FRILUFTSMUSEET – AT LÄRE ELLER IKKE LÄRE

FRILUFTSMUSEET – AT LÄRE ELLER IKKE LÄRE
Henrik Zipsane
Tidigare publicerad i Mikael Eivergård & Henrik Zipsane (ed.): ”Friluftsmuseer, kulturarv och lärande”, Jamtli,
Östersund 2007.
Vi som arbejder på friluftsmuseerne er oftest engagerede og enthusiastiske mennesker, som
ikke har de store problemer med – i det mindste overfor os selv - at väre overbeviste om
alle vore museers forträffeligheder.
Og jeg melder mig straks ind i klubben af de ovennävnte. ”Vi er go’e!” – men til hvad?
Det er nödvendigt at sätte museerne og deres virksomhed ind i en större sammenhäng om
vi skal begribe kvaliteterne og styrkerne i vores virksomheder. Til det brug kan i förste
omgang en noget forenklet historiebeskrivelse hjälpe til.
Min personlige opfattelse er, at museerne efter en generations tid – som däkkede de sidste
30-40 år af 1900-tallet – endelig er ved at finde tilbage til sin själ. For museumspionererne
var indsamling, bevaring og udstillinger en moderne unik arbejdsform netop karakteristisk for
museerne. Målet for museerne var naturligvis ikke identisk med arbejdsformen. Derimod
stod arbejdsformen i målets tjeneste og målet var produktion af identitet – underforstået
naturligvis den nationelle og den regionale eller lokale som delmängder af den nationelle. Så
kom opröret mod kildepositivismen som del af postmodernismen og dermed rejstes der
spörgsmål ved vejen fra museets materielle samlinger og til resultatet af museernes
produktion. Museerne valgte at koncentrere sin egenforståelse omkring selve arbejdsformen
og dermed blev målet for museerne i 30-40 år at indsamle, bevare og formidle – altså ”samla,
vårda visa”. En räkke foreteeelser de seneste år illustrerer hvordan museumsverdenen også i
Sverige er under opbrud. Projektet ”Agenda kulturarv” med dets fokus på medborgernes
deltagelse i kulturarvsarbejdet, et professorat i historiebrug ved Linkping Universitet som
ikke mindst interesserer sig for museernes historiebillede, planerne om indretningen af et
Institut för kulturarvsforskning, den svenske regerings fra England inspirerede fokus på
tilgängelighed, departementindsatserne for at få et multikulturelt perspektiv ind i museerne
osv. Alle disse tiltag mener jeg delvist kan ses som symptomer – ikke på museernes krise,
som nogen måske vil hävde men – på at museerne endelig langt om länge er ved at komme
tilbage til själen i alt museumsarbejde. Men det opdages ikke för end man flytter fokus fra
hvad vi (i kulturarvssektoren) gör ved kulturarv til hvad vi gör ved mennesker! Når vi
producerer, forvalter og udnytter kulturav i dag, så gör vi noget ved mennesker. Jeg er
overbevist om, at det er i denne relation mellem museum og menneske som museumssjälen
gemmer sig.
Det er denne genfundne själ som jeg tror vi skal vänne os til her i begyndelsen af 2000-tallet
kaldes lärende. Museerne og ikke mindst friluftsmuseerne har her fået serveret en
nyformulering af det vi egentlig arbejder med, forstået som effekten af vores virksomhed.
Det er ikke målet og det er ikke arbejdsmåden, men netop effekten. Effekten af museets
arbejde er lärende og dette lärende kan formuleres i en bredde og en dybde, som giver
perspektiver som formodentlig er bredere og räkker längere ud i samfundet end de fleste
museumsfolk – i det mindste af min generation – rigtig begriber. I England har myndigheden
MLA (Museums, Libraries and Museums Council) som det er mange bekendt allerede länge

stimuleret en implementering af lärende som et virksomhedsdefinerende begreb for
sektorens arbejde. Her definerer man lärende således (www.mla.gov.uk) :
“Learning takes place when someone is stimulated, motivated or inspired and undergoes some kind
of personal change. The term learning is used instead of 'education' because it emphasises that all
users and staff collaborate in and benefit from activities which increase, skills, understanding,
engagement and which change behaviour and attitudes. It also emphasises that these activities are
centred on the learner's experiences”
Med denne “blöde” og brede definition på lärende bliver det meget svärt at påstå, at museer
ikke har lärende som det helt centrale i sit virkomhedsområde. Särligt interessant bliver det,
når vi sätter denne postmoderne tänkning omkring lärende ind i en videre sammenhäng og
indser, hvordan den intense sammenhäng mellem pädagogisk videnskab og praktisk politik
träder frem. Det er så også her museerne – og altså også friluftsmuseerne – må välge at
placere sig i närheden af centrum eller i marginen.
Et eksempel på hvor när centrum i sammenhängen mellem pedagogisk videnskab og praktisk
politik som museerne egentlig kan befinde sig ses i den europäiske unions arbejde med at
komme frem til en fälles europäisk kompetence- og kvalifikationsbeskrivelse. Hvor den
”klassiske” pädagogik har arbejdet med läringsindholdets bekendte opdeling i viden
(knowledge), färdigheder (skills) og holdninger (attitudes), så har EU sommeren 2005 efter
UK’s overtagelse af formandsskabet i den europäiske union på baggrund af en
ekspertgruppes forslag fremlagt en radikalt anderledes tänkning (EU COM 2005).
For det förste taler man nu om the learning outcome, ikke om indholdet af en läring.
Dette resultat af läringen opdeles så i tre grupper, nemlig viden, färdigheder og ”videre
kompetencer” (wider competences). Disse sidste beskrives endvidere närmere som såkaldte
personlige og professionelle kompetencer. Senere på efteråret 2005 tilsluttede
repräsentanter for den europäiske offentlighed og hvad man kan kalde de domminerende
foretalere fra den samlede europäiske pädagogiske videnskab sig til hovedstrukturen som
den nye läringsbeskrivelse leder frem til, nemlig en opdeling efter svärhedsgrad i 8 niveauer
af lärendets resultat indenfor henholdsvis viden, färdigheder samt videre kompetencer (Raffe
2005). Der er i dag tale om et mellemstatsligt samarbejde, altså intet tvingende for ngoet
medlemsland, men målet er ikke desto mindre at skabe fleksibel, sammenlignelig og
transparent overförsel af meriterede kompetencer fra land til land (Björnavold 2005). Og det
er netop meriterede kompetencer som er i fokus, ikke blot certifierede kvalifikationer.
Udviklet gennem flere politiske styringsdokumenter fra EU har man siden 2005 samlet såvel
unionens som medlemslandenes fokus omkring et antal nöglekompetencer (EU COM 2005):
“The work on key competences initiated within the ‘Education and Training 2010’ work programme
is of relevance to an European Qualifications Framework. The 2004 Joint Interim Report of the
Commission and Council recommends that this work is taken forward through a set of common
principles and references. Based on the recommendations of a Commission services appointed
working group, 8 different key competences have been identified:
- communication in mother tongue
- communication in another language
- basic competences in maths, science and technology
- digital competence
2

- learning to learn
- interpersonal and civic competences
- entrepreneurship and cultural expression.
These competences should be acquired by the end of compulsory education and training and
maintained through lifelong learning.These key competences have partly been integrated into the
common reference levels and descriptors of an EQF. This applies in particular to ‘learning to learn’,
‘interpersonal and civic competences’, ‘entrepreneurship’ and ‘cultural expression’ which have been
captured within the category ‘personal and professional competences’. Other key competences, for
example language skills, digital skills and maths, science and technology are formulated at a level of
detail more appropriate in national and sectoral frameworks.
The development of an EQF-and in particular the common reference levels and descriptors-illustrates
how the above key competences play an important role at all levels and areas of learning and for
the entire scope of qualifications.
The Council recommendation on key competences planned for 2006 will provide an opportunity to
establish a clear link to and a synergy with the EQF”.
Ikke mindst når det handler om at stimulere evne og vilje til at läre, mellemmenneskelige
kompetencer omkring f.eks. demokratisk medborgerskab og social inkludering eller den
omtalte kreative kompetence bör det väre selvklart at friluftsmuseerne er interessante.
Megen läring på netop friluftsmuseerne kan kendetegnes med Mary Hamiltons vidunderlige
formulering ”accidental learning” (Hamilton 2005). Men hvordan udtrykker vi det
interessante ved friluftsmuseerne? Er problemet i dag ikke, at friluftsmuseerne – såvel som
andre museer og for den sags skyld store dele af kulturlivet i övrigt – ikke forholder sig til
eller udtrykker sig om egen lärende virksomhed på en måde som den pädagogiske videnskabsbaserede
verden forstår? På regerings-, riksdags-, og departementsniveau er den brede
tänkning omkring lärende for längst kommet i fokus og livslangt lärende er de sidste 5-6 år
også blevet et vigtigt politisk styrbegreb i Sverige (Ekholm & Härd 2000).
Inden for de seneste år har der väret flere initiativer til en kortlägning af det pädagogiske
arbejdes tilstand på museerne i Sverige og i Norden. Nävnes bör indsatserne i svensk
sammenhäng de seneste fem år fra f.eks. Peter Aronsson, Monica Cassel, Eva Insulander,
Berit Ljung, Catarina Lundström og Eva Sjögren.
At der har väret relativt megen fokus på museumspädagogik og andre kulturarvspädagogiske
traditioner og discipliner de seneste år spejler naturligvis at der er ved at ske noget i
museumsverdenen. Det meste af denne litterratur bygger grundläggende på ”best practice”
princippet, hvor der beskrives en räkke eksempler på museumspädagogiske indsatser,
eventuelt med en kobling til hvad en omtalt indsats ”gör ved historien”, altså en analytisk
kritisk holdning omkring den i museumspädagogikken benyttede historieskildring og så andre
mulige historieskildringer. Kun yderst själdent finder man i den hidtidige
museumspädagogiske litteratur noget om hvad museumspädagogikken gör ved den lärende,
ja, ikke så själdent er det faktisk ganske usikkert hvem den lärende egentlig er. Det hörer til
pädagogikkens ABC, at man hele tiden har klart for sig hvem som er målgruppen, hvad som
skal väre det önskede resultat af läreprocessen samt at man kan beskrive den anvendte
pädagogiske metode.
Det er helt afgörende for kulturavspädagogikkens fremtidige udvikling – også på
friluftsmuseet – at der ofres ressourcer på pädagogikken i samme omfang som på
kulturarven.
3

Når vi friluftsmuseumsfolk har taget denne kritiske holdning til vores kulturarvspädagogiske
arbejde til os, så er det dog også sådan at vi jo alle föler at vi ved ligesåvel som den
ovennävnte litteratur viser, at der helt tydeligt findes pädagogiske muligheder på vores
museer. Mange skoleelever har oplevet friluftsmuseernes muligheder for dels at väre et
komplement til skolen – ofte med appel til lidt andre elever end de som enklest nås i
klasseundervisningen – dels som lärende miljö for anden läring i forhold til skoleelever i
almindelighed. Men hvordan forholder det sig egentlig med al den anden virksomhed og alle
de andre mennesker end skoleelever som bruger friluftsmuseet? Disse ”almindelige”
besögere har vi ganske länge bundtet sammen og måske höjst interesseret os for om de er
”turister” eller lokale brugere. Erfaringen fra de studier som findes omkring motivationen for
vores ”almindelige” besögere synes i hovedsagen at under strege, at nostalgi er en meget
vigtig faktor for de voksne, samt at denne fölelse af nostalgi hovedsagelig handler om det
tilträkkende ved at genopleve men på den anden side ikke indebärer noget publikumsönske
om at få svundne tiders tilstade tilbage som hverdag (Sandström 2005). Disse besögere bör
vi vide mere om, hvis de skal opfattes som den målgruppe, som friluftmuseet som lärende
virksomhed – i den ovennävnte brede betydning af begrebet – faktisk når. Man kan
naturligvis välge at sige, at vi önsker en anden målgruppe, en bredere målgruppe eller måske
rette opmärksomheden mod nye målgrupper. Min opfordring er dog at vi först gör os
bekendte med hvilken eller hvilke målgrupper vi faktisk når.
Vi kan i dag beskrive vore besögerere på en typisk sommerdag på friluftsmuseet. I sommeren
2005 har FRI – de svenska friluftsmuseernas samarbetsorganisation – med velvillig
ökonomisk bistand fra Stiftelsen Framtidens Kultur gennemfört en spörgeskemaundersögelse
på Fredriksdal, Borås, Gamla Linköping og Jamtli. I alt ca. 1.000 svar fik vi ind. De er
gennemgået og selv om vi naturligvis skal väre forsigtige med at läse for meget ind i
tendenserne i blot 1.000 svar, så styrker det udsagnskraften i de forskellige tendenser at de
stort set er identiske for alle fire museer som indgår i undersögelsen, som domineres af
antallet indleverede spörgeskemaer fra to så forskellige friluftsmuseer som Fredriksdal og
Jamtli. Dertil kommer at vi har et andet sammenligneligt materiale, som Statens Kulturråd
har taget frem i forbindelse med undersögelsen af effekten af indförelsen af fri entré på de
fleste statslige museer fra og med nytår 2005. De sammenlignelige oplysninger handler om
karakteriseringen af vores besögere. Det materiale som vi har haft adgang til vedr. de entréfri
museer er dog indsamlet i uge 14 i 2005, dvs. i begyndelsen af april måned. Man kan altså
indvende, at det kan väre behäftet med problemer at sammenligne friluftsmuseernes
publikum midt om sommeren med indendörs Stockholmmuseer i foråret. Der er andre forbehold
af kildekritisk karakter som er väsentlige at have med sig, men et par indikationer
findes dog som peger i retning af, at der formodentlig trods alt kan ses visse holdbare
karakteristika i materialet. Frem for alt gälder det omfatningen af mänd respektivt kvinder
som besöger museerne:
KÖN
Friluftsmuserne Hallwylska Livrustkam.Arkitekturmus. Flygvapenmus.
Mänd 33% 32% 31% 52% 69%
Kvinder 67% 68% 69% 48% 31%
Den könslige sammensätning viser, at to ud af tre besögere er kvinder på både
friluftsmuseerne og på mere traditionelle indendörs kulturhistoriske museer som Hallwylska
4

og Livsrustkammaren. Specialmuseer for traditionelle mandefag som Arkitekturmuseum og
Flygvapenmuseum kan derimod tilträkke mändene. Med museumslandskabet som helhed
bekräftes billedet af, at museerne generelt og altså også friluftsmuseerne er et besögsmässigt
kvindedomäne.
Et andet karakteristika som friluftsmuseerne ikke blot deler med traditionelle
kulturhistoriske indendörs museer men tillige specialmuseer forekommer at väre fordelingen
af besögerne efter födeland. Tilsyneladende spejler museumsbesögernes födelandsbaggrund
ganske vel befolkningssammensätningen, et forhold som måske kan virke overraskende. Vi
skal dog isär i denne sammenhäng huske på, at friluftmuseernes data er indsamlede i
turistsäsonen.
FÖDELAND
Friluftsmuserne Hallwylska Livrustkam.Arkitekturmus. Flygvapenmus.
Sverige 88% 90% 86% 85% 92%
Udlandet 13% 10% 14% 15% 8%
Tilsyneladende er mellem 10 og 15 procent af besögerne födt i udlandet uanset
museumstype. Dog skal naturligvis indskydes det forbehold som ligger i, at der for
friluftsmuseernes vedkommende er tale om at data er indsamlet i turistsäsonen. At i övrigt
Flygvapenmuseum ligger i särklasse lavest i andelen af udlandsfödte blandt besögerne kan
måske forklares ved at dette museum isär appelerer til ”den svenske mand” som har en
svensk militär erfaring.
Friluftsmuseerne var fra starten en type museer, som bar folkeparkstraditionerne i sig og
som tilböd sig som mödepladser for et bredere socialt udsnit af befolkningen end indendörs
kulturhistoriske museer. Friluftsmuseerne var som fänomen en integreret del af den
kulturhistoriske opposition overfor de overklassehistoriske historiefremstillinger. Ikke uden
grund kaldte man fra starten omkring 1900 friluftsmuseerne i Norge og Danmark for
folkemuseer.
Den uddannelsesmässige baggrund hos besögerne i undersögelserne på friluftsmuseerne og
de centrale museer i 2005 viser, at alle museerne i dag svigter i forhold til at appellere til de
med lavere formelt uddannelsesniveau. Eller man kan i det mindste slå fast at
museumsbesögerne ikke uddannelsesmässigt särlig godt spejler den samlede befolknings
uddannelsesmässige sammensätning:
UDDANNELSE
Friluftsmuserne Hallwylska Livrustkam.Arkitekturmus. Flygvapenmus.
Grundskole 27% 15% 13% 6% 26%
Gymnasium 43% 28% 35% 29% 38%
Universitet/ 31% 57% 52% 66% 36%
höjskole
I hele Sverige er det i dag 15 % af befolkningen som har mindst tre års eftergymnasial uddannelse.
Der er tale om betydelige udsving med f.eks. 47% i en traditionel universitetsby som
Lund eller blot 8% i en glesbygdskommune som Ragunda.
5

Men det er signifikant i tallene, at friluftsmusernes besögere har dog alment et lavere uddannelsesniveau
end övrige kulturhistoriske museer. Höjst uddannelsesniveau finder vi hos
besögerne ved et akademisk specialmuseum som Arkitekturmuseum.
Ser vi på museernes besögende ud fra om de kommer alene eller i forskellige typer af
selskab så som familie eller f.eks. turistgrupper tenger sig fölgende billede:
BESÖGSTYPE
Friluftsmuserne Hallwylska Livrustkam.Arkitekturmus. Flygvapenmus.
Alene 7% 9% 11% 17% 6%
Privat selskab 89% 87% 80% 67% 55%
Skolegruppe 1% 3% 3% 9% 1%
Turistgruppe/ 3% 2% 6% 8% 38%
Anden gruppe
Igen her skal der huskes på, at friluftmuseernes data er indsamlet under disse museers traditionelle
höjsäson, altså sommeren hvor skolerne er lukkede og skolebesögene derfor ikke så
mange. I hovedsagen tegner der sig dog et billede af, at museumsbesögerne på brede kulturhistoriske
museer oftest kommer i privat selskab hvilket kan väre familie eller andet selskab.
Ser man endvidere på hvor stor del af de voksne som kommer i selskab med börn, tenger
der sig et billede af at det for friluftsmuseerne oftest er sådan at det nävnte private selskab
man indgår i er familien:
BESÖG MED OG UDEN BÖRN UNDER 15 ÅR
Friluftsmuserne Hallwylska Livrustkam.Arkitekturmus. Flygvapenmus.
Med börn 50% 5% 26% 11% 23%
Uden börn 50% 95% 74% 89% 77%
Blandt de undersögte friluftsmuseer skiller Jamtli sig i övrigt ud gennem at hele 63% af de
voksne besögere kommer i selskab med börn. I undersögelsen af friluftsmuseernes voksne
besögere sommeren 2005 spurgte vi, om hvad der i hovedsagen motiverede deres besög. At
väre udflugtsmål er helt afgörende for friluftsmuseernes attraktoinskraft:
MOTIV TIL BESÖGET PÅ FRILUFTRSMUSEET
Udflugtsmål 54%
Lärende 21%
Börnevenligt 13%
Andet 12%
I denne sammenhäng bekräftes i övrigt at Jamtlis pädagogiske greb med rollespilsaktörer, kulturhistoriske
legeanläg, börneindrettet programvirksomhed osv. har en särlig appel til
börnefamilier. Det var hele 19% af de adspurgte voksne besögere på Jamtli, som valgte at sige
at det var museets börnevelighed som var den primäre besögsanledning, men det skal dog
6

stadig sammenholdes med at det faktisk både på friluftsmuseerne generelt og på Jamtli er
endnu flere – nemlig 20-21% - som nävner lärende som det primäre besögsmotiv. Det må
siges at väre bemärkelsesvärdigt, ikke mindst uden for skoleåret og ud fra en formodning om
at begrebet lärende i den brede professionelle betydning ikke er blevet folkeeje endnu.
Af undersögelsen fremgår også at 85% af de voksne besögere har e stor eller endog meget
stor interesse for historie og besöger museer mere end en gang om året. Og de får tydeligvis
deres forventninger til besöget på friluftsmuseet opfyldt. Ikke färre end 71% svarede at
forventningerne opfyldtes ”i höj grad” og 27% fik forventningerne opfyldt ”ganske vel”. De
2% som svarede at de ”knapt” fik deres forventninger opfyldt var nästen udelukkende äldre
teenagere, som også på anden måde gav udtryk for at de var ”tvungne” med på friluftmuseet.
Nuvel, vi har nu etableret en grovskitse vedr. friluftmuseernes såkaldte ”almindelige”
besögere – i det mindste om sommeren – og vi kan se to väsentlige hovedkarakteristika. De
kan kort sammenfattes som at friluftmuseerne dels har en särlig appel til börn og kvindelige
voksne sammen samt dels at de voksne typisk har et noget bedre uddannelsesniveau end
befolkningen i almindelighed. Vi har altså ikke mindst fået bekräftet den fornemmelse, som
mange friluftsmuseumsfolk har haft ganske länge. Naturligvis vil det väre af interesse for
friluftsmuseerne at få gennemfört en undersögelse med inddragelse af et större materiale,
som tillader at gå mere i dybden med svarene. Men det vil også väre af interesse at arbejde
videre med en sammenligning med forholdene på traditionelle kulturhistoriske museer,
ligesom en sammenligning over landegränserne ville väre nödvendig for at kunne afgöre om
särlige forhold i f.eks. det svenske samfunds sociale, kulturelle og genusrelaterede udvikling i
det 20. århundrede sätter sig spor i friluftsmuseernes publikumsappel.
Men selv med den omtalte indikation af hvilken eller hvilke målgrupper, som friluftsmuseerne
i Sverige rent faktisk når, forekommer der at väre god grund til eftertanke. De naturlige
spörgsmål som rejser sig ud fra et trditionelt pädagogisk perspektiv vil väre relationen
mellem målgruppen og så de to andre dimensioner i pädagogikken, nemlig bestemmelse af
hvad der for denne målgruppe skal väre läringsudbyttet (the learning outcome) af besöget
samt overvejelser vedr. de valgte metoder, greb og teknikker på friluftmuseerne i forhold til
målgruppen.
Friluftsmuseerne må naturligvis også se på de indikerede målgruppebeskrivelser med en vis
selvkritik. Hvad kan der göres for at appellere til et mandligt publikum? Hvad kan der göres
for at få mere socialt og uddannelsesmässigt repräsentative besögere?
Under alle omständigheder er det nödvendigt at friluftsmuseerne – som ansvarstagende
lärende miljöer og hvis de vil väre andet end blot komplementäre til den formelle uddannelsessektor
– begynder at forholde sig professionelt til sin egen lärende rolle, muligheder og
begränsninger.
-.-.-.-.-.-.-.-.-.-
Litteratur
- Peter Aronsson (2001); ”Kulturmiljöpedagogik – en kartläggning”, Centrum för kulturforskning, Växjö
2001
- Peter Aronsson (2004); “Historiebruk – att använda det förflutna”, Lund 2004
- Jens Björnavold (2005); ”Towards a European Qualifications Framework for Lifelong Learning”, Glasgow
2005
7

- Monica Cassel (2001); ”Museipedagogik”, Lund 2001
- Commission of the European Communities (2001); “Making a European Area for Lifelong Learning a
Reality”, COM (2001), 678 Final, Brussels 21.11.2001
- Commission of the European Communities (2005); “Commission Staff Working Document – Towards a
European Qualifications Framework for Lifelong Learning”, SEC (2005), 957, Brussels 7.7.2005
- Mats Ekholm & Sverker Härd (2000); ”Lifelong Learning and Life wide Learning”, Stockholm 2000.
- Mary Hamilton (2005); ”Just do it: Literacies, everyday learning and the irrelevance of pedagogy”, i
“CRLL – Centre of Research in Lifelong Learning – Conference Proceedings”, University of Stirling 2005
- Eva Insulander (2005); ”Museer och lärande – en forskningsöversikt”, Statens museer för världskultur
& Didaktik Design, Lärarhögskolan i Stockholm 2005
- Jamtli (2006) (udg.); ”Studie över friluftsmusernas besökare sommaren 2005 – undersökning finansierat av
Stiftelsen Framtidens Kultur”, Östersund 2006
- Kristian Kristiansen; ”Förslag till institut för kulturarvsforskning”, Stockholm 2006
- Berit Ljung (2004); ”Museipedagogik i Sverige – pedagogiska perspektiv”, Lärarhögskolan i Stockholm
2004
- Catarina Lundström (2005); ”Kulturlabbet – ett hus och en pedagogisk verksamhet”, Östersund 2005
- David Raffe (2005); ”Qualification Frameworks in Europe – Learning across boundaries. Report of the
Glasgow Conference 22-23 September 2005 hosted by the EU Presidency”, Edinburgh 2005
- Erika Sandström; ”På den tiden, i dessa dagar – föreställningar om och bruk av historia under
medeltidsveckan på Gotland och Jamtli Historieland”, Östesund 2005
- Eva Sjögren & Catarina Lundström (2001); ”Historia på riktigt – arkivpedagogik i praktiken”, Lund 2001
- Stockholms Stad – Utrednings- och statistikkontoret (2006a); ”Frientré-reformen på vissa statliga
museer – Arkitekturmuseum – Resultatsammanställning av publikundersökning under vecka 14 – 2005”,
Stockholm 2006
- Stockholms Stad – Utrednings- och statistikkontoret (2006b); ”Frientré-reformen på vissa statliga
museer –Flygvapenmuseum – Resultatsammanställning av publikundersökning under vecka 14 – 2005”,
Stockholm 2006
- Stockholms Stad – Utrednings- och statistikkontoret (2006c); ”Frientré-reformen på vissa statliga
museer – Livrustkammaren – Resultatsammanställning av publikundersökning under vecka 14 – 2005”,
Stockholm 2006
- Stockholms Stad – Utrednings- och statistikkontoret (2006d); ”Frientré-reformen på vissa statliga
museer –Musikmuseum – Resultatsammanställning av publikundersökning under vecka 14 – 2005”,
Stockholm 2006
- Stockholms Stad – Utrednings- och statistikkontoret (2006e); ”Frientré-reformen på vissa statliga
museer –Armémuseum – Resultatsammanställning av publikundersökning under vecka 14 – 2005”,
Stockholm 2006
- Stockholms Stad – Utrednings- och statistikkontoret (2006f); ”Frientré-reformen på vissa statliga
museer –Hallwylska – Resultatsammanställning av publikundersökning under vecka 14 – 2005”, Stockholm
2006
- Henrik Zipsane (2005a); “The Open Air Museum and its new role as a museum of many cultures”, i
“Papers from 21 st Conference of the European Association of Open Air Museums August 2003 in Scotland”,
Glasgow 2005
- Henrik Zipsane (2005b); “Friluftsmuseerne som nationalismens monumenter”, i ”RIG – kulturhistorisk
tidsskrift”, nr. 1, Lund 2005
- Henrik Zipsane (2005c); “Lifelong Learning in Open Air Museums - A fascinating part to play in
Europe”, i “Papers from 22 nd Conference of the European Association of Open Air Museums August 2005 in
Finland”, under publicering
- Henrik Zipsane (2005d); “Refugees at the Open Air Museum: the museum as a place for informal
lifelong learning. A case study”, i “Making Knowledge Work – International Conference – Conference
Proceedings”, University of Stirling 2005
8