Adam Oehlenschläger: Guldhornene (1803) - Det ny Forlag

med det attende århundredes hverdagsmoral, men også med de rationalistiske
præsters søndagstale. Oehlenschläger har næppe skønnet, hvad der i kristelig
retning måtte følge af det, han så kækt forkyndte; men derfor ligger der dog
lige fuldt i hans sang et fingerpeg på Herrens ord, at vi uden vi bliver som børn
igen, kommer vi ikke ind i himmeriges rige og at de salige som hungrer og
trøster efter retfærdighed.
Olaf Hansen: Oehlenschlægers digte 1803, 1902.
Oluf Hansen (1870-1932), digter og forfatter, bl.a. kendt for sit lyriske forfatterskab
Der er eet Digt, man ikke kan komme udenom, naar man vil skrive om
Oehlenschlägers første Bog; det er ”Guldhornene”, de berømteste Strofer i det
nittende Aarhundredes danske Litteratur. Der er skrevet meget om disse faa
Sider; de er undersøgte paa Kryds og tværs, i Højden og i Dybden. Man har
fundet den unge Oehlenschlägers dybeste Hemmelighed deri, Indvier den os i
Ting, der har Betydning for os?
Digtet fortæller om noget, der findes, og om nogle, der finder. Det, der findes,
er to Gnidhorn; de har deres Værdi, fordi de er Oldtidskunstværker og
ærværdige Minder om gamle Dages Gudsdyrkelse. Det er Magterne selv, der
lader dem komme for Dagen:
Fundet er altsaa ikke tilfældigt, det har sin Mission. Hornene skal nemlig
bibringe Menneskene Forstaaelsen af at de Tider, da de blev formede, var
herligere end dem, hvori de paany saa Dagens Lys. Menneskene forstaar ikke
dette; for dem har de fundne Klenodier kun Værdi som Guld og som sjældne
Kuriosa. De skulde have haft en Hædersplads paa Herrens Alter for at fyldes
med Jesu Blod; men ikke hos en eneste vækker de en Anelse om, at de er en
Form, hvori nye Tiders Indhold kan gydes. Derfor tager Guderne dem tilbage
igen.
Paa Oehlenschläger virker Tanken paa Guldhornene altsaa idevækkende. Han
ser sin Opgave som Digter i det ”at indgyde Nutid Oldtids Aand”. Paa et poetisk
Gemyt i vor Tid vilde en pragtfuld Oldtidslevning ikke virke idevækkende, men
stemningsvækkende. Det synlige Minde vilde maaske skabe usynlige Billeder
med svundne Dages Farver; men man vilde ikke synes, at det løste en af
Tilværelsens Gaader for en. Oehlenschläger vilde altsaa opvække Oldtidens
Aand. Hvad dens Væsen var for ham kan man f. eks. se i hans Besvarelse af
Universitetets Prisspørgsmaal: ”Digterens Maal er Alt, men hans Hovedrnaal
Skønhed, og glad svæver hos And hen i de Tider, da den kiække Sjæl,
uvidende om sin Afmagt, hævede sig højt paa Phantasiens Vinger til Gud, da
den troede sig at vide Aarsager til enhver Naturvirkning. og malte den med
dristige Ord. Oldtidens Aand er altsaa for Oehlenschläger Fantasi; men for os
er Fantasien ikke tidsbunden og ikke ensartet. Derfor har denne Del af
Oehlenschlägers Hemmelighed kun historisk Interesse.
Den anden Del al den handler om Modsætningen mellem dem der finder, og
dem, der higer og søger. Selve det fundne er efter Digtet af største Betydning
for Tiden. For Oehlenschläger stiller det sig saaledes, at den der higer og søger
efter, hvad Tiden tiltrænger, ikke kan komme længere end til at se, at den