter frem. ”Hvad 

er en alkymist?” spurgte en af krigerne. ”En 


alkymist er en mand, der forstår naturen. 

Hvis han ville, kunne han smadre denne lejr 

alene ved vindens kraft.” Alle krigerne lo. De 

var vant til krig, våben og blod, og vidste at 

vinden ikke kunne slå ihjel. Men alligevel fik 

de en klump i halsen. De var ørkenmænd, og 

var meget bange for troldmænd. 

”Det vil jeg gerne se,” sagde hærføreren. ”Vi 

skal bruge tre dage. Min ven vil forvandle 

sig til vind, for at vise sin kraft. Hvis det ikke 

lykkes, så må i slå os ihjel,” sagde Alkymisten. 

”Fint,” svarede hærføreren. ”Gå i gang.” 

Santiago var som lammet af frygt. ”Hvorfor 

gav du dem alle mine guldmønter. Det var 

alt, jeg ejede,” ville han vide. ”Hvad skal du 

med penge, hvis du alligevel skal dø? Dine 

penge har givet dig tre dage mere at leve i.” 

”Men jeg kan jo ikke forvandle mig til vind,” 

blev Santiago ved. ”Det må du lære. Det er 

den eneste måde, du kan overleve på,” var 

Alkymistens eneste svar. ”Og hvis jeg ikke 

kan, hvad sker der så?” spurgte Santiago. ”Ja, 

så dør du, mens du følger din livsbane.” 

Hele den næste dag gik med, at Santiago gik 

urolig rundt. Han var lidt gal på Alkymisten, 

der bare blev ved med at presse ham. Dag 

nummer to gik Santiago op på toppen af en 

klippe. Han brugte hele dagen på at kigge 

ud over ørkenen og på at lytte til sit hjerte. 

På den tredje dag sagde hærføreren til sit 

SIDE 15


SIDE 16 

folk: ”Nu skal vi se knægten forvandle sig 

til vind.” ”Ja, lad os det,” svarede Alkymisten. 

Han tog krigerne med op på den høj, hvor 

Santiago sad. ”Det varer lidt,” sagde Santiago. 

”Det gør ikke noget. Vi har ikke travlt. 

Vi er ørkenmænd,” sagde hærføreren. Santiago 

begyndte at kigge ud i det fjerne. Der 

var bjerge, klipper og planter, der groede på 

steder, hvor det var umuligt at overleve. Dér 

lå den ørken, han havde rejst gennem i så 

mange måneder, men som han alligevel kun 

kendte en meget lille del af. 

”Hvad ønsker du her i dag,” spurgte ørkenen 

hviskende. ”Et eller andet sted gemmer du 

pigen, jeg elsker. Så når jeg kigger ud over 

dit sand, ser jeg også hende. Jeg ønsker at 

komme tilbage til hende, og behøver din 

hjælp, så jeg kan forvandle mig til vind,” 

svarede Santiago. ”Jeg vil give dig mit sand, 

men du kommer ikke langt uden hjælp fra 

vinden også.” Der kom en let brise. Hærføreren 

stod og så på Santiago, der talte et 

uforståeligt sprog. Vinden nærmede sig. Den 

havde hørt samtalen med ørkenen, for vinden 

hører alt. ”Hjælp mig,” sagde Santiago til 

vinden. ”Hvem har lært dig at tale ørkenens 

og vindens sprog?” spurgte vinden. ”Mit 

hjerte,” svarede Santiago. ”Du kan ikke blive 

vind,” sagde vinden. ”Vi er for forskellige.” 

”Det er ikke sandt,” sagde Santiago. ”Jeg har 

lært noget alkymi, mens jeg har rejst. Og 

med det har jeg lært at forstå vinden, ørke- 

nen, havene og stjernerne. Vi er skabt af det 

samme, og jeg vil være som dig. Lad mig nu 

være vind, bare for et øjeblik,” bad Santiago. 

Vinden blev nysgerrig. Det her havde den 

aldrig prøvet i sit lange liv. ”Det er det, man 

kalder kærlighed,” forsøgte Santiago, da han 

kunne se, at vinden var ved at være med på 

idéen. ”Når man elsker,” fortsatte han ”foregår 

alt inde i os selv, og vi kan skabe os om 

til vind. Hvis vinden altså hjælper, selvfølgelig.” 

Vinden blev irriteret over det, Santiago 

sagde. Vinden havde aldrig selv oplevet kærlighed, 

og kunne ikke lave mennesker om. 

”Måske du hellere skal spørge himlen,” foreslog 

vinden, da den fandt ud af, at der var 

ting, den ikke kunne. ”Så hjælp mig med det. 

Hvirvl sandet op, så jeg kan se på solen uden 

at blive blind.” Vinden blæste af al kraft, og 

himlen blev mørk af sandet, så solen kun var 

en gylden, mat skive. 

I krigslejren blev det sværere og sværere at 

se noget. Hestene vrinskede, våbnene blev 

fyldt med sand, og mændene begyndte at 

blive lidt bange. ”Vinden fortæller mig, at du 

kender kærligheden,” sagde Santiago til Solen. 

”Ja, jeg kender kærligheden. Det er mig, 

der giver lys og liv til alt på jorden,” sagde 

solen, der begyndte at skinne endnu kraftigere. 

Vinden, der lyttede med, blæste også 

voldsommere, så Santiago ikke skulle blive 

blændet af solen. ”Jeg tror ikke, du kender 

kærligheden,” svarede Santiago frækt. ”For 

kærligheden er ikke en stille ørken, og heller 

ikke en vind, der farer omkring. Og du kigger 

på alle ting på afstand. Sådan lærer man ikke 

kærligheden at kende.” 

”Hvad vil du have, jeg skal gøre for dig,” 

spurgte solen irriteret. ”Du skal hjælpe mig 

med at blive til vind,” svarede drengen. 

”Selvom naturen synes, jeg er den klogeste 

af alle, så ved jeg ikke, hvordan jeg skal forvandle 

dig til vind,” sagde solen. ”Hvem skal 

jeg så henvende mig til?” spurgte Santiago. 

Solen sagde ikke noget i lang tid, men svarede 

så omsider: ”Prøv at gå til, der skrev det 

hele ned.” Sikke dog et mystisk svar, tænkte 

Santiago. Imens begyndte vinden at hyle af 

glæde. Den blæste stærkere, og teltene begyndte 

nærmest at lette. På klippen stod alle 

krigerne og holdt hinanden fast, så de ikke 

fløj af sted. 

Santiago vendte sig så mod hånden, som 

havde skrevet alt, hvad der var blevet skrevet. 

Og han mærkede, at der ikke blev sagt 

noget som helst. I stedet begyndte han at 

bede. Han forstod, at vinden, solen og ørkenen 

forsøgte at forstå de tegn, hånden 

havde skrevet. Hånden kunne udrette mirakler. 

Hånden kunne forvandle ørkener til store 

søer, hvis den ville. For kun hånden forstod 

meningen med hele universets opbygning.

Den dag blæste vinden, som den aldrig 

havde blæst før. I mange, mange år efter den 

dag snakkede araberne om en dreng, der 

var blevet forvandlet til en vind, der næsten 

havde ødelagt en militærlejr. Da vinden stoppede 

med at blæse, kiggede alle mod det 

sted, hvor Santiago havde stået. Han var der 

ikke mere. Han stod ved siden af en vagt på 

den anden side af lejren. Krigerne var vildt 

bange for hans trolddomskunst. Kun Alkymisten 

stod og smilede, fordi han havde fundet 

den dreng, der skulle lære alt det, han selv 

vidste. Næste dag sagde Santiago og Alkymisten 

farvel til hærføreren. 

De red hele dagen. Da det begyndte at blive 

mørkt, nåede de frem til et kloster. Alkymisten 

sagde til Santiago: ”Fra nu af er du 

alene. Der er kun tre timers ridt til pyramiderne.” 

”Tak,” sagde drengen. ”Du lærte mig 

Verdens sprog.” ”Du vidste det hele i forvejen,” 

sagde Alkymisten. ”Jeg pegede bare på 

det, så du kunne få øje på det.” Alkymisten 

bankede på klosterporten, og en munk kom 

ud. ”Må jeg låne jeres køkken,” spurgte Alkymisten, 

og fik et ja til svar. 

I klosterets køkken tændte Alkymisten op 

for en stor jerngryde, hvori han kom et stort 

stykke bly. Da blyet var smeltet, filede Alkymisten 

et lille, hårfint lag af det gullige 

glasæg, som han havde i sin taske, og kom 

støvet ned til blyet. Med et blev blandingen 

blodrød, og da blandingen var kølet af, tog 

Alkymisten et stort stykke metal op, der ikke 

længere var bly, men det reneste guld. 

”Vil du lære mig, hvordan man laver guld?” 

ville Santiago vide. ”At lave guld hører til min 

livsbane og ikke din. Jeg ville blot vise dig, 

at det er muligt,” svarede Alkymisten. De gik 

tilbage til klosterporten, hvor Alkymisten 

delte guldpladen op i fire dele. Den ene fik 

munken for hans gæstfrihed, den anden fik 

Santiago som erstatning for det guld, han 

måtte give til hærføreren, det tredje beholdt 

Alkymisten selv, så han kunne betale fjendtlige 

krigere på vej hjem til oasen og det 

fjerde gav han til munken, og sagde: ”Det er 

til Santiago, hvis han skulle få brug for det.” 

”Men hvorfor,” spurgte Santiago. ”Jeg har jo 

masser af guld og er tæt på mit mål.” ”Fordi 

du allerede har mistet alt hvad du havde to 

gange. Og så kan det jo ske igen,” svarede 

Alkymisten, og tog afsked med Santiago og 

munken. 

Santiago red i flere timer gennem ørkenen, 

mens han lyttede til sit hjerte, der skulle 

fortælle ham, hvor skatten lå begravet. ”Hvor 

din skat er, dér vil også dit hjerte være,” 

havde Alkymisten sagt. Santiago nåede 

toppen af en stor sandbanke, netop som 

fuldmånen kom frem fra en sky. Og der lå de 

kæmpestore pyramider. Santiago begyndte 

at græde af bare lettelse. Han havde redet 

i ørkenen i en måned nu, og der var sket så 


meget, siden han forlod sine får i Spanien. 

Han kiggede ned på sandet, og så, at hans 

tårer havde ramt en stor bille af den slags, 

der hedder skarabæ. Mens han havde været i 

ørkenen, havde han lært, at skarabæen er et 

symbol for Gud. I hvert fald i Egypternes tro. 

Det var endnu et tegn tænkte Santiago, og 

begyndte at grave. Han gravede hele natten, 

og da han skulle lige til at give op, lød 

en stemme bag ham: ”Hvad laver du her?” 

Der stod en hel gruppe mænd. De fortalte, 

at de var flygtet fra krigen, og at de manglede 

penge. ”Gemmer du noget der?” ville 

de vide. ”Jeg gemmer ikke noget,” svarede 

Santiago. Mændene begyndte at undersøge 

hans lommer og fandt guldstykket. ”Han har 

sikkert mere gemt under sandet,” sagde en 

af de fremmede. ”Grav!” befalede mændene, 

og Santiago gravede videre i mange timer. 

Han følte, han var lige ved at dø, og sagde 

til sidst: ”Jeg leder efter en skat.” Han fortalte 

mændene om den drøm, han havde haft, 

og mændenes leder sagde til de andre, at 

de lige så godt kunne gå. Drengen måtte jo 

være tosset. 

Da mændene var kommet lidt væk, vendte 

lederen tilbage til Santiago, der lå på sine 

knæ med blødende hænder. ”Du dør ikke,” 

sagde manden. ”Her på dette sted, hvor du 

ligger lige nu, drømte jeg den samme drøm 

to gange for næsten to år siden. Jeg drømte, 

at jeg skulle tage til Spanien og finde en 

SIDE 17


SIDE 18 

kirkeruin, hvor hyrderne plejer at overnatte 

med deres får, og hvor der voksede et stort 

træ i midten af gården. Hvis jeg gravede ved 

foden af det træ, ville jeg finde en skjult skat. 

Men jeg er ikke så tåbelig, at jeg rejser tværs 

over ørkenen, bare fordi jeg drømte den 

samme drøm to gange,” sluttede manden og 

gik sin vej. 

Santiago rejste sig op, og kiggede på pyramiderne. 

Han syntes, pyramiderne smilede 

til ham, og han smilede tilbage. Han havde 

fundet sin skat. 

Mange måneder senere stod Santiago igen 

i den gamle kirkeruin i Spanien, hvor han 

flere år tidligere havde været med sine får. 

Denne gang kom han uden dyr. Men i stedet 

medbragte han en spade. Han satte sig ned 

og kiggede på stjernehimlen. Han tænkte 

på hele den lange rejse, han havde været 

på. Huskede alle de tegn, han havde fulgt, 

mennesker, han han havde mødt. Han faldt i 

søvn uden at lægge mærke til det, og da han 

vågnede, stod solen allerede højt på himlen. 

Så begyndte han at grave ved træets fod. 

”Gamle, tossede Alkymist,” sagde han til sig 

selv. ”Du vidste det hele i forvejen, og gav 

mig oven i købet noget guld, så jeg kunne 

rejse tilbage til Spanien. Kunne du ikke have 

sparet mig for hele den lange rejse?” ”Nej,” 

svarede en stemme i vinden. ”For så havde 

du jo aldrig fået set pyramiderne. De er 

virkelig flotte, synes du ikke.” Det var Alkymistens 

stemme, der spurgte. Santiago smilede 

og fortsatte med at grave. En halv time 

senere stødte spaden mod noget hårdt. EN 

time senere stod en kiste fyldt med gamle 

spanske guldmønter foran ham. Der var også 

ædelstene, statuetter med diamanter på og 

en masse andet. Skatten måtte stamme fra 

en krig, som alle havde glemt for lang tid 

siden. 

”Livet er virkelig skønt for den, der følger sin 

livsbane,” tænkte Santiago, da han stod med 

skatten foran sig. Og selv om han skulle afle- 

vere en tiendedel til hende sigøjnerkvinden, 

der tydede hans drøm, så ville han stadig 

have mere end rigeligt til resten af sit liv. Nu 

glædede han sig bare til at komme tilbage til 

oasen, så han kunne være sammen med sin 

kommende kone, Fátima. 

SLUT

RESUMÉ 

Alkymisten er en lille historie om at lytte til 

sit hjerte, og om at tro på, at vi alle har en 

allerede bestemt livsbane, som vi enten kan 

følge eller lade være. Det er en historie om 

at tro på sine drømme. 

Vi følger den unge fårehyrde Santiago fra 

Spanien. Hans forældre ønsker, at han skal 

blive præst, men Santiago drømmer om at 

komme ud på eventyr og se verden, og med 

faderens velsignelse bliver han fårehyrde. For 

netop som fårehyrde har han mulighed for 

at komme vidt omkring. Vi møder ham første 

gang på vej til byen, hvor hans store kærlighed, 

handelsmandens datter, som han kun 

har mødt én gang for et år siden, bor. Her 

vil han sælge fårenes uld til handelsmanden, 

og bede om datterens hånd. Da han på 

vejen overnatter i en kirkeruin med et gammelt 

morbærtræ i midten, drømmer han, for 

anden gang på sin rejse, den samme drøm. 

Han beslutter sig herefter for, at opsøge en 

sigøjnerkvinde i den næste by, som kan tyde 

drømme. 

Santiago fortæller hende om drømmen, hvor 

et barn pludselig dukker op, og fører ham 

til pyramiderne i Egypten, hvor der ligger en 

skjult skat. Sigøjnerkvinden siger, at han skal 

tage af sted og finde skatten, og at hendes 

betaling skal være en tiendedel af den skat, 

han finder. Santiago går skuffet sin vej, da 

han jo ikke har fået mere at vide, end han allerede 

vidste. Han sætter sig på en bænk for 

at læse. Her bliver han opsøgt af en fremmed, 

gammel mand, der gerne vil snakke. 

Den gamle mand præsenterer sig som 

kongen af Salem. Santiago er mistænkelig, 

men da manden skriver Santiagos livshistorie 

i sandet, lytter han med ærefrygt til, hvad 

manden fortæller. Grunden til at den gamle 

mand kontakter Santiago er, at Santiago 

har været i stand til at følge sin livsbane, sin 

skæbne. Hvis han får en tiendedel af drengens 

får, vil han fortælle ham, hvordan han 

kan finde skatten. Den gamle mand forklarer, 

at for at nå frem til skatten, må Santiago 

følge tegnene. Manden giver Santiago to 

sten, Urim og Tummim, som står for henholdsvis 

ja og nej. De kan hjælpe Santiago, 

når han ikke selv kan se ”tegnene”. Santiago 

tager herefter båden til Afrika. 


På sin rejse møder han tyve, som stjæler 

alle hans penge, en glashandler, som han 

arbejder for et helt år, en englænder, som 

ønsker at blive alkymist, og som sammen 

med Santiago rejser på kamelryg gennem 

ørkenen, en ørkenpige i en oase, som bliver 

hans største kærlighed, samt en alkymist, der 

lærer ham at tale verdens sprog. Og endelig, 

efter en lang, farefuld og oplevelsesrig rejse 

står han foran pyramiderne. Da han er i færd 

med at grave efter skatten, bliver han endnu 

engang overfaldet af tyve. De tvinger ham 

til at fortælle om sin drøm. Grinende går de 

derfra, men den ene tyv siger, at han også 

engang drømte den samme drøm to gange. 

Drømmen fortalte, at der i Spanien fandtes 

en kirkeruin med et gammelt morbærtræ 

i midten, og at han her ville finde en skjult 

skat. Men tyven havde ikke lyttet til sin drøm, 

ikke fulgt sin livsbane. Santiago forstår med 

det samme det tegn, der er givet ham, og 

han rejser tilbage til Spanien. Og i kirkeruinen, 

hvor han havde drømt drømmen for 

anden gang, finder han under et morbærtræ 

sin skjulte skat. Santiago lyttede til sin drøm 

og fulgte sit hjerte, og på hans rejse fandt og 

mødte han de største skatte. 

SIDE 19


SIDE 20 

KARAKTERLISTE 

SANTIAGO 

Santiago er fortællingens hovedperson. Han 

er født i en lille by i Andalusien. Som ung går 

Santiago på præsteseminariet, men længes 

efter at rejse ud i verden. Efter lange overvejelser 

får han endelig modet til at spørge om 

faderens tilladelse til at blive fårehyrde, så 

han kan rejse ud i verden. På en af sine rejser 

møder han i byen Tarifa en mystisk mand, 

som sender ham på en lang rejse til Afrika 

for at finde hans skat. Santiago er en nysgerrig 

dreng, hvis åbne sind gør ham i stand til 

at følge sin personlige Livsbane. Han sætter 

stor pris på sin frihed, hvilket også er grunden 

til han blev fårehyrde, og grunden til at 

han er forbeholden overfor ting der på den 

ene eller anden måde kan true hans frihed. 

Til sidst finder han dog ud af, at ved altid at 

være på den sikre side, og aldrig tage nogle 

chancer, trues hans frihed blot endnu mere. 

MELKIZEDEC 

Melkizedec er Kongen af Salem, et fjernt og 

mystisk land. Han viser sig første gang for 

Santiago på Tarifas torv, hvor han fortæller 

Santiago om Verdenssjælen og hvert menneskes 

personlige Livsbane. Melkizedec viser 

sig altid for folk, der prøver at følge deres 

Livsbane, selvom de måske ikke selv er klar 

over det. Hans påklædning er en simpel 

arabisk klædning, men på et tidspunkt afslø- 

rer han under sin kjortel en brystplade i guld 

besat med ædelstene. På dette tidspunkt 

giver han også Santiago de to magiske sten 

Urim og Tummim. 

ENGLÆNDEREN 

Santiago møder englænderen på karavanen 

til Al-Fayoum oasen. Englænderen ønsker at 

blive en stor Alkymist, og rejser derfor til Al- 

Fayoum for at studere hos en kendt Alkymist 

der bor her. Rygtet siger, at denne Alkymist 

er over 200 år gammel og har evnen til at 

lave bly om til guld. Santiago lærer meget 

om alkymi af englænderen, som låner ham 

nogle bøger på deres fælles rejse gennem 

ørkenen. 

I forestillingen hedder englænderen Jack. 

FATIMA 

En smuk ørkenpige, som bor i Al-Fayoum 

oasen. Santiago forelsker sig i Fatima ved 

oasens brønd. De to taler sammen hver dag 

i mange uger, og til sidst spørger han hende 

om hun vil gifte sig med ham. Før Fatima vil 

gifte sig med Santiago, insisterer hun dog 

på, at han fortsat skal følge sin Livsbane. 

Dette forvirrer og frustrerer Santiago, men 

Alkymisten fortæller ham, at ægte kærlighed 

aldrig kan stå i vejen for ens Livsbane. Hvis 

den gør, er det ikke ægte kærlighed. 


En meget magtfuld Alkymist, som bor i 

Al-Fayoum oasen i Egypten. Santiago hører 

om ham gennem englænderen, og i sidste 

ende viser det sig, at det er Santiago og 

ikke englænderen, der er Alkymistens sande 

discipel. Alkymisten er klædt helt i sort og 

har en jagtfalk. Alkymisten er ligeledes i 

besiddelse af Livets Eliksir og De Vises Sten. 

Det er Alkymisten der lærer Santiago at tale 

Verdenssproget. 

GLASHANDLEREN 

Giver Santiago et job i Tanger efter han 

er blevet berøvet. Gennem jobbet i glashandlerens 

butik, lærer Santiago meget om 

butiksejerens syn på livet og vigtigheden af 

at have drømme. Butiksejeren, som for det 

meste er bange for at tage chancer, er en 

rar mand, og han forstår Santiagos færd – 

måske mere end Santiago selv forstår den. 

Dette er også tilfældet, da butiksejeren 

fortæller Santiago, at han ikke kommer til at 

vende tilbage til Spanien, da det ikke er hans 

skæbne at vende tilbage. 

Glashandleren optræder ikke i forestillingen.

TEMAER I ALKYMISTEN 

DRØMME OG SØVN 

Det er en drøm, der først fører Santiago mod 

at forfølge sin skæbne. Det er også en drøm, 

der sender ham tilbage til Spanien, hvor han 

finder sin skat. 

Santiago drømmer om et barn, der viser 

ham en skat ved foden af pyramiderne. Da 

han fortæller sigøjnerkvinden og kongen 

om drømmen, opfordrer de ham begge til at 

følge den, da de hævder, at drømme er det 

sprog, som Universet taler. Drømmetemaet 

er knyttet til temaet skæbne, da drømme er 

den måde, hvorpå folk kommer til at kende 

deres skæbne. 

Santiagos drøm om skatten giver ham et 

mål. Han er fast besluttet på at finde skatten, 

og ved hans beslutning om at forfølge 

dette mål, er han er i stand til at realisere 

sin personlige livsbane. Coelho spiller med 

den dobbelte betydning af ordet ”drøm”, 

som kan dække over både visioner i søvn 

og vidtrækkende mål. I den forstand kunne 

budskabet i ”Alkymisten” beskrives således: 

alle har brug for drømme. De sårbare perioder 

af Santiagos rejse kendetegnes ved, at 

han ikke har noget klart defineret mål. Dette 

er tilfældet, da han er færdig med arbejdet i 

krystalbutikken, samt da han overvejer at slå 

sig ned i oasen sammen med Fatima. 

Som et modstykke kan vi tænke på købman- 

den, der er bange for at realisere sin drøm 

om at komme til Mekka. Han ønsker ikke at 

opnå sin drøm, fordi han føler, at det er det 

eneste, der holder ham i gang. Santiago forsøger 

at vise ham, at hvis det er hans skæbne, 

så kan han ikke gøre andet end at udleve 

den. Alkymisten handler ikke om, hvad man 

skal drømme, men blot at man skal drømme. 

KÆRLIGHED 

I starten af bogen møder Santiago en smuk 

købmandsdatter, som han forlader, så snart 

han er overbevist om at gå på jagt efter sin 

skat. I Al-Fayoum oasen møder han Fatima. 

Han opgiver sin skattejagt, for at være sammen 

med hende. Der er stor forskel på de to 

stævnemøder. 

Santiago føler ikke kærlighed over for købmandspigen. 

Hun er attraktiv, men der er 

ikke en åndelig forbindelse mellem de to. 

Derfor er det let for Santiago at glemme 

hende. I tilfældet med Fatima er det helt anderledes. 

Ved deres første møde mener Santiago, 

at Verdenssjælen taler direkte til ham. 

Fatima overbeviser Santiago om, at han ikke 

skal opgive sin jagt, og hun bliver dermed 

en del af hans skæbne. Dette er den fundamentale 

forskel mellem ægte kærlighed 

og attraktion, og et af de vigtigste temaer i 

Alkymisten; ægte kærlighed kommer aldrig 

i vejen for leve sit liv fuldt ud. Hvis man er 

nødt til at vælge mellem en personlig jagt 


og kærlighed, så er kærligheden ikke sand. 

SKÆBNE 

Et af de grundlæggende temaer i Alkymisten 

er, at vores veje er forudbestemte. I bogen 

kaldes det med et arabisk ord ”maktub” - 

”det står skrevet”. Målet med livet er at leve 

i harmoni med den sti, der er lagt for én. 

Lykke afhænger af denne harmoni. Som børn 

kender vi ifølge ”Alkymisten” tilsyneladende 

vores personlige mål. Det største problem 

ved at nå dette mål er, at vi som voksne 

stræber efter at gøre tingene mere komplicerede, 

end de egentlig er. I bogen afspejles 

disse problemer i de erfaringer, Santiago gør 

sig inden for alkymien. Undervejs til oasen 

læser Santiago i englænderens bøger om 

alkymi. Bøgerne hævder, at den oprindelige 

hemmelighed om alkymi kunne være skrevet 

i en enkelt sætning, men at menneskehedens 

forklaringer havde gjort hemmelighederne 

så indviklede, at kun ganske få kan forstå 

tegnene. Santiago afviser dette og hævder, 

at han kan lære alt, hvad han har brug for 

at vide om alkymi gennem sit daglige liv. 

Denne overbevisning om at skæbnen er med 

i hvert eneste skridt, man tager, er et af de 

vigtigste temaer i Alkymisten. Når skæbnen 

sætter et ønske fast i Santiagos hjerte, vil 

skæbnen ikke slippe det igen. Verden forsøger 

ganske vist at udfordre en, men kun 

fordi energien skal bruges på at fokusere på 

målet. 

SIDE 21


SIDE 22 

ENHED 

Enhed i al eksistens er også et vigtigt tema 

i fortællingen. Coelho beskriver Verdenssjælen 

som det, der binder alting sammen, 

dvs. mennesker, planter, sten og elementer. 

Derudover viser bogen, at der ikke er væsentlige 

forskelle mellem de forskellige religioner 

i verden. I bogen er der flere tydelige 

eksempler på enheden mellem mennesker 

og naturen. Alkymisterne kan f.eks. omdanne 

bly til guld, fordi de har forstået sammenhængen, 

og kan agere deri. I vindscenen, 

hvor Santiago taler med vinden, solen, ørkenen 

og hånden, der skrev alt, er forbindelsen 

meget tydelig. 

Hånden er et billede på en gud. Guden er 

her en meget pragmatisk figur, der er eet 

med hele skabelsen. Fortællingen gør meget 

ud af at udviske de kulturelle og trosmæssige 

forskelligheder, der er mellem f.eks. 

Santiago og araberne.

ARBEJDSSPØRGSMÅL 

Et af de vigtigste temaer i bogen er enheden 

af alle religioner. Den kristne Santiago, der 

møder en række muslimer, kommer fra det 

sydligste Spanien, meget tæt på den nordafrikanske 

kyst. 

Hvilke fællestræk mellem religioner fokuseres 

der på i fortællingen? 

Hvad menes der med ”Hånden, der skrev det 

hele ned?” 

Fatima, Santiagos store kærlighed, giver sin 

fulde støtte til Santiago. Selvom de elsker 

hinanden, siger hun til ham, at han skal forfølge 

sin drøm, og det på trods af de farer, 

han vil møde i ørkenen. 

Hvad tror du fortællingen forsøger at sige 

om kvinders rolle? 

Santiagos jagt på skatten giver ham stor åndelig 

indsigt. Men det oprindelige motiv var 

af økonomisk karakter. 

Hvad fortæller ”Alkymisten” om forholdet 

mellem materiel velstand og åndelighed? 

Tradition spiller en stor rolle i Santiago 

personlige liv og i livet for de mennesker, 

han møder på sin rejse. Santiago forlader 

sit traditionelle hjem og den rolle, hans far 

havde udstukket for ham. I ørkenen vil stammelederne 

vide, hvorfor de skal tro på en 

fremmed mands syn, når de nu selv har boet 

der i mange år. 

Beskriv de forskellige synspunkter, romanen 

har på tradition. 

Santiago får job i en glasbutik, og er der i et 

stykke tid. 

Hvad lærer Santiago af at være i glasbutikken? 

Hvorfor rejser glashandleren ikke til Mekka? 


SIDE 23


SIDE 24 

ALKYMISTEN QUIZ 

De korrekte svar er markeret med grøn skrift 

1. Fra hvilken region i Spanien kommer Santiago? 

• Tarifa 

• Andalusien 

• Galicia 

• Tanger 

2. Hvad er Santiagos profession? 

• Sømand 

• Gedehyrde 

• Købmand 

• Fårehyrde 

3. Hvad ville Santiagos forældre gerne have, 

han skulle være? 

• Købmand 

• Præst 

• Glashandler 

• Alkymist 

4. Hvor fortæller drømmen, at Santiago skal 

finde skatten? 

• I ørkenoasen 

• Ved pyramiderne 

• Hos Alkymisten 

• Hos glashandleren 

5. Over hvilket kongedømme hersker Melkizedec? 

• Kongen af Andalusien 

• Kongen af Granada 

• Kongen af Sevilla 

• Kongen af Salem 

6. Hvad er navnene på de to sten, som Santiago 

får af Melkizedec? 

• Torden og Lynild 

• Sort og Hvid 

• Urim og Thummim 

• Urit og Thurrit 

7. Hvad hedder pigen, som Santiago forelsker 

sig i i Al-Fayuom oasen? 

• Sarifa 

• Tarifa 

• Malia 

• Fatima 

8. Da Santiago får et syn i ørkenen, ser han 

to fugle slås i luften. Hvad er det for nogle 

fugle? 

• Falke 

• Høge 

• Spurve 

• Ørne 

9. Hvem rejser Santiago gennem ørkenen 

med? 

• En amerikaner, der ønsker at blive alkymist 

• En englænder, der ønsker at blive alkymist 

• En amerikansk opdagelsesrejsende 

• En engelsk opdagelsesrejsende 

10. Hvordan overbeviser Kongen af Salem 

Santiago om, at han ikke er en bedrager? 

• Han skriver Santiagos livshistorie i sandet, 

uden at have fået noget at vide om 

denne 

• Han laver vand om til vin 

• Han får købmandens datter til at forelske 

sig i Santiago 

• Han forvandler guld til bly

11. Hvor finder Santiago til sidst skatten? 

• Ved pyramiderne 

• Hos Alkymisten 

• I Tarifa, Spanien 

• Hos glashandleren 

12. Hvad ser Santiago i sit drømmesyn i 

ørkenen? 

• At han og Fatima bliver gift 

• At han finder skatten 

• At oasen bliver angrebet 

• At han vil blive slået ihjel 

13. Hvad forsøger englænderen at lære, da 

de når frem til oasen? 

• At tale verdenssproget 

• At lave bly om til guld 

• At slås med sabel 

• At plukke dadler 

14. Hvad sker der, mens Santiago graver 

efter skatten? 

• Han finder skatten i sandet 

• Han falder i søvn, og drømmer drømmen 

igen 

• Han bliver overfaldet af to røvere 

• Han finder en hemmelig indgang 

15. Hvad lærer Santiago af Alkymisten? 

• At tale verdenssproget 

• At jage med falk 

• At lave bly om til guld 

• At slås med sabel 


SIDE 25


SIDE 26 

PORTRÆT AF FORFATTEREN PAULO 

COELHO 

Paulo Coelho ses af 

nogle som en ordenes 

alkymist og af 

andre som et massekulturelt 

fænomen. 

Han er en af de mest 

indflydelsesrige, 

nulevende forfattere. 

Paulo Coelho blev 

født i 1947 som søn 

af ingeniøren Pedro 

og den hjemmegående husmor, Lygia. 

HVORNÅR FANDT DU UD AF, AT DU GERNE 

VILLE VÆRE FORFATTER? 

Da jeg var femten, sagde jeg til min mor: 

”Jeg har opdaget mit kald. Jeg ønsker at 

være forfatter.” ”Min kære,” svarede hun, ”din 

far er ingeniør. Han er en logisk, fornuftig 

mand med en meget klar opfattelse af verden. 

Ved du rent faktisk, hvad det vil sige at 

være forfatter?” 

For at besvare min mors spørgsmål, besluttede 

jeg at lave noget research. På en mængde 

rejser lærte jeg, hvordan en forfatter så ud i 

begyndelsen af 1960'erne: 

En forfatter bærer altid briller og har aldrig 

redt sit hår. Halvdelen af tiden føler han vrede 

over alting, den anden halvdel af tiden er 

han nedtrykt. Han siger meget ”dybe” ting. 

Han har altid fantastiske idéer til handlingen 

i hans næste roman, og hader det, han netop 

har offentliggjort. En forfatter har pligt til aldrig 

at blive forstået af sin egen generation. 

Når han forsøger at forføre en kvinde, siger 

forfatteren: ”Jeg er forfatter”, og kruseduller 

et digt ned på en serviet. Det virker altid. 

Når han bliver spurgt om, hvad han læser i 

øjeblikket, nævner han altid en bog, ingen 

nogensinde har hørt om. 

Bevæbnet med al denne information, gik 

jeg tilbage til min mor, og forklarede præcis, 

hvad en forfatter var. Hun blev overrasket. 

”Det ville være lettere at være ingeniør,” 

sagde hun, ”så behøver du ikke bære briller.” 

Og så begyndte jeg at skrive. Da jeg vendte 

tilbage til Brasilien, oprettede jeg et undergrundsmagasin. 

Jeg blev derefter opfordret 

til at skrive sangtekster og senere journalistik. 

Jeg tjente mine penge på at skrive, men 

skulle først skrive min første rigtige bog, da 

jeg blev 38. 

HVORDAN BLEV DU INSPIRERET TIL AT 

SKRIVE DIN FØRSTE ROMAN? 

Jeg ønskede at tale om gamle temaer, men 

med et moderne sprog. Jeg tvang mig selv 

til at tro på læserens evne til selv at sætte 

scenen, og jeg koncentrerede mig i stedet 

om samspillet mellem karaktererne. Det viste 

sig at blive en succes. 

HVILKE GRUNDLÆGGENDE FILOSOFIER 

FORSØGER DU AT UDTRYKKE I DINE BØGER? 

Jeg ser filosofi som noget levende. Noget, 

der ændres i henhold til vores indre behov. 

Men hvis jeg skulle koge mit arbejde ned til 

et par sætninger, vil jeg sige: udlev din personlighed, 

betal prisen for dine drømme, læs 

de varsler, du får, væk din feminine side, og 

tør at være anderledes. 

HVORDAN VIL DU KATEGORISERE DINE 

BØGER? 

To af dem er faglitterære (Pilgrimsrejsen og 

Valkyrien). Resten er baseret på mine forskellige 

livserfaringer, men i et metaforisk og 

symbolsk sprog. Jeg tror, at enhver kunstner 

(eller person) kun kan dele noget, som han 

allerede har oplevet, uanset om de erfaringer 

tilhører den symbolske verden eller den 

såkaldte "virkelighed".

DINE IMPONERENDE SALGSTAL HAR GI- 

VET DIG ET MEGET KOMFORTABELT LIV. 

DU TILBRINGER HALVDELEN AF ÅRET I DIN 

SPECIALDESIGNEDE LEJLIGHED MED UDSIGT 

OVER STRANDEN COPACABANA. DEN AN- 

DEN HALVDEL BOR DU PÅ DIT LANDSTED 

I DE FRANSKE PYRENÆER. DU FLYVER PÅ 

FØRSTE KLASSE MELLEM DE TO HJEM. ER 

DET DEJLIGT AT HAVE MANGE PENGE? 

”Det er selvfølgelig fantastisk rart at have 

penge, for så kan jeg gøre, hvad jeg synes 

er vigtigt for mig. Jeg har oprettet Paulo 

Coelho Institute, der giver gratis skolegang 

til 360 brasilianske gadebørn. Jeg har altid 

været en rig person, fordi pengene ikke er 

relateret til lykke. Det er også budskabet i 

”Alkymisten”, hvor den andalusiske hyrde finder 

sin skat til sidst, men først efter at have 

fulgt en forvirrende vifte af ”varsler”, og først 

efter at have modtaget undervisning i at føle 

de ”vibrationer af fred”, der opstår, når man 

taler om ”verdenssproget”. 

DU LÆGGER MEGET BETYDNING I VARSLER? 

Ja, jeg begynder f.eks. først at skrive en ny 

bog, når jeg har fundet en hvid fjer. Det er 

en regel, jeg oprettede før min første bog. 

Dengang var jeg ikke sikker på, om det var 

det rigtige. Derfor sagde jeg til mig selv, at 

hvis jeg ser en fjer i dag, skal jeg begynde at 

skrive. Og hvis jeg ikke ser en fjer, så må det 

være min skæbne. Det er jo ikke så vanskeligt 

at finde en hvid fjer. Især ikke hvis der 

er mange duer omkring en. Men det bliver 

vanskeligere, når fjeren skal findes i januar 

måned i et ulige årstal. Det er nemlig også 

en regel. 

Kilder: MSN Arabia og Telegraph.co.uk 


SIDE 27


SIDE 28 

FAKTA OM BOGEN ”ALKYMISTEN” 

• Alkymisten blev første gang udgivet i 

1988 

• Den blev oprindeligt skrevet på portugisk 

og udgivet med titlen ”O Alquimista” 

• Den er siden 1988 blevet oversat til 67 

sprog 

• Bogen har solgt over 65 millioner eksemplarer 

• Det er den 12. mest solgte bog i verdenshistorien 

(fraregnet politiske og religiøse 

bøger som Koranen, Biblen, Maos skrifter 

o.lign.) 

• Guinness Rekordbog har kåret bogen 

som den mest oversatte af en nulevende 

forfatter 

• Da bogen blev udgivet på tysk, blev 

den med det samme et enormt salgshit. 

Hardback-udgaven har således optrådt 

på Der Spiegels bestsellerliste i 386 uger 

i træk 

• Bogen filmrettigheder er flere gange blevet 

købt af filmselskaber. Indtil nu er den 

dog aldrig blevet filmatiseret 

• Paulo Coelho er varm fortaler for fildeling. 

Han har selv lagt bogen ud på fildelingssider 

på internettet. Han har fundet 

ud af, at hvis han ”giver bogen væk” som 

online-version, så oplever han et større 

salg af fysiske bøger 

• Man kan endda hente mange af Coelhos 

bøger som gratis download via hans 

egen hjemmeside 

Kilder: Wikipedia og santjordi-asociados.com

INTERVIEW MED MALTE CLAUDIO 

LIND 

HVAD VAR DET VED BOGEN, DER FIK DIG TIL 

AT OVERVEJE MULIGHEDEN FOR AT LAVE 

FORTÆLLINGEN OM TIL EN TEATERFORE- 

STILLING? 

Det var vel noget med, at bogen gjorde et 

indtryk på mig, første gang jeg læste den. 

I lang tid derefter var den i mit baghoved. 

Bogen er som sådan ikke oplagt som teaterforestilling, 

synes jeg. Det var først, da jeg 

begyndte at arbejde med animationsmediet, 

at idéen kom tilbage til mig. ”Hov”, sagde 

det. I mine øjne er det en slags ”roadmovie 

for theatre”. En dannelsesrejse. En del af dannelsen 

er selve rejsen. Det er ikke noget, man 

normalt gør så meget ud af på teatret. 

DU HAR SKÅRET EN DEL VÆK AF DET OP- 

RINDELIGE BOGFORLÆG. I FORESTILLINGS- 

MANUSKRIPTET ER SANTIAGO F.EKS. IKKE 

ANSAT HOS EN GLASHANDLER. HVORDAN 

VÆLGER DU, HVAD DER SKAL MED, OG 

HVAD DER SKAL STRYGES? 

Det er en lang proces. Man dykker ned i 

materialet. Man bliver ved med at dykke ned. 

På et eller andet tidspunkt er det som om, 

materialet slår igen. Materialet formulerer på 

en eller anden måde, hvad det vigtigste er. 

Og så må man naturligvis skære bort. Hvis 

det hele skulle med, så ville forestillingen 

komme til at være otte timer. Det går ikke. 

HVAD VAR DIT OVERORDNEDE FOKUS, DA 

DU SKREV MANUSKRIPTET? 

Jeg synes, den har et rigtigt godt budskab, 

romanen. Et meget vigtigt budskab, især i 

forhold til den tid, vi lever i. I dag er det som 

om, der nærmest skal laves en studieplan 

allerede fra børnehavetiden af. Vi bliver sat 

i bokse, og planerne bliver lagt for os. Vi får 

taget alle frie valg fra os. Det er et vigtigt fokuspunkt 

i både forestillingen og i romanen. 

I MANUSKRIPTET FOREGÅR HANDLINGEN I 

EN MODERNE VERDEN MED TEGNESERIER 

OG SPRAYDÅSER. HVORFOR HAR DU SKIF- 

TET TID, OG HVORFOR ER SPROGET I FORE- 

STILLINGEN MERE MODERNE END I BOGEN? 

Det er lidt for at komme tilbage til det budskab, 

jeg lige har nævnt. Bogens budskab 

er næsten stærkere nu, end hvis handlingen 

blev sat ind i en historiske sammenhæng. 

Det skulle gerne være sådan, at publikum 

kan se, at forestillingen udspiller sig her og 

nu. Det er en situation, de selv er en del af. 

Fårehyrdens frihed er en parallel til nutidens 

verden, hvor rappen, tegneserieuniverset og 

grafittikunstnerne er gode eksempler på en 

mere ”fri” levevis. 


DU BRUGER EN SOMMERFUGL SOM BILLEDE 

GENNEM HELE FORESTILLINGEN. HVAD BE- 

TYDER DENNE SOMMERFUGL? 

Den er et symbol. Et skønhedssymbol. Jeg 

synes, den er interessant, fordi den i sig selv 

er smuk. Og så har den en særlig dobbelthed. 

Når en sommerfugl slår med vingerne 

i Sydamerika, kan den skabe en storm i 

Alaska. Det siger i hvert fald den del af kaosteorien, 

der kaldes sommerfugleeffekten. 

Sommerfuglen er i forestillingen både meget 

konkret og meget abstrakt. 

DU ER BÅDE MANUSKRIPTFORFATTER OG 

INSTRUKTØR PÅ FORESTILLINGEN. KAN 

DU KOMME UD FOR, AT DIT MANUSKRIPT 

MÅ ÆNDRES, FORDI DU SOM INSTRUKTØR 

FINDER PÅ NOGET ANDET, DER IKKE PASSER 

MED MANUSKRIPTET? 

Ja, helt sikkert. Sådan vil processen være lige 

indtil 5 min. før premieren. 

SIDE 29


SIDE 30 

ALKYMI ER JO EN VIDENSKAB, DER HØRER 

GAMLE DAGE TIL. TROR DU, DET FINDES I 

VIRKELIGHEDEN? ER DER NOGLE, DER KAN 

LAVE BLY OM TIL GULD, ELLER ER DET HELE 

BARE TOSSERIER? 

Som jeg husker det fra min fysikundervisning, 

kan det sagtens lade sig gøre. Man 

beskyder nogle atomer med elektroner eller 

noget i den stil. Det er meget, meget dyrt. 

Så dyrt, at det ikke kan betale sig. Men i 

teorien kan det godt lade sig gøre. Men om 

det fysisk kan lade sig gøre, er ikke pointen 

i forestillingen. Alkymien handler mere om 

forholdet mellem tro og overbevisning. 

UDOVER ALKYMIEN ER DER NOGLE CEN- 

TRALE EMNER I FORESTILLINGEN, DER BLI- 

VER BEARBEJDET. KAN DU NÆVNE ET TEMA, 

DU HAR SÆRLIG FOKUS PÅ? 

Ja, hvis jeg skal nævne et ord, må det være 

”skæbnebestemt.” Det er i sig selv et modsætningsforhold, 

forstået på den måde, at 

du kan opfatte skæbnen som noget, der er 

lagt for dig allerede og som du kan eller ikke 

kan ændre på. Maktoob!, som det hedder i 

forestillingen. 

HVAD KAN PUBLIKUM TAGE MED SIG FRA 

FORESTILLINGEN? 

Jeg har lyst til at citere den kendte teaterinstruktør 

Frank Castorf, der til det samme 

spørgsmål svarede noget i stil med: ”Publikum 

skal huske deres overtøj i garderoben”. 

Men grundlæggende er det noget med, at 

lære at lytte til sit hjerte. ”Lad være med at 

spørge andre om, hvordan du skal leve dit 

liv, spørg dig selv,” som den spanske filosof 

Fernando Savater engang har udtalt.

INTERVIEW MED ANIMATOR ARTHUR 

STEIJN 

HVILKE BILLEDER KOM IND I DIT HOVED, DA 

DU FØRSTE GANG BLEV PRÆSENTERET FOR 

”ALKYMISTEN”? 

1001 nat, Aladdin, Fantasytegneserier 

HVAD ER DIN ROLLE SOM ANIMATOR? 

Jeg laver dels "compositing", dvs. sammensætning 

af animerede sekvenser, som animatoren 

Peter leverer. Og så laver jeg en del 

"Special Effects", dvs. effekter som ild, røg, 

vand etc. 

ER DU MED TIL AT UDVIKLE SCENOGRAFIEN, 

ELLER TAGER DU BARE IMOD ORDRER FRA 

SCENOGRAFEN? 

Vi er med i en lille del af udviklingen, f.eks. 

de ting, der har at gøre med, hvordan vores 

animationer bliver projekteret bedst. 

HOVEDPERSONEN SANTIAGO KOMMER JO 

VIDT OMKRING I FORESTILLINGEN. HVOR- 

DAN KLARER MAN DEN UDFORDRING SOM 

ANIMATOR? 

Den klares dels i samarbejde med lys på scenen 

og dels ved at sørge for, at skuespilleren 

står de rigtige steder i forhold til animationer. 

I BRUGER EN SÅKALDT GREENSCREEN. KAN 

DU FORKLARE LIDT OM, HVORDAN SÅDAN 

EN FUNGERER? 

En greenscreen bliver brugt her, for at sammensætte 

livebilleder, dvs. ting, der forgår 

her og nu, i den grønne kasse, med billeder, 

som er animeret på forhånd. Man kan 

f.eks. få en model af en flyvemaskine til at 

virke som om, den flyver på en projektion 

med himmel og skyer. Teknikken fjerner den 

grønne farve. 


SIDE 31


SIDE 32 

FAKTA OM FORESTILLINGEN 

Forfatter: Paulo Coelho 

Manuskript & instruktion: Malte Claudio Lind 

Scenografi: Rebecca Arthy 

Komponist: Ole Højer Hansen 

Kostumer: Marianne Meyer 

Animation: Ole Højer Hansen 

Computeranimation: Arthur Steijn 

Dramaturg: Lene Kobbernagel 

Producent: Christina R. R. Jørgensen 

Produktionsleder: Uffe Blaabjerg 

Skuespillere: Asbjørn Agger, Christian Engell 

& Roger Matthisen 

Produceret af: Teater Vestvolden og Filuren 

Med rettighed fra: Sant Jordi Asociados 

Agencia Literaria, S.L. 

Spilleperiode: 25. feb. 2011 - 23. mar. 2011 

Varighed: Ca. 65 minutter. 

Egnet for alle over 8 år. 

ASBJØRN AGGER 

ROGER MATTHISEN 

CHRISTIAN ENGELL

UDDRAG FRA MANUSKRIPTET TIL 

TEATERSTYKKET ”ALKYMISTEN” 

Bemærk venligst, at nedenstående uddrag stammer 

fra et manuskript, der ved redaktionens afslutning 

endnu ikke er endeligt, hvorfor der vil forekomme 

afvigelser i forhold til den færdige teaterforestilling. 

SCENE 2 

(På et torv i Tarifa ved en gammel ”fontæne” 

ligger Santiago og sover. Han er midt 

i en drøm. Rundt om ham ligger graffiti og 

tomme øldåser og en mappe med tegneserieark. 

Kongen af Salem roder rundt i de 

tomme dåser. Drikker evt. lidt sjatter. Han får 

fat i Santiagos hånd og studere den grun- 

digt. Santiago vågner chokeret) 

Santiago : 

Hey mand; hvad fanden laver du? For helvede 

mit hoved. Shit ‐ jeg var der næsten!!! 

Fuck det er anden gang… !!! 

Kongen : 

Nå din drøm – jo den er interessant . 

(Kongen åbner mappen) 

Santiago : 

Hvad snakker du om? 

Kongen : 

Er det dig der har lavet dem her? 

Santiago : 

Pas på – det er originaler. 


Kongen : 

De er gode. Du er dygtig, men de er også 

billeder på verdens største løgn !!! 

Santiago : 

Og hvad er så verdens største løgn? 

Kongen : 

På er eller andet tidspunkt mister vi kontrollen 

med vores liv. Vi holder op med at lytte 

til vores hjerter, og resten af livet lever vi så 

i angst for ikke at lykkes. Hvorefter vi lader 

os styre af ”tilfældet” 

Santiago : 

Hold da op! Hvor fa’en kommer du fra? 

Kongen : 

Fra mange steder. 

Santiago : 

Ingen kommer mange steder fra. Jeg kommer 

mange steder, men jeg er kun fra et 

sted. Her fra Tarifa!! 

SIDE 33


SIDE 34 

Kongen : 

Jamen så lad os sige at jeg blev født i Salem. 

Santiago : 

Tillykke med det! Hvordan er der i Salem? 

Kongen : 

Som der altid har været. 

Santiago : 

Og hvad laver du i Salem? 

Kongen : 

Ha Ha……hvad jeg laver i Salem?!! Jeg er 

kongen af Salem. Hvor mange har du af dem 

her? 

SCENE 3 

(Santiago står på et torv i Tanger. Han går 

lidt rundt og indsnuser alle de nye indtryk, 

da han bliver antastet af en fremmed med en 

stor sæk) 

Mand : 

Hey man, my friend. You want hotel, taxi, 

guide, cigarettes, whisky, camel, hashish, 

girl…..No Yes !!!?? 

Santiago : 

Nej tak, men måske noget andet tøj…..! 

Mand : 

No problem, have a look at this. 

(Manden hiver div. stykker tøj op af sækken 

og Santiago får på behændig vis skiftet til 

halvarabisk klædedragt. Efter lidt posering, 

vil Santiago betale men manden er væk, 

sammen med Santiagos penge). 

Santiago : 

Ahrrrrrrrrrgh ‐ FUCK ‐ FUCK – FUCK!!!! 

(Han kan dårligt holde tårerne tilbage). 

For helvede!!! Det er sidste gang, jeg tror på 

drømme. Jeg må hjem, jeg må hjem. Jeg kan 

stadig nå Malaga. Fuck jeg skal tegne det 

hele om igen! Jeg når det aldrig. 

(Sommerfuglen flyver forbi, han slår efter 

den) 

Lorte fugl !!! 

Kongens stemme : 

Ups min ven. Lær at respektere og lytte til 

tegnene. 

(Santiago står lidt, så tager han Urim og 

Tummin op af vadsækken. Pludselig begynder 

det at synge fra alle minareterne rundt 

omkring på pladsen og alle lægger sig på 

knæ med panden mod jorden. Santiago 

følger fuglen med øjnene. Sangen fra minareterne 

toner ud. Folk forsvinder fra pladsen. 

Santiago mener at se tyven fra før. Han løber 

efter ham og overfalder ham. 

Santiago: 

Så har jeg dig fandme…!! Øh, undskyld jeg 

troede du var en anden… Nu skal jeg……. 

(Santiago samler de bøger op som den 

fremmede tabte. Bøger om alkymi) 

Undskyld, men jeg er lige blevet rullet og jeg 

troede at du…… 

(Den fremmede rækker en hånd frem) 

Jack : 

Jack! 

Santiago : 

Santiago! Egentlig er jeg på vej til pyramiderne 

men jeg tror hellere jeg vil tilbage til 

Spanien. Jeg tænkte jeg ville sælge de her, 

de er meget værdifulde… 

Jack : 

En Urim og en Tummin! De er ikke mange 

penge værd. Det er bjergkrystal, intet andet, 

men den der har forstand på dem ved, at 

det der er Urim Og Tummim. Måske er det et 

tegn?

SCENE 9 

(Santiago hos Alkymisten) 

Santiago : 

Her er jeg. Hvorfor ville du se mig? 

Alkymisten : 

På grund af tegnene. Vinden fortalte mig du 

ville komme og at du ville få brug for min 

hjælp. 

Santiago : 

Vinden fortalte… 

Alkymisten : 

Ja 

Santiago : 

Jeg forstår ikke 

Alkymisten : 

Du har brug for min hjælp 

Santiago : 

Ikke mig. Det er den anden udlænding, Jack. 

Det er vist ham, der har brug for din hjælp. 

Alkymisten : 

Han skal først finde andre ting, før han kommer 

til mig, men han er på rette vej. Han er 

begyndt at iagttage ørkenen. 

Santiago : 

Og jeg? 

Alkymisten : 

Når du virkelig ønsker noget, går hele universet 

sammen om at hjælpe dig til at virkeliggøre 

din drøm. 

Santiago : 

Den har jeg hørt før og jeg har virkeliggjort 

min drøm så….. 

Alkymisten : 

Hvad så med skatten? 

Santiago : 

Jeg troede, drømme var private, desuden har 

allerede fundet min skat, Fatima! Og 500.000 

dollars for 500 døde fjender. Jeg kan leve 

som en rig mand. 

Alkymisten : 

Men intet af det, er ved pyramiderne! 

Santiago : 

Der er krig mellem klanerne. 

Alkymisten : 

Jeg kender ørkenen. 

Santiago : 

Du vil måske være min guide? 

Alkymisten : 


Nej. Jeg vil bare sørge for at du følger den 

rigtige retning til din skat. 

(Alkymisten åbner en flaske vin) 

Santiago : 

Er det ikke forbudt ifølge loven at drikke vin? 

Alkymisten : 

Det onde er ikke det der kommer ind i munden. 

Det onde er det der kommer ud af den!! 

Drik og nyd vinen. Slap af!! Men glem ikke at 

dit hjerte er dér hvor din skat er, og for at alt 

det du indtil nu har lært på din vej skal have 

nogen mening, er det nødvendigt, at du finder 

skatten. Jeg vil føre dig gennem ørkenen. 

Santiago : 

Nej! Jeg vil blive i oasen. Jeg har fundet 

Fatima og for mig er hun mere værd end 

skatten! 

Alkymisten : 

Fatima tilhører ørkenen. Hun ved, at mænd 

må drage af sted for at kunne komme tilbage. 

SIDE 35

KOSTUMETEGNINGER 

AF REBECCA ARTHY

ALKYMISTEN - Filuren

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?