Adam Oehlenschläger: Guldhornene (1803) - Det ny Forlag

fængslet, så det ikke får kontakt med det evige og guddommelige. Derfor
bliver det digterens opgave af skabe hellige billeder af det evige.
Hele Qehlenschlägers beretning om den lange samtale med Steffens kan
opfattes som udtryk for et romantisk forhold til tid og tidsoplevelse. Det
intense samvær mellem de to skønånder bryder nemlig helt og aldeles det
borgerlige livs tidsrammer og struktureringen af tilværelsen i offentlige og
private sfærer. Hengivelsen til inspirationen og geniets særlige læreproces
løfter sig ud over tid og rum, og fortællingen bliver en effektfuld formidling af
romantikken og det svære begreb om genialitet. Oehlenschlägers historie om
det romantiske gennembrud har sin styrke og gennemslagskraft, fordi den
forstås af enhver.
Oehlenschläger arbejdede i ”Guldhornene” også med temaet omkring en
fængslende og en frigørende tid, og han gjorde det ved at spille tider
Og steder ud mod hinanden. Med digtet ville han vise, at guldhornenes præg af
det evige i de rette hænder og med de rette modtagere kan skabe nye tider,
der forbinder sig med de ældste. Læseren bliver vidne til en storladen
bevægelse igennem tider, fra nutidens tid og rum til gudernes tider og rum og
ind i historien på tre tidspunkter og i tre universer.
Det første tidspunkt er tiden og rummet for den unge bondepiges fund af det
første horn: En dejlig morgen, hvor pigen i forelskede tanker er på vej til
marken, snubler hun, og rødmende og med ”undrende Aand” og ”snehvid
Haand” kan hun hæve ”af sorten Muld! Det røde Guld”. Tiden og rummet for
den unge mands fund af det andet horn under sin pløjning kaldes frem som et
klingende øjeblik:
Da standser Ploven,
og en Gysen farer
igiennem Skoven.
Fugleskarer
pludselig tier:
Hellig Taushed
alt indvier.
Da klinger i Muld
det gamle Guld.
Endelig beskriver digtet den ”visse Time”, hvor guderne griber ind i nutiden og
lukker himlens porte af til deres evighed.
Digtets frie bevægelse igennem forskellige tider udtrykker længslen efter det
guddommelige og evige og viser i praksis digtets muligheder for at overskride
den fængslende tid. Når digteren, som Steffens sagde, synger, tryller et
uendeligt billedsprog med læseren. Steffens brugte begrebet allegori i
forbindelse med dette sprog. Det skete i forlængelse af den måde,
allegoribegrebet blev brugt på i oplysningstiden. Her talte man om allegorien
som et billedligt udtryk med flere betydninger, mens symbolet betegnede et