Analyse og forslag til ny regulering af lån til moderselskaber

hverken i formildende eller skærpende retning i forhold til den almindelige forståelse
af culpanormen.
Bestemmelsen i ASL § 143 indeholder en lempelsesregel, hvorefter der er mulighed
for at nedsætte størrelsen af erstatningen, når dette findes rimeligt i forhold til
skyldgraden, skadens størrelse og omstændighederne i øvrigt.
Selskabslovenes regler om erstatningsansvar svarer i vidt omfang til indholdet af
erstatningsansvarsloven.
Culpareglen er således det erstatningsretlige udgangspunkt, medmindre der er
grundlag for at fravige dette udgangspunkt i lovgivning, retspraksis eller forholdets
natur.
Det skal dog bemærkes, at selv i de tilfælde, hvor der har været handlet klart culpøst,
skal der ske frifindelse for et eventuelt erstatningsansvar, hvis det ikke kan
godtgøres, at der er lidt et økonomisk tab som følge af handlingen eller forsømmelsen.
Forsvarlig formueforvaltning
Efter ASL § 54, stk. 3, skal bestyrelsen i et aktieselskab tage stilling til, om selskabets
kapitalberedskab til enhver tid er forsvarligt i forhold til selskabets drift.
Endvidere fremgår det af ASL § 110, stk. 2, at et selskab ikke må udlodde mere i
udbytte, end hvad der er forsvarligt under hensyn til selskabets og, i moderselskaber,
koncernens økonomiske stilling.
Vurderingen af et eventuelt erstatningsansvar som følge af bestyrelsens forsømmelse
i forhold til forsvarlighedskriteriet i ASL § 54, stk. 3, og i § 110, stk. 2, skal
ske efter den almindelige culpanorm i ASL § 140. Baggrunden herfor er, at der ikke
er nogen specifik ansvarsregel i forhold til disse bestemmelser. Efter ASL § 140
er et medlem af selskabets ledelsesorgan erstatningsansvarlig for økonomisk tab,
som den pågældende ved udførelsen af sit hverv har tilføjet selskabet forsætligt eller
uagtsomt.
Mange af erstatningssagerne ved domstolene er rejst af tabslidende kreditorer og
drejer sig om, hvorvidt selskabets drift burde have været standset tidligere som følge
af kriteriet om et forsvarligt kapitalberedskab i ASL § 54, stk. 3.
Retspraksis har i disse sager vist, at det afgørende er, om den eller de pågældende
måtte have indset, at en videreførelse af selskabet var håbløs. Hvis det kan påvises,
at dette var tilfældet, er der erstatningspligt for de tab, der opstår, efter at ”håbløshedspunktet”
er passeret, jf. UfR 1995.43 H. Det betyder med andre ord, at der i
praksis skal særdeles meget til for at få en ledelse dømt efter forsvarlighedsbestemmelsen
i § 54, stk. 3.
46/109