Adam Oehlenschläger: Guldhornene (1803) - Det ny Forlag

Oehlenschläger Læser ”Guldhornene” for Heinrich Steffens (efter originaltegning af professor
Carl Thomsen).
Supplerende læsninger
Ludvig Schrøder: Adam Oehlenschläger og den romantiske skole, 1888
Ludvig Schrøder (1836-1908), forfatter, foredragsholder og en af sin tids mest fremtrædende
højskolefolk, i en længere periode forstander for Askov højskole.
Mod den herskende tankegang gjorde Oehlenschläger indsigelse ved at synge
om, at det ikke var de lærde granskere eller de ivrige skattegravere, som ved
deres udholdende flid og strænge arbejdsomhed bragte de kostelige guldhorn
for dagens lys, men at det var barnlige mennesker, der uden selv at anstrenge
sig for det, fik de herlige klenodier som gaver. Navnlig ved skildringen af den
unge pige har han fremhævet denne barnlighed som vilkåret for at få del i det
høje og ædle liv, som han lod spejle sig i guldhornene. Og i det han fortæller
om, hvordan det andet horn blev fundet, minder han tillige om, at der hos
”naturens søn” med det barnlige sind er forenet dybe længsler og tro på
guddomme. Den barnlige umiddelbarhed og den inderlige længsel efter de
himmelske livskræfter, det er vilkårene for at kunne tage imod velsignelsen; ti
alt det gode er en gave, og det er en gave fra himlen. Dette er en af de store
sandheder, som glimtede for Oehlenschlägers øje, da han var gennemglødet af
samtalen med Steffens, og i det ligger der forudsætningen for et brud ikke blot