Adam Oehlenschläger: Guldhornene (1803) - Det ny Forlag

More documents

Recommendations

Info

fængslet, så det ikke får kontakt med det evige og guddommelige. Derfor bliver det digterens opgave af skabe hellige billeder af det evige. Hele Qehlenschlägers beretning om den lange samtale med Steffens kan opfattes som udtryk for et romantisk forhold til tid og tidsoplevelse. Det intense samvær mellem de to skønånder bryder nemlig helt og aldeles det borgerlige livs tidsrammer og struktureringen af tilværelsen i offentlige og private sfærer. Hengivelsen til inspirationen og geniets særlige læreproces løfter sig ud over tid og rum, og fortællingen bliver en effektfuld formidling af romantikken og det svære begreb om genialitet. Oehlenschlägers historie om det romantiske gennembrud har sin styrke og gennemslagskraft, fordi den forstås af enhver. Oehlenschläger arbejdede i ”Guldhornene” også med temaet omkring en fængslende og en frigørende tid, og han gjorde det ved at spille tider Og steder ud mod hinanden. Med digtet ville han vise, at guldhornenes præg af det evige i de rette hænder og med de rette modtagere kan skabe nye tider, der forbinder sig med de ældste. Læseren bliver vidne til en storladen bevægelse igennem tider, fra nutidens tid og rum til gudernes tider og rum og ind i historien på tre tidspunkter og i tre universer. Det første tidspunkt er tiden og rummet for den unge bondepiges fund af det første horn: En dejlig morgen, hvor pigen i forelskede tanker er på vej til marken, snubler hun, og rødmende og med ”undrende Aand” og ”snehvid Haand” kan hun hæve ”af sorten Muld! Det røde Guld”. Tiden og rummet for den unge mands fund af det andet horn under sin pløjning kaldes frem som et klingende øjeblik: Da standser Ploven, og en Gysen farer igiennem Skoven. Fugleskarer pludselig tier: Hellig Taushed alt indvier. Da klinger i Muld det gamle Guld. Endelig beskriver digtet den ”visse Time”, hvor guderne griber ind i nutiden og lukker himlens porte af til deres evighed. Digtets frie bevægelse igennem forskellige tider udtrykker længslen efter det guddommelige og evige og viser i praksis digtets muligheder for at overskride den fængslende tid. Når digteren, som Steffens sagde, synger, tryller et uendeligt billedsprog med læseren. Steffens brugte begrebet allegori i forbindelse med dette sprog. Det skete i forlængelse af den måde, allegoribegrebet blev brugt på i oplysningstiden. Her talte man om allegorien som et billedligt udtryk med flere betydninger, mens symbolet betegnede et
mere abstrakt, entydigt udtryk. Goethe formulerede i flere omgange vigtige romantiske teser om allegori og symbol. Han begyndte at kritisere allegorien, hvor billedet efter hans mening blev til et eksempel på en ide, mens symboler kunne danne en levende og øjeblikkelig åbenbaring af ideen. Ideen blev således ved med at være levende og virksom i symbolets billeddannelse. Paradoksalt nok sker der ifølge Goethe det, at ideen både udtales og dog forbliver uudtalt. Symbolet var for Goethe en levende og øjeblikkelig åbenbaring af noget uudgrundeligt. Det var dette billedsprog, også Steffens var begyndt at efterlyse — ganske vist med brug af begrebet allegori. Oehlenschläger søgte i ”Guldhornene” at bruge et sådant frigørende og nyt billedsprog og gøre hornene til et levende romantisk symbol.
Page 1 and 2: Adam Oehlenschläger: Guldhornene (
Page 3 and 4: 2. Diskuter - med udgangspunkt i ov
Page 5 and 6: 2. Opdel teksten i centrale afsnit.
Page 7 and 8: Oehlenschläger Læser ”Guldhorne
Page 9 and 10: mangler noget; alene en, der aldrig
Page 11 and 12: Erik Skyum-Nielsen: Det er ikke gul
Page 13 and 14: og det uendelige univers. Længslen
Page 15 and 16: formiddag, hvorefter han på godt e
Page 17: (1804) er ved at overtage ”Guldho

Adam Oehlenschläger: Guldhornene (1803) - Det ny Forlag

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?