Adam Oehlenschläger: Guldhornene (1803) - Det ny Forlag

mangler noget; alene en, der aldrig har søgt kan bringe dette noget frem;
alene blandt saadanne kaarer Tiden sin udvalgte, fordi kun en saadan har den
umiddelbare Forstaaelse af hvad den fordrer.
Hvorledes kan en Digter tro, at han kan tale med om disse Ting. De
Spørgsmaal, der beskæftigede den Tid, der gik forud for Oehlenschlägers, var
væsenligt af social Art, og de blev ikke løste i Rytmer og Rim.
Vore Dages Tanker I
Der klages hyppigt af Kritikken over, ar Skønlitteraturen beskæftiger sig saa
lidt med de Opgaver, der skal løses. Kan da en Digter af Selverfaring tale med
om, hvem der bedst løser Tidens Spørgsmaal? Oehlenschläger kunde det. I
hans Digt er Hornene det vigtigste. Det er paafaldende, hvor ringe en Rolle
Finderne spiller efter Fundet; man tiljubler dem ikke, og man haaner dem ikke;
de forsvinder fuldstændigt. Det fuadne og Menneskehedens, : Tidens, Forhold
dertil træder ganske i Forgrunden. Modsætningen er den skarpest mulige:
absolut Værdi paa den ene Side og absolut Uimodtagelighed paa den anden.
Den fantasiløse Verden forstod ikke, hvad Poesi var; derved dømte den sig
selv.
Oehlenschläger giver da Poesien en højere Stilling, end den havde haft:
Forstaar man ikke dens Betydning, mister man Gudernes Gunst; og dens
Betydning er, at den skal give Mennesket nye Syn paa Livets Værdier. Det kan
vel kaldes at fyldestgøre et Tidskrav at fastslaa denne Opfattelse af Poesien i
en Tid, der kun ansaa den for en Nytte- og Sirplante. Omvendt har kun den
Poesi Berettigelse, der har dette Maal — derved skærper han de Fordringer,
man skal stille til Digteren.
Disse Tanker havde Oehlenschläger ikke af sig selv; men det blev hans Opgave
at bevise, at en saadan Digtning kunde formes. Hans største Fortjeneste bliver
ikke de Maal, hans Poesi sætter sig, men det Middel, hvormed den naar dem,
hans skabende Fantasi. Steffens gav ham tilbage til sig selv; men han kunne
ikke give ham den Egenskab, hvormed han skulde sejre. Det er en ny digterisk
Evne, Oehlenschläger fremdrager. Fortrøstende sig til den dømmer han Tider
og Mennesker efter andre Grundsætninger. For ingen anden har den været
lettere at finde end for ham.
Hans Kyrre: Guldhornene, Faglig Læsning nr. 44. Tidsskrift for Skole
og hjem, Femte Aarg. 4. Hæfte, 1932
Hans Kyrre (1885-1964), lærer og skoleinspektør med et omfattende pædagogisk og
litteraturhistorisk forfatterskab.
Før Mødet med Steffens havde Øhlenschlæger truffet Aftale med en
Boghandler om Udgivelsen af en Samling Digte, der var skrevet i den gamle
Tids Aand. Nu kasserede han de fleste af dem og skrev paa kort Tid en Række
ny, der udkom i Slutningen af 1802 under Titelen ”Digte” med Aarstallet 1803.
Heri blev for første Gang ”Guldhornene” trykt. Den lille Digtsamling blev af alle
Elskere af Poesi gennem mange Aar betragtet som en Helligdom. Og der er
næppe i vor Tid et eneste Barn i Danmark, der ikke i sin Skoletid enten selv