Nyt fra JelliNg - Vejle Museum

More documents

Recommendations

Info

Boring i Jellings Sydhøj 2009. lange forlængerstænger. Boringerne kunne udføres med et samlet bor indtil 5 m, hvorefter boret måtte deles og samles under optagning og nedføring af boret. Dette skyldes, at borestængerne ellers blev bøjet. Ved hver boring optoges en prøve på 10-15 cm. Den dybeste var boringen på toppen af Sydhøjen med 9,40 m; den krævede hele 71 optagninger og nedføringer. Alle boringer nåede den begravede jordbund fra vikingetiden og endte i underjorden, der er gulbrun og let genkendelig. Ved højfoden anvendtes et halvcylinderbor med en diameter på 2 cm; det blev slået ned med en hammer. Den opborede jord blev beskrevet, og der blev udtaget prøver fra markante lag i de forskellige boringer. Et sæt prøver på ca. 70 ud af 130 udtagne jordprøver blev udtaget til jordkemiske og fysiske analyser samt få til kulstof-14 dateringer. Et andet sæt prøver (ca. 60) blev udtaget for at be- 8 stemme jordens indhold af frø og frugter (de såkaldte makrofossiler). Nogle prøver er allerede analyseret, og endelig blev der udtaget prøver til pollenanalyser. Udvalgte jordprøver vil blive analyseret for bl.a. kornstørrelse, organisk kulstof, surhed, total fosfor og kvælstof, ombyttelige baser og ombytteligt aluminium, samt i mindre omfang jern og aluminium på organisk form og på oxidform. Pollen- og makrofossilprøverne vil blive præpareret, bevaringsforholdene vurderet og repræsentative analyser udført på Nationalmuseet. Der er udtaget en prøve på overjorden lige oven på undergrunden og af selve undergrunden i boringen i Frederik 7.s nedgravning. Disse prøver vil blive forsøgt kulstof-14 dateret sammen med et tilsvarende sæt prøver fra andre boringer i Nordhøjen eller en af de nærliggende bronzealderhøje. Er dateringerne af prøverne i Nordhøjen ens – og forskellige fra prøver fra en sådan ældre høj – må man gå ud fra, at Nordhøjen tidsmæssigt er en enhed. I modsat fald er det ikke en tidsmæssig enhed. Man har i en årrække ment, at Nordhøjen var opført med udgangspunkt i en bronzealderhøj, og dette spørgsmål kan nu blive underbygget – eller modbevist. De foreløbige resultater viser, at de to høje – de største i Danmark – synes at være bygget af samme materiale, sandblandet moræneler eller lerblandet morænesand, vel fra de omkringliggende marker. Den typiske boring viser øverst omrodet mørk gråbrun strukturløs jord på grund af plante- og dyreaktivitet. Lidt under 1 m nede begynder de første græstørv normalt at kunne erkendes, men uden at selve vegetationen er bevaret. I ca. 2 m’s dybde er der et vandfyldt lag på en halv til en meters tykkelse. Det er helt iltfattigt, og fra dette niveau og nedefter har næsten alle tørvene bevaret plantedele, til tider med grøn mos, der dog efter få minutter i luftens ilt bliver
gulbrunt. Jordens farve er sort. Laget er halvflydende, og ved dybere boring danner dette lag et vakuum, når boret skal trækkes op gennem laget, hvorved en karakteristisk svuplyd kan høres, når boret har passeret laget. Dette såkaldte svuplag er formodentlig dannet, fordi vandledningsevnen længere nede er meget ringere end over laget, hvorfor det nedsivende vand i perioder med nedbørsoverskud bliver bremset. Svuplagets beliggenhed og tykkelse må variere i årets løb, og det må have haft betydning for dannelsen af brønden på Nordhøjen. Under svuplaget er jorden normalt våd men stadig iltfri, dvs. at jorden er ensartet sort med tydelige uomsatte tørvelag. I Nordhøjen aftager vandindholdet med dybden, idet jorden bliver almindelig fugtig. Dybest nede kan højen være så tør, at de uomsatte tørvelag er forsvundet og almindeligt tørvefyld dominerer. Nederst finder man det gamle pløjelag, der visse steder er tydeligt, men andre steder svært kendeligt, og man ender i den gulbrune underjord, der er iltholdig. I Sydhøjen varierer vandindholdet ikke så systematisk som i Nordhøjen. Der er svuplaget i ca. 2 m’s dybde som i Nordhøjen, men i nogle af boringerne optræder et lignende lag i større dybde. Sydhøjen fremstår derfor lidt mere våd end Nordhøjen, dog ikke meget. Nordhøjen er anlagt på en (idag skjult) lille naturlig højning, 1 m høj, og højfylden udgjorde på det tykkeste sted 7,5 m. Højens basis skråner mod vest, idet undergrundskoten er 110,78 m lige øst for højen, medens koten ved den vestlige højfod er 110,21 m. Det højeste borepunkt ligger midt på fladen i Frederik 7.s nedgravning. Bevaringsforholdene i de to høje er forbavsende gode i og under svuplaget, især når man tænker på de voldsomme udgravninger, der er foretaget i de to høje. Vegetationslagene var i mange tilfælde stadig Billedet viser et eksempel på en boreprøve. Øverst ses lysebrune rester af højens græstørv. grønne, og plantedelene var fuldstændigt intakte. Der blev derfor udtaget mange prøver til bestemmelse. Umiddelbart synes hedelyng, mosser og græsser at dominere, men det er endnu for tidligt at komme med sikre udsagn om plantesamfundet omkring højene i vikingetiden. * Årets udgravninger i Jelling gav således både positive og negative resultater. Hver eneste undersøgelse bidrager med brikker til lægningen af det komplicerede puslespil, hvis billede gerne skulle fortælle, hvad der er foregået i Jelling i vikingetiden og hvordan stedets bebyggelse og landskab så ud. Arbejdet fortsætter. Steen W. Andersen/ Mads Kähler Holst/ Henrik Breuning-Madsen 9
Page 1 and 2: Nyt fra JelliNg Byggeri og anlægsa
Page 3 and 4: Udgravningsfeltet ved »Thyras Have
Page 5: PALISADE THYRAS HAVE HUSTOMT Unders

Nyt fra JelliNg - Vejle Museum

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?