Analyse og forslag til ny regulering af lån til moderselskaber

I 1985 blev der nedsat en ekspertgruppe med repræsentanter fra hver af medlemsstaterne
i EU og i EFTA, og denne gruppes arbejde førte til, at Lugano-
Konventionen blev underskrevet den 16. september 1988 mellem alle 18 stater.
Konventionen blev siden hen ratificeret af alle EFTA-landene og alle EUmedlemslandene.
Danmark ratificerede Lugano-Konventionen med virkning fra 1.
marts 1996.
Lugano-Konventionen er udarbejdet som en parallelkonvention til EF-
Domskonventionen, idet ordlyden stort set er den samme som Domskonventionen,
ligesom artikelnummereringen er den samme. Der er dog nogle enkelte bestemmelser
i Lugano-Konventionen, som er ændret eller tilføjet i forhold til Domskonventionen.
Domskonventionens og Lugano-Konventionens anvendelsesområde er borgerlige
sager, herunder handelssager, uanset domsmyndighedens art, jf. art. 1. Udtrykket
borgerlige sager udelukker straffesager og sager om offentlig ret, hvilket vil sige
sager om skat, told eller administrative anliggender.
Konventionerne omfatter efter art. 1 heller ikke sager vedrørende:
?? Fysiske personers retlige status samt deres rets- og handleevne, formueforholdet
mellem ægtefæller samt arv efter lov eller testamente
?? Konkurs, akkord og andre lignende ordninger
?? Social sikring
?? Voldgift
Udgangspunktet er i både Domskonventionen og Lugano-Konventionen, at et selskab
skal sagsøges ved retterne i det land, hvor selskabet har sit hjemsted, jf. konventionens
art. 2 sammenholdt med art. 53.
Ved afgørelsen af, hvor et selskab har sit hjemsted, skal retterne anvende deres egne
internationale privatretlige regler. Dette gælder uanset, om der er tale om at afgøre,
om selskabet har hjemsted i forumlandet eller i et andet land.
Hjemstedsafgørelsen kan blive forskellig i de forskellige EU-medlemslande og
EFTA-lande, idet det i nogle lande, blandt andet Danmark, antages, at et selskab er
underkastet lovgivningen i det land, i henhold til hvis lovgivning det er stiftet, og
hvor det er registreret, hvis en registreringsprocedure er foreskrevet. I andre lande
lægges der vægt på beliggenheden af det virkelige hovedsæde, jf. Allan Philip:
”EU-IP”, side 38 og 39.
Konventionernes afdeling 2 indeholder dog en række specielle kompetenceregler,
f.eks. art. 5, 6 og 17.
Efter art. 5, nr. 5, kan en sag vedrørende driften af en filial, agentur og lignende,
anlægges ved retten ved det sted, hvor virksomheden er beliggende. EF-domstolen
31/109